Dagene derpå

Jeg syntes som sagt i torsdags, at min deltagelse i Eventyrløbet 2015 havde været en formidabel ide.

Det syntes jeg så ikke fredag morgen.

…

Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen. Ganske enkelt.

Mens jeg prøvede at komme ud over kanten på sengen, spekulerede på hvad i alverden der var sket. Endelig kom jeg op og stå og forsigtigt gyngede jeg hen til trappen. Jeg formelig vraltede ned af trappen, ikke ulig en and, nærmede mig badeværelset og ville sætte mig ned på toilettet. Da jeg nåede halvvejs ned mod sædet, ville mine lår ikke være med mere og jeg måtte kaste mig bagover for at undgå at spænde i noget som helst og landede i et bump på toilettet med jamrende lårmuskler, og strittende ben.

Jeg fik besørget og ville faktisk gerne op og stå igen, men også det tog sin tid, og var bestemt heller ikke forbundet med nogen nydelse. Jeg måtte tage tilløb for at nå håndvasken og begyndte at overveje om det nu også havde været så god en idé igen at deltage.

Gudskelov har jeg ikke skullet så tisse så meget at det var kriminelt, for så havde jeg vist lækket på halvvejen. Det var mig nemlig ganske umuligt, at holde bare lidt sammen på både blæremusklen og lårmuskler på samme tid.

Jeg vuggede ud til spisebordet og spekulerede på om det var ligeså hårdt at komme ned på en stol som på toilettet. Det var det…

Hele dagen var simpelthen ren tortur at bevæge sig. Hvis jeg stod helt stille gik det lige, og hvis jeg – med møje og besvær – kom ned og ligge, kunne det også lige akkurat gå an. Men al anden bevægelse var forbundet med stor besvær og megen jamren.

Børnene har stirret på mig og med vantro i stemmerne spurgt, om det virkelig gjorde så ondt når jeg vraltede forbi med indlagt jamren på stemmebåndene.

Hvilket jeg kun har kunnet bekræfte.

Jeg skulle for eks. besøge Annette, og var nær aldrig kommet op af alle hendes trapper. For slet ikke at tale om da jeg så skulle ned igen. Helt oppe fra 3. sal. Men jeg holder så meget af hende, så jeg tilgiver hende gerne!

Da jeg vågnede lørdag morgen skulle jeg også tage tilløb til at komme ud over kanten. Det var trods alt sådan at jeg kunne gå uden at vralte helt så meget. Bortset fra når jeg havde siddet ned lidt for længe, og så skulle i gang igen, og så også når jeg skulle op og ned, mest ned, af trapper.

Søndag kom der anderledes fart over feltet og kom kun i vanskeligheder når jeg havde siddet for længe – for eks. for at skrive dette indlæg.

Men hvor jeg fredag inderligt var af den overbevisning at jeg aldrig nogensinde mere ville lave noget der bare lignede sport igen, kunne jeg søndag bestige min crosstræner og jolre rundt der i 20 minutter, og have fornemmelsen af at jeg måske ville kunne komme til at gå normalt igen inden for en overskuelig fremtid. Og endda overveje et kort øjeblik at træne en anelse mere til Eventyrløbet 2016 og eventuelt forbedre min elendige tid fra i år.

Fordi jeg er sej!

Mega sej!!

 

 

Eventyrløbet 2015

Et eventyrløb lyder jo forjættende. Spændende og med en sikker god slutning.

…

Jeg havde bare ikke helt overvejet hvad jeg begav mig ud i, eftersom jeg ikke har løbet så meget som en centimeter siden julen 2013.

Og de små 2 km. jeg dengang stønnende gennemførte, under velmenende og opmuntrende råb fra Divaen, var bestemt ingen succes. 2014 blev sportsmæssigt hevet helt ud af kalenderen, rygproblemer og fibersprængnings operationer taget i betragtning.

Jeg ville dog gerne være med, da jeg fik tilbuddet om at deltage i Eventyrløbet 2015.

Jeg havde også oprindeligt tænkt mig at træne til det, men to gange på en cykel og den efterfølgende tvungne pause på grund af min ynkelige ryg, samt en urimelig lang ventetid hos den fysioterapeut min læge så venligt ordinerede, gjorde at jeg ikke fik trænet.

Som i over-hele-hovedet ikke.

Og jeg var strengt taget også fløjtende ligeglad.

Jeg regnede nemlig med at Firkløveret ville repræsentere familien på bedste vis, og planlagde at jeg, imens de løb for familiens ære, kunne sidde i muntert lag blandt kolleger og heppe mentalt på mit afkom, og nyde en øl.

Men… så skete der et eller andet med den plan.

Om det så var fordi Tina II var helt klar på at løbe hele syv km. eller Heidi der uden at blinke havde meldt sig til 10 km. skal jeg ikke kunne sige. Hvorom alting var, så fandt jeg mig selv, torsdag morgen, iført et par løbebukser, der for øvrigt – og på mystisk vis – var blevet et par numre mindre end da jeg sidst havde dem på.

I stedet for at sætte mig med de andre mentale heppere, slog min hjerne fuldstændig fra, og jeg hørte mig selv hvine “vent på marrj” og galoppere efter P og Tina II, da de var på vej til start.

Jeg nåede lige at sige til Tina II at hun altså bare skulle løbe fra mig, for jeg endte nok med at gå hele ruten. Lidt selverkendelse havde jeg trods alt.

Da løbet gik i gang…

– Det er i øvrigt en ret tarvelig og fesen lyd der kommer ved start. Jeg mener, først tælles der ned, med store falbelader og megen larm i megafoner, tilsat højttalere som er en festival værdig, for så til sidst at servere en ynkelig og lillebitte prut, fra noget der yder som en propbøsse fra Fætter BR.

Jeg synes faktisk godt de kunne skyde mindst et kanonslag af, især for at fejre at jeg faktisk befandt mig i startfeltet. Nå, det var en indskudt bemærkning.

Altså, løbet blev “pruttet” i gang og da alle de andre super veltrænede, og på stedet hoppende mennesker, væltede ud over startlinjen, fulgte jeg trop så godt jeg kunne, mest for ikke selv at blive trådt på. Jeg blev overhalet af samtlige de veltrænede, og tullede snart alene hen over asfalten – stadig i løb – med musik i ørerne.

Her vil jeg godt rette en dybfølt tak til de mennesker der rent faktisk blev ved med at heppe længe efter de rigtige løbere var væk, og der kun var mig tilbage. Det var rart med opmuntring.

Inde i skoven syntes jeg næsten det gik helt godt, og jeg blev enig med min indre Marinesoldat om, at jeg ikke ville stoppe, fordi jeg var sej.

Sej og cool.

…

Så jeg løb.

Langsomt, og med små bitte skridt, men jeg løb trods alt.

Indimellem skreg et knæ eller en hofte på opmærksomhed, trøst og en liggestol med koldt øl ad libitum, men så gentog Marinesoldaten bare Firstmans ord om at smerte er en information til hjernen, og at såfremt knæ og hofte ikke ville efterlades der i underskoven, ganske alene, skulle de tie stille.

Bakkerne var ikke noget problem, jeg løb bare langsommere. Faktisk så langsomt at hvis jeg skulle løbe langsommere end det, ville jeg ende med at løbe baglæns. Men op kom jeg. Uden at stoppe.

Jeg nåede halvdelen af ruten uden at have stoppet, og Marinesoldaten råbte for at overdøve den opstillede halvvejsmusik, at jeg aldeles ikke havde brug for en slurk vand. Ej heller en lille pause. Som en slags halvvejsbelønning.

…

Det var nok der, andre af mine kropsdele gav sig til at strejke.

Midt på en elendig villavej, uden nogen form for skygge, råbte alle led og muskler nemlig at de ikke gad mere, og da Marinesoldaten gav sig til at skælde ud, sagde de at han kunne få en cola og en bakke pommesfrites, hvis han ikke snart holdt mund. Og så begyndte jeg at gå. Marinesoldaten surmulede, men holdt sig i baggrunden.

Jeg gik hen til en privat vandudskænkning, smed pænt min kop i den dertil ophængte skraldepose, brokkede mig derpå højlydt over de mange hundrede svin der ikke gjorde ligeså, men i stedet spredte plastikkopperne ud over et ganske anseeligt areal – hvorfor?? – og gav mig til at løbe igen.

Jeg nåede at stoppe og gå to gange mere, men kom dog i mål til sidst. Løbende. På den sammenbidte måde.

Jeg var dog svært stolt af mig selv og syntes jeg var helt fantastisk!

Marinesoldaten var faldet i søvn.

Jeg syntes faktisk at det hele havde været en super god ide og fejrede det, og mig selv, med tre pølser og en faxe kondi.

 

Heja dem der vinder!

Alle i hele verden – okay så i Danmark da – så håndbold i går. Sådan føltes det i hvert fald.

Og det kan ikke have forbigået nogen – altså af dem som så håndbold – at finalen stod mellem Danmark og Frankrig.

…

Som jeg sagde til firkløveret så ville de vinde uanset udfaldet!

Og så tror jeg nok at de begyndte at  holde med det vindende hold. Og, ja ikke for at vade i det, men det var ikke Danmark. På noget tidspunkt. Det lykkedes faktisk ikke de danske drenge at komme foran på noget som helst tidspunkt.

Havde jeg nu siddet i Frankrig, langt borte fra Dannebrog og massehysteri, havde jeg nok også holdt med de rød-hvide drenge. Og var stensikkert blevet møgsur over at tabe.

Men nu sad jeg på øen. Og har ikke hørt om andet end de åndssvage kampe nonstop i så lang tid, at jeg til sidst helt holdt op med at følge med. Der skete også det, at det på et tidspunkt var kvindehold vi hørte om men pludselig, og uden egentlig overgang i min bevidsthed, var det blevet til mænd. Jeg kan udlede at der nok var flere forskellige turneringer, men det gik aldrig sådan rigtigt op for mig.

I går eftermiddags sad jeg med en ualmindelig god bog, og blev kun gjort opmærksom på at der overhovedet var finalekamp via sms.

Jeg så kampen med et halvt øje, nu da det var vores to hjemlande der skulle dyste. Mit resterende halvandet øje var stadig i den ualmindeligt gode bog jeg sad med.

…

Min bog var meget mere interessant end det der foregik på skærmen. For vi tabte.

Og jo, de Blå hev i de Danske drenges bluser, og nej det må man ikke. Fy.

Men de Blå var bedst, end of story.

Beklager.

…

Men det er ikke First Mans skyld. Vel? Og nej jeg tror heller ikke at de Blå er på speed eller anden morsom medicin. De var bare bedst i går, og mere er der nok ikke at sige til det.

Det er sport. Og det skulle forestille at være sjovt.

…

Men sport er nok bare ikke sjov når man får penge for det.

Jeg forstår ikke hvorfor alle franskmænd – og så dem som ikke engang så kampen – skal stilles til ansvar for hvor dårligt De Danske Drenge spillede.

…

Fordelen ved at De Danske Drenge tabte var at First Man lavede mad.

Det gør han altså når De Danske Drenge taber. Til Frankrig. Fordi jeg er sur over at have tabt! Som regel. I går var jeg bare sur over at nogle folk i Danmark generelt er dårlige tabere, som har behov for at sige at De Danske Drenge kun tabte fordi de Blå var dumme og på medicin.

…

Men ja, heja dem der vinder…

Jeg er faktisk kun 40

…

Det hele startede med, at man i svømmeklubben opfordrede til at folk deltog i “Danmark svøm langt”. Man behøvede ikke være medlem, man skulle blot kunne bevæge sit legeme i vand og svømme minimum 25 meter, og alle kunne derfor være med.

Dermed også flere end bare Gårdmanden og jeg som er de eneste representanter af familien som er medlem af svømmeklubben.

Men vi ville skam også ud og svømme for æren og vort fædreland, og indfandt os derfor fire mand høj – kun fire idet Zorronaldo havde besøg og Prinsessen var taget ud for at løbe i stedet – kort tid efter vi havde sunket frokosten i går på den store “Svøm Langt-dag”.

Vi fik klædt om og entrerede derpå svømmehallen. Derefter var det sådan set bare at hoppe i, og svømme. Langt.

Jeg – der ikke svømmer så vandvittigt godt – kom fremad på en noget adstadig måde. Faktisk ikke ulig en hval. Med hovedet højt over vandet, så jeg absolut ikke risikerede at drukne. Dette afstedkom en del fnisen fra mit afkom, men ikke desto mindre fik jeg svømmet hele 1000 meter på de 30 minutter jeg befandt mig i vandet.

Vel oppe igen, stod min sadistiske – men søde – aquafitnesslærer klar ved udgangen med et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Det kunne jeg ikke, af den simple grund at udover det lød interessant, var det ganske gratis.

Hun ernærer sig nemlig også som kostvejleder eller diætist eller noget. I hvert fald noget med mad… Eller mangel på samme.

Jeg ville kunne få at vide hvor meget jeg vejede, hvor gammel min krop reelt var og hvor slemt det i øvrigt stod til! Helt gratis.

…

Alt imens jeg tog mod til mig…

– for uanset hvor gratis det så i øvrigt var, var det en meget uhyggelig fornemmelse at kunne få sin reelle alder at vide.

TÆNK nu hvis jeg faktisk var tæt på de 80?

Tænk nu hvis maskinen målte frekvensen på ens gode ideer?

Og det faktum at jeg vejer for meget, har jeg ikke brug for andre mennesker til at fortælle mig, det kan jeg nemlig godt selv se. Og mærke. Men hvis nu jeg var døden nær – uden at være klar over det – på grund af en fedtprocent der langt overstiger det tilladte, ville jeg naturligvis gerne have det at vide, så jeg kunne gøre noget ved det. På et tidspunkt. Engang.

Det behøvede ikke nødvendigvis at være lige der i går eftermiddags, for jeg kunne, trods stress, fedtprocenter og en eventuel begyndende demens, sagtens huske at der stod en nybagt æblekage og hyggede sig i ovnen, hjemme hos os i Møllen. Og den havde jeg altså tænkt mig at smage på, uanset alverdens farlige fedtprocenter, forhøjede BMIer og andre vederstyggeligheder.

Altså sparkede jeg First Man op på maskinen først, mens jeg selv tog lidt mere mod til mig.

Og det var nok meget godt.

…

For First Man viste sig at være hele 3 år ældre i sin fysiske alder i forhold til sin reelle alder og ligeledes i besiddelse af 40% overvægt.

…

Og dermed kunne maskinen for min skyld spytte hvilket som helst resultat ud, for er der noget min mand ikke er, så er det overvægtig. Det er muligt han er lidt træt for tiden. Og at hans alder derfor har fået et nøk opad hvis nu maskinen måler hjernekapacitet eller funktion, men ingen skal kalde ham for overvægtig. Han vejer lidt for meget, ligesom mange mænd på omkring de 50, men hans muskelmasse er da nok 25 gange større end samme føromtalte mænd.

Dermed kunne jeg roligt stige til vejrs på maskinen og være fløjtende ligeglad med resultatet.

…

Det var jeg så slet ikke.

Ligeglad altså.

Maskinen trak nemlig næsten 4 år fra min alder, så min fysiske alder faktisk ikke er mere end 40!

…

Hahaha!

!!!

Og så overvejede besluttede jeg at man godt alligevel kunne stole på maskinen, bare en lille smule. I hvert fald den del med aldersmåling.

…

Maskinen fortalte mig endvidere at jeg ikke havde noget kolesterol – det vidste jeg også godt i forvejen det har min læge nemlig fortalt mig – men den fortalte også at jeg vejede 5 kg for meget. Det vidste jeg som sagt også godt.

…

På vej hjem gik jeg og fik regnet lidt sammen.

Hvor der før var 6 års forskel på min søde mand og jeg, var der nu det dobbelte, og jeg spurgte ham derfor om jeg ikke hellere skulle tage hans taske, nu han pludselig var blevet hele 12 år ældre end mig.

Han svarede ikke, men skulede mørkt frem for sig.

Derhjemme begyndte han – med lun æblekage i munden – da også at argumentere for den manglende kvalitet af disse målinger. Enhver kunne jo se at såfremt han vejede de anbefalede 71 kg, så ville han stå med det ene ben i graven.

Jeg vil dog straks berolige vores omgangskreds, der gruer for så voldsomt et vægttab for First Man, med at det ikke kommer til at ske med mig som husets ansvarshavende kok!

Så så man lige mig som prop.

med mavebælte.

…

Og det kræver en forklaring. Jeg ved det godt.

…

Jeg bor ikke langt fra en lille svømmehal. Og på trods af mine aversioner mod fællesbade og den slags misforstået kommen hinanden ved, så besluttede jeg mig for at gå til svømning i år, nu da vores gymnastikhold ikke bliver til noget alligevel.

Men det var ikke rigtig svømning. Det er simpelthen aquafitness. Eller det vil sige, det startede med at hedde: “Søheste”.. Det passede lidt mere til min forestilling om mig selv i det våde element. Men undervejs tog det navneforandring. Og med den blev ambitionsniveauet ligesom sat lidt op.

…

Men jeg overvandt mine fobier, ignorerede ganske – okay så, ignorerede næsten – det meget beskidte gulv, og nedsænkede mit legeme i vand. Med temperatur der nærmede sig frostgrader. Mindst.

Pludselig vrimlede det med damer i alle aldre, og

…

former.

Faktisk er det helt utroligt så kropsligt det hele lige bliver, når 40 kvinder forsamles på meget lidt plads. I meget lidt tøj. Og fem brusere…

Ikke helt gennemtænkt det med de fem brusere. Men solidariteten længe leve.

I hvert fald blev jeg, og mine helt nye søheste-veninder, pisket igennem 52 minutters sindssyg hård træning. Da der var gået 7 minutter af timen, var jeg døden nær. Jeg troede ikke det kunne være så hårdt at være i vand. Jeg havde hørt om hårdt vand, men alligevel.

Hov og så glemmer jeg helt det med mig som prop.

Altså, for at gøre det nemmere – HA som om..  – skulle man tage et flydebælte på. Dette skulle forhindre en i at bruge uforholdsmæssigt mange kræfter på at holde sig flydende, samtidig med alt det der fitnesshejs, som nu kommer ind i billedet.

…

Bæltet skulle strammes til. Så det ikke kunne glide af.

Med det resultat at jeg, hver gang jeg prøvede at slappe lidt af, skvulpede forover som en stor tumlingedukke. Eller en prop. I søgang. Og jeg er ret sikker på at grunden til at jeg ikke skvulpede bagover, er at finde i det faktum at jeg havde overvægt foran i form af dobbelt airbag.

Og den ganske time skulle jeg ikke alene koncentrere mig om ikke at tilte forover, fordi det nu var alt for let at holde sig flydende, men jeg skulle samtidigt bokse under vandet og andre sære ting.

Al denne agiteren i vandet havde da også sin pris.

Efter 35 minutter fik jeg krampe i samtlige tæer.

Og uanset hvad jeg herefter gjorde, strittede mine ellers helt normale tæer i alle mulige retninger, og lignede nogle krogede gigtplagede nogen. Hvilket de ingenlunde er. Og da jeg havde lidt med anstand, og måske lidt råben, i meget lang tid, blev jeg enig med mig selv om at jeg var en kylling, og gik derpå op.

Jeg skal ikke kunne forsværge at det ikke også var udsigten til at slippe for den kamp det ville give at have 40 kvinder og kun fem brusebade, der fik mig til at fortrække mens tid var. Så jeg foretog et hastigt tilbagetog og luskede fejt ud under en lun bruser.

Kunne derefter, alt imens jeg skubbede mig vej mellem de 39 andre som efterhånden også havde fulgt mit eksempel, pludselig erindre de andre gener der er forbundet ved at gå til svømning.

At tage sokker på med halvvåde fødder er ubeskriveligt enerverende. Og at skulle finde sit tørre tøj med våde fingre hører heller ikke til på min lister over yndlingsting.

Men jeg overlevede.

Med besvær, men jeg vågnede trods alt i morges.

Og jeg skal nok derover igen på onsdag!

Nogle skal jo være de sidste.

Det er en naturlov.

Desuden har jeg lært at de sidste skal blive de første.

Om det så lige var Eventyrløbet Matthæus havde i tankerne da han skrev det med de første og sidste, er jeg ikke helt sikker på, ikke desto mindre tager jeg hans ord for pålydende!

I hvert fald, jeg var med i Eventyrløbet i torsdags.

Eventyrløbet 2013 – eller skal jeg sige “vandring”?

Med kongeligt firkløver og First man og det hele. I arbejdssponsoreret T-shirt.

Fire medlemmer af familien løb og reddede dermed æren.

…

Andre gik.

…

Divaen havde ondt i maven og lod sig overtale til at følges med sin invalide mor. Og vi gik. Og selvom vi gik rask til, var det ikke helt nok til at slå nogle rekorder. Men jeg kender en af dem som løb vildt stærkt. Det må smitte lidt af.

Divaen ville lægge ud med at lunte. Det ville mit ben ikke. Følte mig også psykologisk slået hjem af skrækken for om andre fibersprængninger havde tænkt sig at slå sig ned i min krop. Så vi gik.

Bagerst. I feltet. Faktisk i flere felter, idet folk jo bliver sendt af sted på forskudte tidspunkter. Og vi endte hele tre gange med at vandre bagerst. Stoisk. Selvom jeg prøvede at opmuntre Divaen og få hende til at se positivt på det hele havde hun meget svært ved at se det morsomme i at GÅ forbi folk, 700 meter after start.

På et tidspunkt var der en lille dreng som var blevet væk fra sin mor og vi hægtede os lidt på ham for at have en synlig undskyldning. Da det viste sig at det mere var hans mor der var blevet væk fra ham, end ham der var blevet væk fra sin mor, forsvandt den – undskyldningen – desværre igen og vi måtte fortsætte vores ensomme vandring spidsrod gennem byens gader indtil vi nåede skoven.

Der var vi til gengæld ikke spor ensomme mere.

Og blev nok også bandet væk af mange meget seriøse løbere der absolut skulle løbe hvor vi gik. Og før de ophidsede løbere kommer for godt igang vil jeg skynde mig at sige at vi gik pænt i højre side og så langt væk fra midten som det var muligt uden at støde ind i træer.

Desuden gik vi rent faktisk hurtigere end nogen der løb. Særlig en mand fra Odense Tekniske Skole, med pjevset mørkt skæg og briller. Han spænede forbi os, og stod så, gasblå i ansigtet, 500 meter længere henne hvor vi så kunne gå forbi ham, mens han fik pusten igen, hvorpå han spænede forbi os endnu engang og gentog denne ejendommelige opvisning af intervaltræning ikke mindre end seks gange.

Da vi nåede opløbet og indgangen til Stadion, satte Divaen i løb. Hun følte ikke hun ville overleve den ydmygelse det ville være at gå i mål. Da min forfængelighed jo desværre er i familie med hendes, løb jeg med de sidste 200 meter.

Hvilket øjensynligt var en fejl.

Mit ben følte nemlig derefter trang til at tredoble sin normale størrelse og generede mig en hel del de næste 48 timer, men jeg kan nu igen få øje på mellemrummet mellem mine tæer så jeg er nok ovre det værste.

Vi gik tilbagelagde de fem km. på 47 minutter.

Ingenlunde en tid jeg er stolt af, og det er da også kun visheden om at jeg vil tage en gedigen revanche næste år, der får mig til at reklamere med det, her.

Jeg vil derfor som Terminator – på den østrigske måde – sige: “I’ll be back!”

Gymnastikopvisning..

Kulminationen på måneders sadistisk træning under slavelignende forhold, finder sted i løbet af weekenden.

I en sportshal i nabolaget.

Ligesom de to foregående weekender, hvor vi har vist andre dødelige at gamle affældige mennesker på 40+ også går til gymnastik. Og ikke altid ser kiksede ud.

Et af de få billeder af mig iført vimpel hvor jeg ikke er ved at kvæle mig selv eller andre.

Det som volder mig størst problemer er den lede vimpel jeg skal fægte med i flere minutter. Jeg bliver konstant filtret ind i den og må hidsigt flå mig løs for at undgå død ved kvælning. Derudover er jeg til direkte fare for mine medgymnaster, idet jeg skal forbi et par stykker, med meget store armbevægelser og medfølgende vimpel. Og det koster gerne et par svirp fra min hånd fordi jeg stadig ikke har lært at tæmme den.

Ikke desto mindre er jeg svært stolt af mig selv og min indsats. Som et absolut ikke-gymnastisk menneske er jeg kommet langt. Kan I lige høre violinerne her?

Jeg har overvundet mig selv og lært at lave underlige bevægelser samtidig med en masse andre mennesker. Man bemærker især den lidet elegante rullen ned på gulvet på et knæ, dreje rundt og så på en måde der – udført af en gymnast – er let og flydende men jeg ligner mest en der er snublet og har en anelse svært ved at lette den tungere legemsdel fra gulvet.

Jeg husker at hoppe på det rigtige tidspunkt, og også en hel del forkerte og så i øvrigt give den gas.

Kønt er det ikke. Det ord man ville bruge er nok mere… anderledes. Eller ukoordineret.

Men sjovt!

Og jeg tror nok jeg fortsætter på vores seje MK hold næste år.

Træning og sundhed

Det ER ret opreklameret, ikk’?

De to ting har nemlig intet med hinanden at gøre.

Var ovre i det der center som er propfyldt med folk, som har nytårsforsæt.. Det har jeg som bekendt ikke – jeg bruger bare min sunde fornuft.

Men fornuften forlod mig midlertidigt, da jeg besteg min ellers så elskede crosstræner.

Det er sådan et par stepski man tramper rundt på og så et par pinde man står og flår i samtidigt. I kender dem sikkert godt.

Jeg må ikke løbe for min ryg, og lægen er enig med min ryg. Så da de to har rottet sig sammen mod mine ynkelige forsøg på at komme i bedre form, samt at mindske det knallertdæk der ucharmerende har sat sig godt fast om min mave, til i hvert fald en størrelse racercykeldæk, måtte jeg finde alternativer.

Jeg er ikke god til holdfitness, som i overhelehovedet ikke, og idéen om at ligge og skubbe rundt på møblerne derhjemme til en dvd med ophidsede og senede damer iført stramt pink og lange lyse krøller, tiltaler mig heller ikke.

Men crosstræneren kender jeg godt, da jeg har haft min egen længe inden de kom på mode i Andedammen. Den har før strammet op på dette og hint, og ligeså punkteret diverse dæk. Den har bare den ulempe at den lige nu befinder sig sådan ca. 1400km længere nordøst på.. Og så er den jo ikke meget bevendt.

Altså, frekventerer jeg indimellem, og bestemt ikke regelmæssigt, det der fitnesscenter for at få muligheden for at trampe på en anden crosstræner.

Ligeså i går.

Jeg plejer som sagt at være vældig fornuftig, går aldrig for hurtigt frem. Øger enten tid eller sværhedsgrad med 5 % ad gangen osv. Det kommer der af, at have giftet sig med en sportsfreak.

Men så i går.

Jeg kom op, og i gang. Næsten samtidig kom Yngre Mand Med Forsæt ind og fik startet monstrummet ved siden af mig, af en instruktør som nøje fik sat ham ind i sagerne. Med et overlegent blik på min skærm, satte Yngre Mand Med Forsæt i gang.

Jeg var egentlig startet som jeg plejer.

Da jeg hører musik på min telefon, mens jeg buldrer afsted – jeg har min egen afspilningsliste  som er kreeret til lejligheden – tramper/løber jeg ikke med samme frekvens hele tiden. Sommetider går det meget stærkt og andre gange går det lidt mindre stærkt. Alt efter musikken.

Og da jeg gav mig til at jolre derudaf til de forførende rytmer af Grease Lightnin’, tog fanden ved Yngre Mand Med Forsæt og han satte både hastighed og sværhedsgrad op, som for at følge med mig, bare lidt sværere. Han skulle lige vise mig.

I begyndelsen var jeg ligeglad, og fortsatte lidt langsommere med ”Gimme Gimme Gimme”. Så kunne jeg se at han også slappede lidt af. Hans ansigtskulør havde på dette tidspunkt stor lighed med farven på en kogt hummer. Ikke de der grå – og levende – eksemplarer, som Superbest prøvede at komme af med, men de flotte røde.

Min kondition var øjensynlig noget bedre end hans, for da jeg gav den en tak til, med ”Back to the 80s” satte han ikke farten op, men fortsatte i samme tempo.

Jeg tænkte på hvornår han mon fik nok, og selvom jeg nærmede mig slutningen af min træning, faldt det mig ikke et øjeblik ind at stoppe, som den fornuftige konge jeg nu engang er.

Næ nej, for én ting var at han – ved hjælp af større modstand – kom hurtigere ”frem” distancemæssigt – en anden ting var at han prøvede at følge med, og så skulle han i hvert fald ikke have den tilfredsstillelse at jeg stoppede før ham, så jeg kløede på med krum hals.

Tiden hvor jeg burde have sluttet, både kom og gik. Og andre tider efter den. Det skulle være løgn, tænkte jeg og prøvede at tørre sveden af mit pandehår, uden at falde af, idet det dryppede voldsomt distraherende ned på min næse.

Men forført af musikken, kom jeg på forunderlig vis videre, og vi nærmede os 40 minutter. Det lyder måske ikke af meget, men for ældre regenter som undertegnede, så er 40 minutters cardiotræning rimeligt krævende.

Jeg havde en puls på 3000, stønnede som en pornofilm og takkede i øvrigt mig selv for at jeg havde taget den maskine som IKKE stod under det skærende lys, der netop ikke afslørede min egen ansigtskulør.

Sundt var det bestemt ikke. Under nogen omstændigheder.

Yngre Mand Med Forsæt var godt nok rød i hovedet, men det er der jo så mange der er, han svedte ikke voldsomt, stønnede heller ikke, men da vi nåede 50 minutter nærmest kastede han sig af maskinen, som havde den holdt ham tilbage mod hans vilje.

Han stod et øjeblik, og formelig kravlede hen til en romaskine som han hev lidt i, en tre minutters tid. Så gik han ydmygt – jeg er helt sikker på han var ydmyg – hen til en anden instruktør og fik sat sig tungt på en anden maskine, som ikke var så grum.

Holdt jeg så op?

Nej da..

Jeg ville nemlig gerne vise Yngre Mand Med Forsæt at ældre damer over 40 er lidt seje.

Så jeg slugte mine lunger igen, som ellers truede med at falde ud af munden på mig, trak knallertdækket lidt længere ind mod rygraden, og fortsatte til jeg havde rundet 60 minutters intensiv cardiotræning.

Yngre Mand Med Forsæt kiggede heldigvis den anden vej da jeg, med stive ben vaklede til omklædningsrummet, og ud i min bil, hvorpå jeg sveddryppende, men voldsomt tilfreds med mig selv, tog hjem.

Og jeg har ikke engang ondt i dag – så jeg går lidt og regner på hvornår Yngre Mand Med Forsæt måske kommer tilbage igen – det var nu helt forfriskende med lidt konkurrence!!

Så skal han få kam til sit hår, skal han!!

Lidelser

Nu er lidelser flere ting. Eller ikke ligefrem flere ting – men man kan bruge ordet om flere ting.

Det kan for eks. godt være en lidelse at skulle høre på én man ikke gider høre på. Så er lidelser rigtigt meget tilstede i biblen. Det er vist noget der hører med – især i det gamle testamente.

Må ikke have været rart at leve dengang. Men nu skal I lige høre her, de har ikke opfundet noget: lidelse er smerte.

SMERTE siger jeg.

Jeg

Kan

Ikke

Bevæge

En

Eneste

Lille

Kropsdel

Uden

Lidelse..

Jeg kunne ikke engang komme ud af bilen for at hente børnene. Måtte sende en sms og få Zorronaldo til at hente Gårdmanden nede i underskolen før han selv forlod etablissementet.

Jeg selv sad og åndede tungt i bilen, hvorpå jeg væltede ud af døren og måtte have en anden én til at låse op.

At det der pludselige udøvelse indenfor sport, skulle sætte mig ud af stand til at fungere normalt, havde jeg ikke lige regnet med. Troede faktisk at muskler havde, bare et minimum af hukommelse. Med alt det jeg trænede før burde man forlange at de havde husket bare lidt.

Men jeg kan så konstatere at mine muskler lider af noget demens eller måske er vi ude i noget svind.. Måske kører de ligefrem hetz for at undgå at blive udfordret mere. Men de kan tro nej, kan de. De kan få bank med en tæppebanker torsdag igen!

For at at være på det der løbebånd (jajajaja – jeg gik, og løb ikke) svedig og fuld af energi var så fedt – min hjerne kunne i det mindste godt huske hvor fantastisk det føltes at være Linda Hamilton.. Lidt..

Deraf kan jeg så udlede at min hjerne virker bedre end min aductor, quadriceps femori og ilio costal, (undskyld – kender ikke muskelnavnene på dansk) der nærmest føles som om de er ved at lave mytteri!

Eneste trøst er at det snart går over!

Og at jeg nu har indtaget den sidste forhadte hormon – så nu er der håb om at jeg bliver mig selv igen!

Og så kan det gamle testamente i øvrigt gå hjem og lægge sig med sin – og min -lidelse, til på søndag.

Det der fedtnissehalløj..

Nogle vil mene at dette hører til herovre, men det er ikke den slags nisser jeg mener.

Før vi flyttede til Æblebakken, og efter jeg var holdt op med at være gravid..

Ej.. faktisk har jeg været gravid i 8 år! Hvad siger I så? Det er ret syret at tænke på – men det er ganske vist. Jeg blev gravid første gang i 1994.. og det cirkus holdt så op da jeg fik Gårdmand Bjørn i slutningen af 2001, og jeg var gravid i alle de mellemliggende år – ja ikke nonstop forstås – men hvert kalenderår.

Nå, det var et sidespring, altså: før vi flyttede til Æblebakken var jeg sådan én som skulle ud og løbe flere gange om ugen, okay aldrig over 10 km. for nu ikke at lave falsk reklame for mig selv.

Men hvis jeg nu skal blære lidt meget: så lavede jeg 300 mavebøjninger dagligt!! Stod op 45 minutter før alle andre og i nattens mulm og mørke flåede jeg i armene på min crosstræner før jeg gik i bad og tog på arbejde.

Igen kan jeg takke forsynet – eller faktisk nok mest mig selv.. hvorom alting er – jeg takker en eller anden for at være gift med en sportsfanatiker. Ja også for så mange andre ting – men det kommer ikke lige dette indlæg ved.

Sagen er, at jeg derfor har et rum fyldt med alskens maskiner og andet djævelskab til min rådighed, som gør at jeg overhovedet ikke behøver at frekventere de der fedtnissecentre.

Som aldrig har været min kop te. Folk er tit så overgearede og kunstigt pep-pumpede sådanne steder at jeg går i baglås. Jeg er i forvejen ikke ret god til frenetiske overmennesker.

Derfor har jeg været glad for min private træningssal – også selvom den fylder en hel del – og for at jeg har kunnet slippe for at dele svedpartikler og andet snask med hvem som helst. For slet ikke at tale om de der fællesbade.. Men mere om dem en anden gang.

Men.. alt det der jern, blev hjemme på øen, så det hjælper mig ikke så meget lige nu, og da vores fjernsyn er på størrelse med et 10 kroners frimærke er der heller ingen mulighed der i form af noget Wii-fit eller Jane Fonda dvd’er, så der hjalp ingen kære mor, jeg måtte forlade matriklen for at komme i gang igen.

Jeg ved godt at Nordboen siger at vi skal ud og løbe – men jeg må faktisk ikke løbe endnu. Mine 2½ diskusprolapser ville ikke være enige med mig og begynde at lave ballade igen, så læger og andet godtfolk har forlangt at jeg træner rygmuskler, før jeg så meget som får lov til at kigge på mine løbesko igen.

Nu har jeg så været der 2 gange, i det der fitness center og jeg har stadig lyst til at tage tilbage igen. Jeg fik investeret i et par træningsbukser som jeg kan have dellen i. Den sidder dog stadig i vejen når jeg vil lave maveøvelser, men Rom og min flade mave blev ikke bygget på én dag.

Desuden, da jeg gik der og svedte på mit løbebånd, følte jeg mig pludselig fit og stærk, i stedet for småfed og over 40.

Så jeg er ret sikker på at noget vil ske med min livvidde inden jul, så jeg kan æde mig igennem julen med nogenlunde god samvittighed og starte forfra igen i januar ligesom alle andre mennesker!

Hormonella

Uden overhovedet at gå i slibrige intime detaljer, så jeg skræmmer de få mænd som eventuelt læser med her – der kan nu alligevel ikke være så mange – så er jeg godt træt af hormoner. Som i pissehamrendemøg træt.

De hormoner, man selv koger sammen, som fremprovokerer ennaturlig PMS har jeg ikke noget imod, da jeg er overbevist om at det er vældigt sundt at vrisse af folk som fortjener det, indimellem.

Okay, så kommer man måske til at råbe af nogen som ikke fortjener det så meget, en enkelt gang imellem, men det er jo den slags som sker. Man kan ikke lave omelet uden at knække nogle æggeskaller.

Men derimod, den slags hormoner som er blevet mast ind i hvide små klatter komprimeret kemi, og som man skal æde for at få lidt balance på sine indre dele – de er lidt irriterende at skulle regne med.

Jeg fik nogen sidste år – men de forærede mig de der mange kilo, så jeg var ærligt talt lidt træt af dem, og min læge blev enig med sig selv, og mig, om at jeg så kunne prøve nogle andre.

KA-TA-STROFE de andre hormoner, siger jeg bare. Jeg har ikke været til at være i nærheden af, i flere uger nu. Så lige om lidt, så bytter jeg tilbage igen – vil trods alt hellere være småfed end furie – hver dag. Eller nej endda 1 ½furie m.m. idet der lige blev koblet en ½tudemarie på nogle af dagene, for slet ikke at tale om alle de andre genvordigheder.

Anstrengende, siger jeg bare. Og jeg taler IKKE for mine omgivelser.

Og fordi, det er så det andet: uanset hvor meget jeg har passet på og spist fornuftigt og gået hurtig-tur så er der intet sket på vægtfronten. Som i INTET.

Og så er det en anelse anstrengende at være gift med en super-elite-sports-freak som har lavet sport siden han kunne kravle. Han går jo heller ikke ligefrem til den med finfølelse.. Han bralrer op om at det også er min egen skyld og jeg kunne bare og hvorfor gør jeg ikke og bla bla bla.

Gider IKKE at snakke om at han har ret. Kun lidt altså.. og kun indimellem. Og aldrig, hvis han hører på det.. Det er med andre ord sådan noget vi ikke skal snakke om, når jeg fjerner næsepels!

Han kan ikke bo i en by uden at have helt styr på sportsudstyrssteder og fitnesscentre, hvor han er ven med dem alle sammen. Så jeg kunne jo nemt gå ned og træne.

Men..

EN af de mange – gode – grunde til at jeg ikke gider tage hen i sådan nogle fedt-nisse centre, er altså også at jeg faktisk har taget så meget på at jeg ikke kan passe mit træningstøj mere.

Min mavedelle hænger simpelthen ud over buksekanten og jeg ligner en som har implanteret en for lille badering lige omkring navlen. Jeg kan ikke engang lave maveøvelser – for min delle er også i vejen der.

Jeg har det ligesom når man går rundt og gør rent fordi der skal komme en rengøringskone.. Jeg vil godt liiiige tabe et par kilo eller 7 før jeg bevæger mig ned i det der træningsnoget.

Så da jeg lørdag formiddag langt om længe fik taget mig sammen til at følge med ham, var det en overvindelse af de større. Men jeg var, af vanvare kommet til at se mig selv i spejlet – uden tøj på. Det undgår jeg ellers til daglig. Jeg nøjes med at fokusere på enkeltdele.

Og så ville jeg pludselig gerne med. Og meget mod forventning var det dejligt at få flyttet lidt rundt på dellerne.

Og jeg skal faktisk derned igen. Så håbet er lysegrønt.

Og når jeg så tilmed får skiftet kemi til noget mere menneskeligt, så ender jeg jo med at blive en hel omgængelig konge igen!

Småfed, glad og vældig fit!!

Venter på Haka

Haka er en slags krigsdans som Maori folket udførte for at intimidere deres fjender – og New Zealands rugby landshold bruger stadig denne imponerende dans, før de starter en kamp.

Om et kort øjeblik, er der finale i verdensmesterskabet i rugby. Mellem Frankrigs Les Bleus (som så ikke er blå i dag – men derimod hvide) og New Zealands All Blacks.

Frankrig holder vejret.

Og havde det været hvilket som helst andet hold, så skulle jeg også nok heppe på Frankrig. Men ikke lige i dag.

For lad mig slå fast – jeg elsker Haka.

Det er SÅ flot.

For et par år siden blev min elskede kusine gift med sin vidunderlige mand. Og han er fra New Zealand. Så til bryllupsfesten – i et lille forsamlingshus på sydfyn blev der simpelthen danset Haka. Af indfødte New Zealændere.

Uforglemmeligt.

Fantastisk.

Så de må godt få lov til at vinde i dag.