Flyv så, mand…

Jeg ville skrive om at Zorronaldo er flyttet hjemmefra.
Og titlen sprang ind i knolden på mig, ud af det blå. Cirka samtidig med at jeg skrev den, gik det op for mig at det også var titlen på en børneplade jeg hørte som barn, og som Benny Andersen skrev musikken til.
Vemodigt og underligt at det lige var de ord der dumpede ned til mig. Benny Andersen er fløjet.

Nå men, Zorronaldo er også fløjet. Heldigvis ikke så definitivt som Benny.

…

Men så er tonen ligesom sat.

…

Det var altså lidt hårdt at se ham køre.
https://www.flickr.com/gp/151000889@N02/Eqo0R8

Til slut i klippet kan man, udover flyttebilen og fuglekvidder, høre to ting. Den første, er mig som kommer med et halvkvalt mor-klynk, og den næste er First Man som giver sig til at juble inderligt… omend på en noget gnækkende måde.

Hvorom alting er, sønnike er flyttet. Mors vrantne teenager. Som nu er blevet 21 år og som starter på universitetet om et par uger. Han har en sød kæreste, et job, en god lejlighed og – vigtigst af alt – han er glad.

Med glad på.

…

Jeg skyndte mig at lave hans værelse om til et gæsteværelse. Jeg har det nemlig ret stramt med halvtomme og forladte ungdomsværelser.

Det er altid godt at planlægge noget når man tumler med noget andet; erfaringen har lært mig at det er den bedste måde at fjerne fokus fra det som svier.

Så det var altså tid til nytænkning. Og jeg kom op med en helt ny tradition.

Altså, den sidste søndag i hver måned har jeg tænkt mig at lave en god søndagsfrokost, og så skal kan de børn som er i nærheden, (læs = alle) komme hjem og spise med.
Det kan være det ikke er alle der kan lige præcis sidste søndag i hver måned, men så ved man ligesom at der er mulighed for at få tanket op.

…

Eller det er nok snarere mig som kan få tanket op, mens jeg venter på den næste der bliver flyveklar.

#yndlingsmennesker

Studenterne er sprunget ud!

Ja, min Zorronaldo blev endelig student.

En meget stor dag.

Han har været så længe undervejs, haft så mange bump på vejen, fordi de danske gymnasier ikke ville acceptere en fransk 9.klasses eksamen. Så først nu kan han sætte huen på sit gode hoved og vide at det er slut.

Jeg er så vildt stolt af ham fordi han holdt ud, selvom det hang ham langt ud af halsen til sidst. Han gav ikke op, han blev ved og hvor andre havde givet op for længst, fortsatte han.

Zorronaldo, med hue og diplom! #morerstolt

Det bedste er at han fik en af de der lærere, der bare betyder alverden for ens fremtid. Som kan inspirere og provokere og skubbe på. Så ikke alene er Zorronaldo nu blevet student, men han har også en helt klar plan om hvad han vil efter sit meget velfortjente sabbatår.

Nu er den nærmeste fremtid ikke need to, men nice to! Den står på ferie og så arbejde i udlandet indtil næste forår, og så… ja det må tiden vise. Han er glad og det er det vigtigste.

 

Når de kun ønsker sig penge, kan man jo godt pakke dem lidt sjovt ind.

Han ønskede sig ingenting. SUK. Jeg bryder mig ikke om at give pengegaver for de forsvinder bare uden man rigtigt ved hvad de blev brugt til. Men som han selv sagde, så var det penge han havde brug for, at skulle finde en lejlighed i Spanien og møblere den – selv spartansk – er ikke billigt. Så penge fik han.

Lidt “lommepenge” hø hø.

Han fik hue på i mandags og jeg har stort set ikke haft æren af hans selskab siden. Han har festet og slappet af og nydt at det er slut!

Så var der officiel afslutning og diplomoverrækkelse. Smukke taler og gode ord om at leve livet, gribe chancen og gøre fremtiden til sin egen. De studenter som sidder her, har flere muligheder og bedre livsvilkår end de fleste andre i verden, så bare de husker deres dannelse og tager fornuften med ud verden så går det hele nok. Der var stolte fotograferende forældre og mødre med utætte tårekanaler – aka mig – og så de skønne unge mennesker, så fulde af liv og ballade.

De smukke unge mennesker! Med hele livet og alle muligheder foran sig!

Derefter skulle de på den obligatoriske vogntur. Heldigvis var deres vognselskab ikke gået konkurs, så de fik deres lastbil, at den så gik i stykker og forsinkede hele turen næsten et par timer, er en anden snak – den tager vi på mandag!

Klar til vognturen rundt i det ganske Danske land

Jeg havde lavet nogle goodiebags til dem. Lidt for sjov, og lidt for alvor.

Der var opkastpose, vand og vådserviet til det åbenlyse. Mentos til frisk ånde bagefter. En karamel og lidt chips til salt/sukker balancen, samt en flaske sæbebobler der ikke lige kom med på billedet og sluttelig nogle kirurg-futter i tilfælde af følgende kombination: cremefarvede gulvtæpper, regnvejr og 26 overrislede studenter.

Goodiebag til Studenterkørsel

Og ja, der blev brugt et par opkastposer – så det var jo super at de var med – så det ikke landede alle mulige andre steder.

Grundet lastbilens dårlige batteri kom de en anelse senere end planlagt. For at sige det mildt. Men selvom de var trætte – det var vi også – var de glade da de ankom hos os kl 02.00.

De 35 cheeseburgere jeg havde bestilt i forvejen hos McDonalds, forsvandt med lynets hast. Derimod blev der drukket følgende: 1 glas danskvand og 2 faxe kondi…

Med det resultat at nu har jeg Mokaï og øl nok til flere måneder. En anden sideeffekt var at morgenmaden i dag, for en del af firkløveret, bestod af de resterende 8 burgere.

Næstsidste stop hos os – trætte – men meget søde og glade! Og sultne!!

Det var en stor dag, en dejlig dag, en bevægende dag. Og jeg nød at de kom på besøg i et lille kvarters tid, så vi fik lov til at være med til at dele deres glæde.

Så kære unger – ja jeg ved godt I er voksne og alt det der, men for mig vil I altid være nogle dejlige unger – tillykke med huerne, I har så meget fortjent dem!!

Alle ved da, at læger har røntgenblik…

Som er indopereret ved afgivelse af lægeløftet.

Eller?

…

Nej, men hvad er det med de der vagtlæger?

Bedst som jeg et par gange har haft noget positivt at sige om den danske lægestand, så nosser de – vagtlægerne – så grundigt rundt i det og forvolder mit afkom smerte så jeg ville sluge hvert eneste positivt ord der nogensinde er kommet over mine tænders gærde.

Jeg kunne seriøst gøre noget grimt ved en yngre vagtlæge, som åbenbart glemte at aktivere sit røntgenblik, da Zorronaldo og jeg indfandt os i lægevagten forleden aften. Jeg vil så bare nøjes med at klage over ham. Og i øvrigt medsende et røntgenbillede af min søns arm.

En yngre vagtlæge, vi kan jo kalde ham Thorbjørn, fik som sagt min forpinte søn ind i sin konsultation tirsdag aften, trykkede ham fem-seks gange på underarmen og rykkede lidt i hans håndled og konstaterede glad: “Den er ikke brækket”.

…

Jeg sagde ikke noget. Jeg tror jo på den slags mennesker der har gået på universitetet i mange og lange år, for at lære noget om den slags.

“Det er blot slaget” oplyste denne Thorbjørn venligt til slut. Jeg nikkede og mens jeg tog jakken på, tilføjede han: “Men hvis han får mere ondt er I naturligvis velkomne til at kontakte os igen”.

Ihh tak og godnat.

…

Eller nej, lige netop IKKE godnat.

Den blev nemlig kraftigt forkortet for en ung mand – min Zorronaldo – som havde stærke smerter. Hans arm var varm og det dunkede og brændte. Vi hældte så meget smertestillende på ham vi kunne  turde og fik næste morgen en tid hos vores egen læge. Hun var noget mere ydmyg omkring det der røntgenblik, hun kom nemlig i tvivl og sendte ham dermed videre til rigtig røntgen. I en dertil indrettet maskine.

…

To timer senere var Zorronaldos arm pakket i gips, fra håndflade til armhule.

Ikke brækket. Nej, vi ser det tydeligt.

Arm der tydeligvis ikke er brækket. Eller…

…

Hvis man fornemmer en vis harme her, har man ret.

Det er nemlig tredie gang mine børn bliver sendt hjem med brækkede arme. Fra diverse vagtlæger.

Og vi må så troppe op på skadestuen dagen efter, for at få lagt deres lemmer i gips. Naturligvis først efter de har tilbragt en aldeles rædsom nat, i store smerter og uden søvn. Jeg er ikke vred over at de har brækket armene. Det er jo ikke lægens skyld.

Jeg er vred over at man skal igennem så mange timer, med store smerter, blot fordi en eller anden, der har studeret medicin i mange år, ikke erkender at studier, og så mere eller mindre erfaring, ikke automatisk giver røntgenblik.

…

Så hør lige her, potentielle inkompetente vagtlæger i det ganske danske land: Hvis man er bare det mindste i tvivl, så sender man patienten videre i systemet. Og hvis man virkelig over-hele-hovedet ikke er i tvivl, og armen så faktisk alligevel viser sig at være brækket, så bør man nok ikke være læge eller overveje et kursus af en slags.

Og skulle der komme en gang mere – jeg har jo fire børn så man ved aldrig – forlader jeg ikke stedet uden en tur forbi den store knoglekopimaskine.

Ej, men ARGH altså.

…

PS: Zorronaldo overlevede naturligvis, men er mindre tilfreds med udsigten til at have gips på i mange uger.

…

PPS: Ingen yngre vagtlæger kom til skade under tilblivelsen af dette indlæg.

…

PPPS: Desværre…

 

 

 

 

Ikke vranten mere.

Tiden går og min vrantne teenager er væk.

Eller nej, han er her jo heldigvis stadigvæk, men han er ikke vranten længere. Han er bare kommet hel ud på den anden side og er blevet til et helt almindeligt og omgængeligt menneske.

Hans ophold på en folkeskole er nemt. Vist nok også for nemt. Men skidt med det. Han fortjener at have det lidt nemt efter tre år ved fronten.

Han skøjter igennem det hele, med fine karakterer og lyst til at lære. Heldigvis er der et par enkelte lærere der har forstået at Zorronaldo kan meget mere, og de provokerer ham så godt de kan.

Denne provokation er dog lidt svær at føre ud i livet når man står overfor en dreng der ikke kan lide at læse. Han har altid syntes det var spild af tid at læse fiktion, og selv biografier – også selvbiografier – kan få ham til at se rødt: ”Hvorfor skal jeg sidde og læse om andres liv?”

…

I mange år har vi – nok mest mig – forsøgt at finde den magiske bog der ville tænde for hans læselyst. Jeg har ledt fortvivlet, han var lidt mere ligeglad, for at finde denne bog, og vi har været vidt omkring.

Han orker ikke alle de ord. Ævlen løs om unødvendige ting. Men han gider jo heller ikke høre mig snakke stolpe op og stolpe ned om dette og hint. Fair nok.

Han spurgte mig så hvem den klogeste dansker var.

Da jeg missede uforstående med øjnene og mumlede ”Øhhh, Niels Bohr?” svarede han: ”Nej sådan ligesom Victor Hugo”

Nu skal det lige siges at Victor Hugo er den franskmand der siges at kunne flest ord. Som smider om sig med tre synonymer ad gangen. Og han er meget svær at læse.

Men jeg forstod godt hvor han ville hen, og så kunne jeg bedre komme med mit andet svar: ”Nå sådan, ej men så er det nok Kierkegaard.. Men jeg er heller ikke sikker på at du ville kunne finde ud af at læse ham. For han er svær.”

Han var ligeglad, han ville blot gerne lære nogle nye ord. Nogle svære ord. For at lære noget.

Og så faldt det mig ind: når man skærer læsning ud i ord… Så har man et digt.

Sådan cirka.

Og selvom jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig det, kan min søn nu fra tid til anden beses i byen, iført diverse digtsamlinger.

Han fik nemlig stukket nogle digtsamlinger og nogle filosofiske værker i hånden – da jeg ikke har ret meget Kierkegaard – og lige nu ligger Helmut Friis så på hans natbord.

Ja naturligvis ikke i egen høje person, for det er meget lille bord, men hans ord ligger der.

Og nogen læser.. og lærer.

Spejlæg i brød.. Morgenmad til yndlingsbørn.

At han skulle gå i gang med digte, det havde jeg ikke lige set komme, men skønt er det, og så gør han det endda med glæde!

Det der med at skifte mening

Denne gang er det dog ikke mig som er vendt på en tallerken, men derimod min søn. Min søde hormonforstyrrede teenagedreng Zorronaldo, pigernes ven!

Jeg må lige sige, at jeg kom meget i tvivl om det hed ”er” eller ”har” vendt … På den der tallerken.

Kloge sprogeåger må gerne komme på banen, for jeg er stadig ikke sikker, også selvom Anne og jeg blev enige om at ”er” lød bedst.

Det er nemlig sådan, at når vi flytter, flytter han ikke med ham sønnen. Nej han gør nemlig ej. Han bliver pænt og fortsætter på skolen, så han kan få den eksamen som er hans eneste adgangskort, til den skole jeg har meldt ham ind på.

Jeg vil i dette indlæg fuldstændigt – næsten i hvert fald – abstrahere fra at jeg har hidset mig voldsomt op, flere gange, over at han slet ikke har nogen andre muligheder i den lille bitte andedam Danmark end denne ene skole.

Med mindre jeg da sender ham tilbage i folkeskolen så han kan gå niende om igen, bare fordi den franske niendeklasse ikke er god nok til et dansk gymnasium. Eller også – og det er en ganske reel mulighed alt taget i betragtning – er rektor på den skole han burde gå på, bare ualmindelig dum og usamarbejdsvillig.

Men så er det jo godt, at der er én eneste anden mulighed.

Her skulle I gerne kunne se sarkasmen drive ned ad skærmen. Ikke at der er noget galt med skolen eller uddannelsen, snarere tværtimod, men måske ville han godt have haft et valg.

Nuvel – det har han så ikke – men det betyder så, at han ikke har noget alternativ, han skal bare have den der franske niendeklasses eksamen.

Så idéen med at tage til Danmark i 10-14 dage, flytte ind på sit værelse og fjumre lidt rundt med vennerne, og derpå returnere til Normandiet i tre uger og få overstået eksamen, den er ikke aktuel længere.

Næ, han må pænt blive her alle 5 uger, og læse op til sin eksamen.

Først skulle han indlogeres på skift, hos flere af mine veninder, som også har børn på skolen, men det afstedkom vilde protester, og han argumenterede så godt for sig, at jeg overgav mig og lader ham bo hos vennen Victor, i en uges tid.

Men nu i lørdags

…

Var vi jo på besøg hos de venner som han, stadigvæk skal indlogeres hos, nu blot i lidt kortere tid. Og her, stadig i lørdags, stiftede han nærmere bekendtskab med husets datter, en yndig og fiks lille fransk sag med meget store øjne.

Dette medførte følgende, lettere bekymrede forespørgsel, i går aftes: ”Moar?”

og så, efter en kort pause …

”Jeg skal ikke kun sove hos Victor, vel? Jeg skal da også være hos Laurence, som det var planlagt?”

Sure tæer i..

For præcis et år siden fik min ældste søn lyst til at le igen.

Flytningen var meget svær for ham, han havde ellers proklameret at han absolut ikke ville komme til at savne nogen.. Det viste sig så ikke helt at holde stik og jeg tror vitterligt ikke han sagde noget i 6 måneder.

Indimellem kom han og fik et knus..

Da det så blev hans fødselsdag foreslog jeg at han kunne invitere nogle kammerater fra klassen. Jeg var stort set parat til alt.

Første reaktion var – ikke tale om.

Da jeg – som kender min lus på gangen – et par dage senere smed forslaget på bordet igen, var reaktionen – måske.

Afsindigt stædig Vedholdende som jeg nu engang er, præsenterede jeg ham til sidst for en løsning, som blandt andet inkluderede biograf, pizza og playstation, og da jeg ligeledes lovede at binde Prinsessen og Gårdmand Bjørn og lukke dem inde i kosteskabet under trappen, endte han med at synes det var en okay idé.

Og det blev vendepunktet. Han fik kammerater, blev glad og udadvendt igen. Og nogen – såsom mig – åndede meget lettet op.

I aftes skulle succesen gentages, idet Zorronaldo bliver 15 i morgen.

Samme lettere mutte drenge med ludende gang og hår som gulvmopper, indtog æblebakken efter skoletid. Satte en hel brownie til livs og skyllede efter med et par liter juice.

Da vi lidt senere kom hjem, var entréen fyldt af skoletasker og sko.

Drenge i den alder har enorme fødder – vidste I godt det? Jeg mener sådan, uforholdsmæssigt store fødder. Jeg – som med en str. 40 bestemt ikke har små fødder – følte mig som en helt lille alf ved siden af deres plader.

Når nu deres fødder har denne størrelse, skulle man tro at der var plads nok i deres sko.

Men nej, de lugter faktisk ret indelukket, med det resultat at First Man, da han bukkede sig ned efter sine egne hjemmesko, som tilfældigvis stod i ubekvem nærhed, var tæt på at besvime.

Han besluttede derfor, at for at kunne overleve en hel eftermiddag med de der lettere ildelugtende violinkasser i entréen, måtte der skrappere midler til.

Hvilket medførte, at der lidt efter begyndte at lugte meget kemisk friskt i det meste af underetagen. Duften blandede sig med den chili som Zorronaldo havde bestilt, og jeg forlod kødgryden og gik på jagt efter den underlige lugt.

Jeg blev mødt i døren af en First Man, som var slemt tilfreds med sig selv. Han havde simpelthen sprayet anti-fod-stank-spray også kaldet frisk luft oceanblue, direkte ned i samtlige størrelser 45-47.

Skoene formelig sejlede. Indeni..

Det nåede gudskelov at tørre, alt imens de unge herrer intetanende fortærede et pænt stykke af en okse og noget chili. Derpå forlod de Æblebakken med ludende skuldre og hængehår, i en sky af oceanblue, for at gå i biografen med lidt mindre sure tæer – eller sko er det nok snarere – end da de kom.

Så selvom det er hans fødselsdag i morgen, så fejrer jeg nu altså denne dag for mig selv, og sender en tanke til denne dag sidste år, hvor han blev glad igen!

Zorronaldo superstar

Jeg var faktisk ved at fortælle om hvor uhyggeligt det er, når man opdager at man er ligeså gammel som sin mor.. Sådan mentalt. Og indimellem kan man blive helt i tvivl om man ikke i stedet er gift med sin svigerfar..

Men så var det at jeg kom i tanke om Zorronaldo. Han går til fodbold..

Og så slog det mig, at jeg vist aldrig nogensinde har fortalt hvor dygtig han er?

Det ligner mig ellers rigtigt dårligt, ikke at udnytte enhver lejlighed til at blære mig med mit afkom, men lige familiens fodboldstjerne har jeg vist ikke udbredt mig om.

Så derfor bliver det til et helt andet indlæg – og historien om at være gift med sin svigerfar (GYS) må komme en anden dag.

Da han som 9årig blev sendt startede til fodbold, ene og alene fordi hans mor, havde indkøbt nogle totalt seje ”Le Coq Sportif” fodboldstøvler i sølv og orange.

Det var også lidt fordi jeg var lidt træt af at sidde alene, hver gang der var landskamp, idet First Man hader få ting så meget som fodbold, det skulle da lige være spillerne, men i hvert fald, jeg sad i ensom majestæt kamp efter kamp, og heppede lidt for et syns skyld, til landskampe eller spændende ligakampe.

Jeg har aldrig selv spillet fodbold, jeg kunne jo risikere at knække en negl, jeg kender dårligt nok alle reglerne, men jeg kan godt lide at se landskampe, og så har de fleste fodboldspillere sådan nogle pæne numser..

Men jeg følte mig ganske alene med min heppen, og ville godt have en sammensvoren. Derfor blev der indkøbt fodboldstøvler og jeg meddelte min søde lille søn med uglelooket, at han skulle til at spille fodbold.

Han var der to gange.

Efter anden træning kom han hjem, og med øjne der var ved at løbe over af tårer, og mimrende underlæbe sagde han at de andre ikke var søde og at træneren talte grimt til dem. Hvilket desværre var sandt. Og fodbold skal være sjovt, så han kom naturligvis ikke tilbage dertil.

Men sommeren efter, sendte jeg ham på fodboldskole i nabobyen, og han kom hjem hver dag og var dødtræt, møgbeskidt og lykkelig. Og jeg tænkte – jeg prøver igen.

Og en lun septemberdag stod jeg med en meget nervøs lille dreng ved hånden, for at følge ham hen til gruppen af drenge, som jeg inderligt håbede, ville tage godt imod ham.

Og – Ô lykke – Anton kom sprintende hen for at sige velkommen, og jeg fik lov til at gå!

Gruppen af drenge var genial, træneren fantastisk og forældrene støttende! Og min lille usikre ugle tog sine skridt ud på grønsværen, støttet og opmuntret.

Og så havde han søreme talent! Det kom ikke lige med det samme, men langsomt blev han bedre, og pludselig var han topscorer. Og nu klapper et helt stadion når han kommer på banen!

Jeg kunne jo af gode grunde ikke være objektiv, men fra alle sider lød det: ”Han er bare super GOD!” Nå ja, lige bortset fra den afsatte topscorers mor, men fred være med hende.

I Frankrig blev han set an i en uge, og kom så direkte på førsteholdet i aldersklassen over hans. Da de blev sendt til talentudvælgelse, tog de ham med, også selvom han kun var 13. Han kom ikke på med regionsholdet, fordi han var for ung, men han blev sendt videre til andre talentspejdere, og han kom på en liste over unge talenter – med mulig udtagelse til landsholdet!

Vi har sågar haft fodboldklubber som ringede hjem til os for at høre, om han dog ikke vil skifte klub.

Men så brækkede han jo kravebenet og har ikke spillet en hel sæson. Han var ulykkelig, for der var nye udtagelser til regionalholdene, og han kunne ikke deltage.

Ikke desto mindre er han åbenbart mere end almindelig god, for talentspejderne kom tilbage for at se ham træne, og han skal til personlig audition engang i februar når han er blevet 15 og er helt kampklar igen!

Og jeg har skam vist ham det hus i Saint Jean de Luz, som han skal købe til mig, når han bliver spiller i Real!!

Nu vi snakker om store drenge

Zorronaldo som har været ganske U T Å L E L I G on/off, i hvad der nærmest føles som rigtigt mange år, men som faktisk kun er lige lidt over et år. Han bliver snart 15 og selvom han stadig kan få mig – og First Man – helt op i det røde felt flere gange om ugen, så har han oftere lange perioder hvor han er helt menneskelig.

Som for eksempel når han kommer og lige skal have et knus, snakke lidt, eller holder fast i mig når jeg siger godnat – fordi han gerne vil kløes på ryggen, nusses på armen eller småsludre om alt muligt.

Så er han jo fantastisk – intet mindre.

Jeg er endda venner med ham på facebook.. (jeg holder vejret) men jeg skriver ikke noget, overhovedet, på hans væg, – for så ville han gå i gulvet af skam. Så jeg ser ikke ret meget af det han foretager sig derinde eller de kryptiske statusopdateringer han indimellem kommer med.

Men nogen gange popper de jo op, og i går aftes stod der “Jeg er en teenager. Jeg har et rodet værelse, jeg har fri sms, jeg er tit ” on line ” jeg går sent i seng, og jeg har ondt i hjertet.”

Og som mor må man jo reagere på sådan en udmelding. For mindst halvdelen var da løgn. Okay, han er teenager, ingen tvivl der. Han har fri sms og han er tit on-line.

Men han roder bare ikke på sit værelse, og har aldrig nogensinde gjort det. Han har alle dage hellere villet lege på Divaens værelse, for på den måde undgå at rydde op – den lille orm. Han går heller ikke sent i seng – for det må han ikke for sin onde mor – det er så mig!

Men så var der det med hjertet.

Han kom engang sammen med en pige hjemme på øen.. Og sendte et meget pænt kort til hende, med en rose på og så slog hun bare op med ham dagen efter. De gik vist i sjette klasse. Han blev så ked af det.

Han var overbevist om at fordi han havde briller, ville han aldrig få en kæreste og dermed aldrig blive gift. Dette afstedkom et sandt bombardement af mails fra mine veninder, som forsikrede ham at han nok skulle blive gift, briller eller ej.

Og idag er situationen en ganske anden. Han virker stærkt tiltrækkende på piger – alle piger.

Der har været indtil flere voldsomme diskussioner på skolen, om hvem der er mest ven med ham, og Prinsessen er godt træt af at alle ”Barbie’erne” som hun kalder dem, flokkes om hende, fordi de så tror der er en chance for at komme tættere på Zorronaldo.

Men skulle han have kærestesorger uden at jeg havde lagt mærke til det? Man er som regel ikke i tvivl når han er i dårligt humør. Og det var ikke mere end 11 minutter siden jeg havde klippet ham, efter hans anvisninger om sidste nye version af ”sejt hår”.

Jeg er ellers blevet ret skrap til det efterhånden – jeg kan endda klippe sådan nogle seje skaldede striber ind i håret, så Prinsessens klassekammerater kommer hen og spørger om jeg er frisør.. Det er jeg så ikke.. og har da heller ikke overhovedet nogen intentioner om at blive det. Men jeg klipper mine drenge. Ja jeg gør så.

Øvelsen er jo kommet med årene, for i starten var det nok ikke altid helt som han ville have det, ham Zorronaldo. Han har hadet mig intenst op til flere gange, når jeg ved en frygtelig fejltagelse, har fået klippet for meget af..

Men nu er jeg helt god til det, og han er da for det meste glad og kunne også godt lide sit hår denne gang.

Derfor undrede det mig såre, at læse at han havde hjertesorger, når jeg nu lige havde snakket med ham.

Jeg listede ind på badeværelset og spurgte forsigtigt, om han mente det der på facebook – og så kom der et vådt fjæs frem mellem væggen og badeforhænget med en lille våd krølle i panden.

Han sagde med et skævt, og meget charmerende grin: ”Njoo, altså ikke sådan rigtigt, men sådan ER det jo at være teenager, ikk? Og mor, uanset hvad jeg skriver, så er der en masse søde piger, som trykker synes godt om!”

Og så var der en kat som pissede på vinduet

Tør øjnene og slap helt af – den fortabte søn er hjemvendt. Det var det jeg hele tiden havde sagt – han havde det sjovt – så jeg ved virkeligt heller ikke hvorfor I skulle tage sådan på vej..

Der kom dog lige et mindre kiks i planlægningen. Vi havde gæster i går aftes – og jeg lå i min seng kl. 01.30 – velvidende at jeg skulle sikre mig at First Man kom ud af fjerene så han kunne hente Zorronaldo ved skolen 06.30.

Kl. 8.38 vågnede jeg selv med en fornemmelse, af at jeg havde glemt noget eller rettere nogen – min søn for eks. For First Man lå stadig og snorkede ved siden af.. Jeg forestillede mig et kort øjeblik en lille forladt og fortabt Zorronaldo – helt alene – siddende på sin kuffert, ovre ved skolen (900meter væk) så jeg ruskede i min søde mand og råbte blidt ind i hans øregang: “HVOR er min søn henne? Har du glemt ham?”

“Han er vel i England” – var svaret fra den søvnige mand som var oppe kl. 06.18. Nå men han var så ikke stadig i England – han sad nedenunder og så fjernsyn.. Og så fik jeg kæmpe knus – okay så HAN fik et kæmpeknus – og jeg satte mig i sofa’en og – ôô lykke – han lagde sig i sofaen med hovedet i mit skød og så måtte jeg ae ad libitum hvorpå han åbnede sin mund og der er kommet ord ud af den lige siden..

Hastig skriftlig gengivelse af de sidste par timer må vel se lidt således ud:

-”en masse små ugler – de var så søde – helt bløde, man kunne røre ved dem…..blablabla…..hun spurgte hvad det betød og jeg sagde ”stor røv” og så flejnede læreren og drengen blev hevet i øret og sendt ned i sin bus….blablabla…..de sagde hele tiden ”mate” ….blablabla..… Victor blev snydt og fik en indisk rupee i byttepenge…blablabla…en fugl ligesom i ”Op”…. Blablabla…..Thomas kastede op udenfor de romerske bade – han havde lige spist chips……blablabla….. alt var lukket og så hørte vi en med nogle nøgler som kom efter os og så løb vi…….blablabla…..jeg havde spist på McDo med Victor men de andre havde ikke flere penge så de tiggede….. blablabla…..sengen var helt bulet…..blablabla…..så tabte han sine solbriller og så vildt dum ud…….han havde et stykke træ siddende ved vinduet ellers faldt det ned…….blablabla…det var supersjovt i bussen da…..blablabla…..ulækker kartoffelmos i skiver…..blablabla….spisesalen i Harry Potter, og Kevin spurgte hvor de flyvende ting var hahahahhaha…..blablablabla.. … hun havde ingen dyr men der var en kat som pissede på vinduet…blablabla.. jeg har gaver med hjem til jer alle sammen…. blablabla….damen sagde at i 15 år havde hun haft børn på udveksling – men jeg var den første hun kunne snakke rigtigt engelsk med…..blablabla… piger fra Paris som sagde jeg var nuttet…..blablabla… mor, jeg er faktisk ret sulten.”-

Så jo – Zorronaldo har haft det godt!

Og da jeg øffede noget om at han faktisk godt kunne have sendt et par sms’er svarede han – ”jo men jeg ville kun skrive en om dagen og hvis du skrev tilbage, skulle jeg jo svare og det ville blive dyrt og torsdag var Luc ked af det fordi hans kæreste skrev til ham og han havde ikke flere penge på sin telefon, så han fik en sms af mig – der skal jo være plads til kærligheden – det er vigtigt!”

Han havde købt en polo og en trøje til sig selv, noget øjenskygge til sine to søstre, en morsom træ-træk fløjte til lillebror og en pæn sten til sine forældre.

Men nu er firkløveret samlet igen og Kongen er glad!

En anden slags nervekrig..

Men knap så morsom som den anden. Næ – i denne krig, som vist forresten ikke er nogen krig, for det skal der to til, og her er vi ude i noget decideret envejskommunikation.. har jeg nemlig konstateret at jeg er helt og aldeles overflødig.

Har ligesom overhelehovedet slet ikke hørt fra Zorronaldo siden han forlod matriklen i mandags – med den madpakke jeg ikke fik lov til at lave, eller jo det er blevet til én sms tirsdag morgen: ”Jeg er ca. 150km fra Oxford” Nichts weiter..

Og da jeg her i aftes skrev: ”Er du levende? Vi savner dig. Oplever du noget spændende? Er maden god?” Var han lakoniske og aldeles uengagerede svar: ”Ja. Det går godt. Kys”

Så kan man sidde der.. Og føle sig ret ubrugelig. Og tænke på Fru Z.. Og på at det ævl, man spiser andre af med, når de jamrer over, at nu er ungerne snart på vej hjemmefra.. det virker ikke.

Det virker slet ikke. Man ville bare godt høre lidt mere. Som i fortæl nu noget knægt.

Og skal vi vædde med at hvis jeg ikke skriver mere, så hører jeg med garanti ikke en lyd fra ham, før han vil hentes lørdag morgen.

Det er ikke i orden. Det er simpelhen bare ikke i orden.

Så er det man får lyst til at fortælle dem om hvor hårdt det var at være gravid.. Med seriebræk og halsbrand. For slet ikke at tale om hvordan det så var at føde de der børn.

Det eneste der kan muntre mig op, er tanken om at han selv engang får børn..

Men i mellemtiden, kunne han nu godt lade som om han savner os. Altså mig jo, forstås… Bare lidt.

Hvad sker der ude på Facebook

TILFØJELSE: Dette indlæg er lettere omskrevet da nogle mennesker ligefrem googler “unge drenge med muskuløse maver” KLAMT. Derfor har jeg ændret ordlyden en anelse!!

Det er muligvis min højt fremskredne alder der gør det – men hvad sker der for de unge – for nu ikke at tage det fornærmende ord ”børn” i min mund – derude på Facebook?

Hvorfor.. HVORFOR poserer 95% af drengene med bar mave – bare rolig, jeg er skam ikke forskånet, da ældstesøn gør ligeså – ude på et ganske almindeligt kedeligt badeværelse, ofte med familiens håndklæder eller drengens egne sure underbukser liggende i baggrunden, så har de kasket på – og vidt åbne øjne – subsidiært giga solbriller, der får dem til at ligne spyfluer?

Nu er det ikke altså alle som har en mave der er værd at kigge på – men det ser ikke ud til at genere dem synderligt.

Denne mave er venligst udlånt af ældstesøn, som lige øjnede en chance for at blive beundret af et andet publikum! 

Og hvorfor har samtlige tøZer – får lige akut røde knopper af alle de malplazerede overforbrug af Z’er – men altså alle disse tøZer har fået den samme specielle mundsygdom, som gør at deres læber sidder fast i mærkværdige positioner. Udkrængede og krampagtige.

Som om de ikke kan rette deres ansigt helt ud men for evigt er nødt til at lave trutmund med wannabe-Angelina Jolie læber.

Pigerne har i øvrigt også den der øjensygdom, ligesom drengene, som får dem til at ligne Far i Far til fire – med øjenbrynene midt i panden, helt oppe under håret.

Så kommer vi til fingrene.. De stritter forkert i alle retninger: i L form, åbenbart, for dem som ikke fatter noget, eller også i V form.

Det ser SÅ DUMT UD!!!

Så fat det dog?

Okay, og så ikke et eneste ord om at koboltblå mascara, skulderpuder og puffhår så tosset ud – vel? For det gjorde det jo slet ikke. Overhovedet ikke.

Lukket og under ombygning

Hvordan kan det være at man kan få en lille bitte blød dreng, og før man ved af det, er han en stor vranten teenager med størrelse 44 i sko.

Det er da død uretfærdigt, at sådan en lille dreng som bare elsker sin mor overalt på jorden, og som både vil holde i hånd offentlige steder og som gør hvad man beder ham om, bare forsvinder.

Pist væk – borte har taget ham. Han burde have et skilt om halsen hvorpå der stod ”Lukket og under ombygning”.

En lille sød baby med store skinnende øjne og, ifølge hans gudmor: ”med kys-mig-straks-læber” er blevet forvandlet mere eller mindre over-night, til noget stemme i overgang som er sur flere gange om dagen.

Det der med at være sur flere gange dagligt kan jeg nu godt huske fra dengang ældste pigen var i den alder. Kors, hvor var det anstrengende, at have en sur teenager, som bare var sur af princip – og ikke af nogen speciel grund.

Nå – men den rolle har ældste dreng nu overtaget med bravur og han gør virkeligt sit bedste. Det hjælper nok heller ikke at vi har hevet ham bort fra sin danske fanklub af beundrende piger. Han er ganske vist ved at opbygge en ny fanklub, og det hjælper gevaldigt på hans humør.

Ikke desto mindre sker det oftere og oftere at man faktisk kan komme i kontakt med ham igen – når man bare husker at trække stikket ud af hans ørebøffer, eller stiller sig ind foran fjernsynet først. Alternativt kan man råbe ”Ronaldo” meget højt, eller konfiskere hans telefon – det virker også ret godt.

Faktisk kan der gå hele dage hvor han ikke synes jeg ødelægger hans liv, okay det overstiger ikke en uge lige pt. – men det er da på rette vej! For 4 måneder siden havde jeg kronisk halsbetændelse af at råbe.

Han er fuld af modsigelser – og maaaand jeg glæder mig til det holder op, man ved jo ikke hvad ben man skal stå på:

Den ene dag skal man købe barber udstyr til ham, den næste vil han kløs på ryggen mens jeg siger godnat. Han kan synge samtlige sange på alverdens hitlister udenad, men han husker aldrig på at jeg ikke vil have at han spiller fodbold indendørs. Han stryger selv sit tøj hvis det han vil have på, er krøllet, men han bliver ramt af akutte lammelser når jeg mangler en til at dække bord. Han går glad og gerne 3km til fodbold, men brokker sig højlydt over at gå de 900 m til skole.

Han kan få mig til at grine som ingen andre i hele verden, kommer pludselig og giver et knus af sig selv, men samtidig er han skyld i adskillige nye grå hår på mit stakkels hoved. (mind mig lige om at jeg får tid hos frisøren snarest) Og så tillader han sig at være blevet flere centimeter højere end mig (7 for nu at være helt nøjagtig) hvordan skete det lige?

Så mens jeg venter på at han kommer hel ud på den anden side, kan jeg så få lov til vaske hans fodbold sokker i str.44 og bare håbe at han husker hvor han skal gå hen hvis livet brænder på.