Onde verden

Især den af plastik..

Helt ærligt – hvis jeg en dag fik chancen for at lægge plastikproducenter over knæet og give dem en mindeværdig røvfuld for at lave knækbart yndlingslegetøj – så gjorde jeg det.

For noget der ligner tre måneder siden, startede Gårdmand Bjørn sin ønskeseddel, og øverst stod der ”Politiskilt” og ”håndjern”.

Og jeg fandt en lille æske – med en bog om forbrydelser, et politiskilt og et par håndjern.

Og han blev lykkelig. Da vi skulle til en anden fødselsdag ledte vi efter den samme æske – og den var desværre udgået – det var jo lige meget, vi havde vores og kammeraten fik bare noget andet.

I kan godt fornemme noget her – ikke?

Nå men i hvert fald – denne idyl fordampede i et hjerteskærende hyl, i går aftes.

Derefter kom Prinsessen løbende ned og startede den der sirene: ”det var ikke mig jeg gjorde det ikke med vilje jeg men jeg kunne ikke se det… Og nu græder han..” kom det så.

Og jeg ved virkelig næsten ikke hvem der var mest ulykkelig, hende – fordi hun ikke havde set den indretning Gårdmanden havde konstrueret, eller ham – fordi hans håndjern var blæst til atomer.

Eller det vil nu sige – jeg ved altså godt hvem der var mest ked af det. Det kunne jeg nemlig godt høre da jeg kom op ad trappen..

Han lå ellers helt dybt nede under dynen. Og snøftede. Jeg lagde mig ved siden af.

”Det nytter ikke noget at ae” kom det halvkvalt. ”I morgen ved jeg bare at jeg har ondt i hovedet. Og jeg ved godt at det ikke er Prinsessens skyld – jeg er bare  så ked af det”

Jeg prøvede at sige at jeg måske kunne lime det. Gaffa.. eller noget..

”Nej” – og så faldt tårerne igen – ”fordi der mangler en hel masse stumper.”

”Og jeg kan ikke engang få nogle nye.” hikstede han. Jeg hviskede, at jeg gerne ville vide hvorfor..

”Jamen i de andre politiæsker med håndjern, er der en masse skrammel som jeg slet ikke har brug for. Og de ligner heller ikke fars håndjern”

Her tørrede han snot og tårer af, i Mumles ene vinge eller luf – eller hvad det nu hedder når det sidder på en pingvin – der på armens plads.

”Og jeg vil heller ikke have rigtige håndjern – tænk nu hvis jeg kom til at smide nøglen væk..”

Jeg lå bare og krammede min lille Bjørn og tænkte onde tanker om generel plastikskørhed..

Jeg fik ham til at falde så meget til ro, at jeg med nogenlunde ren samvittighed kunne sige godnat.

Så hvis her er stille i dag – er det fordi jeg er så meget på jagt efter håndjern..

SE MIG LIGE..

Gad vide hvorfor der er så stor forskel på hvordan man ser sig selv – og hvordan omgivelserne ser én?

Jeg har en måde at se mig selv på, men lur mig, om det er med samme vinkel andre ser mig?

Det kommer sikkert også an på hvem der ser. For selv om jeg er som jeg er – ville jeg da godt ses som en anelse mere.. værdig, klog, og morsom  især morsom.

Det er lidt sværere, i en halvparanoid semi bloganonymitet, at vise hvem man er, end hvis man nu mødes ude det virkelige liv.

Men der er sikkert også mange nuancer der går tabt alligevel, ude i det virkelige liv.

Folk tager sommetider grueligt fejl af mig – de tror jeg er sådan en sød og blid lille én, og så får de et alvorligt chok og bliver fuldstændigt desillusionerede første gang de hører mig råbe ”for helvede”, rigtigt højt.

Eller når de ser mig sidde og lave ballade og fnise som en 14årig, til et vældigt alvorligt og seriøst møde..

Så kan folk godt komme hen til mig bagefter og sige – uhh vi troede du var vildt snobbet – og så er du bare vildt mærkelig..

Eller det vil sige – det udtaler folk alligevel ikke – trods alt – men de tænker det så højt at jeg kan høre det, også selvom jeg står langt væk.

Dette faldt mig, ind da jeg med Prinsessen og Divaen gik en tur i byen. Der er mange hunde her i byen – vi har endda flere hundefrisørsaloner og tilmed hundetøjsbutikker..

Amar’!

Nå men, vi kan jo godt lide hunde, så vi kigger mest på hunde. Mere end på mennesker. Og kom vi til at snakke om at minde om sin hund.

Jeg holdt på at det ikke passede – for Blondinen har seriøst damp.. Eller havde, da hun var yngre.

Og så var det at begge mine elskede døtre kiggede på mig.. og sagde: ”mmmjooo, men det har du da også?”

Det er det jeg siger – utak er verdens løn. Og man bliver slet ikke set rigtigt.. Ikke engang af sin egen familie..

Nål i en.. høstak

Gid det var så vel.

Jeg står i den lidt aparte situation at jeg faktisk gerne ville have fingre i mit PMS humør. Lige nu.

Og nu er det naturligvis længe væk. Hvor er ens brugbare vris henne, når man virkeligt har brug for dem?

Jeg spørger bare.

For jeg har i den grad behov for at kunne råbe grundigt efter nogen. Er bare lidt træt.

Jeg har vist nævnt kort – for længe siden – at jeg roder med noget tandhalløj. Jeg vil ikke kede jer med lange jeremiader, eller ulækre detaljer om indersiden af min mund, men faktum er at jeg har været generet – for ikke at sige at jeg faktisk indimellem har haft pisseondt – på grund af en livsfarlig dame som kalder sig selv tandlæge.

Det er hun ingenlunde – derimod kunne hun få rollen som én af de kugleskøre tanter i ”Arsenik og gamle kniplinger.”

Grunden til at jeg savner evnen til at kunne oparbejde et formidabelt raseri – muligvis at gå til korporligheder – er at finde i dagens specialistbesøg i Paris.

Dengang Draculas bedstemor var færdig med mig, var jeg ganske klar over at jeg også var færdig med hende, hvorfor jeg ikke igen satte mine ben i helvedes forgård, men derimod i et elegant venteværelse hos en tandkirurg af højt renommé. I dag!

Jeg skal ikke trætte jer med tekniske forklaringer, ej heller har jeg tænkt mig at scanne de fine tegninger eller 6 – 6!! – røntgenbilleder af min tand som manden tog.

Jeg vil blot fortælle jer konklusionen.

Nogen..

Har simpelthen glemt et stykke nål i en af mine rodkanaler.

Eller tabt. Eller overset. Hvorom alting er – sidder der et stykke nål. Inde i min tandrod.

Godt så.

”Så fjern den – omgående”, var min lidet diplomatiske reaktion.

Men dette lader sig desværre ikke gøre – derfor skal jeg betale ½milliard euroer for at få ryddet op efter Arsenik-damen.

Nål-stykket kan ikke fjernes, men man kan – og de sarte kan springe denne sætning over så de undgår at få samme portion koldsved som jeg – man kan som sagt løfte tandkødet af, save rodenden over og rodbehandle ovenfra, så at sige. Og sætte tandkødet på igen.

Her troede den venlige specialist, at tiden var inde til at prøve sig med en lille vits, og sagde: ”Vi sætter naturligvis tandkødet fast igen – det får ikke lov til at sidde og blafre som et gardin..”

Jeg sværger – det sagde han. Jeg lo ikke af hans ynkelige forsøg på en vits. Gardin.. Han kan selv være et gardin..

I øvrigt var jeg på dette tidspunkt meget tæt på at besvime i affekt, så jeg nåede ikke at reagere som jeg ellers havde gjort.

Mit eneste ufravigelige krav var nemlig at denne torturseance kommer til at foregå i fuld narkose eller under påvirkning af meget stærke barbiturater. Ellers overlever jeg ikke.

En nål..

”Dette er Kong Mor – eller nej det er jo Stine, men I ved hvad jeg mener – nu fås hun også med nål.”

Bare tanken om at der er uvedkommende metal indeni mig.. Det er da lidt uhyggeligt.

Det er starten på Robocop.. Eller Robokong..

Det ene positive var at specialistmanden også er meget klog og opmærksom, så på under tre minutter fik jeg også at vide hvordan jeg kan få andre – læs Kvaksalveren – til at betale for oprydningen.

Det andet positive var at jeg fik en crème brûlé bagefter!

Men jeg er stadig med kronisk nål.. Indtil jeg dør. Eller flår tanden ud.

Min største skræk er bare, at jeg vil få samtlige alarmer i lufthavnen til at hyle, og at jeg dermed bliver grounded for tid og evighed.

Stjerne og støv

Ja, Prinsessen er blevet fotograferet.

Sådan rigtigt. Som en stjerne.

Hun er – med al moderlig mangel på objektivitet – meget smuk.

Hun er som sagt før, meget optaget af at være et par år ældre end hun er. Hun har lidt travlt. Hun har godt nok resigneret i forbindelse med høje hæle, men drømmer stadig.

Lørdag aften var hun imidlertid udsat for en oplevelse, som åbnede hendes øjne på mere end en måde.

Vi skulle i byen, og på vej over gaden holdt to hjernelamme unge scooterdrenge. Deres udtalelser angående Prinsessen var ækle og gjorde hende bange, mig chokeret og First Man så fuldstændigt rødglødende af raseri, at han brølende beordrede de to formastelige til at stå ret foran ham omgående.

Unødvendigt at sige at det gjorde de ikke – stod ret altså – nej, de flygtede så hurtigt deres tunede knallerter kunne køre dem væk fra en aldeles frådende First Man.

Og vi fortsatte hen til vores venner. Men Prinsessen var chokeret.

Vel hjemme igen, og på vej i seng, kom hun hen til mig og fik et knus. Mens vi stod der, hviskede hun stille, at hun ville være grim.. og aldrig mere gå med mascara.

…

Hun følte sig tilsmudset.

Jeg prøvede at forklare hende, at hun ikke havde gjort noget forkert. At det var de unge fyre, som var helt galt afmarcheret. Og at hendes mascara ikke gjorde hverken fra eller til – da det jo ikke engang havde kunnet ses – bagfra og i mørke.

Hendes påklædning var aldeles dadelfri: almindelige cowboybukser, flade sko og en vamset sweater. Og dilemmaet er jo – at også selvom hun havde haft nederdel på, lidt øjenskygge og tingeltangel hist og her, så berettigede det ingenlunde to hormonelt forstyrrede ungersvende til at komme med den slags udtalelser.

Eller det som er værre.

Det er et spørgsmål om respekt for andre mennesker. Uanset hvad.

Stjernestøv.

Men smuk – det er hun altså..

 

Hold på hat og bryster

Noget af det, som altid har fået mig helt op i det røde felt, og til at tage ditto sokker på over det hele, er den forskel på hvordan mænd og kvinder ”må” behandle deres attributter på.

Det startede en dag for mange år siden, dengang en buksedragt i skrigende pink var højeste mode, engang lige i starten af firserne.

Jeg skulle til købmanden for at hente et eller andet for min mor, og det skulle vist gå lidt tjept. Da jeg på tilbagevejen fik øje på kammeraterne, løb jeg hurtigt over for lige at sludre to minutter, før jeg skyndte mig videre hjem.

Byttepengene havde jeg i brystlommen, og for ikke at de skulle hoppe ovenud når jeg løb, og jeg så ville tabe dem – holdt jeg på lommen. Og Michael, legekammerat og nabo, sagde straks, da jeg nærmede mig: ”Adddr, hvorfor holder du dig på patterne”.

Bestyrtet stirrede jeg først på ham, dernæst ned på mit usandsynligt flade bryst, og så igen på ham. Lidt usikkert meddelte jeg, at jeg altså bare holdt fast på min lomme så jeg ikke tabte pengene. Den ene lomme kun – skal det lige siges.

Nå men så var det jo en helt anden sag. Men jeg var dog stadig en anelse perpleks og forstod det ikke helt.

Ikke desto mindre er følelsen af at min dobbelte airbag helst skal gemmes lidt væk med mindre den skal bruges til noget fornuftigt, blevet hængende.

Hvor ofte ser man lige en kvinde ugenert klø sig på brystet, subsidiært læsse dem ordentligt på plads i bh’en, hvis de af vanvare er hoppet lidt udenfor. Nej vel?

Eller hvis man gør – så skorter det ikke på saftige adjektiver fra mandlige tilstedeværende, som henleder tankerne på letbenede damer, af den slags som får penge for at gøre noget rart ved mænd. Lumre bemærkninger, alt imens de klør sig i skridtet.

Man må nærmest ikke engang amme mens andre kan se det.

Eller forestil jer kvinder som konsekvent glor på mænds skridt, mens de taler sammen? Nej vel – igen?

Nå, luk nu øjnene.. og tænk på en eller anden mand – og jeg mener virkeligt HVILKEN som helst mand.

Så vil jeg godt – nej, ikke æde en stråhat, for det kom Mr. Q galt af sted med her forleden – men jeg er sikker på at alle de mænd, der så bliver tænkt på, har rystet deres ædlere dele på plads – indtil flere gange i fuld offentlighed, uden blusel.

De bliver varmet foran tv’et om aftenen, de bliver løftet, eller skubbet på plads, hvis de sidder i klemme, eller bare lige nulret lidt for det tilfælde at de føler sig ensomme.

Og ingen tænker at det er en specielt mærkelig handling, for det gør alle mænd jo.

Men sæt nu billedet af en kvinde ind i stedet. Kvinde som sidder og holder sig på brysterne foran tv’et, kvinde der skubber eller løfter – i hvert fald lægger dem bedre på plads. Eller bare jævnligt skal mærke efter om de er der endnu.

Et utænkeligt syn – medmindre det bliver udført af en mand, PÅ en kvinde!

Jeg vil derfor opfordre alle til at gribe i egen barm – lidt brystbefamling af egne attributter må være på sin plads – så vi kan få udlignet denne fysiske uretfærdighed!

Lægeordineret lakrids

Her gik jeg rundt og troede at jeg var helt ubærligt træt og frøs, bare fordi det er koldt og gråt udenfor.. Og vådt, ikke at forglemme.

Og ville lige et smut til lægen.

For at få nogle vitaminer. En masse vitaminer. Så jeg kunne blive helt selvlysende af energi. Og ikke falde i søvn midt i havregrøden.

Så kommer man i stedet ud med en liste så lang med blodprøver der skal tages, fordi ens blodtryk tilfældigvis ligger og roder rundt på 100/60 og andre småting der ikke er helt som de skal være.

Jammerligt.

For så er vi igen ude i noget af det der med at skulle prikkes i, på fastende hjerte. Jeg falder garanteret om. Eller i søvn.

Men det gode er jo – at lakrids virker blodtryksforhøjende!!

Så jeg må spise en masse lakrids, med lægelig accept, hvis jeg ellers kan holde mig vågen til det. Og efter jeg er blevet stukket i.

Jeg har også det helt rigtige at gnaske i mig. Fik nemlig disse poser af min helt egen vidunderlige Lene – udvalgt specielt til mig!

Mon ikke man som kongelig kan gnaske i søvne?

Klipomania.. eller noget

Nogle gange er det meget, meget svært at være en god, pædagogisk og forstående mor som ikke skælder ud, eller med stemmen helt oppe i de oktaver som splintrer glas.

Indimellem kan man være heldig at trække vejret så dybt at man bliver gasblå i hele hovedet, og derved undgå at råbe til sine børn, men andre gange er dette umuligt.

Det var tilfældet for mig i går.

Det er nemlig sådan, at jeg blandt andre, har en søn på 9 år – jeg nævner ingen navne – som er meget glad for at klippe og skære i ting. Ja han laver også andre ulykker – men dem klarer vi med det samme.

Men dette her skære-klippe noget, havde derimod taget om sig, i sådan et omfang, især i forbindelse med mit badeforhæng, at jeg til sidst ligeså godt kunne tage bad bagved en si. Eller en ost. En af dem fra Schweiz med huller i, lige bortset fra lugten naturligvis.

I hvert fald, i sidste uge fik jeg købt et nyt og ganske uhullet badeforhæng – som desværre stadig blafrer – og jeg tror nok jeg meddelte beboerne på Æblebakken, ret højrøstet, at dette nye badeforhæng skulle der ikke nødvendigvis lufthuller i.

Stor var min irritation derfor, da jeg i går skulle lægge håndklæder sammen, og fik fingrene i et som havde umiskendelige hak i kanten, grangiveligt som havde en lille saks lagt vejen der forbi.

Heldigt er det, at mine krystalglas er blevet hjemme på øen, for de var nok røget sig en tur, i den hylen, mine stemmebånd derpå satte sig fast i.

Og.. ja, jeg ved ikke med jer, men jeg er rigtig god til at komme i tanke om alle mulige andre ulykker, mit elskede firkløver har bedrevet, også et par enkelte hvor der burde være præskription, men som i kampens hede, pludselig falder mig ind, og som jeg lige så godt kan fremhæve, nu vi er så godt i gang.

Det er som om disse, lidt forældede sager, bare ligger så godt til hyletonen.. Som om stemmebåndet helt af sig selv, kan genkende den B-Mol de blev udgivet med oprindeligt.

Nå, men efter sådan en hyggelig lille råbestund, så holder jeg mig gerne lidt for mig selv, til jeg på ny er i stand til at åbne munden, uden det er de høje oktaver der skal ud.

Jeg var faldet så meget ned, at jeg endda kunne gå op og sige godnat til den formastelige, som havde fundet det klogest bare at gå i seng for at undgå videre tiltale. Det var desuden sengetid..

Der var jo to muligheder, som jeg forklarede til den lille bylt under dynen: enten blev der klippet af arrigskab, eller også fordi man er væk i en leg og bare godt kan lide at klippe. Men at når man er 9 år er man for stor til at lave sådan nogle tåbelige ting som at klippe i alt muligt.

De klare øjne som dukkede frem under dynen, og stemmen som bedyrede at han altså ikke var sur på os, når klippetrangen kom over ham, syntes jeg godt jeg kunne stole på.

Jeg sagde så, at hvis han gerne ville klippe var det altså meget bedre hvis han fandt noget lovligt at klippe i. Og han kunne jo lave en kollage eller noget – klippe i mine gamle tilbudsaviser eller blade. (mind mig lige om at jeg skal gemme mit Femina væk) Det ville han meget gerne. Lave en kollage eller et julekort eller noget. For han var ikke så god til at klippe ting ud – kom det så.

Og det undrer mig ingenlunde – det er nemlig ret svært at klippe i badeforhæng og håndklæder med en gammel neglesaks.

Vi kan jo altid snakke om vejret..

NU er det altså lige nok. Blev der sagt.

Normandiet er grønt.. Danmark er meget grønt – hele Europa er grønt. Hvad er det lige der sker for meteorologerne? For det kan da umuligt være vejrets skyld.

Jeg har oplevet mere regn de sidste 2 måneder end i hele resten af mit liv. Den del jeg har levet altså.. Det er muligvis løgn men det føles sådan.

Jeg mangler sol i den grad. Jeg visner.. Nårh nej.. Jeg drukner. Og hvor er Noahs ark henne – så jeg kan få en sejltur på bølgen grå indtil vi aner solstrejf igen??

Jeg fryser også. Har simpelthen taget sokker på, allerede her, flere måneder inden jeg plejer at lægge ballerinaskoene væk og iføre mig sokker og varme sko – med snørebånd. Det varer heller ikke længe inden undertrøjen bliver gravet frem fra gemmerne.

Numsevarmeren har endda været tændt – indtil flere gange!

Mit varmetæppe er også taget i brug – jeg fik de ondeste forfrysninger da jeg kravlede ned i sengen i sidste uge – så nu indtager jeg ikke min plads under dynen uden at sikre mig at den er forvarmet.

Men vi kunne naturligvis godt tænde for varmen. Jeg er bare lidt for nærig – det er for pokker kun midt i september.. Det er bare ikke okay.

Prinsessen er allerede begyndt at få ondt i halsen. Så der skal snart laves et raid hos en vitaminpusher, så vi kan få fyldt depoterne op, inden vi alle sammen bukker under, inficerede med skørbug og byldepest.

Eller forkølelse. Jeg får nemlig altid den mandlige version af forkølelser. Også selvom jeg ikke har noget der dingler.. I hvert fald ikke lige der.

Det gode ved det der våde, klamme og kolde vejr, er derimod, at det ligefrem skriger på hjemmebagte boller og varm kakao.

Intet er så galt at det ikke er godt for noget.. Men det ville altså ikke gøre noget, hvis det også holdt op med at regne.

Skilt til Fru Z

Nå – man skal holde hvad man lover.

Og Fru Z har brug for opmuntring. Så jeg tilbød naturligvis at lave et skilt..  Og det sagde hun ja til.

Så – værsgo Fru Z og må Feriekonto så brænde i helvede et par timer:

MAND-HVOR-JEG-GLÆDER-MIG-TIL-SKOLESTART..

Jeg kan meget godt lide mine børn, sådan rigtigt fantastisk meget, og jeg elsker at være sammen med dem, jeg gik endda hjemme da de var små – MEN NU må de altså gerne snart komme af sted ud i verden igen.

Sommerferien har været lang – alt for lang – og nu går det ud over mig. Og jeg føler mig som Tante Berg eller hvad hun nu hedder, i “Lotte, Jonas og Jeg”

“Lotte: Hun blev glad to gange idag, da vi kom og da vi gik”

Hvert femte minut kommer det: moAAr, jeg vil dit – moAAr, jeg vil dat.

Det er til at blive idiot af..

Og det er altså rigtigt: bedst som man har sat sig for at skrive et spændende indlæg om en eller anden by.. Eller noget andet som verden bare har brug for at vide – så står der en person under 18 år og laver lyde – lige ved siden af mig. Og jeg er desværre sådan indrettet at jeg ikke kan høre noget når jeg er optaget af noget andet, hvilket nogle gange medfører at jeg får sagt ja til en masse vrøvl – før jeg vågner op og kan forstå hvad der bliver sagt.

I og med de efterhånden går ind i ferieuge nr. 9 er deres egen-aktivitets-gen en anelse falmet og mangler nogle kromosomer. Sagt med andre ord, de keder sig bravt og vil godt snart have lidt mere spænding i deres liv.

Pandekager til morgenmad rækker bare ikke længere.

Gårdmand Bjørn starter tirsdag, de 3 andre skal først pakke penalhuset d. 5. september.

Og det glæder vi os alle sammen til.

Nok mest mig, den onde Tante Berg-mor jeg er!

Tilbudsavisernes hævn

Nu da jeg har skiftet status fra en glad sej kvinde, med styr på tilværelsen, liv og arbejde, til en sur én uden noget som helst..kommer der til at ske visse ændringer.

En ting er det mentale. Det er svært at jeg ikke har bestemt selv. Det er den slags, jeg ikke er så god til, at andre bestemmer for mig.

Nå – det er hvad det er, det skal bare snakkes væk, men med så voldsomt og aldeles ufrivilligt et karriereskift, skal man også til at passe lidt på pengene.

En ting er at få bevilget et midlertidigt overtræk i banken, en anden ting er, at det jo skal bruges mindst muligt, så man ikke ender som mulig kandidat for luksusfælden.

Derfor rottede jeg mig sammen med Lene, og fik hende til at forklare mig hvordan hun køber ind. Hun kender kilopriser og sådan noget, nærmest udenad, og ved altid hvor der er tilbud på hårvoks og bananer.

Jeg fik en udførlig plan for hvordan jeg skulle læse tilbudsaviser. I ved, de der kulørte blade, jeg i Danmark skilte i to bunker, den ene, som skulle smides ud med det samme, indeholdt jem&fix, aldi, idemøbler, fleggard grænsehandel og den slags. Den anden bunke som blev smidt ud lidt senere, indeholdt dem med fancy vattæpper, urtepotteskjulere, bøger og økomad.

Men jeg har da aldrig rigtigt brugt dem til noget, eller det vil sige – indimellem har jeg da købt en kop eller et vattæppe – men det havde jeg nu nok købt alligevel.

Her i Frankrig, kan jeg umiddelbart kun komme på en eneste gang jeg har brugt en tilbudsavis – og det var da jeg i starten af juli – i år – skulle finde en skoletaske til Gårdmand Bjørn. Der stod en anden pris på skiltet, end i tilbudsavisen og så skulle jeg jo lige høre hvordan det kunne være. Skiltet var en fejl. Godt for alle parter vil jeg lige skynde mig at sige!!

Alle de andre tilbudsaviser her i Frankrig, har jeg bare smidt direkte i skraldespanden – som meget belejligt står ved siden af postkassen – så skulle jeg i det mindste ikke slæbe alt det papir så langt.

Nå, men således udstyret med helt nye vaner, og en mere end slunken pengetank, er jeg imidlertid helt klar til at indtage Lidl, Aldi, Leader Price og SuperU. Og madplaner er jeg også i færd med at udfærdige – og det skulle jo foregå i skøn forening med de hersens tilbudsaviser.

Og hvor er de så henne, må jeg spørge? For der er slet ikke nogen.

Strejker de?

Eller er det en form for hævn over at jeg aldrig har læst i dem – endsige brugt dem – før?

For jeg har, siden mandag morgen, ikke set en eneste lille sølle tilbudsavis, i min postkasse, så jeg kunne få afprøvet alle mine nye talenter.

Jeg storker op til postkassen flere gange dagligt, og det er faktisk en ret lang tur på 4-500 meter – og så skal jeg jo også tilbage igen. Er lige skuffet, hver gang der ikke er noget i. Sender også indimellem sure børn derop. De kommer ligeledes tomhændede tilbage.

Det er næsten som dengang i stenalderen, da jeg ventede på at posten skulle levere kærestebreve, okay det er så ikke sket så tit, men alligevel, situationen kan sagtens sammenlignes.

Så i stedet for at nyde at jeg kan holde fri med firkløveret, og prøve at finde noget alternativt at lave, går jeg nu derimod rundt med uforløste madplaner i hovedet, og får tvangstanker omkring franske tilbudsaviser..

Hvem sagde det var usundt at blive arbejdsløs og at man godt kan risikere at udvikle psykoser og den slags?

Det var der ingen der sagde? Nå – så hører jeg sgu nok også stemmer, og nu har jeg i øvrigt ikke tid til jer mere – jeg skal op til postkassen.

Selvmedlidenhed og jammer

Den positive note på denne blog, er midlertidigt blevet bedt om at gå hen og lægge sig i et hjørne og ikke forstyrre mig foreløbigt – jeg skal lige jamre.

For så sidder man her. Ferien er slut. Og så alligevel ikke, for der skete jo noget.

Jeg ankom til Danmark en lørdag på ferie, og læste så i en dansk avis om mandagen, at jeg ikke havde ferie mere, eftersom firmaet der havde æren af at udbetale min løn, var gået konkurs.

Jeg gik så over gaden, hen til min lille bank og spurgte om jeg havde fået løn, og det havde jeg ikke.

Hvad jeg havde fået, var dermed en helt ny status, ganske som rigtigt mange andre mennesker i verden, nemlig den tvivlsomme ære at være arbejdsløs. Og en anelse mere lort end lagkage.

Er ikke helt klar over hvad jeg skal bruge den titel til. Rent fysisk er intet blevet ændret idet jeg jo bare har siddet hjemme og arbejdet 20 timer om ugen. Hjemme har bare været her nede – i Normandiet. Men hvad med alle de ordrer der ikke er blevet færdige – der sidder jo nogle mennesker og venter på deres ting. Hvad med mine kolleger?

Og hvad så – bare sådan i al almindelighed, spørger nogen.. og jeg?

For det ville jeg faktisk også godt vide.

Det kan jo være begyndelsen til noget helt nyt – der er så meget man kan tage sig til.

I dagens anledning har jeg et skilt om halsen. ”Er sur… vil ikke høre på andres brok”. Det vækkede i hvert fald Zorronaldo, som derefter ganske forsigtigt sagde godmorgen helt uden at være sur – kunne være at jeg skulle prøve det oftere..

Har dog sikret mig at jeg kan få det af hvis jeg skulle blive i bedre humør. Snoren kan naturligvis klippes af, men jeg er for nærig til at ødelægge det – det kunne jo være jeg fik brug for det i flere dage.

Mit dårlige humør er nemlig opsparet. Jeg har ikke gidet tænke over alle de der: ”hvordan, hvorfor og hvad nu” i min ferie. Er faktisk ret stolt af at jeg har kunnet abstrahere fra det fuldstændigt, mens jeg havde travlt med at nyde min danske ferie.

Men nu er det så kommet tilbage – det dårlige humør – med renters rente og har ramt mig lige i synet og vil ikke rigtigt gå væk.

Så jeg laver lister.

Nogle mere brugbare end andre:

Liste over alle de gode ting.. Gode ting? Øhhhh.. Kom igen i næste uge.

Liste over alt det jeg kunne begynde at lave i stedet for.. Okay – alle de ting der kom på den liste er meget sjove, men giver hverken brød på bordet eller betaler husleje.

Jeg skal forskåne jer for de indviklede regler som gør, at jeg nok ikke får min løn – heller ikke fra Lønmodtagerens Garantifond idet jeg ikke kan stå til rådighed for det danske arbejdsmarked.

For er der mon nogen, som vil have en deltidsarbejder siddende i Normandiet?

Nej vel? Jeg tænkte det nok.

Kære lille bilafgift..

Nu hvor vi savner det hele lidt, og vi såmænd sagtens kunne have brugt et par uger mere på øen, så er det bare med at finde det der er fedt ved ikke at bo i Danmark – det er for eks. bilerne.

Ej – dette her er virkeligt noget der kan hidse mig helt afsindigt op – så nu er I advarede.

Som når man flytter tilbage efter mange år i udlandet – og man tager sit store lækre køleskab med hjem – den slags kan slet ikke fås i Danmark – og man tager sin bil med hjem. Man har 4 børn og man har derfor brug for en stor bil, eftersom man beslutter sig for at bo på en ø, for at befolke udkants Danmark.

Man skal ikke betale afgift af sit fede køleskab, som er nyere end bilen OG som man sælger for det dobbelte af hvad man selv gav, fordi der allerede er køleskab i det hus man køber.

Men altså, den bil man absolut ikke vil sælge – fordi den offentlige transport er helt i hegnet når man bevæger sig mere end 20 km. fra Storkøbenhavn – den bliver man så nødt til at sælge.. i Frankrig, og tage et banklån der er næsten ligeså stort som huslånet, for at kunne få en 10-15 år gammel bil uden aircondition, men stor nok til at transportere de 4 børn.

Arrrgh, men altså – bare fordi man ikke leaser i Tyskland..

Den første bil vi havde i Danmark, var en Fiat Punto ovre hos Jan.. Det var det, vi lige akkurat havde råd til.. Hvilket jo betød at First Man måtte løbe ved siden af, eller tage den på stop, hvis vi skulle langt.

Jeg kunne så mase 4 børn på 8, 6, 4 og 1½år ind i min lyseblå Punto, og gøre landevejene usikre. Det kostede engang 1000kr. Dog ikke noget klip – men jeg er til dato stadig meget imponeret over, at jeg overhovedet kunne køre så stærkt, i min lillebitte lyseblå dyt, at det kunne udløse en 1000 kroners bøde – så selvom jeg absolut ikke vil opfordre til fartbølleri, så var jeg faktisk ret stolt af min bøde.

Der stod jo pludselig en mand – sådan midt på landevejen. Og jeg nåede kun med nød og næppe at bremse, mens jeg tænkte hvad er det for en idiot som står midt på vejen – det er da farligt, da Zorronaldo – som var lille – råbte: ”MOAR pas på – han har en pistol”.. Hvortil jeg kunne berolige ham med at det nok ikke var en røver – snarere rigtigt meget tværtimod. Og så kom jeg altså til at grine.. Politibetjenten grinte knap så meget – han kunne faktisk slet ikke se det morsomme i noget som helst, og han sagde ikke engang farvel da han tværede girokortet ud i ansigtet på mig. Han nøjedes bare med at sige: ”Kør ordentligt” i en meget vrissen tone.

Da vi så fik det der banklån og endelig kunne investere i et skrummel af en 7 personers bil, uden aircondition, så fik vi også en blikdåse til First Man, der ikke havde så langt på arbejde, som jeg.

Den var så lidt ustabil, denne blikdåse fra 1983.. Den havde noget med benzinpumpen – det har gamle golfer gerne. Det siger Jan i hvert fald – den klogeste og sejeste mekaniker i Danmark! Bare spørg Gårdmand Bjørn!

Nå, men når denne her golf så gik i stå – det gjorde den jo gerne sådan 10 minutter i lukketid, eller 5 minutter i for sent i skole – så var der ikke andet for end at skubbe.

Raseri giver vinger – eller styrke, eller noget sker der i hvert fald, for First Man ofte kunne ses, løbende på øens landeveje, med en golf på ryggen og to børn på bagsædet, hvinende af fryd over deres seje far. Han fik også noget af et rygte i landsbyerne!!

Denne transportform havde flere fordele, nemlig at børnene ikke kom for sent, samt at han fik nogenlunde afløb for de fleste af sine aggressioner inden han fik båret bilen ned til Jans værksted – hvor han så kunne sparke på et par dæk i frustration, mens han ventede på at blikdåsen blev klar igen.

Nu var det heller ikke fordi det store skrummel var så stabilt. Eller måske var det alt det elektriske vi mosede ind i den.

Det er meget muligt at en generator – selvom den er helt ny – ikke kunne trække de 2 DVD’er og 4 skærme som var et absolut must for at kunne køre længere end til Djævleøen, med børn. Men det siger vi ikke til nogen. Og da slet ikke til dem, som gav os en ny generator på garantien..

Hvorom alting er, fik jeg lært at generator hedder lichtmaschine på tysk og at den var ganske meget i udu. Og selvom vi lige akkurat nåede over grænsen kunne vi så holde skovtur ved Kliplev afkørsel 73. Og vente på søde Falck. Og First Man var olm som en tyr! Og hader meget inderligt den danske bilafgift!

Min bil hernede, har 7 pladser, automatgear, aircondition, indbygget tv, numsevarmer, dog ingen ratpels, men alskens andre behageligheder, endskønt den kun kostede det samme som lige godt 3 blikdåser hjemme i Danmark, og jeg vil meget nødig af med den.

Skulle jeg blot et kort øjeblik overveje at tage den med hjem, og få danske plader på, kommer jeg omgående på andre tanker efter at have set de ublu takster for den slags.

Afsindigt uretfærdigt.

Kunne vi ikke lave en revolution? Bare en lille én? Ellers er jeg ikke helt sikker på jeg kommer hjem igen. For der er ingen chance for at jeg nogensinde kan få mast firkløveret ind i en Fiat Punto igen.

Obsessions..

Da jeg er på kur, er jeg jo kronisk sulten.

Sidste år fik jeg noget helbredsfnidder – og for at afhjælpe dette – en lille lyserød pille. Og alle de gener jeg havde haft i 8-9 måneder forsvandt som dug for solen. Mere eller mindre over night. Det var jo fantastisk.

Ikke desto mindre, gjorde de lyserøde piller, at det er afsindigt svært, for ikke at sige umuligt, at tabe så meget som et eneste gram. Det sidder så fastgroet på min stakkels krop at jeg aldrig tror på de kommer af igen. Kur eller ej – power walking eller ej.

Og så – fordi jeg ikke kan spise alt det jeg gerne vil – så har jeg fået mad besættelse. Det udmønter sig på følgende måde: Jeg glor på mad blogs – opskrifter og billeder!! Jeg læser kogebøger, kigger på opskrifter og er ikke helt afslappet i forhold til det der med at spise..

Og af grunde jeg ikke selv er herre over, landede jeg blandt andet hos Noma.. Dem har alle jo hørt om – og jeg synes det er vildt flot at de er blevet så kendte og sådan..

Men så var der også et sindsforvirret kvindemenneske som gik i selvsving – jeg håber virkeligt at det er en slags spøg, et slags provokerende indlæg for at fremme noget debat meget i stil med noget andet vi lige har snakket om – men ihh hvor jeg ikke synes det er en særlig fiks måde at gøre det på. Men læs selv med her:

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1275730/noma-er-fascisme-i-avantgardistiske-klaer/#topreslist

Hun virker jo ikke rigtig rask..

Lad lad det nu være… MEN når det så er sagt.. så har jeg lige et spørgsmål. Hvordan kan nogen overhovedet overveje at gå derind og spise? På Noma, mener jeg.

HAR I lige set hvad det er man overhovedet kan få at spise derinde?

Når jeg ser billederne så får jeg lyst til at råbe: Dayy-Ohh MAD hvor er du?

Hvem i hele verden bliver mæt af 3 halve valnødder? HVA’?  Posh Spice??

Det er pænt præsenteret, ingen tvivl om det, fantastisk koncept og alt det der – men halloooo – til de priser vil jeg da godt blive mæt?

Gad vide hvor mange tallerkner af halmstrå med pletvis sauce til, man skal spise for at blive mæt?

Det er også bare fordi jeg aldrig i mit liv, ville bruge så mange penge på at spise noget så sært. Så skal jeg jo brokke mig over det. Lidt i stil med en fortælling om nogle sure bær.

Og så sulten som jeg er for tiden, ville jeg aldrig nogensinde kunne blive bare tilnærmelsesvis mæt derinde.. Så tillykke med udmærkelsen og alt det der – men det bliver uden mig..

Hvis jeg skal bruge en kvart million for en bedre middag, tror jeg hellere at jeg vil på Falsled kro – for nu at holde mig til Danmark.

Det kan jo ikke nytte noget at gøre jer alle sammen død misundelige med alle de vidunderlige og noget billigere løsninger vi lige har i Frankrig.

Såsom vores forhenværende “kantine” lige her: http://www.abbayedecernay.com/

Hvor man får den bedste brunch i kæmpestore gamle læder lænestole, og ægte varm chokolade til teatime i sommerferien! Og så tror jeg at jeg faldt i søvn og nogen vækkede mig fordi jeg var ved at spise tastaturet..

..

Vi ses til søndagskagen om lidt!

Aldrig mere give-away

NOTE: Ironi og humor KAN være anvendt!!

NU gider jeg ikke mere… Det er snyd og bedrag – humbug det hele.

Jeg har været med i.. indtil flere af de der give-aways’er.. Fordi man bliver jo fristet når en masse af dem jeg læser med hos, de  rask væk vinder den ene mere interessante ting efter den anden. Nå..

I kan godt høre jeg IKKE vinder…

Jeg vil også vinde noget. Jeg vinder aldrig – bortset fra de 30€ på casinoet for et par uger siden – som jeg derefter holdt krampagtigt fast på resten af aftenen, af skræk for de skulle forsvinde igen..

Nå men altså – endelig – jeg sprang ud i det og var med. Flere steder. Okay, jeg fik kun 1 lod, også de steder hvor man kunne få helt op til 37 hvis man stod på hovedet på Algade og råbte bloggens navn foran aftenshowet..

Men tror I jeg vandt noget? Ikke en hujende fis – ikke engang en australsk bananflue i en flaske.

Så nu gider jeg bare ikke mere.

Kunne jo også lave en give-away selv og sige det er nr. 37 der har vundet – hov det var søreme mig selv.. Så slap jeg oven i købet for porto!

Der er også folk som siger at jeg er en virkelig dårlig taber.. Det har overhovedet ikke hold i virkeligheden.

En dårlig taber? Hvad ligger der så i ordet ”en god taber”?

Det skal jeg sige jer – en god taber er en som vinder.

Der ER ikke andre muligheder.

Jeg mener hvad ER overhovedet meningen med at spille, hvis ikke man vinder? Nej vel? Det der crap med, at det gælder om at være med – det holder jo ikke vand. Nej, det handler om at blive først og vinde stort. Til hver en tid.

Og så er det ikke engang ligesom i casino – der vinder du da lidt indimellem.

Så ikke flere give-aways til mig. Så er det sagt.