Arkiv | Sur bøvs RSS feed for this section

Har din mor ikke lært dig

4 jun

At hvis man ikke har noget pænt at sige om andre, skal man holde sin mund?

Her kommer en bøvs. Ikke en sur bøvs, bare en lidt arrig bøvs.

Altså, firkløveret er nu fuldt udvokset.

De har alle fire har fået den størrelse det var Vorherres mening de skulle have. Også uden at skele til at de hver især måske godt ville have haft en lille snak med ham om det, først. For så ville de sikkert have ændret lidt i den endelige ordre. Højde, drøjde, øjenfarve og hår-do falder nemlig ikke 100 % i deres smag.

Hvorom alting er, så er Divaen – som jo er ældst – landet på 161 cm og Prinsessen på 174 cm. Hvilket bestemt ikke er retfærdigt. Men det er livet jo desværre sjældent. Divaen er, naturligt nok, dødtræt af at høre på hvor lille hun er og Prinsessen går sjældent i højhælede sko fordi hun ikke vil rage op over alle andre.

Men det ændrer jo intet på hvem de er.

Derfor undres jeg såre når vi, til diverse sammenkomster hvor mine børn også er inviterede, gentagne gange skal lægge øre til mystiske bemærkninger til om deres højde.

I fredags var ingen undtagelse, der var reception for Morfar, og der var både familie og arbejdsrelationer til stede, og vi skulle derfor opføre os ordentligt.

Pigerne måtte, på kortere tid end det tager at sige “ubehøvlet”, lægge øre til mangt og meget:
“Nååh, der er da godt nok stor forskel på højden der, mellem storesøster og lillesøster, hø hø” (No shit Sherlock, du er godt nok kvik)
eller
“Hvor er det sjovt at du er så lille i forhold til sin lillesøster” – (Ja, MEGA grinagtigt!)
og den anden vej:
“Du er vel nok høj i forhold til din storesøster”. (Sikke en iagttagelsesevne, bravo)

Da Divaen besidder et sundt – og til tider ret giftigt – svar på tiltale-gen, og Prinsessen bliver voldsomt ked af den slags, prøvede jeg at svare igen på deres vegne, før vi endte i en diplomatisk krisesituation.

Første gang nikkede de bare og smilte syrligt til synderen, men anden gang, kunne jeg se et noget mere hvast blik i Divaens mørke øjne, tredie gang nåede hun at åbne munden, og lukke den igen og så vidste at jeg gerne skulle forhindre en fjerde gang, for at undgå at hun enten udvandrede eller endte med at spidde den formastelige med en grum og velplaceret påtale.

Det er mig fuldstændigt ubegribeligt at voksne mennesker, uanset alder og baggrund, finder på at sige sådan til andre mennesker. Det er da muligt at folk mener at blot fordi man er under 25, så er man stadig barn og må derfor tales til efter forgodtbefindende, men jeg render da ikke rundt og siger: “Du er godt nok tyk i forhold til din mand” eller “Hvor er det sjovt at du ser så gammel ud i forhold til din søn” til andre mennesker, blot fordi det er det første der falder mig ind.

Vorter, strittende ører, tykke maver og fremtrædende adamsæbler hører ind under samme kategori, som folk, underligt nok, ikke åbent reagerer på. Nu virker højde ikke umiddelbart som noget sårende, men det er det i denne situation. Man kan jo ikke vide hvor andres achilleshæl sidder. Det jeg mener er, at man altså godt må tænke sig en lille smule om, før man hæmningsløst udtaler sig om andres fysiske træk.

I hvert fald vrimlede det i fredags med veluddannede mennesker på 55+ som bare strøede om sig med den slags guldkorn, som om de omtalte personer hverken havde ører eller følelser.

Og det er ikke første, sikkert heller ikke sidste gang, det sker.

Sjovt er det også, at det kun er pigerne der må lægge ryg og ører til den slags. Der er for eksempel ikke nogen der siger noget til at Gårdmand Bjørn er stor og muskuløs og Zorronaldo er tynd og senet. Bjørnen – som er yngst – måler vist 188 cm og Zorronaldo må slå sig til tåls med sine lige knap 180 cm, og han har som sagt en kropsbygning som er en del mere spinkel end sin lillebror, der jo i høj grad lever op til sit kælenavn.

Men det er folk i reglen ligeglade med. De to bliver aldrig sammenlignet af andre. Folk kan til nøds sige at Bjørnen er en utroligt velvoksen ung mand, trods sine 16 år, men nogen sammenligning bliver det aldrig til.

Så jeg har en opfordring til den slags personer som, i misforståede forsøg på at konversere, kommenterer på andres (eventuelt anderledes) fysiske træk:

HOLD KÆFT!

God mandag!

Reklamer

Så sikkert som ammen i kirken…

13 jun

Jeg har travlt med alt muligt andet end blog i disse dage, så intet andet end en gedigen forargelse kan få mig til tasterne for dermed at give plads til en sur bøvs.

Det er det – som nogen sikkert ville have gættet – det med amning her eller der, der bevæger mit fordøjelsessystem, og fremprovokerer denne bøvs.

For hvorfor skal det altid være laveste fællesnævner?

Der er nogle – mig selv iberegnet – som ikke har den store lyst til at se frodige kvinder sidde og blafre med en fuldvoksen basketball og en skrigende baby, mens man nyder sin kaffe på en hyggelig café.

Men hvor mange gange sker det lige?

Hvor tit ser man kvinder i bar overkrop, der prøver at mase en melonstor kropsdel ind i en lille babymund?

?

Nej vel?

Ikke ret tit. Som regel er det noget der foregår i ly af en stofble eller i et hjørne med ryggen til. Men nu er det så i orden at smide ammende kvinder ud på grund af uterlig opførsel.

Og hvis det skal være i orden at nægte adgang til kvinder der vil give deres små børn mad, så har jeg da også lige et par sammenlignings punkter jeg gerne vil nævne.

Mest fordi dette er så langt fra alt hvad der er gængs opførsel i Danmark.

Man må nemlig ikke udelukke homoseksuelle under påskud at deres opførsel er stødende for andre.

Man må heller ikke udelukke formummede og tildækkede kvinder hvis påklædning provokerer andre.

Man må ikke udelukke handicappede, man skal tværtimod – og heldigvis – gøre livet lidt nemmere for kørestolsbrugere.

Se, at man skal give plads og rum til minoritetsgrupper og folk som er anderledes end det store flertal synes jeg da er helt fint.

At rygere er udelukkede er okay fordi det rammer andre fysisk.

Mand-der-kysser-mand, kvinder i tørklæder, handicappede og ammende kvinder generer kun ved deres fremtoning. De er altså hverken farlige for din sundhed eller smitsomme.

– Og nej dit barn bliver ikke bøsse af at se to mænd kysse hinanden. Og du bliver ikke selv ramt af muskelsvind fordi du sidder ved siden af en i kørestol. Ej heller smitter religion – Gud-skelov…

Så meget for minoritetsgrupper.

Nu synes jeg bare ikke at ammende kvinder er en minoritetsgruppe. Faktisk ammer de fleste nybagte mødre i Danmark. Det store flertal af mødre, faktisk. Og hvem er det så lige amningen generer?

Udover restauratøren?

Det Store Forargede Mindretal måske?

Men hvis man udelukker ammende kvinder fordi de er stødende for nogen, så må det da være i orden at udelukke nogle, hvis deres fremtoning er stødende for andre?

Eller hvad?

Men det tør ingen.

Ingen restauratør ville nogensinde turde sige åbent: ”Jeg lukker min restaurant for bøsser”. Eller for ”Kvinder med tørklæde” i og med både bøsser og tørklædeklædte kvinder støder en del. Udelukker man dem, så er hele landet, forståeligt nok, på den anden ende.

Men ammende kvinder må altså gerne udelukkes, fordi der sidder et par snerpede personer som synes det er ulækkert?

Jeg synes for eksempel det er yderst ubehageligt at spise i nærheden af folk der smasker eller hænger ind over tallerknen og skovler i sig, for derpå at tygge maden med åben mund så alle omkringsiddende kan følge med hele vejen ned.

For slet ikke at tale om mænd med sokker i sandalerne, kvinder med knænylonstrømper under en nederdel, folk der stanger tænder eller piller næse, eller klør sig i øret med bilnøglen, JO den slags findes…

Men det må jeg bare leve med.

Moralen må så være…

Ammende kvinder er ikke værd at slås for?

Den eneste løsning jeg derfor lige kan se – for en løsning er der – er simpelthen at gøre amning til en religion.

Så er vi ude over lovlig udelukkelse på grund af andres kvababselser…

Ammen.

Det var ikke meningen.

7 maj

at komme med en sur bøvs.

Oprindeligt altså.

Jeg kæmpede endda for at finde noget afsindigt morsomt at berette.

Men så skete der en lille ting, en lille dum irriterende bagatel som væltede mit ellers udmærkede humør ned i en spand med galde.

Og så skal jeg da lige love for at bøvsene ligefrem stod i kø for at komme op i lyset.

Og den slags er så hamrende upraktisk. Man burde jo gerne have så meget åndsnærværelse at man ville være i stand til at sige vrisse: “Gå-så-hen-og-læg-dig” til sin bøvser, advare folk der kommer i nærheden og i det hele taget bare vende sig om på den anden side og være ligeglad og nyde solen.

Men når man først er kommet i bøvsehumør er det svært at grine. Man kommer til at fnise og pludselig kan man huske at man var sur og så råber man lige en ekstra gang for ligesom at slå fast at det var bøvsen der kom først.

Jeg var endda så muggen at da en pseudofrisk Mette-Karoline ringede om et godt tilbud på billig el, og jeg – meget kort for hovedet – fik sagt: “Har ingen interesse” så insisterede hun ikke, sagde blot pænt farvel og lagde på.

Jeg var ikke fri for at være en ganske lille smule skuffet over sådan at blive frataget min mulighed for at vrisse. Den chance kom da heldigvis igen da jeg skulle læse mails og andre af den slags der kræver at man svarer.

Derfor, jeg har intet andet en brok at slynge ud, og det synes jeg ærligt talt er lidt synd, derfor vil jeg holde min mund, blot nyde at det er en slags onsdag – selvom det er tirsdag – og at mit pæretræ er ved at springe ud!

%d bloggers like this: