Frikvarter!

Efter et par uger med en tur til helvede og tilbage, var et mentalt frikvarter noget af det jeg havde allermest brug for. Et pusterum for hverdagens fortrædeligheder, så man kan vende tilbage med fornyede kræfter.

Derfor var det så vældig rart at Tina gad lægge hus til veninde-kollegahygge. Vi endte med at sidde først fire, slutteligt fem, skønne tøser til langt ud på natten.

Skål i bobler!

En af de der aftner, hvor man bare griner så tårerne triller, spiser en masse god forskellig mad og så tre desserter.. Naturligvis!

Efter en del timer gik det endda op for os at vi ikke engang havde talt om arbejdet, hvilket faktisk – når man tænker nærmere over det – er ret unikt; det er jo skønt at vide at man arbejder sammen med så skønne mennesker man åbenbart har så meget andet tilfælles med, at man ikke behøver snakke arbejde når man er sammen udenfor arbejdspladsen!

Genialt, intet mindre.

Dagligt er jeg glad for at have disse vidunderlige kolleger. Jeg har været mange andre steder hvor stemningen var noget anderledes, blot fordi man ikke rigtigt havde noget at sige til hinanden. Naturligvis hjælper det meget at Tina og jeg var veninder i forvejen, men at de andre er så søde, havde jeg ikke regnet med.

Jeg smilede hele vejen hjem, og lå i min seng langt efter min normale sengetid, og har været en anelse kvæstet i dag, men med friske mentale batterier.

…

Nå, men for nu at komme tilbage til det vigtigste –  desserterne – så fik vi Pain d’épice, en tør fransk krydderkageagtig ting som glider ned af sig selv. Så var der crème brûlé, dog uden brûlé idet Tina ikke havde mere gas i sin brûlé-brænder! Men crèmen smagte aldeles fortrinligt også uden brûlé.

Den anden Tina havde lavet panna cotta. Pyntet med hindbær af egen avl og lakridspulver. Det var ubeskriveligt lækkert, og selvom jeg lider af den meget udbredte syge “Husblasforskrækkelsessyndrom” vil jeg alligevel vove pelsen og forsøge mig udi noget tilsvarende. Den anden Tina sagde nemlig at det var så nemt at det var latterligt.

Pain d’épice, Crème uden brûlé og Panna cotta à l’akrids. Livet er godt, trods alle genvordighederne.

 

Men desserter var der i rigelige mængder, og da mine søde kolleger er ligeså kagetossede som jeg selv, er der virkelig basis for noget stort!

Vores næste kageorgie skal snart aftales og i mellemtiden kan vi gå og glæde os til hindbærsnitter og lakridspiber!

Because we are worth it!