Arkiv | Sommerferie RSS feed for this section

Den der Sommer, ikk’?

22 aug

Jeg synes den smuttede lidt vel hurtigt.

Den havde meget travlt med at forsvinde rundt om hjørnet.

Den havde måske noget den skulle nå. En afbudsrejse til de varme lande?

En sommerferie i Frankrig?

Men hvad, den var her da.

Og det var rart.

Og jeg var endda i sommerhus i hele tre dage.

Det var en SKØN ferie.

Sand

Med sand.

Vand

Og vand.

Afslapning

og rendyrket afslapning.

Så skidt med at ferien kun var på tre dage. Jeg nød den tre gange så meget!

Selv de bedste ferier får en ende.

23 aug

Ferien fik en ende. Det gør suppen jeg har kogt på ferien, også.

Men først skulle vi op i bjergene. Og gå. Siden vi var afsted for en del år siden, har alle snakket om at DET skulle vi prøve igen.

Det var en helt anderledes måde at holde ferie på, det der med bjerge. Der er en ro over bjerge som vi nød. Det var så skønt at gå rundt med familien og nyde naturen, udsigten og var være lige der hvor man var.

Denne gang ville vi op til Le Lac Bleu de Chiroulet.

Og vi gik.

Op. Og op.

Vi gik opad. Og opad. Heldigvis var solen gemt bag de skyer der lå fast på bjergene, så vi slap for solskoldninger. Vi slap dog ikke for hestebremser. De var over det hele og vi havde hørt at de var meget aggressive og stak for et godt ord.
Men det havde vi fået at vide dagen før, så vi havde taget vores forholdsregler.

Smurt ind i noget der var lige så kemisk som den første dags klor, efterlod vi en stank hvor vi kom frem, men blev ikke stukket ret mange gange. men man var ikke i tvivl om hvor vi var.

Vi undgik derfor også at tænde ild.

Videre op.

Uheldigvis kom nogle af skyerne efterhånden til at se en anelse truende ud, og da tordenvejr i bjergene ikke er til at spøge med, blev vi enige om at gå ned igen uden at have set Le Lac Bleu.

Så beundrede vi bare noget andet vand. Der godt nok ikke var blåt.

Men det var en skøn tur, og jeg nåede at blive glad indtil flere gange, over at vi har fire teenagere, okay så tre teenagere og en preteen, som gerne vil gå tur med deres familie i bjergene.

Helt uden at brokke sig. De vil endda gerne med igen en anden gang.

Men det var det. Det var den ferie.

En fanatastisk ferie, vi fik nået alt det vi havde lyst til. Ikke nødvendigvis alt det som var planlagt, men det vi havde lyst til.

Og vi fik da også kørt et par kilometer eller tusind..

Åh jo.. alle 5661 km. på 15 dage.

Tak fordi I tog med på turen!

Gad vide hvad jeg nu skal finde på.

Blop blop

21 aug

Ja, jeg koger lige lidt mere suppe på vores ferie.

Livet udenfor er vældigt krævende og indebærer både dødsfald, dårlig stressrelateret mave for både den ene og de andre og dertil gale streger, med konsekvenser som jeg ikke lige helt kan overskue.

Men så er det jo dejligt at have været på ferie, så man i stedet kan smøre den lidt ud over internettet i mangel af morsomme tildragelser.

Lutter fordele.

Altså, en af fordelene – der er mange, men en af dem – ved at ens fars bedste ven er både brandmajor og dykkerinstruktør, er at man kan lære lidt om at dykke i et svømmebassin og have udsigt til at dykke i havet.

Blop

Jeg fik engang selv mit dykkercertifikat, og dette på bunden af en svømmehal. Jeg holdt krampagtigt fast i instruktørens hånd og svor at jeg aldrig nogensinde igen ville have en meter vand over mit hovede. Jeg svømmer adstadigt som en bedre hval, med begge næsebor godt oppe over vandgrænsen.

Altid.

Vandhunde – meget ulig deres mor…

Men mine  børn er jo rene vandhunde som boltrer sig under og i vand med en selvfølgelighed jeg misunder dem.

Der bliver gloet efter fisk!

Så da vi sejlede ud fra Hendaye og ned mod Spaniens kyster var de helt klar til at hoppe i.

Jeg kom også i…

Og svømmede endda rundt om båden.

Men så syntes jeg at jeg kunne fornemme et eller andet – uden tvivl en hvidhaj – strejfe min ankel og så kom der turbo på hvalen og jeg endte ret hurtigt i sikkerhed oppe på båden igen.

Mit rette element…

Og der blev jeg!

Fjerkræ på flere måder

15 aug

Søndag stod vi op og gik på markedet efter indtagelse af vores obligatoriske chocolatine (Sydfransk ord for pain au chocolat) dyppet i kakao.

Burde faktisk ikke spekulere så meget på hvorfor jeg mon har taget så meget på i ferien.

Nå, tilbage til markedet.

Hvilken fryd.

De franske dagligvaremarkeder er noget jeg savner helt enormt. Udvalget, kvaliteten af varer, som ikke behøver være økologiske, de nyder bare godt af mere sol og mere varme for dermed smage af mere.

Jeg fandt en spydstegt kylling – faktisk to – og nogle råstegte kartofler, som vi skulle smovse i. Rigtig fransk markedsmiddagsmad. Både salaten og brødet kunne jeg jo også få på markedet, så hele frokosten blev fragtet hjem i kurve.

Efter frokost tog vi op i bjergene til Donjon des Aigles, for at se på rovfugle i et decideret flyveshow. Imponerende og fantastisk.

Nu er der vist ikke nogen som er i tvivl om at jeg intet ved om fugle. Jeg ved de fleste har fjer på og at nogle er grønne og laver sjove lyde. Men sådan at kunne skille dem ud fra hinanden er jeg ikke i stand til. Men selv for sådan en fjerkræignorant som jeg fik en masse ud af hele forestillingen.

Selvudlærte instruktører præsenterede hver deres fugl, og fortalte om alle de forskellige fugle.

På fransk.

Fugl lander på sin træners hånd, lokket af råt kød!

Jeg blev faktisk ikke klar over om en præsentation også fandtes på engelsk, men jeg tvivler stærkt. Fransk engelskundervisning er dårlig i Nordfrankrig, den er direkte mangelfuld i Sydfrankrig.

Men for fransktalende personer var, og er, det en super oplevelse. Hvis man altså kan lide dyr. Det er heller ikke vanvittigt dyrt, så selv vores familie på 6 kunne komme ind uden at skulle frygte at gå fra hus og hjem når ferien var til ende.

Først var der som sagt flyveshow, hvor fuglene fløj frit, og bagefter fløj de tilbage på deres pind, hvor de fik en snor på så de ikke fløj væk, og så sov de bare. Faktisk lever fugle i den slags fangenskab op til tre gange så længe fordi de ikke udsættes for permanent stress.

Altså den stress der er forbundet med at lede efter mad, overleve og sove med et halvt øje.

Jeg er dog ikke helt sikker på at jeg ville leve tre gange længere hvis jeg skulle lave mit show, få noget mad og så sidde lænket til en pind resten af tiden, så det gælder jo nok kun fugle.

Flotte er de!!

Vi brugte mange timer deroppe og fik også snakket med nogle af instruktørerne, Divaen især var meget optaget af hvordan de var blevet ansat, når de ikke havde nogen særlig uddannelse.

Vi kørte videre rundt i bjergene for at se om vi kunne finde et sted at gå tur, men det var begrænset hvor vi kunne komme frem i det område, da der havde været meget store ødelæggelser efter oversvømmelser i juni måned, og der var stadig meget at rydde op.

Vi tog derfor hjem til Bedstevennen og hans kone igen, og blev mødt af et lækkert opdækket bord – nogen havde fået ondt af kokkepigen – så resten af aftenen gik med snak og hygge.

Lækre små butterdejstingester – opskrift følger – efter “ferien”!

Og mad!

Ny ferie!

14 aug

Eller altså, det var naturligvis indeholdt i de tre uger der var mig tildelt i år, men det var en helt anden slags ferie. Hvor de første dage var: Venner-Shopping-Hygge-Venner, så var det planen at der nu stod familie på menuen.

Vores egen lille familiecelle, altså os seks.. Min svigerfar er nemlig sådan indrettet at han – når vi er ankommet – pure nægter at deltage i hvad som helst vi foretager os. Og da han ligeledes bliver i meget dårligt humør over den mindste ændring i hans hverdag er det ikke er løsning at blive hjemme.

Så i år tog vi glade ud på dagsrejser ganske uden dårlig samvittighed, han fik buddet hver eneste dag, og brummede “nehej” hver gang.

Et kort over vores gåtur

Denne dag tog vi ud til en lille hyggelig landsby og gik en tur mens vores bil fik tonede ruder. Sært sted, men der var en gut som skulle være helt enormt dygtig og derfor efterlod vi bilen og gik på opdagelse. Byen – som hed Montgaillard – var typisk sydfransk og pittoresk. Eller hvad man nu siger.

Da vi ydermere kom forbi et skilt mod en kiksefabrik med smagsprøver, følte vi alle seks akut sult og blev nødt til at gå den vej.

Kikse-kage-café med ekstra morgenmad

Selve deres smagsprøvning var inde i en lille butik.

Mmmmmmm “Bjerg-specialiteter”

Men der var også en café, i en gammel togvogn, og vi fik bænket os og bestilte en masse lokale lækkerier. Bagefter fyldte vi en masse poser med alle de gode sager vi netop havde smagt, og der var vist også en enkelt lille dåse der sneg sig med.

Men en dåse jeg ikke har i forvejen.

Efter vores anden morgenmad, eller formiddagssnack om man vil, fortsatte vi ud i omegnen mens vi ventede på at bilen skulle blive klar. Men det gjorde ikke noget, for der var simpelthen så smukt og storslået at det var det hele værd. Så det blev en ret lang tur.

Firkløveret og noget bjerg.

Turen blev yderligere forlænget af at vi hele tiden skulle stå stille for at tage et billede eller 10 af bjergene som man lige kunne ane i baggrunden. Da vi endelig kom tilbage til tonemanden, havde bilen vist været klar længe.

Eftermiddagen blev tilbragt hos First Mans bedste ven, da han har en stor og lækker pool, og termometeret var efterhånden kravlet op på de 32 grader i skyggen, så lidt vand var ikke at foragte.

Desværre kunne vi ikke sove i poolen, ellers havde jeg gjort det. Vi kunne ikke have skodderne åbne fordi vi enten ville få besøg af ufatteligt mange og meget blodtørstige dræbermyg, eller også af deres killing der lød navnet “Police”.

Andre mennesker ville nok være ligeglade, men jeg er helt afsindigt allergisk overfor katte, og er derfor lettere hysterisk i deres selskab.

Disse mennesker har også en hund som er meget stor. Som hedder “Bandit”. Vældigt ulogisk for de to dyr svarer slet ikke til deres eget navn, men til deres bofælles…

Og så er Bandit meget bange for torden, og der er torden næsten hver eneste nat i bjergene når det er så varmt.

Altså…

Bandit hører tordenskrald, kaster sig fortvivlet mod enhver dør som naturligvis ikke modstår trykket, og han kommer derved ind i huset. Og tager Police med sig… Fair nok at politiet forfølger banditter, men alligevel.

Hvorom alting er, så vågnede jeg denne nat ved at små bitte poter trampede hen over mine ben og jeg skreg så højt at First Man lettede flere meter, og blev beordret til at feje utysket killingen ud af soveværelset. Alt imens hunden – der immervæk vejer 60 kg – prøvede at kravle uset op i vores seng.

Det lykkedes ham ikke helt. Også han blev kylet ud. Og vi barrikaderede herefter døren forsvarligt. Og nåede trods alt at få et par timers søvn mere.

Det var ikke gået Firkløveret stor anderledes; min svigerfar er så afgjort morgenmenneske, og morgen defineres af kl. 05.00. Og så står han op. Han er ikke noget lille menneske, så han kan godt komme til at trampe lidt. Og trække i snoren. Flere gange. Og åbne hoveddøren op med et brag, og lukke køkkendøren i, med et tilsvarende brag.

Kl. 7.00 begynder han at rømme sig. Højt.

Kl. 7.10 sover ingen længere.

 

Men skidt pyt med det, så får man også en masse ud af dagene!

Til gengæld er det om at være meget stille omkring siestaen og igen efter kl 21.00 hvor svigerfar for længst er gået til køjs.

Ren ferie! Bemærk i øvrigt det meget franske tapet! 

Men er man træt, så kan man jo bare tage en slapper før aftensmaden!

 

Næste etape mod syd

13 aug

Efter en god nats søvn, under bløde dyner, var der afgang kl. 06.30 for dog at imødegå den afsatte First Mans ønske om hurtig ankomst i det sydlige. Han tilgav os mytteriet og medgav at rigtige senge var hvad vi havde brug for den nat.

Morgenmaden var aldeles kønsløs og vi glædede os til at kunne sætte tænderne i farfars “chocolatines” hver morgen, i stedet for gummirundstykker.

Vi kom ud i bilen og satte kursen mod syd.

Der manglede fem timers kørsel endnu før vi ramte bjergene, i hvilke vi skiftedes til at høre hinandens musik. Det er ikke al musik som egner sig til en biltur, jeg siger det bare.

Prøver at overleve afspilning af en hel rap-cd

 

Rap hører for eksempel til den kategori.

Eller også er det bare bilture hvor jeg også er med.

Vi landede ved Svigerfars hus ved frokosttid, ved omkring 30 grader, og ikke en vind.

 

Så snart alle havde fået et stykke baguette indenbords, gik vi på udflugt i byen. Der var mange ting de ikke kunne huske fra sidste gang de var der, så det var som at vise dem byen for første gang.

De fulgte – næsten andægtigt – med, mens First Man fortalte om sin barndom, skolerne, kammeraterne, sin mor – børnenes afdøde farmor som hverken de eller jeg har set – og det var helt sjovt at gå rundt i hendes fodspor.

Vi fik købt ind, og vanen tro var køkkenet blevet overladt til mig så jeg kunne passende lave mad til os alle 12.

Vi kunne desværre ikke alle seks sove samme sted, da First Mans lillebror også havde taget bolig på matriklen. Jeg var slet ikke ked af ikke at skulle dele natlogi med min sure svigerfar, selvom jeg gruede en del for hvordan det ville gå med hans humør og fire børnebørn med lyd på.

Intravenøst pastis

Men efter min daglige dosis af pastis – i mangel af Ricard Rosé – kunne jeg heldigvis bare falde i søvn og håbede på det bedste.

 

 

Farlig cocktail

12 aug

Okay pausen er til ende og ferien fortsætter. Jeg har jo meget jeg skal have fortalt endnu..

Jeg skal for det første betro jer hvad følgende cocktail er:
En hemmelig opsparing i blå sparegris, siden jul faktisk.
En mig.
En yndlingstøjbutik i Normandiet.
Det er “Shoppetiiiiiid”!

Nå, og så skal jeg sige jer hvad denne cocktail er:
Alle de ovenstående komponenter og

UDSALG!
.. Det er kriminelt shopamok. Intet mindre.

Jeg er dybt taknemmelig for at have fire børn og en mand. For uden dem havde jeg aldrig forladt butikken igen. Med alle de poser der skulle bæres.
Rent bortset fra at jeg var ret svær at drive ud af prøverummet.

Damen – som kender min stil og min størrelse – hev alt det tøj hun mente jeg ville kunne lide, samt noget nyt, ned fra stativerne, og vi gik et par fælles runder for at finde lidt mere, og hun var også en tur på lageret for at tage den nye kollektion frem – just for me!

Og med det entrerede jeg et prøverum.

Og jeg startede vist egentlig bare fra en ende af.

Divaen sad og holdt alt det tøj jeg gerne ville have og Gårdmanden lagde det tøj – forsvindende lidt – jeg ikke ville have, i en anden bunke. Prinsessen havde travlt med selv at finde noget.

Jeg tror aldrig nogensinde jeg har købt så meget tøj til mig selv på en gang. Og før nogle får ondt følsomme steder af dette, vil jeg skynde mig at meddele at et stykke tøj i “min” butik koster mellem 20€ og 30€ i snit. Og så med udsalg… Ej men det var ren foræring! Og jeg havde været et skarn hvis jeg ikke havde gjort det.

Ooooh det var fantastisk. Og der var ingen andre i butikken end min familie, damen og så mig, jo altså.
Ren pretty old lady som nød at kunne læsse nyt tøj over til Divaen!

Da vi endelig kom tilbage til frokost måtte det hele jo vises frem igen da Laurence også ville se hvilke skønherligheder jeg havde fået fingre i.

Men afskedens time var kommet. Efter frokosten. Og selvom vi var endt med at have to desserter, da vi var bange for at komme til at mangle – 10 mennesker spiser en del – så var der ingen vej uden om, vi skulle mod syd.

Det holdt hårdt ikke at tude, men det var en lidt trist bilfuld der satte kursen mod syd. En sammenbidt First Man mente desuden at vi sagtens kunne tage det i et stræk, og at en ankomst kl. 02 om natten ikke var besværlig.

Det mente jeg så til gengæld den ville være, ihukommende at vi skulle indlogeres på to forskellige adresser, at vores ting lå hulter til bulter i traileren og at vores værter nok ikke ville blive ovenud begejstrede for natteroderi på en almindelig hverdagsnat.

Altså var der mytteri, First Man blev afsat og kongen og pøbelen indsat i stedet, og som følge heraf overnattede vi på dette hotel – i senge med dyner – efter at have indtaget en udmærket aftensmad i restauranten overfor.

Prinsessen så frem til en nat i en seng med dyne!

%d bloggers like this: