Tag Archives: Æblekage

Kedeligt og æblekage

4 okt

Det er muligvis topmålet af kedelig, at skrive et blogindlæg om at man keder sig.. Men det  er ikke desto mindre sådan det forholder sig med mig.

Jeg keder min popo i laser og frynser.

Har endda rationeret bogindtaget efter jeg slugte Senor Peregrino og La Peregrina på under tre dage, for jeg forudser en seriøs krise når jeg ikke har flere bøger at læse.

Alene det at nå frem til at kunne sidde op, og ved en computer, har taget sin tid. De første par dage, eller tre, skulle det sårede ben helst ligge højere end hjertet. Og så er det lidt svært at gøre noget som helst på en computer.

Nu, da det ikke gør noget hvor mit hjerte befinder sig, er jeg stablet op på min stol, en køkkenskammel og med krykkerne inden for rækkevidde.

Med tastaturet på skødet. Hvor jeg husker at vippe forsigtigt med tæer og fødder.              10 genoptrænings-vip pr. time.

Jeg bliver indimellem passet og plejet. Og lidt forkælet.

Men kun indimellem.

Torsdag aften for eksempel, forsvandt alle husstandens beboere i mange timer, uden at lave aftensmad til mig. Jeg orkede bare ikke flere rugbrødsmadder, som er det eneste jeg kan lave stående på et ben og ligeledes fortære på et ben, da jeg ikke kan hoppe – uden krykker – hen til spisebordet, endsige sofaen, med en tallerken hvorpå der ligger to stykker rugbrød. De ligger der i hvert fald ikke, når jeg er færdig med at hoppe.

Så jeg fik ingen aftensmad torsdag.

Jeg åd nogle amerikanske blåbær i chokolade og havde ret ondt af mig selv.

Jeg kan så ikke sige mig fri for at være en lille smule skadefro, da de andre kom sent hjem og råbte op om aftensmad som de plejer.

“Ja, jeg kunne jo ikke lave den” var mit svar. Sært nok brokkede ingen sig over det, og fredag aften gik de af sig selv igang med aftensmad, endda helt uden at jeg skulle kalde på dem.

Jeg vælger at se på denne ufrivillige køkkenpause, som den sommerferie jeg ikke fik. Som nogen måske vil erindre, ønsker jeg mig EN uge om året hvor jeg ikke skal lave mad. En eneste sølle lille uge hvor jeg slipper for at tænke på, hvad, hvor og hvornår der skal spises. Denne uge fik jeg ikke i år. Til min store fortrydelse.

Men så får jeg den nu, også selvom den til tider minder om en slankekur, i hvert fald de dage mine omgivelser glemmer at der skal laves mad.

Jeg ville dog ønske jeg orkede at stå på et ben, den tid det tager at lave æblekage. Men det overskud har desværre ikke fundet vejen frem til mig endnu.

Hvilket virkelig er en skam, idet jeg med lethed kunne spise en meget stor portion gammeldags dansk æblekage med flødeskum og hele svineriet.

Det tænker jeg så på mens jeg keder mig.

Velbekomme…

Jeg er faktisk kun 40

7 okt

Det hele startede med, at man i svømmeklubben opfordrede til at folk deltog i “Danmark svøm langt”. Man behøvede ikke være medlem, man skulle blot kunne bevæge sit legeme i vand og svømme minimum 25 meter, og alle kunne derfor være med.

Dermed også flere end bare Gårdmanden og jeg som er de eneste representanter af familien som er medlem af svømmeklubben.

Men vi ville skam også ud og svømme for æren og vort fædreland, og indfandt os derfor fire mand høj – kun fire idet Zorronaldo havde den Yndige på besøg og Prinsessen var taget ud for at løbe i stedet – kort tid efter vi havde sunket frokosten i går på den store “Svøm Langt-dag”.

Vi fik klædt om og entrerede derpå svømmehallen. Derefter var det sådan set bare at hoppe i, og svømme. Langt.

Jeg – der ikke svømmer så vandvittigt godt – kom fremad på en noget adstadig måde. Faktisk ikke ulig en hval. Med hovedet højt over vandet, så jeg absolut ikke risikerede at drukne. Dette afstedkom en del fnisen fra mit afkom, men ikke desto mindre fik jeg svømmet hele 1000 meter på de 30 minutter jeg befandt mig i vandet.

Vel oppe igen, stod min sadistiske – men søde – aquafitnesslærer klar ved udgangen med et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Det kunne jeg ikke, af den simple grund at udover det lød interessant, var det ganske gratis.

Hun ernærer sig nemlig også som kostvejleder eller diætist eller noget. I hvert fald noget med mad… Eller mangel på samme.

Jeg ville kunne få at vide hvor meget jeg vejede, hvor gammel min krop reelt var og hvor slemt det i øvrigt stod til! Helt gratis.

Alt imens jeg tog mod til mig…

– for uanset hvor gratis det så i øvrigt var, var det en meget uhyggelig fornemmelse at kunne få sin reelle alder at vide.

TÆNK nu hvis jeg faktisk var tæt på de 80?

Tænk nu hvis maskinen målte frekvensen på ens gode ideer?

Og det faktum at jeg vejer for meget, har jeg ikke brug for andre mennesker til at fortælle mig, det kan jeg nemlig godt selv se. Og mærke. Men hvis nu jeg var døden nær – uden at være klar over det – på grund af en fedtprocent der langt overstiger det tilladte, ville jeg naturligvis gerne have det at vide, så jeg kunne gøre noget ved det. På et tidspunkt. Engang.

Det behøvede ikke nødvendigvis at være lige der i går eftermiddags, for jeg kunne, trods stress, fedtprocenter og en eventuel begyndende demens, sagtens huske at der stod en nybagt æblekage og hyggede sig i ovnen, hjemme hos os i Møllen. Og den havde jeg altså tænkt mig at smage på, uanset alverdens farlige fedtprocenter, forhøjede BMIer og andre vederstyggeligheder.

Altså sparkede jeg First Man op på maskinen først, mens jeg selv tog lidt mere mod til mig.

Og det var nok meget godt.

For First Man viste sig at være hele 3 år ældre i sin fysiske alder i forhold til sin reelle alder og ligeledes i besiddelse af 40% overvægt.

Og dermed kunne maskinen for min skyld spytte hvilket som helst resultat ud, for er der noget min mand ikke er, så er det overvægtig. Det er muligt han er lidt træt for tiden. Og at hans alder derfor har fået et nøk opad hvis nu maskinen måler hjernekapacitet eller funktion, men ingen skal kalde ham for overvægtig. Han vejer lidt for meget, ligesom mange mænd på omkring de 50, men hans muskelmasse er da nok 25 gange større end samme føromtalte mænd.

Dermed kunne jeg roligt stige til vejrs på maskinen og være fløjtende ligeglad med resultatet.

Det var jeg så slet ikke.

Ligeglad altså.

Maskinen trak nemlig næsten 4 år fra min alder, så min fysiske alder faktisk ikke er mere end 40!

Hahaha!

!!!

Og så overvejede besluttede jeg at man godt alligevel kunne stole på maskinen, bare en lille smule. I hvert fald den del med aldersmåling.

Maskinen fortalte mig endvidere at jeg ikke havde noget kolesterol – det vidste jeg også godt i forvejen det har min læge nemlig fortalt mig – men den fortalte også at jeg vejede 5 kg for meget. Det vidste jeg som sagt også godt.

På vej hjem gik jeg og fik regnet lidt sammen.

Hvor der før var 6 års forskel på min søde mand og jeg, var der nu det dobbelte, og jeg spurgte ham derfor om jeg ikke hellere skulle tage hans taske, nu han pludselig var blevet hele 12 år ældre end mig.

Han svarede ikke, men skulede mørkt frem for sig.

Derhjemme begyndte han – med lun æblekage i munden – da også at argumentere for den manglende kvalitet af disse målinger. Enhver kunne jo se at såfremt han vejede de anbefalede 71 kg, så ville han stå med det ene ben i graven.

Jeg vil dog straks berolige vores omgangskreds, der gruer for så voldsomt et vægttab for First Man, med at det ikke kommer til at ske med mig som husets ansvarshavende kok!

Æblekage og æbletærte.

22 sep

På kontoret holder vi ugentlige kageorgier. Okay, så ikke hver uge, men meget ofte. Og i torsdags trakterede den anden Tina med en skøn æblekage. Som jeg naturligvis ville prøve at gøre hende efter.

Havde jeg brugt færre æbler, en finere sukker og lidt mindre tid i ovnen, havde den nok været ligeså lækker som hendes. Ikke desto mindre blev fadet tømt med lynets hast. Og jeg vil da gerne dele opskriften med jer her.

Den er lavet af Lone Landmand, så jeg vil ikke gentage den her blot sende jer videre til hendes udmærkede blog og hendes “Sjæleplejende æblekage“!

Æblekage med flødeskum og tørrede solbær. Mums to the maxx

Pernille kom også med en god idé til alle de æbler vi har for tiden.

En æbletærte.

Til dejen brugte jeg Fionas lækre opskrift: 350 gr. mel som smuldres med 250 gr. smør og 1 knsp. salt. Dejen samles med 1 æg og en bitte smule vand. Den skal stilles køligt fordi der er så meget smør i så den kan godt være lidt svær at arbejde med. Da dejen var blevet kold igen, bredte jeg den ud i en tærteform og stak lidt huller i den med en gaffel.

Revne æbler og revn emarcipanbød på mørdejsbund.

Så skrællede jeg 6 æbler og rev dem groft udover hele tærtebunden. Og så rev jeg 6 marcipanbrød med cognac, ligeså groft, ud over æblerne. Den resterende dej skar jeg ud i strimler – efter Prinsessens ønske – og lagde ovenpå. Og så ind i ovnen til det så færdigt ud. Jeg prøvede med 200 grader, det var måske i overkanten.

Strimler på.

Det smagte fuldstændigt himmelsk – med et squeeze a cognac fra marcipanbrødene – og er bestemt noget jeg vil prøve igen.

Da jeg også er den stolte ejer af en hel del pærer, vil jeg prøve at lave pæretærte næste gang. Er sikker på at pærer og marcipan smager ligeså godt.

%d bloggers like this: