Og hvem kan nu stå for smiger og søde ord?

Hva?

Fik lige en kort besked – i anden anledning – og så skrev Charlotte: “Savner din blog. Den var – er – en smule anderledes en alle de andre.”

…

Jeg sværger – det skrev hun!

Ren balsam på et flosset skrivegen.

Hvem kan i det hele taget stå for smiger, af den slags?

…

Altså, hvis man ser det som en kompliment at være anderledes. Og det gør jeg da i højeste grad!

Og selvom jeg ikke er kattemenneske, så nynnede mit skrivegen alligevel “Everybody wants to be a cat, because a cat’s the only cat, who knows where it’s at” hele aftenen..

Jeg kan i hvert fald konstatere at det kan jeg ikke. Stå for smiger mener jeg. Især ikke når det er så sødt skrevet!

…

Så jeg må vist hellere sige lidt. På kongemåden. I anledningen af det nye år. Som jo nu er hele 10 dage gammelt. Men skidt, lidt nyt er det alligevel.

Og når nu jeg har en, i hvert fald ifølge Charlotte, lidt anderledes blog, vil jeg skynde mig at fortælle om noget anderledes og noget ingen med garanti nogensinde har skrevet om før. (krydser lige fingre for at dette ikke er tilfældet)

Der er nemlig noget helt særligt – og anderledes – over nogle franskmænd og deres sofaer, nytårsaften.

Altså. Vi kom godt ind i det, tak.

Året. Det nye.

Vi stod på sofaerne og den slags, som sig hør og bør, hvis man er os. Og igen i år ignorerede vi på det groveste First Mans fuldstændigt nytteløse protester mod at vi stod op i hans sofaer. Både mig og de andre.

Hvert evige eneste år siden vi begyndte at holde nytår sammen og festivitasen skulle henlægges til vores matrikel, har han forgæves prøvet at forhindre sin kone – mig – og sine børn, og andre glade, men en anelse utilregnelige gæster med mere eller mindre alkohol i blodet, i at stille sig op, nytårsaften, på rad og række i både den ene og den anden af hans – i hvert fald i år – forholdsvis nye sofaer, for derpå glade og fornøjede i samlet flok at hoppe ind i det nye år, så såre lyden af det første rådhusklokkeklang rammer vores trommehinder og det nye år dermed er en realitet.

Vi husker at styre uden om Blondinen, der faktisk også gerne ville være en del af det hoppende selskab såfremt det var en mulighed. Hvilket det trods alt ikke er. Der er dog grænser for (hunde)galskaben.

Men imens sidder First Man, gnistrende af indestængt og retfærdig harme over denne totale mangel på respekt for møbler og sydfranske mænd i særdeleshed – en harme han i øvrigt deler med en anden kongeligt gift franskmand – med løftede ben, for at illudere et hop ind i det nye år. Mere harm er han dog ikke, end at han på den måde deltager i traditionen.

På sin egen måde.

Men det hører sig til. At hoppe.

…

Det gør det altså.

Og han bliver jo også ret hurtig god igen. Vi skal ikke længere end til “velkommen herhid”, før han igen smiler, skåler, æder kransekage af hjertens lyst og igen kan glemme sine sofabekymringer for et helt år.

Rigtigt godt nytår til jer alle, tusind tak fordi I stadig gider læse mine sporadiske indlæg. Det glæder mig usigeligt!

Nytårshalløj

Jeg havde for længe siden besluttet mig for at jeg ville have fyrværkeri nytårsaften. Jeg havde jo set at nogle af de der tingbutikker, de sælger også fyrværkeri. Inde midt i butikken – jo jo!

Jeg gned mig i mine små fedtede fingre og glædede mig til noget fyrværkeri!

…

Lige indtil min elskede mand kunne meddele, at dette var pludseligt blevet forbudt indtil d. 2. januar. Og så kan det jo ligesom være lige meget, altså.

Og ingen, hverken First Man, brandmajoren eller politibetjenten havde lyst til at modsætte sig dette dekret.

Der sker nemlig ganske ofte det her i Frankrig, at utilpassede unge – det som almindelige mennesker kalder for møgunger – brænder biler af nytårsaften, plus minus 2-3 dage.

Der bliver sjældent nævnt hvor mange biler der bliver brændt, eller hvor henne, for de der tåbelige individer, laver en egen intern konkurrence om hvilken by der kan brænde flest biler af.

Og så stod man der. Foran rækkerne med fyrværkeri.. Som ikke måtte fyres af. Det var ganske uretfærdigt. Og jeg var noget harm.

Vi måtte derfor tage til takke med et par bordbomber tænkte jeg. Som jeg, ved en hurtig undersøgelse af markedet, fandt ud af slet ikke fandtes i Frankrig. Her må jeg nok erkende at Frankrigs position som yndlingsland #1 vaklede noget. En hel del faktisk.

Og alle mine bordbomber blev sprunget sidste nytårsaften. Ikke en eneste sølle bombe kunne jeg finde i gemmerne. Så rent ildmæssigt måtte vi nøjes med følgende:

Noget af et antiklimaks vil jeg nok mene..

Altså når man har sat næsen op efter noget. Men dog et kort oplyst øjeblik trods alt.

Der mangler også 90års fødselsdag. Og ja, jeg ved godt at det er fuldstændigt kikset at kunne lide den. Endsige se den. På højde med duge af nervøst velour, som – nu vi er i gang med de mere pinlige indrømmelser – også lå på bordet lørdag aften.

Jeg kan nu godt lide min hvide dug med gyldne franske liljer på, som udover at være ganske overordentlig nervøs, også er den eneste dug som er lang nok til at nå begge ender på bordet, når der er forlængerplade i den ene ende.

Men for at komme tilbage til den 90års.. så var der jo en læser som var så galant at sende et link til den bedre halvdel af ”Dinner for one” som den hedder. Med det resultat at hele familien stod mast sammen foran min skærm og fniste af genkendelsens glæde ved hvert skvat den kære James tog over tigerhovedet.

Hvorimod de franske gæster ikke helt fattede morskaben.

Denne situation har jeg dog været udsat for før, og kan måske konkludere at man skal være dansk – og plat – for at finde den slags morsomt. Og så igen, jeg har aldrig nogen sinde grint over ”Den eneste ene”.. Men det er måske ikke alle mine gener, der opfører sig danskt.

Da vi havde grinet af, var klokken næsten 24.00 og også her manglede der noget. Ingen rådhusklokker, ingen nedtælling eller noget..

First Man modsatte sig på det bestemteste, og til vores store ærgrelse, al hoppen i sofaerne. Folk indtog derfor kedelige og ganske ufarlige højder som trappetrin, pejsekant og dørtrin for at hoppe ind i 2012 – for hoppes skulle der.

Og de velopdragne franskmænd fulgte trop! Jeg tror faktisk slet ikke de tør andet, i mit selskab – men nu har de også kendt mig i mange, mange år!

Men det var alligevel en noget tam affære da klokken blev over midnat og nu var nu. Firkløveret blev rørende enige om, at nytårsfejring kunne franskmænd heller ikke finde ud af.

Men så skulle vi lære dem at lege pakkeleg. Og for en gangs skyld var alle med på den, og de endte med at gå op i legen med megen ildhu og entusiasme som indebar råben og voldsom kamp – og politiet trak endda kniv!

Vi, som vidste at den firkantede pakke med Dannebrog, indeholdt en pakke pejsetændstikker, grinte så tårerne trillede!

Det var en super hyggelig aften, bevares, men meget ”Nyborgaften” – som Gårdmanden sagde da han var lille – var der altså ikke over den.

Så meget desto mere grund til at glæde sig til næste gang.

Et nyt blad i bogen om mig

Det var det.

En hyggelig aften, masser af god mad – hvilket Blondinen også syntes. Nogen havde nemlig været så letsindige at stille et fad med laks fra sig på et meget lavt sted. (Læs nederste trappetrin)

Nu skal det lige siges at hun aldrig nogensinde har stjålet mad, om det så ligger på en stol. Men hele dagen havde nogle andre, sat tallerkner ned på gulvet, med rester på, som hun måtte spise. (istedet for at smide det i hendes egen madskål)

Først ville hun slet ikke røre tallerknerne på gulvet, men da hun blev nødet tilstrækkeligt mange gange, endte hun jo med at smage på sagerne – det havde jeg altså også gjort.. Det var nemlig lækre rester der blev serveret.

Så da der også stod et fad med laks, troede hun jo at det var til hende. Hvilket resulterede i at hun var den eneste som fik laks. Resten ville ingen rigtigt sætte tænderne i.

Men jeg uddelte verbale øretæver ud, da de begyndte at skælde Blondinen ud! Det var under ingen omstændigheder hendes skyld, hvilket de tilsidst måtte give mig ret i.

Hun har derfor taget midlertidig navneforandring til Saumonella, eller Lakseline på dansk!

Uanset hvad, er et år slut.

Et nyt skal til at begynde..

Nu har jeg ikke tænkt mig at lave en nytårstale som min kollega Daisy, men næsten, det eneste som mangler er filmholdet.. Og så skeler jeg altså ikke.

2012 vil byde på en del forandring.

First Man skal ud og rejse en hel del. Til vands. Han skal nemlig ned og jage pirater. Ikke noget jeg umiddelbart synes vanvittigt godt om, men da alternativet hedder Bagdad, Kabul eller Nigeria tror jeg vist bare, jeg skal stille mig tilfreds med at han bliver piratjæger.

Og i øvrigt ikke tænke alt for meget på eventuelle bivirkninger, ved sådan en tjans.

Det er også grunden til, at vi nok efter al sandsynlighed pakker det ikke så simple liv ned, og vender snuderne mod nord igen. Hjem til øen. Til sommer.

Så det bliver et år med lidt hårdt arbejde som græsenke men det er jeg så vant til, afslutning på det franske eventyr her på Æblebakken, flytning og genoptagelse af et gammelt liv, forhåbentlig uden for mange tilvænningsproblemer for de forskellige.

Det bliver spændende og udfordrende.

Og så gider jeg i øvrigt ikke snakke mere om det. Flytningen. Blev der sagt. Og utidige glædesudbrud vedrørende den forestående flytning bliver slettet..

Men et nyt år er ligesom skolestart, et helt nyt rent penalhus med spidsede blyanter og rene viskelædere. En chance for en ny start, en mulighed for at få styr på sine tanker og sat nogle mål, uden af den grund at hoppe ud i urealistiske forsæt, hvis eneste formål er at smide én ned i depressionens dybe hul, af bar skuffelse over ens manglende rygrad.

Så jeg nyder det fine blanke papir, som skal indeholde næste kapitel i bogen om mig!

Og jeg glæder mig til at sætte ord og handlinger på!