Arkiv | Zorronaldo RSS feed for this section

Studenterne er sprunget ud!

24 jun

Ja, min Zorronaldo blev endelig student.

En meget stor dag.

Han har været så længe undervejs, haft så mange bump på vejen, fordi de danske gymnasier ikke ville acceptere en fransk 9.klasses eksamen. Så først nu kan han sætte huen på sit gode hoved og vide at det er slut.

Jeg er så vildt stolt af ham fordi han holdt ud, selvom det hang ham langt ud af halsen til sidst. Han gav ikke op, han blev ved og hvor andre havde givet op for længst, fortsatte han.

Zorronaldo, med hue og diplom! #morerstolt

Det bedste er at han fik en af de der lærere, der bare betyder alverden for ens fremtid. Som kan inspirere og provokere og skubbe på. Så ikke alene er Zorronaldo nu blevet student, men han har også en helt klar plan om hvad han vil efter sit meget velfortjente sabbatår.

Nu er den nærmeste fremtid ikke need to, men nice to! Den står på ferie og så arbejde i udlandet indtil næste forår, og så… ja det må tiden vise. Han er glad og det er det vigtigste.

 

Når de kun ønsker sig penge, kan man jo godt pakke dem lidt sjovt ind.

Han ønskede sig ingenting. SUK. Jeg bryder mig ikke om at give pengegaver for de forsvinder bare uden man rigtigt ved hvad de blev brugt til. Men som han selv sagde, så var det penge han havde brug for, at skulle finde en lejlighed i Spanien og møblere den – selv spartansk – er ikke billigt. Så penge fik han.

Lidt “lommepenge” hø hø.

Han fik hue på i mandags og jeg har stort set ikke haft æren af hans selskab siden. Han har festet og slappet af og nydt at det er slut!

Så var der officiel afslutning og diplomoverrækkelse. Smukke taler og gode ord om at leve livet, gribe chancen og gøre fremtiden til sin egen. De studenter som sidder her, har flere muligheder og bedre livsvilkår end de fleste andre i verden, så bare de husker deres dannelse og tager fornuften med ud verden så går det hele nok. Der var stolte fotograferende forældre og mødre med utætte tårekanaler – aka mig – og så de skønne unge mennesker, så fulde af liv og ballade.

De smukke unge mennesker! Med hele livet og alle muligheder foran sig!

Derefter skulle de på den obligatoriske vogntur. Heldigvis var deres vognselskab ikke gået konkurs, så de fik deres lastbil, at den så gik i stykker og forsinkede hele turen næsten et par timer, er en anden snak – den tager vi på mandag!

Klar til vognturen rundt i det ganske Danske land

Jeg havde lavet nogle goodiebags til dem. Lidt for sjov, og lidt for alvor.

Der var opkastpose, vand og vådserviet til det åbenlyse. Mentos til frisk ånde bagefter. En karamel og lidt chips til salt/sukker balancen, samt en flaske sæbebobler der ikke lige kom med på billedet og sluttelig nogle kirurg-futter i tilfælde af følgende kombination: cremefarvede gulvtæpper, regnvejr og 26 overrislede studenter.

Goodiebag til Studenterkørsel

Og ja, der blev brugt et par opkastposer – så det var jo super at de var med – så det ikke landede alle mulige andre steder.

Grundet lastbilens dårlige batteri kom de en anelse senere end planlagt. For at sige det mildt. Men selvom de var trætte – det var vi også – var de glade da de ankom hos os kl 02.00.

De 35 cheeseburgere jeg havde bestilt i forvejen hos McDonalds, forsvandt med lynets hast. Derimod blev der drukket følgende: 1 glas danskvand og 2 faxe kondi…

Med det resultat at nu har jeg Mokaï og øl nok til flere måneder. En anden sideeffekt var at morgenmaden i dag, for en del af firkløveret, bestod af de resterende 8 burgere.

Næstsidste stop hos os – trætte – men meget søde og glade! Og sultne!!

