Tag Archives: Æblebakken

Et forsømt forår i sigte

15 mar

Det er forår hernede. Træerne får knopper på, min forsytia blomstrer og sender solskin langt ned i maven på mig, når på tågede dage, den slags mangler oppe på himlen.

Men dette forår bliver et af de forsømte. Et af dem jeg ikke når at nyde til fulde. For jeg skal pakke mit slet ikke spor simple living ned i papkasser og engangsvaskeklude, så det kan blive fragtet hjem til øen.

Og ved I lige hvad?

Jeg er supergod til at flytte.

Jeg har dog hemmelige våben klar; når man har flyttet så mange gange som vi, kan man pakke med lukkede øjne og pakke ud og komme på plads på under to uger.

Jeg har min uundværlige flyttemappe.

Med planer og systemer der virker.

Og som gør at jeg ved hvor der er en proptrækker til flyttevinen – den vin der skal drikkes første aften i det nye hus når ungerne er lagt i seng – samt at jeg kan lave både te og kakao, og servere en nogenlunde morgenmad næste morgen, uden at skulle på storindkøb først.

Men det ændrer ikke på det faktum, at kasserne skal pakkes. Nogle kan pakkes i god tid med alt det man håber man ikke får brug for i nærmeste fremtid, mens andre kasser må vente til sidste øjeblik, men disse må ikke være alt for mange, idet man så omkommer af stress.

Og alt efter livets almindelige krævende program, er det lidt af en kunst at vælge det rette øjeblik, for ikke at bo i flytterod alt for længe.

Og man kunne godt forledes til at tro at denne monsterplanlægning, er noget jeg nyder, når nu jeg er så god til det, men jeg kan godt betro jer at jeg H.A.D.E.R. at flytte. Det er noget der skal overstås, så hurtigt som muligt.

Jeg har svært ved at fatte at folk kan have uåbnede flyttekasser stående i årevis. Så er det jo ikke ting de bruger? Hvad beholder de dem så for?

En undtagelse er de to kasser jeg lige nu har stående på loftet her i Eventyrhuset. Såfremt I ikke kan huske historien, får I den her igen:

I den ene kasse er der en masse spil som vi ikke ville få brug for på Æblebakken, i den anden er der noget fint porcelæn. Begge dele forsigtigt og kærligt pakket væk i små kasser af undertegnede, og beregnet til at stå opmagasineret hjemme på øen.

Men emsige flytteMÆND folk mente bestemt at alle kasser skulle med til Æblebakken, også selvom de ikke stod der, hvor kasser der skulle flyttes havde plads.

Den franske flytteMAND sagde at han ville vædde med at jeg alligevel ville åbne dem og være glad for at de kom med. Men det var uden at tage højde for min legendariske stædighed.

Kasserne kommer hjem præcis som de kom herned og uden at der er så meget som lindet på en flap. Og jeg siger ikke noget om at jeg, i hvert fald mindst 10 gange, har haft lyst til at servere festmad på det kongelige.. Men stædigheden vandt!

Hvorom alting er, vi skal flytte og jeg skal pakke.

Og jeg giiider bare ikkøøøø … (denne sætning skal klynkes for at få den rette effekt)

Sommer 2010 175

Den emsige – og meget søde – flyttemand var træt efter at have slæbt mit kongelige helt til Normandiet, til ingen verdens nytte!

Reklamer

Maskinoman har slået til igen..

5 mar

Om det er en maskulin form for shopaholic skal jeg lade være usagt.. men forleden dag kom First Man hjem, slæbende på en meget stor kasse. Der var en maskine inde i den store kasse. Endnu én.

Han råbte bare hej, da han kom hjem, og jeg stod på hovedet i aftensmaden og snakkede med Divaen, så jeg ofrede ikke kassen ret meget opmærksomhed. Heller ikke da han pakkede ud.

Det var en fejl.

Så havde jeg nemlig kunnet kravle i skjul. For pludselig lød der en øredøvende larm, i meget ubehagelig nærhed af min person. Jeg for sammen og var lige ved at tabe gryden med pasta. Divaen nøjedes med at sætte sig på hug og hvine skingert, mens hun holdt sig for ørerne.

IMG_0772

First Man havde købt en slags kompressor eller noget. I hvert fald en meget stor dims til at puste luft med. Han var glad for den. Meget glad.

Og den skulle straks afprøves.

Derfor er der nu ikke den ting i huset han ikke har haft pustet på. Med maskinen forstås. Indersiden af tørretumbleren, Blondinens kurv, tallerkenrækken og støvsugeren.

Se, at han lige skulle puste på støvsugeren kunne jeg så ikke se det smarte i. Den suger jo. Med mindre han ville opnå et slags blæsende kredsløb. Det endte da også galt. Det kunne jeg godt have fortalt ham.

En slags elastik som holdt sammen på noget inde i støvsugeren, fløj af under al hans pusten. Under mange eder og rumsteren fik han moslet elastikken på plads igen. For en kort bemærkning. Så knækkede den.

Der var stille lidt og så kom ederne tilbage. Uden andet akkompagnement. Så fandt han noget andet at puste på. Udenfor. Divaen krøb i dækning og de tre andre smågrise blev ovenpå.

Så indtil han er færdig med at puste, er Æblebakken midlertidigt omdøbt til Stormfulde højder..

Vi kan da altid snakke om vejret

9 feb

Det er så dejligt nemt, når man løber tør for andre emner.

Jeg kan derfor fortælle, meddele, berette at vi, her på Æblebakken, stadig roder rundt midt i noget sne.

Det har dertil frosset, så det er en veritabel skøjtebane overalt, og man risikerer liv og lemmer når man bevæger sig udenfor. Vi har prøvet at få bilen ud, eller rettere op, det lykkedes ikke. Vi kørte lidt og gled straks ned igen.. Da vi havde gjort det et par gange, gad vi ikke prøve mere.

Så alt foregår til fods. Også indkøb. Med en styg og pinlig pensionistjaguar. Og nogen på 15 er overbevist om at jeg på denne lumske måde prøver at tage livet af ham.

Indkoeb i sneen

Forestil jer et kort øjeblik at han møder nogen han kender, subsidiært en ukendt men køn, pige..

Det holdt i hvert fald hårdt og han har ikke mælet mange ord efter vi kom hjem, efter denne ultimative ydmygelse.

Når man så ikke gider høre på vrantne teenagere mere, så er det rart at man har en meget lang bakke i baghaven. Som er dækket af sne.

Jeg blev pakket godt ind.

Almindeligt tøj og så et ekstra lag. Og så mine røde regnbukser fra Røde Kors butikken derhjemme.

Har nok ikke haft en flyverdragt siden jeg var fem. De få gange jeg har haft brug for sådan en beklædningsgenstand, har absolut ikke berettiget til en større investering udi flyverdragter.

Men jeg må indrømme at såfremt der i Decathlon, stadig er flyverdragter i størrelse telt, er jeg aftager.

Jeg forudser nemlig en lang og billøs periode når vi kommer hjem. Og dermed en hel del kilometer på cykel.. og gåben. Eller bus – altså i bus, ikke på den. Alt efter vejr og vind.

Nå, det var et sidespring. Hvorom alting er, jeg fik lov til at låne en kælk, nemlig Gårdmand Bjørns gule lyn. Iført mine røde regnbukser. Ømt.

Jeg kunne næsten ikke bøje benene, idet jeg var pumpet lidt for fast, og satte mig derfor tungt, helt uden at noget knækkede. På kælken altså. Jeg selv landede forholdsvist blødt, sådan som jeg var polstret.

Og så afsted. Udover stepperne. Med en hujende Gårdmand Bjørn i fuldt firspring bag mig, euforisk over at se sin ellers så kedelige mor, siddende på hans elskede lyn.

IMG_0620

Jeg for min part, syntes det gik lidt stærkt. Måske lidt for stærkt. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har kælket. Så det der med at styre.. Det gik der lidt ged i.

IMG_0622

På et tidspunkt kom jeg til at hive i en bremse, mest fordi jeg, på den kække måde, ville dreje og undgå det noget ubekvemme hop jeg var på vej hen imod.

Men i stedet væltede jeg.. Børstede værdigt sneen af mig og krabbede numsen fremad. Var dog for tung til at fortsætte alene, så Divaen skubbede mig i gang, og ned kom jeg.

IMG_0625

Jeg skulle også op igen. Aldeles udmattende. Er overbevist om at jeg tabte adskillige kilo på den konto. Muligvis kun væske, men alligevel.

Vi kom hjem igen, og fik kakao.

Og Prinsessen bagte chokolademuffins, som jeg ikke smagte på: Desværre nåede jeg ikke at forevige dem, før de var blevet spist af de sultne horder.

Eneste ulempe ved min eftermiddag på kælk var, at min hue nu er til en yderst tiltrængt vask – jeg var nemlig begyndt at lugte af gnu ved ørerne.

Sne i Frankrig

7 feb

Jeg kunne også have valgt overskriften ”kaos i et udviklingsland” – for det er stort set synonymt.

Lørdag aften gik vi i seng og der var intet at se. Søndag morgen havde nogen hældt 15-20 cm sne ned over Æblebakken og omegn. Verden gik helt i stå. Og ikke kun fordi det var søndag.

Så blev det mandag. Og der var fire lærere på arbejde, idet de åbenbart ikke mener at det er forsvarligt at tage toget, som ellers kører upåklageligt og med en del mere punktlighed en de hjemlige statsbaner.

Når de ikke lige strejker vel at mærke.

Så på grund af lidt sne, er skolen mere eller mindre lukket. Man får i hvert fald at vide, at eleverne ikke får fravær hvis de ikke møder op.

Elever er der faktisk heller ikke mange af, men det er ofte fordi der overhovedet ikke er ryddet nogen steder, hverken på små eller store veje.

Det er muligt at motorvejen er ren – men jeg er ude af stand til at tage derud – så det må forblive en påstand.

Jeg kan også konstatere at hverken fortove eller cykelstier bliver ryddet. Ej heller bliver de små veje i centrum ryddet. Selv folk som os, skal forcere knædybe snedriver for at komme de 900 meter hen til skolen, hvilket gør turen til noget af en oplevelse.

IMG_3220

Hvorom alting er, der var otte elever i Prinsessens klasse, og fem i Zorronaldos i går på grund af vejret, og det er meget værre i dag.

Derfor har vi snefri. Har jeg bestemt. Nogen på 15 er desuden snottet, så han har godt af at blive i sin seng.

Saltning har ingen hørt om, eller jo – de kører godt nok rundt med saltmaskinen.. den er bare tom. Men så tror folk at der bliver gjort noget ved den håbløse situation.

Mens jeg kæmper mig igennem snedriverne sammen med Firkløveret, kan vi se den ene bil efter den anden, som skøjter rundt på sommerdæk og ubehjælpeligt glider ned af små bakker igen. Med fare for at ramle ind i andre biler eller træer – for slet ikke at tale om os, hvis vi ikke hopper for livet.

Andre kører stadig som om der ikke lå noget hvidt på kørebanen, det er gerne mænd. De kører alt for stærkt og ender gerne i grøften. Så er der dem som snegler sig afsted og blokerer for al fornuftig trafik, det er gerne kvinder. De bremser hele tiden og ender derfor også i grøften. Og så bliver der kø.

Vi kan nu heller ikke få vores bil ud i verden, det er simpelthen umuligt. Vores indkørsel er 3-400 meter lang, den går opad og bliver ikke ryddet.

Lang vej endnu

I søndags måtte vi skubbe vores gæster ud op.

Fra en skubbers synspunkt

Nu har det så frosset en hel masse minusgrader i nat og alt er spejlglat, så vi gider ikke engang prøve.

Men det er nu lige morsomt hvert år. For os!

Franskmændene derimod, kan slet ikke se komikken i det. Selvom nogle dog er i besiddelse af en vis portion selvironi, da de hvert år lidt skamfuldt fnisende siger til Skandinaver og Canadiere: ”I griner nok af os!” Og ja – det gør vi bestemt!

Vi går så heller ikke rundt i små kondisko og får forfrysninger. Næ, vi har fornuftige flyverdragter og lange underbukser på.

Nogle af os i hvert fald.

Andre vil hellere fryse med anstand, end at blive katalogiseret som værende kikset. Og det bliver man ret hurtigt snottet af, skulle jeg hilse og sige.

Et nyt blad i bogen om mig

1 jan

Det var det.

IMG_0441

En hyggelig aften, masser af god mad – hvilket Blondinen også syntes. Nogen havde nemlig været så letsindige at stille et fad med laks fra sig på et meget lavt sted. (Læs nederste trappetrin)

Nu skal det lige siges at hun aldrig nogensinde har stjålet mad, om det så ligger på en stol. Men hele dagen havde nogle andre, sat tallerkner ned på gulvet, med rester på, som hun måtte spise. (istedet for at smide det i hendes egen madskål)

Først ville hun slet ikke røre tallerknerne på gulvet, men da hun blev nødet tilstrækkeligt mange gange, endte hun jo med at smage på sagerne – det havde jeg altså også gjort.. Det var nemlig lækre rester der blev serveret.

Så da der også stod et fad med laks, troede hun jo at det var til hende. Hvilket resulterede i at hun var den eneste som fik laks. Resten ville ingen rigtigt sætte tænderne i.

Men jeg uddelte verbale øretæver ud, da de begyndte at skælde Blondinen ud! Det var under ingen omstændigheder hendes skyld, hvilket de tilsidst måtte give mig ret i.

Hun har derfor taget midlertidig navneforandring til Saumonella, eller Lakseline på dansk!

Uanset hvad, er et år slut.

Et nyt skal til at begynde..

Nu har jeg ikke tænkt mig at lave en nytårstale som min kollega Daisy, men næsten, det eneste som mangler er filmholdet.. Og så skeler jeg altså ikke.

2012 vil byde på en del forandring.

First Man skal ud og rejse en hel del. Til vands. Han skal nemlig ned og jage pirater. Ikke noget jeg umiddelbart synes vanvittigt godt om, men da alternativet hedder Bagdad, Kabul eller Nigeria tror jeg vist bare, jeg skal stille mig tilfreds med at han bliver piratjæger.

Og i øvrigt ikke tænke alt for meget på eventuelle bivirkninger, ved sådan en tjans.

Det er også grunden til, at vi nok efter al sandsynlighed pakker det ikke så simple liv ned, og vender snuderne mod nord igen. Hjem til øen. Til sommer.

Så det bliver et år med lidt hårdt arbejde som græsenke men det er jeg så vant til, afslutning på det franske eventyr her på Æblebakken, flytning og genoptagelse af et gammelt liv, forhåbentlig uden for mange tilvænningsproblemer for de forskellige.

Det bliver spændende og udfordrende.

Og så gider jeg i øvrigt ikke snakke mere om det. Flytningen. Blev der sagt. Og utidige glædesudbrud vedrørende den forestående flytning bliver slettet..

Men et nyt år er ligesom skolestart, et helt nyt rent penalhus med spidsede blyanter og rene viskelædere. En chance for en ny start, en mulighed for at få styr på sine tanker og sat nogle mål, uden af den grund at hoppe ud i urealistiske forsæt, hvis eneste formål er at smide én ned i depressionens dybe hul, af bar skuffelse over ens manglende rygrad.

Så jeg nyder det fine blanke papir, som skal indeholde næste kapitel i bogen om mig!

Og jeg glæder mig til at sætte ord og handlinger på!

Mer’ mus..

25 nov

En gang mus.. og altid mus – det er muligt det er sådan det er for andre – men jeg kan forsikre jer for at den mus ikke får lov til at få folkeregisteradresse på Æblebakken.

I forgårs da jeg stod op, det var stadig mørkt og jeg tumlede ned i køkkenet, og uden at tænde lys, fik sat vand på til te. Da jeg var blevet så vågen at jeg var klar til at se verden i øjnene, og kunne tænde lyset – så jeg en banan med hul i.. Midt på bordpladen.

En hul banan.

Selvom jeg stadig teknisk set sov, kunne jeg dog sagtens konkludere at nogen – og det var ikke mig – havde lavet det hulrum i min banan, der faktisk var destineret til at garnere min kongelige morgenmad.

Og de små sorte klatter rundt omkring, vidnede da også om et lille natligt musebesøg.

First Man skræppede straks op, og brokkede sig over Blondinen: ”ikke en lyd har hun sagt.. Hun arbejder ikke ordentligt.. Jeg holder op med at give hende morgenmad..”

Her vil jeg skynde mig at indskyde – før han får hidsige dyreværnsaktivister på nakken – at for det første får hun i forvejen slet ikke morgenmad, og for det andet så elsker First Man altså sin hund meget højt.

Nårh ja, lige undtagen når hun slikker ham inde i munden.. Ej det var altså FOR sjovt – I skulle simpelthen have været der. Men det kan jo være jeg kan få hende til at gentage successen – og så filme det imens..

Det må være ugens projekt!

Men altså, det var den mus vi kom fra.

Om aftenen kom First Man så hjem med en spritny musefælde. Det sagde han i hvert fald det var.

Jeg syntes nærmere det lignede en mellemting mellem min gamle antenne hjemme på øen og indmaden af min mormors brødrister..

IMG_0107

I min verden er en musefælde – men det må I endelig ikke sige til Firkløveret at jeg har sagt – sådan en med fjeder og SLAM – så taler vi om en eks-mus.

Subsidiært et lille penalhus af træ med en vippe inden i. En vippe som kun vipper den ene vej.

Men denne.. indretning, skulle musen efter sigende kunne komme ind i – men ikke ud af – uden at dø på den maste måde.

Jeg tror snarere, at mus ikke engang kan komme ind i den. Generelt set.

Der er to muligheder:

Enten er det en lille Mensamus, eller også er det en retarderet mus, vi har æren af at have på kost. Eller nærmere på banan.. For om natten havde den da været en lille tur på køkkenbordet igen.

Og havde ikke nærmet sig indretningen. Ikke engang tæt på. Der var ellers både mariekiks og banan derinde. Sådan for at lokke lidt.

I går aftes dryssede First Man med lidt reven ost – udover hele indretningen. Der må jo være noget om det med mus og ost.

Men denne mus hoppede ikke på den, for i morges var der slet ikke mere ost – heller ikke inden i indretningen – men der var heller ingen mus – så jeg hælder altså mest til Mensamus.

Og i dag køber jeg en klapfælde!

Der står en stige

29 sep

Som I måske har læst om før, er Eventyrhuset en anelse utæt – og er med andre ord pissekoldt om vinteren. Huse med plads til 6 mennesker og hund var bare ikke det nemmeste at få fat i her i omegnen, så udvalget var ikke så stort.

Vi valgte at bo på Æblebakken på grund af udsigten over hele dalen, samt de 900 meter til skole, mere end vi tænkte på den manglende isolering.

Samt det faktum, at vi er i Frankrig, hvor det som bekendt er varmere end hjemme på øen. Dette har i år været en sandhed med nogle modifikationer.

Ikke desto mindre er Eventyrhuset, en veritabel fryseboks om vinteren og jeg sidder med enorme sweatre på, og drikker spandevis af varm te for at holde varmen.

I køkkenet er der et gigantisk åbent ildsted, der faktisk er så åbent, at det drypper en hel del ned når det regner.

Hvilket det jo ofte gør  i Normandiet.

Og kloge hoveder som foreslår at vi tænder op i dette ildsted, for på den måde at holde varmen, de kan godt glemme det.

IMG_5448

Såfremt jeg tænder op i dette gabende hul, vil jeg tro at både mit spisebord og stolene går op i røg ret hurtigt.

Køkkenet er nemlig ikke så stort, og man sidder ret tæt på det åbne ildsted. Rent bortset fra, at jeg ikke tror det ville varme det store – det ville nok snarere fise ovenud.

Nå, vi har bedt udlejeren om at sætte sådan en slags hat ovenpå toppen af skorstenen, men det ville han ikke.

Indtil nu.

Og derfor står der en stige i haven. Den er ankommet lidt i etaper, rent højdemæssigt, mener jeg.

Indtil videre er det lykkedes mig, at holde en voldsomt interesseret Gårdmand Bjørn væk fra denne gigantiske stige, som virkelig er fristende.

Flere gange dagligt stiller han, tilsyneladende helt uskyldige, spørgsmål om denne stiges formål.

Om dens skridsikkerhed. Om tagets overflade. Om hvor smuk udsigten må være deroppe fra.

Jeg synes også han mumlede noget om, at han ville kunne se til Marianelund ligesom Emil. (det er godt nok, at han ikke har små søstre – bør nok holde øje med Blondinen i de næste par dage)

I det hele taget, er han kommet med den slags iagttagelser, som kan give enhver mor hjertestop ved tanken om flyvende – subsidiært faldende – drenge som har udforsket taget, via alt-mulig-mands stige.

IMG_5445

Stigen er nemlig stillet der, fordi alt-mulig-mand har været forbi.

Han meddelte at ikke alene får jeg 2 nye døre, så der er håb om at temperaturen i gavlværelset kan komme op over 12 grader om vinteren, men også at jeg får en hat til skorstenen.

Udover den meget åbenlyse fordel, at det derfor ikke kommer til at regne i mit køkken mere, så slipper jeg også for at høre på den due der kurrer så højt at det lyder som om den befandt sig midt på spisebordet.

Altså, alt-mulig-mand kravlede op for at måle omkreds på skorstenen, og konstaterede ret hurtigt, at hans medbragte stige var noget kort. Og han kørte derfor sin vej igen.

Uden stige.

Han kom dog først tilbage dagen efter, med en forlængerstige. Som stadig ikke var lang nok.

Han var muligvis mere frisk, idet han allerede samme eftermiddag var tilbage, og skræmte livet af Blondinen som var midt i sin eftermiddagslur.

Han nåede endelig op – helt op – og jeg går også ud fra at han fik målt.

Men så gik han. Stadig uden at tage de 5 stiger med, som nu står her og lokker svage sjæle på 9 år, mod forjættende højder.

Går lidt ud fra, at stigerne får lov til at stå, til han kommer tilbage og sætter hue på min skorsten.

Håber bare vi kan holde flyvefærdige drenge, på afstand indtil da! Må vist hellere som prævention lægge et par strategiske madrasser rundt om huset, så han i det mindste lander nogenlunde blødt.

%d bloggers like this: