Mo-ti-va-tion

30 maj

Når man bliver fanget i sådan en situation hvor man bliver nødt til at sige op, udelukkende for at bevare sit mentale helbred – forresten, så har jeg set et eller andet opslag fra en fagforening: “Ville du ansætte din egen chef?” og det kan jeg forsikre dem om at jeg ikke kunne drømme om, altså hvis de spurgte mig.

Faktisk, så har jeg læst i en eller anden undersøgelse at kun mellem to og tre % af befolkningen har psykopatiske træk. Blandt ledere er tallet helt oppe på 10 %, hvilket jo hænger meget godt sammen med at de fleste jeg kender, har mødt en psykopatisk leder. Skræmmende!

Nå, det skulle handle om MIG og ikke andre.

En hvid rapsblomst… Fantastisk! Findes det, eller er det noget helt andet? Eller faktisk har jeg ikke brug for at vide det – jeg kan bedst lide ideen med at skille sig ud fra mængden!

 

Hvordan motiverer man så sig selv når man både skal overleve karantæne og knurrende mave, og i øvrigt er rigtig træt af andre menneskers opførsel?

Når man i den grad føler sig uretfærdigt behandlet, og burde give slip og komme videre.
Når ens familie, venner og bekendte kun giver én ret i at der er mange idioter på vores grønne jord, samt at naturligvis skal jeg have de penge jeg mener min tidligere arbejdsplads skylder mig.

Så er det ikke helt ligetil at finde nogen form for motivation, skulle jeg hilse og sige.

Men det hjælper at stole på sig selv.

Og så hjælper det at gå tur.
Med youtube peptalks i ørerne.
På USAnsk.
Jeg skal lige love for at de kan noget med boost af selvværd, motivation og sådan noget.

Så siden jeg sagde op i midten af april, har jeg vandret oplandet tyndt, og lyttet til The Rock, Denzel Washington, Will Smith og dusinvis af andre berømtheder som taler om “Law of attraction” og bare motivation generelt. De fleste af den slags youtube videoer er vist henvendt til sportsfolk, men det med at det skal gøre ondt når man træner, det tager min sunde egencensur sig af. Jeg vil gerne være med til at jeg ikke skal give op, men det behøver bestemt ikke gøre ondt!

Under disse daglige gåture, har jeg meget ofte – dog ikke uden først at have sikret mig at der ikke var nogen i min umiddelbare nærhed – råbt diverse ting ud og op i luften, såsom “Jeg er fantastisk”, “Kun gode ting venter mig forude” eller “Det perfekte job og jeg bliver bragt sammen nu”.

I sig selv ikke noget som kan skade nogen – ikke engang mig selv – jeg har dog forskrækket både får, lam og et par kalve, der heldigvis ikke så ud til at lide nævneværdig overlast, men det har givet mig en masse energi og motivation til ikke at give op.

Jeg er overbevist om at det er sundt sådan at booste sig selv og sin motivation lidt efter et nederlag, eller en dum situation. Ellers ender man med at sidde fast og aldrig komme op igen.

Ligeså fantastisk som en valmue i en græsmark!

Så jeg står troligt op hver dag og gør mig klar, tjekker ansøgninger, går tur med USAnsk motivationsboost i begge ører og bliver hjernevasket til at føle mig lige så fantastisk som en valmue i en græsmark!

 

Reklamer

Hvad jeg ellers går laver…

29 maj

Når jeg nu ganske åbenlyst ikke skriver på min blog.

Jeg har såmænd bare haft travlt.

Jeg har nemlig skullet finde en ny hobby.
Da jeg var i mit Navlepillerforløb, lærte jeg at en del af behandlingen er at man skal lære at flytte fokus fra sig selv og sine symptomer, og så i stedet kaste sig over noget andet.

Dette “andet” var dog stadig til diskussion. Familie og venner kom med mange forslag, men ingen af dem vandt aldrig rigtig fodfæste i mit sind.

Selvom dele af familien dog, til min store fortrydelse, mente at min nye hobby var blevet shopping på nettet og at jeg var blevet forvandlet til en shopaholic. En antagelse jeg dog ikke delte.

Dels fordi det udelukkende var meget vigtige ting, som vi i øvrigt manglede og så også fordi at de måske havde lidt ret.

Men det ville jo være noget af en indrømmelse at komme med, så det lod jeg være med. Og fortsatte i øvrigt med at købe på nettet.

Faktisk er det langt billigere at shoppe på nettet, fordi man ustandseligt bliver distraheret, og dermed sjældent når så langt som til rent faktisk at trykke på “Bekræft dit køb”.

Desuden er det jo så smart indrettet at diverse cookies husker vores bevægelser på nettet, og når vi kommer tilbage til en side så ligger der stadig noget i indkøbskurven, som man ikke nåede at købe i sidste uge. Når man så ser på disse varer igen, har man ikke behovet længere og sletter varen.

Billigt ikk’?

Eller i hvert fald sommetider.

De sidste tre numre af Flow

For ind imellem er der dog varer som lander på matriklen, men det er udelukkende ting jeg vi har brug for. Jeg mener, det er da i familiens største interesse at jeg har en hobby som gør mig glad og godt tilfreds!

Skulle jeg mene.

God tirsdag!

Skyggesiden af mig

24 maj

Jeg gik ud på min daglige tur her til frokost og kom så pludselig til at se min egen skygge, som den faldt på vejen foran mig.

Og blev såre forbløffet over billedet af mig selv. For med mindre jeg havde en hidtil uset evne til at gro muskler på under 5 minutter…

– Det ville ellers være fedt hvis jeg havde udviklet en evne til at kunne det, så kunne jeg tjene mange penge!!

Nå, men nej altså, med mindre mine trapezius muskler var vokset siden jeg forlod matriklen, så…

(til dem som har brug for at google “trapezius”, kan jeg fortælle at det netop var resultatet af min googling af ordet “tyrenakke”)

Og nu kommer jeg til sagen: altså trapezius muskler var det ikke – jeg mærkede nemlig efter – og jeg var faktisk lettere bekymret, for hvad i alverden var det som var landet på mine skuldre?
Hvorfor var der en skygge der, som jeg ikke kunne mærke?
Var det min samvittighed?
Vinger måske?

Jeg stod og så der og prikkede på mig selv, midt på Albjergvej, blev mere og mere urolig, indtil jeg opdagede at det bare var mine bryster.

Jeg nåede lige akkurat at slappe af i et nanosekund, indtil sandheden i al sin gru skyllede ind over mig: MINE BRYSTER!
Og var jeg ikke i panik før, blev jeg det da der. På Albjergvej.

Mine bryster var blevet så store at de simpelthen kunne ses bagfra?

MINE BRYSTER VAR SÅ STORE AT DE KUNNE SES BAGFRA?

Jeg er helt sikker på at jeg også kom med nogle høje klynk, som jeg stod der og prikkede mig selv på barmen, alt imens opdagelsen forplantede sig i min bevidsthed.

Ej men helt ÆRLIGT altså.

Jeg ved godt at jeg har taget på.
Det sædvanlige I ved, medicin, vinter og madglade mig – men at det var så grelt havde jeg ikke helt forudset.

Så min gåtur blev i dag ledsaget af, mine egne, høje hyl og en del jamren, samt en fuldstændig stålsat beslutning om at NU skal jeg på kur!

 

Bare rolig folkens!

23 maj

Når man først har accepteret med sig selv – og med Lise fra banken – at man må sluge en A-kasse karantæne som prisen for at sige op selv – og nej, psykisk dårligt arbejdsmiljø er ikke en lovlig grund til at sige op – så går alting meget bedre, især fordi man er kommet væk fra sære mennesker i tide.

Det er nok en lille karantæne værd.

Det er det i min bog i hvert fald.

– Havregryn og pasta med ketchup kan alle jo lide!

Men så bagefter?

Efter de tre første dage hvor jeg gik rundt i en slags choktilstand “Hvad har jeg dog gjort?”, og de efterfølgende tre dage hvor jeg havde fornemmelsen af at pjække fra skole, efterfulgt af 10 dage der mere eller mindre føltes som sommerferie – her har vejret nok også hjulpet til – kunne jeg mærke at mine hjerneceller var ved at visne. Frygtelig ubehagelig fornemmelse, kan jeg godt betro jer.

Derfor begyndte jeg at lytte til alle mulige podcasts og andre sager. Og det var vigtige informationer jeg fik fat i.

Vidste I for eksempel at den allerstørste samling af store og mest fantastiske ideer, de ligger på alverdens kirkegårde?
Hos alle de mennesker der ikke har haft mod, tid, penge eller mulighed for at udvikle deres ideer, og så er ideerne døde med dem. Det er jo ret tragisk når man tænker over det.

Således præsenteret for fakta, besluttede jeg på stedet at det skulle ikke ske for mine ideer. “Det er jo beviseligt direkte SYND for verden, hvis ikke jeg deler ud af alle de helt fantastiske ideer jeg har”. Jo, det tænkte jeg og jeg synes selv det var meget storsindet af mig!

Og dermed kom “Kong Mors verden” til live igen.

Med vilje!

Eller “on purpose.” Men det lyder lidt bedre på dansk. Og VILJE er bare sådan et godt ord, med flere betydninger!

Men nu skal jeg ikke holde jer hen, i åndeløs spænding længere: når jeg ikke kan få en lille plads til min drøm hos andre, så må jeg bare lave det selv.

Ja!

(med udråbstegn og det hele)

Lille dims af sten, lavet af Divaen

Jeg starter med at blive klogere.

Og jeg vil gerne dele! Tadaahhh!!!

Jeg holder foredragsaftner, hjemme hos mig selv. Jeg kender en masse spændende mennesker som har noget at fortælle.
Det kan de så passende gøre i mit køkken, eller på min terrasse, eller andre steder i min store gamle hus, alt imens de ærede gæster nyder kaffe og/eller te ad libitum. I tillæg får man også et udvalg af Kong Mors bedste kager!

Se, var det ikke stort?
Og præcis hvad I har ventet på i spænding i mange år?
Lige hvad der manglede for at I kunne få stimuli til jeres visnende hjerneceller!

Altså, nu er det jo ikke naboen der kommer og fortæller hvordan man undgår at nogens kat bliver kørt over, eller den pensionerede hr. Madsen der filosoferer over fordele og ulemper ved stedmoderblomster – selvom jeg er helt sikker på at de er eksperter på deres områder – nej det er kvalitetsforedrag. Også i den grad!

For som Kenneth overrasket sagde til mig da vi mødtes ugen efter min første – helt fantastiske – foredragsaften (“Kørekort til Kærligheden” af Nina Askov) : “Ihh altså, Stine, jeg havde slet ikke regnet med at det ville være så godt! Og så kompetent og professionelt. Det var rigtig godt!”

Og listen over fantastiske mennesker, der vil komme og fortælle om noget spændende i mit køkken, vokser!

Så når en fantastisk Copenhagen Goodwill Ambassador kommer og fortæller, her hos mig, i mit køkken, inden sommerferien, regner jeg bestemt med fuldt hus!

Jeg kan desuden nævne følgende fra efterårets program:
– en tidligere borgmester af storkommunen, om demokrati
– en stædig idrætsmand med sclerose, om viljestyrke
– en tidligere brugsuddeler og vinspecialist til en vinsmagningsaften
– en ung folkevalgt kvinde, om #metoo og syn på kvinder
– en præst om Søren Kierkegaard, så selv dødelige (mig) forstår hvad det er han skriver!
osv. osv. osv.

Og listen er langt fra udtømt, for der er jo fantastiske mennesker som har spændende fortællinger, overalt!

Så bare rolig, I kommer ikke til at skulle leve uden mine fantastiske…

– undskyld men “fantastisk” er altså et fantastisk ord når man slet ikke kan være i sig selv af bar’ begejstring over hvor fantastisk det er…

Og vupti, der kom der lige en indskudt bemærkning, dem har I sikkert også savnet!

Altså, fortvivl ej, mine ideer vil ikke dø med mig!

Skulle der nu være nogen, som ved at se på listen over alle de fantastiske fortællere, kunne tænke sig at vide mere om hvem og hvornår – og hvor – så er de velkomne til at skrive en mail til mig på kongmor@live.dk eller sende en besked på Instagram eller på Facebook!

Rigtig god onsdag!

 

 

Mmmnja, altså…

22 maj

Hvorfor så stille, tænker I.

Der skete jo som sagt det, at jeg sagde mit job op. Fordi jeg skulle udleve min drøm. Og fordi jeg ikke syntes jeg havde råd til at skabe min egen ramme om drømmen, så lånte jeg en anden ramme.

En andens drøm, om jeg så må sige.

Jeg forsøgte at mase min egen drøm i facon, så den lige kunne være inde i et hjørne, af en anden persons drøm, uden at fylde for meget.

Det var en fejl.

Problemet med at mase sin egen drøm i en anden persons drøm, er at det sjældent går helt som man forventer. Og derfor kan ens fantastiske drøm godt ende med at blive lidt mareridtsagtig i kanterne.

Hvorom alting var, efter 6 ugers meget urolig søvn, med tendens til mareridt, tog jeg min gode drøm og gik.

Min drøm er nemlig for kort til at skulle gøre plads til andres mareridt!

Og så er alt vist sagt om den sag!

 

Et nyt kapitel

2 feb

er klar til at blive skrevet i den bog som er min.

Ja.

Hvordan skal jeg nu sige det?

Landet ligger sådan at jeg har sagt mit gode faste job, med morgenmad, pension og diverse personalegoder, op. Fordi jeg har fået chancen for at blive ansvarlig for en café, til en lavere løn og ikke helt så mange goder. For nu at sige det mildt.

Bom.

Der slap det ud.

Nu har jeg for alvor mistet de sidste hjerneceller, jeg var i besiddelse af, tænker I.

Det er også muligt det er tilfældet.

Men i mange, mange år har jeg drømt om at få min egen tesalon. Et hyggeligt sted hvor man udover te – og kaffe naturligvis – kunne spise lækre kager bagt af mig og ugens gæstebager, bytte bøger, lave en læseklub, få planlagt en temafødselsdag, høre foredrag og have samtaleoplæg og ja, listen er uendelig.

Og pludselig var der en mulighed.

I en allerede velfungerende café. Med samtaleoplæg, brætspil og bæredygtighed på programmet.

Og hele set-oppet havde umiskendelig lighed med min drøm. Den lå bare der, og ventede på at kunne blive til virkelighed.

Valget var mit. Og jeg tænkte lidt. Og så tænkte jeg meget. Og lidt mere.

Og til sidst lukkede jeg øjnene og sprang.

Sprang ud, uden at vide hvor jeg lander. Uden at vide om der er vand i bassinet, eller sikkerhedsnet.

Faktisk kan man sige at jeg er midt i springet, lige midt imellem to verdner.

Hedder det for resten verdner eller verdener?

Nå, det var et sidespring, i hvert fald befinder jeg mig lige nu i en slags vægtløst limboland, på vej væk fra The Dream Team, Supermand og alle de andre som jeg vil komme til at savne helt afsindigt, og på vej mod et helt nyt liv med cupkager, samtaleoplæg og planlægning.

Og ind imellem husker jeg endda at trække vejret!

 

Fra guldglas til hundehvalp.

1 feb

I ugen før jul sad jeg og googlede guldglas til mit julebord.

Jeg har nemlig for længe siden fået 6 voldsomt flotte vinglas af Zeynep, og jeg ville så utroligt gerne have nogle flere, så det ville være muligt at kunne dække et guldbord til 12 juleaften.

Tænk bare på Instagram effekten af sådan et billede. Ren blær.

Nå, men det lod sig dog ikke umiddelbart gøre, at få fingre i glas med guldpynt, i hvert fald ikke for summer jeg var i stand til at betale. I min søgen endte jeg pludselig på gul og gratis, på grund af et billede der var fra 2014, med glas der ikke var til salg længere og så…

… ja spørg mig ikke hvorfor, men med ét syntes jeg det ville være en fantastisk ide at lede efter en hundehvalp.

Det var dog ikke så spontant som det lyder. Vi har længe været på jagt efter en sød hvalp. Når jeg siger “vi”, mener jeg First Man og jeg, jeg tvivler nemlig stærkt på at Bimbi ville være lige så begejstret for ideen som vi var. Hvis hun altså vidste hvad vi pønsede på.

Tanken opstod da Blondinen døde; det var så ganske forfærdeligt at være hundeløs, og jeg tænkte dengang at jeg måtte sørge for at have noget overlap, så jeg kunne få noget trøst i form af pels-terapi når vi næste gang skal sige farvel til en af de firbenede. Gud give, at det må vare meget længe.

Nå, men altså, jeg landede på en annonce, et gadekryds, sidste efternøler der ikke var blevet afsat, 20 minutter fra hvor vi bor og til en pris som jeg kunne betale. Hvad mere var, hun var klar allerede nu.

Jeg besøgte hvalpen sammen med Divaen samme aften, vi slog til og hentede lillefisen 36 timer senere, da jeg fik juleferie.

Og vupti, havde vi to hunde.

Jeg vil godt medgive at det gik lidt vel stærkt.

Og at det måske ikke var ret gennemtænkt.

Men nu er hun her, og det er skønt.

Bimbi vil måske nok ikke være helt enig med mig, men i det store hele tager hun det rigtigt pænt at have fået en “lillesøster”.

Idel hundelykke

 

 

 

%d bloggers like this: