Hvorfor er det nu fastelavn igen

Denne overskrift skal helst jamres. Og der må gerne sukkes dybt til sidst.

Fastelavn må være på højde med nissebamsen.

Et eller andet sted.

Eller naturligvis ikke selve fastelavnen og alle dens gerninger – og slet ikke fastelavnsbollerne.

Det skulle da lige være de tørre spandauere vi bliver spist af med på firkløverets danske skole.

De spandauere, som INTET har med fastelavnsboller at gøre, har givet mig traumer for livet og jeg tror nok at når jeg kommer hjem, så vil jeg med i noget udvalgsnoget som får indkøbt rigtige fastelavnsboller med en masse flødeskum i – i hvert fald til næste år – som vist er sidste år jeg skal til fastelavn med et skolebarn.

Nå, men det er udklædningerne det er galt med.

De hjemmelavede altså. De gør det fuldstændigt umuligt at være en okay mor.

Også selvom man for en gangs skyld husker det der med fastelavnsris. Adspurgt kunne firkløveret huske de havde vækket First Man og jeg med birkegrene over det hele, én eneste gang.

Det sølle minde berettiger ikke til den mængde ballade, maste lemmer, filtret hår og så alle de visne kviste der endte i min seng.

Men udklædningerne altså.

Jeg magter ikke engang at sige de er flotte.

Mennesker som burde være dekoratører i Disneyland eller på le Moulin Rouge, skulle faktisk holde sig fra at lave udklædninger til deres afkom. For at skåne mindre dygtige mødre. Som mig. Alternativt kunne de godt kreere udklædninger til alle os andre også.

Har nemlig lige været vidne til et udklædnings-spam-angreb via facebook.

Jeg gik ellers og var så glad. For i Frankrig er der slet ikke tradition for at lave et juletræ, en vandmand eller.. en haj der spiser en dykker. Jo – det findes.. sådan en udklædning har jeg nemlig lige set. Den var simpelthen så fantastisk flot at jeg kom til at græde..

Hallo derude.. Det er fandme ikke i orden. (hulker lige lidt mere seriøst her..)

Prøv dog at have lidt medlidenhed med almindelige dødelige, som kun lige akkurat kan skrue sig op til Lucky Luke når bølgerne går højt.

Ej, faktisk syede jeg en blomst og en leopard – HELT SELV – da Divaen var fem og Zorronaldo var 3. Disse to hjemmelavede udklædninger blev genbrugt år efter år efter år, og blev først smidt ud da leoparddragten til sidst sad så stramt at Gårdmand Bjørn ikke kunne sidde ned uden at tale med en meget lys stemme.. Mere lys end vanligt, forstås.

Så mente jeg, at jeg dermed havde aftjent min kreamorpligt. De havde endda vundet flere konkurrencer, det var godt nok i den danske kirke i Paris, men alligevel!

Men nu – med denne ”papmachéhaj sat udenpå barn forklædt som dykker”, for evigt tatoveret på indersiden af min hornhinde – er jeg jo nødt til at tænke kreativt. For at opretholde bare et minimum af en illusion om at jeg er en god mor. I hvert fald til fastelavn.

Måske er vi helt ovre i noget gulerod.. eller tandpastatube. Den ville jeg endda kunne tage med hjem til øen og bruge til næste år. Men det ville ikke hjælpe ret meget; alle dem i Danmark som jeg omgås, i fastelavnsregi, ved udmærket at jeg overhovedet ikke er så overskudsagtig.. De ville nok ikke engang tro på at jeg selv havde lavet den.

Det er hvad det er.

Men hvad værre er, han vil ikke.

Min Gårdmand Bjørn er fuldstændigt bedøvende ligeglad med at kunne blive gulerod. Og med at blære sig med sin mors kunnen.

Trist er det..

Han vil være James Bond.

Helt ærligt. Det er jo bare slet ikke ”krea-overskudsmor”-promoverende nok, så jeg prøver at overtale ham til noget som er svært at lave.

Med sikker woweffekt.

Firkanter på hjernen

Nu – da jeg jo ikke vandt noget som helst – og Alt for Damerne ikke gad have min tekst – så får I den da bare.. Because you’re worth it.. Altså – her er mit ynkelige looser bidrag til den der skrive konkurrence, jeg som sagt ikke vandt:

Det hele startede med, at jeg kom til at læse i nogle dameblade.

Der kunne jeg læse om fine mennesker, interviewet i diverse hvide interiører, fotograferet dekorativt stående ved siden af den gyngehest de havde lavet af 7 mælkekartoner og et par økologiske ølkapsler.

Den slags mennesker, har ligeledes malerier stående på gulvet. Jeg udleder deraf, at deres maleri har kostet så meget, at de åbenbart ikke har råd til en boremaskine. Jeg har nemlig også malerier i stuen, hjemmelavede og deraf næsten gratis, hvorfor jeg både har haft råd til at ramme dem ind og hænge dem op med dyre rawplugs.

Eller også er jeg bare slet ikke med på moden. Det skulle nu heller ikke undre mig.

Men altså, efter at have læst i de der blade og følt mig umoderne, ville jeg også gerne med på moden og lave noget kreativt jeg kunne blære mig lidt med – ligesom alle de andre mennesker i hvidt.

Jeg var dog helt klar over, at jeg aldrig ville kunne kreere en gyngehest, og da mine malerier allerede hænger på væggen, måtte jeg se mig om efter noget andet. Jeg bestemte mig så for at hækle et tæppe. Sådan en slags slumretæppe. Af oldemorfirkanter.

Jeg vil nok aldrig blive interviewet, og da slet ikke ved siden af min frembringelse; mit interiør er i øvrigt heller ikke hvidt, men så længe jeg har fornemmelsen af at være med på moden, er det fint nok.

Den følelse gik jeg nemlig fuldstændigt glip af, da det var blomstrede vattæpper, det handlede om.

At jeg ikke kunne hækle, var så en mindre detalje jeg regnede med at få styr på uden større besvær.

Jeg bevægede mig derfor ned i den lokale garnforretning. Det var yderst ubehageligt. Der var fyldt med damer – begge steder. Damer med ubleget hør og håret sat op i økologisk knold.

Da jeg lidt diskret prøvede at forklare jeg gerne ville lære at hækle, blev der fuldstændigt stille. Meget længe. Så længe, at jeg fik tics.

Jeg nøjedes derfor med at smile blegt og købe en hæklenål.

Det er altså også for dårligt at jeg ikke har lært at hækle. Jeg fik dog lært at væve i 2.klasse Og hvor tit har man lige brug for det? Hvem har i det hele taget en væv?

Nej vel – jeg tænkte det nok.

Jeg FIK så, meget mod forventning, lært at hækle i sidste uge.. Og har nu hæklet noget som ligner hullede grydelapper.

Faktisk synes jeg at der er mange flere huller end hæklemasker. Men det skal måske bare se sådan ud.

Enten skal tæppet ligge firdobbelt eller også har jeg gjort noget helt forkert.

Næsten fem lapper er det blevet til.

Jeg har faktisk overhovedet ikke styr på det. Har bare kastet mig ud i det. En anelse hovedkulds. Jeg er nemlig ikke så god til kladder og prøver og den slags kedsommeligt noget. Jeg vil bare gerne med på moden.

Jeg er helt klar over, at der er meget lang vej til de 126 lapper, der skal til, for at det rent faktisk bliver til et slumretæppe.

For slet ikke at tale om at de skal syes sammen til sidst.

…

Alle sammen

…

Jeg kunne eventuelt stoppe ved måtte-stadiet, men det ville være noget af et nederlag, når man har planlagt at ende med noget man kan putte sig i.

Har i øvrigt slet ikke brug for en måtte. Og slet ikke en med huller i.

Måske skulle jeg hellere tage malerierne ned fra væggen, og se mig om efter et blomstret vattæppe.

Alt på et bræt

Nu vi er ved de der toiletter, så vil jeg da også skynde mig at fortælle, at jeg slet ikke tør tage telefonen med derud mere.

At have alt på et bræt er nemlig ikke en mulighed mere.

Det er gudskelov kun en forbigående angst – da det har en hel del med noget komfort at gøre – og intet med min telefon.

Brættet er nemlig ved at knække.

Jeg ER på kur, sagde jeg. Og First Man vejer stadig en hel del mere end jeg.

Men hver gang jeg satte mig – og dernæst ville rejse mig igen – var der noget som nev mig i ballen. Sådan rigtig eftertrykkeligt.

Eller faktisk, hvis jeg skal være anatomisk korrekt, var det ikke helt i ballen, men på baglåret sådan cirka 5 cm under ballen.

Der blev jeg nevet. Hver gang. Der var ikke noget på selve brættet. Og det begyndte ærligt talt at blive en anelse trivielt, for slet ikke at tale om hvor irriterende det var, ikke at vide hvad der nev mig.

Jeg er trods alt ikke mere blond, end at jeg godt er klar over at det ikke er en hvem.

Hvorom alting er, så mener jeg at man på et eller andet tidspunkt må finde på en lidt mere effektiv måde at få opmærksomhed på. Og blive ved med at nive sagesløse folk – mig – i baglåret er ikke i orden. Også selvom man er en ting.

Efter flere gange at have klaget min nød og First Man blot stirrede forvirret på mig uden at foretage sig det mindste for at redde mit skamferede baglår, endte det med at jeg tog brættet i egen hånd, og opdagede en knappenålstynd revne i malingen på brættet, knapt synlig med det blotte øje.

Jeg udledte heraf at noget var i stykker og at det var grunden til de gentagne niv.

Klog af skade, ville mit baglår ikke deltage i festlighederne længere, og begyndte derfor at lette og hælde over til den anden side. Og således, voldsomt akavet og noget skråt placeret, på et ellers nivende wcbræt, er det ikke muligt også at håndtere en mobiltelefon uden stor risiko for det ene og det andet.

Men der er håb forude, selvom han ikke tog sit protektorat seriøst, har First Man åbenbart også selv fået kærligheden at føle fordi, for lidt siden kom han nemlig meget hurtigt forbi min plads og spurgte en anelse forpint hvor jeg gemte min gaffatape.

Bi-witched

Ja, jeg ved godt jeg burde have fundet en spændende ny blog at fortælle om til i går – men jeg har lidt på fornemmelsen at det er så som så med efterspørgslen.

Og så – hvis jeg nu skal være helt ærlig – og det skal man jo, har jeg heller ikke fundet nogle jeg syntes iiiih – det var dog fantastisk. Ved ikke hvor jeg skal finde nye blogs – jeg synes jeg har været rundt omkring.

Så onsdagsbloggen må komme indimellem, hvis jeg finder en særlig god en – som jeg bare bliver nødt til at fortælle om.

Alternativt kunne I jo selv sende mig et link, hvis der er en side I mener jeg skal kigge på!

Men foreløbigt er onsdagsbloggen på ferie.

Og så er det jo godt at jeg har noget andet at fortælle om.

Først er der jo overskriften – og hvis ikke den har fået Ellen til at se rødt ved jeg ikke hvad jeg ellers skal gøre!!

Men den har en forklaring!

Men der skete nemlig det at en lille heks rejste med ekstra post fra Canada til Æblebakken.. Jo jo  – det er ganske vist.

Vi sad i bilen – på vej ud for at købe ind – og jeg ville lige tømme post nu jeg alligevel kom forbi – så slap jeg også for at løbe derop.

Jeg kunne med det samme se det var fra Birgitte – så den skulle åbnes med det samme. Men det måtte Prinsesse Lyserød stå for – og uendeligt forsigtigt blev den lille fine heks befriet fra sin seng af silkepapir.

Denne vidunderlige heks har søde Birgitte lavet. Hun – Birgitte altså, ikke heksen, for den bor nu på Æblebakken – bor i Canada og hun laver.. en masse spændende. Derfor Bi-witched.. Lidt søgt ja – men alle kan komme i bekneb for en overskrift.

Nu er det måske lidt for sent til en halloween heks – men hun laver også nisser – og engle måske?

De kan sagtens nå at komme frem før jul!

JEG skal i hvert fald have nogen!

Klipomania.. eller noget

Nogle gange er det meget, meget svært at være en god, pædagogisk og forstående mor som ikke skælder ud, eller med stemmen helt oppe i de oktaver som splintrer glas.

Indimellem kan man være heldig at trække vejret så dybt at man bliver gasblå i hele hovedet, og derved undgå at råbe til sine børn, men andre gange er dette umuligt.

Det var tilfældet for mig i går.

Det er nemlig sådan, at jeg blandt andre, har en søn på 9 år – jeg nævner ingen navne – som er meget glad for at klippe og skære i ting. Ja han laver også andre ulykker – men dem klarer vi med det samme.

Men dette her skære-klippe noget, havde derimod taget om sig, i sådan et omfang, især i forbindelse med mit badeforhæng, at jeg til sidst ligeså godt kunne tage bad bagved en si. Eller en ost. En af dem fra Schweiz med huller i, lige bortset fra lugten naturligvis.

I hvert fald, i sidste uge fik jeg købt et nyt og ganske uhullet badeforhæng – som desværre stadig blafrer – og jeg tror nok jeg meddelte beboerne på Æblebakken, ret højrøstet, at dette nye badeforhæng skulle der ikke nødvendigvis lufthuller i.

Stor var min irritation derfor, da jeg i går skulle lægge håndklæder sammen, og fik fingrene i et som havde umiskendelige hak i kanten, grangiveligt som havde en lille saks lagt vejen der forbi.

Heldigt er det, at mine krystalglas er blevet hjemme på øen, for de var nok røget sig en tur, i den hylen, mine stemmebånd derpå satte sig fast i.

Og.. ja, jeg ved ikke med jer, men jeg er rigtig god til at komme i tanke om alle mulige andre ulykker, mit elskede firkløver har bedrevet, også et par enkelte hvor der burde være præskription, men som i kampens hede, pludselig falder mig ind, og som jeg lige så godt kan fremhæve, nu vi er så godt i gang.

Det er som om disse, lidt forældede sager, bare ligger så godt til hyletonen.. Som om stemmebåndet helt af sig selv, kan genkende den B-Mol de blev udgivet med oprindeligt.

Nå, men efter sådan en hyggelig lille råbestund, så holder jeg mig gerne lidt for mig selv, til jeg på ny er i stand til at åbne munden, uden det er de høje oktaver der skal ud.

Jeg var faldet så meget ned, at jeg endda kunne gå op og sige godnat til den formastelige, som havde fundet det klogest bare at gå i seng for at undgå videre tiltale. Det var desuden sengetid..

Der var jo to muligheder, som jeg forklarede til den lille bylt under dynen: enten blev der klippet af arrigskab, eller også fordi man er væk i en leg og bare godt kan lide at klippe. Men at når man er 9 år er man for stor til at lave sådan nogle tåbelige ting som at klippe i alt muligt.

De klare øjne som dukkede frem under dynen, og stemmen som bedyrede at han altså ikke var sur på os, når klippetrangen kom over ham, syntes jeg godt jeg kunne stole på.

Jeg sagde så, at hvis han gerne ville klippe var det altså meget bedre hvis han fandt noget lovligt at klippe i. Og han kunne jo lave en kollage eller noget – klippe i mine gamle tilbudsaviser eller blade. (mind mig lige om at jeg skal gemme mit Femina væk) Det ville han meget gerne. Lave en kollage eller et julekort eller noget. For han var ikke så god til at klippe ting ud – kom det så.

Og det undrer mig ingenlunde – det er nemlig ret svært at klippe i badeforhæng og håndklæder med en gammel neglesaks.

Limoncello

Ja – efter jeg har afsløret mine tilbøjeligheder til mojito, burde jeg vel egentlig bare holde min mund – og undlade at fortælle mere om alkohol. I ender jo med at tro, at jeg har et problem.

Men sagen er, at jeg har lavet limoncello!! Som er italiensk citronlikør.

Mumselimums!

Og det var altså meget nemt – og så er jeg helt sikker på at der ikke er sunset yellow eller andet spændende kemi tilsat.

Vil I vide hvordan man laver det?

Nå – det er også lige meget, jeg fortæller det bare alligevel.

Man tager 12 citroner (10-14 alt efter størrelse) og 1 appelsin, og dem skræller man med en kartoffelskræller, hvorpå alle skrællerne dumpes i 3 liter vand.

Citronerne kan man jo lave citronsorbet af..

Nå, der hældes så 800 gr. sukker pr. liter vand – dvs. 2,4 kg – sukker i det føromtalte vand, samt ½ vaniljestang. Vaniljestangen skal lige skæres åben, så alle korn kan slippe ud!

Og så tilsættes 3 liter ren sprit. Simpelthen, intet mindre – 3 liter ren alkohol.

Det skal så stilles mørkt – eller i en beholder som ikke slipper lys ind. Så røres der rundt morgen og aften i 4-5 dage – blandingen må ikke stå længere end allerhøjst 5 dage, ellers kommer det til at smage sært.

Til sidst skal det sies igennem et viskestykke og kan så hældes på flaske. Det smager rigtigt, rigtigt godt!!

Og til de som føler de har tabt i torsdags – vil jeg sige “When life gives you lemons, make lemonade” – subsidiært Limoncello. For jeg har desværre ikke nogen opskrift på kameljuice.

En rød tråd

Nå – om ikke andet har jeg da tænkt. Jeg vil heller ikke udelukke at der står en svag duft af brændt savsmuld omkring mig.

Og selvom jeg ikke har læst alle de sider Jørgen har linket til – så er der meget at tage fat i. Faktisk så meget, at jeg i dag har tilbragt flere minutter, hvor jeg ikke har tænkt på det job som ikke findes mere.

Og det i sig selv er faktisk ret enestående – jeg har jo stadig mit skilt og ville egentlig gerne have det på igen – mest for ynk-effekten – som var yderst imponerende og så den solidaritetsjamren jeg modtog fra nær og fjern.

Dejligt! Tak for den!

Nå – men grunden til at jeg ikke tager skiltet på, er at jeg faktisk er blevet i glimrende humør. Jeg har nemlig fået strikket 6 bøger, eller et kvart halstørklæde. Og er nu snart fuldblods kreablogger. Simpelthen.

For mens jeg gik rundt her i selvmedlidenhedens dybe hul – kom jeg i tanke om mormors strikkepinde. Og noget af det der garn jeg købte hos de sure damer med økologisk knold.

Og da lediggang er roden til alt ondt, gik jeg fluks i gang.. Med et ligeud halstørklæde.. I ret.. og fnullergarn. KUN i ret. Fordi – ha ha – i fnullergarn kan fejl og huller ikke ses! Ret er heller ikke så grimt i fnullergarn.

Det fylder 6 bøger. Mere så I kan få en livagtig fornemmelse af hvor fantastisk langt det allerede er!

Samt i tilgift, et lille kig på 20% af de bøger, jeg slæbte med hjem fra Danmark, som jeg vil give mig i kast med, så snart min hjerne begynder at virke igen.

Mit liv som leverpostej

Nu skal vi have fokus på de virkeligt vigtige ting i livet.

Da jeg ikke har et arbejde at gå op i, og skolen ikke er startet endnu, så jeg er heller ikke blevet lektiekonsulent endnu – og firkløveret synes i det hele taget at have meget lidt behov for min tilstedeværelse, til andet end fodring, indkøb af snørebånd, shampoo og så lidt taxakørsel ind imellem – så må jeg jo finde andre mål i livet.

Indhold altså. Noget at gå op i. Jeg kunne naturligvis læse nogle af de mange bøger jeg har slæbt med hjem, men det er ligesom om min hjerne er visnet lidt, så det må vente til jeg har fået den der karriere som arbejdsløs på plads blandt neuronerne.

Så jeg skulle have mig en hobby. Og jeg kunne jo ligeså godt forene det nyttige med det praktiske – eller hvad man nu siger – og gøre madlavning til min hobby – når jeg nu ikke kan slippe for det alligevel.

Jeg kan godt lide at lave mad normalt, men man skal jo lære nyt hele tiden, så jeg tænkte jeg ville specialisere mig lidt.. Udi frokostmad og pålæg.

Så forestil jer min glæde, da jeg fandt en gammel tupperware som har nøjagtigt samme form som den franske leverpostej vi spiser. No kidding!!

Ej men altså – tænk bare at være så heldig at bo i et land som har plastikbøtter i leverpostejsform. Hvor fantastisk er det lige? Det måtte foreviges på stedet.

 

Koncert..

Det gør ikke noget hvis man har lidt fantasi. Så kan man lege med lego også selvom man er .. noget vi ikke snakker for højt om.

Hvorom alting er, vi var i hvert fald til koncert med Village People på Æblebakken.

Og Elvis var opvarmning!

Piet Van Deurs

Engang i tidernes morgen – dengang i stenalderen da jeg var barn.. Var der et TV program med en mand som hed Piet Van Deurs. Hans program hed “Hvad er det..”

Det var en eller anden sær ting, som nogen skulle bestemme sig for hvad var.

Det spørgsmål kan man passende stille i forbindelse med min mystiske strikke kreation.

Og der er flere ting at vælge imellem:

Åbent penalhus på skrivebordet.

Snackskål.. Eller faktisk er det hundemad, men vi blev bange for at Blondinen ville komme til at æde skålen også og få ondt i maven af garnet.

Smør-holder-varmer..

Moderne sej hue.. eller i hvert fald en hat af en slags.

Nat-lampe-dæmper

Der er frit slag..  Eller også er det min første give-away som Nadia skal have – så slipper jeg jo for at beslutte hvad det er!

Kreative mig… NOT – Strikkesagaen #2

Sig mig engang.. Hvad er meningen? Nu har jeg strikket.. noget. Ved ikke engang hvad det skal bruges til. For det ligner ikke noget. Udover at det er blåt. Og bevares – blåt er da pænt, det er ikke det. 

Det gik ellers meget godt i starten. Selvom jeg stadig er uvenner med vrang.

Også da jeg var færdig med stykkerne..

Men så gik det helt galt.

Zorronaldo mente det lignede en hue.. Gårdmand Bjørn foreslog jeg kunne putte fjernbetjeningerne i den.. Det var oprindeligt meningen at det skulle være en taske.. Men det må  den altså have fortrudt på vejen. Det er i hvert fald ikke nogen taske nu, så meget kan jeg da se.

Måske var det også bare for at konstatere, at jeg godt kunne lære at strikke selv. Min mor, som godt kan strikke, siger det er pænt, men hun er jo også min mor..

Men okay, der er selvfølgelig ingen nævneværdige huller i, hvilket nok skyldes at jeg ikke fulgte Nadias råd om at drikke samtidigt. Så det blev ikke rustikt. Det havde måske været bedre, så var det da noget.

Jeg overvejede at mase et papstykke ned i den så den kunne få antydningen af form, men det så ærligt talt lidt dumt ud, med papfarvet inderside.

Jammer.

Jeg ville jo bare gerne have noget fornuftigt at strikke. Og glem lige alt om bluser og sokker, tak. Nej – jeg taler om at kunne strikke tørklæder, sjaler, tasker som ikke skifter mening undervejs – og andre brugbare ting.

Det er da ikke for meget forlangt..

Og jeg blev helt trist. Jeg ku’ godt, og så ku’ jeg bare ikke alligevel.

Og det der hækling. Ville hækle en blomst. En lille bitte blomst. Men det blev jeg ikke god til – det eneste jeg blev god til var at trevle op – det var jeg så til gengæld også rigtig god til. Det er bare ikke ret brugbart når man vil hækle en blomst. Jo – jeg så den fine blomst hos Bettekun.. men opskriften kunne ligeså godt stå på kinesisk, for jeg fatter ikke en meter.

Men så var det jeg kom i tanke om, at jeg faktisk laver pæne julekort..

 

Og juletræstæppe.. og julesokker.. – Bare spørg Tina omme i London om ikke hun har en SUPER flot julesok.

Så måske skal det bare have noget at gøre med jul.

Hvordan strikker man et juletræ??

Løbe tør

Efter omtrent 3 uger i Blogland, meldte tanken sig første gang..

Og hvad nu hvis jeg løber tør.

Løber tør for idéer, inspiration og mest af alt lyst til at skrive?

Det var ikke rigtigt planlagt, faktisk overhovedet ikke, at jeg skulle skrive hver dag.. men så havde jeg lige så meget jeg skulle have væltet ud over andre mennesker, og så blev det jo sådan alligevel. Og så sætter man måske forventningerne til sig selv, en anelse for højt.

Problemet er jo, at hvis man af vanvare en dag kommer til at skrive noget som  folk synes er frygteligt morsomt, så prøver man ihærdigt at skrive noget der er mindst lige så morsomt næste gang. Og næste gang igen– og jamrer indædt når det ikke lykkes – det bedste er simpelthen at få folk til at grine – det er så fantastisk at det ikke kan beskrives.

Meget ofte tænker jeg – har jeg mon fortalt om det allerede? Alle har jo sådan en gammel onkel eller bedstefar, som fortæller de samme historier igen og igen. Og til sidst er de, for at sige det mildt, ikke ret sjove mere..

Tænk nu hvis jeg fortæller om det samme, bare i to forskellige blogindlæg. Jeg mener, jeg har naturligvis de gamle indlæg liggende, men hvad nu hvis jeg glemmer, hvad jeg tidligere har delagtiggjort jer i, fordi jeg ikke lige sidder og læser tilbage hver gang jeg føler trang til at udtrykke mig?

Det ville da være vildt pinligt, med mindre selvfølgelig I heller ikke kan genkende det – for så er det jo lige meget!

Så kan vi pleje vores fælles begyndende demens og fortsætte, indtil vi lykkeligt glemmer alt om, hvem vi hver især er..

Man leder og leder efter morsomme episoder fra dagligdagen, men det er virkelig begrænset hvor ofte ens daglige liv er krydret med dåselatter og stående klapsalver. Faktisk forbavsende sjældent – selvom nogen gerne så mit liv filmatiseret.

Hvilket minder mig om den eneste gang mit liv rent faktisk blev filmatiseret. Jeg blev ringet op kl. 07.00 af TV2 News, som åbenbart havde fået nys om at jeg skulle mødes med en kendis, det er garanteret hende selv der havde sladret – nå, men de ville da gerne lige på besøg – og de var da for resten også allerede på vej.

Jammer.. for jeg stod med det ene ben ude på vejen, da jeg skulle hente denne hersens kendis ved busstoppestedet – og jeg nåede lige akkurat at brøle til firkløveret ind gennem døren – ”RYD OOOOOP fjernsynet kommer og filmer”

I deres iver for at rydde nogenlunde op – hældte de det alt det som de mente rodede, ind i stuen. En del røg ind i ovnen, som dog lykkeligvis ikke var tændt. Og således slap jeg for at se mine skattepapirer gå op i røg, samt et par regninger som jeg nok ikke havde savnet.

Så mit liv blev filmatiseret på en underlig klinisk måde, i et unaturligt opryddet køkken uden skyggen af pynteting, hvor jeg bare sad og var glad for at ingen skulle ind i stuen og filme – og da næste tåbelige scene forgik udenfor, iført cykel samt hjelm, klarede jeg frisag!

Ingen kunne se hvor rodet mit liv i virkeligheden var. Andet end kendissen – og hun var heldigvis bedøvende ligeglad, og jeg tømte altså først ovnen da hun var kørt igen.

Nu er der som sagt gået over 3 måneder her i blogland, og de få gange jeg har været træt og ugidelig og i det hele taget været i total blogkrise, og ikke har haft den fjerneste idé om, hvad jeg skulle belemre jer med, så har jeg hjemsøgt resten af familien, og med blafrende Bambi øjne, spurgt dem: kan du ikke lige hjælpe mig lidt med at finde på noget til min blog?

Dette medfører gerne en sand syndflod af oplevelser.. som godt nok er sjove, meget ofte mest morsomt for os selv – for det er stort set altid noget tosset jeg har gjort, men det er alt for indforstået og ikke noget der egner sig til offentliggørelse.

Til sidst ender disse opremsninger af diverse pinlige tildragelser med, at jeg skal sige godnat til Gårdmand Bjørn og de andre, og så kommer indlæggene vrimlende, helt af sig selv!

Så jeg tror faktisk, at så længe jeg har min formidable familie i nærheden, samt min egen evne til at komme galt afsted, eller opføre mig pinligt – det være sig frivilligt eller ej, så går det nok ikke helt galt!

Bare så I ved, at jeg ikke stopper bloggen i næste uge!

Stående applaus

Wanted immediately!

Nu, lige NU, er det så at I rejser jer op, klapper voldsomt og derpå falder i svime af beundring over mine svedige hænders frembringelser. Ja ja ja, jeg kan allerede høre jer! Et enkelt ”da capo” mere, og så er vi ved at være der!!

Hjulpet lidt på vej af min mor, har jeg frembragt dette mesterværk.

Hun var meget belejligt på en kort visit, og kunne dermed indvi mig i hæklingens sære verden. Selvom hun ofte, på meget flabet vis, fniste uhæmmet når jeg kæmpede mig igennem tråde, tabte løkker eller hæklenål og ”hvad-pokker-skal-jeg-gøre-af-mine-fingre-på-den-anden-hånd-imens.” Men de to sidste buer endte da med at se hæderlige ud.

Måske jeg ligefrem skulle udlove den i en give-away? Dette kunstværk vil være mange penge værd en dag! Mærk jer mine ord..

Jeg skal muligvis øve mig lidt mere, og det vil jeg så gøre..

Schyy – jeg lærer.. Strikkesagaen #1

Således intimideret af strikkedamer, kom jeg jo til at bestille noget på amazon, for ellers ville jeg nok aldrig lære at strikke.

Og så ankom pakken til Æblebakken:

Fristende, indbydende og lækre – helt klar til at indvie mig i hækleriets og strikkeriets hemmelige verden

Når det så er sagt.. Ja I venter jo sikkert alle sammen i åndeløs spænding på at høre om mine fantastiske fremskridt.. og så vil jeg godt sige, at jeg HADER VRANG.

Eller på et lidt pænere dansk, vrang og jeg er ikke ret gode venner. Synd, for vi kunne have det så godt – det er jeg sikker på.

Jeg kan heller ikke for min død forstå, hvorfor der skal være flere forskellige måder at starte op på. Altså at slå masker op. Det er jo grotesk at jeg sidder og ser på en gnidret tegning med franske tekster, får fat i konceptet og ender med at have nogle masker på min pind. Bliver så noget forvirret da jeg ser på de danske hjemmesider..

Og jeg kan heller ikke forstå sammenhængen senere, på skype med Lene.  Fordi vi ikke slår op på samme måde – overhovedet..

Mystisk.

Men øhmm det går da fremad.. Firkløveret går rundt og siger ”ihhhh, hvor er det fint..” Og jeg ved da godt det ikke passer – men de har jo heller ikke set rigtigt strikketøj før, så de har ikke så meget at sammenligne med.

Og jeg får faktisk strikket noget. Lige indtil jeg kommer til vrang altså. Så begynder jeg at svede. Og mine fingre går i krampe af al den koncentration. Og nej, hvor er jeg blevet dygtig til at trevle op. Det er ellers nogle fine krøller der kommer af optrevlet garn.

Men foreløbigt er det sjovt, altså bare når man ikke regner det der vrang med.

At strikke har også en anden fordel, nemlig at jeg kan sidde og høre historie på lydbog.dk samtidigt..

Men altså, fortsættelse følger.. alt efter hvor meget vrang der er med i historien!

Amok.. Lidt i hvert fald.

SÅ kunne jeg ikke mere..

Det pulserende blogliv halede ind på mig – og jeg var på nippet til at gå under med stress, efter at høre om folk og fæs fantastiske mad, kreative kreationer ud over det hele, og strikke et sjal på en aften – ALLE i Blogland kan mere end jeg.

Og ALLE har flere bøger end jeg. På dansk.

Okay – misundelse er en grim ting.

Men jeg fik bare nok.. og gik amok.. Godt nok kun lidt amok.. Men amok nok.

For nu har jeg nemlig også noget at tage mig til, når jeg ikke lige har travlt med at vaske tøj, stryge tøj, finde på menuer, købe ind, lave mad, rydde op, gøre rent, hjælpe med lektier, arbejde, organisere skolefest, lave motion eller blogge!

Så jeg har masser af tid til dette her:

Faktisk er det utroligt – den sorte er en dansk krimi oversat til fransk – skrevet af Lotte og Søren Hammer og jeg har ALDRIG hørt om dem før.. Nå, men nu er den min..  Den er godt nok ikke på dansk, men det er jeg så villig til at se igennem fingre med, når nu det er en dansk bog.

Og så venter jeg på at posten kommer med noget, jeg lige kom til at bestille.. For godt nok er byen velassorteret, når det drejer sig om delikatesser og gourmet, men hvis vi snakker håndarbejde eller craft.. så ligger det noget mere stille.

Eller også er der jo den mulighed at de har skjult butikken for mig – og at man skal være med i en hemmelig klub af kloge mennesker som kan strikke, for overhovedet at få lov til at købe noget.

Nu tør jeg heller ikke engang at gå ind i de to meget små butikker, der handler med garn og tråd og fingerbøl og knapper og den slags, igen.

Det var så pinligt – der var fyldt med damer – begge steder. Propfyldt.  I ved, sådan nogen med ubleget hør og Marimekko over det hele. Og langt hår sat op i økologisk knold.

Al samtale forstummede, da jeg hviskede at jeg ikke kunne strikke, om det eventuelt kunne læres “vedhjælpafenlillebittebog” sådan “Strikning for dummies” eller noget.

Det er altså også for dårligt at min mormor ikke fik lært mig det. Jeg fik lært at væve.. Og hvor tit har man lige brug for det, hva’?? Hvem har i det hele taget en væv?

Nej vel – jeg tænkte det nok.

Nå.. men jeg arvede alt hendes strikke udstyr. Det er meget fint og med hjemmelavede patchwork etuier og sådan. Og, gæt engang hvor det ligger? JA – det ligger nemlig hjemme på øen. Enormt praktisk, når jeg nu sidder på Æblebakken.

Kan ikke engang be’ nogen om at gå forbi og hente det.. For jeg kan ikke helt huske hvor jeg pakkede det hen. Muligvis i den lille mellemgang.. Men på den anden side, kunne det også godt ligge oven over vinhylden ude i skabet.

Hvorom alting er – det kunne jeg jo ikke vente på. Altså, at jeg kommer hjem til sommer og selv finder det – så jeg har fået købt 1 hæklenål og 2 strikkepinde. Ja, jeg ved trods alt godt, at der skal to pinde til at strikke.

Og så fik jeg også købt noget garn. Jeg tabte i øvrigt tråden fuldstændigt (eller garnet om man vil) da damen indforstået sagde til mig, ”nej, det kan du ikke bruge til en lille taske, det er jo en 5’er..” En femmer? For mig lignede det nu altså mere et ganske almindeligt garnnøgle og ikke en femmer. Men igen, hvad ved jeg om det.

Prøvede ellers virkeligt meget at ligne en, der vidste hvad jeg ville have, men det faldt jo helt til jorden, da jeg blev nødt til at hviske at jeg faktisk slet ikke kunne strikke, og godt ville lære det.

Og så var det der blev stille. I hele butikken. Meget længe. Så længe at jeg fik tics ved øjet. Hvad er der galt med strikkemennesker? Er det noget med den der klub som jeg ikke må være med i?

Så jeg smilede bare blegt og sagde, at det også var lige meget, jeg skulle bare have det her.

Og det her.

Og så gik jeg sporenstregs hjem til amazon.fr og blev stædig og fandt vist også hvad jeg skulle bruge. Nu skal jeg bare vente til på tirsdag. Så lærer jeg det bare selv, gør jeg!

Og så kan Blog-krea-home-made-land bare komme an.. Tror jeg nok.

Ellers kan jeg jo bare læse en bog hvis strikkeriet slår helt fejl.