En dag med angst #2

11 jul

Det var mest den fysiske del vi rundede i går. Jeg kom lidt ind på den psykiske, men mere om det i dag:

I min Navlepillerklub eller ”Psykoedukative terapigruppe”, fik vi bland andet opremset alle de reaktioner vi kunne forvente at have som angstramte.

Det var ikke så lidt.

Og altså helt seriøst, var man ikke angst i forvejen, så blev man det da først af at læse sådan en lang liste. Og på den liste er der, over de mentale reaktioner, blandt andet et punkt som hedder misfortolkning.

I store træk betyder det at når man siger noget til mig, er sandsynligheden for at jeg fortolker det forkert på den negative måde, meget stor. Hvilket betyder at jeg meget ofte går rundt og føler mig forurettet.

På martyrmåden.

Iblandet klynk og selvmedlidenhed.

Eller sagt med andre ord, jeg bliver meget ofte til en jamrende ældre dame der synes alting er synd for hende. Sådan en slags dame jeg normalt ikke kan udstå.

Når staklen der har sagt noget til mig er fra familien, er det knap så slemt, for så rusker de bare i mig og siger jeg er nærtagende og at jeg skal melde mig ud af mit liv og lægge mig på sofaen med hunden og se et afsnit af Badehotellet, mens jeg lader almindelige mennesker fortsætte deres dag.

Hvis det er andre mennesker der ikke kender mig så godt er det straks sværere.

På arbejdet er det forholdsvist nemt, jeg spørger Tina om jeg har opfattet noget forkert, og så snart vi er to om at diskutere hvorvidt en given bemærkning var ment på den ene eller den anden måde, er det nemmere for mig at se objektivt på det.

Men hvis det er kassedamer eller telefonsælgere skal jeg passe på. I det mindste er jeg opmærksom på det. Men skulle jeg komme til at rive hovedet af en telefonsælger, står verden nok endda.

Så bliver jeg også meget tit bekymret. Over alt muligt. For en måned siden druknede en dreng i nærheden. Og da Gårdmand Bjørn snakkede om at han skulle ud og bade til sin sidste skoledag, gik jeg helt i sort, og han måtte højt og helligt love at det IKKE kom til at ske.

At have angst føles som om jeg ikke har kontrol over min krop eller min hjerne. Hvilket jeg naturligvis overordnet set har, men angsten giver mig reaktioner jeg ikke kan kontrollere eller styre. Min krop reagerer med sitren, åndenød, hjertebanken osv. og min hjerne reagerer med tankemylder og paniktanker, og i “midten” så at sige, står jeg og kan ikke slukke for tankerne, eller for de fysiske reaktioner.

Når arbejdsdagen er slut er jeg som regel godt træt i hovedet.

Jeg troede i starten der var noget galt fordi jeg altid var så træt, men fik den besked af psykiateren at jeg er træt fordi min krop og min hjerne er på konstant overarbejde.

Det var de forskellige udfordringer jeg møder i dagligdagen. Nu kan jeg så begynde at fortælle om hvordan forskellige dage føles.

Men altså først i morgen!

Reklamer

En dag med angst #1

10 jul

Okay, I har selv bedt om det. Eller det vil sige, Kristine har. Hun har nemlig spurgt om jeg vil fortælle om en almindelig dag med angst.

Det vil jeg gerne.

Det bliver dog en rodet omgang, fordi jeg vil forklare lidt ind imellem, så det måske er nemmere at forstå.

Udefra, så ser min dagligdag sikkert ud som enhver andens dagligdag, men jeg kan mærke en meget stor forskel fra før jeg blev syg. Selv Tina har svært ved at se forskel, lige bortset fra et par småting, og hun har nu siddet overfor mig i over seks år, hvis vi tager det løse med, og kender mig snart bedre end jeg selv gør.

Jeg har tænkt at splitte det lidt op i etaper, ellers bliver det vist en meget lang beretning.

Men altså, here goes for første del, som er sådan en forklarende del, så kan jeg fortælle om de enkelte dage bagefter:

Når vækkeuret ringer, er min første tanke altid: ”Er der noget jeg har glemt? Er der noget jeg skal?”. Den tanke gør mig usikker, så jeg bliver lidt langsommere, fordi jeg bruger en masse tid på at tænke efter eller se mig omkring efter det jeg måske har glemt.

Som regel ryster jeg følelsen af mig, mens jeg gør mig klar. Jeg har altid lagt mit tøj og den slags frem dagen før, for ellers risikerer jeg at gå helt i stå, uden at vide hvad jeg skal tage på. Eller gå i panik, hvis ikke jeg kan finde det, jeg gerne vil have på.

Alt det jeg skal have med, telefon, en trøje, eller hvad det nu kan være, skal ligge klar på bordet, og selv da kan jeg risikere at komme af sted uden en af tingene. Og jeg glemmer uhyggeligt tit min madpakke.

På bilturen på vej til arbejde, hører jeg enten stille klassisk musik, helst musik uden ord, eller også bare snak, enten P1 eller en lydbog, indtalt af min helt Paul Becker, eller Bent Otto Hansen. Jeg har nemlig rigtigt svært ved at skulle håndtere musik og ord samtidig, om morgenen.

Når jeg er vel ankommet på min pind, skal jeg huske at tage mine piller. Da en af bivirkningerne er at jeg bliver svimmel, tager jeg dem først efter min biltur. Man må godt køre bil med dem, men jeg skal i hvert fald ikke risikere noget!

Så er det i gang med at arbejde, og når alt ser tilforladeligt ud, og er som det plejer, går det fint, men så kan jeg jo få – præcis som alle andre – en mail som jeg associerer med ubehag. Det kan være afsender eller indhold der gør mig utilpas, men uanset hvad det er, så reagerer min krop:

Måske får jeg prikken eller sitren i arme og ben. Det er svært at forklare følelsen, men det er lidt den samme slags kuldegysning man får i nakken, når man bliver pludseligt forskrækket. Det stopper bare ikke igen, det bliver ved, til forskel fra det man føler når man bliver forskrækket.

Jeg kan få hjertebanken og åndenød, blive stakåndet, eller have lidt svært ved at trække vejret ordentligt. Jeg lagde på et tidspunkt mærke til at jeg var begyndt at sukke og stønne i tide og utide. Troede egentlig at jeg bare var i mega dårlig form, men så lærte jeg – i navlepillerklubben – at det kunne være en angstrelateret reaktion.

Når jeg kommer til knuden i halsen og manglende evne til at trække vejret, ved jeg som regel at jeg skal reagere.

Hvis jeg glemmer at være opmærksom på de fysiske tegn, eller det er voldsommere ting end en email, så ender jeg med at ryste og få ondt i kroppen og få kvalme eller ondt i maven. Og så kan der gå helt op til 30 minutter, før min krop er sig selv igen.

Man kan godt undres over hvordan jeg kan glemme at være opmærksom på de fysiske tegn. Men sommetider kommer angsten ikke af en så åbenlys grund, som en ubehagelig email. Det er sommetider ting jeg slet ikke engang lægger mærke til, og det er det, som er ekstra utrygt. At jeg ikke ved hvornår næste anfald kommer, eller om jeg når at opfatte hvorfor.

Lige pludselig kan jeg bare mærke at jeg får ondt i maven, og så tænkte jeg i starten: ”Nå, jeg er nok ved at få roskildesyge eller influenza, øv da også!”  Men så gik det jo væk igen, ganske af sig selv, og så skulle jeg ikke have den store rørlæggereksamen for at forstå at det nok hang sammen med noget andet. Det blev da også bekræftet i Navlepillerklubben, at kroppen kunne reagere med alle mulige krumspring.

Der kan også opstå situationer jeg synes er ubehagelige, jeg kan gå forbi to personer der helt uskyldigt står og snakker i et hjørne, om noget der ikke rager mig, men så kan jeg komme til at tro det er mig de snakker om, at jeg har gjort noget dumt, eller ser tyk ud, med alle de kilo jeg har taget på siden jeg begyndte at få medicin, eller noget andet tosset.

Den form for semiparanoia er også helt normal i min tilstand, men det gør det bestemt ikke mere behageligt. For så snart jeg bliver konfronteret med alle disse symptomer på at der er noget galt med mig, så bliver jeg ked af det, og er overbevist om at jeg er ved at blive skør.

Så går der 20 minutter og så kommer jeg til at grine af et eller andet, og så er jeg klar igen og bestemmer med mig selv at sindssygen lige må vente til en anden gang!

  • Fortsættelse følger!

 

Inklusion eller eksklusion.

7 jul

Inspireret af flere, men senest af en af Lenes kommentarer, så har jeg utroligt nok også en mening om inklusion.

Ikke inklusion i skolen, som vi er så vant til at høre om, men på arbejdspladsen.

Jeg er ikke på fuldtid, men jeg er på arbejde. Mine opgaver er ikke anderledes end før, jeg har dog lidt færre af dem, så det ikke stresser mig at være væk om onsdagen.

Jeg nyder at være en del af det hele.

Jeg er begavet med fantastiske kolleger, der næsten kan se på mig hvornår de skal sige: “Skal du ikke lige tage og trække vejret dybt.” Det er betryggende at vide at jeg ikke risikerer at sidde alene med et panikanfald, at nogen ved hvordan de skal handle hvis det sker. Og alene at vide det, kan sommetider holde anfaldene på afstand.

Lidt ligesom det at have de beroligende piller i tasken, gør at jeg ikke tager dem. Jeg ved de er der, og det er på en eller anden underlig måde beroligende nok.

Nå, men i forhold til at arbejde så vil jeg hellere have et sted, hvor jeg kan lave noget jeg selv synes jeg er god til, hvor jeg kan få tankerne lidt væk fra mig selv, ind imellem. Takket være min arbejdsplads, som har været utroligt forstående og støttende i hele dette forløb, så er der plads til mig, også når hjernen punkterer og jeg skal have en kort pause.

Det er simpelthen alfa og omega at have forståelse fra både arbejdspladsen og kollegerne. Så det kommer ikke kun an på mig og min vilje til at komme i gang igen – tro mig – jeg ville sommetider allerhelst ligge under min dyne og være helt væk for verden.

Men man kommer bare ikke videre på den måde.

Jeg er efterhånden godt klar over at denne diagnose ikke forsvinder, uanset hvor mange krumspring jeg gør, og hvor længe jeg er i behandling på Psykiatrisk afdeling, men jeg lærer at leve med diagnosen, det må være målet.

Og det sker ikke under min dyne, uanset hvor dejlig blød og lækker den er.

Min inklusion, trods diagnose, blandt det arbejdende folk, afhænger derfor i høj grad af forståelse fra omverdenen, arbejdsgiver, kolleger, men også fra kommuner og A-kasser. Jeg bliver jo ikke automatisk dum og ude af stand til at udføre mit arbejde, bare fordi jeg har generaliseret angst. Jeg skal heller ikke behandles som et råddent æg, men der skal tages lidt hensyn her og der, præcis som der skal til en fysisk handicappet.

Ellers så bliver det i stedet til eksklusion. Og det koster i det lange løb samfundet meget mere hvis jeg ikke magter at arbejde, end hvis der er råderum til at jeg har 30 timer ugentligt og ikke 37.

Jeg har nok været heldig på en masse punkter, men for at samarbejdet skal fungere skal alle på banen.

For jeg vil helst ikke ekskluderes!

Syge-Onsdag

5 jul

Onsdag er min dag. Jeg er nemlig sygemeldt den dag.

Det irriterende er, at når jeg er udsovet, udhvilet og afslappet, så synes jeg at disse “Syge-Onsdage” er ganske unødvendige og at jeg sagtens kunne løbe ligeså hurtigt som jeg plejede. Men når jeg så gør det, løber hurtigt altså, enten fordi jeg skal til psykiater, læge, behandler, navlepillergruppe eller andet spændende, så er jeg fuldstændigt udmattet bagefter.

Og så er Syge-Onsdag ikke så meget luksus alligevel. Jeg kan mærke det på arbejdet: jeg begynder at blive rundtosset og træt i hovedet tirsdag over middag. Og glæder mig inderligt over at jeg har en dag hvor jeg kan tage det helt stille og roligt og lade op til resten af ugen.

Efterhånden har jeg også fået opdraget firkløveret til, at de ikke kan regne med mig, altså om onsdagen. Jeg har nemlig ikke fri fordi det morer mig, men fordi jeg skal slappe af, og lade op.

Som en veninde med små børn sagde til mig: “Jeg bliver så træt af alle de madammer man hører om i ugebladene. De går alle sammen ned med stress og udtaler at de bare sad og gloede ind i en væg i seks uger. Hvis jeg sad og gloede ind i en væg i seks uger, ville børnene sgu da blive tvangsfjernet.”

Og det kan der være noget om.

Så er det man bliver taknemmelig for at ens egne børn er så store.

Varm blød vovse på fødderne!

I skrivende stund kan jeg hverken se eller høre nogen af dem. Eneste levende væsen i nærheden er Bimbi, der sover på mine fødder, samt et par kvidrende fugle jeg kan høre gennem den åbne havedør.

Projekt er det nye sort

4 jul

Min hjerne har det bedst med at være optaget af et eller andet konkret. Så længe jeg koncentrerer mig om noget, så flyver tankerne ikke rundt i et irriterende mylder, og gør mig usikker og forvirret… Og fuldstændig dødtræt.

Jeg kunne naturligvis koncentrere mig om at organisere vasketøjet, men det er ikke så inspirerende. Jeg foretrækker så afgjort at tænke på sjove og spændende ting som gør mig glad. Så kan vasketøjet komme ind imellem.

Det handler nemlig om, i min tilstand, at lave noget man får god energi af. Noget man bliver glad af. For så har man overskud til de ting som trætter og udmatter og giver negativ energi.

Det har jeg lært på et af mine mange Navlepillerkurser.

Jeg skulle lave en liste over det som giver mig energi. Det som gør mig glad. Og så prioritere det, så jeg hver uge havde rum til at få god energi, samtidig med at mit tankemylder kunne holdes lidt i ave.

 

Min “Glad-Liste”.

 

Jeg har lavet puslespil. Næsten alle dem jeg har. Jeg har spillet en masse spil på iPad’en. Og da jeg ikke gad det mere, gik jeg i gang med min “Glad-Liste” Fra en ende af. Jeg tænkte: “Det kan ikke skade!”

Så jeg har hørt ABBA. Bagt kager. Mange kager. Drukket kaffe. Spist chokolade. Købt bøger. Smurt glimmer ud over min dagligdag. Og planlagt ting for at kunne være sammen med dem jeg holder af. Jeg har planlagt studenterfest, sølvbryllup, Halloween og temafødselsdag.

Og det med at planlægge, har afgjort været det sjoveste.

Så projekter er simpelthen det nye hit i mit liv.

Da studenterfejringerne var ovre holdt jeg en uges pause, og nu er jeg helt klar og i gang med at lede efter noget nyt jeg kan kaste mig over. Sølvbrylluppet var ligesom sidste år, og selvom jeg med glæde tog en tur mere, så er der desværre ikke så meget tradition for at fejre 26 års ægteskab, så jeg må nok se mig om efter et andet.

Der er muligheder nok at tage af.

Der er både Nytårsaften, Pandekagedag og Valentines dag, alt sammen dage som man kan adoptere og gøre til sit eget projekt. Uanset hvor amerikansk det så end virker. Men disse adoptionsdage ligger så utroligt langt ude i fremtiden, så selvom jeg skam er begyndt at snuse lidt til Nytårsaften, så må jeg hellere finde på noget der ligger lidt tættere på.

Sommerferien skal ikke organiseres, den skal bare leves og nydes, så det er et mere konkret projekt jeg er på jagt efter.

Jeg kunne jo gå i gang med at finde ud af temaet til min fødselsdag.

Min “Glad-Liste” i klippe-klistreform

Og ja, jeg ved godt min fødselsdag er i november.

Men gode projekter tager tid! Jeg skal jo også nå at bage kager og høre ABBA ind imellem.

 

 

Skriftlig terapi.

3 jul

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg har tænkt mig at bruge denne platform som en form for terapi. Da jeg ikke er så god til at skrive dagbog, bliver det her.

Nu vil opmærksomme mennesker kunne bemærke at jeg jo bare kunne lade være med at publicere det, men for det første nyder jeg at få tilbagemeldinger på det jeg skriver: det kunne jo være, at der var nogen som lå inde med et guldkorn eller to jeg kunne bruge til noget, så hold jer endelig ikke tilbage.

For det andet, kunne det være at jeg kunne bidrage med noget, som andre – i samme situation – ikke var klar over. Jeg har nemlig lært utroligt mange ting her i mit foreløbige forløb, og er blevet så frygtelig klog…

Jeg troede faktisk jeg ville have svært ved at skrive, når jeg nu ikke kan læse, men det var ikke tilfældet. Trods det, kan jeg alligevel mærke en anelse rust.

Jeg mangler ord, savner vendinger, leder efter formuleringer, og må rette i en uendelighed. Det er møgfrustrerende, fordi den slags bare kom helt af sig selv før. Så et blogindlæg tager meget længere tid end det gjorde før, og er som sagt blevet skrevet om og rettet i, et utal af gange før det lander online.

Stavefejl, tastefejl og grammatiske fejl blander sig vellystigt i mine sagesløse sætninger, og jeg ser dem som oftest ikke før Divaen kommer forbi og nævner at der mangler et “e” under billedet af min lange blomst fra sidste skoledag. Hvorpå det naturligvis omgående bliver rettet.

De ord der kommer ud af min mund har det ligesådan.

De snubler over hinanden, og sig selv, og enten kommer de slet ikke ud, enten fordi de gemmer sig bag en eller anden kognitiv funktion der også halter, eller også fordi de bare er gået på ferie uden at sætte autosvar på.

Det resulterer tit i lange – utilsigtede – pauser, i min normalt ganske udmærkede talestrøm, samt i voldsomt irriterede teenagere.

Det irriterer skam også mig selv. Jeg ved jo godt hvad jeg plejer at kunne huske, eller hvordan mit sprog plejer at flyde. For slet ikke at tale om mit ordforråd, som jeg aldrig har tvivlet på før.

Så føler jeg mig forrådt, af min egen hjerne.

Og så går der som regel ikke ret lang tid før jeg går i panik over, om det overhovedet kommer tilbage igen. Det er skræmmende og usikkert at have det sådan. For tænk nu hvis det aldrig kommer helt tilbage. Og gad vide om men så er permanent hjerneskadet?

 

Den panik sidder fast, og ligger – ikke ulig en rombudding med kirsebærsauce – som et svampet og blævrende fundament i min dagligdag, og gør at fodfæstet er svært at finde, uanset hvad det er jeg laver.

Og lige præcis sådan et indlæg har ikke nogen happy ending. Der er ikke mere at sige til det, andet end: ØV.

Men så kan vi jo være glade for at det er mandag.

Rigtig god mandag derude!

Royal fletning.

2 jul

Her kommer endnu en af de nemme hurtige – lækre – desserter man kan ryste ud af skåneærmerne når man får lyst til lidt sødt, eller når man ikke har mere Gevalia.

Desuden ser den vildt flot – og sådan lidt bageragtig – ud. Ren blær!

Man tager følgende:

Færdig butterdej, mørk chokolade, marcipan, æg, nødder, krokant.

Sætter ovnen på 180 grader. Og folder butterdejen ud, lægger chokoladen i midten, ruller marcipanen tyndt ud og lægger den ovenpå chokoladen, så skærer ca. 2 cm strimler fra hver side af butterdejen og fletter:

Fletning – ikke så pænt som Blomsterbergmåden, men min måde virker udmærket.

Så skal fletningefidusen pensles med et pisket æg og drysses med, hvad man nu end kan lide. Bare ikke persille eller sådan noget, for det tror jeg ikke smager godt.
Jeg havde en rest krokant som jeg engang fandt i Nettos spotvarer. I ved der hvor man altid finder noget som man ikke vidste man ikke kunne leve uden.
Men den blev brugt og så nogle hasselnødder. Jeg har også engang brugt noget perlesukker med succes.

Pensles med æg og drysses med nødder og krokant

Bages i ca. 25 min. alt efter hvilket humør din ovn er i. Men den skal være lækker wienerbrødsfarvet på toppen, og se sprød ud.

Og velbekomme!

Endnu en nem dessert, klar på ca. 30 minutter.

God søndag!

 

%d bloggers like this: