Arkiv | Oplevelser RSS feed for this section

Forstuvede trædepuder.

23 jun

Jeg har forstuvet mine trædepuder. Eller overanstrengt dem.

Det er faktisk først i dag jeg kan begynde at gå igen uden at trippe afsted som på glødende kul.

Så kan man lære ikke at tage til fest.

STOR fest…

Blærerøvsfest.

Med kendisser. Og så mig.

Kendt Toastmaster, kendt kok, en stjernekok faktisk – og hold nu op hvor smagte det fantastisk – og stjerne som lavede intimkoncert. Til de kendte gæster.

Og så mig og de andre fra arbejdet. Vores skønne chef blev 50 holdt fødselsdag.

Hele stemningen var eventyrlig, og alt gik op i en højere enhed. Musik, mad, underholdning og så selskabet og mine dejlige kolleger. Et brag af en fest, en once-in-a-lifetime fest, som ingen af os nogensinde vil glemme!

Og så var det at der var et dansegulv.

Et stort dansegulv.

Og jeg var kommet til at kravle i nye – høje – sko.

Jeg kan så sige til skoenes forsvar at der er blomster på og at de er helt afsindigt flotte.

Jeg havde ellers planlagt at svinge måsen og de tilhørende lårbasser i flade sko. Efter at have givet den som diva i 10 minutter.

Men den plan gik totalt i vasken.

Desuden var mine flade sko parkeret i en garderobe meget langt væk fra dansegulvet og endnu længere fra min plads ved bordet mellem Tina og Tobias.

Så de blomstrede fik lov til at blive siddende på mine fødder. Først som en test, og fordi jeg ikke gad forlade bordet for at skifte, senere i trods fordi nu havde jeg jo danset et par danse med dem på og det var gået fint, og til sidst fordi jeg havde så ondt i fødderne at jeg simpelthen ikke kunne gå ned til garderoben om jeg så havde villet, hvilket jeg rent faktisk gerne ville på det tidspunkt. Men da var det for sent og så kunne det være lige meget. Jeg skulle alligevel snart hjem.

Desuden havde både Prinsessen og Divaen udtalt smigrende ord om at mine ben så mega lange ud i de sko.

Det kunne jeg jo ikke bare ignorere. Hvem vil ikke gerne have lange stænger, også selvom det kun er en optisk illusion.

Så da det begyndte at gøre ondt, fortrængte jeg det bare.

Og dansede videre, i de højeste sko jeg nogensinde har haft.

Senere, da det føltes som om jeg havde forstuvet mine trædepuder, prøvede jeg at overbevise mig selv om at det ikke gjorde særligt ondt. Desuden var dansegulvet heller ikke ret behageligt i bare tæer.

Så de blomstrede forblev på mine fødder hele – eller det meste – af aftenen.

Intensiv pleje for overhovedet at komme til at gå igen.

 

Jeg formelig humpede ind i den ventende bil –

og her vil jeg godt lægge et godt ord ind for skønne venner, der vil både bringe og hente for at jeg trods alt kunne komme til at smage på de overdådige vine. TAK! I ved selv hvem I er!

Jeg humpede også ud af bilen igen og ind i seng.

Da jeg stod op, alt for få timer efter jeg havde lagt mig, måtte der virkelig intensiv pleje til for at jeg overhovedet kunne gå igen. Så fodbad og cremer og massage udført af Prinsessen og Gårdmand Bjørn.

og hvilke, masser af hvile.

Og jeg kunne næsten gå normalt i dag.

Næsten…

Men festen – og den optiske illusion med de lange ben – var alle smerterne værd!

 

 

Reklamer

Matador og rødkål

22 jan

Engang før jul var jeg blevet inviteret til en meget fin fest. I en meget fin og lidt hemmelig klub. Var en anelse benovet – nej jeg ved godt den slags ikke normalt ligger til mig – men også lidt urolig, fordi netop den slags stemningsfuldt og lidt hemmeligt i den grad appellerer til mit ballade-gen.

For slet ikke at tale om mit modsat-gen. Eller mit klodset-spilde-gen.

Jeg trippede – mentalt – lidt utålmodigt igennem det meste af arrangementet, og måtte lægge bånd på mig selv for ikke at rejse mig op i de højtidelige momenter og synge “Molly Malone” eller slå en kolbøtte.

Grunden til at jeg nok ville vælge at slå en kolbøtte i stedet for at stå på hænder er den simple årsag at jeg ikke kan stå på hænder.

Nå, det var et sidespring, tilbage til selve aftenen. Som jo forløb ganske uden pinlige øjeblikke indtil middagen.

Fordelen ved at det pinlige først startede ved middagen var at der var knapt så mange direkte tilskuere som ved de indledende øvelser.

Ikke desto mindre var det en øvelse i selvbeherskelse af de større at skulle sidde til bords i et Matadorlignende set-up. Jeg måtte bide mig i kinderne og messe indvendigt – “ikke grine-ikke grine-ikke grine” når vi på bedste Oberst Hackel og Fru Fernando Møghe skulle hilse på hverandre med glas i hånd og nikke og bukke let – som trods alt var lidt svært i vores siddende position – og smile og have øjenkontakt med diverse par, mange meter væk.

Så kom maden på bordet. Og det vil jeg nu ikke sige så meget om. Jeg gider heller ikke berette om den gaffelfuld rødkål jeg hældte ned af min fine lyseblå bluse i stedet for at placere den i min åbne mund hvortil den oprindeligt var destineret.

Jeg sukkede indvendigt men mente at det kunne være lige meget; jeg sad alligevel i skjul af et bord og en serviet, så ingen ville opdage det mindste.

Det var dog at gøre regning uden vært, for traditionen foreskrev at sidst ankomne klubmedlems kone skulle være tal-gudinde og trække lykkens lodsedler op af en høj hat.

Sidst ankomnes kone…

Det var mig.

Så jeg måtte stå med rødkål, eller snarere rødkålspletter da jeg trods alt havde skrabet rødkålen af vommen, på min lyseblå bluse – i øvrigt en ret aparte farvesammensætning – og trække numre op af en hat og læse dem højt, foran et par og firs mennesker.

En absolut interessant og ny oplevelse jeg ikke har været udsat for før.

Men jeg tog venlig afsked med Oberst Hackel’erne og fruer, og fortrak til Møllen inden jeg fik smurt mig selv eller andre ind i mere.

Nu kan jeg så glæde mig til at der er hele 11 måneder til jeg skal tilbage. Og til den tid er jeg gudskelov ikke den sidst ankomne medlemskone.

Til te i Kurdistan

22 okt

Og før et eller andet kvikt hoved gør mig opmærksom på at Kurdistan ikke findes som et faktisk land, skal jeg skynde mig at sige at vi såmænd heller ikke forlod øen. Men vi var på tur til Kurdistan, lidt som i Posemandens bil.

Dette besøg var en naturlig fortsættelse på den kop kaffe der var blevet drukket i møllen for et par uger siden.

En helt banal historie.

Som kan fortælles på mange måder.

Men uanset hvordan man fortæller den, så er resultatet det samme:

Jeg har fået en ny veninde.

Hvis man – for nu at tale om noget helt andet – ringer til mig for at spørge om jeg giver en kop te, så vil jeg sætte vand på, putte teblade i min tepose, hælde vandet over når det koger, og mens teen trækker vil jeg måske sætte et par kopper på bordet, hvis jeg da ikke lader min gæst selv vælge en kop på mine hylder.

Måske finder jeg en kiks fra den franske skuffe, eller også har jeg bagt boller, men det sker ikke ret tit.

Sådan får man ikke te i Kurdistan.

Bestemt ikke.

 

Til te i Kurdistan

Næ, man bliver trakteret med lækre retter og skønne specialiteter og den mest fantastiske tyrkiske te i fine glas.

Det ene var en slags bulgursalat som mindede lidt om taboulé (kold couscous salat) og de andre var en slags bagel/doughnut/bretzel dyppet i sesam. Det smagte helt fantastisk. Og jeg skal altså ved lejlighed have lokket opskriften ud af hende!

Så lækkert og overdådigt at man næsten bliver helt flov.

Og på stedet lover sig selv at næste gang nogen vil til te hos mig, så skal jeg nok bage en kage. Og et par småkager.

Og dække bord.

En spændende bortførelse!

6 maj

Jeg fik for noget tid siden, af First Man, besked på at pakke en lille taske til en overnatning, idet jeg åbenbart ikke skulle tilbringe natten mellem d. 4. og 5. maj, hjemme.

Det passede nemlig stort set med at First Man og jeg mødte hinanden for 25 år siden. (Eller rettere det var idag – d.6 maj vi mødtes i 1988) Mødtes!! Vi har altså ikke sølvbryllup endnu..

Men altså vi mødtes, og derfor skulle jeg “bortføres” og tilbringe natten på et for mig ukendt sted. Divaen vidste godt hvor jeg skulle hen, men hun ville desværre ikke sladre.

Først kørte vi mod nord og forbi en masse vand. Og bedst som jeg troede at jeg skulle til Valdemar Slot, kørte vi den anden vej. Så troede jeg vi skulle ende på Holckenhavn, men kørte også forbi. Så sad jeg og blev helt rørt over at vi skulle til Nyborg Strand, hvor min mormor holdt alle sin barndoms sommerferier. Men vi kørte også forbi der. Så kom vil til Kerteminde, og jeg tænkte at det ville vel nok være morsomt at fortælle min kollega – som bor i Kerteminde – at jeg netop var der, men den morsomhed blev aflyst da vi kørte ud af Kerteminde igen.

Nu var jeg efterhånden noget mystificeret og jeg kunne virkelig ikke komme på flere romantiske steder man kunne blive bortført til.

Til sidst kørte vi mod Odense, så blev jeg bedt om at lukke øjnene og da jeg fik besked på at åbne dem igen, holdt vi foran Munkebo Kro.

Vi blev indlogeret på et hyggeligt værelse med en kurv med rødvin chips og chokolade. Vi gik en lille tur og vendte tilbage og kunne – i bedste Downton abbey stil, klæde om til middag.

Blev derefter placeret ved et bord med udsyn over noget meget blåt vand.

Og så fik vi mad. Vi åd os igennem 4 hors d’oeuvres og 5 retter mad. Jeg kunne trille da vi var færdige.

Maden var ubeskrivelig lækker og meget fornemt anrettet.

Og jeg spildte ikke. Det gjorde First Man derimod. Han fik smurt grøn mayonnaise ud på den hvide dug og dermed er jeg nu ikke den eneste i familien der smører grønt stads ud på hvide duge når man er på restaurant.

Og det er jo helt betryggende at vide!

At der ved nabobordet blev installeret et fransk par, vi kunne sludre med og drive hotelpersonalet til vanvid sammen med, gjorde kun aftenen og de små timer endnu mere morsomme og var ydermere grunden til at vi kun fik sovet fire timer.

Men SÅ fik vi morgenmad.

Morgenmaden var så stor at jeg et kort øjeblik nåede at frygte at jeg ville revne. Dette skete heldigvis ikke, men vi nåede et godt stykke op af søndag eftermiddag før jeg kunne indtage andet end luft.

Ude på parkeringspladsen var det bestemt ikke svært at finde vores røde lyn.

For det første var det den eneste røde bil, blandt sorte, grå og sølvfarvede. For det andet fordi den den næstbilligste bil var en spritny Fiat 500. Jeg tror dog ikke at hverken Jaguar, Mercedes eller Audi Q7 tog skade af at holde ved siden af vores Mazda 323, selvom man jo aldrig kan vide.

Selve opholdet var en rejse i mad.

Det føltes som om vi ikke havde foretaget os stort andet end at spise, i de samfulde 18 timer vi var væk fra Møllen.

Vel hjemme igen, foregik al yderligere aktivitet i fuldstændig slowmotion og vi ramte vores respektive hovedpuder mens det endnu var lyst udenfor.

En fantastisk overraskelse og afgjort en del af pensionsopsparingen værd.

Jeg har nu – som varigt minde – helt ubeskriveligt mange billeder af mad som jeg kan se på når jeg engang igen om et par måneder bliver sulten.

Bagfra…

11 mar

Da jeg kom hjem i fredags, blev jeg først mødt af mine børn som skulle kysses, og så – da jeg vendte ryggen til – af et par fnis og et: “Du har maling på numsen”.

Yderst informativt, men umiddelbart ikke noget der satte mig i godt humør.

“Hvor?” ville jeg vide mens jeg snurrede rundt om mig selv.

Divaen satte en pegefinger på min ene balle: “Lige der” svarede hun, og fortsatte så: “Nej, vent det er ikke maling” Hun bøjede sig og stirrede indgående på min popo. “Det  er tandpasta” Hun rettede sig triumferende op igen.

“Tandpasta?”

Jeg sukkede dybt og fik tunnelsyn.

En stor klat tandpasta havde siddet på min buksebag hele dagen siden jeg tog hjemmefra. Der var ingen chance for at den var ankommet på et senere tidspunkt, idet jeg ikke har for vane at operere med tandpasta andre steder end på mit eget badeværelse og så langt var jeg slet ikke kommet endnu.

Jeg sukkede igen og sagde håbefuldt: “Det er da ligemeget, det har ingen set”

Divaen kiggede skeptisk på mig og sagde: “Det tvivler jeg på. Det sidder jo lige midt på din balle. Den er ligeså stor som en kvart flødebolle”

En kvart flødebolle. Det er ret stort. Især når det er hvidt. Og bukserne er mørke.

“Det kan man ikke se, når jeg hiver ned i blusen” sagde jeg desperat. “Det har bare være dækket”

“Hvad tror du selv” begyndte hun “Du hiver aldrig så meget ned i dine bluser” Divaen lagde hovedet på skrå og kiggede op på mig med et grin.

Jeg stillede mig foran spejlet med numsen først, og gav mig til at klynke.

Der sad nemlig, ganske rigtigt, en stor fed klat af ubestemmelig herkomst på min baglomme.

Jeg sukkede igen og mit liv passerede revu. I hvert fald den del af mit liv som indeholdt fredag d. 08/03 – 13

Helt ærligt.

Hvor mange havde lige kunnet glo på den hvide klat, der sad der på mine bukser, endda uden mit samtykke?

Hvorpå næste tanke meldte sig.

Hvorfor havde ingen sagt noget?

Fordi jeg har for vane at være snusket og rende rundt med pletter på tøjet?

Eller fordi de ikke har set den?

Pletten altså.

Eller måske fordi de slet ikke har gloet på min bagdel?

Jeg endte med at hoppe i nattøj, tidligt og helt uden for nummer, smed bukserne til vask, og nægtede at tænke mere over min vestimentære deroute og valgte at tro på den sidste mulighed.

Første dag.

3 feb

Jo, jeg stod jo op. Og gjorde alt det man gør om morgenen.

Og så satte jeg mig ud i min bil. Og gav mig næsten til at svede ud af øjnene.

Fordi det var dette syn der mødte mig:

Vand, labre larver, duftdims og blomster.

Min søde mand er helt fantastisk, og jeg har bare så ondt af alle jer som ikke har sådan en som min!

Duftdimsen har sin egen historie som kommer en anden dag, men lad mig bare sige at den var værdsat!

I hvert fald satte jeg mig tilrette i det røde lyn og kørte de 50,5 km der skilte mig fra min nye arbejdsplads.

Jeg kørte forbi et sted hvor jeg engang arbejdede i tre måneder. Tre sølle måneder, jeg blev nemlig fyret den sidste dag i min prøveperiode! Den første dag på den arbejdsplads sad jeg i min bil og havde ikke lyst til at gå ind, ringede til Anne på mobilen og småtudede lidt, fordi det bare slet ikke var mig. Jeg skulle have lyttet til min generelle mavefornemmelse og bare have sagt: “nej tak – I er ikke noget for mig.” Jeg kunne skrive rigtigt mange rigtigt grimme ting om det sted, men det vil jeg helt lade være med, det er de nemlig ikke værd! De søger forresten rigtigt tit nye medarbejdere, så der kan ikke være særligt rart at være for almindelige mennesker.

Men da jeg kørte forbi det sted fredag morgen, frydede det mig i den grad at jeg kunne hilse dem fra min mave og sige at fornemmelsen, denne gang, var helt rigtig!

Jeg ankom og fik parkeret bilen, ramlede så ind i et par stykker på parkeringspladsen, men da de hverken råbte efter mig eller løb væk, besluttede jeg at det nok var søde og rare mennesker, som jeg sagtens kunne hilse på.

Hvilket jeg så gjorde.

Jeg blev hjulpet på plads – hvor der søreme også stod blomster og ventede på mig – og der var hyggelig fælles morgenmad i det team jeg skal arbejde med. Og dagen gik hurtigt med præsentationer af kolleger og arbejdsgange. Kun smilende søde mennesker, ja og så Tina – som altså også er vældigt smilende og meget sød – så jeg var faktisk glad hele dagen.

Lavede kun to mindre kiks. Sådan af den pinlige slags. Men dem snakker vi ikke om.

Selve arbejdspladsen virker rigtig god. Der er fokus på gode og sunde værdier og den slags jeg synes er vigtige. Det er i hvert fald et sted jeg glæder mig til at komme tilbage til i morgen.

Og jeg var lige så glad i maven da jeg kørte hjem!

Tusind tak for jeres gode tanker og søde ord! Jeg er sikker på den slags hjælper på den ene eller den anden måde.

 

Set på TV.

25 jan

DET er mig!!

Ja mig!

Jeg har været i den der kasse – eller flade skærm alt efter hvor nymodens man er – i den forgangne uge. Udsendelsen kan vist ses her!

Ikke at det varede ret lang tid, for hvis man kommer til at blinke på det forkerte tidspunkt, opdager man mig nemlig slet ikke. Sådan lige akkurat i halvandet sekund kan jeg beskues på en ø, som i øvrigt slet ikke er min egen!

Det foregik i en udsendelse om Danmark udenfor storbyen. For i Danmark er det nemlig sådan at såfremt man vover sig mere end 50 meter væk fra stenbroen så er man udkant.

Man er ikke hype, man er ikke strømlinet, man kan ikke få jobs og er i det hele taget bare en udkant. En andenrangsindbygger. Sådan føles det i hvert fald når man snakker om det.

Man kan meget med ord. Det grå guld er blevet til ældrebyrden og det som engang var “idyllisk” og “beliggenhed” er nu “udkant”. Ikke anderledes, bare med en ny etikette på.

Og forresten i forbindelse med at få jobs, skulle vi alle sammen tage og flytte til Esbjerg. Siger en selvudråbt kloge-Åge. Nu tror jeg – det er naturligvis kun en hypotese – men jeg tror bare at folk i Esbjerg og opland garanteret er ligeså kloge og veluddannede som  i resten af landet, så mon ikke Esbjerg nok skal finde adresser at sende alle disse lønsedler til?

Det var lige en sidebemærkning.

Nå, det var mig i halvandet sekund vi kom fra!

Uddsendelsen som var god – og kun meget svagt romantiseret – havde åbenbart til formål at få storbyboere til at fatte at man sagtens kan overleve andre steder end på Østerbro. Overleve ganske uden problemer endda.

I frisk luft.

Nå ja, ikke lige når der spredes gylle, det er klart.

Men ellers!

Og her er også pænt om vinteren. Ikke kun i sommerferien. Og vi laver faktisk mange sjove ting både sammen og hver for sig. Selvom forhenværende kulturministre indimellem syntes at have været af den overbevisning at såfremt man bevægede sig mere end 12 km. væk fra Tivoli var det ikke kultur længere. Endsige Danmark.

Det passer bare ikke.

Det er muligt vi virker vældig provinsielle for hype og moderne mennesker der bor i storbyerne, det er vi bare ligeglade med, og for pokker hvor har vi det sjovt imens!

%d bloggers like this: