Arkiv | Mig RSS feed for this section

Tissetanker m.m.

24 jan

Så er stilen lagt, og de sarte sjæle kan fortrække, før det bliver for personligt eller intimt eller hvad ved jeg.

Jeg har ikke i sinde at skrive om min arbejdsplads af åbenlyse årsager, men jeg vil nu alligevel gerne dele diverse oplevelser omkring min arbejdsmæssige toiletsituation.

Det er sådan at jeg befinder mig i et relativt nyt byggeri. Og ingen tvivl om at det nok skulle gå lidt stærkt med at blive færdigt, for der er visse ting der ikke er så gennemtænkte at det gør noget.

For eksempel toiletterne. Der forefindes blandt andet to toiletter, ved siden af hinanden, med døre lige ud til vores garderobe.

Disse toiletter er ikke voldsomt godt lydisolerede. Som i faktisk slet ikke.

Og det sætter altså sine begrænsninger på udførelsen af de kropslige affaldsfunktioner. Hvis I forstår hvad jeg mener.

Der er flere scenarier som jeg vil redegøre for her.

Jeg sagde jo at sarte skulle fortrække. Ellers er det sidste chance, nu!

Altså, det bedste for ens tissesituation er naturligvis at finde garderoben tom for mennesker og de to toiletter ledige. Fred og ingen fare, man kan forrette i ro og mag.

Somme tider kan man være heldig lige at smutte ind på det ene toilet, og lukke døren samtidig med at den anden dør åbnes – ingen aner hvem den anden er – dufte, lyde og andre detaljer kan forblive helt anonyme.

Så er der de gange man næsten støder sammen med en anden trængende, smiler lidt til hinanden, hvorpå man forsvinder ind på hver sit toilet. Så kan man sidde der og holde vejret, prøve at lade være med at larme alt for meget og i øvrigt skynde sig at blive færdig, og tillige håbe at man ikke får ting at vide om sin nabo, ting man ikke havde lyst til at vide.

Denne version har i øvrigt den fordel, at man kan skælne hvem af herrerne der ikke vasker hænder efter endt gerning. Det er en del. Jeg nævner ingen navne. Jeg drager med vilje ikke damerne ind i disse observationer, thi jeg har erfaret at mine kvindelige kolleger så vidt jeg kan høre, altid vasker hænder.

Så er der også den mulighed at man er færdig og frejdigt åbner døren, blot for at stå ansigt til ansigt med en trængende kollega. Man kan kun håbe på at man ikke havde ondt i maven, at man har trukket ordentligt ud, samt at ens kollega ikke har stået alt for længe foran døren. Med andre ord, ikke har kunnet høre det hele.

Og så det der med at trække ud.

For at undgå lyde, forer en del mennesker indersiden af kummen med mange meter papir. Det virker sjældent efter hensigten, fordi papiret hænger ned i vandet som bliver suget op og så er man jo lige vidt.
Det eneste der kommer ud af det er, at når man så også stopper det papir man bruger til at tørre sig med, ned oveni de mange meter der lå der i forvejen, så risikerer man at stoppe afløbet.

OG så må man ydermere lide den tort at hidkalde Kenneth der, under høj jamren og mange protester, skal svuppe en eller andens efterladenskaber videre ud i systemet. Jeg ved fra pålidelig kilde at det er sket at en unavngiven person har skullet stå ansigt til ansigt med sine efterladenskaber, i selskab med Kenneth.

Ikke umiddelbart noget jeg har det store behov for at opleve.

Så langt så godt.

Nu har toiletsagaen så fået en ny dimension.

Forleden nåede jeg lige akkurat ind ad toiletdøren, og i samme sekund kom Martin ud i garderoben for at gå hjem. Jeg skulle også hjem. Bagefter.

Jeg skulle tisse helt utroligt meget og tanken om en køretur på 40 minutter som tissetrængende var ikke ret tiltrækkende. Jeg sad lige og holdt mig lidt, i håb om at Martin ville gå ud af garderoben. Men det trak ud – manden cykler og skulle derfor meget naturligt i dette vejr, have overtræksbukser på, og fred være med det –  og jeg gad ikke sidde og holde mig, jeg ville gerne hjem.

Altså gav jeg pokker i al skam og ladede mit vand.

Og om det så var fordi jeg skulle rigtigt meget, eller om det var fordi jeg krampagtigt havde holdt mig, skal jeg lade være usagt.

Men pludselig så lød det nærmest som om jeg var en meget høj mand.

Nu er selve toiletlokalet i sig selv ret stort.

Og jeg ved ikke, men det må på en eller anden måde virke som en form for resonanskasse. Eller forstærker.

For det lød unægtelig som en mindre udgave af noget “Falls”. Niagara eller Victoria er nok lidt overdrevet, men vi nærmer os. Bare så I har en idé om larmen.

Der skete da også det forudsigelige at ganske kort tid efter mit personlige vandfald var begyndt at buldre løs, kunne jeg høre stakkels Martin formelig løbe ud af døren, sandsynligt for ikke at blive vidne til det der var værre. Det er også muligt at han bare var færdig med at tage overtræksbukser på og dermed var klar til naturlig afgang. Hvad ved jeg.

Det eneste gode der var at sige om det, var at jeg så ikke behøvede opleve det pinlige øjeblik at stå ansigt til ansigt med ham, når jeg åbnede døren efter endt gerning.

Og nej, jeg er ikke inkontinent.

Det er altså ikke derfor det lød så højt.

Det må være toilettets skyld.

Og jeg tisser normalt ikke højlydt. Altså.

Selvom jeg nu godt kan have mine tvivl om jeg rent faktisk tisser mere højlydt end andre mennesker.

Mindes jo stadig den lidet flatterende bemærkning for mange år siden der, efter jeg havde været i en lignende situation – skulle tisse rigtigt meget – mødte mig da jeg åbnede døren: “Du gode gud, du pisser jo som en hest.”

Reklamer

Pinlig uden skyld. Eller.. ja..

13 jan

Det er også meget længe siden jeg har gjort noget pinligt. Men så fik vi gæster.

Personligt synes jeg ikke det er direkte pinligt. Eller det vil sige, hvis jeg var ude i verden blandt levende mennesker ville jeg måske blive en anelse rød i kammen, men hjemme – og sammen med gode venner – var det ikke noget særligt. Syntes jeg.

Jeg ved heller ikke hvad det er med denne kjole. Selvom jeg har tabt mig fire kg. så springer midterknappen hele tiden op. Og godt nok har jeg en bluse indenunder, men det virker jo ret barmfagert at sidde og flashe et stykke bluse ud mellem knapperne. Ikke generende som sagt. For mig altså. Det er en helt anden sag for firkløveret.

Barmfager eller ej..

Vi havde som sagt gæster, og på et tidspunkt ser jeg ned af mig selv – opdager at knappen er sprunget op – og jeg knapper den igen.

End of story.

Skulle man tro.

Mine børn sad på nåle, og så såre vi havde vinket af, og baglygterne forsvandt ud ad Landevejen, vendte de sig mod mig med anklagende blikke.

Kommentarerne føg rundt: “og hvad tror du ikke de tænkte?”

“Jeg er sikker på at de ikke turde se på dig”

“Ej, men det var bare så piiiiiinligt”

Og så videre og så videre.

Da jeg under en pause i deres anklager, påpegede at der jo ikke ligefrem var bar hud bagved den der rebelske knap, så det nok gik alligevel, havde de kun hovedrysten og himmelvendte øjne tilovers for mig.

 

Så gik de. Op på deres respektive værelser. Jeg sukkede dybt og så var det jeg sad og glædede mig til at blive rigtig gammel. Sådan rigtig oldgammel.

Så kan jeg nemlig flashe alt det jeg vil, det kan bare tørres af på det faktum at jeg er gammel!

 

Længe leve genbrug

9 dec

Føler mig herligt frelst og meget god, når jeg har været en tur i den lokale Røde Kors butik.

Nu skal det også siges at vi har nogle meget dygtige mennesker der arbejder der. De laver de mest indbydende vinduer, med flot tøj og accessories.

I fredags – da jeg var til “Landsby by night” var jeg også et smut omkring Røde Kors.

Og så hang disse bling-bling og lynede til mig.

Længe leve genbrug

Jeg måtte bare eje den top. Det var endda helt min størrelse. Til den svimlende sum af 35 gode danske kroner var den min.

Og jeg ved nu at jeg bare bliver underskøn til nytårsaften!

Med glimmer ud over det hele!

Redefinering af sig selv

26 sep

Som jeg ser der, så handler det måske i højere grad om at redefinere sig selv som menneske, efter ens børn er flyttet hjemmefra.

Tag endelig ikke fejl, jeg mener ikke at man behøver at have børn for at have en identitet, eller for at kunne blive defineret som menneske, men mit udgangspunkt er jo at jeg har børn, og jeg skal finde mig selv i en anden rolle, når disse mine børn flytter hjemmefra engang når de er 35.

