Superman og vinduesviskere

Hvorfor er nogle morgener bedre end andre?
(Og det er ikke et retorisk spørgsmål)

Jo ser I, det er fordi de morgener, hvor man kører 110 på motorvejen i pis-øs-regnvejr, med vinduesviskerne piskende frem og tilbage i samme hastighed som en kolibri vinge, og den ene vinduesvisker lige pludselig – uvist af hvilken årsag – beslutter sig for at den ikke længere har lyst til at deltage i de fælles anstrengelser, men derimod på en gummiagtig måde søger skilsmisse og i stedet prøver at udøve sit virke på en helt anden rude, så kan sådan en morgen godt gå hen og blive en anelse mere dårlig, end det oprindeligt var tiltænkt.

Når man så dertil lægger et ophold på en næsten øde rasteplads, af den slags uden andet dekor end fem gullige lygtepæle og et WC skur uden døre, kan det kun blive værre.

Hvis det så også er på den mørke side af klokken seks, samt i føromtalte regnvejr, bliver det bare mindre og mindre godt.

…

Desuden stod jeg under den ene af de fem lygtepæle, for overhovedet at kunne se hvad der foregik, nede i det postnummer der tilhørte min sure vinduesvisker.

Og derfor kunne man selvfølgelig ikke se andet end mig, der på den mørke rasteplads, næsten øde bortset fra en del ungarske lastbiler af mere eller mindre tvivlsom herkomst, og jeg var lige så synlig som en fedtplet i solskin på en nyvasket rude, selv i det svage gullige lygtepælelys, og følte mig ganske overordentlig sårbar.

Jeg var fuldstændig overbevist om at samtlige lastbiler var beboet af alle klodens psykopater og voldsforbrydere, der blot ventede på at løbe ud og råbe bøh. Godt nok havde jeg søde Jan Mekaniker i røret, men selvom han er dygtig, ville han trods alt ikke være til meget hjælp lige der.

…

Af en person at være som netop er blevet vækket kl. 5.40 var han faktisk i forbløffende godt humør.

…

Nå, det var et sidespring.

Jeg kunne desværre ikke selv afhjælpe problemet med den forestående vinduesviskerskilsmisse – selv ikke telefonguidet af Jan – idet jeg ikke lige råder over en 13-nøgle i min håndtaske. Jeg har ellers mange andre ting dernede, men ikke lige en 13-nøgle.

Jeg fik dog svuppet den uregerlige visker tilbage på sin plads, håbede på at regnen snart ville stilne af, hvorpå jeg fortsatte min færd på den øde motorvej, mens jeg sammenbidt mumlede en del eder og forbandelser over vinduesviskere, regnvejr og morgener i al almindelighed.

Det var nok ret godt, at motorvejen var øde, for jeg ikke var i stand til at se det mindste. Regnen stilnede nemlig ikke af. Snarere tværtimod.

Jeg viskede lidt indimellem, men da den sure visker igen prøvede at gå sin vej, holdt jeg op med det og lod den helt være. Det var nogenlunde som at være meget nærsynet og køre uden kontaktlinser.

Det ved jeg, fordi jeg er meget nærsynet og nogle gange færdes uden kontaktlinser. Altså, på gåben. Og altid kun på min egen matrikel.

Hvorom alting er, så nåede jeg på arbejde uden nævneværdig skade på egen krop og sjæl, og så vidt jeg ved heller ikke på nogen andres.

Jeg er dog så heldig at selveste Superman arbejder samme sted som mig, så da regnen fik tørret op efter sig, og man kunne tage ophold i fri luft uden risiko for oversvømmelse, lokkede jeg ham – med kage – til at se på min vinduesvisker.

Han konstaterede at det kunne han sagtens fikse, han fik mine bilnøgler og på kortere tid end det tog mig at sige “tvangsægteskab” fik han synderen tilbage på sin tiltænkte plads, skruet den fast og kom op og afleverede mine nøgler.

Er der noget at sige til, at han er min helt?

Han fik naturligvis sin kage næste morgen!

– Hjemmebagt, og forberedt med stor taknemmelighed!

 

Vroum vroum og lydbøger!

Og nej, jeg prøver ikke at sige som en blender.

Men nu var jeg faktisk blevet en anelse træt af røde biler, sådan generelt, så lynet blev i sidste uge afleveret hos Jan, som så gav mig en rigtig bil i stedet for. En stor en. Med plads til alle mine børn. En bil som bevæger sig når man maser højre pedal i bund lidt ned.

…

Ikke at jeg gør det, smækker sømmet i bund altså, men det er nu meget rart at kunne.

Men nu sidder jeg altså på toppen af verden igen, har overblik i stedet for at ligge fladt ned på asfalten når jeg bevæger mig på fire hjul, som det var tilfældet i det røde lyn.

Der er kun en hage ved denne fantastiske bil.

…

Den har en CDafspiller som ikke kan lide lydbøger.

Den vil gerne spille musik.

Men ikke den tredie bog om Arn.

…

Og det er jo noget nær en katastrofe.

Af den slags som får mandage til at fortsætte ind i tirsdage. Jeg begyndte godt nok at se filmen i sidste weekend, men enten har filminstruktøren ikke læst alle bøgerne ret grundigt, eller også har han regnet med at det var publikummet som ikke havde gidet læse bøgerne, da disse to ting – film og bog – ikke har ret meget til fælles.

Derfor ville jeg så gerne kunne høre resten. Af bogen.

Før jeg surt sætter mig tilrette for at se slutningen af filmen, og bagefter med rette kan brokke mig over den.

Alternativt kunne jeg jo kontakte Hr. Becker himself og, såfremt han ikke havde andet for i de næste par dage, invitere ham med på min køretur så han kunne læse resten for mig.

Fordomme og komplimenter

…

Gårdmand Bjørns motocrosser skulle sælges, da han havde knæene omtrent på niveau med hagen når han sad på den, og jeg havde derfor sat en annonce i gul&gratis.

Blev kontaktet mange gange af folk med spørgsmål de ville have fået svar på helt automatisk, men det forudsatte at man gad læse annonce teksten en anelse grundigere eller måske læse mere end overskriften.

Og så blev jeg ringet op.

Af en der gerne skulle have crosseren med det samme.

…

Og han havde en lidt – det er nu fordommene kommer ind i historien – ufaglært måde at udtrykke sig på, og jeg spekulerede faktisk på om han havde elektricitet på alle etager. Det lød ikke sådan.

Og det blev ikke bedre da han sagde sit navn. Ejheller hvor han ville komme fra.

…

Da First Man ikke var hjemme og jeg ikke havde meget lyst til at skulle styre en motocross, mine børn, mistænkelige personnager og mange tusind kroner, uden pædagogisk støtte fra ham.

Jan mekaniker kunne ikke, han skulle sælge en bil. Gode råd var altså dyre, men jeg fik fat i gode venner som kunne – og ville – assistere ved en eventuel handel.

…

Vi stillede os derfor ud ved den større landevej for at indfange biler fra storbyen med potientielle kunder i, da Møllen er lidt svær at finde.

Jeg jokede med at de sikkert kom i en sort Audi, da mange i den bydel vist havde en forkærlighed for den slags. Det var endnu en fordom.

…

Der kom nemlig ingen sort Audi. Der kom et rustent vrag af en citroën der havde set bedre dage for mange år siden.

…

Og så fik jeg indtil flere hjertestop og savnede pludselig min mand intenst.

Havde det så bare været bilen.

Men nej, ikke alene var bilen direkte skræmmende; inde i den sad fire unge mænd af den slags jeg end ikke ville gå forbi ved højlys dag uden at forlange politieskorte.

…

Jeg tænkte febrilsk at det nok ikke havde været det allermest hensigtsmæssige ligefrem at invitere fire ungersvende af anden etnisk herkomst, fra Vollsmose, på besøg i Møllen. Endnu en fordom!

Men nu var de her, så der var ikke så meget at gøre.

Motocrosseren havde vi taget ud på græsplænen og vi lukkede lågen forsvarligt bag os da alle var inde. Jeg beordrede Gårdmand Bjørn op på sin crosser, med den tanke at når han sad der, kunne der ikke sidde andre.

Vi fik snakket, prøvet og pruttet, og enden blev at de ville betale den pris jeg havde sat som mit mål. Så langt så godt.

Jeg fik straks pengene og de bad mig om at lave en seddel med mit navn og telefon nummer på, som jeg naturligvis gav dem, dog ikke uden at spørge hvorfor.

De kunne så berette at politiet jævnligt stoppede dem for at tjekke at deres fartøjer ikke var af stjålet art. Og man spørger sig selv hvorfor… Sarkasme kan være anvendt..

Jeg slog nogle meget himmelblå op og sagde at de for det første ikke måtte køre andre steder end på en bane med denne crosser, og at de vel ikke var hverken ballademagere eller kriminelle, var de vel???

…

Det lød simpelthen så dumt at jeg var lige ved at fnise, men blev bremset af mine hjertestop der stadig lurede i baggrunden. Det var jo ikke sikkert at de syntes om at blive fniset af.

…

Vi gik ud til bilen i samlet procession, jeg – som var svært glad for at det nu var ovre – gik bagerst. Jeg så lidt skeptisk på deres bil og påpegede på mormåden at de altså ikke ville kunne få motocrosseren ind i den bil, hvis de alle fire også skulle transporteres tilbage hvorfra de kom.

Lovligt, forståes.

Ork jo, bedyrede de, hvorpå de lagde bagsædet ned.

…

Crosseren blev bakset ind og de to der nu havde fået deres pladser optaget af motor og dæk, stod lidt og stirrede rådvilde på bilen. De to andre havde sat sig ind foran og var dermed sikret en siddeplads. Den ene kløede sig under stråhatten og sagde noget jeg ikke forstod ordene af men meningen var god nok.

Resolut maste de sig ind bag i bilen og tog plads oven på den liggende crosser og sagde at jeg var velkommen til at tage et billede af dem.

Som sagt så gjort:

Og mens vi vinkede farvel, indprentede jeg dem at de altså skulle køre ordentligt og i øvrigt huske at skrue støttebenet af når de kørte, samt have halskrave, brynje og rygskjold på. De vinkede igen og så råbte den ene ud af vinduet, og det er så nu, det med komplimenten : “Yo man, du’faame sød, du’er”!

Med accent og det hele.

Ikke et øje tørt!

Og væk var de.

…

Jeg er ikke så naiv at jeg tror de er medlem af en klub eller at de udelukkende vil køre på bane, men det er ikke mit ansvar mere. Jeg fortalte dem hvordan de ikke skulle gøre, så er resten op til dem. Jeg fik til gengæld lige revideret et par fordomme eller tre!

Og politiet har da ikke ringet endnu…

Smart!

Ja, den der bil der.. Eller bil og bil er måske så meget sagt. Det er den der forvoksede sidevogn med eget rat og to pladser. Sådan en lille bitte putte nutte ting. Sådan en har jeg lånt! Med automatgear og det hele!

Eller rettere ISÆR med automatgear.

For det med gear begrænsede jo noget min færden i motoriseret tilstand.

Indtil nu.

For Jan, det dejlige menneske, har lånt mig en smart “for the day”! Så jeg slipper for at bede alle mennesker om at køre mig, i hvert fald i dag! Ikke at folk har sagt noget overhovedet, men det generer mig at jeg har skullet have chauffører på i de sidste 2 uger.

Uanset hvor sød folk så ellers synes jeg er, så må det jo være en lille smule anstrengende at skulle transportere mig frem og tilbage hver dag.

Men det var denne bil jeg kom fra.

Den er bare fin! Den virker på en eller anden meget sær måde større når man sidder inde i den end når man ser på den udefra. Og hvis jeg kan hitte ud af det der – hvad-var-det-nu-han-sagde-det-var-for-en-gearkasse- så tror jeg nok jeg vil købe den. Hvis altså Lise siger ja!

Der er lutter fordele. Altså når man ser bort fra at jeg har mand, hund og fire børn og at der i Smarten kun er plads til mig og min håndtaske… Eventuelt til min madpakke, men så skal den stå omme bagi. Og der ligger mine krykker!

Men altså det var fordelene jeg kom fra.

Bilen er nemlig alt for kort til at have nogen bagdel overhovedet!!

…

Her er så indlagt plads til at grine af!

Nå..

Til sagen.

Man kommer billiger over Storebæltsbroen.. Den tæller kun for en motorcykel. Faktisk. Tankevækkende egentligt. Specielt når jeg lige regner ud hvor mange gange om året jeg kører over Storebælt. Men altså, nu er det under alle omstændigheder billigere begge gange.

Den er også så kort at jeg kan holde på tværs! Jeg vil også tro den er nemmere at gå rundt om end at hoppe over. Eneste ulempe jeg lige kan få øje på her, er at mit personlige rum måske risikerer at blive overskredet i nærkontakt med en meget stor bil.

Jeg forudser også at manøvrer vil kunne foretages med idel lethed. Jeg har taget mig selv i at svinge flot ud på modsatte kørebane for derpå at svinge ind i indkørslen på anhængermåden, efter jeg havde kørt Jan hjem, med det resultat at jeg var ved at at banke ind i Irenes postkasse. Men der er altså også langt fra Chryslerens 6 meter ned til de 75 cm som Smarten ser ud til at fylde. Jeg er sikker på at hvis jeg sidder sidelæns kan jeg røre forruden med den ene hånd og bagruden med den anden. Men det er nok bare et spørgsmål om vane. Ellers må jeg bede Irene om lov til at flytte sin postkasse.

Hornet… Ja hornet kunne måske godt have været en anelse mere insisterende. Det lyder mest af alt som en meget lille fornærmet frø. Men jeg kan jo nøjes med at råbe i stedet for.

Handskerummet Bagagerummet er lidt sært. Det bliver åbnet direkte i bagruden.. Og så skræller man resten af bilen af, hvorpå der kommer en hylde til syne. Hylden er på størrelse med en hattehylde fra de gamle røde Intercity tog fra dengang Kong Mor var prins. Men som sagt, der ligger mine krykker!

Noget andet meget cool er de sortlakerede fælge – ej men hvor seje er de ikke lige – det er jo næsten ikke til at holde ud. De inviterer næsten til at have et par dingleterninger hængende, men de ville nok tage hele udsynet i forruden.

Men der er plads til mine lydbogsCDer som jeg savner i allerhøjeste grad. Man sætter sig jo ikke ind i andre menneskers biler og siger: Hej, og nu skal du i øvrigt lige tie stille i 40 minutter!

Så i dag er jeg simpelthen bare rigtig Smart!!

P123 og andre forudsigelige oplæsere

…

Jeg vil starte med at beklage at dette endte med at blive endnu en omgang brok. Det var oprindeligt ikke meningen, men så tog den ene irritation den anden, og før jeg så mig om, var brokkeriet en realitet. Og man skal af med sin brok, ellers kunne det komme til at sidde og klemme et sted og pludselig lave en surhedsbyld. Og DET går ikke!

Altså..

Nogen – som i First Man – har pillet ved min bilradio og dermed fjernet den behagelige og meget lidt tankevirksomhedskrævende lokalradio fra mine ører. Og det har voldt mig en del problemer, nu da jeg var frarøvet fornøjelsen ved lydbøger.

Han er dog næsten blevet tilgivet igen, dels ved at skrabe min bil fri for is hver morgen, samt fylde benzin på, dels ved at kradse hjerter i islaget som jeg så kan blære mig med efterfølgende!

Blærehjerte!!

Da jeg er travlt optaget af at køre bil, kan jeg ikke også lede efter radiokanaler og jeg kender ikke min radio godt nok til at turde bede den om at klare sig selv og finde min lokale station til mig.

Derfor, og igen på grund af dårlige lydbogsoplæsere, ender jeg somme tider på nogle helt forkerte radiostationer.

Jeg lander ofte på noget taleradio som er så kedeligt at jeg er bange for at falde i søvn. Havde det så endda været interessante filosofiske betragtninger eller måske et hørespil som i gamle dage, men det er nok for meget forlangt.

Andre gange lander jeg på stationer med emsige oplæsere der knapt kan udtale de mest gængse ord uden en styg tillært syngende tone, fordi de uden tvivl har lært at sådan taler man når man er radiojournalist.

I kender dem godt, de tager tilløb, starter i den dybere afdeling, holder en ultrakort kunstpause, og kører derpå videre og taler sig varme med slet skjult ophidselse over deres emne, for næsten af kamme over når de når pointen i sådan et hoppende og næsten syngende tonefald. Skrækkeligt og påtaget.

De ignorerer dialekter og almindelig måde at tale på, sender alle sætninger igennem samme kværn, som får alting til at lyde ens. Man kan nærmest høre at de tænker “komma” før de trækker vejret og hopper videre i deres sætning.

Såfremt jeg havde teksten, ville jeg kunne synge den med præcis samme alt for forudsigelige journalisthøjskolede tonefald.

Den eneste kanal som lige i disse dage har fundet nåde for mine ører, er en lidt større underafdeling af noget P, men dog alligevel så lokal at vi snakker om hvem der kommer fra Øen eller ej.

Derudover har jeg som en ekstra bonus, kunnet nyde at Charlotte tager rundt og laver udsendelser om det ene og det andet i ghettoen. (Hvordan går det ellers Charlotte – nu skal vi også snart ses igen) Ellers plejer jeg ikke at lytte til lige netop den lokale P for så ender jeg ofte i stor affekt over hvor mange penge folk bruger på deres kæledyr eller om en eventuel lockout er berettiget eller ej. Og ingen kan alligevel høre mine ophidsede udbrud – hvilket er godt det samme – så det er lidt spild af godt krudt.

Det er netop derfor det er så dejligt befriende at høre på en lokal lokalradiovært som på syngende fynsk beretter hvor man ka’ få billig benzin idaaag, før han fortæller hvem der kommer på besøø’ på biblioteket i aften og sender os så på rejse med sidste nye hit fra Seebach eller Saybia. Desværre er det så lige præcis den station jeg ikke kan finde. Hvilket er trist.

Fordi det er nøjagtig den slags småsludren, som ikke kræver den store tankevirksomhed klokken 6.53 hvor jeg allerede i en del minutter har befundet mig på de små veje der fører mig over til motorvejen, der gør at jeg kan vågne i ro og mag, dog under heftige eder og forbandelser når mænd i store biler vil overhale mig, trods det faktum at jeg allerede kører 130 – der jo som bekendt er makshastighed på lige den strækning – men de kan heller ikke høre mig.

Derfor vil jeg lade Charlotte fortælle sin ghettohistorie færdig på P-etellerandet og så i øvrigt kaste mig ud i lydbogen om den hundredårige.. Det tør jeg nemlig godt når Ellen siger han er god!

Den der lugt i bilen

Måske mindes I svagt at der – på min første arbejdsdag – var en kemisk hyggeduftedims i min bil, placeret der af min betænksomme mand.

Et gyseligt wunderbaum som jeg i teorien – og på det æstetiske plan – helst havde været foruden. Men det var på sin plads med en luftfornyer, også selvom det var af den mere kunstige slags, idet min ellers så søde mand havde prøvet at brænde min kobling af.

Det forholder sig nemlig sådan, at han er den heldige chauffør af en tømrervarevogn, i kraft af sin nye titel som tømrerlærling. Denne bil er udstyret med fire usandsynligt dårlige – og jeg fristes lidt til at sige billige men da det ville gøre Thomas ked af det holder jeg min mund med det – dæk. Dæk som under ingen omstændigheder er tilpasset vores nordlige meteorlogiske tilstande.

Og det resulterer i ganske store genvordigheder når bilen skal forcere noget tiliset. Faktisk forcerer bilen ikke noget som helst, den bliver på stedet og opheder hvad end der er nedenunder. Og larmer ganske forfærdeligt.

Hvilket i sig selv er mig ret ligegyldigt, hvis ikke det var fordi bilen på et tidspunkt sad fast i min egen baghave.

En morgen hørte jeg en usandsynlig infernalsk larm, sådan opgassende og aggressiv. Og jeg ringede sporenstregs til Gårdmand Bjørn som netop havde forladt huset, for at advare ham om at der var motorbøller på færde i landsbyen og han skulle derfor krydse landevejen med stor forsigtighed og agtpågivenhed.

Da jeg fik min yngste søn i tale, kunne jeg stort set intet høre idet han åbenbart befandt sig i umiddelbar nærhed af disse føromtalte motorbøller, og larmen var øredøvende!

Langsomt brød andre lyde igennem mine sløve trommehinder, og det gik lidt efter lidt op for mig, at noget foregik i min baghave.

Ganske rigtigt, da jeg fik åbnet døren kunne jeg overordentligt tydeligt høre de hidsige lyde og jeg vovede mig nærmere, alt i mens jeg lagde an til et hysterisk anfald såfremt de unge fløse skulle have tørt på, i deres omgang med motorer og andre folks haver, selvom jeg for min død ikke kunne begribe hvordan i alverden de var havnet der.

…

Det var såmænd ingen anden end min – på daværende tidspunkt – knapt så populære mand der var igang med at fræse min græsplæne. Unødvendigt og en anelse for tidligt for min smag så jeg bankede energisk på sideruden af varevognen og spurgte, hvad i alverden det var han foretog sig.

Han råbte hidsigt at jeg vel godt kunne se at han sad fast og at jeg skulle trække ham fri. Som i “omgående”.

…

Jeg burde allerede her have lyttet til min intuition og have nægtet, men han lignede ikke en man kunne at diskutere noget som helst fornuftigt med, så jeg satte mig bag rattet i mit røde lyn og forberedte mig på at trække tre tons fri af lige dele overophedet og smattet snesjap og græsplæne.

Da jeg tredie gang ikke kom ud af stedet og der i stedet bredte sig en ualmindelig dårlig odeur inde i min trofaste bil, slog jeg bremserne i og nægtede at foretage mig yderligere. Dette på trods af trusler om bål og brand!

At min kobling ikke gik op i røg var ikke min mands fortjeneste og jeg kunne efterfølgende nyde en umiskendelig stank af brændt gummi, hver gang jeg satte mig bag rattet i mit røde lyn. First man kunne ligeledes nyde dette, ikke duftmæssigt, men lydmæssigt idet jeg ikke undlod at ringe ham op og råbe obskure ting i hans øre, hver gang jeg satte nøglen i tændingen og blev mødt af den meget ubehagelige lugt.

Derfor sad der en wunderbaum i min bil den morgen, jeg for første gang skulle tilbagelægge de 50 km der skilte mig fra min nye arbejdsplads, og jeg gik ud fra at det ikke udelukkende var af kærlig hensyntagen til sin kones sarte næse, at han havde indkøbt det dinglende såkaldte skov-duftende papjuletræ.

Han var sikkert også ret træt af min højrøstede opkald.

Men det er naturligvis kun en hypotese!

Kære lille bilafgift..

Nu hvor vi savner det hele lidt, og vi såmænd sagtens kunne have brugt et par uger mere på øen, så er det bare med at finde det der er fedt ved ikke at bo i Danmark – det er for eks. bilerne.

Ej – dette her er virkeligt noget der kan hidse mig helt afsindigt op – så nu er I advarede.

Som når man flytter tilbage efter mange år i udlandet – og man tager sit store lækre køleskab med hjem – den slags kan slet ikke fås i Danmark – og man tager sin bil med hjem. Man har 4 børn og man har derfor brug for en stor bil, eftersom man beslutter sig for at bo på en ø, for at befolke udkants Danmark.

Man skal ikke betale afgift af sit fede køleskab, som er nyere end bilen OG som man sælger for det dobbelte af hvad man selv gav, fordi der allerede er køleskab i det hus man køber.

Men altså, den bil man absolut ikke vil sælge – fordi den offentlige transport er helt i hegnet når man bevæger sig mere end 20 km. fra Storkøbenhavn – den bliver man så nødt til at sælge.. i Frankrig, og tage et banklån der er næsten ligeså stort som huslånet, for at kunne få en 10-15 år gammel bil uden aircondition, men stor nok til at transportere de 4 børn.

Arrrgh, men altså – bare fordi man ikke leaser i Tyskland..

Den første bil vi havde i Danmark, var en Fiat Punto ovre hos Jan.. Det var det, vi lige akkurat havde råd til.. Hvilket jo betød at First Man måtte løbe ved siden af, eller tage den på stop, hvis vi skulle langt.

Jeg kunne så mase 4 børn på 8, 6, 4 og 1½år ind i min lyseblå Punto, og gøre landevejene usikre. Det kostede engang 1000kr. Dog ikke noget klip – men jeg er til dato stadig meget imponeret over, at jeg overhovedet kunne køre så stærkt, i min lillebitte lyseblå dyt, at det kunne udløse en 1000 kroners bøde – så selvom jeg absolut ikke vil opfordre til fartbølleri, så var jeg faktisk ret stolt af min bøde.

Der stod jo pludselig en mand – sådan midt på landevejen. Og jeg nåede kun med nød og næppe at bremse, mens jeg tænkte hvad er det for en idiot som står midt på vejen – det er da farligt, da Zorronaldo – som var lille – råbte: ”MOAR pas på – han har en pistol”.. Hvortil jeg kunne berolige ham med at det nok ikke var en røver – snarere rigtigt meget tværtimod. Og så kom jeg altså til at grine.. Politibetjenten grinte knap så meget – han kunne faktisk slet ikke se det morsomme i noget som helst, og han sagde ikke engang farvel da han tværede girokortet ud i ansigtet på mig. Han nøjedes bare med at sige: ”Kør ordentligt” i en meget vrissen tone.

Da vi så fik det der banklån og endelig kunne investere i et skrummel af en 7 personers bil, uden aircondition, så fik vi også en blikdåse til First Man, der ikke havde så langt på arbejde, som jeg.

Den var så lidt ustabil, denne blikdåse fra 1983.. Den havde noget med benzinpumpen – det har gamle golfer gerne. Det siger Jan i hvert fald – den klogeste og sejeste mekaniker i Danmark! Bare spørg Gårdmand Bjørn!

Nå, men når denne her golf så gik i stå – det gjorde den jo gerne sådan 10 minutter i lukketid, eller 5 minutter i for sent i skole – så var der ikke andet for end at skubbe.

Raseri giver vinger – eller styrke, eller noget sker der i hvert fald, for First Man ofte kunne ses, løbende på øens landeveje, med en golf på ryggen og to børn på bagsædet, hvinende af fryd over deres seje far. Han fik også noget af et rygte i landsbyerne!!

Denne transportform havde flere fordele, nemlig at børnene ikke kom for sent, samt at han fik nogenlunde afløb for de fleste af sine aggressioner inden han fik båret bilen ned til Jans værksted – hvor han så kunne sparke på et par dæk i frustration, mens han ventede på at blikdåsen blev klar igen.

Nu var det heller ikke fordi det store skrummel var så stabilt. Eller måske var det alt det elektriske vi mosede ind i den.

Det er meget muligt at en generator – selvom den er helt ny – ikke kunne trække de 2 DVD’er og 4 skærme som var et absolut must for at kunne køre længere end til Djævleøen, med børn. Men det siger vi ikke til nogen. Og da slet ikke til dem, som gav os en ny generator på garantien..

Hvorom alting er, fik jeg lært at generator hedder lichtmaschine på tysk og at den var ganske meget i udu. Og selvom vi lige akkurat nåede over grænsen kunne vi så holde skovtur ved Kliplev afkørsel 73. Og vente på søde Falck. Og First Man var olm som en tyr! Og hader meget inderligt den danske bilafgift!

Min bil hernede, har 7 pladser, automatgear, aircondition, indbygget tv, numsevarmer, dog ingen ratpels, men alskens andre behageligheder, endskønt den kun kostede det samme som lige godt 3 blikdåser hjemme i Danmark, og jeg vil meget nødig af med den.

Skulle jeg blot et kort øjeblik overveje at tage den med hjem, og få danske plader på, kommer jeg omgående på andre tanker efter at have set de ublu takster for den slags.

Afsindigt uretfærdigt.

Kunne vi ikke lave en revolution? Bare en lille én? Ellers er jeg ikke helt sikker på jeg kommer hjem igen. For der er ingen chance for at jeg nogensinde kan få mast firkløveret ind i en Fiat Punto igen.

Fête de la moto

Lokket af Diva’en – sekunderet af Gårdmand Bjørn og jeg selv – faldt First Man i en fælde der hed ”Fête de la Moto”. Fælde fordi han ikke er så meget for den slags folkelige, fællesarrangementer.

Divaens klassekammerater har for længst fattet, at hun og Gårdmand Bjørn har oktan 95 i stedet for hvide blodlegemer, så de var så venlige at informere hende om noget motorcykel noget, der skulle foregå omme i industrikvarteret.

First Man mente først – stærkt beroliget ved synet af de 14 motorcykler der stod lidt fortabt rundt omkring – at det bare var nogle bikere som mødtes og viste deres kværn frem.

I øvrigt ikke et ondt ord om mænd sådan generelt, men som oftest – når de lader som om, de ved en hel masse, om noget de ikke har en skid styr på – viser det sig at de tager grueligt fejl.

Vi kørte nemlig roligt videre for at vende bilen og så var der pludselig noget med lang kø, noget med at betale ved indgang – og da jeg ikke lige kunne se nogle pengeautomater, så skulle jeg pludselig have talt finanserne! Men ind kom vi!

Det viste sig, at det var sådan lidt i stil med ræs på noget mark bagved Herning eller deroppe a’.

Jeg synes sådan noget er sindssygt morsomt – jeg råber og klapper gerne – og meget gerne på forkerte tidspunkter – og går i det hele taget op i det, med meget synlig entusiasme, hvis jeg en sjælden gang er til sådanne live events.

Og så står de rigtige fans ved siden af mig, og prøver at lade være med at stirre, firkløveret fniser skjult.. og de der fans, ved ikke helt om jeg bare er ganske harmløs og rigtigt meget blond, eller om jeg vitterligt tager tykt gas på dem.

Tvivlen kommer mig trods alt oftest til gode – og derfor kan jeg ustraffet hvine af fryd på forkerte tidspunkter til stor moro for familien!

Denne motorcykelfest var ingen undtagelse.

Meget uigennemtænkt placerede vi os ved siden af en dårlig højtaler, der spyede høj lyd ud over vores sagesløse hoveder, og dette afstedkom omgående begyndende tinnitus, af blandt andet meget skingre stemmer som fortalte indforståede jokes til de andre arrangører der stod strategisk spredt rundt omkring pletvist afbrudt af noget hårrystende heavy metal. Da vi ikke anede hvad vi skulle vente os af det reklamerede show, var forventningerne ikke ret høje.

Det var nok meget godt, for det første hold som kom på banen. Det viste sig at deres største lyst her i livet, var at brænde dæk af.. Altså – få dækkene til at fise rundt på stedet, for det til sidst eksploderer..

Jeg mindes at have set noget tilsvarende i Store Nørd.. Eller Mythbusters eller sådan noget. Bare på en slidt BMW. Men jo i forsknings øjemed.. Ikke for at folk kunne hvine eksalteret, til duften af brændt gummi.

Altså – den dybere mening med dette larmende show – var simpelthen at punktere.. Vanvittigt ophidsende…

Det lykkedes også ganske godt for de 4 forvoksede scooterdrenge, som uden tvivl desværre vil være at finde enten 5 alen under mulde eller forklædt som grøntsager, inden de har rundet 25år.

Dette udsagn baserer jeg på trist faktuel viden, idet de ofte er at finde på diverse omfartsveje i området, let genkendelige på deres farvestrålende jakkemærker.

I sæsonen omkommer en scooterdreng pr. weekend. Og hvis dem vi så, ikke bliver bedre til at holde deres stunts, på den dertil indrettede bane – spår jeg at det hurtigt vil gå dem ligeså ilde!!

Holdene blev dog bedre hen ad vejen og sidste hold på banen var af en hel anden kaliber og meget mod min vilje – blev jeg dybt imponeret, og klappede nu helt naturligt – også på de rigtige tidspunkter.

Øre i hovederne, rimeligt sultne, og med åndedrætsbesvær efter at have inhaleret røgen fra alle de brændte dæk, forlod vi arenaen og skyndte os hjem – med samme fornemmelse som man havde dengang man forlod et cirkustelt og absolut skulle hjem og studere til russisk akrobat, og med en Gårdmand Bjørn som var meget fjern i blikket, og det var tydeligt at se at han udtænkte hvordan han skulle lære at stejle og brænde dæk på sin cykel – nu da hans motorcykel står hjemme hos Jan, på øen!!

Vejarbejde a la fransk.

Yngstepigen er meget allergisk overfor græs, som i helt ekstremt meget. På den hjemlige ø, sukkede specialisterne på hospitalet og beklagede at de ikke kunne gøre mere for hende. Næste skridt var vaccination.

Derfor har jeg netop haft hende til en allergolog, som havde konsultation i en landsby langt fra vores egen.

Vi har godt nok også en allergikyndig læge i denne by, men han kiggede på yngstepigen i 44 sekunder og påstod så, og nedfældede i hendes helbreds bog, at hun havde mastocytose.

Jeg vil nu foreslå jer at holde en pause og google dette ord – og lede under ”billeder” – herefter vil alle nok være ret enige med mig i, at det ikke er en sygdom man sådan overser så nemt.

Pigen har et eneste café au lait farvet modermærke på indersiden af sin venstre overarm, på størrelse med en 25øre, og hvis hans diagnose er stillet ud fra det, burde han skifte metier.

Vores egen læge havde da også sine tvivl, om hvorvidt denne allergi specialist kunne bruges til noget som helst og sendte mig med største velvilje af sted med en ny henvisning til en anden allergolog.

Jeg har ikke noget imod at køre, jeg har jo fået mit kørekort her i Frankrig for mange år siden, og kan, uden alt for store udgifter til valium, endda runde Triumfbuen, dog med sved på panden og et blodtryk på ikke under 3000, men levende og uden buler – i bilen altså.

Derfor mente jeg at det ville være en smal sag at få møvet mine 5+ meter bil helskindet til en by 40km væk.

Det gik også nogenlunde, indtil bygrænsen. Så var der noget vejarbejde. Og den, af mig udprintede vej, var væk. Ikke at den var lukket eller ensrettet, nej den var væk.

Så jeg blev sendt ned ad en anden vej. Denne vej var ca. 95 cm bred og snoet. Og jeg sad lidt og dukkede mig hver gang jeg skulle omkring et hjørne, ikke fuldstændigt overbevist om at få hele bagenden med mig hver gang. Men da jeg stadig ikke havde hørt nogle af de der høje, lidt knasende lyde, fortsatte jeg ufortrødent..

Jeg er nemlig af den overbevisning at hvis jeg kan komme igennem med øjnene, så kan resten af min 7 personers bil også. Det har hidtil virket upåklageligt.

Jeg mindes første gang vi fik en STOR bil til 7 personer.

Jeg havde været ude og køre hele dagen, med børn og aupair, og lige et smut i min lokale parkeringskælder. Jeg synes godt nok der ikke var voldsomt meget plads til at komme rundt i svinget, og måtte da bakke frem og tilbage et par gange, men jeg tillagde det bare min nye synsvinkel, højere oppe over jorden.

Om aftenen spurgte First Man hvor vi havde været henne, og om det var svært at manøvrere den. Neeej da, svarede jeg og fortalte om vores tur.

Så sad han helt stille, rejste sig så og gik ud og så længe på bilen.. Gik rundt om den et par gange, og sparkede på det venstre fordæk, hvorpå han kom ind igen.

Han kunne så meddele mig at maksimum bil længde for den parkerings kælder var 5 meter. Vores nyerhvervede målte 5,58… Men da det gik én gang, fortsatte jeg med at parkere der.

Tilbage til den meget lille vej, i den vejarbejdsramte by. Jeg anede ikke hvor jeg var, gadeskilte er åbenbart ikke så moderne i Calvados – de må køre udelukkende på gefühl..

Men heldet tilsmilede mig idet jeg spejdende til begge sider, pludselig så lægens dør. Så var det jo lige meget med gadeskilt. Jeg fandt en parkerings plads, ved siden af og var til tiden hos lægen med yngstepigen.

Da lægebesøg var vel overstået og vi skulle hjem igen, begyndte det at blive besværligt. Jeg kunne ikke komme den vej jeg mente jeg skulle. Mere vejarbejde. Så i stedet for at komme ud og væk, befandt jeg mig igen på den lille plads hvor jeg havde parkeret. Jeg kørte så efter en anden bil ad de små smalle veje.

Solen skinnede og vi snakkede lystigt, indtil jeg måtte stoppe brat op for ikke at køre ind i en bil foran mig. Som var stoppet op. For foran denne bil var der vejarbejde.. Og der var blot et skilt ”Spærret vej” som blokerede.

Men… For at komme væk.. måtte vi bakke. Ikke helt ligetil når fem andre biler havde fået samme idé som jeg. Så i en lang række bakkede 5-6 biler ud samme vej vi var kommet ind. Ad noget snoet vej.

Det var vist på det tidspunkt jeg gav mig til at råbe. Grimme ord banede sig vej igennem min hals, tilsat høje lyde.

Jeg nåede at overtræde en del færdselsregler på meget kort tid, og vist også et lys der var lidt lyserødt, men jeg havde virkelig fået nok af den by og ville væk.

Endelig fandt jeg en vej som havde en helt almindelig størrelse, og mens jeg skumlede videre over denne dumme lille by, som vist i øvrigt var rigtig flot bare ikke helt gearet til andet end gåben, grinte yngstepigen højt under hele turen hjem, og underholdt resten af familien ved aftensmaden, på ufin måde, ved at genfortælle vores afsindigt grinagtige tur, og hun overdrev helt vildt.

Sarkasme KAN være brugt.

Næste gang vi skal dertil, har jeg tænkt mig at leje en Twingo.

Numsevarmer og ratpels

Jeg er frygteligt kuldskær og føler mig derfor enormt privilegeret ved at være ejer, eller i hvert fald medejer – sammen med First Man og banken – af en bil med numsevarmer i sædet.

Her i morges skulle jeg køre ældste datter til erhvervspraktik, og begge sæder fik fuldt blus på. Det skal lige siges at det faktisk var hundekoldt udenfor. Kun 4 grader – ja, alt er relativt – jeg ved godt I fryser deroppe i det kolde nord, med minusgrader og sådan noget stygt noget, men for os andre som lige var ved at vænne os til de 10-12 grader, er 4 grader altså rigtigt koldt.

Derfor var det en ubeskrivelig dejlig fornemmelse at mærke varmen i sædet, endda inden vi nåede op i rundkørslen.

Da det er en forholdsvis gammel bil, er der det ved min ballevarmer, kært barn har mange navne, at det er enten lunkent eller smeltevarmt. Og fordi det jo var så koldt, havde jeg som sagt sat den på smeltevarmt. Vi havde heller ikke kørt mange kilometer før jeg seriøst begyndte at blive bekymret for om mine nylonstrømper ville ende med at smelte fast til sædet..

Så fik jeg skruet ned igen. Ældste datter bemærkede at det ville være smart, hvis der også var noget der varmede i ryggen – og det kunne jeg kun give hende ret i. Jeg ville dog gå endnu et skridt længere og forlange noget til at opvarme rattet også.

Her vil kloge mennesker så sikkert indvende at jeg bare kunne tage vanter på, men den slags tænker man altså ikke på når der allerede er vokset hyacinter op i græsplænen.

En anden mulighed kunne være at jeg satte mig på hænderne – der er jo varmt – og så styrede med knæene, men det er vist ikke helt lovligt. Heller ikke i Frankrig, så det må jeg hellere lade være med.

Og jeg nægter kategorisk at købe en rat pels – det er simpelthen topmålet af… Nej det gør jeg bare ikke.

Mindes stadig med væmmelse, den opkastfarvede akrylting, som min ellers så elegante mormor satte på rattet i sin hvide mazda, for mange herrens år siden. Men hun var da heller ikke mere stolt af den, end at hun skjulte rædslen i handskerummet, når hun enten havde fået varmen i fingrene, eller hvis bilen var parkeret.

Jeg er sikker på at både ryg- og rat varmer rent faktisk er opfundet – det er nok bare accessories i de biler der er langt udenfor min, og min banks, økonomiske rækkevidde.

Så indtil videre må jeg lide og risikerer frostskader på mine stakkels fingre, subsidiært anbringe et par vanter permanent i bilen, nyde at jeg i det mindste ikke fryser i de nedre regioner, og så i øvrigt vente på, at det bliver så varmt at jeg kan tænde for min aircondition.