Når man kører gennem byen, og – på grund af lyskryds og trafik – kører langsomt forbi et par unge mænd i 20erne.
Ganske almindelige unge mænd.
Der holder i hånd.
Og ser glade ud.
Et ganske almindeligt forelsket par.
Så bliver jeg inderligt taknemmelig og SÅ glad for at bo i et land, hvor det er muligt at de kan gå i fred og bare være dem de er!
Når man bliver fanget i sådan en situation hvor man bliver nødt til at sige op, udelukkende for at bevare sit mentale helbred – forresten, så har jeg set et eller andet opslag fra en fagforening: “Ville du ansætte din egen chef?” og det kan jeg forsikre dem om at jeg ikke kunne drømme om, altså hvis de spurgte mig.
Faktisk, så har jeg læst i en eller anden undersøgelse at kun mellem to og tre % af befolkningen har psykopatiske træk. Blandt ledere er tallet helt oppe på 10 %, hvilket jo hænger meget godt sammen med at de fleste jeg kender, har mødt en psykopatisk leder. Skræmmende!
Nå, det skulle handle om MIG og ikke andre.
En hvid rapsblomst… Fantastisk! Findes det, eller er det noget helt andet? Eller faktisk har jeg ikke brug for at vide det – jeg kan bedst lide ideen med at skille sig ud fra mængden!
Hvordan motiverer man så sig selv når man både skal overleve karantæne og knurrende mave, og i øvrigt er rigtig træt af andre menneskers opførsel?
Når man i den grad føler sig uretfærdigt behandlet, og burde give slip og komme videre.
Når ens familie, venner og bekendte kun giver én ret i at der er mange idioter på vores grønne jord, samt at naturligvis skal jeg have de penge jeg mener min tidligere arbejdsplads skylder mig.
Så er det ikke helt ligetil at finde nogen form for motivation, skulle jeg hilse og sige.
…
Men det hjælper at stole på sig selv.
Og så hjælper det at gå tur.
Med youtube peptalks i ørerne.
På USAnsk.
Jeg skal lige love for at de kan noget med boost af selvværd, motivation og sådan noget.
Så siden jeg sagde op i midten af april, har jeg vandret oplandet tyndt, og lyttet til The Rock, Denzel Washington, Will Smith og dusinvis af andre berømtheder som taler om “Law of attraction” og bare motivation generelt. De fleste af den slags youtube videoer er vist henvendt til sportsfolk, men det med at det skal gøre ondt når man træner, det tager min sunde egencensur sig af. Jeg vil gerne være med til at jeg ikke skal give op, men det behøver bestemt ikke gøre ondt!
Under disse daglige gåture, har jeg meget ofte – dog ikke uden først at have sikret mig at der ikke var nogen i min umiddelbare nærhed – råbt diverse ting ud og op i luften, såsom “Jeg er fantastisk”, “Kun gode ting venter mig forude” eller “Det perfekte job og jeg bliver bragt sammen nu”.
I sig selv ikke noget som kan skade nogen – ikke engang mig selv – jeg har dog forskrækket både får, lam og et par kalve, der heldigvis ikke så ud til at lide nævneværdig overlast, men det har givet mig en masse energi og motivation til ikke at give op.
Jeg er overbevist om at det er sundt sådan at booste sig selv og sin motivation lidt efter et nederlag, eller en dum situation. Ellers ender man med at sidde fast og aldrig komme op igen.
Ligeså fantastisk som en valmue i en græsmark!
Så jeg står troligt op hver dag og gør mig klar, tjekker ansøgninger, går tur med USAnsk motivationsboost i begge ører og bliver hjernevasket til at føle mig lige så fantastisk som en valmue i en græsmark!
…
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været lidt svært for os på det sidste. På mange måder.
Og med fare for at levere et af disse voldsomt personlige indlæg, som jeg er så meget imod, kan jeg uden at gå i for mange detaljer, godt betro jer at det er hårdt at skulle leve en familie på seks, med kun én løn, skulle slås med sygdom, triste tanker og dårligt humør rundhåndet fordelt på forskellige familiemedlemmer.
…
I mere end otte måneder.
…
Derfor er der mange ting som der bare ikke er råd til længere. Hverken mentalt eller materielt.
Nu nærmer julen sig endda, og så kan man altså godt gå og blive endnu mere bekymret og trist over at der ikke er så mange penge. Og nok endnu mindre til julegaver.
Eller andet morskab.
Bare der er til mad og alle regningerne.
Det er lidt hårdt og det er lidt trist.
Især fordi de, ikke-økonomiske og mere fysiske problemer, jo heller ikke bliver mindre af at der bare ikke er nogen penge, til at forsøde livet lidt med.
Men sådan er det, vi har hinanden og vi overlever og der er desuden mange mennesker der har det langt værre end os, også i Danmark, og i øvrigt har det aldrig hjulpet noget at sidde i et hjørne og tude over tilværelsens elendighed.
…
Så langt så godt.
Hverdagen skal jo passes alligevel, hvad enten der er minus på kontoen og man går rundt og tumler med sygdomme og triste tanker.
Så varmer det til gengæld helt ned i maven, og sender stjerneglimt i alle kroge af sjælen, når man en almindelig tirsdag kommer hjem, og der så ligger et brev. Fra gode venner. Som man desværre ikke ser så tit som man gerne ville.
Med en julehilsen. Til os alle seks.
…
Og et stort gavekort til en dagligvarebutik, så vi kan købe lækkert og rigeligt mad til jul.
…
Fantastisk.
Stort.
Smukt.
Tænk at man tænker på den slags, når man selv har overskuddet.
Som de sagde, da jeg snøftende ringede og sagde tak: “Vi har også selv haft det svært og dengang var der også folk som hjalp os. Vi vil hellere hjælpe jer i år end at give til nogle anonyme hjælpeorganisationer, og så kan I bare give stafetten videre når I engang er kommet ovenpå”
…
Den lader jeg lige stå.
…
Jeg er så dybt, dybt, dybt, taknemmelig, ydmyg og beæret over at der findes sådanne mennesker i mit liv. Hvilken gave at kende dem!
Jeg har ofte så travlt med at brokke mig over snart det ene, snart det andet. Der er også nok af uretfærdige og irriterende ting at tage fat i.
Men i dag vil jeg bare glædes inderligt over at der findes gode omsorgsfulde og kærlige mennesker, som gerne vil hjælpe dem som ikke har ret meget.
Nu skal det lige slås fast med syvtommersøm, at dette bliver delt, ikke for at give dårlig samvittighed til mennesker som ikke har tænkt sådan, ej heller for at opmuntre andre velgørere til at lave samme stunt, men for at fortælle vidt og bredt om at der findes gode og dejlige mennesker i verden.
På trods af alle ulykker og katastrofer, så er der lysglimt som disse!
Og det er så skønt!
Og jeg sværger at jeg også vil sende stafetten videre, den dag vi er ovenpå igen.
Det sker jo indimellem at jeg er at finde i et eller andet fællesskab, og bliver glad for at høre til. Det være sig i en fodboldklub, arbejdsplads, på skolen, i kirke eller bare i en bus på vej fra her til der.
Så bliver jeg glad for at føle mig som dansker, kollega, fan, forælder eller medlem. Man deler noget med andre.
…
Hvis man deltager i det, vel at mærke.
For et fællesskab bliver jo aldrig til et fællesskab hvis ikke man deltager i det. Mere eller mindre aktivt. Men at man deltager.
Hvis man sidder til et skolearrangement og skal synge.
Ja. Dødsygt – jeg ved det. Og der så kun er 7 der synger, og så bliver det tamt og ikke spor fælles. Og ja, så er det da dødsygt at sidde der og høre på de enlige stemmer der prøver at holde takten.
Men hvis alle synger med og prøver at give det en chance.
Et fællesskab skal man være med i – en del af – før det kommer op og stå. Hvis jeg var den eneste der svang mit Dannebrog…
– Og her vil jeg godt lige sige at jeg synes det er noget afsindigt hysterisk pjat, at nogle mennesker ikke vil flage mere fordi det er… racistisk???? i deres øjne. Jeg har da sjældent hørt mage til vrøvl. At jeg hejser mit Dannebrog eller sætter små papirsflag i mine lagkager gør da ikke mig til racist? Eller nationalist eller hvad det nu er, disse kvalmende politisk korrekte mennesker har fundet på.
Nå, det var et sidespring, dem skal der jo også være plads til.
Altså, hvis jeg var den eneste der svang mit Dannebrog og skrålede “dar eeer et øøøøndigt laaaaand” til landskampen, så ville det bare være enormt sølle. Enig. Men hvis man er en del af mange tusind andre, der også synger og svinger med flag, så får man den der fællesskabsfølelse som er så fantastisk:
Her er jeg, en lille brik i det store puslespil som er mit land, eller klub eller hvad det nu måtte være. Man er en del af noget.
Jeg ville ikke blive savnet nævneværdigt til landskampen, hvis jeg ikke holdt mit flag og ikke sang med. Jeg er jo bare et lille fnug.
Men hvad nu hvis alle siger sådan?
Så er der jo ikke noget fællesskab tilbage.
Så for at have et fællesskab må man altså deltage. Mere eller mindre aktivt, men deltage. Det er jo ikke en eller anden form for iscenesættelse andre har lavet til TV for at underholde pøblen.
For de andre, det er jo også os.
Det nytter ikke at sidde i lænestolen og brokke sig over, at der aldrig sker noget spændende.
Man skal ud af lænestolen – komfortzonen.
Ud og tage del i den.
Dagligdagen.
Og fællesskabet.
Sammen med de andre.
Ikke et.
…
Men, hvorfor sidder mænd – okay så, måske ikke alle mænd, men mange mænd, rigtigt mange mænd og især mænd over 30… så altså, hvorfor sidder mange mænd og kigger hid og did og alle vegne hen – bare ikke på vejen – når de kører bil?
…
Hva’?
Hvorfor?
Ja undskyld mig, men jeg kender altså ingen kvinder der lige skal tjekke om der er høstet på Lars Peters mark eller om Nielsens rullegardin er trukket op, mens de kører bil. Og deres – mændenes – hoveder er vendt så længe mod denne mark eller dette hus, subsidiært vindmøllerne på Langeland eller en fugl over marken, at jeg får lyst til at råbe: “Så se dog på vejen når du kører bil, menneske”
Seriøst.
Det er præcis som når man skal lære en fireårig og cykle; man skal konstant sige: “Se hvad du laver, koncentrer dig, se nu hvor du kører” og så videre. Og det ender alligevel fatalt med et styrt i en tjørnehæk.
Mænd gør altså ofte det samme. Som om de tror at de kan se vejen med øret, mens de indgående studerer den ukrudtsbrænder som Harald springer rundt på gårdspladsen med. De bliver altså ikke klogere?
Jeg gad godt vide hvorfor.
…
Hvis ingen ved det er det også ligemeget, for nu er det fredag!
Når der nu kun er sølle fire måneder til jul – hurra – gør det ikke noget at sommeren er gået sin vej.
Jeg har nemlig fundet nogle sjove bøger som skal holde mig med selskab i efteråret, blandt andet en bog som er tom, og som jeg selv skal skrive i!
Den hedder “642 things to write about“.
Der er vist inspiration til mange mange måneder fremover.
642 things to write about
En bog fuld af spørgsmål.
Alle mulige.
…
Og umulige!
Som man kan svare på, eller lade være… selvom det nok ville være lidt tosset at have købt bogen og så ikke bruge den.
I den der sommerferie som forsvandt, kom jeg – lidt i trods må jeg indrømme – i et meget navlebeskuende humør.
…
Spekulerede en masse på et se dagligdagen lidt anderledes. For at slippe fri af vanerne, måske lære noget nyt om mig selv.
Det startede med nogle spørgsmål om mig selv i et lille kladdehæfte der fulgte med et blad jeg havde købt (“Flow” – og jeg E.L.S.K.E.R. “Flow”!!). Først begyndte jeg at udfylde hæftet af ren kedsomhed, men blev grebet af det og fortsatte ganske frivilligt.
Jeg kom vidt omkring, og jeg kom endda på sightseeing i mig selv, og så sider af mig selv jeg enten aldrig havde set før, eller som jeg helt havde glemt var der!
Og det er lidt sjovt at se hvor man ender henne, bare med nogle uskyldige – og lidt udfordrende – spørgsmål!
Kan altså varmt anbefales at stille spørgsmål til sig selv – og om sig selv – man kan komme på en meget spændende tur!
(Jeg købte 642 things to write about på amazon.co.uk men den kan sikkert også fås mange andre steder)
Zorronaldo var taget tilbage til Æblebakken for at holde Victor med selskab i tre uger. Han nød hvert sekund og så skulle han hjem.
…
Til sin moar.
Jeg nåede lige ind for at tjekke ankomsttiderne og om der var forsinkelser på nettet, da en netavisside med store uhyggelige ord fangede mit blik. Fly skudt ned. Ingen overlevende.
…
Før jeg nåede at trykke videre ind på diverse nyhedskanaler og endelig fatte at det ikke handlede om et fly fra Paris, men et fra Amsterdam, døde jeg lidt flere gange.
Jeg fik både koldsved og åndenød, mens jeg lettet kunne konstatere at det ikke var min søn som lå krøllet sammen på en mark i Ukraine, og samtidig voldsom kvalme over at det var nogle andres sønner.
Og døtre.
Og fædre.
Og mødre.
Og venner.
…
Verden er somme tider et meget grumt sted at være.
Det kan ikke anbefales at glemme en læbepomade i en varm bil.
Og så tro at man kan bruge den når man sætter sig ind i bilen.
…
Resultatet er en anelse mere klistret end jeg lige bryder mig om.
Der findes nok ikke noget mere trist end at skulle sige farvel til et højtelsket kæledyr.
Blondinen blev 10 år.
Blondinen
I går aftes fik hun ondt i maven og ville ikke rigtigt noget. Det sidste lille spage vink med halespidsen kom i går aftes da jeg gik i seng. Og hele natten – jeg fik derfor ikke rigtigt sovet – kastede hun op og ville bare ligge udenfor. Og set i bakspejlet ville hun jo gerne være for sig selv, for at dø i fred.
Men da jeg ikke syntes det var nogen speciel god ide at hun lå ude i flere timer og blev kold, fik jeg hende endelig ind og ligge.
Men ro kunne hun ikke finde.
…
Hun endte på tæppet ved min fodende, og da jeg så hendes øjne var jeg godt klar over at noget var helt galt. Hun gav sig ikke, men kunne ikke finde hvile og vendte sig hver gang med besvær.
…
Da hun lagde sig på terrassen og bare ikke ville op igen, gik jeg op og vækkede alle ungerne for jeg var klar over at det nok ville ende med noget definitivt.
Og mens First Man forsigtigt vaskede hende ren med lunkent vand, ringede jeg til dyrlægen.
Påskelørdag.
…
Jeg fik en tid 30 minutter senere.
…
Og dommen var klar og så uendelig trist. Hendes nyrer havde sagt stop, alle indre organer var ved at lukke ned, hendes poter var kolde og det var hendes kinder også.
Det var tid at tage den der frygtelige endegyldige beslutning, for vores elskede Blondine havde ikke logret med halen siden aftnen før. Hun havde det rigtigt slemt og der var ingen mulighed for bedring.
Altså godnat og så farvel.
…
Gid det var så nemt at gøre som at skrive.
…
Men det er det ikke.
…
Hun faldt i søvn i vores arme. Med klap og kærtegn fra de mennesker der har elsket hende hele hendes liv.
Og så var det slut.
Og vi skulle hjem og finde et fint sted til hende i haven.
I skyggen af de høje bøgetræer.
Under tulipaner og påskeliljer.
…
Så sådan er livet fremover..
Uden Blondinen.
Vores højtelskede bløde Blondine. Sov godt.
Ha-NU-llåååå
…
Jeg synes bestemt ikke man skal gå rundt og skyde dyr. Men at man tager sådan på vej er tankevækkende.
Men som med så meget andet, når man ikke kan håndtere de store problemer kan man jo altid fedte rundt i de små. Kom på barrikaderne over Goldman Sachs, vores underlige regering, de stakkels børn i Syrien eller homofobi i Rusland så ville jeg kunne forstå det, og respektere det.
…
Der bliver hvert år i efterårsferien slagtet et svin – “live” og ucensureret – i den fynske landsby. Foran horder af unger.
Og grise skriger en hel del mere end en død giraf. For så hvidt jeg har forstået, endte Marius sine dage med mulen i en pose rugbrød og en kugle for panden. Glad og tilfreds. Det gør de fynske landsbygrise ikke.
…
Jeg siger det bare.
…
Der er de store ting at slås for. Som der burde være så meget mere fokus på.
Og så er der lakridspiberne.
Når jeg engang kommer på plejehjem, eller måske skal jeg endda helt under mulde, så kan det være jeg kan have mine sokker for mig selv. Jeg har skrevet om sokker før, men da det er et stort issue på matriklen, får I lige et indlæg mere.
Da firkløveret var små…
Ja, grammatisk er det jo helt forkert at sige at et firkløver er små. Men rent praktisk forholder det sig jo sådan at selvom det er en samlet buket af mine børn, så er de jo individuelle mennesker hver for sig. Og også sådan jeg ser dem. Derfor kan et firkløver være små, i min verden!
Altså, efter dette sidespring, da firkløveret var små, var sokker ikke noget problem. Udover at der altid forsvandt sokker – enkeltvis – hvorpå jeg altid var den lykkelige indehaver af mindst 17 ensomme sokker der havde mistet deres partner, og jeg kunne være vis på at så såre den enkelte sok ramte varmen fra forbrændingsstationen ville jeg finde dens makker i en kasse med Lego eller bag ved varmeapparatet i selskab med diverse nullermænd og en nøgle til en cykel.
Altså skulle der mange måneder og mange eftersøgninger til før jeg overgav mig og smed sokken ud.
Personligt har jeg for det meste haft sorte bomuldssokker, de passer til alt og kan parres på kryds og tværs uden man behøver at føle sig som et kludeklip med to forskellige sokker på.
Efterhånden som firkløveret blev større, uden hensyntagen til køn, kunne det ske at mine sorte sokker tog ophold på andres fødder. Firkløverets for eksempel.
Det endte med at jeg overlod alle sorte sokker på andre, og selv indkøbte sokker der var genkendelige til mig selv – i rå mængder – så jeg ikke skulle rode desperat rundt i forskellige skuffer og vasketøjskurve på jagt efter sokker der allerede og på mystisk vis, sad på andres fødder.
Men også de sokker forsvandt.
Da mine sidste cowboybukser næsten samtidigt fik et hul der ikke kunne repareres, tog jeg konsekvensen og gik over til kjoler i stedet for, og går derfor næsten udelukkende med strømpebukser nu. De har trods alt tendens til at forblive i deres ejermands – min – skuffe uden de store problemer.
Men skulle I finde sorte sokker uden makkere på jeres vej, er det sikkert mine!
Ja undskyld mig, men har I nogensinde tænkt over hvor dygtige folk er?
…
Har I?
Når de om morgenen, uden problemer, fletter ud og ind imellem hinanden for at komme fra en motorvej til en anden.
Altså naturligvis kun de morgener det forløber uden nævneværdige problemer.
…
Ved godt vi nu er ude i petitesseafdelingen, men jeg sidder altid og får lyst til at klappe og sende rosende ord til mine medbilister, når de endelig kan finde ud af at smelte sammen og skifte bane.
…
Gad vide om der er en stor pædagog gået tabt i mig??
Jeg er kommet i meget fint selskab. Jeg siger det bare.
…
Jeg kender faktisk hele otte Jesuser, et par Tolkiener, Platoner og så et par andre kendiskloner.
…
Det siger facebook selv!
Men der hvor jeg undres mest.. Det er når folk, som jeg ved er så forskellige at de ikke engang ville kunne blive enige om at månen er rund, får klistret samme etiket på.
Besynderligt, men hvad forstår bønder sig på agurkesalat.
Retfærdigvis skal det siges at det ikke er folk selv som sætter denne etiket på sig selv. De svarer vist bare på nogle spørgsmål som så genererer et menneske du ligner.. I følge maskinen altså.
Og faktisk tragisk.
…
Lad os tage et tænkt eksempel.
Lad os nu sige at en person fik en skriftlig advarsel på sit arbejde. Og lad os så sige at personens kolleger ikke forstod hvorfor, og faktisk absolut ikke var enige i begrundelsen for at denne advarsel blev givet.
Og at nogle at kollegerne derpå gik til en anden overordnet og fik fortalt deres version af historien.
…
Og at de turde gøre opmærksom på deres synspunkter – på en sober og saglig måde naturligvis – man kommer jo ingen vegne ved at være aggressiv eller hysterisk.
…
Hvis vi så siger, at personen med den skriftlige advarsel, snakkede med sin fagforening og fortalte dem om det hele.
…
Så ville det måske vise sig – i dette tænkte eksempel – at den faglige medarbejder, aldrig i de 10 år hun havde siddet og behandlet den slags sager, havde hørt om at kolleger stod sammen, og kæmpede for hinanden, på den måde.
Hvis det er tilfældet, så står det eddermame skidt til i Danmark.
…
Det er naturligvis også kun et tænkt eksempel.
…
Men alligevel stof til eftertanke!
Det der lingkeding ikk’?
…
Altså det der slags facebook på den meget alvorlige og seriøse måde. Der hvor man ikke har billeder af sig selv med sørøverhat, og hvor man er meget voksen ud over det hele. Der får jeg sommetider sådan nogle fine anbefalinger.
…
Og mange tak for det.
Det er søde mennesker jeg kender, mere eller mindre godt, som skriver at jeg er god til et eller andet.
…
Men…
Hvor ved de lige det fra?
Hvordan i alverden kan en veninde fra skoletiden – som jeg aldrig har arbejdet sammen med – vide at, eller snarere om, jeg er dygtig til at oversætte?
Eller en forhenværende kollega som jeg intet havde til fælles med, der nu pludselig siger at jeg er dygtig til at oversætte. Ihukommende at jeg – da vi var kolleger – ikke lavede noget som havde med sprog at gøre overhovedet. Som i absolut og aldeles slet ikke. Snarere tværtimod.
Ikke desto mindre har jeg nu en fin anbefaling på lingkeding om at jeg er god til at oversætte.
Det er meget muligt det giver sig selv, når nu folk ved man har boet i udlandet, men alligevel.
…
Og jeg begynder at få en grum mistanke om at også dette netværk heller ikke er ret meget bevendt.
Nu har jeg heldigvis et job. Og leder ikke umiddelbart efter et nyt. Og har derfor ikke voldsomt behov for den slags anbefalinger, så jeg kan være lidt ligeglad med om de er relevante eller ej.
…
Gad nu alligevel godt få en anbefaling fra en som vil sige at jeg er meget god til at spise kage.
Det er nemlig en af mine absolutte spidskompetencer.
Kong Mor - med vilje 