Havearbejde og andre weekendsysler

Jeg går ud fra, som en selvfølge, at I er ved at omkomme af nysgerrighed for at høre hvad jeg har foretaget mig i min weekend, nu da jeg så ganske åbenlyst – heller – ikke har blogget.

Lørdag syntes First Man at han skulle klippe hæk, og trods det at mine oprindelige weekendplaner bestemt ikke indeholdt ophold på vores udendørsarealer, fik jeg alligevel en anelse dårlig samvittighed. Det er nemlig sådan at vi har små 240 meter hæk, så der er nok at tage fat i.

Derfor, og i stedet for at rydde op i mit hobbyværelse, lå jeg lørdag eftermiddag på alle fire, på nogle toppede brosten, og kradsede ukrudt op. Med knæene hvilende på en knæpude-slash-skammel. Jeg arbejdede mig fremefter, og var egentlig ganske godt tilfreds med mig selv.

Halvvejs igennem, satte jeg mig op på hug og skubbede min knæpude-slash-skammel fremad, og pludselig skete der en hel masse på meget kort tid.

Jeg vil skyde på at det første der skete, var at knæpude-slash-skammel savnede en følelse af frihed, for den skred i lynfart henover de toppede sten. Jeg, som stadig holdt godt fast i begge håndtag, skred med. Eller det vil sige, mine arme skred… Resten af mig sad stadig på hug.

Dog ikke ret længe, idet fremdriften trak resten af mig med fremad, og ca. på det tidspunkt flyttede mit tyngdepunkt sig mærkbart og min bagdel fik overbalance. Eftersom jeg stadig holdt virkelig godt fast i knæpude-slash-skammel, og min bagdel nu var højere end mit hovede, havde jeg ikke andet valg end at tage fra på stenene, med næse/læber/hage. Og knæ. Og efter al sandsynlighed, venstre hånd.

Hvordan jeg endte i græsset, med kvalme og en ubehagelig nærdødsoplevelse, er en af den slags store mysterier i livet, man bare ikke kan svare på.

Men der lå jeg. Og forsøgte at råbe på hjælp, men det gik ikke så godt, så jeg blev liggende. Umiddelbart efter kunne jeg høre Divaen råbe: “Moaar” og selvom jeg virkelig forsøgte at artikulere nogle ord, skete der ikke noget. Da den hidkaldte First Man prøvede at få mig til at sige hvor jeg havde ondt, kom der også kun nogle gutturale lyde over mine tænders gærde. Det var i øvrigt det første jeg forsøgte at tjekke – mine tænder – om de var hele. Det var de.

Jeg kunne sagtens mærke andre dele af min krop, i særdeleshed min hage, min underlæbe og mine knæ.

First Man fik mig puttet ind i et tæppe, Divaen pressede en druesukkertablet ind i munden på mig, og først lidt efter kom jeg på benene. Mørbanket og pjevset. Og meget fortørnet. Her vil man luge og lave havearbejde en dejlig lørdag, og se hvordan det hævner sig.

Jeg holdt en mindre pause, og fortsatte så mit lugeprojekt. Denne gang siddende.

Da de tre bede jeg havde sat mig for at luge, var luget, gik jeg ind og tog et varmt bad. Og så vendte følelsen tilbage i hele mit mørbankede kadaver. Nu også i venstre håndled. Og efter indtagelse af en god portion ipren/pamol samt et glas rødvin, gik jeg til køjs.

Søndag over middag, med en blå hage, ømme knæ og en underlæbe der var en anelse større en vanligt, ringede jeg til lægevagten, for at høre om det bare var slaget der gjorde min venstre hånd fuldkommen usamarbejdsvillig, eller om der måske skulle klemmes og trækkes i den, på anden vis.

Han sendte mig, uden mere palaveren, direkte videre til Skadestuen, hvor vi jo alle elsker at tilbringe en søndag.

Hvorom alting, og et par timers ventetid, er – de stakkels sygeplejesker spurtede rundt, idet det halve af Sydfyn havde besluttet sig for at få det dårligt netop denne søndag – blev jeg undersøgt, fik taget en del røntgenbilleder og fik konstateret at mit håndled måske var brækket. Hvorfor det kun var måske, fandt jeg aldrig helt ud af.

Men derfor blev jeg pakket ind i en slynge og fik en vældig fin skinne på håndledet, med besked om at den skulle betragtes som gips, indtil jeg bliver indkaldt til en MRscanninng i løbet af den kommende uge.

…

Og til alle dem der synes jeg er helt enormt heldig at det kun var venstre, kan jeg da fortælle at det så er den eneste hånd jeg bruger til noget fornuftigt.

Jeg kan ikke engang klø mig i øret med højre hånd.

Min mor sagde entusiastisk, efter dog at have ynket mig behørigt, at det faktisk var vældigt sundt og udviklende for hjernen at bruge “den anden hånd”.

…

Jeg glæder mig derfor vildt til at min hjerne bliver mega sund og udviklet, her hen over de næste par dage.

Jeg kan dog konstatere at det ikke slået igennem endnu. Jeg har brugt over en time på at skrive dette indlæg. Med højre hånd.

 

Trække vejret.

Jeg kunne holde vejret hele julen – mentalt – og lige indtil sidste tirsdag, hvor familien var samlet på Klinisk Genetisk Afdeling. For at få at vide hvem der havde det der muterede gen, og dermed sygdommen, og hvem der ikke havde.

En formssag.

Snart ville jeg kunne trække vejret normalt igen.

Summa summarum: Et af børnene havde under div. scanninger vist tegn på sygdommen, men det kunne først endeligt fastslås med resultatet af de genetiske blodprøver der havde været en tur i England. Ikke desto mindre var der tegn i sol og måne på at en var syg. En ud af fire.

Svært.

Meget svært, men forventeligt, når det nu er arveligt og når der er 50% chance for at gå fri for hvert barn. Alt i alt skulle det bare overstås, så vi kunne komme videre.

Vi blev bænket alle seks omkring et bord, overlægen satte sig for bordenden, rumsterede lidt med alle sine papirer, smilede venligt, sagde at han ville begynde fra en ende af og smed derpå en brintbombe.

Lige i mellemgulvet på mig.

…

Og så blev hele verden sort-hvid.

Ikke et, men to af mine børn har genet, det der modbydelige muterede gen, og dermed sygdommen.

Det havde jeg ikke set komme. Jeg trak stadig ikke vejret. Og hvor meget jeg end havde forberedt mig på at få at vide, at en af de fire havde sygdommen, så slog denne nyhed fuldstændigt benene væk under mig.

…

Fuldstændigt.

 

Mens jeg prøvede at finde vejret, pillede Prinsessen som sad overfor mig, lidt ved den store kleenexæske der stod fremme på bordet, kiggede så på mig og hviskede  – lidt alvorligere end hun har for vane – : “den står der, fordi man får den slags beskeder her i dette rum, ikk’os?”

Jeg kunne kun nikke og prøve at grimassere et smil til min unge. Og ledte stadig febrilsk efter vejret.

De to andre, var både lettede og bekymrede på deres søskendes vegne. Svært for dem alle fire. På hver deres måde.

Det er heldigvis ikke noget de vil mærke noget til foreløbigt, og på grund af dygtige læger, regelmæssige tjek og undersøgelser samt effektiv forskning, så kommer man sikkert snart så langt, at man kan opfinde noget medicin der enten kan bremse udviklingen, eller måske endda helt helbrede sygdommen.

I mellemtiden skulle de imidlertid have besked om de muligheder der var for sortering, ud og især fra-vælgelse af æg og børn i reagensglas hvis de kommer så langt inden al det der forskning har båret frugt.

Mit afkom reagerede positivt, sundt og hensigtsmæssigt. Nysgerrigt, undrende og så rystede de det hele af sig og ville i øvrigt gerne til Ikea for at spise köttbullar.

På vej ud af hospitalet gik First Man og jeg bagerst og kunne betragte vores fire skønne unger, som de gik der foran os to og to.

Der gik en rask med en beskyttende arm omkring hver af de to syge.

…

Efter kötbullarne kom virkeligheden.

Og virkeligheden er sådan i store træk: Jeg har ikke trukket vejret siden engang før jul, eller noget.

…

Jeg holder en pause fra alt andet end min familie, takket være mine vidunderlige kolleger i “The Dream Team” og min gode chef.

For jeg skal lige have fundet ud af hvordan jeg kommer til at trække vejret igen.

Sådan helt, og uden brint-splinter i mellemgulvet.

Brusebad på krykker.

Der er mange forhindringer i dagligdagen, når man har et ben sat på stand-by.

Man tager for eksempel ikke bare et bad. Brusebad altså. Jeg vil end ikke overveje at nedsænke mit legeme i vores umulige badekar. Jeg kommer aldrig nogensinde op derfra på et ben!

Slet ikke.

Men et almindeligt brusebad er jo desværre påkrævet indimellem. Og det er langt fra så nemt at udføre, som uden forbinding. Og kræver ligeledes en del planlægning.

Man humper nemlig først forbi køkkenskuffen og klemmer en rulle vitavrap under armen, hvorpå man humper videre på sine krykker, ud på badeværelset. Der lægger man vitavrappen. Og så humper man – stadig på krykker – ind for at finde rent tøj, som man vikler om halsen, eller putter ned i en taske som man kan have på maven/ryggen. Så humper man tilbage til badeværelset og krydser fingre for at man ikke har glemt noget.

Siddende på toilettet tager man tøj af. Og mens man er så godt placeret, kan man jo ligeså godt tisse.

…

Er I forresten klar over hvor svært det er at tørre sig efter toiletbesøg, når man skal balancere på et bøjet ben? Alternativt hvilende på en enkelt balle, og i overhængende fare for at dratte ned af toiletbrættet inden man når at få tørret.

Nå, men så er det gjort!

Så skal det indpakkede ben pakkes ind i vitavrap. Med vat i kanten.

Og så kan man – for det tilfælde at brusehovedet allerede ligger på gulvet – lade sig dumpe ned fra toilettet og krabbe sig hen til brusekabinen. Ellers, hvis nu bruseren hænger på sin plads, må man med møje og besvær hoppe, gerne uden at glide, hen til brusekabinen, få bruseren fri og først der, sætte sig ned på gulvet.

Jeg blev foreslået en skammel til at sidde på, men så løber der vand ned i forbindingen uanset hvor godt sikret den er, og da den ikke må blive våd, så er det ikke en mulighed.

Netop fordi den ikke må blive våd, sidder jeg på numsen, let bagoverbøjet og stritter med det dårlige ben, og denne stilling kan efter ret kort tid, sagtens mærkes i lysken. Jeg siger det bare.

Man kan så vaske sig her og der og alle vegne, kan skylle håret rent og så kan man slukke for vandet og lade bruseren ligge på gulvet, i håb om at den også ligger der til næste badeseance.

Så skal man tørres. Først – håndklæderne er naturligvis placeret i strategisk nærhed af brusekabine – skal man have fat i et mindre håndklæde, til det lange hår. Håret bliver tørret og sat i håndklædeturban for ikke at dryppe ned i eller på forbinding. Så kommer turen til det store håndklæde, og man starter med benene, igen for at undgå mindre bække af vand triller ind i vitavrapforbundet ben. Så kommer det lidt mere besværlige.

Man skal op.

Fra siddende stilling på gulvet, med et enkelt arbejdsdygtigt ben og det andet, og ikke funktionelle ben, strakt vandret ud fra hoften idet man jo ikke kan hverken bøje eller belaste det. En øvelse der i den grad kræver koncentration og en stærk lårmuskel, samt hjælp fra en mur, et håndtag eller andet stabilt.

Jeg får sikkert baller af stål efter tre uger på denne måde. Eller det vil sige, strengt taget er det vel kun en balle det drejer sig om. Den anden, laver nemlig ikke dagens gerning og jeg kunne godt mistænke en vis skævvridning på numsen, med sådan en arbejdfordeling. Men den tid den sorg. Så er det godt jeg går med kjole!

Nu er man kommet op og stå, på et ben, man er ren, man er næsten tør, undtaget under fødderne da man jo stadig står i brusekabinen.

Så langt så godt.

Nu kommer der endnu en udfordring. Man skal – på våd fod – hoppe over på den nærmeste bademåtte. Grunden til at krykkerne ikke er meget bevendt til denne udfordring, er at de glider på vådt gulv.

Så krykkerne står ovre ved toilettet, i sikker afstand fra alt det våde.

Altså, klamrende sig til diverse sikre elementer: mur, indbyggede skabselement, med mere, kan man med fare for resterende førlighed, ankomme nogenlunde sikkert på den tørre og skridsikre bademåtte og kan, efter at have nulret tæer i bademåtte, fortsætte lidt mere sikkert hen til toilettet, hvor man fuldstændigt udmattet kan dumpe ned.

Og tage sit tøj på. Hvis man da ikke har glemt noget.

Og så kan man passende humpe ind til sin sofa og tage sig en velfortjent pause.

Men så gik der da en time med det!

…

PS: Indrømmer med det samme at dette cirkus kun bliver udført hver anden dag.

 

“Nu har jeg min finger inde i musklen

lige midt i problemet. Det skal vi nok få ordnet.”

…

blev der sagt. Og så sortnede det godt nok lige lidt for Kong Mor.

Jeg tænkte seriøst at han havde sprøjtet noget beroligende ind, et eller andet sted, for jeg kunne fornemme jeg var på vej meget langt væk, og da jeg pludselig kunne mærke ham løsne skindet på min læg, (!!!) og rode rundt derinde, forlod jeg mentalt lokalet for en kortere stund.

…

Men ellers var han nu meget flink, ham den fancy læge.

Som også passer på både FCK, Skilandsholdet og Team Danmark, blandt mange andre. Og nu kan han jo føje Kong Mor til sin lange liste af berømtheder han har lappet sammen.

Da jeg kom til mig selv – dækket af koldsved og lettere fortumlet – konstaterede han venligt at jeg da vist lige havde taget mig en lille lur.

…

Meget morsomt på den jyske måde.

…

Han afleverede en pose med smertestillende, og mig i en kørestol, til First Man, samt en mængde formaninger om hvordan jeg skulle – og især ikke skulle – gebærde mig i de kommende dage.

Og så blev jeg fragtet den lange vej hjem igen.

…

På det tidspunkt virkede min bedøvelse endnu, så jeg var frisk og frejdig. Det varede sådan cirka til jeg kom hjem og ligge. Så kneb det lidt mere med overskuddet og den første nat var ikke ret sjov.

Pakke fra min elskede Diva

Men intet er så galt at det ikke er godt for noget, for Divaen i Colorado var stadig oppe der midt i den danske nat, så vi lå og snakkede, og det var faktisk så hyggeligt at jeg lidt glemte hvor ondt det gjorde. Så havde den dejlige tøs også sendt en pakke til sin mor – en pakke med noget usandsynligt dejligt amerikansk chokolade i. Og andre småting som hun ved gør glæde! Som for eksempel en Colorado magnet til min samling!

Pakket ind efter alle kunstens regler efter at skindet blev løsnet…

Ellers har jeg læst.

Og sovet.

Og leget lidt “Ruzzle” og Wordfeud”

Og hørt den playliste jeg ikke nåede at høre på til operationen, men bedre sent end aldrig.

Og så har jeg kedet mig.

Bravt.

Og nu vil jeg egentlig gerne snart kunne hoppe rundt igen, for slet ikke at tale om at komme i bad på den almindelige måde, men det har lange udsigter.

Lad mig sige det med det samme, jeg har ikke savnet mine krykker. Husker dog denne gang at holde armene tæt ind til kroppen, så jeg undgår at få ondt i armhulerne af at hoppe rundt, slæbende på min egen dødvægt…

Man siger at tålmod er en dyd.

…

Jeg kan – for Gud ved hvilken gang – blot konstatere, at dydig, det bliver jeg nok aldrig…

 

 

Nu er jeg så klar som jeg bliver

Til at få skåret i mit ben.

…

Og fisket bortløbet muskel frem og syet fast på rette sted igen. Den har været savnet!

Har beroligende playliste og ørebøffer på telefonen så der er håb om jeg kan slappe af.

Der er sat en seng op i stueetagen så jeg har et sted at sove i de 2 uger hvor jeg ikke er så mobil at jeg kan gå på trapper. Så kan jeg også veksle i løbet af dagen, mellem sofa og seng.

Ophidsende, ikke sandt?

…

Så har jeg fundet mit eneste par løse bukser frem.

Et levn fra en eller anden gymnastikopvisning, som nu vil få deres absolutte storhedstid, indtil jeg kan have strømpebukser på igen. Har desuden sat det mit mødrene ophav i gang med at sy mig et par mage til, så jeg ikke kommer til at lugte alt for meget af gnu efter 10 dage i samme nedre outfit.

Jeg startede også min bogsamling igen, fik samlet bøger, bøger og flere bøger. Heldigvis for Pernille løber jeg ikke tør lige foreløbigt!

Var desuden ude og købe ind i går så andre kan lave nem mad når nu jeg ligger på langs, og jeg skal ikke kunne forsværge at der ikke også røg en ganske lille pose P-tærter og nogle nødder, med i vognen så jeg har lidt at gnaske på og dermed undgår at vansmægte totalt.

Jeg har samlet det hele i en kurv, ihukommende hvor svært det er at transportere noget som helst når man er på krykker. Jeg satser på at kurven kan dingle fra et krykkehåndtag uden alt for stort besvær og jeg dermed kan fragte mig selv og diverse småting fra sofa til seng, eller fra seng til sofa.

Kleenex, P-tærter, cachewnødder, Pernilles bog “Drømmehjerte” og de lækre sokker jeg fik af søde Susanne.

Det er straks værre med min te. Her må jeg nok forlade mig på barmhjertige sjæle, subsidiært en skinger fløjte, indtil min te indfinder sig!

…

Det eneste jeg ikke er klar til, er at have ondt. Så bliver jeg enormt pivset. Og lidt mande-døden-nær-agtig.

Men mon ikke jeg også overlever dette?

Vi ses på den anden side!

Lige om snart

Nå.

Jeg ringede – ikke uden en dårlig smag i munden – til min sundhedsforsikring: “Jamen du vælger da bare det privathospital du ønsker, så betaler vi.” var svaret.

…

Så var det jo nemt.

Jeg ringede til ham som var planlagt til at skulle skære i mig i marts måned. Og fik en tid til tre dage efter. Og skal nu opereres om lidt.

…

Ja! I denne måned. Tænk engang. Så jeg samler på ny bøger ind, for at have noget at lave i de 2-3 uger jeg skal ligge og glo med noget ben i ro. Holdt omgående op med at læse i “Skyggedrengen” for dog at have lidt mere at læse i.

Overvejer også at lave audiens, ellers bliver det godt nok nogle lange dage.

Men alt dette afholder mig ikke fra at synes, det altså er noget underligt noget, at jeg er mere lige end andre som ikke har job eller sundhedsforsikring. Bevares, jeg er skam meget glad og taknemmelig, tag endelig ikke fejl af det.

Især fordi det i de sidste par uger, har gjort mere ondt end vanligt, da en masse mennesker har skullet pille og strække og hive og gøre ved, i mit stakkels ben. Så det er dejligt at kunne se en ende på det – Slagtermanden lovede mig endda at jeg kunne komme til at løbe igen – og komme til at springe rundt som en gazelle flodhest i balletskørt igen.

Og så kan en anden få min tid d. 18 marts.

Tortur forlænget.

De torturlignende tilstande der herskede på matriklen for lidt mere end en uges tid siden, er blevet aflyst. Eller forlænget om man vil. Det er som man lige ser på det.

…

Jeg har nemlig fået datoen for mit møde med kirurgen.

…

Den 18 marts.

Godt nok i 2015, men alligevel. Det vil så være to år – på dato – siden jeg fik min fibersprængning.

…

Det startede med at jeg slet ikke hørte noget. Så jeg ringede til bookingenheden for at høre om de mon havde mistet mig. Det havde de ingenlunde, og bookingdamen kunne da sagtens lige meddele mig den tid, jeg netop var blevet tildelt.

…

Da mine høje – og taknemmelige – glædesråb ganske udeblev, og jeg i stedet langsomt gentog datoen, blev damen en anelse strammere i betrækket: “Ja, han har jo ligesom ikke tid før.”

…

Fik ubændig lyst til at citere mine børn, med den formidable sætning: “No shit, Sherlock” men jeg lod være af to årsager. Dels var det jo strengt taget ikke den stramme bookingdames skyld, at manden er vildt dygtig til at skære i andre menneskers lemmer, dels kunne man jo ikke vide om der var fare for, at hun ville ændre årstallet fra 2015 til 16. Eller 2023.

Ikke desto mindre gik gassen en anelse af ballonen og den lånte bog blev forfremmet til mit natbord, idet jeg tvivler på at Marlene vil sætte pris på at undvære sin bog til engang i April 2015 – eller 2023 – altså alt efter hvor sur damen nåede at blive, før jeg fik sagt at det jo naturligvis ikke var hendes skyld.

Det tog mig heller ikke mere end et par klik på Google, for at konstatere at denne travle mand, tilsyneladende har travlt med alt muligt andet end at passe sit arbejde på Det Store Sygehus. For eksempel er han også optaget af at arbejde på sin egen klinik. Og med at reparere diverse sportsstjerner, både her og der.

Da jeg lakonisk meddelte dette til mine kolleger, blev jeg straks opfordret til at kontakte den private sundhedsforsikring vi er begavet med på vores fælles arbejdsplads. For de var sikkert ligeglade med hvor denne superslagter ville svinge skalpellen over mig, og kunne jeg få en tid i den private om 3 uger, skulle jeg da gøre det.

…

At få det overstået – og forkortet torturperioden – lød absolut forjættende.

…

Men…

Det er mig så uendeligt meget imod at gå bagom køen – bare fordi jeg kan – og måske tvinge andre ud i endnu længere ventetider. Vi har et sundhedssystem som er for alle. Hvor alle får – burde få – samme gode behandling. Men så kan man, fordi man er så heldig at have et godt job, få endnu flere goder, og dermed springe pøblens normale ventetider over.

Når jeg overvejer det alligevel, er det jo udelukkende af egoistiske årsager:
1. Jeg orker ikke at skulle humpe rundt i 6 lange måneder. Jeg ville gerne igang med at kunne gå normalt – for slet ikke at sige løbe – igen.
2. Risiko for MRSA bilder jeg mig ind er langt mindre på et privathospital end på Det Store UniversitetsSygehus.

Min skade er ikke livstruende, den generer mig da, men jeg kan sagtens overleve i seks måneder mere.

Og jeg har endnu ikke besluttet om jeg vil gøre brug af min fine overhalings-jeg-er-mere-værd-end-andre-mennesker-forsikring.

Er det ikke at underminere vores sundhedssystem?

Er det ikke en næsten helt kommunistisk tendens, at nogen bliver mere lige end andre, på en venteliste?

Eller skal jeg bare være glad for at jeg er så heldig at jeg har en fin privat sundhedsforsikring, få min lille operation overstået og så i øvrigt give min tid d. 18 marts, til en anden?

 

Det er ikke hul i hovedet

men derimod hul i benet.

…

Jeg fik en ond fibersprængning i marts sidste år. En rigtig ond en. Med krykker. Og lig-ned-i-lang-tid.

Så i stedet for at gå til gymnastik med Kirsten i vinters, gik jeg til svømning med Lene. Da jeg så tænkte at nu var det vist på tide at komme til at løbe lidt igen kunne jeg bare slet ikke. Jeg kunne løbe tre-fire skridt og så strammede hele min læg så meget at jeg tænkte: “nu eksploderer hele benet”.

Okay, måske ikke hele benet, men det føltes kriminelt.

Altså tog jeg til lægen for at få noget fysioterapi eller noget for at hjælpe lidt til.

Det var så der at lægen sagde: “hvad er det for et hul du har der på benet?”

Jeg snurrede rundt om mig selv, og kunne – heldigvis – ikke se nogle huller i mine ben.

“Der” vedblev hun og satte pegefingeren direkte på min læg.

…

Der var et hul, eller en fordybning vil jeg nok snarere kalde det. Som om mit ben var smeltet lige der. Jeg fik nogle meget stygge billeder på nethinden.

…

Og koldsved.

“Øhh” begyndte jeg, tør i halsen. “Det hul har altså ikke altid været der”.

Jeg holdt pause. Usikkert.

For lægger man ikke mærke til hvis ens ben smelter væk?

Jeg mener, ens lægmuskel kan da ikke bare sådan forsvinde, uden at sige farvel?

…

Kan den vel?

Jeg sank en klump. Spedalsk – det var det jeg var – og resten af mig ville forsvinde uden en lyd.

…

Jeg så omgående en fordel ved at blive spedalsk lige omkring mine deller, men jeg tvivlede meget på at det ville stoppe der.

Lægen afbrød min tankerække.

“Du skal have en henvisning til ortopædkirurgisk” – mere hørte jeg ikke, da jeg blev hængende i det med kirurgisk. “Det kan du ikke mene” jamrede jeg panisk.

Hun tillod sig at grine.

“Jamen, de skal bare…” begyndte hun.

Jeg lukkede helt af; der er ikke noget “bare” når det handler om at skære i mig.

…

Men da danske sygehus kirurger sjældent vil skære i nogen for så bagatelagtige ting som et lille hul, så tænkte jeg at jeg sagtens kunne nå at blive reddet, og det længe inden de kunne nå at sige “narkose” til mig.

…

Det var så at gøre regning uden vært, da jeg netop har været til undersøgelse hos sådan en slagter-fryns, der var helt enig med en hel masse andre slagtere, i at jeg skulle skæres op og syes sammen igen.

…

Så nu kan jeg bare gå rundt og vente på at få min henrettelsesdato.

Inden længe.

Hvis det ikke er tortur så ved jeg ikke hvad det er.

 

En kylling? Mig? Nej da!

Og det er ikke engang sarkastisk.

Jeg kan nu kalde mig selv for Doktor Mor.

Fordi: i sidste uge blev Divaen opereret og blev syet med et par sting. Disse skulle fjernes ved egen læge en uge – ti dage efter operationen, og det var så i går.

Desværre var Divaens skema ikke af sådan karakter at det efterlod plads til at få en tid hos lægen, med deres relativt begrænsede åbningstider.

Da jeg i går, i andet ærinde, alligevel var at finde i lægehuset – nej det var ikke for at stikke den Luciabesøgende lægefar en flad, selvom jeg ikke kunne modstå at stirre surt på ham – så kunne jeg jo passende forhøre mig, for hende.

Hvorom alting er, jeg spurgte lægen – vores læge, den rigtige læge – om jeg helt selv mon kunne eller rettere måtte, fjerne stingene fra min datter.

Det måtte jeg godt.

…

Med hans mundtlige anvisninger tog jeg hjem og fremlagde min ide for min ældste datter. Jeg ignorerede hendes noget skeptiske blik, og prøvede at overbevise ikke bare hende, men også i høj grad mig selv, om at det var en vanvittig god idé at jeg fjernede hendes to sting.

…

Ikke desto mindre befandt vi os lidt senere på badeværelset, jeg iklædt kirurgtøj og afsprittet neglesaks. Nej okay så, jeg havde ikke kirurgtøj på, men den afsprittede neglesaks og do pincet var ganske vist. Det lød bare så professionelt.

Og jeg gjorde det.

Jeg fjernede de to sting, helt uden at besvime og helt uden at Divaen kom ud af badeværelset med flere skader end da hun trådte ind.

Er jo ikke fri for at være en ganske lille bitte smule stolt af mig selv!

Det var da også så længe siden

at jeg havde tilbragt en fredag aften på skadestuen med mit afkom.

Blev ringet op af en mand som bad mig komme og hente Zorronaldo. Midt i aftensmaden og min fredagsro. For han havde skåret sig. Og var blevet dårlig. Han har jo nok arvet et par gener af sin mor.

…

Men altså, naturligvis da. Jeg havde da absolut heller ikke nogen planer for min fredag aften.

…

Jeg satte First Man til at overvåge både risen og Gårdmand Bjørn, lokkede Divaen til at tage med mig, for det tilfælde at knægten fik det skidt igen. Og godt nok kan jeg meget, men at køre en bil forsvarligt gennem staden samtidig med at jeg holder øje med at min søn ikke går i koma hører ikke til mine spidskompetencer.

Vi ankom til en bagindgang hvor sønnike blev læsset ind i bilen og jeg beordrede Divaen til at kigge på den sårede finger der var pakket ind i en anseelig mængde papir. Hendes rapport lød på at diverse blødninger var holdt op, men at det så ret dybt ud.

Jeg stolede på hende – skulle aldeles ikke nyde noget af at kontrollere hendes observationer – men ringede til lægevagten, da jeg ikke havde den store lyst til at køre frem og tilbage mellem møllen og købstaden sådan flere gange den aften. Vagtlægen mente bestemt at det var en sag for skadestuen.

Hvorpå jeg drejede til venstre i stedet for til højre for enden af Bagergade.

Jeg fik bugseret min søn ind i akutmodtagelsen hvor han omgående fik renset fingeren i noget samt en sprøjte mod stivkrampe. Og så…

…

Faktisk er det ret fedt nu man tænker over det: vel betaler jeg skat og vel ville jeg gerne have et par tusind mere til os selv hver måned –  ihukommende sidste uges afsløringer af mere velstående menneskers trang til at unddrage sig denne borgerpligt – men faktisk er det jo enormt betryggende at vide man bare kan køre et sted hen, sige: “Min søn har skåret sig, kan I hjælpe?” og vips får han en vaccine mod en livsfarlig sygdom, renset såret og bundet en foreløbig klud om fingeren og vist ind et venteværelse indtil der er tid til at en læge kan se nærmere på det.

Ganske gratis.

Eller nej, det er jo netop ikke gratis, fordi jeg betaler skat. Men mennesker der vil beholde deres mange penge for sig selv, skærer sig vel også indimellem, og hvorfor skulle de få samme behandling uden at bidrage til fællesskabet?

Nå det var en indskudt bemærkning, blot for at opdage at jeg efter to og en halv times venten, stadig var taknemmelig for at jeg for eksempel ikke bor i Mogadiscio eller Dhakas slumbyer.

…

Så såre vi havde sat os ned i venteværelset begyndte begge mine teenagere at jamre stille på mad. Jeg tænkte ærgerligt på de tre liter kødsauce der lige nu boblede der hjemme, men endte med at give efter og køre hen til McDonalds. På vejen samlede jeg Prinsesse Lyserød op, og så var der pludselig lagt op til indvandrerfest i akutmodtagelsens venteværelse. Med pommes und alles.

Zorronaldo med strittende tommeltot.

Vel installeret i venteværelset igen sammen med tre af mine fire børn, der indbydes delte dagens begivenheder under indtagelse af nuggets og cola, havde jeg valget mellem at se på Region Syddanmarks oplysningskanal der kørte i ring og fortalte hvor mange kvinder der hver dag døde af hjertekar sygdomme, eller “Vild med dans” alt efter hvilken stol jeg sad på.

Det første var for deprimerende, det andet har jeg aldrig set, så jeg tænkte at her var muligheden for ved selvsyn at konstatere at vores alle sammens folkehelt ikke kan danse, nu da mit afkom havde travlt med at underholde hinanden.

Lad mig blot nøjes med at sige at jeg aldrig igen vil udsætte mig selv for det program. Det kommer aldrig nogensinde til at passe til mit temperament at se andre mennesker have det sjovt. Jeg vil hundrede gange hellere selv have det sjovt.

Og hvad Allan angår, så må i meget undskylde, men han dansede han altså.

Sådan så det i hvert fald ud derfra hvor jeg sad. Om han så dansede videre godt skal jeg lade være usagt, men han dansede da. Komikken i kampen mellem levende mennesker og et medie er så afgjort til at få øje på, og lur mig om ikke Allan vinder uanset diverse kryptiske regelændringer. Så kan medieverden måske lære at være en kende mere ydmyge, når de har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke puttes i kasser og forventes at blive der.

Og heldigvis for det.

Jeg overlevede både programmet og ventetiden, og klimaks kom da Zorronaldo endelig blev strippet sammen og vi atter kunne finde vejen hjem til møllen hvor både kødsauce og ris var fortæret for længst.

…

Da var min fredag aften fuldstændigt forduftet og jeg kunne gå direkte i seng.

Dog ikke uden en lidt træls fornemmelse af at være blevet grundigt snydt for en fredag aften.

Men jeg tager helt sikkert revanche!

 

Noget meget uretfærdigt og et tema.

Jeg finder det ganske uretfærdigt, ja faktisk fuldstændigt uhørt at man kan få tømmermænd uden at have drukket andet end et eneste lille glas lyserødt cideragtigt velkomstnoget, da jeg var til fødselsdag i lørdags. Og ingen røg – i hvert fald ikke indenfor – så der var simpelthen bare ingen som helst grund til en sådan tilstand.

Jeg kom endda ikke voldsomt sent i seng.

Ikke desto mindre vågnede jeg kl. 10 søndag formiddag, med en mund som om der havde bosat sig en meget lidt renvasket bjørn, og et hoved der husede et mindre trykluftsbor.

Ikke i sig selv ret fordrende for det aktivitetsniveau jeg havde planlagt for min søndag.

Unødvendigt at sige at mine planer røg ud i vasken tillige med den kop te jeg absolut ikke havde plads til i min oprørte mave.

Resten af dagen blev udført i et absolut slowmotion, og jeg endte med at sidde ligge brak i sofaen mens jeg netsurfede efter inspiration til min fødselsdag.

…

Ja, min fødselsdag.

Den opmærksomme læser vil bemærke at der rundt regnet er 2 måneder til denne så dejlige begivenhed, og at jeg derfor er ude i ret god tid. Men, som jeg bemærkede til mine hånende børn, så passede det stort set med det tidsrum hvor jeg er tvangsindlagt til at skulle høre på deres fødselsdagsplanlægning.

For nu slet ikke at tale om deres pigernes konfirmationsforberedelse, som har lagt ud et årstid før den store dag. Gad vide om de ikke snart går i gang med noget bryllup?

Men nu kan jeg i hvert fald glæde min nære omverden med at temaet for dette års fødselsdagsfest hermed er fastlagt!  Samt at Amerikafarende mennesker i omgangskredsen er blevet pålagt at rekvirere udstyr og dims til udvalgte tema, når de nu alligevel er i dimseparadis, aka Guds eget land.

Slut på eftermiddagen blev jeg dog kostet væk fra min vegetative tilstand på sofaen for at bistå First Man i det ugentlige besøg i supermarkedet. Eneste formildende omstændighed var dog at han agerede chauffør af både bil og indkøbsvogn, og da jeg i tilgift kunne vælge frit, faldt valget på Netto, hvor jeg som tømmermænds-terapi kunne vælte diverse dims og lir ned i vognen.

Om denne terapi hjalp skal jeg ikke kunne sige, ikke desto mindre blev jeg så frisk at jeg var i stand til at kreere noget til aftensmaden hvorefter jeg – efter indtagelse af samme – kunne vælte omkuld i min seng og ønske at jeg kunne få en erstatningssøndag for den der så fejt var blevet franarret mig.

Men så god er verden trods alt ikke.

God mandag alligevel!

Meget diplomatisk..

Jeg vil sige det så diplomatisk som jeg kan.

JEG HADER TANDLÆGER.. Hov.. Nårrh nej, det var det diplomatiske jeg kom fra.
…
Jeg kan ikke lide tandlæger.
Eller jo det kan jeg godt. Ellen er fantastisk.
Og heldigvis at hun er så sød.
Ellers ville det være fuldstændigt ubærligt at gå til tandlæge.
…
Men jeg kan altså stadig ikke lide det.
…
Og jeg kan endnu mindre lide det når bedøvelsen holder op.

Hare hop, hare hop..

Det kunne også have heddet “Krykhusar over stok og sten”. Men det er mig det handler om, eller rettere mine krykker.

Eller for nu at være nøjagtig: krykkers bivirkning.

Jeg kan, såfremt dette cirkus står på meget længere, vinke farvel til mine mormorvinger. Hvilket i sig selv ikke er helt tosset, men som under afskedsseancen volder mig stor smerte lige under armhulen.

Hold da helt op, hvor gør noget ondt lige der.

Og så min kondition…

Jeg troede jeg var i fin fysisk form, med alt det gymnastik jeg har trænet. Men nej, også her er jeg gået galt i byen. Jeg skal bare hoppe op ad trappen på mit arbejde, med den ene hånd på gelænderet, den anden på en krykke, for at blive fuldstændig udmattet når jeg endelig er kommet til tops.

Hvis jeg undlader at spørge mine søde kolleger om de vil gå i printeren efter mine ting, og selv humper derned – nu med begge krykker i brug – så er jeg så forpustet det er på grænsen til pinligt og jeg sveder tran.

Når jeg så har hoppet rundt det jeg nu skal hoppe, på sådan en dag, får jeg krampe i den højre balle fordi højre ben i den grad er overbelastet.

…

jeg bliver skævvredet…

Simpelthen.

Ender med en enkelt balle af stål og en anden, som er kravlet halvvejs ned af låret.

Gad vide om man kan få erstatning for følgeskader efter brug af krykker?

…

Hvis jeg nu ber’ pænt?

 

På tre ben.

Ja, et er mit eget, de to andre ben er venligst udlånt af “Rehabiliteringsafdelingen”. Det sidste ben – det sårede – er lockoutet fra mit nuværende liv. Godt jeg har de udlånte skruebrækkerben, for de gør at jeg kan komme på arbejde idag og at jeg har kunnet komme på toilettet mens alle andre var væk.

En kollega der bor i nærheden kører mig og så må jeg sidde på min pind med benet oppe, så længe jeg kan det!

Det har ellers været ret ekvilibristisk at være mig. Der er nemlig det ved krykker at man ikke både kan humpe sig fremad, og bære noget. Ergo har jeg hver gang skullet overveje hvad der var vigtigst. Det har virkelig været en lektion i prioriteter.

Når jeg har været sulten, har jeg humpet ud i køkkenet og lavet maden der – vi snakker ristet brød eller havregryn – men jeg har også spist der.. i køkkenet. På gulvet. Fordi det er umuligt at gå med krykker og en skål havregryn hen til bordet, og ligeledes er det ret svært at hoppe med samme tallerken i hånden. Eller nej det er ikke svært at hoppe, men sandsynligheden for at skålen er tom eller delvist tom når jeg ankommer til bordet, er uforholdsmæssig stor. Det har jeg nemlig prøvet med et glas vand. Glasset var ikke engang helt fuldt. Men det meste endte alligevel på gulvet.

Derfor har jeg spist, siddende på gulvet med en meget interesseret Blondine vimsende omkring mig, eller nærmere om min mad.

Til min oprindelige skade, er der nu tilstødt yderligere skavanker. Jeg har nu ondt i det andet ben.. Fordi jeg kun bruger det. Jeg har ondt i ryggen af at ligge ned, og sikkert også af at skulle kompensere for det manglende ben. Og jeg taler slet ikke om de traumer jeg har fået af sådan en kedsomhed.

Jeg er ikke skabt til at ligge og glo. Og fjernsynet har været tændt 2 gange. En gang for at se Black Swan som jeg aldrig har set, og en gang for at holde mig ajourført med diverse lockoutvarsler.

Gad vide om man kan lockoute sin egen demokratisk valgte regering?

For så ville jeg gerne lockoute dem alle sammen.

Fra nu af…

Okay, jeg blev ikke kvalt..

i min fine røde vimpel. Ejheller lykkedes det mig at kvæle nogle af de andre på holdet.

Men det forhindrede mig ikke i at komme til den sidste gymnastiktræning i denne sæson, varme op, og så lege tagfat, for derefter at få en gedigen fibersprængning i min læg. Ud af det blå. Og så eftertrykkeligt at min egen læge sendte mig på skadestuen for at sikre sig at akillessenen var intakt. Det var den gudskelov.

Velkommen.. Ved ikke hvor dybfølt man skal tage det. Det er lidt som at tage på besøg hos en ældre, og meget sur tante, som uvægerligt vil kysse en omgivet af en stank af naftalin og nive en under armen på det bløde sted, hvis man bliver for kæk. Man skal have det overstået – af åbenlyse diplomatiske årsager – men man er faktisk helst fri.

Min lægmuskel er derimod ikke intakt. På nogen måde. Jeg kan nemlig ikke engang sætte foden i gulvet, og det er en anelse besværligt når man skal bevæge sig fra et sted til et andet. Skadestuelægen mente at musklen var helt revet over, men det er fordi hun ikke kender mig og min stædighed.

Det var ellers imponerende. Det føltes som om nogen havde kylet en tennisbold lige ind på mit ben, der lød et kæmpe smæld og så var jeg sendt til tælling, med koldsved, tåre i øjenkrogen og alt muligt.

Dorte og Dorte fandt is, Marie fandt stol, Lars tjekkede hælen første gang, og alle de andre vimsede rundt og tilbød puder og trøjer og trøst. Det er jo sportsnørder jeg træner med, så de render rundt med engangs-isposer i tasken som det naturligste i verden. Da der ligeledes forefindes sygeplejesker og (gift med)-fysioterapeuter var jeg i gode hænder. Ville jo ikke gå glip af afslutningsmiddagen bare fordi jeg skulle have lidt ekstra opmærksomhed!

Da aftenen var slut fik Kirsten og Helen mig ud af omklædningsrummet, Benny bar mig ud til bilen og Stinne kørte min bil – med mig indeni – hjem til mig selv og Anne kørte bagefter i Stinnes bil.

Og min egen søde mand slæbte mig så rundt i huset og endte med at smide mig på sofaen.

I skrivende stund ligger jeg her – som en strandet hval – og lagde ud med Gårdmand Bjørns skateboard som eneste transportmiddel når jeg skulle hen over stuegulvet.

Der er nemlig det ved det at stuegulvet er et trægulv som indimellem afleverer nogle alvorlige splinter. Og oven i alt det andet kunne jeg ikke også overskue at skulle til at flå splinter ud af den anden fod eller eventuelt min bagdel, når jeg krabbede mig hen til badeværelset. Så jeg sætter mig – majestætisk – med røven på et skateboard og triller igennem stuen når jeg er tørstig eller da jeg skulle have morgenmad og alle andre i husstanden fejt havde forladt mig.

De kom dog tilbage igen efterhånden og jeg er skam blevet forkælet og puslet om!

Det som piner mig mest er at jeg ikke må køre bil foreløbigt OG det faktum at jeg stadig er i min prøvetid på arbejdet kan godt give mig endnu en omgang koldsved.

Men afdelingslederen var sød og forstående og min mor tilbød at køre mig på arbejde i næste uge. Så mon ikke det løser sig.

I mellemtiden skal jeg have lært at styre de meget fancy krykker jeg fik udleveret på skadestuen. Så jeg slap for skateboardet.

De er vildt flotte de der krykker – men tænk jer bare engang – der er refleksbrikker på..

…

Refleksbrikker!

SOM OM man har lyst til at rende rundt i nattens mulm og mørke… på krykker?

Hvem ved sine fulde fem ville tage på vandretur med krykker?

Nogle ting er bare fuldstændigt overkill!!

…

Ikke desto mindre vækker de stor lykke, krykkerne, både hos undertegnede, da jeg synes det er sejt og i øvrigt aldrig har prøvet sådan nogle før. Godt nok har jeg engang gået på stylter, men det føles ikke helt lige sådan. Jeg er ganske vist lige så vakkelvorn som dengang med stylterne.

Men altså, de vækker også stor lykke i resten af familien, da heller ingen af de andre har prøvet at gå med krykker før. Så der er rift om dem, og det i sådan en grad at jeg må sidde og brøle op hvis jeg skal tisse, for at hidkalde krykkerne, som er påmonteret et barn der igen befinder sig udenfor rækkevidde, inden jeg tisser i bukserne.

Det er svært at være syg uden at have feber. Og være tvunget til at ligge stille og glo. Men jeg får læst nogle bøger.

Spillet wordfeud.

og ruzzle.

og quizbattle.

Men derfor er det alligevel svært synd for mig og jeg ville altså sætte stor pris på opmuntring!