Kortslutning på øverste etage.

16 jun

Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.

Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.

Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?

Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.

Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.

Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.

Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.

Lidt af en mundfuld, ikk’?

Det synes jeg også.

Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!

Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.

Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.

Og måske kan det hjælpe at skrive om det…

Lidt.

For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.

Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.

Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.

Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!

Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”

Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.

Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.

Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.

Lidt har også ret.

Men altså. Jeg er tilbage.

 

Ned igen, og op…

6 jul

Bedst som jeg gik og troede at jeg var på vej den helt rigtige vej, at hukommelsen var på vej tilbage, at jeg kunne sove, at jeg kun havde ganske få panikanfald og var på arbejde stort set hver dag, så døde min far.

Ja.

Der er ikke så mange andre ord for det.

Han døde.

Og det var så ligesom slut på endnu et kapitel i min livshistorie.

Sjovt nok skinner solen stadig indimellem. Verden fortsætter som intet var hændt og livet går videre. Det gør mit også, langsomt og til tider vaklende, men det går videre, trods alt.

Hvis jeg nu, ved hjælp af en magisk lampeånd, kunne leve bestemte passager i mit liv om igen, så ville det nok ikke blive dette sidste år der kom til at stå øverst på ønskelisten.

På den ene side.

For på den anden side, så har dette afsindige møg år, som jeg i øvrigt har besluttet er slut nu, sendt mig videre, stærkere og mere bevidst om hvad der egentligt tæller i mit liv. Ikke at jeg tvivlede ret meget på det før, men alligevel har det åbnet mine øjne for hvad jeg vil og hvad det er vigtigt.

Og det ville jeg vel i grunden ikke have været foruden, når nu jeg tænker rigtigt efter.

 

 

 

Mere kage

16 apr

Søndagskagen blev til en lørdagskage.

Fordi Divaen blev 21 år sammen med Margrethe.

Og hun ville godt have en lækker kage.

Divaen altså. For jeg tvivler stærkt på at Margrethe ville sætte ligeså stor pris på m&m’s og Kitkat kage som Divaen.

 

Magisk fødselsdagskage med flyvende m&m’s

 

En fancy en af slagsen.

Og hvordan er hun i øvrigt lige blevet 21 år?

Helt voksen på alle papirer. Og klar til at flytte hjemmefra lige om lidt.

Jeg forstår det ikke.

Slet ikke.

Men så kan jeg jo altid lave en kage!

God søndag!

 

Jeg kan altid lave kage!

15 apr

 

Lys eller ej!

Det er ikke engang søndag, men jeg synes lige I skal have en fredagskage. Sådan med tilbagevirkende kraft.

Det var jo påske lige for lidt siden.

Og jeg lavede en påskekage – en påskekage surprise – til dessert.

Faktisk så har jeg bagt en hel masse i den sidste tid, det er sådan noget meget håndgribeligt noget. En udførlig plan, en overskuelig tidshorisont, et behageligt resultat og et yderst tilfreds publikum.

Nå, men det var den påskekage. Med surprise.

Den var da meget fin, ikke sandt?

Dog ikke så meget surprise over den, men når man skar et stykke, formelig væltede surpriserne ud:

Ta-daaah: Påskekage med surpriser!

Den gjorde stor lykke – og Kongen (mig) var temmelig stolt!

God fredag.

 

Jeg kan endelig skimte lys

14 apr

for enden af tunnelen.

Det har holdt hårdt og selvom jeg ikke er tilbage på fuld kraft endnu, tør jeg endelig tro på at der måske kommer en dag hvor jeg kan koncentrere mig igen, en hel dag hvor jeg ikke glemmer et eller andet sært, eller hvor jeg ikke har uro i hele kroppen og bare ikke kan sidde stille.

Jeg er nu oppe på 5-6 timers arbejde dagligt, og med strategisk placerede feriedage hver eneste uge, kan jeg komme igennem en arbejdsuge uden nævneværdige problemer.

Jeg glemmer mindre, men er stadig ligeså ukoncentreret, så ting tager længere tid end vanligt og alt skal skrives ned på små sedler her og der, ellers har jeg glemt alt om at jeg skulle skrive til en leverandør om en ny pris, når jeg kommer tilbage på min pind efter at have sludret med Charlotte og afleveret en sag hos Birgit.

Selve sygdommen… Altså, den tager jeg mig ikke af mere, den har OUH overtaget med venlig ekspertise. Der er stort set kommet svar på alle spørgsmål, alle blodprøver og tests er taget og oversat til et sprog som vi kan forstå.

Og som en skøn og dejlig kvinde – der nu vinker herned oppe fra sit nye hood – engang sagde: “Jeg lader lægerne om min sygdom, så koncentrerer jeg mig om mit liv.” så har jeg overladt sygdommen til de læger der har forstand på det – de får oven i købet penge for det – og så koncentrerer jeg mig bare om at være mor og blive normal igen.

Nogle nok vil indvende at ovenstående ikke er muligt.

Men hvorom alting er, så forsøger jeg at blive mig selv igen.

Og jeg må være på rette vej, for min mor sagde forleden at jeg er ved at blive fræk igen!

 

 

Igang igen.

2 mar

Situationsrapport fra Møllen på Øen:

Efter mange ugers forglemmelser og ukoncentreret søvngængeri er jeg stille og roligt startet på arbejde igen.

Som i meget stille og roligt.
Jeg holder lige akkurat til 3-4 timer ad gangen, i en eller to dage, og holder så en dags pause – eller også er det weekend – så jeg bliver bestemt ikke overanstrengt.

Sådan efter normal standard. For jeg er fuldstændigt udmattet.

Når jeg kommer hjem efter et par timers arbejde, lægger jeg mig på sofaen og starter min mindfulnes meditation-træk-vejret-roligt- noget, som min dejlige psykolog har anbefalet, hvilket jeg godt nok ikke tror hjælper ret meget, for der går siger og skriver kun 4 minutter inden den blide stemme luller mig i søvn, og så snorker jeg – i lunt og behageligt selskab med Bimbi – gladeligt og ubekymret i en time til halvanden.

Vel at mærke stadig med ørerne fulde af mindfulness, uden at høre det mindste af hvad der bliver sagt. Så enten hjælper det helt fænomenalt godt til at få mig til at slappe af, eller også virker det slet ikke, fordi jeg snorksover igennem det hele.

Men jeg har vel brug for det. At sove, mener jeg. Og det forhindrer mig ikke i at være ligeså træt om aftenen.

Selve arbejdet er også tilrettelagt min ynkelige mentale situation: jeg har ikke ansvar for noget som helst, jeg laver kun småting som ikke tager pusten fra mig, og The Dream Team tager telefonen for mig. Jeg dobbelttjekker alt og håber at jeg ikke glemmer noget, spørger ustandseligt om hjælp, og klarer mig så godt jeg kan.
Jeg får konstant venlige men bestemte ordrer fra The Dream Team, andre kolleger og chefer om kun at tilpasse mig min egen navlesituation, og gå meget langsomt frem.

At jeg ikke også skal stresse over at jeg ikke er klar til fuldtid endnu, giver mig meget ro, og jeg er overbevist om at det vil medvirke til at jeg bliver klar, så hurtigt det er muligt. Jeg har bare verdens bedste arbejdsplads.

Rent funktionelt virker min hjerne ikke som før. Jeg glemmer stadig de særeste ting, og det at jeg kan fortælle om det, er udelukkende fordi jeg er blevet gjort opmærksom på det. Jeg kommer nemlig ikke selv i tanke om at jeg har glemt noget.

Jeg har stadig kan stadig ikke læse, har svært ved at koncentrere mig og jeg har lagt mærke til at jeg bliver urolig og rastløs så snart jeg kommer ud af min komfortzone, hvad enten det er fysisk eller mentalt.

Det er hamrende frustrerende at være fanget i, og jeg glæder mig virkelig til jeg kan se et reelt fremskridt, hvilket er ganske udenfor rækkevidde indtil videre.

Men jeg er i gang igen. Så lidt det end er. Så det skal nok gå.
Desuden kan jeg stadig lave kage:

img_8781_zpseqsaafrt

Prinsessen blev 17 i går og blev fejret! Med kage!

Slutteligt beklager jeg hvis udtryksformen er lidt ubehjælpelig, jeg er ikke i stand til at kunne rette det selv.

At ville… og at kunne.

24 feb

Tænk engang hvis man kunne nøjes med at købe nogle bøger om hvordan man gerne ville have ens liv skulle være, og så var det nok.

Det ville da være helt enormt praktisk. Og hvis det var tilfældet, ville jeg allerede leve et perfekt liv, op til flere gange.

Jeg er nu – også – den lykkelige indehaver, af en masse et par bøger om det der mindfulness, bøger på forskellige sprog og af forskellig art. Susi syntes at jeg at det var godt tosset, og jeg kan ved nærmere eftertanke godt følge hende.

Fælles for alle disse bøger er nemlig at jeg ikke har læst dem endnu, da læsning ikke er en af mine fordums færdigheder jeg kan få styr på. Men jeg har skam åbnet de fleste af dem. Nogle har jeg sågar åbnet flere gange.

Endda også bladret i et par stykker. Ikke dem alle sammen, men det kommer nok.

Det siger lægen i hvert fald. Det får jeg sikkert overskud til når jeg er blevet mig selv, eller rask, eller hvad man nu vil, og så kan det vel være lidt lige meget. Så Susi har nok ret.

Men forlagene har tjent lidt penge på at jeg tror købet af elleve et par bøger ville kunne få mig på ret kurs igen ASAP.

Okay, faktisk kun 10 bøger, for den sidste fik jeg af min læge.

Elleve spændende bøger om og for og til mindfulness. På dansk, fransk og engelsk.

De er indkøbt med spredehagl, fordi sommetider kan jeg godt få noget nær panikangst for om jeg nogensinde bliver sig selv igen. Tænk nu hvis jeg er hjerneskadet for livet? (Ja ja, de dramatiske gen har ikke forladt mig, det er kun hukommelse og koncentration – hvis I vidste hvor længe jeg er om at skive et blogindlæg…)

Men helt seriøst?

Hvad nu hvis min hukommelse aldrig bliver almindelig igen?

Eller min koncentration?

Eller mig?

Jeg prøver alt hvad jeg kan, for ikke at stresse mig selv med forventninger. Forventninger til hvornår, hvordan og hvorledes. Men det er svært. For ingen kan sætte en tidshorisont på alt dette. Ingen kan fortælle mig at der er lys forude. Hverken læge, psykolog, zoneterapeut eller andre som er eller har været kognitivt udfordrede.

Ingen…

Så jeg prøver alt. Simpelthen ALT!

En eneste gang, siden alt dette hurlumhej startede, har jeg været i stand til at kunne indfange en bortfaret tanke. Jeg havde som sædvanligt glemt hvad det var jeg ville, ville simpelthen ikke lege med mere, så jeg koncentrerede mig dybt og inderligt, trak vejret meget dybt og helt ned i knæene, og pludselig kom tanken hjem igen.

Men det er kun sket en eneste gang.

Og det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at gøre mig selv kunsten efter for at kunne gentage denne mikroskopiske succes. Det er blot ikke lykkedes.

Min dagligdag er stadig fyldt af episoder hvor jeg opdager at jeg enten har glemt noget eller gjort noget u….(har lige glemt ordet – men noget u-et eller andet) men altså sådan noget som når man finder en appelsin i køleskabet og svagt erindrer at man vist gerne ville have lavet rødkåls/appelsin salat for en uge siden.

Eller sidde og se en ganske almindelig film med resten af familien, og ved slutningen pludselig ikke ane hvem pokker personen Annie var. Selvom hun havde været med i hele filmen og havde en ret vigtig rolle.

Så træerne vokser bestemt ikke ind i skyerne, af en enkelt bitte vildfaren tanke som vendte hjem igen.

 

%d bloggers like this: