Gensyn

I dag kan jeg sidde og glæde mig til at jeg får fri.

Ikke at jeg ikke glæder mig til at få fri til daglig, det er dejligt at have fri, selvom jeg er meget glad for mit job, men altså.

Jeg skal på date!

Med et par søde piger. Den ene er mor til en af Zorronaldos venner, og fordi vi er venner på facebook, opdagede hun at vi har en fælles veninde.

Denne fælles veninde var min bedste veninde og tro følgesvend i første klasse. Så flyttede hun og dengang i stenalderen da jeg var 7år, var der jo hverken mobiltelefoner, skype, MSN, facebook, snapchat eller ret mange andre muligheder for at holde kontakten.

Og hvis ens mødre samtidig ikke lige har set lyset i form af en slags kontakt, så kan den slags venskaber desværre løbe ud i sandet.

Ikke desto mindre skal jeg nu mødes med dem begge i eftermiddag.

Og derfor glæder jeg mig til at få fri fra arbejde.

 

Postnummer

Flyt.. sagde han.

??

Flyt?

Ja, du får aldrig job i “udkantsdanmark”

…

Velkommen til!

Den udkant som gør at jeg skal køre 100 km hver dag, for at komme på arbejde.

…

Man kan blive set lidt ned på af så mange årsager. Enten kan man være hjemmegående.

Uhhha. Det er slemt. Så er man virkelig dum hvis man vil være afhængig af en mands – især ens egen mands – indkomst. Sikke noget gris!

…

Ligeså med at bo uden for storbyer.

I udkanten.

Det er kikset, ligusterfascistisk og hvad ved jeg.

Med mindre man altså er direktør, og ligefrem har en undskyldning for at bo idyllisk med smuk beliggenhed på den selvvalgte millionmåde. Ikke at direktøren opfatter så meget af idyllen hvis der skal bruges 3 timer på transport hver dag.

Men ham om det. Lad direktøren være og se på os andre.

Vi render ikke rundt i træsko, tørklæde om håret, smil på læben, friske røde kinder og en kurv med æbler på hoften, mens eftermiddagskagen bager i ovnen à la Bakkegården. Vi er heller ikke snævertsynede analfabeter eller ufaglærte monolinguister alle sammen, bare fordi CBS ikke er i nærheden.

Vel sidder der nogle gamle landmænd, på husmandssteder rundt omkring, der stort set aldrig har forladt deres ø og som aldrig har været i besiddelse af et pas. Bevares, dem findes der også nogle af. Men dumme tror jeg nu ikke de er af den grund.

Men os andre?

Vi kan måske bare godt lide at bo i store huse, uden derved at sætte de kommende fire generationer i så dyb gæld at ingen nogen sinde kommer ud af den.

Det er bare svært at få job udenfor storbyer, fordi nogle mennesker tror at centralisering er vejen frem. Og så må vi jo myldre til midten. Men at flytte? Det vil vi ikke.

Intelligens har jo ikke ret meget med postnummer at gøre.

Muligheder har derimod noget med postnummer at gøre, og det er en helt anden sag.

Stjernevariationer. Oppe og nede…

Knapt nok var jeg kommet mig over benovelsen af min lydbogsoplæsers kommentar på denne side, før jeg nu igen skulle mænge mig med stjernerne.

Sagen er den at vi har været til konfirmation.

Og her opdagede First Man til sin store glæde – altså først efter jeg hviskende havde meddelt ham hvem han netop havde sagt goddag til – at han kunne dele lokale med en fantastisk guitarist ved navn Franz, som engang i 70erne revolutionerede den danske rockscene. Dette var så stort, for en af de få franskmænd i verden der kan synge med på både “Kvinde min” og “Hva’ gør vi nu – lille du” at han fik fat i denne legende efter middagen og bad om en autograf på et CD indlæg han lige havde været hjemme og hente, dog først efter at have forhørt sig om sligt nu også var helt i orden.

Hvilket det var.

Og så fik vi ellers en lille snak om det ene og det andet, Franz, First Man, Firkløveret og jeg. Til Firkløverets store forbavselse var han et ganske almindeligt hyggeligt menneske, præcis som Marianne Jelved der som bekendt tabte lidt af sin stjernestatus da det gik op for dem at det bare var damen fra stranden.

Ligeså mistede Franz også lidt at sit stjernedrys efter han både kunne fremsige et digt til konfirmanden og sige au revoir Madame til mig, da vi gik.

Ikke desto mindre, eller måske snarere netop derfor, har Rabalderstræde genlydt i møllen lige siden!

Rabalderen forstummede imidlertid da vi troppede op i haven for at fejre flere uger uden frost, med ild i bålstedet og snobrød til aftensmad.

Weekendens nederlag blev leveret af en småkage opskrift.

For det kan umuligt have været min egen skyld.

Jeg ville lave småkager til mine børns lockoutede lærere, der jo vender tilbage til skolen i dag. De har ikke haft det nemt og jeg ville derfor opmuntre dem lidt, og vise dem at de har været savnet.

Altså googlede jeg “nemme småkager” og fandt en opskrift som afgjort så nem ud.

…

Og jeg havde læst kommentarerne – også dem som var knapt så positive – men i det store hele følte jeg mig rustet til at kaste mig ud i denne ultranemme opskrift.

Og jeg fik rullet dejen ud – med besvær, bevares – og stukket stjerner ud.

Som blev bagt.

…

STJERNER, sagde jeg.

Stjerner… Ikke på grund af Franz, men på grund af det er den støste ikke julede udstiksform jeg har, uden vi går over til hjerteform. Men altså stjerneformede småkager, blev der sagt. Det var i hvert fald hvad jeg puttede ind i ovnen.

…

Hvorefter jeg tog pladen ud efter 7 minutter, og en kende skuffet kunne betragte dette.

Der kom altså ingen stjerner på besøg, så småkagerne måtte vente til en anden dag.

 

SMIL, for satan

HOV – jeg bandede. Men jeg forsikrer jer, jeg er stadig kedelig! Jeg skal bare lige have afleveret en provokerende bøvs.

…

Men det kom bare fordi, jeg lige kom til at tænke på, at jeg skal flytte hjem. Som i snart. Og så fordi man er tilbøjelig til at sammenligne. Det ved jeg godt man skal lade være med, men altså jeg kan ikke lade være.

For eks. smilene og alle de daglige ”goddag’er” man smider om sig med, hernede i det franske, dem vil jeg savne helt enormt. Når vi er kommet hjem.

Hjem til sure mennesker, som har nok i deres eget, der stirrer på mig, som var jeg faldet ned fra himlen, hvis jeg tør sige ”goddag” i et venteværelse. Der er også masser af sure franskmænd, men de siger nu goddag alligevel.

Hjem til vrisne mennesker, som ikke gider vente den tid det tager ved kassen, og som absolut mener at det må være kassedamens skyld at det ikke går stærkere, eller at Hr. Hansen bestemt er senil dement, fordi han har glemt at veje tomaterne. Der er også vrisne franskmænd, men de er ofte bedre til at acceptere ventetid eller ubeslutsomme sjæle.

Hjem til hidsige mennesker, der råber op og opfører sig som om færdselsloven ikke vedrører dem. ”Jeg skal jo forbi” siger de forurettet mens de trækker ud i den modsatte vejbane og ikke forstår andres dytten. Hidsige franskmænd er der masser af, men de er generelt langt bedre til den relative simple handling det er, at flette to rækker biler.

Var der mon nogen som følte sig provokeret?

Det håber jeg egentlig ikke. Nej vel? For så slemme er der da ingen som er.

Men … hvis nu – og det er kun rent hypotetisk – hvis nu I skulle kende nogle af den slags negative og ikke smilende mennesker, så har jeg et forslag.

I har et par måneder til at gøre noget ved det, tænk nu hvis det kunne sprede sig som ringe i vandet?

Hvis vi nu aftaler, at I øver jer i at smile til de sure mennesker, vise dem at man godt kan smile til kassedamen i stedet for at overfuse hende, til Hr. Hansen selvom han er lidt glemsom. Sig goddag i venteværelset. Kør bedre … Men frem for alt smil til verden. Tænk nu hvis det smitter de negative individer og I ligefrem kan lave en epidemi – eller endnu bedre – en hel pandemi af smilende mennesker?

Det ville jo være fantastisk.

Har vi en aftale?

Positiv opdatering

Det ækle monster er fundet. Han er hjemme hos sig selv, men der er ingen tvivl om at det er morderen, idet han har givet politiet sin Colt 45 som modydelse for at komme i kontakt med specialstyrkerne.

En ung mand, 24 år, fransk statsborger fra Algeriet, har været på flere træningsophold i Afghanistan og Pakistan.

Han ævler løs og siger at han er Al-Qaeda, at han er salsifiste, han vil jihad og at han har slået de franske soldater med nordafrikansk og caribisk baggrund ihjel, fordi de havde været udsendt i Afghanistan. De jødiske børn blev derimod myrdet som hævn for palæstinensiske børn. Han vil dog ikke ud af sin lejlighed endnu – siger at han vil komme ud i eftermiddag.

Hvilke planer han lige har omkring det, aner ingen. Men det er ikke helt slut endnu. I det mindste kan han ikke slå flere børn ihjel.

Et sygt, lille ikke-menneske som skal lukkes inde et væmmeligt sted for tid og evighed – gerne et sted med en dryppende vandhane som ikke kan repareres.

Og hermed virker min bloghjerne lidt bedre!

Tomgang

Det er ikke fordi der ikke sker noget her.

Der sker alt for meget. Eller nej, ikke alt for meget, men bare meget.

Men det meste af det er ikke ret morsomt. Eller det vil sige, kender jeg mig selv ret kan jeg nok godt vride et lille grin ud af den ene og den anden tildragelse fra mit eget liv.

Men det har jeg ikke lige lyst til. Tankerne og kræfterne bliver brugt på noget andet.

Som I måske har læst, er hele Frankrig på den anden ende over et sygt og forfærdeligt uhyre som render rundt og plaffer folk ned. Det er så forfærdeligt at man slet ikke kan rumme det.

I går holdt alle skoler, både offentlige skoler, men også de private, et minuts stilhed i respekt for de tre børn der blev mejet ned foran en skole i mandags. De stod bare og ventede på bussen.

En lille pige prøvede at løbe i sikkerhed, men han løb efter hende, hev hende op ved håret og skød hende en kugle for panden. Koldt, sygt og kynisk. Hun blev kun syv år.

Det er ligeledes ”La semaine de la presse” (pressens uge) så der bliver lavet aviser på de fleste skoler.

Derfor har disse skrækkelige nyheder fyldt meget hos børn.

Og der skal snakkes meget om at syge idioter ikke kører på deres scooter helt op til Normandiet, for at skyde på elever fra en katolsk skole, nu hvor der er skudt jødiske børn og soldater med nordafrikansk og caribisk oprindelse.

Jeg er tilbage senere med et almindeligt indlæg, men der er ikke så meget at grine af, når der løber den slags galninger frit rundt.

Skjult kamera

Har siddet med familien foran fjernsynet. Det er i forvejen ikke noget der sker ret tit. Undtagelsesvis kan det ske søndag aftner, fordi der er Barnaby.

Men altså, jeg satte mig i sofaen omgivet af børn og så fjernsyn. Skjult kamera. Og jo mere jeg så, jo mindre var det morsomt, og jo mere gik det op for mig at jeg faktisk slet ikke kan lide det.

Nej, jeg kan ikke lide skjult kamera. Så er det sagt. Ihvert fald ikke den nye slags.

Muligvis er det så fordi jeg er ved at blive gammel.

Og mere kedelig end jeg plejer.

Og vrissen.

..

Jeg har jo en “Brok” -kategori.. Som skal holdes ved lige.

Men altså, skjult kamera er som sagt ikke hvad det har været.

Det foresvæver mig at det var langt morsommere da jeg var lille. Mindes især noget tysk noget, med en mand der dyppede armen i et akvarium og derpå åd gulerodsstrimler så det så ud som om det var en frisk halebaskende og spillevende guldfisk han gnaskede i sig.

Det var sjovt. Det var hylende grinagtigt.

Men det begrænser morskaben, at det er nødvendigt at gøre folk nervøse for at de har gjort i nælderne.

Der var nogle i går aftes, som skulle løbe tværs over min skærm med en falsk olympisk flamme i hånden, denne flamme blev pustet ud med en fjernbetjening, når den arme stakkel nåede publikum. Følelsen af at de må have ødelagt en god oplevelse for mange mennesker, så ikke sjov ud.

Det er heller ikke sjovt at få en sagesløs frivillig til at bære en stor fødselsdagskage ind til et børneselskab. Kagen har snor i, og den ryger naturligvis på gulvet, hvorpå fødselsdagsbarnet giver sig til at tude. Alt sammen iscenesat, for at få godtroende stakler til at føle de har gjort noget forkert.

Det er da ikke morsomt?

Det er blevet andre ting man griner af åbenbart. Nutildags.. HOV der blev jeg lige 82 igen..

Det er ikke nok at have en monstertung kuffert ingen kan bære for den søde blondine, eller en liggestol som bare ikke kan slås op.

De der, ”se du har gjort noget utilgiveligt: ødelagt en børnefødselsdag, sat en blind mand ned på en nymalet bænk eller slukket den olympiske flamme” de er altså bare ikke sjove.

Med mindre man naturligvis er ligeglad med andre, meget apropos den parkerende dame forleden aften.

Prinsessen sagde undrende: ”jeg ville være SÅ ked af at have tabt hendes kage på gulvet og sige undskyld hundrede gange, det er da synd for dem!”

Og det er der sikkert også mange andre mennesker som blev. Kede af det altså. Og uden tvivl også nogle som var fløjtende ligeglade. Fordi det ligger i tiden?

Men hvordan det kan være sjovt det forstod jeg altså ikke.

Med andre ord – jeg gad ikke se fjernsyn mere. Blev helt ked af det på deres vegne. Så vi sank slagskibe i stedet for. Det var så til gengæld meget mere sjovt end fjernsyn!

Og intet slagskib kom galt i halsen.

Et stort menneske

I fredags..

Altså først skal man lige vide, at hver fredag eftermiddag, er jeg at finde foran børnehavens låge.

Lige midt imellem indgangen – eller udgangen alt efter man ser på det – men altså, lige imellem underskolens (bhkl.-5 kl.) og overbygningens (6 kl.-9 kl.) respektive havelåger.

Der står jeg altså hver fredag, sammen med Laurence, og sælger nybagte pain au chocolat til 50 cents stykket. Overskuddet går naturligvis til skolen.

Vi snakker med de fleste af forældrene, får punkteret diverse rygter, cementeret andre og har i det hele taget føling med både børn og voksne!

Det er vældigt hyggeligt.

For det meste!

I fredags kom der nemlig en dame.

Med sin datter ved hånden. Og hun skulle have tre pains au chocolat. Hun betalte, og jeg rakte hende de tre lune chokoladebrød.

Men ville hun have dem?

Ikke på vilkår. Hun så på mig som om jeg havde både pest og kolera, og sagde iskoldt: “TAK, jeg tager selv.”

Laurence og jeg giver folk deres brød i hånden, for I ved ligeså godt som jeg, at børn skal pille ved ét og ét mere, og så lige pille lidt næse, og hvis deres forældre ikke bryder ind her for at bremse deres afkoms personlige udfoldelse – svært for mange, jeg ved det – så har barnet i løbet af den tid det tager mig at sige: ”Det bliver én euro” fået rørt ved 14 chokoladebrød.

Og det er knapt så lækkert.. Derfor står vi – Laurence og jeg – for udvælgelsen af brød.

Men denne dame, stirrede som sagt direkte på mig, og sagde både surt og en anelse aggressivt, at hun selv ville tage sine brød – og jeg skulle holde snitterne for mig selv.

Da hun var gået, stod Laurence og jeg og stirrede på hinanden og derpå så vi efter damen, på hinanden igen, og jeg vil ikke udelukke at der fløj en enkelt finke af panden lige der, jeg plejer ellers at sige at jeg ikke bander nok, men for pokker hvor blev jeg sur.

Rigtig tøsefornærmet. Sådan en ko. Hende altså..

Nå.

Jeg havde dog lykkeligt glemt alt om hende, da jeg i går småløbende entrerede skolegården, for at få udleveret min helt egen Bjørn. Gårdmanden altså.

I hvert fald, jeg blev stoppet af et udråb, vendte mig og stod ansigt til ansigt med den sure ”vil selv”dame fra i fredags!

Jeg må have følt mig i livsfare, bare en lille smule, for mit liv passerede revy.. I hvert fald den del af mit liv, der omhandlede de 96 mellemliggende timer.

Det kunne jo godt være at jeg i et svagt øjeblik havde brokket mig over hendes attitude, bare en anelse, og måske også lidt ude i offentligt rum.

Jeg trak vejret dybt og ventede mig alt.. alt andet end dette:

”Jeg vil godt undskylde min opførsel fra i fredags. Jeg kunne fornemme at du blev vred over det jeg sagde”.

Jeg formelig tabte næse og mund.

Formåede dog at nikke og sige: ”Ja, jeg blev faktisk vred over det du sagde, fordi du sagde jeg var beskidt.”

Vi stod og snakkede lidt – om synspunkter og kulturelle forskelle mellem Danmark og Benin hvor hun kommer fra vs. Frankrig.

Det er faktisk uvæsentligt, det som står tilbage for mig er, at hun var stor nok til at komme og sige undskyld! Det er ikke en evne alle mennesker har.

Det var fandme flot!

Andres død

Jeg vil ikke gå ind i politik – det har jeg, en gang for alle, bestemt mig for.

Men jeg kan ikke se hvordan man med ren samvittighed kan glæde sig over andres død. Det bragte absolut intet med sig – andet end ulækre billeder på internettet – da Saddam Hussein blev hængt.

Eller Osama Bin Laden, som derimod ikke fremprovokerede nogen billeder overhovedet.

Og så nu Gadaffi. Som man kan få lov både til at se og høre, før han bliver slagtet midt i nyhederne. Og som ligger på lit de parade i et overdimensioneret køleskab – mens folk vader forbi – for at være sikre på at det nu også ER manden med de blå briller, der ligger der og langsomt rådner.. Trods kulden. Nu lukker køleskabsfremvisningen og vi kan komme videre.

Mod hvad?

Hvad i alverden nytter det?

Hvad er det for en syg form for gengældelse?

Det er ikke en snus andet end offentlig dødsstraf. Det er godt nok nogle andre som udfører straffen, men som bekendt er der noget med at hæleren også er kriminel.

Jeg kan heller ikke give mig til at råbe hurra fordi en mand er død.

Den eneste jeg kunne forestille mig, jeg ville ønske død, ville være en som havde gjort mine børn ondt. Men der er vi ude over al fornuft og alle principper.

Jeg forsvarer ikke hvad disse 3 mænd har gjort på nogen måde, og det er meget muligt at verden bliver et bedre sted at være uden deres fysiske tilstedeværelse – men jeg tvivler.

Retsbevidsthed

Det sker meget tit, når jeg læser nyheder, at jeg bliver grebet af voldsomme følelser i forbindelse med dette og hint, og jeg farer i tasterne for at meddele verden disse uhyrligheder.

Men af uransagelige årsager ender disse indlægskladder oftere i min computers papirkurv, i stedet for på Kong Mors blog. Eller det vil sige – helt uransagelige er disse grunde vel ikke.

For hvis jeg fortalte, at jeg ikke mener at voldtægtsforbrydere skulle have lov til at tage til stranden på scooter mens de afsoner, så..

Ej det nytter ikke noget – jeg begynder allerede at sprutte hysterisk.

Jeg er så forfærdeligt meget imod den slags pædagogiske – ”hvor-er-det-synd-for-forbryderen” og ”de-skal-hjælpes-og-ikke-straffes” holdninger.

Misforstå mig ikke – jeg er ikke til selvtægt og andre tåbeligheder, men jeg mener fuldt og fast at man har krav på en form for hævn som offer. Tanken om nogle folkeslags endnu mere idiotiske syn på ære og øje for øje, tand for tand, ligger mig også meget fjernt, men man kommer ikke udenom at en fængselsstraf også er en form for hævn.

Som Erik skrev til mig: ”det krænker min retsbevidsthed”. Og han har ganske ret – det gør også mig helt afsindigt rasende, at et uhyre som har voldtaget og lavet røverier – skal have lov til at tage til stranden på scooter.

Uanset om han er ledsaget eller ej. Hvad ligner det??

Sådan et afskum skal bare ikke have det sjovt. Han skal være lukket inde i en celle i den af loven udmålte straf. Hvis han ikke bryder sig om det? Så er det altså bare synd. Jeg er helt sikker på at hans ofre heller ikke brød sig, hverken om voldtægt eller hjemmerøveri.

Det er så fuldstændigt mangel på respekt overfor ofrene, at han skal på stranden. Det offer som ikke har bedt om noget, mindst af alt at blive offer – kan måske risikere at sidde på selvsamme strand i solen – og tro mig – det er værst for offeret.

Der er alle mulige former for beskyttelse og hjælp til de kriminelle – hvorimod der meget ofte der mangler beskyttelse, respekt og hjælp til ofrene.

Og det var så dagens sure opstød! God lørdag!

Perfekt # 2

Helt oprigtigt talt. Hvad er det, der er så forfærdeligt ved at ville være perfekt?

Jeg mener, stræber ikke alle mod at blive bedre?

Det kommer naturligvis an på hvordan man definerer perfekt. Og for hvem. Samt hvordan man håndterer, at man nok aldrig når helt derud. Men man kan da godt prøve?

Mange tror, at folk har den samme slags perfektion inde i hovedet. Well I got news for you: Det har de ikke. Når mødregrupperne kyler speltboller i hovedet på kvinder, der hellere vil have en karriere, er det vildt respektløst.

Lige så snart der sidder et fjols der vil bestemme hvad der er rigtigt, så er det forkert i samme øjeblik.

Jeg gik hjemme med firkløveret til Gårdmanden var 1½. Og nød hver eneste dag. Det var rigtigt for mig. Men de som gør noget andet, vil jeg da ikke dømme. De er bare ikke med i min perfektion.

Som i øvrigt kun passer til mig. Andre har deres egen perfektion. Og jeg vil ikke have høvl, fordi jeg ikke gider deres.

Jeg gør mit bedste. I alt hvad jeg gør. Hvis andres drømme om perfektion så tilfældigvis lander på min formåen, er det vel ikke min skyld.

Det er jo de mål andre har sat for sig selv – og hvis de ikke opnår det – skal jeg vel ikke klandres for det?

Hvis nu jeg gerne ville være god til at spille tennis, så ville jeg nok ikke stile efter at blive så god som Woszn..øhh altså hende der Caroline. Mindre kunne godt gøre det. Men hun ville jo så repræsentere perfektion indenfor tennis – ifølge mine mål.

Det er da okay! Det skal hun da ikke have stikpiller for, vel?

På samme måde med de, som egentlig gerne ville have en karriere, men som ikke får det. De kunne sige – Mille har opnået alt det de gerne ville – men hvorfor skal Mille have på nakken for det? Jeg spørger bare.

Fordi vi er forskellige alle sammen – så bliver vores drømme om perfektion også forskellige – og gudskelov for det – jeg skulle ikke nyde noget af at opnå en forhenværende skatteministers mål i livet.

Det er i øvrigt en rigtig styg tanke – jeg skulle også gerne kunne både sove om natten og se mig selv i spejlet.

Men ja – når nu jeg kommer til efterårsferien her om lidt og begynder at jule – ja ikke at fejre jul, vel – men at jule, lave kort og pynt og mad til fryseren og den slags – så ville jeg sætte pris på at folk bare lod mig jule i fred og så holdt mund med deres ”lad være med altid at være så perfekt – du giver os andre mindreværdskomplekser” og i stedet tog sig af deres egne perfektions-mål.

Bare så det er på plads.

Valg

Nu er der valg og gudskelov for det. Ikke så meget fordi det er spændende – for bevares – vel er det spændende, men ændringerne bliver nok ikke så store i Danmark, hvad enten det er den ene eller den anden som får flest points.

Det er mere folks opførsel – det er nærmest amerikanske tilstande og jeg væmmes ved folks mudderkastning. Fra begge – eller alle – lejre – for der er godt nok blevet kylet et par kokasser igennem æteren.

Medierne har gjort deres, med taletid til alle – som for det meste er blevet brugt til at svine hinanden til.

Et af de mindre kloge tiltag, var nogle klovnenæser i rød og blå, påklistret de forskellige valgplakater, som jeg stønnende tog mig til hovedet over, da Gårdmand Bjørn kom forbi.

Han forlangte at vide hvad det var, om der mon var cirkus på vej? Forklaringen gjorde ham tavs et par sekunder, så kom det ligeså tørt: ”Dem som har gjort det – er det ikke den slags som siger tissemand og så griner af det?”

Imponeret af min søns menneskesyn, kunne jeg kun nikke.

Jeg gad godt nok ikke vinde et valg på at nedgøre andre – jeg ville da langt hellere vinde fordi mine argumenter var bedre. Men jeg har kunnet konstatere, at dette ikke er et synspunkt jeg deler med ret mange politikere.

Det er faktisk trist, for med 80-90 % af en befolkning der rent faktisk mener at de bør vandre til stemmeurnen, skulle man tro at tonen kunne være bare lidt mere respektfuld.

I alle de mange år hvor jeg har boet i udlandet, har jeg jo ikke stemt. Jeg må naturligvis ikke stemme i Danmark fordi jeg ikke bor der, men jeg må heller ikke stemme i Frankrig – hvor jeg bor – fordi Danmark ikke accepterer dobbelt statsborgerskab.

Derfor var det med ærefrygt og stolthed at jeg med mit stemmekort i hånden gik ned på kroen for at stemme, da der var valg første gang efter vi var flyttet tilbage til Danmark.

Jeg har taget børnene med hver gang, og fortalt dem hvor stolte vi skulle være over at bo i et land hvor der overhovedet var mulighed for at have et valg, at man overhovedet måtte stemme, endda også hvis man var kvinde.

At man kan tale med politikerne, hvis de da ikke lige er midt i en mudderkastning – undskyld – valgkamp!

Alt i alt, har det virket som en ufattelig lam valgkamp og jeg har endda kun set det som er på netaviser. Har været lykkeligt forskånet for endeløs afbryden og råben i munden på hinanden i diverse TVprogrammer.

Men det er ikke nok at slukke for netaviserne, eller i hvert fald filtrere hvad man slipper løs på sin skærm.

Facebook har været fuldstændig ulidelig i flere dage nu – folk hidser sig voldsomt op over hvad der virker som bagateller og lukker alle aggressionerne ud på – i bedste fald deres egne profiler, i værste fald – andres.

Jeg har heldigvis også et valg – jeg svarer igen med boykot – og holder mig helt og holdent væk fra Facebook hele dagen i dag.

Idoler på piedestaler

Jeg har altid elsket at have idoler – sådan nogle spændende mennesker som jeg må se op til. Ganske uden beregning. Altså, man kan jo bare lade være med at investere i al deres merchandising. Men det er da rart at have folk man kan se op til, og som man kan identificere sig en lille smule med. Sådan nogle som ikke har bumser på plakaterne, eller svedige hænder når de siger goddag.

Sådan nogen som altid gør det rigtige i bøgerne, så man kan tro på at der findes noget som er perfekt.

Jeg må have den største samling ABBA skrammel (til min store fortrydelse kan jeg ikke vende det første B om..) der endnu findes. Okay så måske ikke, for jeg var ikke ret rig som 6årig. Og ja, jeg ville også være den lyshårede.

At være ABBA fan for 6årige mig, begrænsede sig derfor lidt til plakater i Sølvpil og Ung Nu, og optagede kassetter fra radioen, hvor jeg med stor omhu knækkede de der dimser, så jeg ikke at vanvare kom til at optage noget andet ovenpå mine elskede ABBA sange.

Stor var skuffelsen, når Michael Juul Sørensen i Hej P3 eller Tom McEwan til noget andet radio noget lørdag morgen, dristede sig til at tale, mens musikken stadig spillede – det var bare så tarveligt.

Næsten ligeså tarveligt som det faktum at ABBA stoppede længe før jeg var gammel nok, til overhovedet at komme til koncert med dem. Men jeg så da deres film i biografen, med min mors veninde – min mor orkede vist ikke mere ABBA.

Hvis de engang tager sig sammen og begynder at tale sammen igen, og laver en sidste lillebitte koncert med dygtigt playback, så skal jeg med!

Nå, så var der Madonna. Der på Herning pløjemark blev jeg lige 17 igen – sammen med Linda. Vi var iført lyserøde cowboyhatte med bling.

Det var heldigvis ikke den samme koncert anmelderne så – for vi kunne nemlig  rigtigt godt lide koncerten – men de stod naturligvis heller ikke oppe foran, som vi gjorde.

Næ, de sad på deres VIP pladser allerbagerst – sådan lidt kejserens nye klæder-agtige – så fine at de ikke behøvede at høre noget, for at gå til koncert. Men det måtte de jo om.

I hvert fald vil Linda være Madonna i sit næste liv, jeg nøjes bare med at blive Madonna når jeg bliver stor – for hun er da sej.. Eller var.. Hun er efterhånden lidt flosset i kanten.

Men altså der var også de andre – efter ABBA – for selvom jeg blev ældre og tog til Paris – skulle jeg stadig have mine idoler. Jeg lavede dog ikke så meget andet i min fritid, end at læse. En dag forærede en ven mig ”Nattens Kys” – fordi den handlede blandt andet om en som hed Stine der tog til Paris. Det kunne jeg jo særdeles godt forholde mig til – og så blev jeg Hanne Vibeke Holst fan.

Efter et besøg hjemme, plyndrede jeg min mormors bogreol – kun lidt – og blev derefter Suzanne Brøgger fan.

Derfor var jeg fyr og flamme da min mor for et par år siden, fortalte om en foredragsrække på Vartov, med begge disse mine idoler gennem mange år.

Hanne Vibeke Holst holdt sit foredrag om Grundtvig – og jeg sad helt stille på anden række, med min bog i hånden. Da det var slut gik jeg med klamme håndflader hen, og ventede pænt, for at få hendes autograf – nårh nej, det hedder ikke autografer når man er voksen – så får man i stedet sin bog signeret. Hvorom alting er, rødmende og stammende som en teenager fik jeg autografsignaturen i min bog, og var himmel henrykt.

Da jeg derimod skulle høre Suzanne Brøgger, i samme foredragsrække, gik jeg helt i stå. Åndeløs sad jeg bare og stirrede på hende. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med – jeg troede faktisk hun sad inde i et fint vitrineskab og ikke sådan rigtigt fandtes, kun blev taget frem engang imellem ved særlige lejligheder. At hun var helt levende – havde jeg i hvert fald ikke regnet med.

Men nu trænger jeg til nogle nye idoler som kan holde Hanne Vibeke med selskab. Der sker jo ikke rigtigt så fantastisk meget, hverken for ABBA, Madonna eller Brøgger. I hvert fald ikke som når helt til Normandiet.

Jeg har nogle forskellige i tankerne: Svampebob er faktisk et ret godt bud med sit firkantede look. Eller måske Brødrene Price, deres look er sådan lidt mere rundt i det.

Der er jo selvfølgelig også Gaddafi, men hans look er væk – for de kan ikke finde ham.

Må i tænkeboks.

Dagen i dag..

For 10 år siden.. Lige nu..

Det er en af den slags dage hvor ALLE kan huske hvor de var, og hvad de lavede.

Jeg troede, med hænderne på min gravide mave, i de første ubegribelige minutter, at det var en film. Det måtte være en film, det kunne ikke være sandt.

Jeg kommer ofte til at tænke på de mennesker som fik det sidste fly til at forulykke på en mark i stedet for midt i en anden menneskemængde.

Ganske almindelige mennesker som vidste at det var slut på den ene eller anden måde. Men når de nu skulle herfra – kunne de ligeså godt gøre det, efter min mening, heltemodigt.

Mange er ofte feje når der sker noget – vi vender hovedet væk og vil ikke kendes ved det, ikke tage stilling, for tænk nu hvis vi selv kunne komme galt afsted..

Men disse mennesker tog kampen op mod nogle ækle, ynkelige og modbydelige terrorister.

De tog skæbnen i deres egne hænder.

Jeg synes det var flot gjort, og jeg håber at jeg havde haft modet til at gøre som dem.

.. liv på jorden??

 

Man undres.. Læg mærke til det ældre ægtepar som sidder på deres klapstole – sådan ca. 6 timer før Touren rammer byen.

Divaen og Prinsesse Lyserød – som snart er lige så høj – i forgrunden!

Jeg kan til nøds forstå noget sovepose hele natten foran Fona, for at komme først til U2 koncert.. Og så igen.. Men dette..? De sidder der og glor på en hæk i næsten 6 timer før?

Jeg fristes til at tænke at de skulle få lidt mere indhold i deres liv. Subsidiært få en blog – så får man nemlig et rigtigt spændende og indholdsrigt liv.