Gys

Det hele startede en fredag aften for noget tid siden, hvor Gårdmand bjørn kom ind til mig – der allerede sad og lumrede i nattøj – og med meget store øjne kunne fortælle at det var J der ringede. At Prinsesse Lyserød, som ellers var til fest, var helt mærkelig og ret dårlig.

Jeg snakkede med J, som var bekymret for Prinsessen og han ville gerne have at jeg hentede hende. Det ville jeg naturligvis gerne. Jeg tog tøj på igen, Divaen samlede håndklæde og en lille spand sammen og så kørte vi.

På vej derud, spekulerede jeg på hvad der var sket, da hun netop ugen før havde snakket om at hun ikke havde lyst til at prøve at være fuld hvis ikke hun var hjemme og i trygge rammer. Hun har været til mange fester det sidste halvandet års tid, og er først begyndt at drikke en enkelt genstand eller to her de sidste par måneder.

– Vil godt lige indskyde her, at det i øvrigt er vanvittigt irriterende at andre forældre i en mere perifer omgangskreds, ikke tror på at mine børn ikke drikker alkohol før de må, hvilket vil sige når de må købe det selv. Det virker som om folk ligefrem ønsker at mit afkom ligger og vælter berusede rundt, ligesom deres egne børn måske har gjort det siden de var 13-14. Men jeg kan – ulig så mange andre – for det meste da, stole på mine børn og snakker med dem om mangt og meget.

Nå, det var lige en sur bøvs.

Altså, Divaen og jeg fandt Prinsessen liggende på en bænk i et busskur med hovedet på J’s skød. Hun så ikke ud som om hun havde det særlig godt. Vi fik hende ind i bilen, og kørte hjem. Hun var ikke helt til at komme i kontakt med hele tiden og da Divaen nævnte at Prinsessens puls var lav, holdt jeg ind til siden og ringede til lægevagten.

Han spurgte hvad hun havde drukket, og det vidste jeg ikke og Prinsessen kunne ikke svare på det, så spurgte han om hun havde blå læber – det havde hun ikke – og så om hun var psykotisk…

…

I mit hoved er psykotisk noget med at være helt fra den og råbe og skrige. Hvilket hun ikke gjorde, så jeg sagde nej. Vagtlægen sagde så at han troede hun var blevet fuld, og når hun nu ikke var vant til at drikke alkohol, kunne det godt slå hårdt. Jeg skulle bare holde øje med hende, jeg var velkommen til at ringe tilbage, men han mente ikke at en tur omkring skadestuen var nødvendig.

…

Jeg bestemte mig for at følge lægens ordre og ikke være så hysterisk som jeg plejer. Og det har jeg fortrudt lige siden.

Hun kom hjem, vi fik vasket hende og fik hende lagt i seng. Hun var meget usammenhængende og sagde mærkelige ting, men det gjorde mig ikke bekymret, jeg vidste jo ikke hvordan hun reagerede på alkohol.

Jeg blev til gengæld meget bekymret da hun vågnede næste morgen meget tidligt og var frygtelig ked af hele historien. Jeg spurgte hvad hun havde fået at drikke, men det kunne hun ikke helt huske. Hun kunne ikke huske hvad tid hun var blevet hentet og hun kunne ikke huske koncerten som hun havde glædet sig til i flere uger.

To mokai, mente hun selv at hun havde drukket. Men om hun havde fået andet, kunne hun heller ikke huske. Og det var ikke hendes mening at blive fuld. Hun sagde også at hun ikke ville være fuld igen hvis man ikke kunne huske noget.

Og lige der satte min “Mor-Radar” i gang.

Selv hvis man har fået fire mokai får man ikke blackouts, så vi fik fat i Anna som havde været sammen med hende en del af tiden før koncerten og langsomt, bid for bid, fik vi stykket en historie sammen, som fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Prinsessen og Anna havde gået med hinanden under armen på vej til festen syngende og glade, da en eller anden, og på daværende tidspunkt ukendt ung mand, stikker armen ind under Prinsessens frie arm. Denne unge mand rækker en “egekilde” vandflaske frem mod hende og Prinsessen griber den og siger – “Aahh, vand – hvor skønt”.

Og tager en ordentlig slurk.

…

Det var ikke vand. Det smagte rædsomt, så slurk nummer to som hun allerede havde i munden spytter hun ud og langer flasken tilbage til den unge mand og siger: “Det var sgu da ikke vand”.

Den unge mand forsvinder så, pigerne samler sig og stiller sig derpå i kø for at komme ind.

Og allerede der begynder Prinsessen at se uklart og svømmende, alt sejler for hendes blik og hun kan huske at hun holdt bedre fast i Annas arm. Hun må være blevet bange for hun pludselig sagde “Hjælp mig” til en af Zorronaldos venner – hun kan bare ikke huske det selv – men da han kigger på hende, ser hun helt normal ud og han går derfor ikke hen til hende.

Hun har sagt de særeste ting på vej ind, og opført sig mærkeligt overfor sine venner og lavet en masse ting som hun slet ikke kan huske. Hun finder nogle billeder og små film på sin telefon, hvor hun snakker med mennesker hun ikke aner hvem er. Skræmmende.

Her er der et par huller i de forskelliges venners historier, hvor de har set hende, men er usikre på tidspunkterne, men enden er at hun bliver fundet – mere eller mindre bevidstløs – på toilettet, af et par piger som ved hvem hun er, den ene får omgående fat i en dørmand, mens den anden bliver ved Prinsessen og så tog dørmanden over derfra.

Prinsessen selv kan fortælle at hun kan huske at hun har sagt sit navn og mit telefon nummer rigtigt mange gange, men alle de som spurgte, kan så berette at hun bare mumlede mærkelige ting og ikke engang kunne sige sit eget navn. Dørmanden som ellers kender hende og er vant til at se hende som den ædru, i færd med at passe på sine mindre ædru veninder, var også ret bekymret.

Så kom J og fandt hende hos dørmanden og ringede derefter til mig.

…

Altså vi kan konstatere at selve alkoholindtaget var på to genstande. Det kunne mange bevidne, og det gjorde Prinsessen glad fordi det trods alt var noget hun kunne huske. Men… to genstande giver ikke blackouts, så meget kan vi vist godt blive enige om…

Den eneste anden mulighed for hendes tilstand og manglende hukommelse, måtte derfor være at finde i den vandflaske som åbenbart indeholdt noget ganske andet end vand og sandsynligvis også noget mere alvorligt end bare vodka idet en enkelt slurk vodka heller ikke giver blackouts, heller ikke selvom det er blandet med 2 mokai.

Jeg ringede til Giftlinjen 82 12 12 12, og der fik jeg fortalt om hele forløbet, og alle de forskellige symptomer hun havde haft. Både hendes opførsel, i følge venner og veninder, men også hendes egne ord om at det føltes som om hun lå og tog sol på en vuggende luftmadras.

Og konklusionen i følge dem, var at det højst sandsynligt var Fantasy eller GHB. Med andre ord, det man kan bruge til drug-rape.

…

Prinsessen ville – gudskelov – ikke få nogen mén af det, at det var ude af hendes krop efter 6-8 timer og at hun bare ville være meget tørstig, fordi der var salt i det.

De fortalte også at det værste for unge piger, som havde indtaget det ufrivilligt, var de sorte huller i deres hukommelse. De mente også at jeg skulle fortælle det til politiet, hvilket jeg gjorde.

Hun havde ikke lidt nogen fysisk overlast, hverken indvortes eller udvortes. Alt sammen takket være de søde og ansvarlige venner som syntes hun opførte sig mærkeligt og ledte efter hende når hun var væk, og piger som ikke gik fra hende da hun lå bevidstløs på gulvet selvom de ikke kendte hende.

Men jeg gjorde ikke hvad jeg skulle have gjort. Jeg insisterede ikke på at få hende på skadestuen, selvom min mavefornemmelse sagde at det var bedst. Jeg ville for engangs skyld ikke piske nogen stemning op og gøre pænt hvad der blev sagt.

Unødvendigt at sige at det gør jeg ALDRIG mere.

Så hellere blive stemplet som hysterisk Mor 23 gange for meget.

…

Jeg kan nemlig ikke bruge til noget at det endte godt.

Jeg kan naturligvis glæde mig over det, men faktum er at jeg hverken kunne have gjort fra eller til, hvis noget var gået noget galt der om natten, fordi jeg bare troede at hun var fuld.

Hun har jo en del voldsomme allergiske reaktioner overfor alt muligt og jeg tør virkelig ikke tænke på alt det som kunne være gået galt hvis ikke hun havde kunnet tåle det stof, som en eller anden stor idiot lod hende drikke.

Så kære alle sammen – HUSK at sig til jeres unge at de skal passe på sig selv og hinanden – at de ikke må tage så meget som en eneste slurk vand fra en flaske de ikke selv har åbnet.

En eneste slurk…

 

Moaaaaar?

Gjaldede det igennem huset.

Og når Prinsessen begynder på den slags indsmigrende tale, ved jeg at hun vil opnå noget og jeg bliver omgående mistroisk.

Det var nu ikke så slemt, hun ville bare have mig til at tage et nyt profilbillede til facebook.

Og klog af skade, adlød jeg med det samme. Man skal ikke spøge med piger i den alder.

Jeg fik derfor taget nogle billeder af hende alt imens hun bællede min te i sig, og da resultatet var tilfredsstillende, brugte hun et af dem til nyt profilbillede på facebook.

…

Jeg gik.

Pludselig stod hun igen ved siden af mig: “Du skal gå ind på mit billede!” lokkede hun.

“Jeg har liket det” forsvarede jeg mig.

“Nej men det er ikke derfor” sagde hun “Du skal skrive noget morsomt”

…

Jeg må have set en anelse desorienteret ud, og hun forklarede mig tålmodigt at jeg bare skulle gå ind på hendes billede.

“Og jeg skal nok sige hvad du skal skrive, så det bliver morsomt. Bare vent, du får masser af likes på det.”

Jeg sukkede opgivende.

“Hvad skal jeg så skrive” spurgte jeg, parat ved tastaturet.

“Du må ikke skrive med stort..” kom det så.

Her satte jeg dog grænsen. Jeg nægtede at lægge navn til en kommentar med små bogstaver, især efter jeg lige havde bandet over at de unge fløse fra en internet butik, som jævnligt sender mig mails om folk der skal have tilsendt det ene og det andet, ikke har opdaget at man kan lave både store og små bogstaver på et tastatur – de skriver konsekvent alle oplysninger med småt – søren larsen, store byvej 0, i øster hurup. Og glemmer postnummeret. Yaay!

Og sådan skulle jeg ikke skrive.

Under n.o.g.e.n. omstændigheder.

…

Efter en kort overvejelse, hvor resultatet øjensynligt blev at hun ville komme til kort i åben kamp, opgav hun og lod mig allernådigst skrive som jeg ville. “Med punktum og sådan.”

Ihh tak, tænkte jeg ved mig selv og skrev som befalet, hvorpå hun trykkede send, før jeg så meget som nåede at overveje, om det var det jeg ville skrive.

.. “Bare vent – så tror de andre du er sjov og sådan og du får mega mange likes på det!” smilede hun venligt og gik.

…

Jeg sukkede dybt og tænkte for Gud ved hvilken gang i år: “Hvorfor var der ingen der bad mig tænke mig om en ekstra gang – eller ti – før jeg gik med til at lave, hvad der nu er fire teenagere under samme tag.

Ynk modtages gerne.

Hånlige bemærkninger bedes gå et andet sted hen.

Jeg keder mig aldrig.

Altså i hvert fald ikke sådan i dagligdagen.

Og jeg har muligvis sagt det før, men nu siger jeg det altså igen: jeg er meget glad for at gå på arbejde, så jeg i det mindste der kan tage mig en pause indimellem.

Sommetider glemmer jeg at de pauser jeg tager på matriklen, ofte går lidt i ged.

Som når jeg sidder og “ruzzler” med søde Ellen, faktisk kun med Ellen. Fordi hun ikke har noget imod at vinde hver evig eneste gang og fordi der ikke er andre der gider ruzzle med mig.

Nå, det var et lille sidespring!

Men altså sidst jeg sad og ruzzlede med Ellen, kom Prinsessen stormende ind i stor affekt.

Hun var egentlig ude for at løbe sig en tur, men den blev åbenbart pludselig aflyst, for hun stormede som sagt pludselig ind i køkkenet hvor jeg sad og holdt en af de der pauser.

Hun talte højt og skingert, og alt imens jeg prøvede at koncentrere mig om spillet, der jo som bekendt kun varer i sølle 2 minutter, kunne jeg trods alt godt høre på Prinsessens toneleje at hvis ikke jeg ville have kommune, børneværn- og hjem samt Ekstra Bladet på nakken, skulle jeg slippe mit ruzzle omgående og tage mig af min 15årige datter.

…

Hvilket jeg naturligvis gjorde.

…

Lige straks forstod jeg ikke helt de ord der kom ud af hendes mund, men efterhånden gik det op for mig at hun havde noget i øret.

…

En dut fra et sæt høretelefoner.

– en dut som var hoppet af selve aggregatet og havde sat sig godt til rette i Prinsessens øregang. Hun troede at denne dut aldrig mere ville forlade sin lune plads i hendes øregang og var derfor i en tilstand af mild panik.

Det var dog intet en pincet og en mors beroligende ord ikke snildt kunne ordre, og snart var duttet fjernet fra Prinsessens øre.

Men jeg tabte jo spillet. Meget større end jeg plejer, og Ellen spurgte bekymret om jeg mon var faldet i søvn.

Godt nok er jeg søvndyssende langsom – det er derfor jeg taber hele tiden – men ligefrem at falde i søvn midt i ruzzle, har jeg trods alt aldrig præsteret.

 

Afværgelse af selvmordsbomber.

Var på arbejde.

I fuld gang med at slås med en Kineser og en besværlig havestol da min skype blinkede. Det var Prinsessen, som faktisk burde være til time. Eller også havde hun frikvarter, det skal jeg lade være usagt.

Hvorom alting er, hun sendte dette link:

[17-09-2014 10:20:49] Prinsessen: http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article5023908.ece

[17-09-2014 10:21:03]Prinsessen: må jeg tage afsted og smadre dem alle sammen?

[17-09-2014 10:21:15]Kong Mor: øh nej

[17-09-2014 10:21:26] Prinsessen: det er jo forfærdeligt

[17-09-2014 10:21:29] Kong Mor: ja

[17-09-2014 10:22:51] Prinsessen: jeg ville kunne finde på det

[17-09-2014 10:22:54] Prinsessen: ej

[17-09-2014 10:22:55] Prinsessen: men

[17-09-2014 10:23:01] Prinsessen: vil bare bare gøre en forskel

[17-09-2014 10:23:18] Kong Mor: NEJ

[17-09-2014 10:23:27] Prinsessen: og kan ikke holde ud at jeg bare går rundt og laver ingen ting mens andre gør en forskel

[17-09-2014 10:24:16] Kong Mor: de var jo selvmordsbombere de to piger. Den eneste forskel de gjorde var at deres forældre har mistet en datter og det gjorde nok også en forskel for de mennesker der blev slået ihjel af dem. Du skal nok komme til at gøre en forskel – gå i skole – få en uddannelse – få indflydelse på et elevråd – arbejde frivilligt i røde kors – DER kan man gøre en forskel som 15 årig.. Ikke ved at stikke af hjemmefra og slå mennesker ihjel i Syrien..

[17-09-2014 10:30:10] Prinsessen: Jeg tager da ikke til Syrien mor. Har ikke rigtig penge til det. Men jeg ville måske nok kunne tage afsted, hvis jeg finder nogle flinke perler som skal derned

[17-09-2014 10:31:17] Prinsessen: haha – driller dig

[17-09-2014 10:33:06] Kong Mor: MØGUNGE!!

[17-09-2014 10:33:16] Kong Mor: og gå så til time

[17-09-2014 10:34:10] Prinsessen: jeg havde altså ikke læst at de var selvmordsbombere. Havde ikke nået at læse andet end overskriften… Jeg kunne ikke finde på at slå mennesker ihjel.

[17-09-2014 11:10:23] Kong Mor: Det er jeg godt klar over – men tanken om at ville gøre en forskel og  gøre verden til et bedre sted, er god at have. Er stolt af dig. Elsker dig og GÅ SÅ TIL TIME

[17-09-2014 11:13:10] Prinsessen: søde mor – vi ses bare.

…

Og så kunne jeg med sindsro fortsætte med min dag. Not.

Krammede hende lidt ekstra da jeg kom hjem.

…

Teenagedøtre burde sommetider forbydes ved lov.

Forvekslinger

Der sidder en mand på en café.

Med en dame.

…

Nogen – og jeg nævner ingen navne – bliver faktisk en lille smule forarget, fordi nogen kender manden og ikke genkender damen overfor så nogen går hen til dem og siger til manden – som hedder Lasse og ikke Thomas – : “Nå, hvordan går det så?”

Han stirrer forvirret på nogen, og han spørger så om de kender hinanden, hvorpå nogen ret betuttet får fremstammet noget uforståeligt. Og har sikkert set ret usikker ud.

Manden lyser op og smiler venligt: “Du tænker nok på min Tvillingebror Thomas.”

Derefter smiler nogen meget blegt og går – så nonchalant som det er hende muligt – ned på dametoilettet for at ringe til sin mor.

Ord som “piiiiiiiiinligt” og “bare SÅ akavet” genlød stadig i min øregang, da jeg – højt grinende – lagde på.

Stavefejl…

Altså nu er det ikke for at more mig på andres bekostning.

…

Eller i hvert fald ikke ret meget. Og slet ikke ondskabsfuldt ment.

Men når jeg hører om en ung pige der i en samfundsfagstime leder efter ordet “Teknologideterminisme” for at blive lidt klogere, lander på en hjemmeside som forarger hende med en frygtelig masse stavefejl, så kan jeg ikke lade være med at grine.

…

Højt.

Fordi det viste sig at siden slet ikke havde nogle stavefejl.

 

…

Den var bare skrevet på norsk.

…

Og Prinsessen er ikke så vant til at læse norsk.

Tandregulering..

Altså…

Jeg sendte Prinsessen til tandlæge. Eller tandregulering. Med en bøjle der er sat på af en fransk tandregulatør.

Sådan omtrent.

Det danske tandvæsen har i hvert fald ikke haft nogle udgifter til hendes mund.

Før nu.

…

De tog bøjlen ud i september og har derefter bedt hende komme til regelmæssige kontrolbesøg.

Mere visit end besøg, faktisk.

Et fransk visit.

Og ikke ret meget kontrol.

…

Som i over-hele-hovedet ikke.

Hun sad i stolen i kortere tid end det tager at sige “tandpasta” før tanddamen sagde: “Nå, men det ser jo fint ud. Så ses vi bare i september..”

…

Men det er da lige før jeg vil bede dem om at hoppe i havet.

Jeg har da slet ikke lyst til at medvirke til betaling for et kontrolbesøg visit af den længde.

Det er da om noget spild af resourcer hos sundhedsvæsnet.

Hvis ikke jeg var så autoritetstro ville jeg sende et pænt og venligt afbud, og glæde mig over at de i hvert fald ikke fik penge for det.

…

Nu må vi se om jeg tør.

Orme og den slags mad

Kvindernes dag. Jeg er ikke så meget til det der med kamp, så jeg nøjes med at kalde det for kvindernes dag.

En dag i vinterferien havde jeg en hyggedag med Prinsesse Lyserød som er ved at blive til en kvinde. Hun er nu vokset mig over hovedet, sundhedsplejersken sagde hun var højere end gennemsnittet og tyndere end gennemsnittet. Hun er dog stadig meget Prinsesse, og meget lyserød.

Vi var i byen efter hendes anvisninger, jeg blev slæbt ind i moderne butikker med blege anorektiske kassedamer og fik udpeget alt det Prinsessen gerne ville supplere sin garerobe med for derved at få et fuldendt socialt liv.

Dernæst var vi ude for at spise på en rigtig restaurant – og ikke en caféagtig ting – så hun kunne få en ordentlig hakkebøf med bløde løg. Mens vi sad der over hakkedrengen, blev jeg indviet i mange hemmeligheder i hendes liv.

Faktisk ret informativt.

Blandt andet fandt jeg ud af at min datter har ædt en regnorm.

…

Min sarte, lyserøde gourmetelskende Prinsesse med stort P havde fortæret en vaskeægte regnorm. Ganske vist kun en halv, fordi veninden åd den anden halve.

…

Helt ærligt hvordan skal man reagere på den slags oplysninger?

Jeg sad bare og stirrede på hende, vaklende mellem stolthed og afsky.

Jeg ville naturligvis – på mormåden – vide hvorfor hun havde accepteret at æde en halv regnorm. Og så lige hvornår det var. Der var ligesom lidt formildende omstændigheder omkring hele sagen, hvis nu hun kun havde været 7 år gammel, subsidiært med i en remake af Zappa eller sådan noget.

 

Men nej, hun var ingenlunde en lille uskyldig pusling lokket af de slemme kammerater, hun var såmænd 13 år og havde helt selv indvilliget i at nedsvælge ormen. Det var nemlig, lød det lakoniske svar, fordi de – Prinsessen og veninden som jeg i øvrigt har lovet ikke at nævne ved navn da hendes mor læser med her – havde fået stillet to store poser chips i udsigt.

De fik deres poser chips.

Jeg fik detaljer jeg faktisk sagtens kunne have været foruden. For eksempel en regnorms generelle konsistens og smag.

Tilsyneladende havde hun ikke taget skade, og hverken haft eksplosive opkastninger, mavekneb eller byldepest siden indtagelsen.

…

Måske er hun en anelse mere hysterisk end i sommers, men det kan også være fordi hun netop er blevet 14 og i den grad er offer for sin alders hormonelle ombygning.

…

Men adddr siger jeg bare. En regnorm… Jeg fik opkastningsfornemmelser bare ved tanken.

TÆNK at være så modig?

Så jeg vil fejre kvindernes dag med at hylde min lyserøde Prinsesse, der har ædt en regnorm.

Hurra for hende!

At være i god tid..

I grunden kan jeg godt huske hvordan det var da Divaen skulle konfirmeres.. Der foregik en del planlægning mange måneder før det overhovedet var nødvendigt.

Men da jeg er så frygtelig kedelig i kraft af min magt som den der betaler, at jeg ikke føler trang til at tage større banklån blot for at mine børn kan få bekræftet deres dåb, var der ofte kontroverser når noget flyvske idéer blev luftet.

I stil med designer-mini-brudekjoler til 25.000kr, sko fra Prada, osv.

Ej heller bliver de hentet i limousiner – der må i min verden gerne være lidt tilbage til brylluppet. Og min alderdom.. i form af penge.

Fra starten har firkløveret fået valget – om de vil eller ikke vil konfirmeres. Gaverne skal nok falde – men de skal ikke stå og lyve, bare for at få gaflet sig nogle fede gaver.

Hvis de vælger at blive konfirmeret, er det så det man vælger at gå til i de 8 måneder. Jeg mener, kirken kommer først, og sportskampe og alt det andet bagefter.

Nu har vi ikke haft en præst som forlangte et bestemt antal gange i kirke, men et RIMELIGT antal – det er jo så op til en selv. Frihed under ansvar.

De skal vide hvad det er de siger ja til. Jeg har ydermere været så ond at jeg har forlangt at de deltog i konfirmationsforberedelse også selvom de ikke ville konfirmeres. De skulle nemlig også vide hvad de sagde nej til.

Ja jeg ved det jeg ER ond og jeg nyder det!!

Nå.. For omtrent 7 måneder siden kom Prinsesse Lyserød og viftede med en tegning, og meddelte at sådan skulle hendes kjole se ud. Jeg må have set en anelse forvirret ud, for hun tilføjede lettere irriteret: ”Ja min konfirmationskjole.”

Der gik to-tre uger hvor hun ikke snakkede om andet, og så gik det i sig selv igen. Derpå lod hun familien være i fred i flere måneder.

I går var hendes planlægningsgen så åbenbart vækket til live igen. Jeg burde ikke brokke mig fordi hun har sikkert arvet det fra mig. Hun kom i hvert fald myldrende og invaderede mig og mit skrivebord med gæstelister og orkester og diverse betragtninger vedrørende hårpynt. Navnlig hårpynt var en meget stor issue, kunne jeg godt fornemme på hende.

Et diadem. Intet mindre. Og da jeg fik associationer til diverse kronprinsesser, fyrstinder og den slags, måtte jeg gøre vold på mig selv for ikke at vrænge. Desværre skinnede det en anelse igennem og så blev hun jo sur, den kære Prinsesse.

Under opydelse af al min diplomatiske sans fik jeg afledt hende så meget at hun hold op med at opføre sig som den pre-teen hun er. I hvert fald fik vi – længe leve google – fundet nogle hjemmesider med diademer.

Vil I godt vide hvem der går med diadem til daglig? For det ved jeg nu.

Der var nemlig en hjemmeside med en masse kvinder – og en enkelt mand(??!!!) med yndige diademer på. Det er meget muligt at det var falsk reklame, for jeg har ved gud aldrig set en mand med diadem på.

Og undskyld mig.. De der mennesker, de lignede noget fra en Hobbit film eller noget. Det gik til sidst op for mig at det var den slags mennesker der lørdag formiddag tonser rundt og leger at de er alfer i en eller anden druideverden som ikke findes.

Men vi brugte en lille time på at planlægge hendes store dag – som jo ikke kommer til at være helt som de andres idet hun skal konfirmeres helt alene. Vi kan jo ikke tage hjem en søndag i april for at holde konfirmation med alle kammeraterne.

Vi har heldigvis vores private præst som gerne vil foretage konfirmationen engang i sommerferien når vi er hjemme igen. Og det har så igen den fordel at man kan få sine venner med til festen!

Det skulle ikke undre mig om hun snart kommer rendende med krav om invitations kreationer, men jeg lover jeg ikke sender dem ud før engang i april.

Når vi lige har fundet ud af hvornår det skal være.

En noget – eller meget – yngre Diva som konfirmand.

Mus og mænd

Der har været et større drama på matriklen, dog ikke lige af Steinbeck.

Prinsessen har set en mus.

Meget kortvarigt ganske vist..

De læsere der har fulgt med længe, kan muligvis huske at Prinsessen meget gerne vil have en mus – i stedet for den guldfisk, som desværre stadig lever.

Scenen udspillede sig i den akt der omhandler sengetid. En lettere forvirrende og hektisk del af det daglige almindelige drama.

Mange kæmpede om pladsen ved spejlet og under skubben og fægten med arme, og med udsigten til at få andet tandpastasnask, end hendes eget, tværet ud i håret, fortrak Prinsessen til det lille badeværelse, nedenunder.

Der opholdt hun sig dog ikke ret længe, idet hun her skulle dele pladsen på bademåtten, med en mindre grå mus.

Dette syn fik hende til at gøre hastig retræte til stuen, hvor hendes far og jeg sad, og under høje hyl delagtiggjorde hun os i den fare, hun netop havde været udsat for.

Den decibel med hvilken hun beskrev uhyret, var en blodtørstig krokodille værdig – hvis ikke to.

Da det langsomt gik op for hende, at der rent faktisk havde været tale om en, ganske givet, meget sød mus, var det for sent.

Vi var nu alle – undtagen 2:  Zorronaldo som var sidste mand på valpladsen, forsinket af sin bøjletandbørstning med tilhørende sprøjt, og Prinsessen som på dette tidspunkt stadig var i stor affekt – forsamlet på det lille badeværelse af nysgerrighed og håbede at få et glimt af dyret.

For at undgå blodsudgydelser og mulighed for dårlig mave, havde vi lukket døren for at forhindre Blondinens tilstedeværelse.

Dette resulterede i en del utilfredshed udenfor badeværelset, da de som stod der, også gerne ville ind og se mus, samt en anelse utålmodighed for både Gårdmænd og Konger, der befandt sig inde på føromtalte badeværelse.

Efter et blik på det arme kræ, forudså vi noget flugt, og da vi gerne ville undgå at blive trampet ned – af samme mus – ville vi derfor meget gerne ud fra badeværelset igen.

Divaen, som vil være dyrlæge og dermed er selverklæret dyrefrelser, og First Man som pr. definition ikke er bange for noget som helst – andet end at blive tabt på gulvet – lå og rodede rundt for at få ”Le Lille Mus” til at løbe ind i en IKEAdåse til vatrundeller, da Gårdmanden og jeg hastigt forlod lokalet.

Kun for at blive mødt af en meget forarget Prinsesse, som mente at hun havde krav på at få musen at se.

Musen blev indfanget og sat ud i haven, hvor den med lange hop satte af sted ned mod hækken, uden at Prinsessen fik hilst på den.

Denne uretfærdighed blev nøje udpenslet længe efter de 3 andre fjerdedele af firkløveret var faldet til ro.

Voldsomt misfornøjet lå hun i sin seng og brokkede sig højlydt.

”Det er bare så typisk.. I låste døren bare for at jeg ikke skulle se musen. Næste gang siger jeg ikke noget.” jamrede hun. Jeg sagde heller ikke noget, mine trommehinder vibrerede stadig efter de høje hyl der havde hidkaldt os, hvorfor jeg stiltiende tillod mig at tvivle på hendes bedyrelse.

Hun fortsatte, ikke mindre indigneret: ”Næste gang tager jeg bare musen og gemmer den – og så har jeg en mus. Det skal bare være en mus, der aldrig har kendt til natur, så den ikke savner noget..”

Jeg slap for at kommentere, da hendes jeremiader blev afbrudt af Blondinens gøen ude fra haven..

”Altså hvis hun æder musen, så æder jeg hende” kom det indædt, da jeg kyssede hendes ophidsede pande og sagde godnat.

Ihukommende Prinsessens appetit, og svingende blodsukker, håber jeg bare at Blondinen spiser helt op, i det tilfælde at hun får lyst til mus.

Stjerne og støv

Ja, Prinsessen er blevet fotograferet.

Sådan rigtigt. Som en stjerne.

Hun er – med al moderlig mangel på objektivitet – meget smuk.

Hun er som sagt før, meget optaget af at være et par år ældre end hun er. Hun har lidt travlt. Hun har godt nok resigneret i forbindelse med høje hæle, men drømmer stadig.

Lørdag aften var hun imidlertid udsat for en oplevelse, som åbnede hendes øjne på mere end en måde.

Vi skulle i byen, og på vej over gaden holdt to hjernelamme unge scooterdrenge. Deres udtalelser angående Prinsessen var ækle og gjorde hende bange, mig chokeret og First Man så fuldstændigt rødglødende af raseri, at han brølende beordrede de to formastelige til at stå ret foran ham omgående.

Unødvendigt at sige at det gjorde de ikke – stod ret altså – nej, de flygtede så hurtigt deres tunede knallerter kunne køre dem væk fra en aldeles frådende First Man.

Og vi fortsatte hen til vores venner. Men Prinsessen var chokeret.

Vel hjemme igen, og på vej i seng, kom hun hen til mig og fik et knus. Mens vi stod der, hviskede hun stille, at hun ville være grim.. og aldrig mere gå med mascara.

…

Hun følte sig tilsmudset.

Jeg prøvede at forklare hende, at hun ikke havde gjort noget forkert. At det var de unge fyre, som var helt galt afmarcheret. Og at hendes mascara ikke gjorde hverken fra eller til – da det jo ikke engang havde kunnet ses – bagfra og i mørke.

Hendes påklædning var aldeles dadelfri: almindelige cowboybukser, flade sko og en vamset sweater. Og dilemmaet er jo – at også selvom hun havde haft nederdel på, lidt øjenskygge og tingeltangel hist og her, så berettigede det ingenlunde to hormonelt forstyrrede ungersvende til at komme med den slags udtalelser.

Eller det som er værre.

Det er et spørgsmål om respekt for andre mennesker. Uanset hvad.

Stjernestøv.

Men smuk – det er hun altså..

 

Søvnig Prinsesse

Beklager dette lettere kedsommelige indlæg – men vi har haft 33 grader i skyggen, og godt nok er varmt godt – men meget varmt, er ikke tilsvarende godt, med den luftfugtighed vi praktiserer i Normandiet. Så jeg beklager folkens – det må være en form for agurketid!

Prinsessen kom jo hjem fra sin dagstur til England. Hun blev sat af ved en havn i Normandiet torsdag aften med sin mad-rygsæk. Deres base på båden var en flystol som kunne lægges 9 cm. ned og dermed ikke af største komfort. Da hun ydermere havde fjernet det lille tæppe fra tasken, for at få mere plads til mad, nåede hun også at fryse en del – og fik faktisk ikke sovet ret meget – hverken på vejen over eller vejen hjem!

Dagen blev tilbragt i Portsmouth, hun fik set Admiral Nelsons båd, og hørt drabelige historier om amputation og blodsudgydelser, samt historien om hvordan Nelsons lig kom hjem dækket i whisky og rom, efter slaget ved Trafalgar. Jeg gad nu godt ende sådan – marineret og lagt i lage, i whisky og rom!

Nå – det var et sidespring. Da vi hentede hende 6.45 lørdag morgen – læg lige 1 times kørsel fra vores by og I ved så hvad tid VI var nødt til at stå op – var hun fuldstændig færdig og det eneste hun ønskede var bare at sove.

De andre kan klare sådan en nat eller to, og så være lidt trætte – men Prinsesse Lyserød minder alt for meget om sin mor og går i koma over søvnmangel.

Fordi jeg kender hende – havde jeg taget hendes dyne og pude med – samt et par natbukser, og iført dette, faldt hun omgående i søvn i bilen på vej hjem, med armene om en gigantisk og meget lyserød bamse hun havde købt til sig selv. Skulle sige at hendes hår ser underligt ud på grund af 40 timers efterhånden ret uglede fletninger!

Vel hjemme igen, indtog hun et minimum af morgenmad, mens hun delte gaver ud, lagde sig så på sofaen og sov fra kl. 9 til kl. 14 hvor jeg vækkede hende. Resten af dagen gik hun rundt som i trance – og så hun en stol, kunne hun lige akkurat slæbe sig hen til den! Hun kom tidligt i seng og sagde da hun ramte puden – jeg har drømt om dette øjeblik i min egen seng! Og så sov hun til næste morgen 10.30.

Da jeg spurgte om der havde været mad nok, var svaret at der var lige tilpas. Der kom ½ pose slik og en æblemos retur..

De skal have madpakke med..

Det var hvad der stod på sedlen. Prinsesse Lyserød skal på tur til England. Og ingen sms panik her – snarere tværtimod: Mor, må jeg godt sende dig 3 sms’er hver dag?

Hun skal være væk i 40 timer.. Men okay – det er jo noget andet end Zorronaldo.

Og hun var lidt sulten før hun skulle afsted – og lavede sig en lille mad.. i 3 lag med 4 skiver brød.

Nå, men hun skulle jo så have madpakke med. Lidt til morgenmad og et par sandwiches til frokost. Og lidt at styrke sig på mens de vader rundt og kigger i Portsmouth.

Så jeg lavede en madpakke.. Efter Prinsessens anvisninger. Og egen erfaring for hvor meget hun spiser.

De 4 sølvpapirsindpakkede ting er sandwiches.. Her er mad til morgenmad og frokost. Og hun var ikke sikker på der var nok.

Og jeg kalder ikke dette en madpakke – men en uge-ration.. Velbekomme!

Rotter på loftet eller mus forbi

Rotter på loftet har jeg ikke, men når jeg sidder og væver på et eller andet fantastisk blogindlæg, kan jeg høre musetrampen over mit hoved i den del af Eventyrhuset som ikke har overetage. Eller det vil sige – det har det så alligevel – for der bor jo nogen, også selvom det kun er mus.

Men de tramper som sagt henover mit hoved hver aften og hver eneste aften farer jeg sammen, og får også lige antydningen af kuldegysninger, for tænk hvis loftet brasede sammen, ned over mig, og jeg blev dækket af støv, gipsplader og mus. Mus i massevis.

Ikke en rar tanke.

Ikke at jeg ikke godt kan lide mus. For det kan jeg. I hvert fald i den rene, hvide udgave. Havde engang 2 hvide mus sammen med min allerkæreste veninde. Vi boede i Paris og vi savnede følelsen af at klappe noget pels, og da det var lidt besværligt – også synd for kræet – at anskaffe sig hund inde midt i Paris, lod vi være med det. Vi overvejede fisk, men de er lidt svære at give pelsfrakker på, så valget faldt ret hurtigt på 2 hvide mus.

Dem kunne jeg godt lide. Når de var rene. Det var de ikke ret tit. De tissede på hinanden og så lugtede de faktisk lidt stramt det meste af tiden.

Det endte med at den ene døde, og den anden åd noget af den døde. Ikke så charmerende. Den resterende tissede naturligvis ikke på sig selv, og lugtede betydeligt bedre, indtil den døde af alderdom et årstid senere.

Men den historie var jeg jo kommet til at fortælle Prinsesse Lyserød. Og selvom hun har allergi, og ikke er så begejstret for dyr at det gør noget, trænger mine argumenter ikke helt igennem.

Da vi fik blondinen, var det en noget anstrengende hvalp med damp, vi havde fået fingre i, og Prinsessen var ikke ret glad for hende. Da der var gået et par dage og hvalpen ikke var kølet af i sin omgang med mennesker, foreslog Prinsessen ved middagsbordet, at vi kunne sælge hunden igen.

De to store – som ikke var så store igen – svarede, at de hellere ville beholde hunden og sælge hende.

Den melding skabte en vis kaotisk stemning – hvor de store grinede og Prinsessen tudede, fordi hun troede hun skulle sælges. Og jeg måtte berolige gemytterne.

Trods det, ville hun meget gerne have et dyr som var hendes eget. Og så fik hun overtalt First Man til at købe en guldfisk. Det skulle yngstedreng så naturligvis også have, efter devisen – so ein Ding..

Prinsessens fisk døde efter 5 dage og fik begravelse der var en statsmand værdig.

Den anden overlever endnu – selvom jeg ikke ved hvordan – og er der noget jeg IKKE vil være i mit næste liv, så er det guldfisk i vores hus. For mage til ekstremt kedsommelige liv den fisk har, findes ikke.

Men nu vil hun gerne have en mus – inspireret af mine historier om livet i Paris da jeg var 18. Jeg har sagt nej indtil flere gange, men nu er hun kommet på den idé at hun vil fange en af dem som spurter omkring på loftet – tæmme den – og gøre den til hendes egen.

Og på spørgsmålet om hvordan hun havde tænkt sig at få fat i den, tænkte hun sig om. ”Det duer ikke med en musefælde, for så dør den” kom det nøgternt.

Men så fik hun en idé, vi venter bare henne ved musehullet i dørkarmen, og får fat i den, når den løber forbi. Den idé gik jeg naturligvis med til – hun måtte bare love ikke at gøre musehullet større..

Så nu venter vi på at der kommer en mus forbi – selvom jeg er alvorligt bange for at den melder hus forbi!!

Morgenmad

Med mit forhold til blod og nåle og den slags, er det direkte rædselsfuldt at skulle have taget blodprøver – når man så oven i købet skal være fastende, grænser det til noget nær tortur. Ikke at jeg normalt spiser morgenmad sammen med de andre – jeg venter gerne til alle er kommet i skole – men som så meget andet – når det ikke kan lade sig gøre – så bliver det pludseligt til det eneste i verden man overhovedet har lyst til – og det skal være nu.

Sådan var min skæbne i går morges, og mit humør var, om ikke langt under nulpunktet, så i hvert fald tilstrækkeligt langt nede til, at jeg var til fare for mine omgivelser, da jeg endelig blev sluppet fri af de blodtørstige damer, som med deres ækle udstyr, forveksler mig med en nålepude. Bare for sjov..

Så i et usandsynligt dårligt humør, med højt knurrende mave, kom jeg utilpas – og meget sulten – hjem igen til dette forjættende syn:

Morgenmad – som bare var klar. Og te i min nye kop. Eller nye og nye, den jeg fik til jul. Men bare ved synet af bakken, gav jeg mig til at smile igen.

Okay, der er så en hel del mad, jeg ved det godt.. Men det er altså kun fordi det er Prinsesse Lyserød – yngstepigen – som har lavet bakken.

Og med hendes voldsomt svingende blodsukker, ser hun altid mad i meget stor målestok. Altså, er der rigelige mængder.

Jeg delte med hende – det var måske også planen fra starten, men det er så okay – det var skønt at komme hjem til!