Archive | Mennesker RSS feed for this section

Gensyn

28 aug

I dag kan jeg sidde og glæde mig til at jeg får fri.

Ikke at jeg ikke glæder mig til at få fri til daglig, det er dejligt at have fri, selvom jeg er meget glad for mit job, men altså.

Jeg skal på date!

Med et par søde piger. Den ene er mor til en af Zorronaldos venner, og fordi vi er venner på facebook, opdagede hun at vi har en fælles veninde.

Denne fælles veninde var min bedste veninde og tro følgesvend i første klasse. Så flyttede hun og dengang i stenalderen da jeg var 7år, var der jo hverken mobiltelefoner, skype, MSN, facebook, snapchat eller ret mange andre muligheder for at holde kontakten.

Og hvis ens mødre samtidig ikke lige har set lyset i form af en slags kontakt, så kan den slags venskaber desværre løbe ud i sandet.

Ikke desto mindre skal jeg nu mødes med dem begge i eftermiddag.

Og derfor glæder jeg mig til at få fri fra arbejde.

 

Postnummer

3 maj

Flyt.. sagde han.

??

Flyt?

Ja, du får aldrig job i “udkantsdanmark”

Velkommen til!

Den udkant som gør at jeg skal køre 100 km hver dag, for at komme på arbejde.

Man kan blive set lidt ned på af så mange årsager. Enten kan man være hjemmegående.

Uhhha. Det er slemt. Så er man virkelig dum hvis man vil være afhængig af en mands – især ens egen mands – indkomst. Sikke noget gris!

Ligeså med at bo uden for storbyer.

I udkanten.

Det er kikset, ligusterfascistisk og hvad ved jeg.

Med mindre man altså er direktør, og ligefrem har en undskyldning for at bo idyllisk med smuk beliggenhed på den selvvalgte millionmåde. Ikke at direktøren opfatter så meget af idyllen hvis der skal bruges 3 timer på transport hver dag.

Men ham om det. Lad direktøren være og se på os andre.

Vi render ikke rundt i træsko, tørklæde om håret, smil på læben, friske røde kinder og en kurv med æbler på hoften, mens eftermiddagskagen bager i ovnen à la Bakkegården. Vi er heller ikke snævertsynede analfabeter eller ufaglærte monolinguister alle sammen, bare fordi CBS ikke er i nærheden.

Vel sidder der nogle gamle landmænd, på husmandssteder rundt omkring, der stort set aldrig har forladt deres ø og som aldrig har været i besiddelse af et pas. Bevares, dem findes der også nogle af. Men dumme tror jeg nu ikke de er af den grund.

Men os andre?

Vi kan måske bare godt lide at bo i store huse, uden derved at sætte de kommende fire generationer i så dyb gæld at ingen nogen sinde kommer ud af den.

Det er bare svært at få job udenfor storbyer, fordi nogle mennesker tror at centralisering er vejen frem. Og så må vi jo myldre til midten. Men at flytte? Det vil vi ikke.

Intelligens har jo ikke ret meget med postnummer at gøre.

Muligheder har derimod noget med postnummer at gøre, og det er en helt anden sag.

Stjernevariationer. Oppe og nede…

29 apr

Knapt nok var jeg kommet mig over benovelsen af min lydbogsoplæsers kommentar på denne side, før jeg nu igen skulle mænge mig med stjernerne.

Sagen er den at vi har været til konfirmation.

Og her opdagede First Man til sin store glæde – altså først efter jeg hviskende havde meddelt ham hvem han netop havde sagt goddag til – at han kunne dele lokale med en fantastisk guitarist ved navn Franz, som engang i 70erne revolutionerede den danske rockscene. Dette var så stort, for en af de få franskmænd i verden der kan synge med på både “Kvinde min” og “Hva’ gør vi nu – lille du” at han fik fat i denne legende efter middagen og bad om en autograf på et CD indlæg han lige havde været hjemme og hente, dog først efter at have forhørt sig om sligt nu også var helt i orden.

Hvilket det var.

Og så fik vi ellers en lille snak om det ene og det andet, Franz, First Man, Firkløveret og jeg. Til Firkløverets store forbavselse var han et ganske almindeligt hyggeligt menneske, præcis som Marianne Jelved der som bekendt tabte lidt af sin stjernestatus da det gik op for dem at det bare var damen fra stranden.

Ligeså mistede Franz også lidt at sit stjernedrys efter han både kunne fremsige et digt til konfirmanden og sige au revoir Madame til mig, da vi gik.

Ikke desto mindre, eller måske snarere netop derfor, har Rabalderstræde genlydt i møllen lige siden!

Rabalderen forstummede imidlertid da vi troppede op i haven for at fejre flere uger uden frost, med ild i bålstedet og snobrød til aftensmad.

Weekendens nederlag blev leveret af en småkage opskrift.

For det kan umuligt have været min egen skyld.

Jeg ville lave småkager til mine børns lockoutede lærere, der jo vender tilbage til skolen i dag. De har ikke haft det nemt og jeg ville derfor opmuntre dem lidt, og vise dem at de har været savnet.

Altså googlede jeg “nemme småkager” og fandt en opskrift som afgjort så nem ud.

Og jeg havde læst kommentarerne – også dem som var knapt så positive – men i det store hele følte jeg mig rustet til at kaste mig ud i denne ultranemme opskrift.

Og jeg fik rullet dejen ud – med besvær, bevares – og stukket stjerner ud.

Som blev bagt.

STJERNER, sagde jeg.

Stjerner… Ikke på grund af Franz, men på grund af det er den støste ikke julede udstiksform jeg har, uden vi går over til hjerteform. Men altså stjerneformede småkager, blev der sagt. Det var i hvert fald hvad jeg puttede ind i ovnen.

Hvorefter jeg tog pladen ud efter 7 minutter, og en kende skuffet kunne betragte dette.

Der kom altså ingen stjerner på besøg, så småkagerne måtte vente til en anden dag.

 

SMIL, for satan

12 apr

HOV – jeg bandede. Men jeg forsikrer jer, jeg er stadig kedelig! Jeg skal bare lige have afleveret en provokerende bøvs.

Men det kom bare fordi, jeg lige kom til at tænke på, at jeg skal flytte hjem. Som i snart. Og så fordi man er tilbøjelig til at sammenligne. Det ved jeg godt man skal lade være med, men altså jeg kan ikke lade være.

For eks. smilene og alle de daglige ”goddag’er” man smider om sig med, hernede i det franske, dem vil jeg savne helt enormt. Når vi er kommet hjem.

Hjem til sure mennesker, som har nok i deres eget, der stirrer på mig, som var jeg faldet ned fra himlen, hvis jeg tør sige ”goddag” i et venteværelse. Der er også masser af sure franskmænd, men de siger nu goddag alligevel.

Hjem til vrisne mennesker, som ikke gider vente den tid det tager ved kassen, og som absolut mener at det må være kassedamens skyld at det ikke går stærkere, eller at Hr. Hansen bestemt er senil dement, fordi han har glemt at veje tomaterne. Der er også vrisne franskmænd, men de er ofte bedre til at acceptere ventetid eller ubeslutsomme sjæle.

Hjem til hidsige mennesker, der råber op og opfører sig som om færdselsloven ikke vedrører dem. ”Jeg skal jo forbi” siger de forurettet mens de trækker ud i den modsatte vejbane og ikke forstår andres dytten. Hidsige franskmænd er der masser af, men de er generelt langt bedre til den relative simple handling det er, at flette to rækker biler.

Var der mon nogen som følte sig provokeret?

Det håber jeg egentlig ikke. Nej vel? For så slemme er der da ingen som er.

Men … hvis nu – og det er kun rent hypotetisk – hvis nu I skulle kende nogle af den slags negative og ikke smilende mennesker, så har jeg et forslag.

I har et par måneder til at gøre noget ved det, tænk nu hvis det kunne sprede sig som ringe i vandet?

Hvis vi nu aftaler, at I øver jer i at smile til de sure mennesker, vise dem at man godt kan smile til kassedamen i stedet for at overfuse hende, til Hr. Hansen selvom han er lidt glemsom. Sig goddag i venteværelset. Kør bedre … Men frem for alt smil til verden. Tænk nu hvis det smitter de negative individer og I ligefrem kan lave en epidemi – eller endnu bedre – en hel pandemi af smilende mennesker?

Det ville jo være fantastisk.

Har vi en aftale?

Positiv opdatering

21 mar

Det ækle monster er fundet. Han er hjemme hos sig selv, men der er ingen tvivl om at det er morderen, idet han har givet politiet sin Colt 45 som modydelse for at komme i kontakt med specialstyrkerne.

En ung mand, 24 år, fransk statsborger fra Algeriet, har været på flere træningsophold i Afghanistan og Pakistan.

Han ævler løs og siger at han er Al-Qaeda, at han er salsifiste, han vil jihad og at han har slået de franske soldater med nordafrikansk og caribisk baggrund ihjel, fordi de havde været udsendt i Afghanistan. De jødiske børn blev derimod myrdet som hævn for palæstinensiske børn. Han vil dog ikke ud af sin lejlighed endnu – siger at han vil komme ud i eftermiddag.

Hvilke planer han lige har omkring det, aner ingen. Men det er ikke helt slut endnu. I det mindste kan han ikke slå flere børn ihjel.

Et sygt, lille ikke-menneske som skal lukkes inde et væmmeligt sted for tid og evighed – gerne et sted med en dryppende vandhane som ikke kan repareres.

Og hermed virker min bloghjerne lidt bedre!

Tomgang

21 mar

Det er ikke fordi der ikke sker noget her.

Der sker alt for meget. Eller nej, ikke alt for meget, men bare meget.

Men det meste af det er ikke ret morsomt. Eller det vil sige, kender jeg mig selv ret kan jeg nok godt vride et lille grin ud af den ene og den anden tildragelse fra mit eget liv.

Men det har jeg ikke lige lyst til. Tankerne og kræfterne bliver brugt på noget andet.

Som I måske har læst, er hele Frankrig på den anden ende over et sygt og forfærdeligt uhyre som render rundt og plaffer folk ned. Det er så forfærdeligt at man slet ikke kan rumme det.

I går holdt alle skoler, både offentlige skoler, men også de private, et minuts stilhed i respekt for de tre børn der blev mejet ned foran en skole i mandags. De stod bare og ventede på bussen.

En lille pige prøvede at løbe i sikkerhed, men han løb efter hende, hev hende op ved håret og skød hende en kugle for panden. Koldt, sygt og kynisk. Hun blev kun syv år.

Det er ligeledes ”La semaine de la presse” (pressens uge) så der bliver lavet aviser på de fleste skoler.

Derfor har disse skrækkelige nyheder fyldt meget hos børn.

Og der skal snakkes meget om at syge idioter ikke kører på deres scooter helt op til Normandiet, for at skyde på elever fra en katolsk skole, nu hvor der er skudt jødiske børn og soldater med nordafrikansk og caribisk oprindelse.

Jeg er tilbage senere med et almindeligt indlæg, men der er ikke så meget at grine af, når der løber den slags galninger frit rundt.

Skjult kamera

18 mar

Har siddet med familien foran fjernsynet. Det er i forvejen ikke noget der sker ret tit. Undtagelsesvis kan det ske søndag aftner, fordi der er Barnaby.

Men altså, jeg satte mig i sofaen omgivet af børn og så fjernsyn. Skjult kamera. Og jo mere jeg så, jo mindre var det morsomt, og jo mere gik det op for mig at jeg faktisk slet ikke kan lide det.

Nej, jeg kan ikke lide skjult kamera. Så er det sagt. Ihvert fald ikke den nye slags.

Muligvis er det så fordi jeg er ved at blive gammel.

Og mere kedelig end jeg plejer.

Og vrissen.

..

Jeg har jo en “Brok” -kategori.. Som skal holdes ved lige.

Men altså, skjult kamera er som sagt ikke hvad det har været.

Det foresvæver mig at det var langt morsommere da jeg var lille. Mindes især noget tysk noget, med en mand der dyppede armen i et akvarium og derpå åd gulerodsstrimler så det så ud som om det var en frisk halebaskende og spillevende guldfisk han gnaskede i sig.

Det var sjovt. Det var hylende grinagtigt.

Men det begrænser morskaben, at det er nødvendigt at gøre folk nervøse for at de har gjort i nælderne.

Der var nogle i går aftes, som skulle løbe tværs over min skærm med en falsk olympisk flamme i hånden, denne flamme blev pustet ud med en fjernbetjening, når den arme stakkel nåede publikum. Følelsen af at de må have ødelagt en god oplevelse for mange mennesker, så ikke sjov ud.

Det er heller ikke sjovt at få en sagesløs frivillig til at bære en stor fødselsdagskage ind til et børneselskab. Kagen har snor i, og den ryger naturligvis på gulvet, hvorpå fødselsdagsbarnet giver sig til at tude. Alt sammen iscenesat, for at få godtroende stakler til at føle de har gjort noget forkert.

Det er da ikke morsomt?

Det er blevet andre ting man griner af åbenbart. Nutildags.. HOV der blev jeg lige 82 igen..

Det er ikke nok at have en monstertung kuffert ingen kan bære for den søde blondine, eller en liggestol som bare ikke kan slås op.

De der, ”se du har gjort noget utilgiveligt: ødelagt en børnefødselsdag, sat en blind mand ned på en nymalet bænk eller slukket den olympiske flamme” de er altså bare ikke sjove.

Med mindre man naturligvis er ligeglad med andre, meget apropos den parkerende dame forleden aften.

Prinsessen sagde undrende: ”jeg ville være SÅ ked af at have tabt hendes kage på gulvet og sige undskyld hundrede gange, det er da synd for dem!”

Og det er der sikkert også mange andre mennesker som blev. Kede af det altså. Og uden tvivl også nogle som var fløjtende ligeglade. Fordi det ligger i tiden?

Men hvordan det kan være sjovt det forstod jeg altså ikke.

Med andre ord – jeg gad ikke se fjernsyn mere. Blev helt ked af det på deres vegne. Så vi sank slagskibe i stedet for. Det var så til gengæld meget mere sjovt end fjernsyn!

Og intet slagskib kom galt i halsen.

%d bloggers like this: