Anden aktør

6 jun

Da jeg i sidste uge fik tilbud om at få et jobsøgningskursus hos anden aktør, takkede jeg ja, udelukkende udfra den devise at jeg måske kunne lære noget, om ikke andet så hvordan man ikke skulle gøre. Og jeg kunne jo bare melde fra igen, hvis det virkeligt var dødssygt.

Det blev ikke nødvendigt, for det var da alt andet.

Kurset – der normalt varer en uge – er baseret på 20 kursister. Noget var gået galt i ubrugeligt, men dyrt, system. For vi sad kun fire mand M/K. Tre mænd og så mig.

Derfor tilrettelagde aktøren kurset på en helt anden måde, meget mere individuelt og målrettet, og det er jo meget heldigt for os.

Og så sidder jeg og tænker på, hvad nu hvis damer som hende, arbejdede på jobcenteret. Hun havde så meget mere drive og pondus, og et giga netværk, så hun ville få mange flere i job, end de sagsbehandlere der sidder på pinden idag.

Prioriter Yderstvigtige Ting. 

Jeg kan så kun konstatere at Danmark generelt er meget glad for falske besparelser.

 

Reklamer

Tillykke med dagen Danmark

5 jun

Og her kommer så et billede af den vigtigste af vores grundlovsændringer!

Danmarks riges grundlov à 1915!

 

 

Har din mor ikke lært dig

4 jun

At hvis man ikke har noget pænt at sige om andre, skal man holde sin mund?

Her kommer en bøvs. Ikke en sur bøvs, bare en lidt arrig bøvs.

Altså, firkløveret er nu fuldt udvokset.

De har alle fire har fået den størrelse det var Vorherres mening de skulle have. Også uden at skele til at de hver især måske godt ville have haft en lille snak med ham om det, først. For så ville de sikkert have ændret lidt i den endelige ordre. Højde, drøjde, øjenfarve og hår-do falder nemlig ikke 100 % i deres smag.

Hvorom alting er, så er Divaen – som jo er ældst – landet på 161 cm og Prinsessen på 174 cm. Hvilket bestemt ikke er retfærdigt. Men det er livet jo desværre sjældent. Divaen er, naturligt nok, dødtræt af at høre på hvor lille hun er og Prinsessen går sjældent i højhælede sko fordi hun ikke vil rage op over alle andre.

Men det ændrer jo intet på hvem de er.

Derfor undres jeg såre når vi, til diverse sammenkomster hvor mine børn også er inviterede, gentagne gange skal lægge øre til mystiske bemærkninger til om deres højde.

I fredags var ingen undtagelse, der var reception for Morfar, og der var både familie og arbejdsrelationer til stede, og vi skulle derfor opføre os ordentligt.

Pigerne måtte, på kortere tid end det tager at sige “ubehøvlet”, lægge øre til mangt og meget:
“Nååh, der er da godt nok stor forskel på højden der, mellem storesøster og lillesøster, hø hø” (No shit Sherlock, du er godt nok kvik)
eller
“Hvor er det sjovt at du er så lille i forhold til sin lillesøster” – (Ja, MEGA grinagtigt!)
og den anden vej:
“Du er vel nok høj i forhold til din storesøster”. (Sikke en iagttagelsesevne, bravo)

Da Divaen besidder et sundt – og til tider ret giftigt – svar på tiltale-gen, og Prinsessen bliver voldsomt ked af den slags, prøvede jeg at svare igen på deres vegne, før vi endte i en diplomatisk krisesituation.

Første gang nikkede de bare og smilte syrligt til synderen, men anden gang, kunne jeg se et noget mere hvast blik i Divaens mørke øjne, tredie gang nåede hun at åbne munden, og lukke den igen og så vidste at jeg gerne skulle forhindre en fjerde gang, for at undgå at hun enten udvandrede eller endte med at spidde den formastelige med en grum og velplaceret påtale.

Det er mig fuldstændigt ubegribeligt at voksne mennesker, uanset alder og baggrund, finder på at sige sådan til andre mennesker. Det er da muligt at folk mener at blot fordi man er under 25, så er man stadig barn og må derfor tales til efter forgodtbefindende, men jeg render da ikke rundt og siger: “Du er godt nok tyk i forhold til din mand” eller “Hvor er det sjovt at du ser så gammel ud i forhold til din søn” til andre mennesker, blot fordi det er det første der falder mig ind.

Vorter, strittende ører, tykke maver og fremtrædende adamsæbler hører ind under samme kategori, som folk, underligt nok, ikke åbent reagerer på. Nu virker højde ikke umiddelbart som noget sårende, men det er det i denne situation. Man kan jo ikke vide hvor andres achilleshæl sidder. Det jeg mener er, at man altså godt må tænke sig en lille smule om, før man hæmningsløst udtaler sig om andres fysiske træk.

I hvert fald vrimlede det i fredags med veluddannede mennesker på 55+ som bare strøede om sig med den slags guldkorn, som om de omtalte personer hverken havde ører eller følelser.

Og det er ikke første, sikkert heller ikke sidste gang, det sker.

Sjovt er det også, at det kun er pigerne der må lægge ryg og ører til den slags. Der er for eksempel ikke nogen der siger noget til at Gårdmand Bjørn er stor og muskuløs og Zorronaldo er tynd og senet. Bjørnen – som er yngst – måler vist 188 cm og Zorronaldo må slå sig til tåls med sine lige knap 180 cm, og han har som sagt en kropsbygning som er en del mere spinkel end sin lillebror, der jo i høj grad lever op til sit kælenavn.

Men det er folk i reglen ligeglade med. De to bliver aldrig sammenlignet af andre. Folk kan til nøds sige at Bjørnen er en utroligt velvoksen ung mand, trods sine 16 år, men nogen sammenligning bliver det aldrig til.

Så jeg har en opfordring til den slags personer som, i misforståede forsøg på at konversere, kommenterer på andres (eventuelt anderledes) fysiske træk:

HOLD KÆFT!

God mandag!

Supermans æblekage

3 jun

Det er søndag, og dermed kagedag i Kong Mors verden!

Kagen til idag, er spist for længst og jeg har ikke noget billede af den. En fejl, jeg ved det.
I kan i stedet få et flot billede af et æble jeg har skrællet!

Se hvilket kunstværk – en skræl i et helt stykke!

Jeg er også meget stolt af det!

 

Nå, til sagen, Superman skulle jo have en kage, som tak for dengang han forhindrede den definitive skilsmisse mellem mine vinduesviskere. Jeg havde mange æbler dengang, så valget faldt ligesom helt naturligt på dem.

Jeg har en del gode æblekageopskrifter, men for en gangs skyld ville jeg prøve at lave noget andet. Det blev så min min banankageopskrift, bare med æbler i.

Omvendt, jeg ved det, men den er så blød og svampet, at det kun kunne blive godt.

Da æblerne er lidt mere våde end bananerne kom jeg et par håndfulde havregryn i. Og kanel i stedet for vanilje. Og det smagte rågodt!

Sagde Superman i hvert fald!

 

Øjeblikstaknemmelighed

2 jun

Når man kører gennem byen, og – på grund af lyskryds og trafik – kører langsomt forbi et par unge mænd i 20erne.

Ganske almindelige unge mænd.

Der holder i hånd.

Og ser glade ud.

Et ganske almindeligt forelsket par.

Så bliver jeg inderligt taknemmelig og SÅ glad for at bo i et land, hvor det er muligt at de kan gå i fred og bare være dem de er!

 

Og øllebrød

31 maj

Nå…

Mon der er nogen som allerede har klikket videre?

Jeg ved godt at mange nogle mennesker har det meget stramt med øllebrød. Men måske kan det ændres hvis de prøver at smage denne hjemmelavede version?

Jeg har altid elsket øllebrød, og jeg fik det meget tit da jeg var lille. Jeg kan huske jeg ofte stod på en køkkenstol, med et viskestykke om maven og rørte i en gryde indtil det boblede, alt i mens min mormor piskede fløde til skum.

Jeg har meget sjældent fået det som voksen, da ingen på matriklen synes specielt meget om det. I Frankrig fik jeg det kun hvis en venlig sjæl tog en pose fra Struer med. Og man når altså sjældent til bunds i sådan en pose, helt alene, så oftest måtte jeg smide halvdelen ud, fordi det nåede at blive for gammelt.

Jeg forsøgte at lave det selv en enkelt gang – og det smagte aldeles rædselsfuldt. Når jeg nu skal være helt ærlig.

Så øllebrød var blevet til et minde. Intet andet.

Da jeg så en dag var til brunch “Under Uret” opdagede jeg at man kunne bestille hjemmelavet øllebrød med flødeskum.

DET skulle jeg have.
Bare for at prøve

Det så smagte det som alle mine drømme, blødt, stærkt og krydret, med kold flødeskum. Himmelsk. Intet mindre.

Da jeg så ydermere var så utrolig heldig at få opskriften af den nye søde caféejer, var min lykke gjort!

Den opskrift kommer her, for det er vildt nemt, og hvis nu der sidder en øllebrødflov person et eller andet sted, ville det da være synd ikke at dele!

Altså, man tager følgende tre ingredienser – eller fire hvis man tæller fløde med:

Hvidtøl, rugbrød, brun farin. Nemmere bliver det ikke!

Og så hælder man hvidtøl op så det dækker rugbrødsskiverne, jeg var glad for at have to flasker, for jeg brugte næsten begge, til denne portion. Brun farin er jo efter behov. Til denne portion brugte jeg to spsk.
Det skal stå i blød natten over, og næste morgen skal det koge, til det har fået øllebrødskonsistens. Hvis det er for tykt så hæld mere hvidtøl i.

Så er der bare tilbage at lave lidt flødeskum, og servere.

Mums! Og endelig rigeligt med flødeskum!

 

Verdens bedste kongemorgenmad!

 

Mo-ti-va-tion

30 maj

Når man bliver fanget i sådan en situation hvor man bliver nødt til at sige op, udelukkende for at bevare sit mentale helbred – forresten, så har jeg set et eller andet opslag fra en fagforening: “Ville du ansætte din egen chef?” og det kan jeg forsikre dem om at jeg ikke kunne drømme om, altså hvis de spurgte mig.

Faktisk, så har jeg læst i en eller anden undersøgelse at kun mellem to og tre % af befolkningen har psykopatiske træk. Blandt ledere er tallet helt oppe på 10 %, hvilket jo hænger meget godt sammen med at de fleste jeg kender, har mødt en psykopatisk leder. Skræmmende!

Nå, det skulle handle om MIG og ikke andre.

En hvid rapsblomst… Fantastisk! Findes det, eller er det noget helt andet? Eller faktisk har jeg ikke brug for at vide det – jeg kan bedst lide ideen med at skille sig ud fra mængden!

 

Hvordan motiverer man så sig selv når man både skal overleve karantæne og knurrende mave, og i øvrigt er rigtig træt af andre menneskers opførsel?

Når man i den grad føler sig uretfærdigt behandlet, og burde give slip og komme videre.
Når ens familie, venner og bekendte kun giver én ret i at der er mange idioter på vores grønne jord, samt at naturligvis skal jeg have de penge jeg mener min tidligere arbejdsplads skylder mig.

Så er det ikke helt ligetil at finde nogen form for motivation, skulle jeg hilse og sige.

Men det hjælper at stole på sig selv.

Og så hjælper det at gå tur.
Med youtube peptalks i ørerne.
På USAnsk.
Jeg skal lige love for at de kan noget med boost af selvværd, motivation og sådan noget.

Så siden jeg sagde op i midten af april, har jeg vandret oplandet tyndt, og lyttet til The Rock, Denzel Washington, Will Smith og dusinvis af andre berømtheder som taler om “Law of attraction” og bare motivation generelt. De fleste af den slags youtube videoer er vist henvendt til sportsfolk, men det med at det skal gøre ondt når man træner, det tager min sunde egencensur sig af. Jeg vil gerne være med til at jeg ikke skal give op, men det behøver bestemt ikke gøre ondt!

Under disse daglige gåture, har jeg meget ofte – dog ikke uden først at have sikret mig at der ikke var nogen i min umiddelbare nærhed – råbt diverse ting ud og op i luften, såsom “Jeg er fantastisk”, “Kun gode ting venter mig forude” eller “Det perfekte job og jeg bliver bragt sammen nu”.

I sig selv ikke noget som kan skade nogen – ikke engang mig selv – jeg har dog forskrækket både får, lam og et par kalve, der heldigvis ikke så ud til at lide nævneværdig overlast, men det har givet mig en masse energi og motivation til ikke at give op.

Jeg er overbevist om at det er sundt sådan at booste sig selv og sin motivation lidt efter et nederlag, eller en dum situation. Ellers ender man med at sidde fast og aldrig komme op igen.

Ligeså fantastisk som en valmue i en græsmark!

Så jeg står troligt op hver dag og gør mig klar, tjekker ansøgninger, går tur med USAnsk motivationsboost i begge ører og bliver hjernevasket til at føle mig lige så fantastisk som en valmue i en græsmark!

 

%d bloggers like this: