Renlighed..

Renlighed er en god ting.

Med indtil flere sportsfanatikere i den royale familie, er dette en helt åbenlys nødvendighed. Og det er da heller ikke noget problem når de kommer hjem fra fodboldkampe, boksetræning eller løbeture. Det vil sige – dagligt bad til alle!

Men.. nogen gange – i ferier eller weekender for eksempel – hvor jeg ikke lige våger som en høg, over deres almene hygiejniske tilstand – kan det  altså godt smutte. Ingen – mig altså – har helt styr på præcis hvornår hvem, sidst var at finde på badeværelset, aktiv med vand og sæbe.

Ja, nu er det jo ikke sådan at I skal tilkalde kommunen når vi kommer hjem – der går altså sjældent mere end 2 dage før en umiskendelig duft af sure tæer bringer mig tilbage til virkeligheden og sender indehaveren i bad.

Men i lørdags kom yngstepigen mig i forkøbet. Hun snusede kraftigt ind i nærheden af sin lillebror.. og spurgte forsigtigt om han ikke snart skulle i bad eller have en ren pyjamas på – for han lugtede ikke ret godt.

Jeg snusede til hans pyjamas – og hans nakke – ingen suspekte lugte der, hvilket jeg meddelte den omkringstående forsamling, der afventede min dom.

Så siger yngstedreng med et venligt oplysende smil: ”Jamen, så er det måske min numse..”

Han kom i bad på stedet.

Søsterkærlighed og utætte tårekanaler

Som regel skal de royale unger i seng forholdsvis tidligt. Dagene i det franske skolesystem er lange og udmattende, og den efterfølgende, ofte timelange, lektielæsning trækker også tænder ud, så for at være i stand til at stå op næste morgen, er de to mindste i seng senest 20.30 og de snorksover når de to store går i seng senest 21.30.

Og da alle sover inden 22.00 kan jeg udlede at de må have brug for det. Men derfor er der ting de går glip af i fjernsynet. Især her i Frankrig hvor mange programmer er lidt senere end i Danmark.

Det drejer sig især om Barnaby som kommer søndag aften. Altså er ferier en kærkommen tid til at nyde at man kan følge med i alle mordene i Midsomer. Jeg tror for resten at der ikke der kan være ret mange mennesker tilbage i det område mere. Med et gennemsnit på 3 mord pr. episode, og serien kører nu på 9.sæson, så kan I godt selv regne ud at det må være en yderst lukrativ affære at være bedemand på de kanter.

Og ja, jeg ved godt at Midsomer slet ikke findes, men alligevel!

I søndags var ingen undtagelse, og yngste pigen spurgte om hun også måtte se med. Og det måtte hun efter nogen overvejelse godt, jeg har lidt en tendens til at glemme at hun er 12, fordi hun bare er lillesøster pr. definition.

De to søstre sad så i hver sit hjørne af den ene sofa, First Man og jeg i den anden, men ved andet mord – første mord var vi ikke vidne til, vi så kun liget flyde rundt i en svømmepøl – som sagt ved det andet mord, der var lidt spektakulært = lidt tomatketchup ved mundvigen, skete der noget ovre i den anden sofa.

En indre fjeder gik, ved synet af dette teaterblod, løs i yngste datter, som godt nok beholdt sin popo på samme sted, men hele overkroppen svingede i en elegant bue over og landede direkte i armene på ældste datter.

Det lignede lidt en metronom, og kors hvor gik det stærkt – svuuush sagde det og så lå hun i søsters favn.

Nu er det ikke fordi de tit er uvenner, de er bare ikke så tit søstre på den der kærlige kramme måde, så synet af de to tøser der lå helt tæt sammen, var lige lidt mere end mit sentimentale moderhjerte kunne holde til, og der blev vist lidt fugtigt i den ene øjenkrog.

Egentligt ret sært, det der med at blive utæt når man bliver rørt, det kommer efterhånden som man bliver ældre. Lad det være helt klart at jeg kun taler om utæthed i øvre regioner!

Altså, de der utætte tårekanaler er ikke noget man er født med. Som 12årig kan jeg huske min forbavselse over at moster sad og vandede høns til en eller anden engelsk tv serie. Herskab og tjenestefolk eller noget lignende. Konsterneret gik jeg ud til mormor og spurgte hvorfor moster sad og ’tød’ inde i stuen. Svaret var, at en eller anden vist nok var død. Jeg forstod det ikke – det var jo bare en film, for syv sytten.

Jeg mindes til gengæld også ganske tydeligt første gang det så skete for mig. Jeg var 17 og sad og smovsede gamle film. Jeg vil ikke gå i detaljer, men kan da fortælle at The Brief Encounter ramte mig som en forhammer i mellemgulvet og sendte mine tårekanaler til tælling – K.O.

Helt galt blev det da, ved ankomsten af mine børn. Jamen altså, antallet af tårer der triller ved synet af noget som ikke er trist, overstiger da langt det der falder når der så for en gangs skyld rent faktisk ER noget at pive over, hvor man bare er stærk og tager sig sammen.

I hvert fald sad jeg der i søndags, med mine fugtige øjenkroge og alle de andre mærkelige talenter jeg ellers har, og glædede mig, om ikke andet, over at lillesøsteren på metronom måden havde svinget sig over i storesøsters favn i fuldstændig sikker forvisning om at der var plads til hende, der.

Jeg mener, hun væltede jo ikke over til os, på moar-red-mig-måden.

Så gør det jo ikke så meget, at det ikke sker så tit, når bare de ved at det er muligt!