Så det er en nyopdagelse og nyopfindelse af sig selv jeg skal ud i, efter min status som mor til hjemmeboende børn, ændrer sig til mor med ikke hjemmeboende børn.

Det er lidt som da jeg blev 30.

Ja. Totalt til grin, men jeg fik dyb, dyb krise over at blive 30. Jeg var sur i 4 måneder. Jeg gik og forestillede mig at nu var mit liv slut, jeg skulle ikke have flere børn og.

Og hvad så? Hvad skullle der så ske? Hvad i alverden skulle jeg få tiden til at gå med resten af mit liv?

Jeg sagde jo det var til grin. Men da jeg fik mit første barn op på maven, fik jeg som et lyn fra en klar himmel en fornemmelse af at: “Nååå, det var DET der var meningen med hele mit liv, nemlig at få børn”

Så jeg forudså mit eget liv – efter 30 – ville være en lang gold og øde ørken. For hvad skulle jeg nu tage mig til når jeg havde fået børn?

Jeg skyndte mig så at få én til.. og endte med at få fire børn på seks år.

Men alligevel, nu hvor de, lige om lidt er flyttet hjemmefra, så ville det være praktisk at jeg fik genopfundet mig selv.

Og da jeg er meget lidt begejstret for katte, og ryatæpper, må jeg nok hellere finde på noget en anelse mere realistisk.

Når nu jeg ikke skal være kokkepige, rengøringskone, chauffør, livsstilscoach, sjælesørger og støttepædagog og andet godt, for fire børn, så skal jeg finde ud af en anden mening med mig.

Ikke at jeg ikke har været helt og aldeles mig de sidste 18 år, for det har jeg bestemt været – bare spørg mine børn – det er ikke som om jeg har sat mit eget liv på pause mens jeg har taget mig af børn, men meget af mit liv har kredset om de her børn og det at være deres mor.

Nu er jeg ikke af den slags som ude i mit levende liv kun kan tale om mine børn – eller det håber jeg da ikke jeg er set med andres øjne – jeg kan sagtens finde dybde og interesse i ting som ikke nødvendigvis omhandler mine børn. Jeg levede trods alt til jeg var 25 uden dem.

Men – som Bente skrev i en kommentar – jeg kan ikke huske hvad jeg fik tiden til at gå med før. Jo brudstykker af den, men ikke al min tid.

Jeg tror nok mest jeg gik rundt og ventede. Ventede på noget andet og mere. Som så kom i form af børn.

Det vigtigste er nok at man stadig kan respektere sig selv nok til at få en ny definition af hvem man er, uden at skulle være en hel masse for andre. Eller for de der børn som man nok – heldigvis – aldrig kan give helt slip på.

Men det ene må ikke udelukke det andet. Jeg bliver ked af det på veninders vegne, når de kan berette om bedsteforældre der har så travlt med at redefinere sig selv, at de glemmer at de også stadig er både forældre og bedsteforældre.

Jeg synes det er så enormt vigtigt, især i vores tid hvor alle bor hver for sig og alle generationerne nærmest bliver holdt hermetisk adskilt fra hinanden, at børn får tid med deres bedsteforældre.

De unge bor sammen på kollegier, familierne bor helt for sig selv, og de gamle bor enten alene eller på plejehjem. Der er ikke så mange muligheder for at lære af hinanden, så jeg synes det er endnu mere vigtigt at man holder sammen på tværs af aldre.

Så ja, jeg skal have fundet en ny mig.

Som ny og moderne ryatæppeopfinder?

Se på en himmel.

17 aug

Når ting går galt så skal man sove på dem. Man kan eventuelt ty til bekymringsdukker. De er vældigt brugbare.
Man kan også gå ud og glo på en himmel.

20130816-224627.jpg

Eller to..

20130816-224647.jpg

Det nytter i hvert fald ikke noget at give op..

Søvn.

21 maj

Det er en kendt sag at jeg har brug for at sove nok – ellers bliver jeg frygtelig gnaven – så jeg, som nu står ukristeligt tidligt op hver dag…

Og med det mener jeg 05.30. Det er godtnok ikke så tidligt som jeg gjorde for en del år siden og startede kl. 06.00 på jobbet. Da skulle jeg op midt om natten, nemlig 04.45. De tider er heldigvis ovre.

Men altså jeg står tidligt op og går også forholdsvist tidligt i seng. Forholdsvist. For der sker så meget spændende og der er så meget jeg gerne ville. Der er bare ikke tid til det. Jeg forsømmer bloglæsning på det groveste, min egen blog kan knap nok få besøg af mig, men ja, sådan får det være.

Jeg prøver at lægge mig selv i seng før kl 22. og det glipper altså sommetider. Så kommer jeg i seng kl. sent og sover først længe efter jeg skulle.

På sådan en uge kan jeg faktisk nå at oparbejde et gedigent søvnunderskud og mit humør bliver ikke altid bedre efterhånden som vi nærmer os fredag. Men pludselig er det weekend og jeg kan glæde mig til at sove rigtigt længe og virkelig blive frisk.

Og hvad sker der så?

Så slår jeg øjnene op kl. 07.00 på den pensionerede måde – det er en kendt sag at jo ældre man bliver jo mindre søvn har man brug for – og jeg kan ikke falde i søvn igen. Det kan First Man så heller ikke, med det resultat at vi ligger der og glipper overrasket med øjnene og ender med at stå op begge to, så meget weekend er der altså ikke over mit liv lige pt.

Nu da jeg har 3/4 teenagere, får jeg faktisk ikke selskab i køkkenet de første 3-4 timer og min dag er nærmest halvvejs når jeg kan sige godmorgen til de drypvist ankomne børn.

Dette indebærer også, at jeg om aftenen bedst som jeg tænker at nu skal jeg rigtig se en god film og vi skal hygge os allesammen, for slet ikke at tale om at have gæster, så begynder jeg omgående at gabe kæberne af led, og jeg ender i min seng, afkræftet og udmattet, længe inden midnat.

Alternativet ville være, for det har jeg prøvet, at jeg faldt i søvn foran filmen og var helt smånistret indeni af træthed.

Har dog taget konsekvensen og er begyndt at invitere mine weekend middagsgæster allerede til kl. 17.30 så jeg kan få dem ud af vagten og komme i seng.

La Grande Dame udi brokkeriets kunst.

2 apr

Ja – det er ikke mig.

Desværre.

Selvom jeg bilder mig ind, at jeg er ganske godt med ind imellem.

Næ, jeg snakker om “The Bedstemor” i Downton Abbey. Hun – eller vel snarere tekstforfatteren for jeg er ikke så tåbelig at tro at Maggie Smith er sådan selv, og så igen – har virkelig ramt et ømt punkt hos mig. Jeg elsker hendes perfide kommentarer og er ved at dø af grin over hendes facon. Og Maggie Smith spiller sin rolle fremragende!

Hun er i den grad blevet et forbillede for mig.

Hun har levet, eller lever måske endda stadig et sted, denne Granny, Downton Abbeys Lady Violet, det er både sikkert og vist, hendes oprindelse er af kød og blod og sådan vil jeg også være når jeg bliver gammel.

Tænk at kunne slippe afsted med den slags spydige bemærkninger og stadig blive inviteret til te?

Men jeg træner i smug, gør jeg.

Og jeg har mine små tricks, jeg tror nemlig at den slags opførsel egner sig perfekt til at blive testet under voldsomme tilfælde af PMS.

Tag nu TDC.

Mit simkort døde. Det var i hvert fald ikke telefonen. Fordi den virkede fint med de andres simkort i. Derfor foretog jeg en udflugt til TDCbutikken for at få udleveret et nyt.

Som skulle virke dagen efter. Men det skete ikke. Det skete heller ikke dagen efter på trods af løfte om det modsatte. Og da vi nåede lørdag virkede min telefon stadig ikke. Der var for øvrigt sært stille!

På dette tidspunkt var jeg så småt ved at nå det røde felt. Og jeg tror også jeg fik lusket et par ondskabsfuldheder ud over kanten, slet skjult bag en veg undskyldning om at det naturligvis ikke skulle gå ud over ham der tog telefonen, men det gjorde det jo så lidt alligevel. Da vi nåede mandag og min telefon endelig virkede igen sendte jeg en glad sms til First Man: “Nu virker det endelig”!

Hvorpå jeg fik en sms tilbage: “hvem er det?” fordi mit sædvanlige nummer var forsvundet under manøvren. Jeg fristes til at sige “naturligvis”.

Denne gang skældte jeg ud helt uden at råbe, men med en stemme der dirrede så meget af raseri, at resten af familien blot stod og holdt vejret.

Men nok var nok, og den sidste rest af min tålmodighed var opbrugt forlængst. Desuden ville jeg afprøve mine brokkeevner a la Dowager Countess!

Det virkede. Jeg fik – udover mit gamle telefonnummer som alle børnene kan udenad og dermed er vitalt for deres overlevelse ude i den store farlige verden – 2 måneders gratis abonnement.

Tak for det!

%d bloggers like this: