Farvel du kære søde og bløde Blondine.

Der findes nok ikke noget mere trist end at skulle sige farvel til et højtelsket kæledyr.

Blondinen blev 10 år.

Blondinen

I går aftes fik hun ondt i maven og ville ikke rigtigt noget. Det sidste lille spage vink med halespidsen kom i går aftes da jeg gik i seng. Og hele natten – jeg fik derfor ikke rigtigt sovet – kastede hun op og ville bare ligge udenfor. Og set i bakspejlet ville hun jo gerne være for sig selv, for at dø i fred.

Men da jeg ikke syntes det var nogen speciel god ide at hun lå ude i flere timer og blev kold, fik jeg hende endelig ind og ligge.

Men ro kunne hun ikke finde.

…

Hun endte på tæppet ved min fodende, og da jeg så hendes øjne var jeg godt klar over at noget var helt galt. Hun gav sig ikke, men kunne ikke finde hvile og vendte sig hver gang med besvær.

…

Da hun lagde sig på terrassen og bare ikke ville op igen, gik jeg op og vækkede alle ungerne for jeg var klar over at det nok ville ende med noget definitivt.

Og mens First Man forsigtigt vaskede hende ren med lunkent vand, ringede jeg til dyrlægen.

Påskelørdag.

…

Jeg fik en tid 30 minutter senere.

…

Og dommen var klar og så uendelig trist. Hendes nyrer havde sagt stop, alle indre organer var ved at lukke ned, hendes poter var kolde og det var hendes kinder også.

Det var tid at tage den der frygtelige endegyldige beslutning, for vores elskede Blondine havde ikke logret med halen siden aftnen før. Hun havde det rigtigt slemt og der var ingen mulighed for bedring.

Altså godnat og så farvel.

…

Gid det var så nemt at gøre som at skrive.

…

Men det er det ikke.

…

Hun faldt i søvn i vores arme. Med klap og kærtegn fra de mennesker der har elsket hende hele hendes liv.

Og så var det slut.

Og vi skulle hjem og finde et fint sted til hende i haven.

I skyggen af de høje bøgetræer.

Under tulipaner og påskeliljer.

…

Så sådan er livet fremover..

Uden Blondinen.

Vores højtelskede bløde Blondine. Sov godt.

 

 

Farlig cocktail

Okay pausen er til ende og ferien fortsætter. Jeg har jo meget jeg skal have fortalt endnu..

Jeg skal for det første betro jer hvad følgende cocktail er:
En hemmelig opsparing i blå sparegris, siden jul faktisk.
En mig.
En yndlingstøjbutik i Normandiet.
Det er “Shoppetiiiiiid”!
…
Nå, og så skal jeg sige jer hvad denne cocktail er:
Alle de ovenstående komponenter og
…
UDSALG!
.. Det er kriminelt shopamok. Intet mindre.

Jeg er dybt taknemmelig for at have fire børn og en mand. For uden dem havde jeg aldrig forladt butikken igen. Med alle de poser der skulle bæres.
Rent bortset fra at jeg var ret svær at drive ud af prøverummet.

Damen – som kender min stil og min størrelse – hev alt det tøj hun mente jeg ville kunne lide, samt noget nyt, ned fra stativerne, og vi gik et par fælles runder for at finde lidt mere, og hun var også en tur på lageret for at tage den nye kollektion frem – just for me!

Og med det entrerede jeg et prøverum.

Og jeg startede vist egentlig bare fra en ende af.

…

Divaen sad og holdt alt det tøj jeg gerne ville have og Gårdmanden lagde det tøj – forsvindende lidt – jeg ikke ville have, i en anden bunke. Prinsessen havde travlt med selv at finde noget.

Jeg tror aldrig nogensinde jeg har købt så meget tøj til mig selv på en gang. Og før nogle får ondt følsomme steder af dette, vil jeg skynde mig at meddele at et stykke tøj i “min” butik koster mellem 20€ og 30€ i snit. Og så med udsalg… Ej men det var ren foræring! Og jeg havde været et skarn hvis jeg ikke havde gjort det.

…

Ooooh det var fantastisk. Og der var ingen andre i butikken end min familie, damen og så mig, jo altså.
Ren pretty old lady som nød at kunne læsse nyt tøj over til Divaen!

Da vi endelig kom tilbage til frokost måtte det hele jo vises frem igen da Laurence også ville se hvilke skønherligheder jeg havde fået fingre i.

Men afskedens time var kommet. Efter frokosten. Og selvom vi var endt med at have to desserter, da vi var bange for at komme til at mangle – 10 mennesker spiser en del – så var der ingen vej uden om, vi skulle mod syd.

Det holdt hårdt ikke at tude, men det var en lidt trist bilfuld der satte kursen mod syd. En sammenbidt First Man mente desuden at vi sagtens kunne tage det i et stræk, og at en ankomst kl. 02 om natten ikke var besværlig.

Det mente jeg så til gengæld den ville være, ihukommende at vi skulle indlogeres på to forskellige adresser, at vores ting lå hulter til bulter i traileren og at vores værter nok ikke ville blive ovenud begejstrede for natteroderi på en almindelig hverdagsnat.

Altså var der mytteri, First Man blev afsat og kongen og pøbelen indsat i stedet, og som følge heraf overnattede vi på dette hotel – i senge med dyner – efter at have indtaget en udmærket aftensmad i restauranten overfor.

Prinsessen så frem til en nat i en seng med dyne!