Det var en stor dag, en dejlig dag, en bevægende dag. Og jeg nød at de kom på besøg i et lille kvarters tid, så vi fik lov til at være med til at dele deres glæde.

Så kære unger – ja jeg ved godt I er voksne og alt det der, men for mig vil I altid være nogle dejlige unger – tillykke med huerne, I har så meget fortjent dem!!

Reklamer

Alle ved da, at læger har røntgenblik…

25 sep

Som er indopereret ved afgivelse af lægeløftet.

Eller?

Nej, men hvad er det med de der vagtlæger?

Bedst som jeg et par gange har haft noget positivt at sige om den danske lægestand, så nosser de – vagtlægerne – så grundigt rundt i det og forvolder mit afkom smerte så jeg ville sluge hvert eneste positivt ord der nogensinde er kommet over mine tænders gærde.

Jeg kunne seriøst gøre noget grimt ved en yngre vagtlæge, som åbenbart glemte at aktivere sit røntgenblik, da Zorronaldo og jeg indfandt os i lægevagten forleden aften. Jeg vil så bare nøjes med at klage over ham. Og i øvrigt medsende et røntgenbillede af min søns arm.

En yngre vagtlæge, vi kan jo kalde ham Thorbjørn, fik som sagt min forpinte søn ind i sin konsultation tirsdag aften, trykkede ham fem-seks gange på underarmen og rykkede lidt i hans håndled og konstaterede glad: “Den er ikke brækket”.

Jeg sagde ikke noget. Jeg tror jo på den slags mennesker der har gået på universitetet i mange og lange år, for at lære noget om den slags.

“Det er blot slaget” oplyste denne Thorbjørn venligt til slut. Jeg nikkede og mens jeg tog jakken på, tilføjede han: “Men hvis han får mere ondt er I naturligvis velkomne til at kontakte os igen”.

Ihh tak og godnat.

Eller nej, lige netop IKKE godnat.

Den blev nemlig kraftigt forkortet for en ung mand – min Zorronaldo – som havde stærke smerter. Hans arm var varm og det dunkede og brændte. Vi hældte så meget smertestillende på ham vi kunne  turde og fik næste morgen en tid hos vores egen læge. Hun var noget mere ydmyg omkring det der røntgenblik, hun kom nemlig i tvivl og sendte ham dermed videre til rigtig røntgen. I en dertil indrettet maskine.

To timer senere var Zorronaldos arm pakket i gips, fra håndflade til armhule.

Ikke brækket. Nej, vi ser det tydeligt.

Arm der tydeligvis ikke er brækket. Eller…

Hvis man fornemmer en vis harme her, har man ret.

Det er nemlig tredie gang mine børn bliver sendt hjem med brækkede arme. Fra diverse vagtlæger.

Og vi må så troppe op på skadestuen dagen efter, for at få lagt deres lemmer i gips. Naturligvis først efter de har tilbragt en aldeles rædsom nat, i store smerter og uden søvn. Jeg er ikke vred over at de har brækket armene. Det er jo ikke lægens skyld.

Jeg er vred over at man skal igennem så mange timer, med store smerter, blot fordi en eller anden, der har studeret medicin i mange år, ikke erkender at studier, og så mere eller mindre erfaring, ikke automatisk giver røntgenblik.

Så hør lige her, potentielle inkompetente vagtlæger i det ganske danske land: Hvis man er bare det mindste i tvivl, så sender man patienten videre i systemet. Og hvis man virkelig over-hele-hovedet ikke er i tvivl, og armen så faktisk alligevel viser sig at være brækket, så bør man nok ikke være læge eller overveje et kursus af en slags.

Og skulle der komme en gang mere – jeg har jo fire børn så man ved aldrig – forlader jeg ikke stedet uden en tur forbi den store knoglekopimaskine.

Ej, men ARGH altså.

PS: Zorronaldo overlevede naturligvis, men er mindre tilfreds med udsigten til at have gips på i mange uger.

PPS: Ingen yngre vagtlæger kom til skade under tilblivelsen af dette indlæg.

PPPS: Desværre…

 

 

 

 

Ikke vranten mere.

17 okt

Tiden går og min vrantne teenager er væk.

Eller nej, han er her jo heldigvis stadigvæk, men han er ikke vranten længere. Han er bare kommet hel ud på den anden side og er blevet til et helt almindeligt og omgængeligt menneske.

Hans ophold på en folkeskole er nemt. Vist nok også for nemt. Men skidt med det. Han fortjener at have det lidt nemt efter tre år ved fronten.

Han skøjter igennem det hele, med fine karakterer og lyst til at lære. Heldigvis er der et par enkelte lærere der har forstået at Zorronaldo kan meget mere, og de provokerer ham så godt de kan.

Denne provokation er dog lidt svær at føre ud i livet når man står overfor en dreng der ikke kan lide at læse. Han har altid syntes det var spild af tid at læse fiktion, og selv biografier – også selvbiografier – kan få ham til at se rødt: ”Hvorfor skal jeg sidde og læse om andres liv?”

I mange år har vi – nok mest mig – forsøgt at finde den magiske bog der ville tænde for hans læselyst. Jeg har ledt fortvivlet, han var lidt mere ligeglad, for at finde denne bog, og vi har været vidt omkring.

Han orker ikke alle de ord. Ævlen løs om unødvendige ting. Men han gider jo heller ikke høre mig snakke stolpe op og stolpe ned om dette og hint. Fair nok.

Han spurgte mig så hvem den klogeste dansker var.

Da jeg missede uforstående med øjnene og mumlede ”Øhhh, Niels Bohr?” svarede han: ”Nej sådan ligesom Victor Hugo”

Nu skal det lige siges at Victor Hugo er den franskmand der siges at kunne flest ord. Som smider om sig med tre synonymer ad gangen. Og han er meget svær at læse.

Men jeg forstod godt hvor han ville hen, og så kunne jeg bedre komme med mit andet svar: ”Nå sådan, ej men så er det nok Kierkegaard.. Men jeg er heller ikke sikker på at du ville kunne finde ud af at læse ham. For han er svær.”

Han var ligeglad, han ville blot gerne lære nogle nye ord. Nogle svære ord. For at lære noget.

Og så faldt det mig ind: når man skærer læsning ud i ord… Så har man et digt.

Sådan cirka.

Og selvom jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig det, kan min søn nu fra tid til anden beses i byen, iført diverse digtsamlinger.

Han fik nemlig stukket nogle digtsamlinger og nogle filosofiske værker i hånden – da jeg ikke har ret meget Kierkegaard – og lige nu ligger Helmut Friis så på hans natbord.

Ja naturligvis ikke i egen høje person, for det er meget lille bord, men hans ord ligger der.

Og nogen læser.. og lærer.

Spejlæg i brød.. Morgenmad til yndlingsbørn.

At han skulle gå i gang med digte, det havde jeg ikke lige set komme, men skønt er det, og så gør han det endda med glæde!

Fint besøg!

9 sep

Nogen har fået en kæreste og nogen ville gerne have hende med hjem.

Om hun måtte blive og spise?

Naturligvis. Jeg var jo helt vildt nysgerrig og ville meget gerne se den smukke lyshårede pige han havde vist mig et par billeder af.

Så altså skulle der laves noget mad som ikke var for eksotisk, men alligevel smagte af noget. Jeg mener, det ville nok være lidt kikset at servere røde pølser – hvilket under alle omstændigheder ikke ville ske i mit hus – men sådan i den stil.

Det skulle heller ikke være noget mystisk fransk noget som jeg jo ikke var sikker på at hun ville kunne lide.

Altså måtte jeg finde på en opskrift som havde lidt af det hele. Jeg endte med en jeg har fået af min søde veninde Lynne, i sig selv yderst passende idet Lynne er Zorronaldos gudmor.

Det er sådan en slags kødsauce som har fået et nyt liv i form af bortsh.

Tilpasset børnesmagsløg og mig.

Og denne ret har aldrig så meget som hilst på den oprindelige russiske suppe. Bortset fra at jeg hælder et glas syltede rødbeder i kødsaucen har det intet andet tilfælles end navnet.

Men det smager godt.

Kæresteparret var ankommet til matriklen da jeg kom hjem fra arbejde, og selvom jeg brændte efter at loppe op og tage den yndige i øjesyn hilse på, holdt jeg mig artigt væk.

Jeg væbnede mig i stedet med tålmodighed og lavede mad.

Zorronaldo havde fortalt mig at de, han og den yndige, havde siddet på en trappe nede i byen i lørdags. Lige overfor rådhuset hvor ufatteligt mange mennesker havde valgt at blive gift netop på 7-9-13 dagen.

Inspireret af denne overflod af romantik, havde han sagt hende, det ville da være en god idé at have sådan en heldig dato som deres “årsdag”. Hvortil hun en anelse tørt havde påpeget at han jo strengt taget ikke havde stillet spørgsmålet endnu, så der kunne vel ikke være tale om en egentlig “årsdag”. For hvor mange dage i træk skulle man kysse, før det kunne tælle som fast forhold?

Stilhed.

Zorronaldo sank en nervøs klump og spurgte så den yndige om de skulle være kærester.

“Ja da” grinede hun!

Og så var den ged barberet.

 

Det der med at skifte mening

3 apr

Denne gang er det dog ikke mig som er vendt på en tallerken, men derimod min søn. Min søde hormonforstyrrede teenagedreng Zorronaldo, pigernes ven!

Jeg må lige sige, at jeg kom meget i tvivl om det hed ”er” eller ”har” vendt … På den der tallerken.

Kloge sprogeåger må gerne komme på banen, for jeg er stadig ikke sikker, også selvom Anne og jeg blev enige om at ”er” lød bedst.

Det er nemlig sådan, at når vi flytter, flytter han ikke med ham sønnen. Nej han gør nemlig ej. Han bliver pænt og fortsætter på skolen, så han kan få den eksamen som er hans eneste adgangskort, til den skole jeg har meldt ham ind på.

Jeg vil i dette indlæg fuldstændigt – næsten i hvert fald – abstrahere fra at jeg har hidset mig voldsomt op, flere gange, over at han slet ikke har nogen andre muligheder i den lille bitte andedam Danmark end denne ene skole.

Med mindre jeg da sender ham tilbage i folkeskolen så han kan gå niende om igen, bare fordi den franske niendeklasse ikke er god nok til et dansk gymnasium. Eller også – og det er en ganske reel mulighed alt taget i betragtning – er rektor på den skole han burde gå på, bare ualmindelig dum og usamarbejdsvillig.

Men så er det jo godt, at der er én eneste anden mulighed.

Her skulle I gerne kunne se sarkasmen drive ned ad skærmen. Ikke at der er noget galt med skolen eller uddannelsen, snarere tværtimod, men måske ville han godt have haft et valg.

Nuvel – det har han så ikke – men det betyder så, at han ikke har noget alternativ, han skal bare have den der franske niendeklasses eksamen.

Så idéen med at tage til Danmark i 10-14 dage, flytte ind på sit værelse og fjumre lidt rundt med vennerne, og derpå returnere til Normandiet i tre uger og få overstået eksamen, den er ikke aktuel længere.

Næ, han må pænt blive her alle 5 uger, og læse op til sin eksamen.

Først skulle han indlogeres på skift, hos flere af mine veninder, som også har børn på skolen, men det afstedkom vilde protester, og han argumenterede så godt for sig, at jeg overgav mig og lader ham bo hos vennen Victor, i en uges tid.

Men nu i lørdags

Var vi jo på besøg hos de venner som han, stadigvæk skal indlogeres hos, nu blot i lidt kortere tid. Og her, stadig i lørdags, stiftede han nærmere bekendtskab med husets datter, en yndig og fiks lille fransk sag med meget store øjne.

Dette medførte følgende, lettere bekymrede forespørgsel, i går aftes: ”Moar?”

og så, efter en kort pause …

”Jeg skal ikke kun sove hos Victor, vel? Jeg skal da også være hos Laurence, som det var planlagt?”

Sure tæer i..

4 feb

For præcis et år siden fik min ældste søn lyst til at le igen.

Flytningen var meget svær for ham, han havde ellers proklameret at han absolut ikke ville komme til at savne nogen.. Det viste sig så ikke helt at holde stik og jeg tror vitterligt ikke han sagde noget i 6 måneder.

Indimellem kom han og fik et knus..

Da det så blev hans fødselsdag foreslog jeg at han kunne invitere nogle kammerater fra klassen. Jeg var stort set parat til alt.

Første reaktion var – ikke tale om.

Da jeg – som kender min lus på gangen – et par dage senere smed forslaget på bordet igen, var reaktionen – måske.

Afsindigt stædig Vedholdende som jeg nu engang er, præsenterede jeg ham til sidst for en løsning, som blandt andet inkluderede biograf, pizza og playstation, og da jeg ligeledes lovede at binde Prinsessen og Gårdmand Bjørn og lukke dem inde i kosteskabet under trappen, endte han med at synes det var en okay idé.

Og det blev vendepunktet. Han fik kammerater, blev glad og udadvendt igen. Og nogen – såsom mig – åndede meget lettet op.

I aftes skulle succesen gentages, idet Zorronaldo bliver 15 i morgen.

Samme lettere mutte drenge med ludende gang og hår som gulvmopper, indtog æblebakken efter skoletid. Satte en hel brownie til livs og skyllede efter med et par liter juice.

Da vi lidt senere kom hjem, var entréen fyldt af skoletasker og sko.

Drenge i den alder har enorme fødder – vidste I godt det? Jeg mener sådan, uforholdsmæssigt store fødder. Jeg – som med en str. 40 bestemt ikke har små fødder – følte mig som en helt lille alf ved siden af deres plader.

Når nu deres fødder har denne størrelse, skulle man tro at der var plads nok i deres sko.

Men nej, de lugter faktisk ret indelukket, med det resultat at First Man, da han bukkede sig ned efter sine egne hjemmesko, som tilfældigvis stod i ubekvem nærhed, var tæt på at besvime.

Han besluttede derfor, at for at kunne overleve en hel eftermiddag med de der lettere ildelugtende violinkasser i entréen, måtte der skrappere midler til.

Hvilket medførte, at der lidt efter begyndte at lugte meget kemisk friskt i det meste af underetagen. Duften blandede sig med den chili som Zorronaldo havde bestilt, og jeg forlod kødgryden og gik på jagt efter den underlige lugt.

Jeg blev mødt i døren af en First Man, som var slemt tilfreds med sig selv. Han havde simpelthen sprayet anti-fod-stank-spray også kaldet frisk luft oceanblue, direkte ned i samtlige størrelser 45-47.

Skoene formelig sejlede. Indeni..

Det nåede gudskelov at tørre, alt imens de unge herrer intetanende fortærede et pænt stykke af en okse og noget chili. Derpå forlod de Æblebakken med ludende skuldre og hængehår, i en sky af oceanblue, for at gå i biografen med lidt mindre sure tæer – eller sko er det nok snarere – end da de kom.

Så selvom det er hans fødselsdag i morgen, så fejrer jeg nu altså denne dag for mig selv, og sender en tanke til denne dag sidste år, hvor han blev glad igen!

Zorronaldo superstar

5 jan

Jeg var faktisk ved at fortælle om hvor uhyggeligt det er, når man opdager at man er ligeså gammel som sin mor.. Sådan mentalt. Og indimellem kan man blive helt i tvivl om man ikke i stedet er gift med sin svigerfar..

Men så var det at jeg kom i tanke om Zorronaldo. Han går til fodbold..

Og så slog det mig, at jeg vist aldrig nogensinde har fortalt hvor dygtig han er?

Det ligner mig ellers rigtigt dårligt, ikke at udnytte enhver lejlighed til at blære mig med mit afkom, men lige familiens fodboldstjerne har jeg vist ikke udbredt mig om.

Så derfor bliver det til et helt andet indlæg – og historien om at være gift med sin svigerfar (GYS) må komme en anden dag.

Da han som 9årig blev sendt startede til fodbold, ene og alene fordi hans mor, havde indkøbt nogle totalt seje ”Le Coq Sportif” fodboldstøvler i sølv og orange.

Det var også lidt fordi jeg var lidt træt af at sidde alene, hver gang der var landskamp, idet First Man hader få ting så meget som fodbold, det skulle da lige være spillerne, men i hvert fald, jeg sad i ensom majestæt kamp efter kamp, og heppede lidt for et syns skyld, til landskampe eller spændende ligakampe.

Jeg har aldrig selv spillet fodbold, jeg kunne jo risikere at knække en negl, jeg kender dårligt nok alle reglerne, men jeg kan godt lide at se landskampe, og så har de fleste fodboldspillere sådan nogle pæne numser..

Men jeg følte mig ganske alene med min heppen, og ville godt have en sammensvoren. Derfor blev der indkøbt fodboldstøvler og jeg meddelte min søde lille søn med uglelooket, at han skulle til at spille fodbold.

Han var der to gange.

Efter anden træning kom han hjem, og med øjne der var ved at løbe over af tårer, og mimrende underlæbe sagde han at de andre ikke var søde og at træneren talte grimt til dem. Hvilket desværre var sandt. Og fodbold skal være sjovt, så han kom naturligvis ikke tilbage dertil.

Men sommeren efter, sendte jeg ham på fodboldskole i nabobyen, og han kom hjem hver dag og var dødtræt, møgbeskidt og lykkelig. Og jeg tænkte – jeg prøver igen.

Og en lun septemberdag stod jeg med en meget nervøs lille dreng ved hånden, for at følge ham hen til gruppen af drenge, som jeg inderligt håbede, ville tage godt imod ham.

Og – Ô lykke – Anton kom sprintende hen for at sige velkommen, og jeg fik lov til at gå!

Gruppen af drenge var genial, træneren fantastisk og forældrene støttende! Og min lille usikre ugle tog sine skridt ud på grønsværen, støttet og opmuntret.

Og så havde han søreme talent! Det kom ikke lige med det samme, men langsomt blev han bedre, og pludselig var han topscorer. Og nu klapper et helt stadion når han kommer på banen!

Jeg kunne jo af gode grunde ikke være objektiv, men fra alle sider lød det: ”Han er bare super GOD!” Nå ja, lige bortset fra den afsatte topscorers mor, men fred være med hende.

I Frankrig blev han set an i en uge, og kom så direkte på førsteholdet i aldersklassen over hans. Da de blev sendt til talentudvælgelse, tog de ham med, også selvom han kun var 13. Han kom ikke på med regionsholdet, fordi han var for ung, men han blev sendt videre til andre talentspejdere, og han kom på en liste over unge talenter – med mulig udtagelse til landsholdet!

Vi har sågar haft fodboldklubber som ringede hjem til os for at høre, om han dog ikke vil skifte klub.

Men så brækkede han jo kravebenet og har ikke spillet en hel sæson. Han var ulykkelig, for der var nye udtagelser til regionalholdene, og han kunne ikke deltage.

Ikke desto mindre er han åbenbart mere end almindelig god, for talentspejderne kom tilbage for at se ham træne, og han skal til personlig audition engang i februar når han er blevet 15 og er helt kampklar igen!

IMG_4020

Og jeg har skam vist ham det hus i Saint Jean de Luz, som han skal købe til mig, når han bliver spiller i Real!!

%d bloggers like this: