Arkiv | Kvartalsblogger RSS feed for this section

Kvartalsblogger og sneplov på fuldtid

3 dec

 Det er ikke lysten der mangler. Det er energien og tiden. Altså min energi og min tid. Og alt det som jeg prioriterer anderledes.

Måske skal man bare tage konsekvensen af det og dreje nøglen om.

Nu kan man dreje nøgler om på mange måder.

Man kan låse om morgenen, og vide at man kommer tilbage efter endt arbejdsdag. Man kan også tage på forlænget weekend, og så gør det ikke helt så meget om der stadig ligger æg og smør i køleskabet. Så er der den mulighed at man tager på længere varende ferier, slukker for varmen og lukker for vandet, som i sommerhuset når man lukker af for vinteren.

Eller også lukker man døren uden at vide om man kommer tilbage igen.

Men man ved at slår alt andet fejl, er der noget rart og velkendt at komme tilbage til.

Engang.

Hvis man skulle få lyst til det.

For det er faktisk lidt svært at vende tilbage efter så lang en pause.

For hvad skal jeg sige?

Har jeg overhovedet mere at sige?

Skal jeg fortælle at manden er blevet syg? At det er arveligt? Som i 50/50

Og at et blad i mit firkløver har trukket et meget kort strå, i den forbindelse?

Skal jeg fortælle at det gør ubærligt ondt, og at det er svært at skulle forholde sig til sygdom? Især når det ikke er ens egen. Det er ikke mig det går ud over, men gid det var.

Skal jeg fortælle at vi overlever – bevares – men der er ikke til så meget. At vores finanser er små og at den eneste grund til at vi fik en jul sidste år, udelukkende var fordi der findes gode og gavmilde mennesker. At vi har nydt godt af gode venners velvilje og omtanke i mange situationer i årets løb og at vi har fundet venner, hvor vi ikke lige regnede med at finde dem.

At andre meget overraskende har vist sig at være ligegyldige bekendte, som jeg ikke orker at spilde ret meget tid på.

Eller skal jeg bare holde min mund og lade som ingenting? Det er nemt nok at give sig til at jamre. Men det er nok ikke det som er meningen. Det er nok snarere meningen at jeg må finde ud af at få det bedste ud af det hele. Med de kort jeg nu engang har på hånden. Så det kunne jeg fortælle om.

Hvis jeg overhovedet har nogle læsere tilbage?

Hvis jeg har, så kunne jeg jo også fortælle at når jeg gør noget for andre, fylder min tid med noget der hjælper andre, så glemmer jeg lidt sine egne genvordigheder. Så jeg er blevet frivillig. Her og der.

Det er sjovt.

Det er nok muligt at jeg gør det for at promovere mig selv, som Sørine Gotfredsen har sagt, men det føles ikke sådan. Desuden deler jeg det ikke på facebook, og så er der jo ikke nogen som ved det! Udover jer.

Jeg laver også stadig pjat og ballade, alt imens jeg leger sneplov. En sneplov som skubber alle de triste tanker foran mig så jeg kan trække vejret lidt.

Jeg er blevet selvpromoverende kvartalsblogger og fuldtidssneplov.

%d bloggers like this: