Tag Archives: Almen klage

Onde verden

15 dec

Især den af plastik..

Helt ærligt – hvis jeg en dag fik chancen for at lægge plastikproducenter over knæet og give dem en mindeværdig røvfuld for at lave knækbart yndlingslegetøj – så gjorde jeg det.

For noget der ligner tre måneder siden, startede Gårdmand Bjørn sin ønskeseddel, og øverst stod der ”Politiskilt” og ”håndjern”.

Og jeg fandt en lille æske – med en bog om forbrydelser, et politiskilt og et par håndjern.

Og han blev lykkelig. Da vi skulle til en anden fødselsdag ledte vi efter den samme æske – og den var desværre udgået – det var jo lige meget, vi havde vores og kammeraten fik bare noget andet.

I kan godt fornemme noget her – ikke?

Nå men i hvert fald – denne idyl fordampede i et hjerteskærende hyl, i går aftes.

Derefter kom Prinsessen løbende ned og startede den der sirene: ”det var ikke mig jeg gjorde det ikke med vilje jeg men jeg kunne ikke se det… Og nu græder han..” kom det så.

Og jeg ved virkelig næsten ikke hvem der var mest ulykkelig, hende – fordi hun ikke havde set den indretning Gårdmanden havde konstrueret, eller ham – fordi hans håndjern var blæst til atomer.

Eller det vil nu sige – jeg ved altså godt hvem der var mest ked af det. Det kunne jeg nemlig godt høre da jeg kom op ad trappen..

Han lå ellers helt dybt nede under dynen. Og snøftede. Jeg lagde mig ved siden af.

”Det nytter ikke noget at ae” kom det halvkvalt. ”I morgen ved jeg bare at jeg har ondt i hovedet. Og jeg ved godt at det ikke er Prinsessens skyld – jeg er bare  så ked af det”

Jeg prøvede at sige at jeg måske kunne lime det. Gaffa.. eller noget..

”Nej” – og så faldt tårerne igen – ”fordi der mangler en hel masse stumper.”

”Og jeg kan ikke engang få nogle nye.” hikstede han. Jeg hviskede, at jeg gerne ville vide hvorfor..

”Jamen i de andre politiæsker med håndjern, er der en masse skrammel som jeg slet ikke har brug for. Og de ligner heller ikke fars håndjern”

Her tørrede han snot og tårer af, i Mumles ene vinge eller luf – eller hvad det nu hedder når det sidder på en pingvin – der på armens plads.

”Og jeg vil heller ikke have rigtige håndjern – tænk nu hvis jeg kom til at smide nøglen væk..”

Jeg lå bare og krammede min lille Bjørn og tænkte onde tanker om generel plastikskørhed..

Jeg fik ham til at falde så meget til ro, at jeg med nogenlunde ren samvittighed kunne sige godnat.

Så hvis her er stille i dag – er det fordi jeg er så meget på jagt efter håndjern..

SE MIG LIGE..

24 nov

Gad vide hvorfor der er så stor forskel på hvordan man ser sig selv – og hvordan omgivelserne ser én?

Jeg har en måde at se mig selv på, men lur mig, om det er med samme vinkel andre ser mig?

Det kommer sikkert også an på hvem der ser. For selv om jeg er som jeg er – ville jeg da godt ses som en anelse mere.. værdig, klog, og morsom  især morsom.

Det er lidt sværere, i en halvparanoid semi bloganonymitet, at vise hvem man er, end hvis man nu mødes ude det virkelige liv.

Men der er sikkert også mange nuancer der går tabt alligevel, ude i det virkelige liv.

Folk tager sommetider grueligt fejl af mig – de tror jeg er sådan en sød og blid lille én, og så får de et alvorligt chok og bliver fuldstændigt desillusionerede første gang de hører mig råbe ”for helvede”, rigtigt højt.

Eller når de ser mig sidde og lave ballade og fnise som en 14årig, til et vældigt alvorligt og seriøst møde..

Så kan folk godt komme hen til mig bagefter og sige – uhh vi troede du var vildt snobbet – og så er du bare vildt mærkelig..

Eller det vil sige – det udtaler folk alligevel ikke – trods alt – men de tænker det så højt at jeg kan høre det, også selvom jeg står langt væk.

Dette faldt mig, ind da jeg med Prinsessen og Divaen gik en tur i byen. Der er mange hunde her i byen – vi har endda flere hundefrisørsaloner og tilmed hundetøjsbutikker..

Amar’!

Nå men, vi kan jo godt lide hunde, så vi kigger mest på hunde. Mere end på mennesker. Og kom vi til at snakke om at minde om sin hund.

Jeg holdt på at det ikke passede – for Blondinen har seriøst damp.. Eller havde, da hun var yngre.

Og så var det at begge mine elskede døtre kiggede på mig.. og sagde: ”mmmjooo, men det har du da også?”

Det er det jeg siger – utak er verdens løn. Og man bliver slet ikke set rigtigt.. Ikke engang af sin egen familie..

Nål i en.. høstak

23 nov

Gid det var så vel.

Jeg står i den lidt aparte situation at jeg faktisk gerne ville have fingre i mit PMS humør. Lige nu.

Og nu er det naturligvis længe væk. Hvor er ens brugbare vris henne, når man virkeligt har brug for dem?

Jeg spørger bare.

For jeg har i den grad behov for at kunne råbe grundigt efter nogen. Er bare lidt træt.

Jeg har vist nævnt kort – for længe siden – at jeg roder med noget tandhalløj. Jeg vil ikke kede jer med lange jeremiader, eller ulækre detaljer om indersiden af min mund, men faktum er at jeg har været generet – for ikke at sige at jeg faktisk indimellem har haft pisseondt – på grund af en livsfarlig dame som kalder sig selv tandlæge.

Det er hun ingenlunde – derimod kunne hun få rollen som én af de kugleskøre tanter i ”Arsenik og gamle kniplinger.”

Grunden til at jeg savner evnen til at kunne oparbejde et formidabelt raseri – muligvis at gå til korporligheder – er at finde i dagens specialistbesøg i Paris.

Dengang Draculas bedstemor var færdig med mig, var jeg ganske klar over at jeg også var færdig med hende, hvorfor jeg ikke igen satte mine ben i helvedes forgård, men derimod i et elegant venteværelse hos en tandkirurg af højt renommé. I dag!

Jeg skal ikke trætte jer med tekniske forklaringer, ej heller har jeg tænkt mig at scanne de fine tegninger eller 6 – 6!! – røntgenbilleder af min tand som manden tog.

Jeg vil blot fortælle jer konklusionen.

Nogen..

Har simpelthen glemt et stykke nål i en af mine rodkanaler.

Eller tabt. Eller overset. Hvorom alting er – sidder der et stykke nål. Inde i min tandrod.

Godt så.

”Så fjern den – omgående”, var min lidet diplomatiske reaktion.

Men dette lader sig desværre ikke gøre – derfor skal jeg betale ½milliard euroer for at få ryddet op efter Arsenik-damen.

Nål-stykket kan ikke fjernes, men man kan – og de sarte kan springe denne sætning over så de undgår at få samme portion koldsved som jeg – man kan som sagt løfte tandkødet af, save rodenden over og rodbehandle ovenfra, så at sige. Og sætte tandkødet på igen.

Her troede den venlige specialist, at tiden var inde til at prøve sig med en lille vits, og sagde: ”Vi sætter naturligvis tandkødet fast igen – det får ikke lov til at sidde og blafre som et gardin..”

Jeg sværger – det sagde han. Jeg lo ikke af hans ynkelige forsøg på en vits. Gardin.. Han kan selv være et gardin..

I øvrigt var jeg på dette tidspunkt meget tæt på at besvime i affekt, så jeg nåede ikke at reagere som jeg ellers havde gjort.

Mit eneste ufravigelige krav var nemlig at denne torturseance kommer til at foregå i fuld narkose eller under påvirkning af meget stærke barbiturater. Ellers overlever jeg ikke.

En nål..

”Dette er Kong Mor – eller nej det er jo Stine, men I ved hvad jeg mener – nu fås hun også med nål.”

Bare tanken om at der er uvedkommende metal indeni mig.. Det er da lidt uhyggeligt.

Det er starten på Robocop.. Eller Robokong..

Det ene positive var at specialistmanden også er meget klog og opmærksom, så på under tre minutter fik jeg også at vide hvordan jeg kan få andre – læs Kvaksalveren – til at betale for oprydningen.

Det andet positive var at jeg fik en crème brûlé bagefter!

Men jeg er stadig med kronisk nål.. Indtil jeg dør. Eller flår tanden ud.

Min største skræk er bare, at jeg vil få samtlige alarmer i lufthavnen til at hyle, og at jeg dermed bliver grounded for tid og evighed.

Stjerne og støv

10 okt

Ja, Prinsessen er blevet fotograferet.

Sådan rigtigt. Som en stjerne.

Hun er – med al moderlig mangel på objektivitet – meget smuk.

Hun er som sagt før, meget optaget af at være et par år ældre end hun er. Hun har lidt travlt. Hun har godt nok resigneret i forbindelse med høje hæle, men drømmer stadig.

Lørdag aften var hun imidlertid udsat for en oplevelse, som åbnede hendes øjne på mere end en måde.

Vi skulle i byen, og på vej over gaden holdt to hjernelamme unge scooterdrenge. Deres udtalelser angående Prinsessen var ækle og gjorde hende bange, mig chokeret og First Man så fuldstændigt rødglødende af raseri, at han brølende beordrede de to formastelige til at stå ret foran ham omgående.

Unødvendigt at sige at det gjorde de ikke – stod ret altså – nej, de flygtede så hurtigt deres tunede knallerter kunne køre dem væk fra en aldeles frådende First Man.

Og vi fortsatte hen til vores venner. Men Prinsessen var chokeret.

Vel hjemme igen, og på vej i seng, kom hun hen til mig og fik et knus. Mens vi stod der, hviskede hun stille, at hun ville være grim.. og aldrig mere gå med mascara.

Hun følte sig tilsmudset.

Jeg prøvede at forklare hende, at hun ikke havde gjort noget forkert. At det var de unge fyre, som var helt galt afmarcheret. Og at hendes mascara ikke gjorde hverken fra eller til – da det jo ikke engang havde kunnet ses – bagfra og i mørke.

Hendes påklædning var aldeles dadelfri: almindelige cowboybukser, flade sko og en vamset sweater. Og dilemmaet er jo – at også selvom hun havde haft nederdel på, lidt øjenskygge og tingeltangel hist og her, så berettigede det ingenlunde to hormonelt forstyrrede ungersvende til at komme med den slags udtalelser.

Eller det som er værre.

Det er et spørgsmål om respekt for andre mennesker. Uanset hvad.

Stjernestøv.

Men smuk – det er hun altså..

 

Hold på hat og bryster

24 sep

Noget af det, som altid har fået mig helt op i det røde felt, og til at tage ditto sokker på over det hele, er den forskel på hvordan mænd og kvinder ”må” behandle deres attributter på.

Det startede en dag for mange år siden, dengang en buksedragt i skrigende pink var højeste mode, engang lige i starten af firserne.

Jeg skulle til købmanden for at hente et eller andet for min mor, og det skulle vist gå lidt tjept. Da jeg på tilbagevejen fik øje på kammeraterne, løb jeg hurtigt over for lige at sludre to minutter, før jeg skyndte mig videre hjem.

Byttepengene havde jeg i brystlommen, og for ikke at de skulle hoppe ovenud når jeg løb, og jeg så ville tabe dem – holdt jeg på lommen. Og Michael, legekammerat og nabo, sagde straks, da jeg nærmede mig: ”Adddr, hvorfor holder du dig på patterne”.

Bestyrtet stirrede jeg først på ham, dernæst ned på mit usandsynligt flade bryst, og så igen på ham. Lidt usikkert meddelte jeg, at jeg altså bare holdt fast på min lomme så jeg ikke tabte pengene. Den ene lomme kun – skal det lige siges.

Nå men så var det jo en helt anden sag. Men jeg var dog stadig en anelse perpleks og forstod det ikke helt.

Ikke desto mindre er følelsen af at min dobbelte airbag helst skal gemmes lidt væk med mindre den skal bruges til noget fornuftigt, blevet hængende.

Hvor ofte ser man lige en kvinde ugenert klø sig på brystet, subsidiært læsse dem ordentligt på plads i bh’en, hvis de af vanvare er hoppet lidt udenfor. Nej vel?

Eller hvis man gør – så skorter det ikke på saftige adjektiver fra mandlige tilstedeværende, som henleder tankerne på letbenede damer, af den slags som får penge for at gøre noget rart ved mænd. Lumre bemærkninger, alt imens de klør sig i skridtet.

Man må nærmest ikke engang amme mens andre kan se det.

Eller forestil jer kvinder som konsekvent glor på mænds skridt, mens de taler sammen? Nej vel – igen?

Nå, luk nu øjnene.. og tænk på en eller anden mand – og jeg mener virkeligt HVILKEN som helst mand.

Så vil jeg godt – nej, ikke æde en stråhat, for det kom Mr. Q galt af sted med her forleden – men jeg er sikker på at alle de mænd, der så bliver tænkt på, har rystet deres ædlere dele på plads – indtil flere gange i fuld offentlighed, uden blusel.

De bliver varmet foran tv’et om aftenen, de bliver løftet, eller skubbet på plads, hvis de sidder i klemme, eller bare lige nulret lidt for det tilfælde at de føler sig ensomme.

Og ingen tænker at det er en specielt mærkelig handling, for det gør alle mænd jo.

Men sæt nu billedet af en kvinde ind i stedet. Kvinde som sidder og holder sig på brysterne foran tv’et, kvinde der skubber eller løfter – i hvert fald lægger dem bedre på plads. Eller bare jævnligt skal mærke efter om de er der endnu.

Et utænkeligt syn – medmindre det bliver udført af en mand, PÅ en kvinde!

Jeg vil derfor opfordre alle til at gribe i egen barm – lidt brystbefamling af egne attributter må være på sin plads – så vi kan få udlignet denne fysiske uretfærdighed!

Lægeordineret lakrids

20 sep

Her gik jeg rundt og troede at jeg var helt ubærligt træt og frøs, bare fordi det er koldt og gråt udenfor.. Og vådt, ikke at forglemme.

Og ville lige et smut til lægen.

For at få nogle vitaminer. En masse vitaminer. Så jeg kunne blive helt selvlysende af energi. Og ikke falde i søvn midt i havregrøden.

Så kommer man i stedet ud med en liste så lang med blodprøver der skal tages, fordi ens blodtryk tilfældigvis ligger og roder rundt på 100/60 og andre småting der ikke er helt som de skal være.

Jammerligt.

For så er vi igen ude i noget af det der med at skulle prikkes i, på fastende hjerte. Jeg falder garanteret om. Eller i søvn.

Men det gode er jo – at lakrids virker blodtryksforhøjende!!

Så jeg må spise en masse lakrids, med lægelig accept, hvis jeg ellers kan holde mig vågen til det. Og efter jeg er blevet stukket i.

Jeg har også det helt rigtige at gnaske i mig. Fik nemlig disse poser af min helt egen vidunderlige Lene – udvalgt specielt til mig!

IMG_5409

Mon ikke man som kongelig kan gnaske i søvne?

Klipomania.. eller noget

19 sep

Nogle gange er det meget, meget svært at være en god, pædagogisk og forstående mor som ikke skælder ud, eller med stemmen helt oppe i de oktaver som splintrer glas.

Indimellem kan man være heldig at trække vejret så dybt at man bliver gasblå i hele hovedet, og derved undgå at råbe til sine børn, men andre gange er dette umuligt.

Det var tilfældet for mig i går.

Det er nemlig sådan, at jeg blandt andre, har en søn på 9 år – jeg nævner ingen navne – som er meget glad for at klippe og skære i ting. Ja han laver også andre ulykker – men dem klarer vi med det samme.

Men dette her skære-klippe noget, havde derimod taget om sig, i sådan et omfang, især i forbindelse med mit badeforhæng, at jeg til sidst ligeså godt kunne tage bad bagved en si. Eller en ost. En af dem fra Schweiz med huller i, lige bortset fra lugten naturligvis.

I hvert fald, i sidste uge fik jeg købt et nyt og ganske uhullet badeforhæng – som desværre stadig blafrer – og jeg tror nok jeg meddelte beboerne på Æblebakken, ret højrøstet, at dette nye badeforhæng skulle der ikke nødvendigvis lufthuller i.

Stor var min irritation derfor, da jeg i går skulle lægge håndklæder sammen, og fik fingrene i et som havde umiskendelige hak i kanten, grangiveligt som havde en lille saks lagt vejen der forbi.

Heldigt er det, at mine krystalglas er blevet hjemme på øen, for de var nok røget sig en tur, i den hylen, mine stemmebånd derpå satte sig fast i.

Og.. ja, jeg ved ikke med jer, men jeg er rigtig god til at komme i tanke om alle mulige andre ulykker, mit elskede firkløver har bedrevet, også et par enkelte hvor der burde være præskription, men som i kampens hede, pludselig falder mig ind, og som jeg lige så godt kan fremhæve, nu vi er så godt i gang.

Det er som om disse, lidt forældede sager, bare ligger så godt til hyletonen.. Som om stemmebåndet helt af sig selv, kan genkende den B-Mol de blev udgivet med oprindeligt.

Nå, men efter sådan en hyggelig lille råbestund, så holder jeg mig gerne lidt for mig selv, til jeg på ny er i stand til at åbne munden, uden det er de høje oktaver der skal ud.

Jeg var faldet så meget ned, at jeg endda kunne gå op og sige godnat til den formastelige, som havde fundet det klogest bare at gå i seng for at undgå videre tiltale. Det var desuden sengetid..

Der var jo to muligheder, som jeg forklarede til den lille bylt under dynen: enten blev der klippet af arrigskab, eller også fordi man er væk i en leg og bare godt kan lide at klippe. Men at når man er 9 år er man for stor til at lave sådan nogle tåbelige ting som at klippe i alt muligt.

De klare øjne som dukkede frem under dynen, og stemmen som bedyrede at han altså ikke var sur på os, når klippetrangen kom over ham, syntes jeg godt jeg kunne stole på.

Jeg sagde så, at hvis han gerne ville klippe var det altså meget bedre hvis han fandt noget lovligt at klippe i. Og han kunne jo lave en kollage eller noget – klippe i mine gamle tilbudsaviser eller blade. (mind mig lige om at jeg skal gemme mit Femina væk) Det ville han meget gerne. Lave en kollage eller et julekort eller noget. For han var ikke så god til at klippe ting ud – kom det så.

Og det undrer mig ingenlunde – det er nemlig ret svært at klippe i badeforhæng og håndklæder med en gammel neglesaks.

%d bloggers like this: