Arkiv | Prinsesse Lyserød RSS feed for this section

Gys

26 maj

Det hele startede en fredag aften for noget tid siden, hvor Gårdmand bjørn kom ind til mig – der allerede sad og lumrede i nattøj – og med meget store øjne kunne fortælle at det var J der ringede. At Prinsesse Lyserød, som ellers var til fest, var helt mærkelig og ret dårlig.

Jeg snakkede med J, som var bekymret for Prinsessen og han ville gerne have at jeg hentede hende. Det ville jeg naturligvis gerne. Jeg tog tøj på igen, Divaen samlede håndklæde og en lille spand sammen og så kørte vi.

På vej derud, spekulerede jeg på hvad der var sket, da hun netop ugen før havde snakket om at hun ikke havde lyst til at prøve at være fuld hvis ikke hun var hjemme og i trygge rammer. Hun har været til mange fester det sidste halvandet års tid, og er først begyndt at drikke en enkelt genstand eller to her de sidste par måneder.

– Vil godt lige indskyde her, at det i øvrigt er vanvittigt irriterende at andre forældre i en mere perifer omgangskreds, ikke tror på at mine børn ikke drikker alkohol før de må, hvilket vil sige når de må købe det selv. Det virker som om folk ligefrem ønsker at mit afkom ligger og vælter berusede rundt, ligesom deres egne børn måske har gjort det siden de var 13-14. Men jeg kan – ulig så mange andre – for det meste da, stole på mine børn og snakker med dem om mangt og meget.

Nå, det var lige en sur bøvs.

Altså, Divaen og jeg fandt Prinsessen liggende på en bænk i et busskur med hovedet på J’s skød. Hun så ikke ud som om hun havde det særlig godt. Vi fik hende ind i bilen, og kørte hjem. Hun var ikke helt til at komme i kontakt med hele tiden og da Divaen nævnte at Prinsessens puls var lav, holdt jeg ind til siden og ringede til lægevagten.

Han spurgte hvad hun havde drukket, og det vidste jeg ikke og Prinsessen kunne ikke svare på det, så spurgte han om hun havde blå læber – det havde hun ikke – og så om hun var psykotisk…

I mit hoved er psykotisk noget med at være helt fra den og råbe og skrige. Hvilket hun ikke gjorde, så jeg sagde nej. Vagtlægen sagde så at han troede hun var blevet fuld, og når hun nu ikke var vant til at drikke alkohol, kunne det godt slå hårdt. Jeg skulle bare holde øje med hende, jeg var velkommen til at ringe tilbage, men han mente ikke at en tur omkring skadestuen var nødvendig.

Jeg bestemte mig for at følge lægens ordre og ikke være så hysterisk som jeg plejer. Og det har jeg fortrudt lige siden.

Hun kom hjem, vi fik vasket hende og fik hende lagt i seng. Hun var meget usammenhængende og sagde mærkelige ting, men det gjorde mig ikke bekymret, jeg vidste jo ikke hvordan hun reagerede på alkohol.

Jeg blev til gengæld meget bekymret da hun vågnede næste morgen meget tidligt og var frygtelig ked af hele historien. Jeg spurgte hvad hun havde fået at drikke, men det kunne hun ikke helt huske. Hun kunne ikke huske hvad tid hun var blevet hentet og hun kunne ikke huske koncerten som hun havde glædet sig til i flere uger.

To mokai, mente hun selv at hun havde drukket. Men om hun havde fået andet, kunne hun heller ikke huske. Og det var ikke hendes mening at blive fuld. Hun sagde også at hun ikke ville være fuld igen hvis man ikke kunne huske noget.

Og lige der satte min “Mor-Radar” i gang.

Selv hvis man har fået fire mokai får man ikke blackouts, så vi fik fat i Anna som havde været sammen med hende en del af tiden før koncerten og langsomt, bid for bid, fik vi stykket en historie sammen, som fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Prinsessen og Anna havde gået med hinanden under armen på vej til festen syngende og glade, da en eller anden, og på daværende tidspunkt ukendt ung mand, stikker armen ind under Prinsessens frie arm. Denne unge mand rækker en “egekilde” vandflaske frem mod hende og Prinsessen griber den og siger – “Aahh, vand – hvor skønt”.

Og tager en ordentlig slurk.

Det var ikke vand. Det smagte rædsomt, så slurk nummer to som hun allerede havde i munden spytter hun ud og langer flasken tilbage til den unge mand og siger: “Det var sgu da ikke vand”.

Den unge mand forsvinder så, pigerne samler sig og stiller sig derpå i kø for at komme ind.

Og allerede der begynder Prinsessen at se uklart og svømmende, alt sejler for hendes blik og hun kan huske at hun holdt bedre fast i Annas arm. Hun må være blevet bange for hun pludselig sagde “Hjælp mig” til en af Zorronaldos venner – hun kan bare ikke huske det selv – men da han kigger på hende, ser hun helt normal ud og han går derfor ikke hen til hende.

Hun har sagt de særeste ting på vej ind, og opført sig mærkeligt overfor sine venner og lavet en masse ting som hun slet ikke kan huske. Hun finder nogle billeder og små film på sin telefon, hvor hun snakker med mennesker hun ikke aner hvem er. Skræmmende.

Her er der et par huller i de forskelliges venners historier, hvor de har set hende, men er usikre på tidspunkterne, men enden er at hun bliver fundet – mere eller mindre bevidstløs – på toilettet, af et par piger som ved hvem hun er, den ene får omgående fat i en dørmand, mens den anden bliver ved Prinsessen og så tog dørmanden over derfra.

Prinsessen selv kan fortælle at hun kan huske at hun har sagt sit navn og mit telefon nummer rigtigt mange gange, men alle de som spurgte, kan så berette at hun bare mumlede mærkelige ting og ikke engang kunne sige sit eget navn. Dørmanden som ellers kender hende og er vant til at se hende som den ædru, i færd med at passe på sine mindre ædru veninder, var også ret bekymret.

Så kom J og fandt hende hos dørmanden og ringede derefter til mig.

Altså vi kan konstatere at selve alkoholindtaget var på to genstande. Det kunne mange bevidne, og det gjorde Prinsessen glad fordi det trods alt var noget hun kunne huske. Men… to genstande giver ikke blackouts, så meget kan vi vist godt blive enige om…

Den eneste anden mulighed for hendes tilstand og manglende hukommelse, måtte derfor være at finde i den vandflaske som åbenbart indeholdt noget ganske andet end vand og sandsynligvis også noget mere alvorligt end bare vodka idet en enkelt slurk vodka heller ikke giver blackouts, heller ikke selvom det er blandet med 2 mokai.

Jeg ringede til Giftlinjen 82 12 12 12, og der fik jeg fortalt om hele forløbet, og alle de forskellige symptomer hun havde haft. Både hendes opførsel, i følge venner og veninder, men også hendes egne ord om at det føltes som om hun lå og tog sol på en vuggende luftmadras.

Og konklusionen i følge dem, var at det højst sandsynligt var Fantasy eller GHB. Med andre ord, det man kan bruge til drug-rape.

Prinsessen ville – gudskelov – ikke få nogen mén af det, at det var ude af hendes krop efter 6-8 timer og at hun bare ville være meget tørstig, fordi der var salt i det.

De fortalte også at det værste for unge piger, som havde indtaget det ufrivilligt, var de sorte huller i deres hukommelse. De mente også at jeg skulle fortælle det til politiet, hvilket jeg gjorde.

Hun havde ikke lidt nogen fysisk overlast, hverken indvortes eller udvortes. Alt sammen takket være de søde og ansvarlige venner som syntes hun opførte sig mærkeligt og ledte efter hende når hun var væk, og piger som ikke gik fra hende da hun lå bevidstløs på gulvet selvom de ikke kendte hende.

Men jeg gjorde ikke hvad jeg skulle have gjort. Jeg insisterede ikke på at få hende på skadestuen, selvom min mavefornemmelse sagde at det var bedst. Jeg ville for engangs skyld ikke piske nogen stemning op og gøre pænt hvad der blev sagt.

Unødvendigt at sige at det gør jeg ALDRIG mere.

Så hellere blive stemplet som hysterisk Mor 23 gange for meget.

Jeg kan nemlig ikke bruge til noget at det endte godt.

Jeg kan naturligvis glæde mig over det, men faktum er at jeg hverken kunne have gjort fra eller til, hvis noget var gået noget galt der om natten, fordi jeg bare troede at hun var fuld.

Hun har jo en del voldsomme allergiske reaktioner overfor alt muligt og jeg tør virkelig ikke tænke på alt det som kunne være gået galt hvis ikke hun havde kunnet tåle det stof, som en eller anden stor idiot lod hende drikke.

Så kære alle sammen – HUSK at sig til jeres unge at de skal passe på sig selv og hinanden – at de ikke må tage så meget som en eneste slurk vand fra en flaske de ikke selv har åbnet.

En eneste slurk…

 

Moaaaaar?

15 dec

Gjaldede det igennem huset.

Og når Prinsessen begynder på den slags indsmigrende tale, ved jeg at hun vil opnå noget og jeg bliver omgående mistroisk.

Det var nu ikke så slemt, hun ville bare have mig til at tage et nyt profilbillede til facebook.

Og klog af skade, adlød jeg med det samme. Man skal ikke spøge med piger i den alder.

Jeg fik derfor taget nogle billeder af hende alt imens hun bællede min te i sig, og da resultatet var tilfredsstillende, brugte hun et af dem til nyt profilbillede på facebook.

Jeg gik.

Pludselig stod hun igen ved siden af mig: “Du skal gå ind på mit billede!” lokkede hun.

“Jeg har liket det” forsvarede jeg mig.

“Nej men det er ikke derfor” sagde hun “Du skal skrive noget morsomt”

Jeg må have set en anelse desorienteret ud, og hun forklarede mig tålmodigt at jeg bare skulle gå ind på hendes billede.

“Og jeg skal nok sige hvad du skal skrive, så det bliver morsomt. Bare vent, du får masser af likes på det.”

Jeg sukkede opgivende.

“Hvad skal jeg så skrive” spurgte jeg, parat ved tastaturet.

“Du må ikke skrive med stort..” kom det så.

Her satte jeg dog grænsen. Jeg nægtede at lægge navn til en kommentar med små bogstaver, især efter jeg lige havde bandet over at de unge fløse fra en internet butik, som jævnligt sender mig mails om folk der skal have tilsendt det ene og det andet, ikke har opdaget at man kan lave både store og små bogstaver på et tastatur – de skriver konsekvent alle oplysninger med småt – søren larsen, store byvej 0, i øster hurup. Og glemmer postnummeret. Yaay!

Og sådan skulle jeg ikke skrive.

Under n.o.g.e.n. omstændigheder.

Efter en kort overvejelse, hvor resultatet øjensynligt blev at hun ville komme til kort i åben kamp, opgav hun og lod mig allernådigst skrive som jeg ville. “Med punktum og sådan.”

Ihh tak, tænkte jeg ved mig selv og skrev som befalet, hvorpå hun trykkede send, før jeg så meget som nåede at overveje, om det var det jeg ville skrive.

.. “Bare vent – så tror de andre du er sjov og sådan og du får mega mange likes på det!” smilede hun venligt og gik.

Jeg sukkede dybt og tænkte for Gud ved hvilken gang i år: “Hvorfor var der ingen der bad mig tænke mig om en ekstra gang – eller ti – før jeg gik med til at lave, hvad der nu er fire teenagere under samme tag.

Ynk modtages gerne.

Hånlige bemærkninger bedes gå et andet sted hen.

Jeg keder mig aldrig.

9 dec

Altså i hvert fald ikke sådan i dagligdagen.

Og jeg har muligvis sagt det før, men nu siger jeg det altså igen: jeg er meget glad for at gå på arbejde, så jeg i det mindste der kan tage mig en pause indimellem.

Sommetider glemmer jeg at de pauser jeg tager på matriklen, ofte går lidt i ged.

Som når jeg sidder og “ruzzler” med søde Ellen, faktisk kun med Ellen. Fordi hun ikke har noget imod at vinde hver evig eneste gang og fordi der ikke er andre der gider ruzzle med mig.

Nå, det var et lille sidespring!

Men altså sidst jeg sad og ruzzlede med Ellen, kom Prinsessen stormende ind i stor affekt.

Hun var egentlig ude for at løbe sig en tur, men den blev åbenbart pludselig aflyst, for hun stormede som sagt pludselig ind i køkkenet hvor jeg sad og holdt en af de der pauser.

Hun talte højt og skingert, og alt imens jeg prøvede at koncentrere mig om spillet, der jo som bekendt kun varer i sølle 2 minutter, kunne jeg trods alt godt høre på Prinsessens toneleje at hvis ikke jeg ville have kommune, børneværn- og hjem samt Ekstra Bladet på nakken, skulle jeg slippe mit ruzzle omgående og tage mig af min 15årige datter.

Hvilket jeg naturligvis gjorde.

Lige straks forstod jeg ikke helt de ord der kom ud af hendes mund, men efterhånden gik det op for mig at hun havde noget i øret.

En dut fra et sæt høretelefoner.

– en dut som var hoppet af selve aggregatet og havde sat sig godt til rette i Prinsessens øregang. Hun troede at denne dut aldrig mere ville forlade sin lune plads i hendes øregang og var derfor i en tilstand af mild panik.

Det var dog intet en pincet og en mors beroligende ord ikke snildt kunne ordre, og snart var duttet fjernet fra Prinsessens øre.

Men jeg tabte jo spillet. Meget større end jeg plejer, og Ellen spurgte bekymret om jeg mon var faldet i søvn.

Godt nok er jeg søvndyssende langsom – det er derfor jeg taber hele tiden – men ligefrem at falde i søvn midt i ruzzle, har jeg trods alt aldrig præsteret.

 

Afværgelse af selvmordsbomber.

18 sep

Var på arbejde.

I fuld gang med at slås med en Kineser og en besværlig havestol da min skype blinkede. Det var Prinsessen, som faktisk burde være til time. Eller også havde hun frikvarter, det skal jeg lade være usagt.

Hvorom alting er, hun sendte dette link:

[17-09-2014 10:20:49] Prinsessen: http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article5023908.ece

[17-09-2014 10:21:03]Prinsessen: må jeg tage afsted og smadre dem alle sammen?

[17-09-2014 10:21:15]Kong Mor: øh nej

[17-09-2014 10:21:26] Prinsessen: det er jo forfærdeligt

[17-09-2014 10:21:29] Kong Mor: ja

[17-09-2014 10:22:51] Prinsessen: jeg ville kunne finde på det

[17-09-2014 10:22:54] Prinsessen: ej

[17-09-2014 10:22:55] Prinsessen: men

[17-09-2014 10:23:01] Prinsessen: vil bare bare gøre en forskel

[17-09-2014 10:23:18] Kong Mor: NEJ

[17-09-2014 10:23:27] Prinsessen: og kan ikke holde ud at jeg bare går rundt og laver ingen ting mens andre gør en forskel

[17-09-2014 10:24:16] Kong Mor: de var jo selvmordsbombere de to piger. Den eneste forskel de gjorde var at deres forældre har mistet en datter og det gjorde nok også en forskel for de mennesker der blev slået ihjel af dem. Du skal nok komme til at gøre en forskel – gå i skole – få en uddannelse – få indflydelse på et elevråd – arbejde frivilligt i røde kors – DER kan man gøre en forskel som 15 årig.. Ikke ved at stikke af hjemmefra og slå mennesker ihjel i Syrien..

[17-09-2014 10:30:10] Prinsessen: Jeg tager da ikke til Syrien mor. Har ikke rigtig penge til det. Men jeg ville måske nok kunne tage afsted, hvis jeg finder nogle flinke perler som skal derned

[17-09-2014 10:31:17] Prinsessen: haha – driller dig

[17-09-2014 10:33:06] Kong Mor: MØGUNGE!!

[17-09-2014 10:33:16] Kong Mor: og gå så til time

[17-09-2014 10:34:10] Prinsessen: jeg havde altså ikke læst at de var selvmordsbombere. Havde ikke nået at læse andet end overskriften… Jeg kunne ikke finde på at slå mennesker ihjel.

[17-09-2014 11:10:23] Kong Mor: Det er jeg godt klar over – men tanken om at ville gøre en forskel og  gøre verden til et bedre sted, er god at have. Er stolt af dig. Elsker dig og GÅ SÅ TIL TIME

[17-09-2014 11:13:10] Prinsessen: søde mor – vi ses bare.

Og så kunne jeg med sindsro fortsætte med min dag. Not.

Krammede hende lidt ekstra da jeg kom hjem.

Teenagedøtre burde sommetider forbydes ved lov.

Forvekslinger

10 sep

Der sidder en mand på en café.

Med en dame.

Nogen – og jeg nævner ingen navne – bliver faktisk en lille smule forarget, fordi nogen kender manden og ikke genkender damen overfor så nogen går hen til dem og siger til manden – som hedder Lasse og ikke Thomas – : “Nå, hvordan går det så?”

Han stirrer forvirret på nogen, og han spørger så om de kender hinanden, hvorpå nogen ret betuttet får fremstammet noget uforståeligt. Og har sikkert set ret usikker ud.

Manden lyser op og smiler venligt: “Du tænker nok på min Tvillingebror Thomas.”

Derefter smiler nogen meget blegt og går – så nonchalant som det er hende muligt – ned på dametoilettet for at ringe til sin mor.

Ord som “piiiiiiiiinligt” og “bare SÅ akavet” genlød stadig i min øregang, da jeg – højt grinende – lagde på.

Stavefejl…

18 aug

Altså nu er det ikke for at more mig på andres bekostning.

Eller i hvert fald ikke ret meget. Og slet ikke ondskabsfuldt ment.

Men når jeg hører om en ung pige der i en samfundsfagstime leder efter ordet “Teknologideterminisme” for at blive lidt klogere, lander på en hjemmeside som forarger hende med en frygtelig masse stavefejl, så kan jeg ikke lade være med at grine.

Højt.

Fordi det viste sig at siden slet ikke havde nogle stavefejl.

 

Den var bare skrevet på norsk.

Og Prinsessen er ikke så vant til at læse norsk.

Tandregulering..

29 maj

Altså…

Jeg sendte Prinsessen til tandlæge. Eller tandregulering. Med en bøjle der er sat på af en fransk tandregulatør.

Sådan omtrent.

Det danske tandvæsen har i hvert fald ikke haft nogle udgifter til hendes mund.

Før nu.

De tog bøjlen ud i september og har derefter bedt hende komme til regelmæssige kontrolbesøg.

Mere visit end besøg, faktisk.

Et fransk visit.

Og ikke ret meget kontrol.

Som i over-hele-hovedet ikke.

Hun sad i stolen i kortere tid end det tager at sige “tandpasta” før tanddamen sagde: “Nå, men det ser jo fint ud. Så ses vi bare i september..”

Men det er da lige før jeg vil bede dem om at hoppe i havet.

Jeg har da slet ikke lyst til at medvirke til betaling for et kontrolbesøg visit af den længde.

Det er da om noget spild af resourcer hos sundhedsvæsnet.

Hvis ikke jeg var så autoritetstro ville jeg sende et pænt og venligt afbud, og glæde mig over at de i hvert fald ikke fik penge for det.

Nu må vi se om jeg tør.

%d bloggers like this: