Syge-Onsdag

Onsdag er min dag. Jeg er nemlig sygemeldt den dag.

Det irriterende er, at når jeg er udsovet, udhvilet og afslappet, så synes jeg at disse “Syge-Onsdage” er ganske unødvendige og at jeg sagtens kunne løbe ligeså hurtigt som jeg plejede. Men når jeg så gør det, løber hurtigt altså, enten fordi jeg skal til psykiater, læge, behandler, navlepillergruppe eller andet spændende, så er jeg fuldstændigt udmattet bagefter.

Og så er Syge-Onsdag ikke så meget luksus alligevel. Jeg kan mærke det på arbejdet: jeg begynder at blive rundtosset og træt i hovedet tirsdag over middag. Og glæder mig inderligt over at jeg har en dag hvor jeg kan tage det helt stille og roligt og lade op til resten af ugen.

Efterhånden har jeg også fået opdraget firkløveret til, at de ikke kan regne med mig, altså om onsdagen. Jeg har nemlig ikke fri fordi det morer mig, men fordi jeg skal slappe af, og lade op.

Som en veninde med små børn sagde til mig: “Jeg bliver så træt af alle de madammer man hører om i ugebladene. De går alle sammen ned med stress og udtaler at de bare sad og gloede ind i en væg i seks uger. Hvis jeg sad og gloede ind i en væg i seks uger, ville børnene sgu da blive tvangsfjernet.”

Og det kan der være noget om.

Så er det man bliver taknemmelig for at ens egne børn er så store.

Varm blød vovse på fødderne!

I skrivende stund kan jeg hverken se eller høre nogen af dem. Eneste levende væsen i nærheden er Bimbi, der sover på mine fødder, samt et par kvidrende fugle jeg kan høre gennem den åbne havedør.

Stille og roligt i hængekøjen

Da jeg, i hvert fald sommetider, er forholdsvis autoritetstro, gør jeg alt hvad den lokale psykiatri anbefaler mig, for at få det bedre. Jeg ligger altså ofte i den skønne hængekøje, vi fik til vores sølvbryllup sidste år, for at slappe af og få den foreskrevne hvile.

Men selv der, er det ikke givet at roen indfinder sig.

For tre uger siden lå jeg nemlig, ganske artigt i hængekøjen og lod andre om at tage sig af opvask og oprydning. Divaen sad også på terrassen og vi var hver især optaget af vores uundværlige smartphones, og delte morsomme videoer om hundehvalpe med hinanden, da der pludselig lød et højt knald og noget puds dryssede ned fra husmuren.

Divaen og jeg så forbavsede på hinanden, dernæst så vi os omkring, for at se hvilken klaptorsk der havde gang i en, sært nok lydløs, buskrydder-græstrimmer-dims i nærheden som så havde hvirvlet småsten og andet godt, rundt omkring.

Det er nemlig sådan at man skal søge dækning når First Man tager en tur i haven med sådan en motoriseret dims, da lige netop småsten og græstotter fyger om ørerne på ham – og andre sagesløse – hvis de skulle være så uheldige at befinde sig i hans umiddelbare nærhed.

Og det lød grangiveligt som noget sådant var sket, men denne lørdag aften var der blot ingen buskrydder tændt. Nogen steder.

Pludselig slog det ned i mig: kunne det være en softgun, eller noget tilsvarende?

Da Divaen også syntes det lød som en softgun, og det dårligt kunne være andet, beordrede jeg hende til at lægge sig ned og vende hovedet væk for at undgå at få en vildfaren kugle i øjet, for det tilfælde der skulle komme flere. Og så ringede jeg til First Man. Jeg følte mig nemlig ikke ret tryg ved at skulle forlade mit skjul i hængekøjen.

“Jeg tror vi bliver beskudt” jamrede jeg, da han tog telefonen fra den anden ende af huset, og da jeg ind i mellem har en anelse sans for dramatik, ventede jeg et opgivende suk, så min overraskelse var stor da han tværtimod iltert sagde: “Så var det det jeg hørte. Tænkte det sgu nok” og lagde på. Sekunder efter kunne jeg høre ham vredt trampende ned igennem haven.

Jeg derimod, blev hvor jeg var og ringede til politiet.

Intet mindre. Jeg vil ganske afgjort ikke skydes hverken på eller efter, og da jeg betaler min skat, mente jeg at jeg havde ret til at blive reddet af politiet. Det mente åbenbart politiet også, for de stod i min have 20 minutter efter mit – indrømmet – lidt ynkelige opkald: “Jeg tror vi bliver skudt på med en soft gun, er I lige søde at komme og redde mig”.

To politibetjente betragtede vores husmur, pegede på et “skudhul”, afpatruljerede derpå matriklen og meddelte at de ville køre en tur i kvarteret. Ikke fordi de forventede at finde nogen der ligefrem gik tur med et skydevåben, men som de sagde: “Det kan sommetider virke afskrækkende at vi kører en tur og viser at vi er her”.

De kom tilbage under en halv time efter de havde forladt os, for at meddele at de havde fundet synderen. Naboens børn havde leget ??!!! med – ikke en softgun – derimod med en luftpistol ?????!!!!!!! og var kommet til ?? at skyde ind i vores have.
De var nu meget kede af det og det ville ikke ske igen…

Vi takkede de to flinke betjente og da de bakkede ud af indkørslen blev jeg endnu engang taknemmelig over at bo i Danmark, hvor man kan ringe til nogen fordi man er utryg, få hjælp og opklaring på en time. Imponerende og beroligende! Tak til Politiet, hurra for jer!!

…

Nå…

Da de var væk, og der faldt ro over den lune sommeraften, hang denne dog stadig i luften: “Meget kede af det, og det ville ikke ske igen.”

Jamen, tak for det da…

Mit hjerte hamrede og jeg var rundt på gulvet, og faktisk også gal i skralden. “Møgunger” tænkte jeg. “Hvordan kan man give børn på 12-14 år lov til at skyde med en luftpistol uden opsyn? Og tænk nu hvis de havde ramt Divaen. I øjet eller noget. Skudhullet var mindre end en meter fra hendes ansigt. – for slet ikke at tale om Bimbi…”

Nu er det jo ikke naboens ungers skyld at jeg ikke er helt rask, men jeg tror – dog uden at vide det – at andre ville have været lige så chokerede over sådan en oplevelse. Ikke desto mindre faldt jeg til ro i løbet af aftenen og sov uden problemer.

Næste formiddag, da jeg lå på hovedet i haven og lugede lystigt, tænkte jeg over gårsdagens oplevelser. Jeg havde det godt med ikke at have anmeldt dem og havde faktisk stort set tilgivet dem. Stakkels børn, og hvad har vi.

Jeg tænkte: “De kommer sikkert forbi i løbet af dagen, og så kan vi grine af det, og jeg har is i fryseren, det bliver hyggeligt” og følte mig helt enormt storsindet.

Efterhånden som dagen skred frem, fordampede det storsindede. For der kom ikke nogen på besøg for at undskylde. Hverken børn eller voksen. Og så blev jeg ærligt talt lidt stram i betrækket.

Hvis ens børn laver noget som gør at politiet rykker ud og giver dem en reprimande, ville det så ikke være naturligt at tage ansvaret på sig og bevæge sig hen til den nabo som det var gået ud over, og eventuelt stikke dem en lille undskyldning? Jeg havde taget barnet i øreflippen og egenhændigt sparket ungen hen til naboen for at undskylde. Som i omgående. Medbringende en lille blomst/chokolade/noget som var blevet trukket fra ungens egne penge.

Eller er det bare mig?

Uanset om det var mig eller ej, så skrev jeg til sidst et brev.

Til naboen.

Hvor jeg på en forholdsvis pæn måde, gav udtryk for to ugers indestængt hidsighed, samt et godt råd om at lære sine børn at tage ansvar for egne handlinger (håbede måske lidt det kunne smitte af på deres ophav) men i øvrigt frabad mig en undskyldning, for det tog var ligesom kørt, så jeg finder nok aldrig ud af om det er blevet læst eller arkiveret lodret.

Det er også lige meget, jeg kom af med min sure bøvs!

Frikvarter!

Efter et par uger med en tur til helvede og tilbage, var et mentalt frikvarter noget af det jeg havde allermest brug for. Et pusterum for hverdagens fortrædeligheder, så man kan vende tilbage med fornyede kræfter.

Derfor var det så vældig rart at Tina gad lægge hus til veninde-kollegahygge. Vi endte med at sidde først fire, slutteligt fem, skønne tøser til langt ud på natten.

Skål i bobler!

En af de der aftner, hvor man bare griner så tårerne triller, spiser en masse god forskellig mad og så tre desserter.. Naturligvis!

Efter en del timer gik det endda op for os at vi ikke engang havde talt om arbejdet, hvilket faktisk – når man tænker nærmere over det – er ret unikt; det er jo skønt at vide at man arbejder sammen med så skønne mennesker man åbenbart har så meget andet tilfælles med, at man ikke behøver snakke arbejde når man er sammen udenfor arbejdspladsen!

Genialt, intet mindre.

Dagligt er jeg glad for at have disse vidunderlige kolleger. Jeg har været mange andre steder hvor stemningen var noget anderledes, blot fordi man ikke rigtigt havde noget at sige til hinanden. Naturligvis hjælper det meget at Tina og jeg var veninder i forvejen, men at de andre er så søde, havde jeg ikke regnet med.

Jeg smilede hele vejen hjem, og lå i min seng langt efter min normale sengetid, og har været en anelse kvæstet i dag, men med friske mentale batterier.

…

Nå, men for nu at komme tilbage til det vigtigste –  desserterne – så fik vi Pain d’épice, en tør fransk krydderkageagtig ting som glider ned af sig selv. Så var der crème brûlé, dog uden brûlé idet Tina ikke havde mere gas i sin brûlé-brænder! Men crèmen smagte aldeles fortrinligt også uden brûlé.

Den anden Tina havde lavet panna cotta. Pyntet med hindbær af egen avl og lakridspulver. Det var ubeskriveligt lækkert, og selvom jeg lider af den meget udbredte syge “Husblasforskrækkelsessyndrom” vil jeg alligevel vove pelsen og forsøge mig udi noget tilsvarende. Den anden Tina sagde nemlig at det var så nemt at det var latterligt.

Pain d’épice, Crème uden brûlé og Panna cotta à l’akrids. Livet er godt, trods alle genvordighederne.

 

Men desserter var der i rigelige mængder, og da mine søde kolleger er ligeså kagetossede som jeg selv, er der virkelig basis for noget stort!

Vores næste kageorgie skal snart aftales og i mellemtiden kan vi gå og glæde os til hindbærsnitter og lakridspiber!

Because we are worth it!