Arkiv | Tanker RSS feed for this section

Øjeblikstaknemmelighed

2 jun

Når man kører gennem byen, og – på grund af lyskryds og trafik – kører langsomt forbi et par unge mænd i 20erne.

Ganske almindelige unge mænd.

Der holder i hånd.

Og ser glade ud.

Et ganske almindeligt forelsket par.

Så bliver jeg inderligt taknemmelig og SÅ glad for at bo i et land, hvor det er muligt at de kan gå i fred og bare være dem de er!

 

Reklamer

Mo-ti-va-tion

30 maj

Når man bliver fanget i sådan en situation hvor man bliver nødt til at sige op, udelukkende for at bevare sit mentale helbred – forresten, så har jeg set et eller andet opslag fra en fagforening: “Ville du ansætte din egen chef?” og det kan jeg forsikre dem om at jeg ikke kunne drømme om, altså hvis de spurgte mig.

Faktisk, så har jeg læst i en eller anden undersøgelse at kun mellem to og tre % af befolkningen har psykopatiske træk. Blandt ledere er tallet helt oppe på 10 %, hvilket jo hænger meget godt sammen med at de fleste jeg kender, har mødt en psykopatisk leder. Skræmmende!

Nå, det skulle handle om MIG og ikke andre.

En hvid rapsblomst… Fantastisk! Findes det, eller er det noget helt andet? Eller faktisk har jeg ikke brug for at vide det – jeg kan bedst lide ideen med at skille sig ud fra mængden!

 

Hvordan motiverer man så sig selv når man både skal overleve karantæne og knurrende mave, og i øvrigt er rigtig træt af andre menneskers opførsel?

Når man i den grad føler sig uretfærdigt behandlet, og burde give slip og komme videre.
Når ens familie, venner og bekendte kun giver én ret i at der er mange idioter på vores grønne jord, samt at naturligvis skal jeg have de penge jeg mener min tidligere arbejdsplads skylder mig.

Så er det ikke helt ligetil at finde nogen form for motivation, skulle jeg hilse og sige.

Men det hjælper at stole på sig selv.

Og så hjælper det at gå tur.
Med youtube peptalks i ørerne.
På USAnsk.
Jeg skal lige love for at de kan noget med boost af selvværd, motivation og sådan noget.

Så siden jeg sagde op i midten af april, har jeg vandret oplandet tyndt, og lyttet til The Rock, Denzel Washington, Will Smith og dusinvis af andre berømtheder som taler om “Law of attraction” og bare motivation generelt. De fleste af den slags youtube videoer er vist henvendt til sportsfolk, men det med at det skal gøre ondt når man træner, det tager min sunde egencensur sig af. Jeg vil gerne være med til at jeg ikke skal give op, men det behøver bestemt ikke gøre ondt!

Under disse daglige gåture, har jeg meget ofte – dog ikke uden først at have sikret mig at der ikke var nogen i min umiddelbare nærhed – råbt diverse ting ud og op i luften, såsom “Jeg er fantastisk”, “Kun gode ting venter mig forude” eller “Det perfekte job og jeg bliver bragt sammen nu”.

I sig selv ikke noget som kan skade nogen – ikke engang mig selv – jeg har dog forskrækket både får, lam og et par kalve, der heldigvis ikke så ud til at lide nævneværdig overlast, men det har givet mig en masse energi og motivation til ikke at give op.

Jeg er overbevist om at det er sundt sådan at booste sig selv og sin motivation lidt efter et nederlag, eller en dum situation. Ellers ender man med at sidde fast og aldrig komme op igen.

Ligeså fantastisk som en valmue i en græsmark!

Så jeg står troligt op hver dag og gør mig klar, tjekker ansøgninger, går tur med USAnsk motivationsboost i begge ører og bliver hjernevasket til at føle mig lige så fantastisk som en valmue i en græsmark!

 

Taknemmelighed

26 nov

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været lidt svært for os på det sidste. På mange måder.

Og med fare for at levere et af disse voldsomt personlige indlæg, som jeg er så meget imod, kan jeg uden at gå i for mange detaljer, godt betro jer at det er hårdt at skulle leve en familie på seks, med kun én løn, skulle slås med sygdom, triste tanker og dårligt humør rundhåndet fordelt på forskellige familiemedlemmer.

I mere end otte måneder.

Derfor er der mange ting som der bare ikke er råd til længere. Hverken mentalt eller materielt.

Nu nærmer julen sig endda, og så kan man altså godt gå og blive endnu mere bekymret og trist over at der ikke er så mange penge. Og nok endnu mindre til julegaver.

Eller andet morskab.

Bare der er til mad og alle regningerne.

Det er lidt hårdt og det er lidt trist.

Især fordi de, ikke-økonomiske og mere fysiske problemer, jo heller ikke bliver mindre af at der bare ikke er nogen penge, til at forsøde livet lidt med.

Men sådan er det, vi har hinanden og vi overlever og der er desuden mange mennesker der har det langt værre end os, også i Danmark, og i øvrigt har det aldrig hjulpet noget at sidde i et hjørne og tude over tilværelsens elendighed.

Så langt så godt.

Hverdagen skal jo passes alligevel, hvad enten der er minus på kontoen og man går rundt og tumler med sygdomme og triste tanker.

Så varmer det til gengæld helt ned i maven, og sender stjerneglimt i alle kroge af sjælen, når man en almindelig tirsdag kommer hjem, og der så ligger et brev. Fra gode venner. Som man desværre ikke ser så tit som man gerne ville.

Med en julehilsen. Til os alle seks.

Og et stort gavekort til en dagligvarebutik, så vi kan købe lækkert og rigeligt mad til jul.

Fantastisk.

Stort.

Smukt.

Tænk at man tænker på den slags, når man selv har overskuddet.

Som de sagde, da jeg snøftende ringede og sagde tak: “Vi har også selv haft det svært og dengang var der også folk som hjalp os. Vi vil hellere hjælpe jer i år end at give til nogle anonyme hjælpeorganisationer, og så kan I bare give stafetten videre når I engang er kommet ovenpå”

Den lader jeg lige stå.

Jeg er så dybt, dybt, dybt, taknemmelig, ydmyg og beæret over at der findes sådanne mennesker i mit liv. Hvilken gave at kende dem!

Jeg har ofte så travlt med at brokke mig over snart det ene, snart det andet. Der er også nok af uretfærdige og irriterende ting at tage fat i.

Men i dag vil jeg bare glædes inderligt over at der findes gode omsorgsfulde og kærlige mennesker, som gerne vil hjælpe dem som ikke har ret meget.

Nu skal det lige slås fast med syvtommersøm, at dette bliver delt, ikke for at give dårlig samvittighed til mennesker som ikke har tænkt sådan, ej heller for at opmuntre andre velgørere til at lave samme stunt, men for at fortælle vidt og bredt om at der findes gode og dejlige mennesker i verden.

På trods af alle ulykker og katastrofer, så er der lysglimt som disse!

Og det er så skønt!

Og jeg sværger at jeg også vil sende stafetten videre, den dag vi er ovenpå igen.

Iscenesat underholdning?

12 sep

Det sker jo indimellem at jeg er at finde i et eller andet fællesskab, og bliver glad for at høre til. Det være sig i en fodboldklub, arbejdsplads, på skolen, i kirke eller bare i en bus på vej fra her til der.

Så bliver jeg glad for at føle mig som dansker, kollega, fan, forælder eller medlem. Man deler noget med andre.

Hvis man deltager i det, vel at mærke.

For et fællesskab bliver jo aldrig til et fællesskab hvis ikke man deltager i det. Mere eller mindre aktivt. Men at man deltager.

Hvis man sidder til et skolearrangement og skal synge.

Ja. Dødsygt – jeg ved det. Og der så kun er 7 der synger, og så bliver det tamt og ikke spor fælles. Og ja, så er det da dødsygt at sidde der og høre på de enlige stemmer der prøver at holde takten.

Men hvis alle synger med og prøver at give det en chance.

Et fællesskab skal man være med i – en del af – før det kommer op og stå. Hvis jeg var den eneste der svang mit Dannebrog…

– Og her vil jeg godt lige sige at jeg synes det er noget afsindigt hysterisk pjat, at nogle mennesker ikke vil flage mere fordi det er… racistisk???? i deres øjne. Jeg har da sjældent hørt mage til vrøvl. At jeg hejser mit Dannebrog eller sætter små papirsflag i mine lagkager gør da ikke mig til racist? Eller nationalist eller hvad det nu er, disse kvalmende politisk korrekte mennesker har fundet på.

Nå, det var et sidespring, dem skal der jo også være plads til.

Altså, hvis jeg var den eneste der svang mit Dannebrog og skrålede “dar eeer et øøøøndigt laaaaand” til landskampen, så ville det bare være enormt sølle. Enig. Men hvis man er en del af mange tusind andre, der også synger og svinger med flag, så får man den der fællesskabsfølelse som er så fantastisk:

Her er jeg, en lille brik i det store puslespil som er mit land, eller klub eller hvad det nu måtte være. Man er en del af noget.

Jeg ville ikke blive savnet nævneværdigt til landskampen, hvis jeg ikke holdt mit flag og ikke sang med. Jeg er jo bare et lille fnug.

Men hvad nu hvis alle siger sådan?

Så er der jo ikke noget fællesskab tilbage.

Så for at have et fællesskab må man altså deltage. Mere eller mindre aktivt, men deltage. Det er jo ikke en eller anden form for iscenesættelse andre har lavet til TV for at underholde pøblen.

For de andre, det er jo også os.

Det nytter ikke at sidde i lænestolen og brokke sig over, at der aldrig sker noget spændende.

Man skal ud af lænestolen – komfortzonen.

Ud og tage del i den.

Dagligdagen.

Og fællesskabet.

Sammen med de andre.

 

… Nu ikke et ondt ord om mænd

5 sep

Ikke et.

Men, hvorfor sidder mænd – okay så, måske ikke alle mænd, men mange mænd, rigtigt mange mænd og især mænd over 30… så altså, hvorfor sidder mange mænd og kigger hid og did og alle vegne hen – bare ikke på vejen – når de kører bil?

Hva’?

Hvorfor?

Ja undskyld mig, men jeg kender altså ingen kvinder der lige skal tjekke om der er høstet på Lars Peters mark eller om Nielsens rullegardin er trukket op, mens de kører bil. Og deres – mændenes – hoveder er vendt så længe mod denne mark eller dette hus, subsidiært vindmøllerne på Langeland eller en fugl over marken, at jeg får lyst til at råbe: “Så se dog på vejen når du kører bil, menneske”

Seriøst.

Det er præcis som når man skal lære en fireårig og cykle; man skal konstant sige: “Se hvad du laver, koncentrer dig, se nu hvor du kører” og så videre. Og det ender alligevel fatalt med et styrt i en tjørnehæk.

Mænd gør altså ofte det samme. Som om de tror at de kan se vejen med øret, mens de indgående studerer den ukrudtsbrænder som Harald springer rundt på gårdspladsen med. De bliver altså ikke klogere?

Jeg gad godt vide hvorfor.

Hvis ingen ved det er det også ligemeget, for nu er det fredag!

642 ting og en forsvundet sommerferie.

24 aug

Når der nu kun er sølle fire måneder til jul – hurra – gør det ikke noget at sommeren er gået sin vej.

Jeg har nemlig fundet nogle sjove bøger som skal holde mig med selskab i efteråret, blandt andet en bog som er tom, og som jeg selv skal skrive i!

Den hedder “642 things to write about“.

Der er vist inspiration til mange mange måneder fremover.

642 things to write about

En bog fuld af spørgsmål.

Alle mulige.

Og umulige!

Som man kan svare på, eller lade være… selvom det nok ville være lidt tosset at have købt bogen og så ikke bruge den.

I den der sommerferie som forsvandt, kom jeg – lidt i trods må jeg indrømme – i et meget navlebeskuende humør.

Spekulerede en masse på et se dagligdagen lidt anderledes. For at slippe fri af vanerne, måske lære noget nyt om mig selv.

Det startede med nogle spørgsmål om mig selv i et lille kladdehæfte der fulgte med et blad jeg havde købt (“Flow” – og jeg E.L.S.K.E.R. “Flow”!!). Først begyndte jeg at udfylde hæftet af ren kedsomhed, men blev grebet af det og fortsatte ganske frivilligt.

Jeg kom vidt omkring, og jeg kom endda på sightseeing i mig selv, og så sider af mig selv jeg enten aldrig havde set før, eller som jeg helt havde glemt var der!

Og det er lidt sjovt at se hvor man ender henne, bare med nogle uskyldige – og lidt udfordrende – spørgsmål!

Kan altså varmt anbefales at stille spørgsmål til sig selv – og om sig selv – man kan komme på en meget spændende tur!

(Jeg købte 642 things to write about på amazon.co.uk men den kan sikkert også fås mange andre steder)

Hjertestop.

20 aug

Zorronaldo var taget tilbage til Æblebakken for at holde Victor med selskab i tre uger. Han nød hvert sekund og så skulle han hjem.

Til sin moar.

Jeg nåede lige ind for at tjekke ankomsttiderne og om der var forsinkelser på nettet, da en netavisside med store uhyggelige ord fangede mit blik. Fly skudt ned. Ingen overlevende.

Før jeg nåede at trykke videre ind på diverse nyhedskanaler og endelig fatte at det ikke handlede om et fly fra Paris, men et fra Amsterdam, døde jeg lidt flere gange.

Jeg fik både koldsved og åndenød, mens jeg lettet kunne konstatere at det ikke var min søn som lå krøllet sammen på en mark i Ukraine, og samtidig voldsom kvalme over at det var nogle andres sønner.

Og døtre.

Og fædre.

Og mødre.

Og venner.

Verden er somme tider et meget grumt sted at være.

%d bloggers like this: