UNO

En af fordelene ved at være lukket inde i en plastikkasse på 12m2 i regnvejr, er – eller KAN være – at man får spillet en ufattelig masse UNO.

Et udmærket spil som kan spilles af mennesker i mange forskellige aldre. Og man kan spille det hvis man bare er to, eller hvis man er flere. Vi har skam spillet det før – men nu jeg tænker efter har vi vist ikke haft fornøjelsen at spille med Gårdmand Bjørn før.

Ikke desto mindre var det noget af en oplevelse – at spille med Gårdmand Bjørn, mener jeg – han ejer ikke skyggen af den mistillid, der automatisk kommer med kortspil. Dette medførte en sjælden åbenhed og et fuldkomment indblik i hans kort. Alle hans kort.

Han ville uden tvivl være en elendig poker spiller – hvilket naturligvis fryder mit moderhjerte.

Nu udnytter vi det heldigvis ikke til vores fordel, og han kan frit vende og dreje, subsidiært tabe sine kort, eller lægge dem på bordet med siden opad når han skulle på wc, og det ganske uden lumske bagtanker fra vores side.

Hans venlige og åbne sind kom især til udtryk da han, fuld af medfølelse over at jeg var ved at tabe, rakte ind over mine kort og kiggede dem igennem og udbrød: har du virkelig ikke nogen gule kort? Nej det har du ikke din stakkel..

Jeg takkede ham for hans omsorg, og påpegede at det ikke var så smart at kigge i andres kort – hvortil han svarede – du er jo ikke andre – du er jo min mor.

Dette hårdtslående argument kunne jeg jo, af gode grunde, ikke modsige..

Det er ydermere det eneste spil jeg nogensinde har snydt i, for at tabe… For det er dødssygt at vinde og sidde og være udenfor de andres grin og latterkramper.

Såfremt man spiller sine kort yderst dårligt, kan man faktisk sagtens tabe med super gode kort på hånden.

Man udtænker skumle planer for at kunne irritere de andre mest muligt – og arbejder gerne sammen i hold.

Muligvis er UNO aldrig blevet spillet på denne måde før, men den kan varmt anbefales, hvis der skal findes på aktiviteter til 6 mennesker mellem 9 og 47 på de føromtalte 12m2 i en plastikkasse – i ligeledes føromtalte regnvejr. Ikke at det er regnvejr på dette billede, men vi spillede også når det ikke regnede.

Jeg var også med til at spille.. men da jeg er kameraholder er der aldrig nogen billeder af mig – og jævnligt råber jeg op om denne uretfærdighed og jamrer at skulle jeg afgå ved døden i morgen ville ingen i min familie være i stand til at genkalde sig mit milde ansigt.

Så følger gerne et par dage eller fire, med intensiv fotografering af min person, hvorpå det går i sig selv igen!