Arkiv | Mennesker RSS feed for this section

Et stort menneske

1 feb

I fredags..

Altså først skal man lige vide, at hver fredag eftermiddag, er jeg at finde foran børnehavens låge.

Lige midt imellem indgangen – eller udgangen alt efter man ser på det – men altså, lige imellem underskolens (bhkl.-5 kl.) og overbygningens (6 kl.-9 kl.) respektive havelåger.

Der står jeg altså hver fredag, sammen med Laurence, og sælger nybagte pain au chocolat til 50 cents stykket. Overskuddet går naturligvis til skolen.

Vi snakker med de fleste af forældrene, får punkteret diverse rygter, cementeret andre og har i det hele taget føling med både børn og voksne!

Det er vældigt hyggeligt.

For det meste!

I fredags kom der nemlig en dame.

Med sin datter ved hånden. Og hun skulle have tre pains au chocolat. Hun betalte, og jeg rakte hende de tre lune chokoladebrød.

Men ville hun have dem?

Ikke på vilkår. Hun så på mig som om jeg havde både pest og kolera, og sagde iskoldt: “TAK, jeg tager selv.”

Laurence og jeg giver folk deres brød i hånden, for I ved ligeså godt som jeg, at børn skal pille ved ét og ét mere, og så lige pille lidt næse, og hvis deres forældre ikke bryder ind her for at bremse deres afkoms personlige udfoldelse – svært for mange, jeg ved det – så har barnet i løbet af den tid det tager mig at sige: ”Det bliver én euro” fået rørt ved 14 chokoladebrød.

Og det er knapt så lækkert.. Derfor står vi – Laurence og jeg – for udvælgelsen af brød.

Men denne dame, stirrede som sagt direkte på mig, og sagde både surt og en anelse aggressivt, at hun selv ville tage sine brød – og jeg skulle holde snitterne for mig selv.

Da hun var gået, stod Laurence og jeg og stirrede på hinanden og derpå så vi efter damen, på hinanden igen, og jeg vil ikke udelukke at der fløj en enkelt finke af panden lige der, jeg plejer ellers at sige at jeg ikke bander nok, men for pokker hvor blev jeg sur.

Rigtig tøsefornærmet. Sådan en ko. Hende altså..

Nå.

Jeg havde dog lykkeligt glemt alt om hende, da jeg i går småløbende entrerede skolegården, for at få udleveret min helt egen Bjørn. Gårdmanden altså.

I hvert fald, jeg blev stoppet af et udråb, vendte mig og stod ansigt til ansigt med den sure ”vil selv”dame fra i fredags!

Jeg må have følt mig i livsfare, bare en lille smule, for mit liv passerede revy.. I hvert fald den del af mit liv, der omhandlede de 96 mellemliggende timer.

Det kunne jo godt være at jeg i et svagt øjeblik havde brokket mig over hendes attitude, bare en anelse, og måske også lidt ude i offentligt rum.

Jeg trak vejret dybt og ventede mig alt.. alt andet end dette:

”Jeg vil godt undskylde min opførsel fra i fredags. Jeg kunne fornemme at du blev vred over det jeg sagde”.

Jeg formelig tabte næse og mund.

Formåede dog at nikke og sige: ”Ja, jeg blev faktisk vred over det du sagde, fordi du sagde jeg var beskidt.”

Vi stod og snakkede lidt – om synspunkter og kulturelle forskelle mellem Danmark og Benin hvor hun kommer fra vs. Frankrig.

Det er faktisk uvæsentligt, det som står tilbage for mig er, at hun var stor nok til at komme og sige undskyld! Det er ikke en evne alle mennesker har.

Det var fandme flot!

Andres død

25 okt

Jeg vil ikke gå ind i politik – det har jeg, en gang for alle, bestemt mig for.

Men jeg kan ikke se hvordan man med ren samvittighed kan glæde sig over andres død. Det bragte absolut intet med sig – andet end ulækre billeder på internettet – da Saddam Hussein blev hængt.

Eller Osama Bin Laden, som derimod ikke fremprovokerede nogen billeder overhovedet.

Og så nu Gadaffi. Som man kan få lov både til at se og høre, før han bliver slagtet midt i nyhederne. Og som ligger på lit de parade i et overdimensioneret køleskab – mens folk vader forbi – for at være sikre på at det nu også ER manden med de blå briller, der ligger der og langsomt rådner.. Trods kulden. Nu lukker køleskabsfremvisningen og vi kan komme videre.

Mod hvad?

Hvad i alverden nytter det?

Hvad er det for en syg form for gengældelse?

Det er ikke en snus andet end offentlig dødsstraf. Det er godt nok nogle andre som udfører straffen, men som bekendt er der noget med at hæleren også er kriminel.

Jeg kan heller ikke give mig til at råbe hurra fordi en mand er død.

Den eneste jeg kunne forestille mig, jeg ville ønske død, ville være en som havde gjort mine børn ondt. Men der er vi ude over al fornuft og alle principper.

Jeg forsvarer ikke hvad disse 3 mænd har gjort på nogen måde, og det er meget muligt at verden bliver et bedre sted at være uden deres fysiske tilstedeværelse – men jeg tvivler.

Retsbevidsthed

15 okt

Det sker meget tit, når jeg læser nyheder, at jeg bliver grebet af voldsomme følelser i forbindelse med dette og hint, og jeg farer i tasterne for at meddele verden disse uhyrligheder.

Men af uransagelige årsager ender disse indlægskladder oftere i min computers papirkurv, i stedet for på Kong Mors blog. Eller det vil sige – helt uransagelige er disse grunde vel ikke.

For hvis jeg fortalte, at jeg ikke mener at voldtægtsforbrydere skulle have lov til at tage til stranden på scooter mens de afsoner, så..

Ej det nytter ikke noget – jeg begynder allerede at sprutte hysterisk.

Jeg er så forfærdeligt meget imod den slags pædagogiske – ”hvor-er-det-synd-for-forbryderen” og ”de-skal-hjælpes-og-ikke-straffes” holdninger.

Misforstå mig ikke – jeg er ikke til selvtægt og andre tåbeligheder, men jeg mener fuldt og fast at man har krav på en form for hævn som offer. Tanken om nogle folkeslags endnu mere idiotiske syn på ære og øje for øje, tand for tand, ligger mig også meget fjernt, men man kommer ikke udenom at en fængselsstraf også er en form for hævn.

Som Erik skrev til mig: ”det krænker min retsbevidsthed”. Og han har ganske ret – det gør også mig helt afsindigt rasende, at et uhyre som har voldtaget og lavet røverier – skal have lov til at tage til stranden på scooter.

Uanset om han er ledsaget eller ej. Hvad ligner det??

Sådan et afskum skal bare ikke have det sjovt. Han skal være lukket inde i en celle i den af loven udmålte straf. Hvis han ikke bryder sig om det? Så er det altså bare synd. Jeg er helt sikker på at hans ofre heller ikke brød sig, hverken om voldtægt eller hjemmerøveri.

Det er så fuldstændigt mangel på respekt overfor ofrene, at han skal på stranden. Det offer som ikke har bedt om noget, mindst af alt at blive offer – kan måske risikere at sidde på selvsamme strand i solen – og tro mig – det er værst for offeret.

Der er alle mulige former for beskyttelse og hjælp til de kriminelle – hvorimod der meget ofte der mangler beskyttelse, respekt og hjælp til ofrene.

Og det var så dagens sure opstød! God lørdag!

Perfekt # 2

1 okt

Helt oprigtigt talt. Hvad er det, der er så forfærdeligt ved at ville være perfekt?

Jeg mener, stræber ikke alle mod at blive bedre?

Det kommer naturligvis an på hvordan man definerer perfekt. Og for hvem. Samt hvordan man håndterer, at man nok aldrig når helt derud. Men man kan da godt prøve?

Mange tror, at folk har den samme slags perfektion inde i hovedet. Well I got news for you: Det har de ikke. Når mødregrupperne kyler speltboller i hovedet på kvinder, der hellere vil have en karriere, er det vildt respektløst.

Lige så snart der sidder et fjols der vil bestemme hvad der er rigtigt, så er det forkert i samme øjeblik.

Jeg gik hjemme med firkløveret til Gårdmanden var 1½. Og nød hver eneste dag. Det var rigtigt for mig. Men de som gør noget andet, vil jeg da ikke dømme. De er bare ikke med i min perfektion.

Som i øvrigt kun passer til mig. Andre har deres egen perfektion. Og jeg vil ikke have høvl, fordi jeg ikke gider deres.

Jeg gør mit bedste. I alt hvad jeg gør. Hvis andres drømme om perfektion så tilfældigvis lander på min formåen, er det vel ikke min skyld.

Det er jo de mål andre har sat for sig selv – og hvis de ikke opnår det – skal jeg vel ikke klandres for det?

Hvis nu jeg gerne ville være god til at spille tennis, så ville jeg nok ikke stile efter at blive så god som Woszn..øhh altså hende der Caroline. Mindre kunne godt gøre det. Men hun ville jo så repræsentere perfektion indenfor tennis – ifølge mine mål.

Det er da okay! Det skal hun da ikke have stikpiller for, vel?

På samme måde med de, som egentlig gerne ville have en karriere, men som ikke får det. De kunne sige – Mille har opnået alt det de gerne ville – men hvorfor skal Mille have på nakken for det? Jeg spørger bare.

Fordi vi er forskellige alle sammen – så bliver vores drømme om perfektion også forskellige – og gudskelov for det – jeg skulle ikke nyde noget af at opnå en forhenværende skatteministers mål i livet.

Det er i øvrigt en rigtig styg tanke – jeg skulle også gerne kunne både sove om natten og se mig selv i spejlet.

Men ja – når nu jeg kommer til efterårsferien her om lidt og begynder at jule – ja ikke at fejre jul, vel – men at jule, lave kort og pynt og mad til fryseren og den slags – så ville jeg sætte pris på at folk bare lod mig jule i fred og så holdt mund med deres ”lad være med altid at være så perfekt – du giver os andre mindreværdskomplekser” og i stedet tog sig af deres egne perfektions-mål.

Bare så det er på plads.

Valg

15 sep

Nu er der valg og gudskelov for det. Ikke så meget fordi det er spændende – for bevares – vel er det spændende, men ændringerne bliver nok ikke så store i Danmark, hvad enten det er den ene eller den anden som får flest points.

Det er mere folks opførsel – det er nærmest amerikanske tilstande og jeg væmmes ved folks mudderkastning. Fra begge – eller alle – lejre – for der er godt nok blevet kylet et par kokasser igennem æteren.

Medierne har gjort deres, med taletid til alle – som for det meste er blevet brugt til at svine hinanden til.

Et af de mindre kloge tiltag, var nogle klovnenæser i rød og blå, påklistret de forskellige valgplakater, som jeg stønnende tog mig til hovedet over, da Gårdmand Bjørn kom forbi.

Han forlangte at vide hvad det var, om der mon var cirkus på vej? Forklaringen gjorde ham tavs et par sekunder, så kom det ligeså tørt: ”Dem som har gjort det – er det ikke den slags som siger tissemand og så griner af det?”

Imponeret af min søns menneskesyn, kunne jeg kun nikke.

Jeg gad godt nok ikke vinde et valg på at nedgøre andre – jeg ville da langt hellere vinde fordi mine argumenter var bedre. Men jeg har kunnet konstatere, at dette ikke er et synspunkt jeg deler med ret mange politikere.

Det er faktisk trist, for med 80-90 % af en befolkning der rent faktisk mener at de bør vandre til stemmeurnen, skulle man tro at tonen kunne være bare lidt mere respektfuld.

I alle de mange år hvor jeg har boet i udlandet, har jeg jo ikke stemt. Jeg må naturligvis ikke stemme i Danmark fordi jeg ikke bor der, men jeg må heller ikke stemme i Frankrig – hvor jeg bor – fordi Danmark ikke accepterer dobbelt statsborgerskab.

Derfor var det med ærefrygt og stolthed at jeg med mit stemmekort i hånden gik ned på kroen for at stemme, da der var valg første gang efter vi var flyttet tilbage til Danmark.

Jeg har taget børnene med hver gang, og fortalt dem hvor stolte vi skulle være over at bo i et land hvor der overhovedet var mulighed for at have et valg, at man overhovedet måtte stemme, endda også hvis man var kvinde.

At man kan tale med politikerne, hvis de da ikke lige er midt i en mudderkastning – undskyld – valgkamp!

Alt i alt, har det virket som en ufattelig lam valgkamp og jeg har endda kun set det som er på netaviser. Har været lykkeligt forskånet for endeløs afbryden og råben i munden på hinanden i diverse TVprogrammer.

Men det er ikke nok at slukke for netaviserne, eller i hvert fald filtrere hvad man slipper løs på sin skærm.

Facebook har været fuldstændig ulidelig i flere dage nu – folk hidser sig voldsomt op over hvad der virker som bagateller og lukker alle aggressionerne ud på – i bedste fald deres egne profiler, i værste fald – andres.

Jeg har heldigvis også et valg – jeg svarer igen med boykot – og holder mig helt og holdent væk fra Facebook hele dagen i dag.

Idoler på piedestaler

12 sep

Jeg har altid elsket at have idoler – sådan nogle spændende mennesker som jeg må se op til. Ganske uden beregning. Altså, man kan jo bare lade være med at investere i al deres merchandising. Men det er da rart at have folk man kan se op til, og som man kan identificere sig en lille smule med. Sådan nogle som ikke har bumser på plakaterne, eller svedige hænder når de siger goddag.

Sådan nogen som altid gør det rigtige i bøgerne, så man kan tro på at der findes noget som er perfekt.

Jeg må have den største samling ABBA skrammel (til min store fortrydelse kan jeg ikke vende det første B om..) der endnu findes. Okay så måske ikke, for jeg var ikke ret rig som 6årig. Og ja, jeg ville også være den lyshårede.

At være ABBA fan for 6årige mig, begrænsede sig derfor lidt til plakater i Sølvpil og Ung Nu, og optagede kassetter fra radioen, hvor jeg med stor omhu knækkede de der dimser, så jeg ikke at vanvare kom til at optage noget andet ovenpå mine elskede ABBA sange.

Stor var skuffelsen, når Michael Juul Sørensen i Hej P3 eller Tom McEwan til noget andet radio noget lørdag morgen, dristede sig til at tale, mens musikken stadig spillede – det var bare så tarveligt.

Næsten ligeså tarveligt som det faktum at ABBA stoppede længe før jeg var gammel nok, til overhovedet at komme til koncert med dem. Men jeg så da deres film i biografen, med min mors veninde – min mor orkede vist ikke mere ABBA.

Hvis de engang tager sig sammen og begynder at tale sammen igen, og laver en sidste lillebitte koncert med dygtigt playback, så skal jeg med!

Nå, så var der Madonna. Der på Herning pløjemark blev jeg lige 17 igen – sammen med Linda. Vi var iført lyserøde cowboyhatte med bling.

Det var heldigvis ikke den samme koncert anmelderne så – for vi kunne nemlig  rigtigt godt lide koncerten – men de stod naturligvis heller ikke oppe foran, som vi gjorde.

Næ, de sad på deres VIP pladser allerbagerst – sådan lidt kejserens nye klæder-agtige – så fine at de ikke behøvede at høre noget, for at gå til koncert. Men det måtte de jo om.

I hvert fald vil Linda være Madonna i sit næste liv, jeg nøjes bare med at blive Madonna når jeg bliver stor – for hun er da sej.. Eller var.. Hun er efterhånden lidt flosset i kanten.

Men altså der var også de andre – efter ABBA – for selvom jeg blev ældre og tog til Paris – skulle jeg stadig have mine idoler. Jeg lavede dog ikke så meget andet i min fritid, end at læse. En dag forærede en ven mig ”Nattens Kys” – fordi den handlede blandt andet om en som hed Stine der tog til Paris. Det kunne jeg jo særdeles godt forholde mig til – og så blev jeg Hanne Vibeke Holst fan.

Efter et besøg hjemme, plyndrede jeg min mormors bogreol – kun lidt – og blev derefter Suzanne Brøgger fan.

Derfor var jeg fyr og flamme da min mor for et par år siden, fortalte om en foredragsrække på Vartov, med begge disse mine idoler gennem mange år.

Hanne Vibeke Holst holdt sit foredrag om Grundtvig – og jeg sad helt stille på anden række, med min bog i hånden. Da det var slut gik jeg med klamme håndflader hen, og ventede pænt, for at få hendes autograf – nårh nej, det hedder ikke autografer når man er voksen – så får man i stedet sin bog signeret. Hvorom alting er, rødmende og stammende som en teenager fik jeg autografsignaturen i min bog, og var himmel henrykt.

Da jeg derimod skulle høre Suzanne Brøgger, i samme foredragsrække, gik jeg helt i stå. Åndeløs sad jeg bare og stirrede på hende. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med – jeg troede faktisk hun sad inde i et fint vitrineskab og ikke sådan rigtigt fandtes, kun blev taget frem engang imellem ved særlige lejligheder. At hun var helt levende – havde jeg i hvert fald ikke regnet med.

Men nu trænger jeg til nogle nye idoler som kan holde Hanne Vibeke med selskab. Der sker jo ikke rigtigt så fantastisk meget, hverken for ABBA, Madonna eller Brøgger. I hvert fald ikke som når helt til Normandiet.

Jeg har nogle forskellige i tankerne: Svampebob er faktisk et ret godt bud med sit firkantede look. Eller måske Brødrene Price, deres look er sådan lidt mere rundt i det.

Der er jo selvfølgelig også Gaddafi, men hans look er væk – for de kan ikke finde ham.

Må i tænkeboks.

Dagen i dag..

11 sep

For 10 år siden.. Lige nu..

Det er en af den slags dage hvor ALLE kan huske hvor de var, og hvad de lavede.

Jeg troede, med hænderne på min gravide mave, i de første ubegribelige minutter, at det var en film. Det måtte være en film, det kunne ikke være sandt.

Jeg kommer ofte til at tænke på de mennesker som fik det sidste fly til at forulykke på en mark i stedet for midt i en anden menneskemængde.

Ganske almindelige mennesker som vidste at det var slut på den ene eller anden måde. Men når de nu skulle herfra – kunne de ligeså godt gøre det, efter min mening, heltemodigt.

Mange er ofte feje når der sker noget – vi vender hovedet væk og vil ikke kendes ved det, ikke tage stilling, for tænk nu hvis vi selv kunne komme galt afsted..

Men disse mennesker tog kampen op mod nogle ækle, ynkelige og modbydelige terrorister.

De tog skæbnen i deres egne hænder.

Jeg synes det var flot gjort, og jeg håber at jeg havde haft modet til at gøre som dem.

%d bloggers like this: