Jeg syntes lige I skulle have opskriften på min nyeste kreation! Marmeladetærte.
Til vores sølvbryllup sidste år, lavede jeg en masse små bitte krukker med hjemmelavet marmelade, som vores gæster kunne tage med hjem. En skønsom – på stedet improviseret – blanding af rabarber og jordbær og en masse vanilje.
Den marmelade blev et hit.

Sølvbryllupsmarmelade.
I denne tid hvor vi har uanede mængder af jordbær og rabarber, skal vi jo finde noget at bruge dem til, og når man har fået jordbær med fløde tre dage i træk, og lavet rabarbersaft, og rødgrød, så skal der nytænkes.

Egen avl.
First Man elsker – som enhver franskmand – tærte. Af enhver slags.
Men ofte hælder han “omelet” i, og det gør at ingen andre på matriklen vil spise er så begejstrede for hans tærter.
Det er muligvis derfor han laver dem sådan, for at han kan mæske sig med en hel tærte alene. Jeg tænkte så om man ikke kunne blande jordbær og rabarber i en omelet-løs tærte, for at vi andre også kunne få noget tærte.
Jeg lavede en mørdej med smør, lidt flormelis, mel og rigeligt vanilje. Jeg samlede dejen med et æg og lod den stå i en times tid.
Jeg brugte Mette Blomsterbergs dejopskrift på citrontærte som udgangspunkt, men du kan jo vælge hvilken som helst mørdej der passer dig.
Imens skar jeg jordbær og rabarber i passende stykker, og blandede ca. 100 gr. sukker og 1 spsk. kartoffelmel (Maizena kan også bruges) som jeg dryssede over de blandede bær.
Indimellem rørte jeg rundt i frugtblandingen og da dejen var blevet kold igen, dækkede jeg en tærtebund med ca. halvdelen af dejen. Jeg gider ikke rulle ud med kagerulle, dejen hænger fast og bliver for melet, så jeg gør det bare med fingrene.
Altså dej i tærteform, frugtblanding ovenpå, og resten af dejen blev til strimler jeg lagde ovenpå.

Jordbær og rabarber blanding på plads på tærtebunden.
Og så i ovnen ca. 30 minutter ved 200 grader.
Så køler den af, den skal være mere lunken end lun, hvis det giver mening…
Den smager godt uanset hvilket hvidt tilbehør man vælger: vaniljeis, flødeskum eller crème fraiche.

Her med crème fraiche.
Den smagte faktisk helt enormt blæret, i forhold til hvor nem den var at lave. Og præcis som vores Sølvbryllupsmarmelade.
Deraf navnet.
Velbekomme og god onsdag!
Synes godt om dette:
Like Henter...
Tags: Frugttærte, Jordbær, Jordbærtærte, Marmeladetærte, Rabarber, Rabarbertærte, Sommertærte