Skyggesiden af mig

24 maj

Jeg gik ud på min daglige tur her til frokost og kom så pludselig til at se min egen skygge, som den faldt på vejen foran mig.

Og blev såre forbløffet over billedet af mig selv. For med mindre jeg havde en hidtil uset evne til at gro muskler på under 5 minutter…

– Det ville ellers være fedt hvis jeg havde udviklet en evne til at kunne det, så kunne jeg tjene mange penge!!

Nå, men nej altså, med mindre mine trapezius muskler var vokset siden jeg forlod matriklen, så…

(til dem som har brug for at google “trapezius”, kan jeg fortælle at det netop var resultatet af min googling af ordet “tyrenakke”)

Og nu kommer jeg til sagen: altså trapezius muskler var det ikke – jeg mærkede nemlig efter – og jeg var faktisk lettere bekymret, for hvad i alverden var det som var landet på mine skuldre?
Hvorfor var der en skygge der, som jeg ikke kunne mærke?
Var det min samvittighed?
Vinger måske?

Jeg stod og så der og prikkede på mig selv, midt på Albjergvej, blev mere og mere urolig, indtil jeg opdagede at det bare var mine bryster.

Jeg nåede lige akkurat at slappe af i et nanosekund, indtil sandheden i al sin gru skyllede ind over mig: MINE BRYSTER!
Og var jeg ikke i panik før, blev jeg det da der. På Albjergvej.

Mine bryster var blevet så store at de simpelthen kunne ses bagfra?

MINE BRYSTER VAR SÅ STORE AT DE KUNNE SES BAGFRA?

Jeg er helt sikker på at jeg også kom med nogle høje klynk, som jeg stod der og prikkede mig selv på barmen, alt imens opdagelsen forplantede sig i min bevidsthed.

Ej men helt ÆRLIGT altså.

Jeg ved godt at jeg har taget på.
Det sædvanlige I ved, medicin, vinter og madglade mig – men at det var så grelt havde jeg ikke helt forudset.

Så min gåtur blev i dag ledsaget af, mine egne, høje hyl og en del jamren, samt en fuldstændig stålsat beslutning om at NU skal jeg på kur!

 

Bare rolig folkens!

23 maj

Når man først har accepteret med sig selv – og med Lise fra banken – at man må sluge en A-kasse karantæne som prisen for at sige op selv – og nej, psykisk dårligt arbejdsmiljø er ikke en lovlig grund til at sige op – så går alting meget bedre, især fordi man er kommet væk fra sære mennesker i tide.

Det er nok en lille karantæne værd.

Det er det i min bog i hvert fald.

– Havregryn og pasta med ketchup kan alle jo lide!

Men så bagefter?

Efter de tre første dage hvor jeg gik rundt i en slags choktilstand “Hvad har jeg dog gjort?”, og de efterfølgende tre dage hvor jeg havde fornemmelsen af at pjække fra skole, efterfulgt af 10 dage der mere eller mindre føltes som sommerferie – her har vejret nok også hjulpet til – kunne jeg mærke at mine hjerneceller var ved at visne. Frygtelig ubehagelig fornemmelse, kan jeg godt betro jer.

Derfor begyndte jeg at lytte til alle mulige podcasts og andre sager. Og det var vigtige informationer jeg fik fat i.

Vidste I for eksempel at den allerstørste samling af store og mest fantastiske ideer, de ligger på alverdens kirkegårde?
Hos alle de mennesker der ikke har haft mod, tid, penge eller mulighed for at udvikle deres ideer, og så er ideerne døde med dem. Det er jo ret tragisk når man tænker over det.

Således præsenteret for fakta, besluttede jeg på stedet at det skulle ikke ske for mine ideer. “Det er jo beviseligt direkte SYND for verden, hvis ikke jeg deler ud af alle de helt fantastiske ideer jeg har”. Jo, det tænkte jeg og jeg synes selv det var meget storsindet af mig!

Og dermed kom “Kong Mors verden” til live igen.

Med vilje!

Eller “on purpose.” Men det lyder lidt bedre på dansk. Og VILJE er bare sådan et godt ord, med flere betydninger!

Men nu skal jeg ikke holde jer hen, i åndeløs spænding længere: når jeg ikke kan få en lille plads til min drøm hos andre, så må jeg bare lave det selv.

Ja!

(med udråbstegn og det hele)

Lille dims af sten, lavet af Divaen

Jeg starter med at blive klogere.

Og jeg vil gerne dele! Tadaahhh!!!

Jeg holder foredragsaftner, hjemme hos mig selv. Jeg kender en masse spændende mennesker som har noget at fortælle.
Det kan de så passende gøre i mit køkken, eller på min terrasse, eller andre steder i min store gamle hus, alt imens de ærede gæster nyder kaffe og/eller te ad libitum. I tillæg får man også et udvalg af Kong Mors bedste kager!

Se, var det ikke stort?
Og præcis hvad I har ventet på i spænding i mange år?
Lige hvad der manglede for at I kunne få stimuli til jeres visnende hjerneceller!

Altså, nu er det jo ikke naboen der kommer og fortæller hvordan man undgår at nogens kat bliver kørt over, eller den pensionerede hr. Madsen der filosoferer over fordele og ulemper ved stedmoderblomster – selvom jeg er helt sikker på at de er eksperter på deres områder – nej det er kvalitetsforedrag. Også i den grad!

For som Kenneth overrasket sagde til mig da vi mødtes ugen efter min første – helt fantastiske – foredragsaften (“Kørekort til Kærligheden” af Nina Askov) : “Ihh altså, Stine, jeg havde slet ikke regnet med at det ville være så godt! Og så kompetent og professionelt. Det var rigtig godt!”

Og listen over fantastiske mennesker, der vil komme og fortælle om noget spændende i mit køkken, vokser!

Så når en fantastisk Copenhagen Goodwill Ambassador kommer og fortæller, her hos mig, i mit køkken, inden sommerferien, regner jeg bestemt med fuldt hus!

Jeg kan desuden nævne følgende fra efterårets program:
– en tidligere borgmester af storkommunen, om demokrati
– en stædig idrætsmand med sclerose, om viljestyrke
– en tidligere brugsuddeler og vinspecialist til en vinsmagningsaften
– en ung folkevalgt kvinde, om #metoo og syn på kvinder
– en præst om Søren Kierkegaard, så selv dødelige (mig) forstår hvad det er han skriver!
osv. osv. osv.

Og listen er langt fra udtømt, for der er jo fantastiske mennesker som har spændende fortællinger, overalt!

Så bare rolig, I kommer ikke til at skulle leve uden mine fantastiske…

– undskyld men “fantastisk” er altså et fantastisk ord når man slet ikke kan være i sig selv af bar’ begejstring over hvor fantastisk det er…

Og vupti, der kom der lige en indskudt bemærkning, dem har I sikkert også savnet!

Altså, fortvivl ej, mine ideer vil ikke dø med mig!

Skulle der nu være nogen, som ved at se på listen over alle de fantastiske fortællere, kunne tænke sig at vide mere om hvem og hvornår – og hvor – så er de velkomne til at skrive en mail til mig på kongmor@live.dk eller sende en besked på Instagram eller på Facebook!

Rigtig god onsdag!

 

 

Mmmnja, altså…

22 maj

Hvorfor så stille, tænker I.

Der skete jo som sagt det, at jeg sagde mit job op. Fordi jeg skulle udleve min drøm. Og fordi jeg ikke syntes jeg havde råd til at skabe min egen ramme om drømmen, så lånte jeg en anden ramme.

En andens drøm, om jeg så må sige.

Jeg forsøgte at mase min egen drøm i facon, så den lige kunne være inde i et hjørne, af en anden persons drøm, uden at fylde for meget.

Det var en fejl.

Problemet med at mase sin egen drøm i en anden persons drøm, er at det sjældent går helt som man forventer. Og derfor kan ens fantastiske drøm godt ende med at blive lidt mareridtsagtig i kanterne.

Hvorom alting var, efter 6 ugers meget urolig søvn, med tendens til mareridt, tog jeg min gode drøm og gik.

Min drøm er nemlig for kort til at skulle gøre plads til andres mareridt!

Og så er alt vist sagt om den sag!

 

Et nyt kapitel

2 feb

er klar til at blive skrevet i den bog som er min.

Ja.

Hvordan skal jeg nu sige det?

Landet ligger sådan at jeg har sagt mit gode faste job, med morgenmad, pension og diverse personalegoder, op. Fordi jeg har fået chancen for at blive ansvarlig for en café, til en lavere løn og ikke helt så mange goder. For nu at sige det mildt.

Bom.

Der slap det ud.

Nu har jeg for alvor mistet de sidste hjerneceller, jeg var i besiddelse af, tænker I.

Det er også muligt det er tilfældet.

Men i mange, mange år har jeg drømt om at få min egen tesalon. Et hyggeligt sted hvor man udover te – og kaffe naturligvis – kunne spise lækre kager bagt af mig og ugens gæstebager, bytte bøger, lave en læseklub, få planlagt en temafødselsdag, høre foredrag og have samtaleoplæg og ja, listen er uendelig.

Og pludselig var der en mulighed.

I en allerede velfungerende café. Med samtaleoplæg, brætspil og bæredygtighed på programmet.

Og hele set-oppet havde umiskendelig lighed med min drøm. Den lå bare der, og ventede på at kunne blive til virkelighed.

Valget var mit. Og jeg tænkte lidt. Og så tænkte jeg meget. Og lidt mere.

Og til sidst lukkede jeg øjnene og sprang.

Sprang ud, uden at vide hvor jeg lander. Uden at vide om der er vand i bassinet, eller sikkerhedsnet.

Faktisk kan man sige at jeg er midt i springet, lige midt imellem to verdner.

Hedder det for resten verdner eller verdener?

Nå, det var et sidespring, i hvert fald befinder jeg mig lige nu i en slags vægtløst limboland, på vej væk fra The Dream Team, Supermand og alle de andre som jeg vil komme til at savne helt afsindigt, og på vej mod et helt nyt liv med cupkager, samtaleoplæg og planlægning.

Og ind imellem husker jeg endda at trække vejret!

 

Fra guldglas til hundehvalp.

1 feb

I ugen før jul sad jeg og googlede guldglas til mit julebord.

Jeg har nemlig for længe siden fået 6 voldsomt flotte vinglas af Zeynep, og jeg ville så utroligt gerne have nogle flere, så det ville være muligt at kunne dække et guldbord til 12 juleaften.

Tænk bare på Instagram effekten af sådan et billede. Ren blær.

Nå, men det lod sig dog ikke umiddelbart gøre, at få fingre i glas med guldpynt, i hvert fald ikke for summer jeg var i stand til at betale. I min søgen endte jeg pludselig på gul og gratis, på grund af et billede der var fra 2014, med glas der ikke var til salg længere og så…

… ja spørg mig ikke hvorfor, men med ét syntes jeg det ville være en fantastisk ide at lede efter en hundehvalp.

Det var dog ikke så spontant som det lyder. Vi har længe været på jagt efter en sød hvalp. Når jeg siger “vi”, mener jeg First Man og jeg, jeg tvivler nemlig stærkt på at Bimbi ville være lige så begejstret for ideen som vi var. Hvis hun altså vidste hvad vi pønsede på.

Tanken opstod da Blondinen døde; det var så ganske forfærdeligt at være hundeløs, og jeg tænkte dengang at jeg måtte sørge for at have noget overlap, så jeg kunne få noget trøst i form af pels-terapi når vi næste gang skal sige farvel til en af de firbenede. Gud give, at det må vare meget længe.

Nå, men altså, jeg landede på en annonce, et gadekryds, sidste efternøler der ikke var blevet afsat, 20 minutter fra hvor vi bor og til en pris som jeg kunne betale. Hvad mere var, hun var klar allerede nu.

Jeg besøgte hvalpen sammen med Divaen samme aften, vi slog til og hentede lillefisen 36 timer senere, da jeg fik juleferie.

Og vupti, havde vi to hunde.

Jeg vil godt medgive at det gik lidt vel stærkt.

Og at det måske ikke var ret gennemtænkt.

Men nu er hun her, og det er skønt.

Bimbi vil måske nok ikke være helt enig med mig, men i det store hele tager hun det rigtigt pænt at have fået en “lillesøster”.

Idel hundelykke

 

 

 

Julekort

12 nov

Jeg ved godt der stadig er et par uger, eller seks, til jul, men jeg ville gerne have taget årets julekortbillede en dag hvor alle, på forunderlig vis, var samlet under samme tag. Og endda spiste sammen.

Divaen påpegede snusfornuftigt bagefter, at jeg nok burde have advaret dem om mine fotoplaner, tidligere.

Uheldigvis tænker jeg bare ikke ret tit over at sende en skriftlig invitation 10 dage inden jeg får en idé, for at sikre mig at alle de involverede har både hår og humør i de rette folder, og er indstillede på at deltage i mine påhit.

Derfor tager jeg sommetider chancen og håber på at noget spontant kan opstå uden alt for mange genvordigheder.

Efterfølgende kunne jeg så konstatere at dette så ikke var en af de spontane dage.

Der var rigtig meget galt, med alle.

Både hår og humør.

Det endte derfor med – uden at gå alt for meget i detaljer – at jeg satte mig til at tage et billede uden levende væsner på.

Jeg fandt vores respektive julekrus frem – gæt selv hvis der er hvis – og fik stablet et vældig fint stilleben på benene. Syntes jeg selv.

Fik fat i mit spejlrefleks Canon E something frem og gik fortrøstningsfuldt i gang.

Det gik ikke særligt godt.

Julekort UDEN levende væsner, blev der sagt.

Pludselig opdagede jeg at mine lys blafrede faretruende, og da jeg kiggede op for at finde ud af hvorfor, så jeg noget lys pels, der aldeles ikke skulle være med på billedet.

Jeg gav op.

Og gik i seng.

Fik lidt senere nedenstående billede af Divaen, der ikke kunne modstå fristelsen til at tage et billede af situationen. Bag min ryg, så at sige.

Jeg gav op. Helt op.

Overvejer seriøst at købe mine julekort i år.

 

Yoga og så mig

9 okt

Jeg er hoppet op på yogahesten. Og jeg kommer ikke ned foreløbig.

Underviseren er sød og dygtig.

På en afslappet måde.

Hun siger ofte, at vi ikke skal præstere noget og at vi virkelig skal mærke efter hvordan det føles, og føles det ikke rart, skal vi lade være. Hun nævner indimellem hvad den stilling, vi står krøllet ind i, hedder. Ikke at jeg tror de ligner noget som helst yoga agtigt, de stillinger jeg forsøger at efterligne. Men hovedsagen er, at jeg har det godt bagefter.

Ikke desto mindre er der også slanger i mit paradis. I form af seriøse mindreværdskomplekser og præstationsangst.

Blandt andet fordi de andre har rigtigt yogatøj.
I økologisk bomuld.
Som sidder pænt, og ikke som skindet på en hårdtpumpet hamburgerryg.

De vejer så heller ikke 16-18 kilo for meget. – ligesom jeg gør…
Og de har egne rullemåtter.

Og de husker at hilse hinanden på Buddha måden, når det er slut.

De kan også sidde i skrædderstilling – eller det hedder det vel strengt taget ikke, når det er yoga. Så hedder det nok yogastilling. Men altså de kan sidde sådan. Meget længe.

Hvis jeg sidder sådan, begynder mine ben at sove inden der er gået 3 minutter.

Desuden kan mine knæ ikke komme ret langt ned, så mens de andre sidder ganske afslappet, med knæene nærmest nede på gulvet, sidder jeg og vrikker uroligt rundt for at undgå at blokere blodtilførslen til mine stakkels ben, og mine knæskaller befinder sig deuden i umiddelbar nærhed af mine ører.

De andre kan også holde balancen.
Min balance er på en eller anden måde, ikke gået med mig op i yogasalen.

Hvilket gør, at når vi står på venstre ben og venstre hånd, med højre ben et eller andet sted ude i en fjern galakse – så langt væk jeg ikke engang ved hvor det er blevet af – og så skal forsøge at række højre arm ud i samme retning, som det ben der er blevet væk, så vælter man.

Eller det vil sige…

Jeg vælter.

Som den absolut eneste.

Med et blødt bump – det er så en af de eneste fordele der er ved de 16-18 kilo – landede jeg tungt på venstre balle. Jeg nåede i sidste øjeblik, at krumme mig sammen så jeg ikke ramlede sammen med hende der stod og balancerede ved siden af.

Det kunne ellers have været kønt, at vælte ind i hende – som så væltede ind i den næste – på dominomåden. Jeg var nok aldrig kommet mig over skammen, og ville afgjort ikke have sat mine ben der mere.

Det skete heldigvis ikke.

En anden ting der er lidt ubehageligt i de der nedadgående og udfarende yogastillinger, er min barm.
På samme måde som når jeg er i karbad, bliver mit hageparti pludselig mødt af en dobbelt airbag, der truer med at kvæle mig, så såre jeg vender bunden i vejret på mig selv. Det er mig komplet umuligt at fatte, hvordan man overhovedet er i stand til at “trække vejret dybt, og helt ned i maven”, når man står på et ben og to hænder, hovedet nedad og har det andet ben i stik modsat retning, nemlig op mod loftet, og ens bryster har lagt sig godt tilrette på ens hage.

Det er lige før jeg heller ikke kan se noget, men det er måske iltmanglen.

Det er gudskelov sådan, at underviseren ikke overdriver de forskellige stillinger. Det er så heller ikke yoga på den sportsagtige eller hurtige måde. Jeg når lige akkurat at få frembragt sved på panden, samt sat de fleste af mine muskler i alarmberedskab, så de ryster voldsomt, og så er den stilling slut og vi slapper af før den næste.
Hvilket betyder at jeg godt nogenlunde kan følge med i det meste.

Altså, hvor man ikke lige står med bunden i vejret.

Når jeg går derfra, føles det som om jeg er blevet masseret indvendigt, på en rar måde, og jeg vælger at tro at det er sundt. For både krop og sjæl.

Det kan jo også være at min balance på et eller andet tidspunkt indfinder sig i yogasalen sammen med mig. Jeg har da også et lille håb om, at jeg med tiden kunne blive bare lidt mere smidig, så mine knæ kan komme nærmere gulvet, i stedet som nu, hvor de fungerer som ørevarmere.

Jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte dette yoga-noget, hvis jeg da ikke vælter nogen.

 

Morgenmad på pinterestmåden.

5 okt

Jeg E.L.S.K.E.R. Pinterest.

Uhæmmet.

Bruger det til alt muligt.
Oftest som tidsfordriv.
Inspiration til det ene og det andet.

At jeg rent faktisk bruger nogle af ideerne fra tid til anden, er jo kun et plus!

På det seneste har jeg set på morgenmad, for jeg får ikke rigtigt noget. Om morgenen altså. Resten af dagen køres der alt for meget indenbords, så det kan måske være lige meget. Problemet er at jeg jo bliver ret sulten ved nitiden.
Jeg kører hjemmefra 05.30 og har ingenlunde tænkt mig at stå et kvarter tidligere op for at spise noget. Min mave vågner desuden ikke før tidligst klokken 8.00, så det giver lidt sig selv.

Jeg kunne naturligvis kaste mig over brødbakken på arbejdet kl. 8.02, men så går der både smør og jordbærmarmelade i den, og det er ikke specielt fordrende for de kilo, jeg så gerne vil af med.
Derfor sker det kun en sjælden gang at jeg vil forkæle mig selv med en marmelademad. Alle de andre morgener spiser jeg ikke rigtigt noget. Og så er det jeg bliver sulten.

Derfor morgenmadssøgning på Pinterest.

På Pinterest faldt jeg over nogle marmeladeglas med forskellig sjov og hyggelig morgenmad i. Jeg kan dog ikke helt se fidusen med marmeladeglas til alt muligt andet end marmelade, men det er muligvis fordi der er andre end mig, som er forfaldne til marmelademadder og som så vil finde alternative udnyttelsesmuligheder, for de tomme glas.

Eller også vil de bare gerne være med på retromoden.

Selve opskrifterne lød ikke umiddelbart som om jeg ville bryde mig om dem, men jeg besluttede mig for trods alt at prøve. Min begrundelse, for at overbevise mig selv, var at jeg aldrig ville finde noget nyt at synes om, hvis ikke jeg også prøvede ting, der ikke lød som om de ville falde i min smag. Jeg fandt dog nogle der så ud som om de var værd at prøve.

Jeg lavede kun lidt om i den oprindelige opskrift og tilpassede den en smule til mine sarte smagsløg.

Men altså.

Jeg fik lavet min marmeladeglasmorgenmad. Meget skeptisk. Stillede det i køleskab natten over og tog det – stadig skeptisk – med på arbejde i morges.

Marmeladeglasmorgenmad

Det var med stor spænding jeg stak skeen ned i glasset da jeg sad på min plads og min mave var vågnet op til dåd.

Anderledes, men godt.

Det smagte fint.

Faktisk! Overraskende godt.

Det smagte endda så godt at jeg spiste helt op og overvejer kraftigt at lave det igen!

Hvis nogen skulle være interesserede i opskriften kommer den her – altså gradbøjet til mine smagsløg.

Marmeladeglasmorgenmad.

Find et marmeladeglas. Jo jo – skik følge I ved – og deri puttes 1 dl. havregryn og derpå 1 dl. mælk. Så dryssede jeg en lille smule kanel over havregrynene og to skefulde hakkede valnødder.
Det kunne sikkert være alle mulige andre nødder. Og en håndfuld vindruer jeg lige halverede.
Jeg ville faktisk helst have haft blåbær, men dem havde jeg ikke flere af.
Så kom der 1 dl. A-38 over frugten, en teskefuld ahornsirup og så låg på.
I køleskabet hele natten og så med på arbejde i min lille termopose.

Det er ikke sidste gang jeg laver det!

 

Hilsen fra et “live” angstanfald

20 sep

Nu er der gået et par uger, eller 8, siden sidste tandløse opdatering, jeg har holdt en fantastisk sommerferie – den skal I nok høre mere om senere – og startede på arbejde igen. Som man jo gør efter sin ferie. Det er allerede længe siden nu. Jeg har også fået reguleret min medicin af psykiateren og er startet i min nye angstgruppe, som er en gang om ugen indtil jul.

Jeg har haft det bedre og troede egentligt at de fleste angstanfald var en saga blot, nu med al den medicin og terapi og gruppeforløb og hvad ved jeg.

Men nej. De kommer stadig, sådan lige for at gøre opmærksom på, at de stadig findes.

Og sidst jeg fik et angstanfald – for et par dage siden – fik jeg den ide at jeg ville skrive mig igennem det. For bagefter er det så svært for mig, at forklare det præcist for andre. Jeg skrev en masse stikord, og gjorde det så lidt mere læsbart bagefter, da jeg fik det bedre. Beklager, hvis I ikke gider læse om det hele tiden, men så kan I da heldigvis klikke jer væk nu!

Til de andre kan jeg kun sige velkommen til et ganske ordinært angstanfald:

Jeg får en en eller anden ligegyldig mail, som gør mig lidt ked af det og jeg prøver naturligvis at finde ud af om det der står, er tilfældet. Det er det ikke.

Alt vel.

Ca. 3 sekunder efter at jeg har konstateret at alt er vel, begynder jeg at få ondt omkring hjertet.

En stikkende smerte. Hele vejen gennem brystkassen. Lige ud for hjertet.

Jeg ved godt at det ikke er et hjerteproblem. Jeg overvejer det ikke engang. Jeg ved at det er et angstanfald. Tænker lidt opgivende over hvad jeg så skal. Prøver at huske, hvad planen er.

Kan ikke huske det.

Mine tanker farer forvildet rundt og griber fat, på må og få, i alt muligt. Jeg kan bare ikke komme på noget. Smerten omkring hjertet bliver ved.
Jeg sidder på min plads på kontoret og fortsætter mit arbejde, ingen kan se at der sker noget med mig – for angst kan ikke ses – jeg er ganske som jeg plejer at være.

Mærker prikken i armene nu. Dernæst en stor tung knude, lige foran ved brystbenet. Det føles som om jeg bliver kvalt. Får kuldegysninger. Smerterne omkring hjertet er er lidt mindre nu, men i stedet har jeg fået kuldegysninger og kvælningsfornemmelser.

Kan overHOVEDET ikke komme på, hvad der hjælper eller hvad jeg skal gøre for at få det bedre.

Lytter til en sang i radioen. Prøver at fokusere på den. Det går ikke så godt. Sangen flakser forbi mit ansigt og er væk.
Kan ikke trække vejret dybt, som jeg skal.
Ser ned på gulvet, sætter fødderne fladt ned – for at få jordforbindelse – det siger både behandlerne i angstgruppen, min app og Samantha, er en rigtig god ting. Det hjælper ikke. Ikke en skid.

Det gør rigtig ondt nu og er meget ubehageligt.
Men jeg går ikke i panik.
Jeg ved godt at jeg ikke er ved at få et hjerteanfald.
Jeg ved det er et angstanfald.
Men det er svært at tro på, at det stopper igen.

Hov, der var noget af det jeg har lært: ”Det går over igen” og ”Det bliver ikke ved”. Jeg prøver at holde fast i den tanke. Det går ikke ret godt.

Kan pludselig huske at et anfald “skulle vare mellem 10 og 30 minutter” godt så. Jeg prøver at regne ud hvornår det startede.

Får en kuldegysning mere. Prøver at få hold på tankerne og tage mig sammen. Det går heller ikke ret godt.

Kigger på forskellige mails og opdager at det nu varet i godt 20 minutter. Jeg bliver lidt irriteret, mest på mig selv og tænker: ”Så stop dog”.
Tænker så ”Er der så kun 10 minutter tilbage?” Det føles så ubehageligt lige nu, at jeg ikke helt tror på det kan være rigtigt, hvis det skulle slutte lige om lidt. Men okay, gerne for mig!

Kigger på min mail, svarer på et par stykker der ikke er så krævende og gyser igen. Og igen. Har stadig ondt over brystbenet. Jeg mærker efter, smerterne omkring hjertet er væk nu, men jeg kan stadig ikke trække vejret i bund på grund af den kvælende fornemmelse.

Ser ud af vinduet, trækker vejret så dybt jeg kan.
Falder i staver over en lastbil der kører forbi og hører ”Indianer” i radioen. Den minder mig altid om min mormor, som virkelig ikke brød sig om den sang.

Vejrtrækningen flyder lidt dybere nu. Husker at Rune sagde jeg skulle puste ud, i stedet for at trække ind.

Det går op for mig at jeg næsten holder vejret. Jeg puster ud – helt ud. Og så lidt mere ud. Trækker så vejret dybt ind igen. Vejrtrækningen flyder okay.. tror jeg nok. Jeg kan se min mave går ud og ind. Tænker at det er godt, fordi så trækker jeg vejret ned i maven.

Og det er godt. Tror jeg nok.

Jeg mærker duften af æblekage. Den jeg bagte i går, og som nu står på bordet til behagelig selvbetjening blandt mine dejlige kolleger.

Bliver ærgerlig over at jeg stadig har ondt i brystbenet. Og over at det føles som om jeg ikke trækker vejret brugbart.

Selvom min mave bevæger sig, føles det ikke som om jeg får ilt nok. Bagerst i munden.. Det går op for mig at det nok er det de mener når de snakker om ”mundtørhed”. Jeg mærker efter. Mit svælg er knastørt.

Beslutter mig for at gå ud efter et glas vand.

Rejser mig ikke. Kan ikke rigtigt.

Ser på uret igen.

Der er gået 30 minutter. Bliver usikker, ked af det og lidt vred: ”hvorfor er det ikke slut endnu?” Jeg ordner endnu et par ting. Det er godt det er fredag og jeg snart har fri.

Hvorfor bliver det bare ved? Jeg synes da at jeg fjerner fokus fra det. (Endnu en ting som dukker op) Jeg skal fjerne fokus. Godt så.

Rejser mig med mit glas.

Tager min lille røde stressbold med, som jeg krammer sammen i hånden, på vej ud til køkkenet.

Drikker et helt glas vand med det samme. Tager et mere, med hen på min plads.

Trækker vejret igen.

Har stadig ondt ved brystbenet.

Arbejder lidt videre. Forsigtigt.

Får pludselig en metallisk smag i munden. Trækker vejret dybt igen.

Smiler lidt indvendigt over at de i radioen spiller ”Every breath you take”. Tragikomisk, og Sting, han skulle bare vide, skulle han.

Spekulerer på hvordan det kan være, at det føles som om jeg ikke trækker vejret, når jeg kan se min mave trække sig ind og ud. Synker med stort besvær. Godt jeg har vandet, som tvinger mig til at synke. Bliver træt. Udmattet. Opgivende. Ser på uret igen.

40 minutter.

Konstaterer at der ikke rigtigt er noget af det jeg har gjort, som synes at virke. Må vist prøve noget andet. Skal altså også have lavet mig den der mentale førstehjælpskasse, jeg går og fabler om. Må have lavet en, som jeg kan have med mig i tasken.

Kommer i tanke om min anti-stress-lavendelolie-duft-rulle-dims. Den ligger jo i min taske. Vender mig om, konstaterer ærgerligt at jeg ikke har min sorte taske med. Vrisser indvendigt. Leder alligevel i den anden taske. Noget må der da være. Finder Bachs Rescue spray – tager hele 7 pschiit – trækker vejret meget dybt.

Der er nu gået en time.

Jeg kan fungere nogenlunde. Men jeg får kuldegysninger ved den mindste bemærkning. Jeg føler at alle kan se på mig at jeg er syg. Det føles ubehageligt og usikkert.

Jeg får endelig fri og kører hjem.

First Man kan straks se noget er galt og spørger hvad det er. Jeg kan ikke svare – sukker bare i hans favn – mumler at jeg fik det skidt. Der går yderligere 2 timer. Jeg har stadig en klump i halsen, gyser ofte og bliver en lille smule svimmel indimellem. Det er sikkert fordi jeg trækker vejret forkert, selv om jeg gør mit bedste.

Sådan går en hel dag, med forskelligt fysisk ubehag af variabel styrke, over en enkelt ubetydelig ting, som lige triggede min angst.

Heldigvis hjælper min medicin så jeg har nogenlunde ro i hovedet, og så mine tanker ikke bare myldrer rundt, som myg om et stearinlys en lun sommernat. Det fysiske ubehag er også meget begrænset i forhold til hvordan jeg har det, uden medicin. Det er mest min vejrtrækning, som er helt ad helvede til, hele resten af dagen efter sådan en omgang, næsten uanset hvad.

Jeg er godt træt om aftenen, og håber at jeg kan sove nogenlunde, så jeg er klar til en ny frisk dag i morgen, helst uden den slags oplevelser der kan trigge et eller andet, så hele maskineriet går i gang igen.

Og så er rundvisningen i mit angstanfald slut!

 

Superman og vinduesviskere

18 sep

Hvorfor er nogle morgener bedre end andre?
(Og det er ikke et retorisk spørgsmål)

Jo ser I, det er fordi de morgener, hvor man kører 110 på motorvejen i pis-øs-regnvejr, med vinduesviskerne piskende frem og tilbage i samme hastighed som en kolibri vinge, og den ene vinduesvisker lige pludselig – uvist af hvilken årsag – beslutter sig for at den ikke længere har lyst til at deltage i de fælles anstrengelser, men derimod på en gummiagtig måde søger skilsmisse og i stedet prøver at udøve sit virke på en helt anden rude, så kan sådan en morgen godt gå hen og blive en anelse mere dårlig, end det oprindeligt var tiltænkt.

Når man så dertil lægger et ophold på en næsten øde rasteplads, af den slags uden andet dekor end fem gullige lygtepæle og et WC skur uden døre, kan det kun blive værre.

Hvis det så også er på den mørke side af klokken seks, samt i føromtalte regnvejr, bliver det bare mindre og mindre godt.

Desuden stod jeg under den ene af de fem lygtepæle, for overhovedet at kunne se hvad der foregik, nede i det postnummer der tilhørte min sure vinduesvisker.

Og derfor kunne man selvfølgelig ikke se andet end mig, der på den mørke rasteplads, næsten øde bortset fra en del ungarske lastbiler af mere eller mindre tvivlsom herkomst, og jeg var lige så synlig som en fedtplet i solskin på en nyvasket rude, selv i det svage gullige lygtepælelys, og følte mig ganske overordentlig sårbar.

Jeg var fuldstændig overbevist om at samtlige lastbiler var beboet af alle klodens psykopater og voldsforbrydere, der blot ventede på at løbe ud og råbe bøh. Godt nok havde jeg søde Jan Mekaniker i røret, men selvom han er dygtig, ville han trods alt ikke være til meget hjælp lige der.

Af en person at være som netop er blevet vækket kl. 5.40 var han faktisk i forbløffende godt humør.

Nå, det var et sidespring.

Jeg kunne desværre ikke selv afhjælpe problemet med den forestående vinduesviskerskilsmisse – selv ikke telefonguidet af Jan – idet jeg ikke lige råder over en 13-nøgle i min håndtaske. Jeg har ellers mange andre ting dernede, men ikke lige en 13-nøgle.

Jeg fik dog svuppet den uregerlige visker tilbage på sin plads, håbede på at regnen snart ville stilne af, hvorpå jeg fortsatte min færd på den øde motorvej, mens jeg sammenbidt mumlede en del eder og forbandelser over vinduesviskere, regnvejr og morgener i al almindelighed.

Det var nok ret godt, at motorvejen var øde, for jeg ikke var i stand til at se det mindste. Regnen stilnede nemlig ikke af. Snarere tværtimod.

Jeg viskede lidt indimellem, men da den sure visker igen prøvede at gå sin vej, holdt jeg op med det og lod den helt være. Det var nogenlunde som at være meget nærsynet og køre uden kontaktlinser.

Det ved jeg, fordi jeg er meget nærsynet og nogle gange færdes uden kontaktlinser. Altså, på gåben. Og altid kun på min egen matrikel.

Hvorom alting er, så nåede jeg på arbejde uden nævneværdig skade på egen krop og sjæl, og så vidt jeg ved heller ikke på nogen andres.

Jeg er dog så heldig at selveste Superman arbejder samme sted som mig, så da regnen fik tørret op efter sig, og man kunne tage ophold i fri luft uden risiko for oversvømmelse, lokkede jeg ham – med kage – til at se på min vinduesvisker.

Han konstaterede at det kunne han sagtens fikse, han fik mine bilnøgler og på kortere tid end det tog mig at sige “tvangsægteskab” fik han synderen tilbage på sin tiltænkte plads, skruet den fast og kom op og afleverede mine nøgler.

Er der noget at sige til, at han er min helt?

Han fik naturligvis sin kage næste morgen!

– Hjemmebagt, og forberedt med stor taknemmelighed!

 

En tand mere hysterisk.

21 jul

Da jeg skulle hjem fra arbejde i tirsdags, træt i hovedet og rigtig meget klar til at holde stilledag med mig selv onsdag, fandt jeg en pose nødder i min taske og tænkte at den da passende kunne gøre det ud for en lille hyggesnack, mens jeg kørte hjem akkompagneret af Bents behagelige oplæsning af “Kakerlakken”.

Den tanke har jeg fortrudt mange gange siden, for det skulle vise sig at det var en rigtig dum idé.

To gnask inde i min mundfuld nød, føltes det nemlig pludselig helt forkert.

Forkert på den knækkede måde.

Jeg jamrede højlydt – så godt jeg kunne – uden at få sprøjtet forruden til med savl og snask og forsøgte at sluge mit nøddemiks fra den anden side af munden, og følte mig så frem med en forsigtig tungespids for at inspicere skadens omfang.

Og, ja jeg ved ikke med jer, men når jeg i en alder af 47, bliver bekendt med at dele af mit tandsæt rokker, så bliver jeg knap så begejstret som da jeg var seks. Jeg mener, scoopet er til at overse, jo højere man kommer op i årene.

Desuden får man ikke engang nogen mønt under puden fra tandfeen i min fremskredne alder, hvilket jeg desuden – af samme årsag – alligevel aldrig har prøvet, så alt i alt, er det en oplevelse af de mere trælse.

Jeg ringede derfor, stadig i bilen og med gråd i stemmen, til min højtelskede tandlæge. Hun havde en tid til mig dagen efter.

Så skulle jeg bare have de mellemliggende timer – samt en nat – til at gå først.

Smal sag…

  • Og bare rolig, jeg har sådan en fiks indretning på min bilradio som gør at jeg kan tale i telefon gennem den. Jeg sidder ikke og ringer mens jeg kører bil, bare det er helt klart. Min telefon ligger i tasken, og jeg trykker på et par radioknapper, så er den ged barberet.

Nå, et lille sidespring, men et af de vigtigere. Man må IKKE sidde og fjedte med telefon når man kører bil!

Jeg kom trods alt, stadig jamrende, hjem. Der var der netop lavet te, og jeg ville straks dulme mine flossede nerveender og min jamren, med en dejlig varm kop te.

Dumt.

For jeg havde glemt at låget på tekanden var gået i stykker, og der kom derfor et ordentlig skvæt te ud over min hånd, i stedet for ned i koppen, hvor det oprindeligt var planlagt det skulle lande.

Mere jamren. Højere jamren. Og jeg tror også der kom et par klynk.

På det tidspunkt overvejede jeg kraftigt, bare at gå i seng på Maude-måden for at undgå flere katastrofer, men jeg blev også enig med mig selv om at chancen for at blive ynket, var lig nul, hvis jeg befandt mig i min seng.

Så jeg blev hvor jeg var. Men blev ret hurtigt lige så ensom, som hvis jeg havde indtaget min seng. Med rokketand og øm hånd. Og stadig ingen til at ynke mig.

Eftermiddagen både kom og gik og da min sengetid nærmede sig med hastige skridt, spredte der sig angsttåger, over den del af min bevidsthed der stadig fungerer.

For hvem kunne vel sove med en tand det gjorde ondt at tygge i, på og med?

Især når man ved, at man skærer tænder i søvne, fordi man ikke er så afslappet som man burde være, alt taget i betragtning. Og før kloge hoveder foreslår bideskinner og den slags pjank, vil jeg godt sige at de blev afprøvet, og afvist igen, på grund af strittende rokketand og nej-tak-jeg-skal-ikke-nyde-noget.

For tænk nu hvis jeg vågnede, med den mest afsindige og uudholdelige smerte i nat, fordi jeg havde skåret tænder og var kommet til at rokke til tanden, eller hvis jeg nu blev kvalt af tanden, som var så stor som en tennisbold, for slet ikke at tale om at jeg også kunne blive kvalt af de mange hektoliter blod, tennisbolden ville få frem i min mund.

Jeg faldt først i søvn af bar udmattelse et godt stykke efter midnat, og vågnede – straks i panik – men dog efter en fuldstændig rolig nat.

Men derfor kunne der jo godt være sket noget.

Endelig oprandt min tandlægetid, og jeg lagde mig i stolen under granskende blikke fra både tandlæge og klinikassistent, som forsikrede mig om at vi var helt alene. Det opfattede jeg som grønt lys til at skrige op i affekt og stor smerte, såfremt jeg havde lyst.

Beroligende!

Havde jeg nu været ved mine fulde fem – hvilket jeg ikke har været i et par år nu – så havde jeg ærligt talt opfattet det mere som en trussel,  som jeg lå der i fastspændt i en tandlægestol og havde nok set flere stygge scener fra Saw, eller andre splatterfilm, for mig.

Men jeg lagde mig som sagt i stolen, åbnede munden og samtidig også, på forunderlig vis, begge tårekanaler. Den første af refleks på grund af selve situationen og de sidste af rendyrket skræk.
Ikke for hende – jeg har verdens bedste tandlæge – men for det der muligvis skulle til at ske.

Tandlægen kiggede ned på mit ansigt, hvor tårerne trak striber i min ellers så pæne make-up, og mere konstaterede end spurgte, om hun ikke bare skulle bedøve mig lidt før hun begyndte at afmontere mit strittende stykke rokkende tand.

Så min kære tandlæge, og hendes assistent, måtte både tørre tårer og savl væk fra mit ansigt, mens min arseniktand endnu engang blev repareret på bedste midlertidige vis. Hvor længe den holder denne gang, ved ingen.

Min tandlæge er bare uden al tvivl den bedste der findes. Forstående og dygtig. Og uendelig forsigtig og blid, så jeg kunne have sparet mine tårekanaler, for absolut intet gjorde ondt. Overhovedet.

Jeg kunne ikke engang mærke bedøvelsen, kun lidt, da jeg skulle betale.

 

Egotrip på recept

13 jul

Som Fiberfryd skrev til mig for et stykke tid siden, så bliver man så forfærdeligt opmærksom på sig selv og sin egen navle, når man får en diagnose – både fysisk og mentalt.

Det hele drejer sig om mig.

Altså for mig.
I mit hoved.

Godt nok efter ordre fra sundhedspersonale og mennesker der i øvrigt vil mig det godt. Men derfor er det alligevel svært at parere ordre, især når man allerhelst bare ville undgå at tænke alt for meget på sig selv. For hvad skal det dog til for.

Jeg skal konstant mærke efter hvordan jeg har det.
Hvordan medicinen virker, om jeg får det bedre, eller om det er status quo.
Jeg skal være opmærksom på hvilke bivirkninger der er, for ikke at forbigå et eller andet som ikke er så godt. Så jeg skal læse de der kilometer lange indlægssedler, uden at få hjertebanken over alle de andre bivirkninger man måske kan få.

At have ondt i maven, er måske ikke bare et forbigående uforklarligt maveonde, det er faktisk bivirkninger der gør, at jeg har pruttet mig igennem en hel weekend!
Beklager hvis det er for meget information, men så skulle I bare prøve at bo sammen med mig! De andre på matriklen lider!

Men hvad så når jeg har “almindeligt” ondt i maven, som ikke er en bivirkning? Hvordan føles det så?

Det er altså ikke nemt.

Selv når jeg sover, skal jeg være opmærksom på hvordan jeg sover. Hvor hurtigt jeg falder i søvn, hvor mange gange jeg vågner i løbet af natten, hvornår jeg vågner, og om jeg er udhvilet når jeg står op.
Og det er sgu da lige til at blive helt udmattet af.

Jeg skal også notere mig hvor ofte jeg har angstanfald. Hvor slemme de er, om jeg selv kan komme ud af dem igen. I stedet for at følge min trang til at skubbe angsten i baggrunden og lade være med at lade den fylde så meget, så skal jeg koncentrere mig om den og se den i øjnene hver eneste gang. Og sikkert en hel masse unødvendige gange, hvor det bare var en ganske almindelig kuldegysning.

Faktisk skal jeg pille i egen navle, mere eller mindre konstant – efter lokalpsykiatriens ordre – for at man kan følge med i eventuelle fremskridt eller tilbagefald.

Det forstår jeg også godt, og det giver mening når jeg er midt i et behandlingsforløb. Det har da også hjulpet at kende alle de mulige fysiske reaktioner på et angstanfald, så jeg bliver opmærksom på at jeg i starten – før behandlingen – havde måske op til 30-35 anfald på en dag.
Jeg gik bare rundt og troede at jeg var kommet i overgangsalderen.
Eller var ved at blive syg.
Eller var i utrolig dårlig form.

Og det er da godt at vide at det ikke er tilfældet.

De tungere symptomer vidste jeg skam godt, ikke havde noget med noget andet at gøre. For eks. var jeg udmærket godt klar over, at selvom jeg havde stjerneondt omkring hjertet og i brystkassen i en uges tid, så var jeg ikke ved at få et hjerteanfald. Det faldt mig ikke engang ind at gå til lægen. Jeg tænkte bare: “Nå, stress. Hmm, hvad er det mon som stresser?” uden at gå specielt dybere ind i det.

Så langt så godt.

Men bagsiden af alt dette navlepilleri er, at man får sat sig selv i centrum, på en frygtelig ubehagelig måde og da jeg fuldstændig har glemt hvordan jeg opførte mig før, så kan jeg ikke huske, om jeg plejede at reagere med klynk på en eller anden sur bemærkning fra en teenager, eller med ondt i hjertet, når jeg var stresset over noget.

Det har jeg nu nok gjort, men lige pludselig tager klynket overhånd og alting bliver simpelthen så afsindigt synd for mig, altså i mit hoved. Alt det som immervæk sker i ens krop i løbet af en hel dag, bliver målt og vejet og analyseret. Er det på grund af min sygdom eller er det mig som er tosset?
Er det et symptom?
Eller en bivirkning?

Eller er det bare en prut på tværs, fordi jeg åd for mange majskolber i går?

Det er bare møghamrende anstrengende at skulle være opmærksom på sig selv hele tiden.

For der er sgu så meget andet, langt mere interessant, jeg kunne koncentrere mig om, end mig selv.

Suk.

 

 

On/off – op og ned

12 jul

Eller “Mellem to angstanfald”.

Ellen havde svært ved at forstå hvordan jeg kan gå fra “Jeg er bange for at jeg er ved at blive skingrende sindssyg” til “Årh pjat med dig, nu går det jo fint” på ret kort tid.

Så den vil jeg gerne uddybe, så godt jeg kan.

Det er vist nok – i mit hoved i hvert fald – en af forskellene mellem depression og angst.

Med en depression kan man ofte slet ikke se en vej ud af noget som helst. Det er som at bokse i en dyne, som bare ikke letter.
Angstanfald er pludselige, ofte uden forvarsel, de kommer og går, lidt som flagermus der flakser forbi. Et flygtigt vågent mareridt, som alt for tit kommer bag på mig.

Og så igen, det med at det kommer ud af det blå, passer selvfølgelig ikke, men det er som sagt ikke ret tit jeg når at opfatte hvad der er sket, eller hvorfor der er noget som har sat gang i nogle angstmekanismer.

Hvis jeg i tide når at bruge nogle af de værktøjer jeg har fået for at mindske et anfald, så varer de som regel ikke ret lang tid. Men hvis jeg ikke er klar over, hvad der er ved at ske, hvis det først går op for mig at noget er ved at ske, når jeg er midt i det eller hvis jeg tror fuldt og fast på at jeg da vist er ved at få influenza, så har det lidt længere udsigter før et anfald stopper.

Jeg har en note på min telefon, med følgende linjer til at hjælpe mig selv igennem mine angstanfald:

HUSK: det stopper igen (ret vigtig information, for det KAN jeg ikke huske imens det står på)
Vejrtrækningsøvelse (meget simpel – til at huske – selv midt i et anfald)
Calm app. på min telefon (abonnement til ca. 350kr. årligt. GULD værd – jeg bruger den dagligt. Kræver dog at man kan engelsk)
Et knus (ja, det lyder tosset at det skulle være så simpelt, men et varmt knus kan virkelig reparere meget for mig)
Nævne ting omkring mig (at sidde og remse op: “træ, blad, bil, flue, lineal, regnemaskine,”  får tankerne væk fra anfaldet og kan sommetider få det til at forsvinde hurtigere)
Forskellige simple spil  (puslespil, ikke komplicerede spil på telefonen, fjerner også fokus fra angsttankerne)

Men det er min liste, det er det jeg har oplevet som kan virke for mig. Der findes sikkert ligeså mange lister som der findes folk med angst.

Som sagt så varer et angstanfald for mig, omkring 30 minutter.

Der kan gå dage hvor jeg kun har et par enkelte lette nogen, som jeg sagtens selv kan styre mig ud af og så er der dage hvor jeg har så mange, at det ikke er værd at tælle.

Og husk, de kan ikke ses!

Ikke ret mange mennesker kan se på mig, når jeg har et angstanfald. Kun folk virkelig tæt på, som kender mig godt, fornemmer måske at “Hov, nu er der vist noget galt her”, og måske gør de ikke.

Jeg derimod, kan særdeles godt mærke dem!

Men i mellem dem, da er jeg som regel mig selv.

Helt mig.

Fjollet og skør, som jeg plejer. Og nej, jeg er ikke borderline eller maniodepressiv. Beklager, jeg kan ikke huske hvad det er man kalder det, nu til dags. Medicinen har hjulpet mig til at være “MIG” i mellemtiden – altså mellem angstreaktionerne – for før medicinen, gik jeg rundt hele tiden og var vildt bekymret for hvornår det næste anfald kom. Ikke just fordrende!

Nå, det var så angstanfald, men så kan jeg også få panikanfald. Det sker heldigvis ikke så tit.

Et panikanfald er en hel del tungere og det kan jeg ikke – i hvert fald ikke endnu – stoppe selv. Det er kun søde Hong der kan det. Og heldigvis er hun en af de dejlige kolleger!

Et panikanfald udmærker sig på den simple måde, at jeg er overbevist om at NU falder jeg om: “Jeg er ved at blive kvalt, jeg er ved at dø, jeg overlever ikke dette her.”
Og alt udenom forsvinder.

Det er ganske aldeles rædselsfuldt.

Med tryk på rædsel

Jeg kan tude af skræk eller sorg, uden at kunne få vejret ordentligt, fordi min hals snører sig sammen, med de første 20 mennesker omkring mig, der hensynsfuldt forsøger at undgå at kigge på mig, ganske uden tanke for at “det gør man da ikke” og “NU tager du dig sammen, og går hen og tuder et andet sted”.

Ganske upraktisk at få sådan et, ude i verden.

Jeg mener, forestil jer lige den stress det giver at være bange for det.

Derfor undgår jeg helst at være alene i ukendte situationer, eller at sætte mig selv i situationer hvor der er risiko for at det kunne ske. Og af samme årsag H.A.D.E.R jeg at købe ind alene.

Og da Hong desværre naturligvis har andet at lave end at mandsopdække mig,  har jeg fået nogle fine små piller, der giver cirka samme effekt. Blot i en noget mere kemisk version.

Jeg har tit forsøgt at forklare hvordan det føles at have et angstanfald, men mine ord rækker sjældent. Så har jeg brugt billeder. De siger tit alt det jeg gerne ville forklare hvis jeg kunne. Denne fotoserie af Katie Crawford er ret nøjagtig!

Jeg har fundet denne, rigtig godt illustreret af en på Buzzfeed, som hedder Anna Borges en illustration som bare slår hovedet på sømmet.

Der er mange gode på dette link, men den der har sagt mig mest, er denne:

Sidst jeg var til “Angstundervisning” fortalte sygeplejersken os at det var lige så fysisk krævende som at løbe en maraton – naturligvis for en øvet – men alligevel.

Det syntes jeg var ret vildt. Jeg mener, jeg er totalt gasblå i knolden og lungerne sidder nærmest uden på tøjet, bare jeg løber 5.

Men billedet med maratonløbet fortæller noget om hvilken fysisk og mental udfordring det er. For både krop og sind raser afsted, mens det som er tilbage af mig, bare vil have det til at gå væk – NU.

Og det er hver dag.

Nogle dage som sagt bedre end andre. Ligesom der sikkert er maratonløbere der har nemmere ved det ene løb end det andet.

Men jeg håber det gav en bedre forståelse af hvordan et angstanfald føles. Og ellers spørger I bare.

 

En dag med angst #2

11 jul

Det var mest den fysiske del vi rundede i går. Jeg kom lidt ind på den psykiske, men mere om det i dag:

I min Navlepillerklub eller ”Psykoedukative terapigruppe”, fik vi bland andet opremset alle de reaktioner vi kunne forvente at have som angstramte.

Det var ikke så lidt.

Og altså helt seriøst, var man ikke angst i forvejen, så blev man det da først af at læse sådan en lang liste. Og på den liste er der, over de mentale reaktioner, blandt andet et punkt som hedder misfortolkning.

I store træk betyder det at når man siger noget til mig, er sandsynligheden for at jeg fortolker det forkert på den negative måde, meget stor. Hvilket betyder at jeg meget ofte går rundt og føler mig forurettet.

På martyrmåden.

Iblandet klynk og selvmedlidenhed.

Eller sagt med andre ord, jeg bliver meget ofte til en jamrende ældre dame der synes alting er synd for hende. Sådan en slags dame jeg normalt ikke kan udstå.

Når staklen der har sagt noget til mig er fra familien, er det knap så slemt, for så rusker de bare i mig og siger jeg er nærtagende og at jeg skal melde mig ud af mit liv og lægge mig på sofaen med hunden og se et afsnit af Badehotellet, mens jeg lader almindelige mennesker fortsætte deres dag.

Hvis det er andre mennesker der ikke kender mig så godt er det straks sværere.

På arbejdet er det forholdsvist nemt, jeg spørger Tina om jeg har opfattet noget forkert, og så snart vi er to om at diskutere hvorvidt en given bemærkning var ment på den ene eller den anden måde, er det nemmere for mig at se objektivt på det.

Men hvis det er kassedamer eller telefonsælgere skal jeg passe på. I det mindste er jeg opmærksom på det. Men skulle jeg komme til at rive hovedet af en telefonsælger, står verden nok endda.

Så bliver jeg også meget tit bekymret. Over alt muligt. For en måned siden druknede en dreng i nærheden. Og da Gårdmand Bjørn snakkede om at han skulle ud og bade til sin sidste skoledag, gik jeg helt i sort, og han måtte højt og helligt love at det IKKE kom til at ske.

At have angst føles som om jeg ikke har kontrol over min krop eller min hjerne. Hvilket jeg naturligvis overordnet set har, men angsten giver mig reaktioner jeg ikke kan kontrollere eller styre. Min krop reagerer med sitren, åndenød, hjertebanken osv. og min hjerne reagerer med tankemylder og paniktanker, og i “midten” så at sige, står jeg og kan ikke slukke for tankerne, eller for de fysiske reaktioner.

Når arbejdsdagen er slut er jeg som regel godt træt i hovedet.

Jeg troede i starten der var noget galt fordi jeg altid var så træt, men fik den besked af psykiateren at jeg er træt fordi min krop og min hjerne er på konstant overarbejde.

Det var de forskellige udfordringer jeg møder i dagligdagen. Nu kan jeg så begynde at fortælle om hvordan forskellige dage føles.

Men altså først i morgen!

En dag med angst #1

10 jul

Okay, I har selv bedt om det. Eller det vil sige, Kristine har. Hun har nemlig spurgt om jeg vil fortælle om en almindelig dag med angst.

Det vil jeg gerne.

Det bliver dog en rodet omgang, fordi jeg vil forklare lidt ind imellem, så det måske er nemmere at forstå.

Udefra, så ser min dagligdag sikkert ud som enhver andens dagligdag, men jeg kan mærke en meget stor forskel fra før jeg blev syg. Selv Tina har svært ved at se forskel, lige bortset fra et par småting, og hun har nu siddet overfor mig i over seks år, hvis vi tager det løse med, og kender mig snart bedre end jeg selv gør.

Jeg har tænkt at splitte det lidt op i etaper, ellers bliver det vist en meget lang beretning.

Men altså, here goes for første del, som er sådan en forklarende del, så kan jeg fortælle om de enkelte dage bagefter:

Når vækkeuret ringer, er min første tanke altid: ”Er der noget jeg har glemt? Er der noget jeg skal?”. Den tanke gør mig usikker, så jeg bliver lidt langsommere, fordi jeg bruger en masse tid på at tænke efter eller se mig omkring efter det jeg måske har glemt.

Som regel ryster jeg følelsen af mig, mens jeg gør mig klar. Jeg har altid lagt mit tøj og den slags frem dagen før, for ellers risikerer jeg at gå helt i stå, uden at vide hvad jeg skal tage på. Eller gå i panik, hvis ikke jeg kan finde det, jeg gerne vil have på.

Alt det jeg skal have med, telefon, en trøje, eller hvad det nu kan være, skal ligge klar på bordet, og selv da kan jeg risikere at komme af sted uden en af tingene. Og jeg glemmer uhyggeligt tit min madpakke.

På bilturen på vej til arbejde, hører jeg enten stille klassisk musik, helst musik uden ord, eller også bare snak, enten P1 eller en lydbog, indtalt af min helt Paul Becker, eller Bent Otto Hansen. Jeg har nemlig rigtigt svært ved at skulle håndtere musik og ord samtidig, om morgenen.

Når jeg er vel ankommet på min pind, skal jeg huske at tage mine piller. Da en af bivirkningerne er at jeg bliver svimmel, tager jeg dem først efter min biltur. Man må godt køre bil med dem, men jeg skal i hvert fald ikke risikere noget!

Så er det i gang med at arbejde, og når alt ser tilforladeligt ud, og er som det plejer, går det fint, men så kan jeg jo få – præcis som alle andre – en mail som jeg associerer med ubehag. Det kan være afsender eller indhold der gør mig utilpas, men uanset hvad det er, så reagerer min krop:

Måske får jeg prikken eller sitren i arme og ben. Det er svært at forklare følelsen, men det er lidt den samme slags kuldegysning man får i nakken, når man bliver pludseligt forskrækket. Det stopper bare ikke igen, det bliver ved, til forskel fra det man føler når man bliver forskrækket.

Jeg kan få hjertebanken og åndenød, blive stakåndet, eller have lidt svært ved at trække vejret ordentligt. Jeg lagde på et tidspunkt mærke til at jeg var begyndt at sukke og stønne i tide og utide. Troede egentlig at jeg bare var i mega dårlig form, men så lærte jeg – i navlepillerklubben – at det kunne være en angstrelateret reaktion.

Når jeg kommer til knuden i halsen og manglende evne til at trække vejret, ved jeg som regel at jeg skal reagere.

Hvis jeg glemmer at være opmærksom på de fysiske tegn, eller det er voldsommere ting end en email, så ender jeg med at ryste og få ondt i kroppen og få kvalme eller ondt i maven. Og så kan der gå helt op til 30 minutter, før min krop er sig selv igen.

Man kan godt undres over hvordan jeg kan glemme at være opmærksom på de fysiske tegn. Men sommetider kommer angsten ikke af en så åbenlys grund, som en ubehagelig email. Det er sommetider ting jeg slet ikke engang lægger mærke til, og det er det, som er ekstra utrygt. At jeg ikke ved hvornår næste anfald kommer, eller om jeg når at opfatte hvorfor.

Lige pludselig kan jeg bare mærke at jeg får ondt i maven, og så tænkte jeg i starten: ”Nå, jeg er nok ved at få roskildesyge eller influenza, øv da også!”  Men så gik det jo væk igen, ganske af sig selv, og så skulle jeg ikke have den store rørlæggereksamen for at forstå at det nok hang sammen med noget andet. Det blev da også bekræftet i Navlepillerklubben, at kroppen kunne reagere med alle mulige krumspring.

Der kan også opstå situationer jeg synes er ubehagelige, jeg kan gå forbi to personer der helt uskyldigt står og snakker i et hjørne, om noget der ikke rager mig, men så kan jeg komme til at tro det er mig de snakker om, at jeg har gjort noget dumt, eller ser tyk ud, med alle de kilo jeg har taget på siden jeg begyndte at få medicin, eller noget andet tosset.

Den form for semiparanoia er også helt normal i min tilstand, men det gør det bestemt ikke mere behageligt. For så snart jeg bliver konfronteret med alle disse symptomer på at der er noget galt med mig, så bliver jeg ked af det, og er overbevist om at jeg er ved at blive skør.

Så går der 20 minutter og så kommer jeg til at grine af et eller andet, og så er jeg klar igen og bestemmer med mig selv at sindssygen lige må vente til en anden gang!

  • Fortsættelse følger!

 

%d bloggers like this: