Tag Archives: Alder

Jeg er faktisk kun 40

7 okt

Det hele startede med, at man i svømmeklubben opfordrede til at folk deltog i “Danmark svøm langt”. Man behøvede ikke være medlem, man skulle blot kunne bevæge sit legeme i vand og svømme minimum 25 meter, og alle kunne derfor være med.

Dermed også flere end bare Gårdmanden og jeg som er de eneste representanter af familien som er medlem af svømmeklubben.

Men vi ville skam også ud og svømme for æren og vort fædreland, og indfandt os derfor fire mand høj – kun fire idet Zorronaldo havde den Yndige på besøg og Prinsessen var taget ud for at løbe i stedet – kort tid efter vi havde sunket frokosten i går på den store “Svøm Langt-dag”.

Vi fik klædt om og entrerede derpå svømmehallen. Derefter var det sådan set bare at hoppe i, og svømme. Langt.

Jeg – der ikke svømmer så vandvittigt godt – kom fremad på en noget adstadig måde. Faktisk ikke ulig en hval. Med hovedet højt over vandet, så jeg absolut ikke risikerede at drukne. Dette afstedkom en del fnisen fra mit afkom, men ikke desto mindre fik jeg svømmet hele 1000 meter på de 30 minutter jeg befandt mig i vandet.

Vel oppe igen, stod min sadistiske – men søde – aquafitnesslærer klar ved udgangen med et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Det kunne jeg ikke, af den simple grund at udover det lød interessant, var det ganske gratis.

Hun ernærer sig nemlig også som kostvejleder eller diætist eller noget. I hvert fald noget med mad… Eller mangel på samme.

Jeg ville kunne få at vide hvor meget jeg vejede, hvor gammel min krop reelt var og hvor slemt det i øvrigt stod til! Helt gratis.

Alt imens jeg tog mod til mig…

– for uanset hvor gratis det så i øvrigt var, var det en meget uhyggelig fornemmelse at kunne få sin reelle alder at vide.

TÆNK nu hvis jeg faktisk var tæt på de 80?

Tænk nu hvis maskinen målte frekvensen på ens gode ideer?

Og det faktum at jeg vejer for meget, har jeg ikke brug for andre mennesker til at fortælle mig, det kan jeg nemlig godt selv se. Og mærke. Men hvis nu jeg var døden nær – uden at være klar over det – på grund af en fedtprocent der langt overstiger det tilladte, ville jeg naturligvis gerne have det at vide, så jeg kunne gøre noget ved det. På et tidspunkt. Engang.

Det behøvede ikke nødvendigvis at være lige der i går eftermiddags, for jeg kunne, trods stress, fedtprocenter og en eventuel begyndende demens, sagtens huske at der stod en nybagt æblekage og hyggede sig i ovnen, hjemme hos os i Møllen. Og den havde jeg altså tænkt mig at smage på, uanset alverdens farlige fedtprocenter, forhøjede BMIer og andre vederstyggeligheder.

Altså sparkede jeg First Man op på maskinen først, mens jeg selv tog lidt mere mod til mig.

Og det var nok meget godt.

For First Man viste sig at være hele 3 år ældre i sin fysiske alder i forhold til sin reelle alder og ligeledes i besiddelse af 40% overvægt.

Og dermed kunne maskinen for min skyld spytte hvilket som helst resultat ud, for er der noget min mand ikke er, så er det overvægtig. Det er muligt han er lidt træt for tiden. Og at hans alder derfor har fået et nøk opad hvis nu maskinen måler hjernekapacitet eller funktion, men ingen skal kalde ham for overvægtig. Han vejer lidt for meget, ligesom mange mænd på omkring de 50, men hans muskelmasse er da nok 25 gange større end samme føromtalte mænd.

Dermed kunne jeg roligt stige til vejrs på maskinen og være fløjtende ligeglad med resultatet.

Det var jeg så slet ikke.

Ligeglad altså.

Maskinen trak nemlig næsten 4 år fra min alder, så min fysiske alder faktisk ikke er mere end 40!

Hahaha!

!!!

Og så overvejede besluttede jeg at man godt alligevel kunne stole på maskinen, bare en lille smule. I hvert fald den del med aldersmåling.

Maskinen fortalte mig endvidere at jeg ikke havde noget kolesterol – det vidste jeg også godt i forvejen det har min læge nemlig fortalt mig – men den fortalte også at jeg vejede 5 kg for meget. Det vidste jeg som sagt også godt.

På vej hjem gik jeg og fik regnet lidt sammen.

Hvor der før var 6 års forskel på min søde mand og jeg, var der nu det dobbelte, og jeg spurgte ham derfor om jeg ikke hellere skulle tage hans taske, nu han pludselig var blevet hele 12 år ældre end mig.

Han svarede ikke, men skulede mørkt frem for sig.

Derhjemme begyndte han – med lun æblekage i munden – da også at argumentere for den manglende kvalitet af disse målinger. Enhver kunne jo se at såfremt han vejede de anbefalede 71 kg, så ville han stå med det ene ben i graven.

Jeg vil dog straks berolige vores omgangskreds, der gruer for så voldsomt et vægttab for First Man, med at det ikke kommer til at ske med mig som husets ansvarshavende kok!

Reklamer

Træning og sundhed

20 jan

Det ER ret opreklameret, ikk’?

De to ting har nemlig intet med hinanden at gøre.

Var ovre i det der center som er propfyldt med folk, som har nytårsforsæt.. Det har jeg som bekendt ikke – jeg bruger bare min sunde fornuft.

Men fornuften forlod mig midlertidigt, da jeg besteg min ellers så elskede crosstræner.

Det er sådan et par stepski man tramper rundt på og så et par pinde man står og flår i samtidigt. I kender dem sikkert godt.

Jeg må ikke løbe for min ryg, og lægen er enig med min ryg. Så da de to har rottet sig sammen mod mine ynkelige forsøg på at komme i bedre form, samt at mindske det knallertdæk der ucharmerende har sat sig godt fast om min mave, til i hvert fald en størrelse racercykeldæk, måtte jeg finde alternativer.

Jeg er ikke god til holdfitness, som i overhelehovedet ikke, og idéen om at ligge og skubbe rundt på møblerne derhjemme til en dvd med ophidsede og senede damer iført stramt pink og lange lyse krøller, tiltaler mig heller ikke.

Men crosstræneren kender jeg godt, da jeg har haft min egen længe inden de kom på mode i Andedammen. Den har før strammet op på dette og hint, og ligeså punkteret diverse dæk. Den har bare den ulempe at den lige nu befinder sig sådan ca. 1400km længere nordøst på.. Og så er den jo ikke meget bevendt.

Altså, frekventerer jeg indimellem, og bestemt ikke regelmæssigt, det der fitnesscenter for at få muligheden for at trampe på en anden crosstræner.

Ligeså i går.

Jeg plejer som sagt at være vældig fornuftig, går aldrig for hurtigt frem. Øger enten tid eller sværhedsgrad med 5 % ad gangen osv. Det kommer der af, at have giftet sig med en sportsfreak.

Men så i går.

Jeg kom op, og i gang. Næsten samtidig kom Yngre Mand Med Forsæt ind og fik startet monstrummet ved siden af mig, af en instruktør som nøje fik sat ham ind i sagerne. Med et overlegent blik på min skærm, satte Yngre Mand Med Forsæt i gang.

Jeg var egentlig startet som jeg plejer.

Da jeg hører musik på min telefon, mens jeg buldrer afsted – jeg har min egen afspilningsliste  som er kreeret til lejligheden – tramper/løber jeg ikke med samme frekvens hele tiden. Sommetider går det meget stærkt og andre gange går det lidt mindre stærkt. Alt efter musikken.

Og da jeg gav mig til at jolre derudaf til de forførende rytmer af Grease Lightnin’, tog fanden ved Yngre Mand Med Forsæt og han satte både hastighed og sværhedsgrad op, som for at følge med mig, bare lidt sværere. Han skulle lige vise mig.

I begyndelsen var jeg ligeglad, og fortsatte lidt langsommere med ”Gimme Gimme Gimme”. Så kunne jeg se at han også slappede lidt af. Hans ansigtskulør havde på dette tidspunkt stor lighed med farven på en kogt hummer. Ikke de der grå – og levende – eksemplarer, som Superbest prøvede at komme af med, men de flotte røde.

Min kondition var øjensynlig noget bedre end hans, for da jeg gav den en tak til, med ”Back to the 80s” satte han ikke farten op, men fortsatte i samme tempo.

Jeg tænkte på hvornår han mon fik nok, og selvom jeg nærmede mig slutningen af min træning, faldt det mig ikke et øjeblik ind at stoppe, som den fornuftige konge jeg nu engang er.

Næ nej, for én ting var at han – ved hjælp af større modstand – kom hurtigere ”frem” distancemæssigt – en anden ting var at han prøvede at følge med, og så skulle han i hvert fald ikke have den tilfredsstillelse at jeg stoppede før ham, så jeg kløede på med krum hals.

Tiden hvor jeg burde have sluttet, både kom og gik. Og andre tider efter den. Det skulle være løgn, tænkte jeg og prøvede at tørre sveden af mit pandehår, uden at falde af, idet det dryppede voldsomt distraherende ned på min næse.

Men forført af musikken, kom jeg på forunderlig vis videre, og vi nærmede os 40 minutter. Det lyder måske ikke af meget, men for ældre regenter som undertegnede, så er 40 minutters cardiotræning rimeligt krævende.

Jeg havde en puls på 3000, stønnede som en pornofilm og takkede i øvrigt mig selv for at jeg havde taget den maskine som IKKE stod under det skærende lys, der netop ikke afslørede min egen ansigtskulør.

Sundt var det bestemt ikke. Under nogen omstændigheder.

Yngre Mand Med Forsæt var godt nok rød i hovedet, men det er der jo så mange der er, han svedte ikke voldsomt, stønnede heller ikke, men da vi nåede 50 minutter nærmest kastede han sig af maskinen, som havde den holdt ham tilbage mod hans vilje.

Han stod et øjeblik, og formelig kravlede hen til en romaskine som han hev lidt i, en tre minutters tid. Så gik han ydmygt – jeg er helt sikker på han var ydmyg – hen til en anden instruktør og fik sat sig tungt på en anden maskine, som ikke var så grum.

Holdt jeg så op?

Nej da..

Jeg ville nemlig gerne vise Yngre Mand Med Forsæt at ældre damer over 40 er lidt seje.

Så jeg slugte mine lunger igen, som ellers truede med at falde ud af munden på mig, trak knallertdækket lidt længere ind mod rygraden, og fortsatte til jeg havde rundet 60 minutters intensiv cardiotræning.

Yngre Mand Med Forsæt kiggede heldigvis den anden vej da jeg, med stive ben vaklede til omklædningsrummet, og ud i min bil, hvorpå jeg sveddryppende, men voldsomt tilfreds med mig selv, tog hjem.

Og jeg har ikke engang ondt i dag – så jeg går lidt og regner på hvornår Yngre Mand Med Forsæt måske kommer tilbage igen – det var nu helt forfriskende med lidt konkurrence!!

Så skal han få kam til sit hår, skal han!!

Det forbudte P-ord

21 okt

Nu vi lige er ved det der, med mystiske ting, der sker med alderen, så vil jeg også godt benytte lejligheden til at brokke mig over at jeg oftere vågner og skal op og tisse.

I noget mulm og mørke.

Enten vågner jeg af mig selv – eller nej det er løgn – der er faktisk nogen der snorker i min øregang. Eller også står der et barn og kræver at jeg vil være deres søde mor.

Jeg mener jeg har berettet om det før, jeg er ikke specielt venligsindet når jeg bliver vækket der om natten.

Jeg prøver at være så venlig jeg kan, men det slår nogen gange fejl.

Jeg står i hvert fald op og lader som om jeg er nogens mor, og tager mig pænt af den, som formastede sig til at vække mig, i stedet for bare at brøle at de skal lade mig sove. Alene her, synes jeg måske nok, at jeg viser mig fra en yderst sympatisk side.

Nå men, alt i mens jeg hælder et par liter hostemedicin i en semituberkuløs Prinsesse, vågner First Man også, og lige i det sekund jeg sender Prinsessen tilbage i seng og konstaterer at jeg skal tisse rigtig meget, har han sat sig – altså der hvor jeg burde sidde.. Og så har det lange udsigter.

I takt med at vi begge er blevet ældre, og begge.. EJ HOLD NU OP hvor lyder det som om vi er mellem 80 og skindød.. Ingen af os – og da slet ikke mig, som er rigtigt meget yngst – har rundet noget 50. Langt fra. Flere år altså.

Men.. hvor kom jeg fra, jo – altså – der sker åbenbart noget med mænds vandladningskapacitet, efterhånden som DE bliver ældre, og dette fænomen er uhyre langstrakt. Og nej jeg snakker ikke om størrelsen – men tiden!

Jeg har spekuleret på om han sidder og klemmer på den for at forlænge nydelsen, men kom fra den teori igen, da han vel også gerne vil ind i seng igen.

Jeg venter – ikke uden en vis utilfredshed – og når at blive fuldkommen og aldeles lysvågen og ønsker så inderligt at jeg havde fået sat mig først.

Nu kan det ikke være specielt behageligt at blive vrisset af, blot fordi man skal lade vandet kl. kvart i kvalme, så jeg kan dårligt tro at han med vilje trækker pinen ud. Og vover jeg at nævne det forbudte P-ord.. Så er det en påstand og har intet på sig og det er i øvrigt kun andre mænd som får forstørret prostata.

For altså, i stedet for at kunne tisse på 8½ sekund, nødtørftigt vaske fingre, som andre – jeg vil ikke ligefrem sidde og fremhæve mig selv – og derpå smutte ind i seng igen, så tager det derimod meget tæt på 2 minutter, i hvilke jeg når at overveje, om jeg ikke bare burde sætte mig og pisse på ham.

Næse for hår

20 okt

Nu ved jeg ikke med jer.. Men jeg har i de sidste år, hist og her, fundet mystiske tilføjelser på min krop. En af de nyanskaffelser jeg er kommet i besiddelse af, er hår i næsen.

Ja, jeg ved det godt – det er lidet charmerende med egen pels i næseborene. I det mindste får det mig ikke til at snorke. Det kunne man ellers godt foranlediges til at tro, med sådan en fortykning af den nasale luftudgang. Men ingenlunde.

Til gengæld stritter de.. Og nej, det er hverken ret pænt eller ladylike. Så derfor skal de fjernes. Og ER I godt klar over hvor ondt det gør at flå sådan et enkelt hår ud af næsen?

Plukke øjenbryn med en pincet af ældre dato er hundrede gange mere humant. Faktisk er jeg overbevist om at næsehårsudflåning er en meget effektiv form for tortur.

Jeg ville være i stand til at afsløre ALT, stillet overfor en pincet i næsehøjde.

Det er en anelse problematisk, hvis man nu har noget at skjule for sin mand. Og han tilfældigvis tager ophold i badeværelset mens man står der og prøver at afpelse sig selv, med tårerne sprøjtende ud i lokalet.

Han siger: ”Nå skat – hvad har du købt til min fødselsdag”. Hvortil man plejer at le koket, og sige: ”en gulerod og en urtekniv.. Ha ha du troede på mig.”

Nu, med højre næsebor fuld af et torturinstrument, lyder det derimod – meget lidt koket – ”Et weber termometer for helvede – men du får mig ikke til at sige at jeg også har købt en kompressor på tilbud i Aldi.”

Derfor er jeg også helst alene, under disse seancer.

Jeg har prøvet at udtænke alternativer, men jeg tror ærligt talt ikke at det er særlig sundt at putte hårfjerningscreme i næsen, jeg ved nu heller ikke lige, hvordan jeg skulle spule creme – og hår – ud igen, der er jo ligesom kun hul i den ene ende, sådan mod det udvendige af mig, mener jeg.

Og er det ikke sundt at putte cremen i næsen, er det nok endnu værre at sluge det hele via bihulerne.

Så har First Man sådan en fancy ting med motor på. Det ligner en meget tyk kuglepen.

Eller faktisk ved nærmere eftertanke ligner det en minitaser (en taser er sådan en elektrisk dims som man slår folk og røvere omkuld med i amerikanske film) og den har sikkert samme effekt. Det må føles som 50.000 volt direkte igennem systemet, medførende et vandfald af smertens tårer.

Jeg skylder at sige, jeg ikke har prøvet den.

Mænd har nemlig så mange bussemænd hele tiden, så jeg tvivler på den er så lækker igen.

Desuden har Zorronaldo åbenbart også prøvet den, for her i sidste uge meddelte han at den ikke virkede..

Jeg holder meget af både min mand og min ældste søn, men ikke nok til at jeg har lyst til at dele bussemænd med dem.

Så af flere onder, tror jeg bare jeg fortsætter med at luge, med den gamle pincet. Hår for hår.

Ældes med ynde – eller før tid

20 jun

Vælg selv.

Overskriften KUNNE godt have været ”Svigermonster” – men jeg var altså sød ved hende. Hende min nye svigerdatter. Den første jeg i hvert fald har fået kendskab om.

Og lige apropos: Starter de ikke lidt vel tidligt nu til dags??

Nå, men lad det nu være. I hvert fald – Zorronaldo meddelte for et par uger siden, at han havde fået en kæreste. Hun er naturligvis det allersødeste, det er da klart. Soleklart.

Så skulle de mødes en eftermiddag nede i byen. Stadig klart.

Men uden os. Klart.. Måske en anelse grumset på bunden – for pokker – vi var jo ved at gå til af nysgerrighed. Ja, OKAY så, JEG var ved at gå til. Ville jo godt lige se hende.

Vi andre endte med at shoppe og spise noget fra en bager – trekløveret forstås – jeg er jo på kur. Så var det jeg fik en sms fra Zorronaldo.

Og da blev det der klare noget, med lidt grums på bunden, med ét rigtigt meget grumset – det blev faktisk blæksort.. Jeg blev en anelse olm i blikket og kunne pludselig kun tale på falsetmåden.

Fordi min søn – min søn –  som syntes jeg var alt for pinlig til at blive vist frem til en kæreste – skulle simpelthen ud og købe ind, med pigen og pigens mor.

For nu at få det fulde udbytte af min indignation, skal man vide at Zorronaldo HADER at købe ind – han mener det er totalt og aldeles formålsløst. Den slags har han jo folk til. Så ingen indkøbsture til ham. Med mindre, det selvfølgelig er for at købe nyt tøj til ham.

Men altså, her stod jeg og følte mig snydt – med rette.

Ikke alene skulle hendes mor have æren af at se giraffen – han accepterede også at tage med ud og købe ind.

Måske er det uretfærdige, faldet ham i øjnene efterfølgende, for han var åbenbart kommet på andre tanker, da han dagen efter, spurgte om hende, hans hjertes udkårne, måtte komme på besøg.

Det måtte hun naturligvis gerne. Og her er det så mit alders-issue kommer til udtryk. Ikke i forhold til at være alene på værelset, og den slags – det ville også være lidt svært idet han deler værelse med Gårdmanden. Næh, jeg lod dem være. Jeg skulle ikke op og banke på og lokke med te eller noget andet skummelt, for at snuse rundt.

Nej, jeg brølede bare ud i huset, med vanlig mangel på finesse, at der var kage. En absolut ikke snagende mor, som lader det unge par sidde og gøre hvad de nu har lyst til.

Lige indtil der var goûter.. Eller eftermiddagskage..

De kom ned – det gjorde de – de turde nok ikke andet. Og mens mine børn lystigt tog for sig af retterne, skulle den udkårne ikke have så meget som et glas vand. Ikke en eneste lille bitte kiks, for slet ikke at tale om kage.

Og SÅ skete der ellers noget: jeg blev på kortere tid, end det tager at sige folkepension, mindst 40 år ældre – forvandlet til en olde-bedste af en art, en af den hedengangne slags som nøder folk. De findes muligvis endnu i fjerne egne, men jeg er ikke så heldig at kende nogen personligt.

Her stod jeg – med mit normale mentale jeg transplanteret ind i en nødende bedstemor – og syntes det var ”marjed mærkeligt” at det pigebarn ikke skulle have noget af min gode kage.

Endsige et glas vand? Var hun da syg?

Jeg ved da godt, pigen sikkert var ved at besvime af skræk – men helt ærligt.. bare et lille bitte stykke kage? Havde jeg virkelig råbt så højt?

Da det unge par havde forladt huset, for at gå sig en tur, undlod jeg ikke at holde et længere foredrag, for resten af mine lydhøre børn, om vigtigheden i at tage bare en lille smule at spise, når man er på besøg hos fremmede. Undtaget naturligvis steder som hos børnelokkere og i pandekagehuset.

Men altså – andre steder og især første gang..

Nu står jeg så i et dilemma. Hun skal med hjem og spise til frokost sammen med alle de andre kammerater, som synes at kantinen på Æblebakken er væsentlig bedre end den sædvanlige, de får tilbudt ovre på skolen. Så jeg har vist ikke mindre end 7 unger til frokost lige om lidt.

Mon hun er kommet sig så meget over sin skræk, at hun kan indtage føde i mit nærvær?

Man bliver jo lidt bekymret – tænk hvis man bare har den effekt på folk at de får lammelser omkring spiserøret, første gang de møder én?

De af jer, som planlægger at spise madpakke med mig forskellige steder i Danmark til sommer, skulle måske lige overveje at spise hjemmefra – så I ikke sidder med lammet spiserør og bliver sultne. Det ville jo være synd.

Og så må I heller ikke blive forskrækkede over min rollator..

Jeg blir’ 93

13 apr

Alder. Det er et ord med elastik i. Man er både den samme og ikke en snus anderledes end for 10 eller 15 år siden – ens tanker er de samme – holdninger og i det hele taget det som udgør ens personlighed.

Jeg mener, jeg tænkte på ting da jeg var 12 – som jeg stadig står ved. Og nu sidder jeg ikke og påstår at jeg er i tyverne. De føromtalte 10-15 år var blot tænkt som et vejledende eksempel!

Da jeg var 14 og ved en fejltagelse havde fået fat i et eksemplar af Mit Livs Novelle, mente jeg seriøst at pigerne på pennevennesiden, som var over 23, var håbløst fortabte og absolut måtte være sociale tabere. For slet ikke at tale om dem som var 30. Det var jo dybt godnat med dem – de var jo gamle. Og jeg havde mine seriøse tvivl om hvorvidt disse piger overhovedet havde et liv udenfor Mit Livs Novelle.

Nu var jeg ikke mere teenager, end jeg godt kunne se at det ikke var den allerdybeste litteratur der udfoldede sig på de kulørte sider. Så hvis man stadig hang der og flagrede når man havde rundet de 29, var det tragisk og man burde måske overveje at søge hjælp.

Men så på den anden side, så hiver elastikken alligevel i en og man forandrer sig.

Jeg sidder her på toppen af mine 41 år – jeg var for øvrigt udsat for en ret traumatisk oplevelse da jeg netop var blevet 38. Jeg har fødselsdag i november og i januar siger min – ellers meget dejlige mor – nå, så bliver du 40 til næste år. Jeg var kun lige akkurat blevet 38, og hun begynder allerede at kaste grimme ord efter mig!

DSC01597

Og da jeg så nåede til august måned året efter, og der ikke var nogen vej udenom, besluttede jeg at de 40 skulle ikke få mig ned med nakken. Ikke alene var jeg på kur, jeg trænede også hver dag, for at kunne betræde fyrrene med glæde, værdighed og spændstige baller! Og kagen blev fortæret i en hule på gulvet i køkkenet, serveret på en råhvid sofapude – i trods!

Jeg var præcis som jeg altid havde været – hele min organisme protesterede i den grad mod at blive 40 indeni, fordi 40 var indbegrebet af kedelig og “nu-er-livet-snart-slut” – og det var så her jeg stiftede bekendtskab med de af mine kromosomer der aldrig havde nærmet sig den kriminelle lavalder nedefra.

Jeg mindede mig selv om, at jeg ikke kan, og aldrig har kunnet, sidde stille til et helt møde – jo hvis det er så tilstrækkeligt kedeligt at jeg falder i søvn – men jeg kommer uvægerligt til at fnise, vippe på stolen, eller noget andet enormt umodent.

Jeg kommer til at sige ting, som bare hverken er særligt voksne eller følsomme – og som måske passer bedre til en 8årig. Tag ikke fejl – jeg går ikke rundt og lider af den vildfarelse at jeg stadig er en smækker 17årig – ej heller opfører jeg mig sådan – ikke ret tit i hvert fald, det er bare lidt engang imellem og kun for sjov. For mig altså. Og det holder ikke op, bare fordi jeg er 41 – eller 64 for den sags skyld.

Men så er der det fysiske. Det passer ikke til det jeg er indeni, og jeg kunne godt forudse at den del af det, ikke bliver nemmere efterhånden som tiden går.

Jeg ser undrende på mystiske pletter, som ganske afgjort er for store til at gå under betegnelsen fregner, men som listigt dukker op – én i panden, 2 på højre hånd, pludseligt er de der bare og hverken klorin eller sandpapir kan få dem til at forsvinde.

Rynker omkring øjnene som bare bliver siddende, og som gør det besværligt at tage øjenskygge på. Man maser farven ind imellem folderne og regner med at det ser pænt ud når øjenlåget falder på plads igen efter et halvt minuts tid. Og i løbet af dagen er AL øjenskyggen krøbet i skjul inde i folderne og man kan overhovedet ikke se at der blev brugt 4 minutter på at farvelægge hele overfladen, samme morgen.

Jeg har også haft et par myggestik – som jeg har kløet i – og det er så blevet til nogle små sår. Det tager over en uge at hele, efterladende sig små lilla pletter som igen først forsvinder efter 10-14 dage.

Hvis jeg, godt hjulpet på vej af vores søndagskage projekt og andre franske fristelser, har taget et par kilo på siden jeg forlod min ø, okay så siger vi 5, og beslutter mig for at få dem forsvinde, gerne inden jeg skal mases ned i en badedragt – ordet bikini findes slet ikke i mit ordforråd mere – så tager det uforholdsmæssigt længere tid end før.

Det er kun lidt generende, og det ville være løgn at sige jeg var ligeglad, men jeg overlever dog. For i tillæg med alderen kommer nemlig den der ”NÅ – og hva’ så” – attitude. Jeg gør hvad der passer mig, mere ligeglad med hvad ”folk” tænker.

Nu jeg tænker nærmere over det, var jeg simpelthen oldgammel da jeg gik i 3.kl. – tænker stadig på dengang jeg trak en klassekammerat – som jeg regnede med ville være lydhør overfor slige sager – til side og spurgte hende om hun ikke syntes det var skrækkeligt med al det radioaktive affald. Den stakkels pige stod og stirrede desorienteret på mig, hvorpå hun vendte sig og gik igen – hen til de andre for at lege med Bølle-Bamser. Jeg blev nok 35 engang i starten af tyverne og så fremdeles.

Og ærligt talt, jeg frygter efterhånden at min alder indeni, er omvendt proportionelt med den udenpå. Således at jeg når jeg runder 70 vil have en mental udvikling som en 11årig. Og eftersom jeg har tænkt mig at blive 93 – så kan det godt ende med at blive en anelse kritisk.

Jeg ser mig selv på min 92årige fødselsdag, rode rundt på gulvet og lege med legoklodser, godt på vej til at blive hyper, fordi jeg har fået for mange blå smarties.

Men igen – så er det altså i orden at blive gammel!

%d bloggers like this: