Et forsømt forår i sigte

Det er forår hernede. Træerne får knopper på, min forsytia blomstrer og sender solskin langt ned i maven på mig, når på tågede dage, den slags mangler oppe på himlen.

Men dette forår bliver et af de forsømte. Et af dem jeg ikke når at nyde til fulde. For jeg skal pakke mit slet ikke spor simple living ned i papkasser og engangsvaskeklude, så det kan blive fragtet hjem til øen.

Og ved I lige hvad?

Jeg er supergod til at flytte.

Jeg har dog hemmelige våben klar; når man har flyttet så mange gange som vi, kan man pakke med lukkede øjne og pakke ud og komme på plads på under to uger.

Jeg har min uundværlige flyttemappe.

Med planer og systemer der virker.

Og som gør at jeg ved hvor der er en proptrækker til flyttevinen – den vin der skal drikkes første aften i det nye hus når ungerne er lagt i seng – samt at jeg kan lave både te og kakao, og servere en nogenlunde morgenmad næste morgen, uden at skulle på storindkøb først.

Men det ændrer ikke på det faktum, at kasserne skal pakkes. Nogle kan pakkes i god tid med alt det man håber man ikke får brug for i nærmeste fremtid, mens andre kasser må vente til sidste øjeblik, men disse må ikke være alt for mange, idet man så omkommer af stress.

Og alt efter livets almindelige krævende program, er det lidt af en kunst at vælge det rette øjeblik, for ikke at bo i flytterod alt for længe.

Og man kunne godt forledes til at tro at denne monsterplanlægning, er noget jeg nyder, når nu jeg er så god til det, men jeg kan godt betro jer at jeg H.A.D.E.R. at flytte. Det er noget der skal overstås, så hurtigt som muligt.

Jeg har svært ved at fatte at folk kan have uåbnede flyttekasser stående i årevis. Så er det jo ikke ting de bruger? Hvad beholder de dem så for?

En undtagelse er de to kasser jeg lige nu har stående på loftet her i Eventyrhuset. Såfremt I ikke kan huske historien, får I den her igen:

I den ene kasse er der en masse spil som vi ikke ville få brug for på Æblebakken, i den anden er der noget fint porcelæn. Begge dele forsigtigt og kærligt pakket væk i små kasser af undertegnede, og beregnet til at stå opmagasineret hjemme på øen.

Men emsige flytteMÆND folk mente bestemt at alle kasser skulle med til Æblebakken, også selvom de ikke stod der, hvor kasser der skulle flyttes havde plads.

Den franske flytteMAND sagde at han ville vædde med at jeg alligevel ville åbne dem og være glad for at de kom med. Men det var uden at tage højde for min legendariske stædighed.

Kasserne kommer hjem præcis som de kom herned og uden at der er så meget som lindet på en flap. Og jeg siger ikke noget om at jeg, i hvert fald mindst 10 gange, har haft lyst til at servere festmad på det kongelige.. Men stædigheden vandt!

Hvorom alting er, vi skal flytte og jeg skal pakke.

Og jeg giiider bare ikkøøøø … (denne sætning skal klynkes for at få den rette effekt)

Den emsige – og meget søde – flyttemand var træt efter at have slæbt mit kongelige helt til Normandiet, til ingen verdens nytte!

Maskinoman har slået til igen..

Om det er en maskulin form for shopaholic skal jeg lade være usagt.. men forleden dag kom First Man hjem, slæbende på en meget stor kasse. Der var en maskine inde i den store kasse. Endnu én.

Han råbte bare hej, da han kom hjem, og jeg stod på hovedet i aftensmaden og snakkede med Divaen, så jeg ofrede ikke kassen ret meget opmærksomhed. Heller ikke da han pakkede ud.

Det var en fejl.

Så havde jeg nemlig kunnet kravle i skjul. For pludselig lød der en øredøvende larm, i meget ubehagelig nærhed af min person. Jeg for sammen og var lige ved at tabe gryden med pasta. Divaen nøjedes med at sætte sig på hug og hvine skingert, mens hun holdt sig for ørerne.

First Man havde købt en slags kompressor eller noget. I hvert fald en meget stor dims til at puste luft med. Han var glad for den. Meget glad.

Og den skulle straks afprøves.

Derfor er der nu ikke den ting i huset han ikke har haft pustet på. Med maskinen forstås. Indersiden af tørretumbleren, Blondinens kurv, tallerkenrækken og støvsugeren.

Se, at han lige skulle puste på støvsugeren kunne jeg så ikke se det smarte i. Den suger jo. Med mindre han ville opnå et slags blæsende kredsløb. Det endte da også galt. Det kunne jeg godt have fortalt ham.

En slags elastik som holdt sammen på noget inde i støvsugeren, fløj af under al hans pusten. Under mange eder og rumsteren fik han moslet elastikken på plads igen. For en kort bemærkning. Så knækkede den.

Der var stille lidt og så kom ederne tilbage. Uden andet akkompagnement. Så fandt han noget andet at puste på. Udenfor. Divaen krøb i dækning og de tre andre smågrise blev ovenpå.

Så indtil han er færdig med at puste, er Æblebakken midlertidigt omdøbt til Stormfulde højder..

Vi kan da altid snakke om vejret

Det er så dejligt nemt, når man løber tør for andre emner.

Jeg kan derfor fortælle, meddele, berette at vi, her på Æblebakken, stadig roder rundt midt i noget sne.

Det har dertil frosset, så det er en veritabel skøjtebane overalt, og man risikerer liv og lemmer når man bevæger sig udenfor. Vi har prøvet at få bilen ud, eller rettere op, det lykkedes ikke. Vi kørte lidt og gled straks ned igen.. Da vi havde gjort det et par gange, gad vi ikke prøve mere.

Så alt foregår til fods. Også indkøb. Med en styg og pinlig pensionistjaguar. Og nogen på 15 er overbevist om at jeg på denne lumske måde prøver at tage livet af ham.

Forestil jer et kort øjeblik at han møder nogen han kender, subsidiært en ukendt men køn, pige..

Det holdt i hvert fald hårdt og han har ikke mælet mange ord efter vi kom hjem, efter denne ultimative ydmygelse.

Når man så ikke gider høre på vrantne teenagere mere, så er det rart at man har en meget lang bakke i baghaven. Som er dækket af sne.

Jeg blev pakket godt ind.

Almindeligt tøj og så et ekstra lag. Og så mine røde regnbukser fra Røde Kors butikken derhjemme.

Har nok ikke haft en flyverdragt siden jeg var fem. De få gange jeg har haft brug for sådan en beklædningsgenstand, har absolut ikke berettiget til en større investering udi flyverdragter.

Men jeg må indrømme at såfremt der i Decathlon, stadig er flyverdragter i størrelse telt, er jeg aftager.

Jeg forudser nemlig en lang og billøs periode når vi kommer hjem. Og dermed en hel del kilometer på cykel.. og gåben. Eller bus – altså i bus, ikke på den. Alt efter vejr og vind.

Nå, det var et sidespring. Hvorom alting er, jeg fik lov til at låne en kælk, nemlig Gårdmand Bjørns gule lyn. Iført mine røde regnbukser. Ømt.

Jeg kunne næsten ikke bøje benene, idet jeg var pumpet lidt for fast, og satte mig derfor tungt, helt uden at noget knækkede. På kælken altså. Jeg selv landede forholdsvist blødt, sådan som jeg var polstret.

Og så afsted. Udover stepperne. Med en hujende Gårdmand Bjørn i fuldt firspring bag mig, euforisk over at se sin ellers så kedelige mor, siddende på hans elskede lyn.

Jeg for min part, syntes det gik lidt stærkt. Måske lidt for stærkt. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har kælket. Så det der med at styre.. Det gik der lidt ged i.

På et tidspunkt kom jeg til at hive i en bremse, mest fordi jeg, på den kække måde, ville dreje og undgå det noget ubekvemme hop jeg var på vej hen imod.

Men i stedet væltede jeg.. Børstede værdigt sneen af mig og krabbede numsen fremad. Var dog for tung til at fortsætte alene, så Divaen skubbede mig i gang, og ned kom jeg.

Jeg skulle også op igen. Aldeles udmattende. Er overbevist om at jeg tabte adskillige kilo på den konto. Muligvis kun væske, men alligevel.

Vi kom hjem igen, og fik kakao.

Og Prinsessen bagte chokolademuffins, som jeg ikke smagte på: Desværre nåede jeg ikke at forevige dem, før de var blevet spist af de sultne horder.

Eneste ulempe ved min eftermiddag på kælk var, at min hue nu er til en yderst tiltrængt vask – jeg var nemlig begyndt at lugte af gnu ved ørerne.

Sne i Frankrig

Jeg kunne også have valgt overskriften ”kaos i et udviklingsland” – for det er stort set synonymt.

Lørdag aften gik vi i seng og der var intet at se. Søndag morgen havde nogen hældt 15-20 cm sne ned over Æblebakken og omegn. Verden gik helt i stå. Og ikke kun fordi det var søndag.

Så blev det mandag. Og der var fire lærere på arbejde, idet de åbenbart ikke mener at det er forsvarligt at tage toget, som ellers kører upåklageligt og med en del mere punktlighed en de hjemlige statsbaner.

Når de ikke lige strejker vel at mærke.

Så på grund af lidt sne, er skolen mere eller mindre lukket. Man får i hvert fald at vide, at eleverne ikke får fravær hvis de ikke møder op.

Elever er der faktisk heller ikke mange af, men det er ofte fordi der overhovedet ikke er ryddet nogen steder, hverken på små eller store veje.

Det er muligt at motorvejen er ren – men jeg er ude af stand til at tage derud – så det må forblive en påstand.

Jeg kan også konstatere at hverken fortove eller cykelstier bliver ryddet. Ej heller bliver de små veje i centrum ryddet. Selv folk som os, skal forcere knædybe snedriver for at komme de 900 meter hen til skolen, hvilket gør turen til noget af en oplevelse.

Hvorom alting er, der var otte elever i Prinsessens klasse, og fem i Zorronaldos i går på grund af vejret, og det er meget værre i dag.

Derfor har vi snefri. Har jeg bestemt. Nogen på 15 er desuden snottet, så han har godt af at blive i sin seng.

Saltning har ingen hørt om, eller jo – de kører godt nok rundt med saltmaskinen.. den er bare tom. Men så tror folk at der bliver gjort noget ved den håbløse situation.

Mens jeg kæmper mig igennem snedriverne sammen med Firkløveret, kan vi se den ene bil efter den anden, som skøjter rundt på sommerdæk og ubehjælpeligt glider ned af små bakker igen. Med fare for at ramle ind i andre biler eller træer – for slet ikke at tale om os, hvis vi ikke hopper for livet.

Andre kører stadig som om der ikke lå noget hvidt på kørebanen, det er gerne mænd. De kører alt for stærkt og ender gerne i grøften. Så er der dem som snegler sig afsted og blokerer for al fornuftig trafik, det er gerne kvinder. De bremser hele tiden og ender derfor også i grøften. Og så bliver der kø.

Vi kan nu heller ikke få vores bil ud i verden, det er simpelthen umuligt. Vores indkørsel er 3-400 meter lang, den går opad og bliver ikke ryddet.

I søndags måtte vi skubbe vores gæster ud op.

Nu har det så frosset en hel masse minusgrader i nat og alt er spejlglat, så vi gider ikke engang prøve.

Men det er nu lige morsomt hvert år. For os!

Franskmændene derimod, kan slet ikke se komikken i det. Selvom nogle dog er i besiddelse af en vis portion selvironi, da de hvert år lidt skamfuldt fnisende siger til Skandinaver og Canadiere: ”I griner nok af os!” Og ja – det gør vi bestemt!

Vi går så heller ikke rundt i små kondisko og får forfrysninger. Næ, vi har fornuftige flyverdragter og lange underbukser på.

Nogle af os i hvert fald.

Andre vil hellere fryse med anstand, end at blive katalogiseret som værende kikset. Og det bliver man ret hurtigt snottet af, skulle jeg hilse og sige.

Et nyt blad i bogen om mig

Det var det.

En hyggelig aften, masser af god mad – hvilket Blondinen også syntes. Nogen havde nemlig været så letsindige at stille et fad med laks fra sig på et meget lavt sted. (Læs nederste trappetrin)

Nu skal det lige siges at hun aldrig nogensinde har stjålet mad, om det så ligger på en stol. Men hele dagen havde nogle andre, sat tallerkner ned på gulvet, med rester på, som hun måtte spise. (istedet for at smide det i hendes egen madskål)

Først ville hun slet ikke røre tallerknerne på gulvet, men da hun blev nødet tilstrækkeligt mange gange, endte hun jo med at smage på sagerne – det havde jeg altså også gjort.. Det var nemlig lækre rester der blev serveret.

Så da der også stod et fad med laks, troede hun jo at det var til hende. Hvilket resulterede i at hun var den eneste som fik laks. Resten ville ingen rigtigt sætte tænderne i.

Men jeg uddelte verbale øretæver ud, da de begyndte at skælde Blondinen ud! Det var under ingen omstændigheder hendes skyld, hvilket de tilsidst måtte give mig ret i.

Hun har derfor taget midlertidig navneforandring til Saumonella, eller Lakseline på dansk!

Uanset hvad, er et år slut.

Et nyt skal til at begynde..

Nu har jeg ikke tænkt mig at lave en nytårstale som min kollega Daisy, men næsten, det eneste som mangler er filmholdet.. Og så skeler jeg altså ikke.

2012 vil byde på en del forandring.

First Man skal ud og rejse en hel del. Til vands. Han skal nemlig ned og jage pirater. Ikke noget jeg umiddelbart synes vanvittigt godt om, men da alternativet hedder Bagdad, Kabul eller Nigeria tror jeg vist bare, jeg skal stille mig tilfreds med at han bliver piratjæger.

Og i øvrigt ikke tænke alt for meget på eventuelle bivirkninger, ved sådan en tjans.

Det er også grunden til, at vi nok efter al sandsynlighed pakker det ikke så simple liv ned, og vender snuderne mod nord igen. Hjem til øen. Til sommer.

Så det bliver et år med lidt hårdt arbejde som græsenke men det er jeg så vant til, afslutning på det franske eventyr her på Æblebakken, flytning og genoptagelse af et gammelt liv, forhåbentlig uden for mange tilvænningsproblemer for de forskellige.

Det bliver spændende og udfordrende.

Og så gider jeg i øvrigt ikke snakke mere om det. Flytningen. Blev der sagt. Og utidige glædesudbrud vedrørende den forestående flytning bliver slettet..

Men et nyt år er ligesom skolestart, et helt nyt rent penalhus med spidsede blyanter og rene viskelædere. En chance for en ny start, en mulighed for at få styr på sine tanker og sat nogle mål, uden af den grund at hoppe ud i urealistiske forsæt, hvis eneste formål er at smide én ned i depressionens dybe hul, af bar skuffelse over ens manglende rygrad.

Så jeg nyder det fine blanke papir, som skal indeholde næste kapitel i bogen om mig!

Og jeg glæder mig til at sætte ord og handlinger på!

Mer’ mus..

En gang mus.. og altid mus – det er muligt det er sådan det er for andre – men jeg kan forsikre jer for at den mus ikke får lov til at få folkeregisteradresse på Æblebakken.

I forgårs da jeg stod op, det var stadig mørkt og jeg tumlede ned i køkkenet, og uden at tænde lys, fik sat vand på til te. Da jeg var blevet så vågen at jeg var klar til at se verden i øjnene, og kunne tænde lyset – så jeg en banan med hul i.. Midt på bordpladen.

En hul banan.

Selvom jeg stadig teknisk set sov, kunne jeg dog sagtens konkludere at nogen – og det var ikke mig – havde lavet det hulrum i min banan, der faktisk var destineret til at garnere min kongelige morgenmad.

Og de små sorte klatter rundt omkring, vidnede da også om et lille natligt musebesøg.

First Man skræppede straks op, og brokkede sig over Blondinen: ”ikke en lyd har hun sagt.. Hun arbejder ikke ordentligt.. Jeg holder op med at give hende morgenmad..”

Her vil jeg skynde mig at indskyde – før han får hidsige dyreværnsaktivister på nakken – at for det første får hun i forvejen slet ikke morgenmad, og for det andet så elsker First Man altså sin hund meget højt.

Nårh ja, lige undtagen når hun slikker ham inde i munden.. Ej det var altså FOR sjovt – I skulle simpelthen have været der. Men det kan jo være jeg kan få hende til at gentage successen – og så filme det imens..

Det må være ugens projekt!

Men altså, det var den mus vi kom fra.

Om aftenen kom First Man så hjem med en spritny musefælde. Det sagde han i hvert fald det var.

Jeg syntes nærmere det lignede en mellemting mellem min gamle antenne hjemme på øen og indmaden af min mormors brødrister..

I min verden er en musefælde – men det må I endelig ikke sige til Firkløveret at jeg har sagt – sådan en med fjeder og SLAM – så taler vi om en eks-mus.

Subsidiært et lille penalhus af træ med en vippe inden i. En vippe som kun vipper den ene vej.

Men denne.. indretning, skulle musen efter sigende kunne komme ind i – men ikke ud af – uden at dø på den maste måde.

Jeg tror snarere, at mus ikke engang kan komme ind i den. Generelt set.

Der er to muligheder:

Enten er det en lille Mensamus, eller også er det en retarderet mus, vi har æren af at have på kost. Eller nærmere på banan.. For om natten havde den da været en lille tur på køkkenbordet igen.

Og havde ikke nærmet sig indretningen. Ikke engang tæt på. Der var ellers både mariekiks og banan derinde. Sådan for at lokke lidt.

I går aftes dryssede First Man med lidt reven ost – udover hele indretningen. Der må jo være noget om det med mus og ost.

Men denne mus hoppede ikke på den, for i morges var der slet ikke mere ost – heller ikke inden i indretningen – men der var heller ingen mus – så jeg hælder altså mest til Mensamus.

Og i dag køber jeg en klapfælde!

Der står en stige

Som I måske har læst om før, er Eventyrhuset en anelse utæt – og er med andre ord pissekoldt om vinteren. Huse med plads til 6 mennesker og hund var bare ikke det nemmeste at få fat i her i omegnen, så udvalget var ikke så stort.

Vi valgte at bo på Æblebakken på grund af udsigten over hele dalen, samt de 900 meter til skole, mere end vi tænkte på den manglende isolering.

Samt det faktum, at vi er i Frankrig, hvor det som bekendt er varmere end hjemme på øen. Dette har i år været en sandhed med nogle modifikationer.

Ikke desto mindre er Eventyrhuset, en veritabel fryseboks om vinteren og jeg sidder med enorme sweatre på, og drikker spandevis af varm te for at holde varmen.

I køkkenet er der et gigantisk åbent ildsted, der faktisk er så åbent, at det drypper en hel del ned når det regner.

Hvilket det jo ofte gør  i Normandiet.

Og kloge hoveder som foreslår at vi tænder op i dette ildsted, for på den måde at holde varmen, de kan godt glemme det.

Såfremt jeg tænder op i dette gabende hul, vil jeg tro at både mit spisebord og stolene går op i røg ret hurtigt.

Køkkenet er nemlig ikke så stort, og man sidder ret tæt på det åbne ildsted. Rent bortset fra, at jeg ikke tror det ville varme det store – det ville nok snarere fise ovenud.

Nå, vi har bedt udlejeren om at sætte sådan en slags hat ovenpå toppen af skorstenen, men det ville han ikke.

Indtil nu.

Og derfor står der en stige i haven. Den er ankommet lidt i etaper, rent højdemæssigt, mener jeg.

Indtil videre er det lykkedes mig, at holde en voldsomt interesseret Gårdmand Bjørn væk fra denne gigantiske stige, som virkelig er fristende.

Flere gange dagligt stiller han, tilsyneladende helt uskyldige, spørgsmål om denne stiges formål.

Om dens skridsikkerhed. Om tagets overflade. Om hvor smuk udsigten må være deroppe fra.

Jeg synes også han mumlede noget om, at han ville kunne se til Marianelund ligesom Emil. (det er godt nok, at han ikke har små søstre – bør nok holde øje med Blondinen i de næste par dage)

I det hele taget, er han kommet med den slags iagttagelser, som kan give enhver mor hjertestop ved tanken om flyvende – subsidiært faldende – drenge som har udforsket taget, via alt-mulig-mands stige.

Stigen er nemlig stillet der, fordi alt-mulig-mand har været forbi.

Han meddelte at ikke alene får jeg 2 nye døre, så der er håb om at temperaturen i gavlværelset kan komme op over 12 grader om vinteren, men også at jeg får en hat til skorstenen.

Udover den meget åbenlyse fordel, at det derfor ikke kommer til at regne i mit køkken mere, så slipper jeg også for at høre på den due der kurrer så højt at det lyder som om den befandt sig midt på spisebordet.

Altså, alt-mulig-mand kravlede op for at måle omkreds på skorstenen, og konstaterede ret hurtigt, at hans medbragte stige var noget kort. Og han kørte derfor sin vej igen.

Uden stige.

Han kom dog først tilbage dagen efter, med en forlængerstige. Som stadig ikke var lang nok.

Han var muligvis mere frisk, idet han allerede samme eftermiddag var tilbage, og skræmte livet af Blondinen som var midt i sin eftermiddagslur.

Han nåede endelig op – helt op – og jeg går også ud fra at han fik målt.

Men så gik han. Stadig uden at tage de 5 stiger med, som nu står her og lokker svage sjæle på 9 år, mod forjættende højder.

Går lidt ud fra, at stigerne får lov til at stå, til han kommer tilbage og sætter hue på min skorsten.

Håber bare vi kan holde flyvefærdige drenge, på afstand indtil da! Må vist hellere som prævention lægge et par strategiske madrasser rundt om huset, så han i det mindste lander nogenlunde blødt.

Springtur

Ja, som titlen antyder, havde nogen forladt den trygge og lune arneplads på matriklen, for at flintre rundt på ukendte steder.

Blondinen – ganske rigtigt.

Hun har taget et par smutture før, men er altid vendt hjem i løbet af en time eller to. Denne gang var det anderledes. 5 timer var hun væk.

FEM timer.

Og vi var sikre på at hun enten var kidnappet – hun ER ret lækker, eller død eller såret. Der var simpelthen landesorg på Æblebakken, en stor del af familien småtudede i smug når ingen så det, og der var helt stille.

Der blev lavet et skilt, ringet til det lokale Politi og til centeret for herreløse hunde. Politiet lovede at holde udkig.

De herreløse hunde, altså damen, var rigtigt sød, småsludrede og fortalte at det var normalt – at hun bare var løbet en lille tur for at snuse lidt. De skulle nok ringe til os hvis de så hende.

Og så kunne vi pludselig høre First Man snakke med hende udenfor – og vi andre fløj derud. Og jeg skal ikke kunne forsværge at der ikke faldt en lille lettet glædeståre.

Vi fik ringet til Politi og herreløse hunde og afblæst alarmen.

Men vi vidste nu, at der var et sted for herreløse hunde. Det var triste historier de kunne fortælle. Faktisk bliver 200.000 hunde forladt i Frankrig – hvert eneste år. Folk får en hund og smider den så væk fordi de skal på ferie eller fordi det ikke lige passer ind i planerne mere.

I stedet for at gøre noget godt for hunden og få den afsat til andre mennesker, så den kan få et godt liv, så bindes den til et træ i en skov overladt til en mere end trist skæbne.

De heldige lander i et center for herreløse hunde, hvor der er nogen som vil passe på dem.

Vi snakkede meget om det center, efter Blondinen var kommet hjem igen, og vi blev enige om at vi gerne ville hjælpe til i centeret ind imellem – lege med hundene, gå ture med dem og bare være sammen med dem.

Og det er lige nemlig hvad vi skal i dag.

.. liv på jorden??

 

Man undres.. Læg mærke til det ældre ægtepar som sidder på deres klapstole – sådan ca. 6 timer før Touren rammer byen.

Divaen og Prinsesse Lyserød – som snart er lige så høj – i forgrunden!

Jeg kan til nøds forstå noget sovepose hele natten foran Fona, for at komme først til U2 koncert.. Og så igen.. Men dette..? De sidder der og glor på en hæk i næsten 6 timer før?

Jeg fristes til at tænke at de skulle få lidt mere indhold i deres liv. Subsidiært få en blog – så får man nemlig et rigtigt spændende og indholdsrigt liv.

Deres udsendte medarbejder

Kan meddele at alt går planmæssigt. Det er varmt, men støvregner indimellem. Okay – vanvittigt uinteressant, jeg ved det – men jeg går altså heller ikke efter jobbet som Jørgen Leths makker – jeg er også alt, alt for gammel til ham!

Vores havelåge befinder sig præcis med 2 km til mål, med kirken i baggrunden.

Vi har alle sammen røde/hvide T-shirts på, Dannebrog i hænderne og vi vinker simpelthen alt hvad vi kan – hul i de skide cyklister – det er OS I skal kigge efter!

Antallet af lastbiler og boder der sælger pølser og pandekager er enormt.

Og der er skam også spandex i alle størrelser til fuldstændigt sindssyge priser. Med påklistrede reklamer.

Siden vil løbende blive opdateret efterhånden som dagen skrider frem!

Mens vi venter..

Hverken på Julemanden eller Godot – men på at Tour de très Irriterende kommer forbi og lukker os ud igen. Jo vi kan gå ud – men de fleste butikker er alligevel lukkede, da der ikke må køre nogle biler, ej heller må man parkere nogen steder.

Som en slags kompensation, er der gratis koncerter og open air biograf, hele aftenen. I morgen er der legeland for børn og en hoppeborg.. Desværre også kun for børn – kunne ellers sagtens se mig selv vælte yndefuldt ned af en rampe, med nederdelen oppe om ørerne og kvase et par børn eller 7 på vejen. Det kunne være uhyre grinagtigt.

Det er uden sammenligning det mest åndede jeg har været med til. Tænk at være lukket inde. Touren er derfor ikke vanvittig populær på matriklen.. Har den nu aldrig nogensinde været.

Men i hvert fald – mens vi venter – vil jeg lige vise jer noget..

Borgmesteren er nemlig en ivrig cyklist og kan ofte ses på sin jernhest, iført et lidet flatterende spandexsæt plastret til med reklamer, nøjagtigt som mænd i Ry og omegn. Derfor får han, med uforholdsmæssig stor fryd, hevet Tour’en til byen år efter år.

Om det er fordi han selv vil have et svedigt kys eller om det er autograferne der trækker mere, skal jeg lade være usagt. Og NEJ det er ikke ham jeg vil vise jer – men det kommer måske en dag.

For ligesom at opildne de, noget mindre cykelglade borgere, til lidt mere entusiasme omkring disse horders indtrængen i vores by, har han foranlediget at samtlige rundkørsler, på selvsamme borgeres regning, er blevet dekoreret både med cykeltema, men også andre ting som kendetegner regionen.

Derfor drog vi ud i morges, bevæbnet med kamera, for at forevige disse rundkørsler.

Dette afstedkom lettere tumultagtige scener rundt omkring i byen, idet folk var meget mere opsat på at komme hen og hamstre mel og tun på dåse, for at overleve belejringen, og slet ikke var til sinds at lade os tage billeder, med det resultat at firkløveret på skift blev sat af før rundkørslen, og i ro og mag kunne tage billeder, alt i mens jeg kørte et par gange rundt, for så at stoppe og hive barn ind i bilen igen.

Det er også gået op for dem at vi venter. På at det er overstået.

Ost i overstørrelse.. Lokale ost!

Ved ikke helt hvorfor der står en overdimensioneret vandkande..

En noget sær cykelopstilling, men dog en cykel..

En mælkejunge – Normandiet er kendt for smør, fløde og ost.

Meget passende ved vikinge-rundkørslen kan man lige nå at se bagenden af min bil!

Og så den sidste rundkørsel – som Tour de très irriterende skal igennem før de kommer forbi vores låge – og derpå i mål.

Det skulle være omkring kl. 17 d. 7 juli – de første spandexmænd vil køre forbi havelågen på Æblebakken – lige efter den meget store Kirke, som man skal være mere end almindeligt blind for ikke at lægge mærke til.

Vi glæder os til at vinke!!

Cancan med badeforhæng

Når man er så uheldig at befinde sig i et hus, som hverken har gulvvarme eller nye badeværelser..

Nu bliver jeg lige nødt til at stoppe min historie og i stedet tale lidt om sloganet: alle har ret til et fedt..”et-eller-andet”.. Det er det mest ubehøvlede slogan jeg kender.

Ikke at jeg går ind for over- eller undermennesker, overhovedet, men jeg synes det er påfaldende i vores kultur, at man mener ligefrem at kunne have RET til et nyt køkken..

Og hvis man ikke har råd til det nye køkken i 200.000kroners klassen, hvad så? Er det så naboen, kommunen eller den, til alle tider siddende Rasmussen, som skal betale det for dig?

Det kommer måske som en overraskelse for nogen, men det ER faktisk muligt at lave udmærket mad i et køkken som er mere end 20 år gammelt. Det er hverken svært eller farligt.

Det kan være en lille smule mere besværligt at gøre rent, indrømmet, men for mig at se er der altså ikke den store forskel på om man slår et æg ud i sin Margretheskål stående i et gammelt køkken, eller stående i et nyt køkken.

Rent bortset fra at det nye køkken i forvejen er så dyrt at man ikke har råd til at være i det – fordi man er på overarbejde for at kunne betale det.

Og ligeledes er det ikke en uoverstigelig forhindring at tage bad i et badeværelse, som hverken har gulvvarme, lækre nye fliser, eller spots placeret i det indbyggede spejl.

Men på et punkt er jeg tilbøjelig til at være enig med sloganet. Nemlig, der hvor der er en anden løsning end et badeforhæng.

Hvilket så bringer mig tilbage til badeværelserne i Eventyrhuset. I det ene, som Firkløveret benytter, befinder der sig et badekar – og jeg mener jeg har redegjort for mit forhold til sådan en anordning.

Det andet badeværelse, som First Man og jeg benytter, når ellers Firkløveret vil lukke os ind, da de heller ikke er så begejstrede for badekarret, er et meget lille, meget gammelt og lettere køligt badeværelse, og da der ikke er nogen fancy glas-flise-væg, ej heller plexiglas-skydedøre foran brusenichen, har vi måttet nøjes med et ganske almindeligt badeforhæng.

Og det er denne anordning som har frembragt nogle tanker.

For det første, troede jeg at jeg havde købt mig et enkelt hvidt et. Dette var ikke tilfældet. Så siden jeg kom hjem og fik åbnet for min nyerhvervelse, har jeg derimod kunnet nyde synet af et sort/hvidt forhæng, med påskriften ”Elle et Lui”. I bedste ”Hans & Hendes” stil. Falsk varedeklaration siger jeg bare. Det er naturligvis til at leve med. Det er bare meget, meget grimt, men det er der jo så mange ting som er.

For det andet, da muren er skæv skulle jeg, for at sikre en overfladedækning der var nogenlunde ens og undgå syndfloder hver gang der bliver taget brusebad, også hænge badeforhænget skævt, så det kunne nå ned til gulvet i begge ender. Så æstetisk er det også her, lidt af en fiasko.

Så er der det hygiejniske.. Det lader også noget tilbage at ønske. Et badeforhæng – som præcis af denne årsag ikke har været i min besiddelse i over 10 år – skal tørres ofte for ikke at få ulækre mugpletter på – og det er åbenbart ikke nok, da der alligevel er kommet nogle klamme plamager på det. Hvilket igen betyder, at det skal tages ned og skrubbes, for at blive lidt mere appetitligt at gnide sig op af, i nøgen tilstand.

Og så er vi fremme ved det egentlige problem: fordi Eventyrhuset er så utæt, så trækker det altid, og selvfølgelig endnu mere når det blæser. Denne træk finder også vej ind på vores lillebitte badeværelse, og sammensætningen af varmt vand, træk og et blafrende badeforhæng er ikke optimal.

Man skal nemlig, under hele sit bad, danse cancan. Sagt med andre ord, stå og sparke til forhænget for at holde det fra livet. Ellers bliver man klistret ind i det på bedste vitavrap-vis, og det er både en kold og ikke videre behagelig fornemmelse at være pakket ind i cellofan, når man tilmed er våd.

Så uden dog at føle jeg ligefrem har ret til et nyt badeværelse, glæder jeg mig virkeligt til den dag jeg kommer til at bo under ordnede badeforhold igen!

Paparazzi

I stil med min personoplysningsparanoia, så ved jeg heller ikke lige, hvordan jeg skal gribe det an, med at hælde billeder ud over hele min blog.

Det er faktisk besynderligt – og de som kender mig kan vist nikke genkendende til det – jeg er som regel at finde bag et kamera. Jeg tager billeder af alting, hele tiden. Har altid et kamera med i tasken – for hvis nu.. Jeg når derfor sjældent selv at komme med på billederne, men jeg har 3 milliarder billeder af rigtigt mange andre ting – jeg har endda et billede af bulen i døren efter den brækkede finger – og jeg er vist noget af en belastning for mine omgivelser, når jeg går i gang.

Men den dag de så modtager en lille bog med billeder, eller en kalender, en kop eller noget andet gøgl, så bliver jeg dog som regel hurtigt tilgivet for mine paparazzistiske tendenser. (Prøv IKKE på at udtale det..)

Nu har nogen spurgt, om der ikke var nogle flere billeder, og det er der naturligvis.

Men det indebærer at jeg skal tænke over om jeg vil have min blog plastret til med billeder af det royale firkløver.

Og noget blondine.

Jeg kunne også bare smide nogle billeder på, og lade som om det slet ikke var os – men nogle som lige kom der forbi.

Det tror jeg bliver løsningen! Det er der ikke nogen som opdager alligevel – billederne er jo så små.

Vi starter med dette vellignende billede af yngstedrengen og jeg – på vej til skole – sidste mandag.

Dette er nogen børn på vej hjem til Æblebakken efter en gårtur i byen lige da vi var kommet.

Og dette er den udsøgte udsigt fra mit ene køkkenvindue – og godt med zoom. Der er noget pænt lys på kuplen, om aftenen.

Men der skal også være plads til hverdagens drama!!

Her ses ældstedatter, yngstepigen og blondinen i baggrunden, på sydsiden af Æblebakken. Den opmærksomme læser vil straks bide mærke i de to lyse spor midt i græsset. Det gjorde ældstedatter også – bed i det. Græsset altså.

I starten tid vidste vi ikke helt hvor langt Æblebakken fortsatte, og om det var sådan at man kunne lade blondinen løbe frit, så en aften ville ældstedatter gå en tur og tog derfor blondinen i snor.

Omtrent der hvor jeg står og tager billedet, er der et lille buskads. Da de var nået hertil, stod ældstedatter stille for at sikre sig at naboens hund ikke også var løs, og hun så i første omgang ikke starten, af det som videre skete.

En kat sad på lur i buskadset, og den havde nok ikke den største lyst til at blive lige der, med blondinen i så ubehagelig nærhed. Altså satte katten afsted i et mægtigt spring – forbi blondinen – faktisk nærmest hen over hovedet på hende, og ud over marken.

Ældstedatter fik et chok over det pludselige spetakel, og det resulterede naturligvis også i at blondinen satte efter katten med et fænomenalt spring.. og med nogen hængende efter sig – som stadig holdt fast på snoren, jo da – vel gjorde hun så!

Og hun blev faktisk trukket et temmeligt langt stykke, før hun fik åndsnærværelse nok til at give slip – hun landede derefter i en nydelig buket brændenælder..

Det visne græs er sporene af den lille liggende promenade hun tog sig. Hun kom hjem – uden blondine – noget bleg og med græspletter på knæene, røde pletter på hænderne og græstotter i håret, og en anelse vrissen på sin ellers elskede hund – der kom halsende hjem kort tid efter – vældig glad og tilfreds med sin indsats som kattejager.

Et par dage efter ville jeg med en tur ud over marken, og ældstedatter siger så: “se – det var der jeg faldt” og peger på det visne spor. Græsset er simpelthen blevet flået op – og visnet. Stakkels græs. Og jeg skyndte mig at tage et billede.

Flere billeder en anden dag!

Blondinen prutter

Blondinen har ondt i maven for tiden, så hun går rundt og prutter. Og helt ærligt, der ER altså ikke noget charmerende overhovedet ved hundeprutter, når de ikke er puttet i en pose.

Hun ligger gerne i nærheden af os, og pludselig lyder der en umis (-eller hund-) kendelig lyd af våd prut hvorpå hun rejser sig og vender sig påtaget forbavset efter lyden. Ja ja den er god nok, det VAR dig der kom med den ildelugtende lyd. For der følger nemlig altid en umanerlig styg dunst efter den der lidt våde lyd. Og så, uden videre gør hun kort proces og går simpelthen bare sin vej, og lader os i stikken med stanken.

Tak for ingenting, siger jeg bare.

Det hænger nok sammen med at hun indtager en hel del æbler. Vi bor jo på en æblebakke og der er en del æbletræer. Og dermed også nedfaldne æbler som har ligget og gæret siden Gud ved hvornår, september eller sådan noget. Nå, men de æbler, eller gærede gamle gnallinger, dem går hun rundt og leder efter. Og når hun finder én.. spiser hun den, inden man har nået at sige uf.

Hun får ellers rigeligt med mad, så jeg ved virkelig ikke hvor det behov for rådne æbler er opstået henne. Nu er vi selvfølgelig i et område med mange æbler, men alligevel.

Eller måske er det netop kun de gærede hun går efter, fordi hun har fået smag for rigtig æblecider. Har ikke helt tjekket om hun vakler beruset rundt i haven.. Kunne være jeg skulle kaste et blik ud på hende næste gang hun er ude i længere tid.

I hvert fald – når hun har spist en hel del af disse ækle ting, så er det hun får ondt i maven og giver sig til at prutte, til stor gene for resten af familien. Vi kan jo ikke bede hende om at gå på toilettet, eller i det mindste lidt afsides, som alle andre i familien får besked på at gøre hvis de lukker indre gasser ud. Og det nytter jo slet ikke noget at lukke hende ud – så finder hun jo bare flere æbler som kan fortæres. Vi skal vel bare vente på at hun har ædt dem alle sammen.

Det er nu nok meget godt jeg ikke har kål i haven, for så kunne vi vist starte vores eget gasværk.

Eventyrhuset

Eventyrhuset på Æblebakken er i disse dage hjemsøgt af en banken og sliben og gøren’ ved. Der er det ved Eventyrhuset, at det er et helt utroligt vidunderligt og specielt hus. Et gammelt hus, men et skønt hus. Om sommeren i hvert fald. Det kniber en anelse med charmen når temperaturen falder til omkring 16-17 grader i køkkenet og spisestuen.

Ja undskyld, men jeg nægter pure at bruge udtrykket ”køkken-alrum” ligesom jeg fik røde knopper af pastasalat i ’90erne, ikke fordi det ikke smagte godt, for det gjorde det da, men fordi der ikke var nogen alternativer.

Nå, det var et sidespring, men hvorom alting er, så er 17 grader i et køkken, alt for koldt til mig og resten af den royale familie, for slet ikke at tale om blondinen på poter, som faktisk sover der. Nu ved jeg godt det kun er en hund, men jeg synes det er lidt synd for hende. I stil med: “Jeg fryser, kan du tage en trøje på”. Jeg har overvejet at investere i en lille trøje til hende, da vores by er beriget med ikke mindre end 2 hundetøjsbutikker, men jeg tror slet ikke de kan fås i så store størrelser. Så jeg har måttet nøjes med at putte flere tæpper i hendes kurv.

Og så har jeg ikke engang nævnt de 12 grader i gæsteværelset. Godt jeg ikke er gæst hos mig.

Det skal lige siges at oliefyret kører for fulde gardiner i døgndrift, og at vi har gang i pejsen indimellem. Da det er en pejs, og ikke en brændeovn, er den faktiske varme vi får ud af den, relativ. Men bevares, det er da pænt, hvilket igen forklarer at vi kun tænder op fredag aftner når vi skal se en film sammen og prøve at glemme, at der er noget i andre lande, som hedder Disneysjov. Det lykkes for det meste, og ellers glider den sidste skuffelse ned med carambar karameller som ikke kan fås i Danmark. Så sådan fordeler vi glæderne.

Da vi havde frosset tilstrækkeligt, og First Man var træt af at skulle bladre igennem 6-8 lag tøj hvis han ville ae mig på ryggen, samt fyldt oliefyret op for anden gang på meget kort tid, klagede vi vor nød til udlejeren, og efter lange ugers venten fik vi endelig besked om at nogen ville komme og fylde huller, efterisolere og evt. skifte et par yderdøre som er så tynde at vi kan se igennem.

Der skulle gå yderligere et par uger før manden endelig viste sig. Og nu er det faktisk så varmt at det næsten kan være lige meget, men nu er han her, og går rundt med et stort antal silikonesprøjter under armen og fylder hullerne ud på Eventyrhuset, så man igen kan være gæst og spise morgenmad uden vanter på.

I mellemtiden kan jeg så gå og glæde mig over at solen skinner over Æblebakken så man rigtigt kan se at jeg burde vaske vinduer, alternativt få nogen til at gøre det, og så i øvrigt nyde at noget er ved at springe ud i gulv højde udenfor.

Nu har jeg ikke grønne fingre overhovedet, så jeg kan desværre ikke se om det er det ene eller det andet.

Men det er pænt.