Arkiv | Vejret RSS feed for this section

Jeg sagde tænd så lyset.

21 jan

Det er alt for mørkt.

Klokken 05.25 kan det ikke undre nogen at det udenfor er et blæksort uigennemtrængeligt mørke, og når så min telefon bimler og forlanger at jeg står op og lader som om jeg er levende er det lidt svært at efterkomme.

Det tøj jeg skal have på bliver fundet frem aftenen før, ellers ville jeg ikke være i stand til at komme ud af huset iført noget brugbart. Det eneste jeg ville gribe ud efter ville blive lodne natdragter og det ville nok fremkalde en hel del løftede bryn på min arbejdsplads.

Jeg er dog så heldig at First Man også står op og laver te til mig, han går ganske vist i seng igen, men teen står klar når jeg forlader badeværelset, stadig i mørke. Jeg tænder godt nok lys, men det er ligesom det ikke rigtigt trænger igennem.

Når jeg sætter mig ud i min bil kl. 06.15 og kører mod nord er det også stadig meget mørkt.

Når jeg rammer sammenfletningen 10 i syv, er det også mørkt og når jeg sætter mig på min plads er det også mørkt.

Det er også mørkt når Tina kommer og sætter sig overfor mig – selvom hun er lidt af et lys i sig selv – men det udefra kommende ovenlys lader i den grad vente på sig.

Nu er jeg heldigvis ikke i den situation at jeg går ned med depression og alskens snavs på grund af manglende lys, men det ville nu være rart at kunne se sit hjem i dagslys i ugens løb.

Derfor har jeg lige en lodret ordre høflig forespørgsel til nogen i de højere luftlag: TÆND SÅ LYSET!

JAM..re

1 maj

Er “maj” baglæns. Og hvis ikke snart temperaturen i dette land bliver højere så går min sirene i gang.

Den koldeste april siden jeg ved ikke hvornår.

Til hvad nytte?

Nå.

Men der er nogle ting jeg ikke har tænkt mig at jamre over. Jeg er nemlig blevet fastansat. Fra i dag!

De er ikke rigtigt kloge, men jeg har også prøvet at holde mig i skindet så måske er skadens omfang ikke helt gået op for dem endnu.

Jeg jamrer heller ikke over mit badeværelse med gulvvarme.

Jeg har ikke glemt mine to vintre i en kummefryser.

Det gælder om at tænke positivt.

Så nu vil jeg skynde mig at tage min varme frakke på 1-0 til kulden, og køre 50 km 1-0 til CO2.

Men jeg skal på arbejde som fastansat 1-0 til mig, jeg er midt i “Vejen til Jerusalem” som Paul er så venlig at læse for mig 1-0 til mig..

2-2 altså..

Men jeg skal noget spændende i weekenden, selvom jeg ikke ved hvad det er – så 3-2 til MIG!

 

Spring’er vi bare over til vi fall’er?

10 apr

Beklager den “danglishe” overskrift, men det er sådan jeg har det. Jeg tror på at fordi jeg nævnte ordet forår i lørdags, hævnede det sig og gav sig til at sne søndag. Og nu er jeg overbevist om at vi kommer til at gå direkte fra forår til efterår.

Vintergækker i sol.

Og jeg gider ikke helt det pjat længere. Nattefrost d. 9 april.

Det er ikke fair..

FORÅR – NU!!

Kan man ikke godt lockoute vinteren?

Lege i sneen – hver sin lyst

12 feb

Vi har hver vores måde at lege i sneen på.

Jeg holder af at kælke.

Hvis jeg ellers har tøj nok på. Og en skilift til at fragte mig op igen.

Gårdmand Bjørn og de andre laver snemænd, bygger huler og kæmper sneboldkampe. Iført flyverdragter og skiundertøj.

Så er der nogen som laver armbøjninger i sneen. Frivilligt. Og endda to gange – fordi jeg ikke fik taget et billede af ham, første gang.

i sneen

PS: billedet er kraftigt beskåret af åbenlyse årsager! En anden legemsdel var det egentlige centrum!

SMELT SÅ

11 feb

Jeg er ret træt af sne. Og kulde.

Jeg vågnede kl. 04.00 og hundefrøs. Simpelthen.

Spekulerede på om et vindue stod åbent, eller om der eventuelt lå en snemand ved siden af mig.

Det var ingenlunde tilfældet. Men, mens jeg lå der og prøvede at samle mod til at lette dynen, forlade min lunkne seng for at lokalisere problemet, syntes jeg der manglede noget.

En brummen. En slags Peter Plus-agtig brummen. Den slags brummen som for eks. et oliefyr, plejer at lave.

Den manglede bare helt i mit natlige lydbillede. Der var helt stille.

Mange farverige bandeord, kom ud væltende ud mellem mine klaprende tænder, for godt nok er huset koldt i forvejen, men SÅ koldt plejer det ikke at være.

Jeg kom til at skubbe hårdt til First Man sengen for at få at vide hvilken knap man skulle trykke på for at genstarte det brummende monstrum.

Jeg gik ned – trykkede –ventede. Ventede lidt mere. Trykkede en gang til.

Det skete ikke en skid.

Jeg gik op i seng igen, og lagde mig tungt, stønnede med ekstra lyd på og frøs med anstand.

First Man som nu tilfældigvis også var vågen, gik straks ned og tjekkede hvad jeg havde gjort forkert. Den slags bringer mig normalt op i et lettere orange felt, men i nat – kl. 04.37 gjorde det mig slet ikke noget.

For han fik overtalt fyret til at gå igang igen. Omend lidt haltende. Men dog til at spytte 13 grader ud i stue og køkken.

Jeg nåede dog, ved hjælp af min Zibro, at få termometeret til at kravle helt op på 16 grader, da det var tid for Firkløveret at stå op.

Nu venter vi på en sød blikkenslager, med et overskæg som manken på en tibetansk pony, som kan tale med brummeren og måske fravriste den en grund til at den er blevet sur. Og gøre noget ved det.

Det er meget muligt at brummeren fryser – det gør vi andre også. Hue eller ej.

IMG_5023

Og så var det at jeg drømte om mine elskede kejserliljer i haven hjemme på øen.

IMG_5026

Og om mine kaprifolier.

Venter i mellemtiden på at sneen kommer på bedre tanker, og forføjer sig til et sted hvor man ville sætte pris på den, oppe på noget indlandsis, eller et eller andet sted down south. Hvor som helst faktisk..

Bare ikke lige her.

Vi kan da altid snakke om vejret

9 feb

Det er så dejligt nemt, når man løber tør for andre emner.

Jeg kan derfor fortælle, meddele, berette at vi, her på Æblebakken, stadig roder rundt midt i noget sne.

Det har dertil frosset, så det er en veritabel skøjtebane overalt, og man risikerer liv og lemmer når man bevæger sig udenfor. Vi har prøvet at få bilen ud, eller rettere op, det lykkedes ikke. Vi kørte lidt og gled straks ned igen.. Da vi havde gjort det et par gange, gad vi ikke prøve mere.

Så alt foregår til fods. Også indkøb. Med en styg og pinlig pensionistjaguar. Og nogen på 15 er overbevist om at jeg på denne lumske måde prøver at tage livet af ham.

Indkoeb i sneen

Forestil jer et kort øjeblik at han møder nogen han kender, subsidiært en ukendt men køn, pige..

Det holdt i hvert fald hårdt og han har ikke mælet mange ord efter vi kom hjem, efter denne ultimative ydmygelse.

Når man så ikke gider høre på vrantne teenagere mere, så er det rart at man har en meget lang bakke i baghaven. Som er dækket af sne.

Jeg blev pakket godt ind.

Almindeligt tøj og så et ekstra lag. Og så mine røde regnbukser fra Røde Kors butikken derhjemme.

Har nok ikke haft en flyverdragt siden jeg var fem. De få gange jeg har haft brug for sådan en beklædningsgenstand, har absolut ikke berettiget til en større investering udi flyverdragter.

Men jeg må indrømme at såfremt der i Decathlon, stadig er flyverdragter i størrelse telt, er jeg aftager.

Jeg forudser nemlig en lang og billøs periode når vi kommer hjem. Og dermed en hel del kilometer på cykel.. og gåben. Eller bus – altså i bus, ikke på den. Alt efter vejr og vind.

Nå, det var et sidespring. Hvorom alting er, jeg fik lov til at låne en kælk, nemlig Gårdmand Bjørns gule lyn. Iført mine røde regnbukser. Ømt.

Jeg kunne næsten ikke bøje benene, idet jeg var pumpet lidt for fast, og satte mig derfor tungt, helt uden at noget knækkede. På kælken altså. Jeg selv landede forholdsvist blødt, sådan som jeg var polstret.

Og så afsted. Udover stepperne. Med en hujende Gårdmand Bjørn i fuldt firspring bag mig, euforisk over at se sin ellers så kedelige mor, siddende på hans elskede lyn.

IMG_0620

Jeg for min part, syntes det gik lidt stærkt. Måske lidt for stærkt. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har kælket. Så det der med at styre.. Det gik der lidt ged i.

IMG_0622

På et tidspunkt kom jeg til at hive i en bremse, mest fordi jeg, på den kække måde, ville dreje og undgå det noget ubekvemme hop jeg var på vej hen imod.

Men i stedet væltede jeg.. Børstede værdigt sneen af mig og krabbede numsen fremad. Var dog for tung til at fortsætte alene, så Divaen skubbede mig i gang, og ned kom jeg.

IMG_0625

Jeg skulle også op igen. Aldeles udmattende. Er overbevist om at jeg tabte adskillige kilo på den konto. Muligvis kun væske, men alligevel.

Vi kom hjem igen, og fik kakao.

Og Prinsessen bagte chokolademuffins, som jeg ikke smagte på: Desværre nåede jeg ikke at forevige dem, før de var blevet spist af de sultne horder.

Eneste ulempe ved min eftermiddag på kælk var, at min hue nu er til en yderst tiltrængt vask – jeg var nemlig begyndt at lugte af gnu ved ørerne.

%d bloggers like this: