Projekt er det nye sort

4 jul

Min hjerne har det bedst med at være optaget af et eller andet konkret. Så længe jeg koncentrerer mig om noget, så flyver tankerne ikke rundt i et irriterende mylder, og gør mig usikker og forvirret… Og fuldstændig dødtræt.

Jeg kunne naturligvis koncentrere mig om at organisere vasketøjet, men det er ikke så inspirerende. Jeg foretrækker så afgjort at tænke på sjove og spændende ting som gør mig glad. Så kan vasketøjet komme ind imellem.

Det handler nemlig om, i min tilstand, at lave noget man får god energi af. Noget man bliver glad af. For så har man overskud til de ting som trætter og udmatter og giver negativ energi.

Det har jeg lært på et af mine mange Navlepillerkurser.

Jeg skulle lave en liste over det som giver mig energi. Det som gør mig glad. Og så prioritere det, så jeg hver uge havde rum til at få god energi, samtidig med at mit tankemylder kunne holdes lidt i ave.

 

Min “Glad-Liste”.

 

Jeg har lavet puslespil. Næsten alle dem jeg har. Jeg har spillet en masse spil på iPad’en. Og da jeg ikke gad det mere, gik jeg i gang med min “Glad-Liste” Fra en ende af. Jeg tænkte: “Det kan ikke skade!”

Så jeg har hørt ABBA. Bagt kager. Mange kager. Drukket kaffe. Spist chokolade. Købt bøger. Smurt glimmer ud over min dagligdag. Og planlagt ting for at kunne være sammen med dem jeg holder af. Jeg har planlagt studenterfest, sølvbryllup, Halloween og temafødselsdag.

Og det med at planlægge, har afgjort været det sjoveste.

Så projekter er simpelthen det nye hit i mit liv.

Da studenterfejringerne var ovre holdt jeg en uges pause, og nu er jeg helt klar og i gang med at lede efter noget nyt jeg kan kaste mig over. Sølvbrylluppet var ligesom sidste år, og selvom jeg med glæde tog en tur mere, så er der desværre ikke så meget tradition for at fejre 26 års ægteskab, så jeg må nok se mig om efter et andet.

Der er muligheder nok at tage af.

Der er både Nytårsaften, Pandekagedag og Valentines dag, alt sammen dage som man kan adoptere og gøre til sit eget projekt. Uanset hvor amerikansk det så end virker. Men disse adoptionsdage ligger så utroligt langt ude i fremtiden, så selvom jeg skam er begyndt at snuse lidt til Nytårsaften, så må jeg hellere finde på noget der ligger lidt tættere på.

Sommerferien skal ikke organiseres, den skal bare leves og nydes, så det er et mere konkret projekt jeg er på jagt efter.

Jeg kunne jo gå i gang med at finde ud af temaet til min fødselsdag.

Min “Glad-Liste” i klippe-klistreform

Og ja, jeg ved godt min fødselsdag er i november.

Men gode projekter tager tid! Jeg skal jo også nå at bage kager og høre ABBA ind imellem.

 

 

Skriftlig terapi.

3 jul

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg har tænkt mig at bruge denne platform som en form for terapi. Da jeg ikke er så god til at skrive dagbog, bliver det her.

Nu vil opmærksomme mennesker kunne bemærke at jeg jo bare kunne lade være med at publicere det, men for det første nyder jeg at få tilbagemeldinger på det jeg skriver: det kunne jo være, at der var nogen som lå inde med et guldkorn eller to jeg kunne bruge til noget, så hold jer endelig ikke tilbage.

For det andet, kunne det være at jeg kunne bidrage med noget, som andre – i samme situation – ikke var klar over. Jeg har nemlig lært utroligt mange ting her i mit foreløbige forløb, og er blevet så frygtelig klog…

Jeg troede faktisk jeg ville have svært ved at skrive, når jeg nu ikke kan læse, men det var ikke tilfældet. Trods det, kan jeg alligevel mærke en anelse rust.

Jeg mangler ord, savner vendinger, leder efter formuleringer, og må rette i en uendelighed. Det er møgfrustrerende, fordi den slags bare kom helt af sig selv før. Så et blogindlæg tager meget længere tid end det gjorde før, og er som sagt blevet skrevet om og rettet i, et utal af gange før det lander online.

Stavefejl, tastefejl og grammatiske fejl blander sig vellystigt i mine sagesløse sætninger, og jeg ser dem som oftest ikke før Divaen kommer forbi og nævner at der mangler et “e” under billedet af min lange blomst fra sidste skoledag. Hvorpå det naturligvis omgående bliver rettet.

De ord der kommer ud af min mund har det ligesådan.

De snubler over hinanden, og sig selv, og enten kommer de slet ikke ud, enten fordi de gemmer sig bag en eller anden kognitiv funktion der også halter, eller også fordi de bare er gået på ferie uden at sætte autosvar på.

Det resulterer tit i lange – utilsigtede – pauser, i min normalt ganske udmærkede talestrøm, samt i voldsomt irriterede teenagere.

Det irriterer skam også mig selv. Jeg ved jo godt hvad jeg plejer at kunne huske, eller hvordan mit sprog plejer at flyde. For slet ikke at tale om mit ordforråd, som jeg aldrig har tvivlet på før.

Så føler jeg mig forrådt, af min egen hjerne.

Og så går der som regel ikke ret lang tid før jeg går i panik over, om det overhovedet kommer tilbage igen. Det er skræmmende og usikkert at have det sådan. For tænk nu hvis det aldrig kommer helt tilbage. Og gad vide om men så er permanent hjerneskadet?

 

Den panik sidder fast, og ligger – ikke ulig en rombudding med kirsebærsauce – som et svampet og blævrende fundament i min dagligdag, og gør at fodfæstet er svært at finde, uanset hvad det er jeg laver.

Og lige præcis sådan et indlæg har ikke nogen happy ending. Der er ikke mere at sige til det, andet end: ØV.

Men så kan vi jo være glade for at det er mandag.

Rigtig god mandag derude!

Royal fletning.

2 jul

Her kommer endnu en af de nemme hurtige – lækre – desserter man kan ryste ud af skåneærmerne når man får lyst til lidt sødt, eller når man ikke har mere Gevalia.

Desuden ser den vildt flot – og sådan lidt bageragtig – ud. Ren blær!

Man tager følgende:

Færdig butterdej, mørk chokolade, marcipan, æg, nødder, krokant.

Sætter ovnen på 180 grader. Og folder butterdejen ud, lægger chokoladen i midten, ruller marcipanen tyndt ud og lægger den ovenpå chokoladen, så skærer ca. 2 cm strimler fra hver side af butterdejen og fletter:

Fletning – ikke så pænt som Blomsterbergmåden, men min måde virker udmærket.

Så skal fletningefidusen pensles med et pisket æg og drysses med, hvad man nu end kan lide. Bare ikke persille eller sådan noget, for det tror jeg ikke smager godt.
Jeg havde en rest krokant som jeg engang fandt i Nettos spotvarer. I ved der hvor man altid finder noget som man ikke vidste man ikke kunne leve uden.
Men den blev brugt og så nogle hasselnødder. Jeg har også engang brugt noget perlesukker med succes.

Pensles med æg og drysses med nødder og krokant

Bages i ca. 25 min. alt efter hvilket humør din ovn er i. Men den skal være lækker wienerbrødsfarvet på toppen, og se sprød ud.

Og velbekomme!

Endnu en nem dessert, klar på ca. 30 minutter.

God søndag!

 

Kong Mor revisited

30 jun

Da jeg vendte tilbage til bloggen, måtte der også lidt gips på navnet – så folk ikke fejlagtigt tror at alt er ved det gamle.

Derfor Revisited.

Det må være sådan, det er nu.

Stadig mig – og så ikke alligevel helt som før. Et gensyn. Ikke med Brideshead, men med mig. Jeg håber ikke I føler I går glip af noget; min bamse er mindst ligeså pæn som Aloysius!

Den har godt nok ikke sin egen hårbørste, men alligevel.

Nå…

Det der revisited.

Jeg går rundt og håber jeg snart bliver mig selv igen. Men samtidig skal jeg forholde mig til at jeg nok ikke bliver mig selv, som jeg var engang, igen.

Angst har det med at blive – siger de som har været der – man lærer bare at leve med det. Alene det, er da totalt angstprovokerende. Men jeg sætter min lid til at det kan læres.

Så faktisk kan jeg forberede mig på et gensyn med mig selv resten af mit liv.

Måske lidt i stil med  “50 first dates“?

God fredag.

God fredag!

Jamen så – rigtig god fredag!!!

 

 

Ingen adgang

29 jun

stod der.

Jamen? Hov?

Hvad mener de med ingen adgang?

Hvorfor må jeg ikke komme på forældreintra?

Og se hvilke timer de har?

Eller se ugens menu i kantinen?

Eller lige se de sidste nyheder?

Er systemet nede???

Eller kan det muligvis være fordi Gårdmand Bjørn nu har forladt 9.klasse og han dermed er færdig med folkeskolen?

Han blev i det landlige til sidste skoledag.

Og min lille blomst i øvrigt måler 189 cm og skal dukke sig for at komme ind i køkkenet.

Det er nok derfor.

 

Komplimenter

27 jun

Jeg er fuldstændig fløjtende ligeglad med om man siger en eller et – det er denne sag komplet uvedkommende – for jeg har nemlig fået et par stykker af dem. Komplimenter, altså.

Hele to styks på tre dage!

Tænk engang!

Først da jeg stod og skulle trille min indkøbsvogn ud af Netto.

Sammen med Divaen, fordi jeg jo ikke er ret god til at købe ind alene.

Nå, men i vores Netto er kasserne lige ud for hovedindgangen, så man kan se lige ind til varebåndene ude fra parkeringspladsen.

Og så på vej ud af Netto, med alle vores indkøb, mødte vi First Mands gode ven Peder. Som sagde hej, mens han rystede på hovedet.

”Jeg kan konstatere to ting” sagde han med et opgivende smil. ”Jeg har været single for længe og jeg har brug for briller”.

Jeg sagde forvirret hej og må have set ret desorienteret ud, for han skyndte sig at fortsætte: ”Jeg stod ude ved bilen og kiggede ind i Netto og tænkte ”hun er da ret lækker hende der står der” og først da jeg kom tættere på, kunne jeg se at det var sgu da dig”.

Han sukkede og rystede på hovedet, og forsvandt derpå ind i Netto, mens jeg højt grinende gik hen til bilen! Divaen grinte skam også, dog ikke helt så inderligt som jeg.

Og så endda på en dag hvor hverken humør eller selvværd var på det højeste. For nu at sige det mildt.

God timing, og tusind tak for det, Peder!

Og så to dage senere, faldt jeg i snak med en ret ny (mandlig) kollega ude i vores tekøkken. Lars spurgte til mine børns alder, og da jeg kunne meddele at de var 15, 18, 20 og 22 år, så han på mig med vidt åbne øjne og spurgte: ”Jamen, er du da over 40?” og velvidende at jeg bliver 48 om 5 måneder, bad jeg ham om at gentage det, bare lige for hyggens skyld.

Jamen altså!

Også selvom jeg kom til at spekulere på om det med alderen, ikke snarere har noget at gøre med min vægt.

Jeg har nemlig taget helt vildt meget på de sidste to år, og vejer nu helt uhyggeligt meget i forhold til før. Men al den vægt, den må jo også sidde i ansigtet og dermed rette mine rynker ud. Smart! Intet er så galt at det ikke er godt for noget.

Men cirka samtidig gik det op for mig, at hvis jeg – som planen lige nu er – tabte 10 kilo, så ville jeg få smidt 10 år lige i ansigtet.

Det kan man da kalde pest eller kolera.

Jamen altså, hvad fanden er det lige for noget…

Kan man ikke både være lækker og rynkefri når man nærmer sig 50?

Nej?

Hvor kan jeg klage?

Book-aholic

26 jun

På et helt personligt og egoistisk plan, er noget af det som irriterer mig mest, at jeg ikke kan læse en bog.

Jeg savner i den grad at kunne fordybe mig i en bog. For meget tekst overvælder nemlig min overophedede hjerne, og jeg kan slet ikke overskue at skulle sidde og skille sætningerne ad og få dem til at give mening. Desuden kan jeg ofte slet ikke huske, hvad jeg lige har læst.

Suk…

Denne detalje har dog ikke forhindret mig i at erhverve mig bøger i de sidste 18-20 måneder trods det faktum at læsning har været en by i Rusland for mig.

Jeg har købt bøger som jeg plejer. I rigelige mængder. Sandsynligvis efter devisen: “Jeg lærer nok at kunne læse en rigtig bog igen” men jeg skal ikke kunne sige det.

Jeg har købt bøger om alt muligt.

Mest bøger om mindfulness, da det jo efter sigende skulle have samme virkning som gips til brækkede hjerner. Men også stille og rolige hyggebøger til min kindle. Endda den nye bog om Dronning Margrethe har jeg fået, fordi jeg ønskede mig den. Lidt royal er jeg trods alt endnu.

Det er alt sammen meget godt, men en anelse besværligt, for ikke at sige hamrende upraktisk, når man har problemer med at læse.

Problemet opstår især når jeg sidder onsdag formiddag, i en stille stund, med min te og noget mindfuldt bølgeskvulp på min ipad, og roligt bladrer i et “Flow-magazine” hvor jeg – ikke ulig en treårig – mest kigger billeder.

Men sommetider er der også en enkelt overskrift som jeg opfatter og som sender inspirerende impulser gennem den del af hjernen som ikke er brændt sammen endnu, for eksempel en bog anmeldelse om bogen der vil bringe mig ro i sindet, evig ungdom, og morgenmad på sengen eller hvad ved jeg.

Og så går der meget sjældent mere end et par minutter før jeg på nettet – via den stadigt bølgeskvulpende ipad – har fundet bogen, og ofte en hel del andre bøger, der ligesom tilfældigt dukkede op ved samme lejlighed.

Så starter følgende interne samtale med mig selv: “Jeg kan jo ligeså godt købe den nu, fordi hvis nu, jeg måske ved et mirakel kunne læse denne her, så ville det da være dumt ikke at købe den. Hvis den nu kunne gøre en forskel. Og i hvert fald kommer jeg da til at læse igen en dag, og så er det godt at have nogle bøger stående, og nu jeg er i gang så kunne jeg jo tage de andre med også, de ser spændende ud.”

Og så skynder jeg mig at bestille dem. Alle sammen…

På misbrugsmåden. – UPS, der kom det ud!

Jeg bliver lige pludselig meget taknemmelig for at mit misbrug begrænser sig til bøger og ikke alt muligt andet grumt. Bøger er jo forholdsvis tilforladelige, og desuden har jeg altid haft mange bøger. Hvis I vidste hvor mange børnebøger jeg har købt til mit firkløver… Der er nok til at åbne en butik.

Nå, det var et sidespor, dem er der heldigvis også plads til i Kong Mor revisited!

Men altså. Jeg køber stadig en masse bøger, uden overhovedet at være i stand til at læse dem.

I grunden kunne jeg faktisk bare nøjes med at købe én, for jeg kan alligevel ikke huske indholdet ret længe. Og så ville jeg jo kunne læse den flere gange, uden at være klar over at jeg allerede havde læst den. Men så langt rækker mit cerebrale ræsonnement ikke.

Nå, men når jeg så har bestilt de der bøger, så glæder jeg mig.
Meget.
Og tænker at nu bliver det hele meget nemmere, for nu kan jeg endelig lære noget om meta-kognitiv terapi (ja, det kognitive halløj er nu udvidet til noget med “meta”, det skulle være ekstra effektivt, det stod i hvert fald i anmeldelsen) eller jeg kan måske få en dybere forståelse for hvorfor angst rammer mig, og – ikke en ubetydelig detalje – hvordan man kommer over det, subsidiært lærer at leve med det.

Når pakkerne så ankommer, bliver jeg super glad, pakker ud og nyder at have en ny bog i hånden, ser på forsiden og på bagsiden, flaprer igennem et par sider, glæder mig over at NU kan jeg blive klogere på hele denne suppedas, og så stiller jeg den ind på hylden…

Til de andre…

Altså nogle af dem har jeg bladret igennem mere end en gang.

Men når der er alt for meget tekst, så sætter kortslutningen ind og jeg får tunnelsyn og åndenød og lukker skyndsomst bogen igen. Andre gange er layoutet dog sat sådan op at jeg er i stand til at opfatte en sætning eller to. Og så lukker jeg dem ikke lige med det samme.

Enkelte var endda så overskuelige at jeg faktisk har forsøgt at læse skimme dem lidt nærmere. Jeg kan bare ikke lige huske hvilke bøger det var.

Men de ser pæne ud på min reol, det gør de, så lige pt. nøjes jeg med at se på dem!

%d bloggers like this: