Tag Archives: Almen klage

Vi kan jo altid snakke om vejret..

13 sep

NU er det altså lige nok. Blev der sagt.

Normandiet er grønt.. Danmark er meget grønt – hele Europa er grønt. Hvad er det lige der sker for meteorologerne? For det kan da umuligt være vejrets skyld.

Jeg har oplevet mere regn de sidste 2 måneder end i hele resten af mit liv. Den del jeg har levet altså.. Det er muligvis løgn men det føles sådan.

Jeg mangler sol i den grad. Jeg visner.. Nårh nej.. Jeg drukner. Og hvor er Noahs ark henne – så jeg kan få en sejltur på bølgen grå indtil vi aner solstrejf igen??

Jeg fryser også. Har simpelthen taget sokker på, allerede her, flere måneder inden jeg plejer at lægge ballerinaskoene væk og iføre mig sokker og varme sko – med snørebånd. Det varer heller ikke længe inden undertrøjen bliver gravet frem fra gemmerne.

Numsevarmeren har endda været tændt – indtil flere gange!

Mit varmetæppe er også taget i brug – jeg fik de ondeste forfrysninger da jeg kravlede ned i sengen i sidste uge – så nu indtager jeg ikke min plads under dynen uden at sikre mig at den er forvarmet.

Men vi kunne naturligvis godt tænde for varmen. Jeg er bare lidt for nærig – det er for pokker kun midt i september.. Det er bare ikke okay.

Prinsessen er allerede begyndt at få ondt i halsen. Så der skal snart laves et raid hos en vitaminpusher, så vi kan få fyldt depoterne op, inden vi alle sammen bukker under, inficerede med skørbug og byldepest.

Eller forkølelse. Jeg får nemlig altid den mandlige version af forkølelser. Også selvom jeg ikke har noget der dingler.. I hvert fald ikke lige der.

Det gode ved det der våde, klamme og kolde vejr, er derimod, at det ligefrem skriger på hjemmebagte boller og varm kakao.

Intet er så galt at det ikke er godt for noget.. Men det ville altså ikke gøre noget, hvis det også holdt op med at regne.

Skilt til Fru Z

7 sep

Nå – man skal holde hvad man lover.

Og Fru Z har brug for opmuntring. Så jeg tilbød naturligvis at lave et skilt..  Og det sagde hun ja til.

Så – værsgo Fru Z og må Feriekonto så brænde i helvede et par timer:

IMG_5364

MAND-HVOR-JEG-GLÆDER-MIG-TIL-SKOLESTART..

27 aug

Jeg kan meget godt lide mine børn, sådan rigtigt fantastisk meget, og jeg elsker at være sammen med dem, jeg gik endda hjemme da de var små – MEN NU må de altså gerne snart komme af sted ud i verden igen.

Sommerferien har været lang – alt for lang – og nu går det ud over mig. Og jeg føler mig som Tante Berg eller hvad hun nu hedder, i “Lotte, Jonas og Jeg”

“Lotte: Hun blev glad to gange idag, da vi kom og da vi gik”

Hvert femte minut kommer det: moAAr, jeg vil dit – moAAr, jeg vil dat.

Det er til at blive idiot af..

Og det er altså rigtigt: bedst som man har sat sig for at skrive et spændende indlæg om en eller anden by.. Eller noget andet som verden bare har brug for at vide – så står der en person under 18 år og laver lyde – lige ved siden af mig. Og jeg er desværre sådan indrettet at jeg ikke kan høre noget når jeg er optaget af noget andet, hvilket nogle gange medfører at jeg får sagt ja til en masse vrøvl – før jeg vågner op og kan forstå hvad der bliver sagt.

I og med de efterhånden går ind i ferieuge nr. 9 er deres egen-aktivitets-gen en anelse falmet og mangler nogle kromosomer. Sagt med andre ord, de keder sig bravt og vil godt snart have lidt mere spænding i deres liv.

Pandekager til morgenmad rækker bare ikke længere.

Gårdmand Bjørn starter tirsdag, de 3 andre skal først pakke penalhuset d. 5. september.

Og det glæder vi os alle sammen til.

Nok mest mig, den onde Tante Berg-mor jeg er!

Tilbudsavisernes hævn

18 aug

Nu da jeg har skiftet status fra en glad sej kvinde, med styr på tilværelsen, liv og arbejde, til en sur én uden noget som helst..kommer der til at ske visse ændringer.

En ting er det mentale. Det er svært at jeg ikke har bestemt selv. Det er den slags, jeg ikke er så god til, at andre bestemmer for mig.

Nå – det er hvad det er, det skal bare snakkes væk, men med så voldsomt og aldeles ufrivilligt et karriereskift, skal man også til at passe lidt på pengene.

En ting er at få bevilget et midlertidigt overtræk i banken, en anden ting er, at det jo skal bruges mindst muligt, så man ikke ender som mulig kandidat for luksusfælden.

Derfor rottede jeg mig sammen med Lene, og fik hende til at forklare mig hvordan hun køber ind. Hun kender kilopriser og sådan noget, nærmest udenad, og ved altid hvor der er tilbud på hårvoks og bananer.

Jeg fik en udførlig plan for hvordan jeg skulle læse tilbudsaviser. I ved, de der kulørte blade, jeg i Danmark skilte i to bunker, den ene, som skulle smides ud med det samme, indeholdt jem&fix, aldi, idemøbler, fleggard grænsehandel og den slags. Den anden bunke som blev smidt ud lidt senere, indeholdt dem med fancy vattæpper, urtepotteskjulere, bøger og økomad.

Men jeg har da aldrig rigtigt brugt dem til noget, eller det vil sige – indimellem har jeg da købt en kop eller et vattæppe – men det havde jeg nu nok købt alligevel.

Her i Frankrig, kan jeg umiddelbart kun komme på en eneste gang jeg har brugt en tilbudsavis – og det var da jeg i starten af juli – i år – skulle finde en skoletaske til Gårdmand Bjørn. Der stod en anden pris på skiltet, end i tilbudsavisen og så skulle jeg jo lige høre hvordan det kunne være. Skiltet var en fejl. Godt for alle parter vil jeg lige skynde mig at sige!!

Alle de andre tilbudsaviser her i Frankrig, har jeg bare smidt direkte i skraldespanden – som meget belejligt står ved siden af postkassen – så skulle jeg i det mindste ikke slæbe alt det papir så langt.

Nå, men således udstyret med helt nye vaner, og en mere end slunken pengetank, er jeg imidlertid helt klar til at indtage Lidl, Aldi, Leader Price og SuperU. Og madplaner er jeg også i færd med at udfærdige – og det skulle jo foregå i skøn forening med de hersens tilbudsaviser.

Og hvor er de så henne, må jeg spørge? For der er slet ikke nogen.

Strejker de?

Eller er det en form for hævn over at jeg aldrig har læst i dem – endsige brugt dem – før?

For jeg har, siden mandag morgen, ikke set en eneste lille sølle tilbudsavis, i min postkasse, så jeg kunne få afprøvet alle mine nye talenter.

Jeg storker op til postkassen flere gange dagligt, og det er faktisk en ret lang tur på 4-500 meter – og så skal jeg jo også tilbage igen. Er lige skuffet, hver gang der ikke er noget i. Sender også indimellem sure børn derop. De kommer ligeledes tomhændede tilbage.

Det er næsten som dengang i stenalderen, da jeg ventede på at posten skulle levere kærestebreve, okay det er så ikke sket så tit, men alligevel, situationen kan sagtens sammenlignes.

Så i stedet for at nyde at jeg kan holde fri med firkløveret, og prøve at finde noget alternativt at lave, går jeg nu derimod rundt med uforløste madplaner i hovedet, og får tvangstanker omkring franske tilbudsaviser..

Hvem sagde det var usundt at blive arbejdsløs og at man godt kan risikere at udvikle psykoser og den slags?

Det var der ingen der sagde? Nå – så hører jeg sgu nok også stemmer, og nu har jeg i øvrigt ikke tid til jer mere – jeg skal op til postkassen.

Selvmedlidenhed og jammer

17 aug

Den positive note på denne blog, er midlertidigt blevet bedt om at gå hen og lægge sig i et hjørne og ikke forstyrre mig foreløbigt – jeg skal lige jamre.

For så sidder man her. Ferien er slut. Og så alligevel ikke, for der skete jo noget.

Jeg ankom til Danmark en lørdag på ferie, og læste så i en dansk avis om mandagen, at jeg ikke havde ferie mere, eftersom firmaet der havde æren af at udbetale min løn, var gået konkurs.

Jeg gik så over gaden, hen til min lille bank og spurgte om jeg havde fået løn, og det havde jeg ikke.

Hvad jeg havde fået, var dermed en helt ny status, ganske som rigtigt mange andre mennesker i verden, nemlig den tvivlsomme ære at være arbejdsløs. Og en anelse mere lort end lagkage.

Er ikke helt klar over hvad jeg skal bruge den titel til. Rent fysisk er intet blevet ændret idet jeg jo bare har siddet hjemme og arbejdet 20 timer om ugen. Hjemme har bare været her nede – i Normandiet. Men hvad med alle de ordrer der ikke er blevet færdige – der sidder jo nogle mennesker og venter på deres ting. Hvad med mine kolleger?

Og hvad så – bare sådan i al almindelighed, spørger nogen.. og jeg?

For det ville jeg faktisk også godt vide.

Det kan jo være begyndelsen til noget helt nyt – der er så meget man kan tage sig til.

I dagens anledning har jeg et skilt om halsen. ”Er sur… vil ikke høre på andres brok”. Det vækkede i hvert fald Zorronaldo, som derefter ganske forsigtigt sagde godmorgen helt uden at være sur – kunne være at jeg skulle prøve det oftere..

IMG_5273

Har dog sikret mig at jeg kan få det af hvis jeg skulle blive i bedre humør. Snoren kan naturligvis klippes af, men jeg er for nærig til at ødelægge det – det kunne jo være jeg fik brug for det i flere dage.

Mit dårlige humør er nemlig opsparet. Jeg har ikke gidet tænke over alle de der: ”hvordan, hvorfor og hvad nu” i min ferie. Er faktisk ret stolt af at jeg har kunnet abstrahere fra det fuldstændigt, mens jeg havde travlt med at nyde min danske ferie.

Men nu er det så kommet tilbage – det dårlige humør – med renters rente og har ramt mig lige i synet og vil ikke rigtigt gå væk.

Så jeg laver lister.

Nogle mere brugbare end andre:

Liste over alle de gode ting.. Gode ting? Øhhhh.. Kom igen i næste uge.

Liste over alt det jeg kunne begynde at lave i stedet for.. Okay – alle de ting der kom på den liste er meget sjove, men giver hverken brød på bordet eller betaler husleje.

Jeg skal forskåne jer for de indviklede regler som gør, at jeg nok ikke får min løn – heller ikke fra Lønmodtagerens Garantifond idet jeg ikke kan stå til rådighed for det danske arbejdsmarked.

For er der mon nogen, som vil have en deltidsarbejder siddende i Normandiet?

Nej vel? Jeg tænkte det nok.

Kære lille bilafgift..

16 aug

Nu hvor vi savner det hele lidt, og vi såmænd sagtens kunne have brugt et par uger mere på øen, så er det bare med at finde det der er fedt ved ikke at bo i Danmark – det er for eks. bilerne.

Ej – dette her er virkeligt noget der kan hidse mig helt afsindigt op – så nu er I advarede.

Som når man flytter tilbage efter mange år i udlandet – og man tager sit store lækre køleskab med hjem – den slags kan slet ikke fås i Danmark – og man tager sin bil med hjem. Man har 4 børn og man har derfor brug for en stor bil, eftersom man beslutter sig for at bo på en ø, for at befolke udkants Danmark.

Man skal ikke betale afgift af sit fede køleskab, som er nyere end bilen OG som man sælger for det dobbelte af hvad man selv gav, fordi der allerede er køleskab i det hus man køber.

Men altså, den bil man absolut ikke vil sælge – fordi den offentlige transport er helt i hegnet når man bevæger sig mere end 20 km. fra Storkøbenhavn – den bliver man så nødt til at sælge.. i Frankrig, og tage et banklån der er næsten ligeså stort som huslånet, for at kunne få en 10-15 år gammel bil uden aircondition, men stor nok til at transportere de 4 børn.

Arrrgh, men altså – bare fordi man ikke leaser i Tyskland..

Den første bil vi havde i Danmark, var en Fiat Punto ovre hos Jan.. Det var det, vi lige akkurat havde råd til.. Hvilket jo betød at First Man måtte løbe ved siden af, eller tage den på stop, hvis vi skulle langt.

Jeg kunne så mase 4 børn på 8, 6, 4 og 1½år ind i min lyseblå Punto, og gøre landevejene usikre. Det kostede engang 1000kr. Dog ikke noget klip – men jeg er til dato stadig meget imponeret over, at jeg overhovedet kunne køre så stærkt, i min lillebitte lyseblå dyt, at det kunne udløse en 1000 kroners bøde – så selvom jeg absolut ikke vil opfordre til fartbølleri, så var jeg faktisk ret stolt af min bøde.

Der stod jo pludselig en mand – sådan midt på landevejen. Og jeg nåede kun med nød og næppe at bremse, mens jeg tænkte hvad er det for en idiot som står midt på vejen – det er da farligt, da Zorronaldo – som var lille – råbte: ”MOAR pas på – han har en pistol”.. Hvortil jeg kunne berolige ham med at det nok ikke var en røver – snarere rigtigt meget tværtimod. Og så kom jeg altså til at grine.. Politibetjenten grinte knap så meget – han kunne faktisk slet ikke se det morsomme i noget som helst, og han sagde ikke engang farvel da han tværede girokortet ud i ansigtet på mig. Han nøjedes bare med at sige: ”Kør ordentligt” i en meget vrissen tone.

Da vi så fik det der banklån og endelig kunne investere i et skrummel af en 7 personers bil, uden aircondition, så fik vi også en blikdåse til First Man, der ikke havde så langt på arbejde, som jeg.

Den var så lidt ustabil, denne blikdåse fra 1983.. Den havde noget med benzinpumpen – det har gamle golfer gerne. Det siger Jan i hvert fald – den klogeste og sejeste mekaniker i Danmark! Bare spørg Gårdmand Bjørn!

Nå, men når denne her golf så gik i stå – det gjorde den jo gerne sådan 10 minutter i lukketid, eller 5 minutter i for sent i skole – så var der ikke andet for end at skubbe.

Raseri giver vinger – eller styrke, eller noget sker der i hvert fald, for First Man ofte kunne ses, løbende på øens landeveje, med en golf på ryggen og to børn på bagsædet, hvinende af fryd over deres seje far. Han fik også noget af et rygte i landsbyerne!!

Denne transportform havde flere fordele, nemlig at børnene ikke kom for sent, samt at han fik nogenlunde afløb for de fleste af sine aggressioner inden han fik båret bilen ned til Jans værksted – hvor han så kunne sparke på et par dæk i frustration, mens han ventede på at blikdåsen blev klar igen.

Nu var det heller ikke fordi det store skrummel var så stabilt. Eller måske var det alt det elektriske vi mosede ind i den.

Det er meget muligt at en generator – selvom den er helt ny – ikke kunne trække de 2 DVD’er og 4 skærme som var et absolut must for at kunne køre længere end til Djævleøen, med børn. Men det siger vi ikke til nogen. Og da slet ikke til dem, som gav os en ny generator på garantien..

Hvorom alting er, fik jeg lært at generator hedder lichtmaschine på tysk og at den var ganske meget i udu. Og selvom vi lige akkurat nåede over grænsen kunne vi så holde skovtur ved Kliplev afkørsel 73. Og vente på søde Falck. Og First Man var olm som en tyr! Og hader meget inderligt den danske bilafgift!

Min bil hernede, har 7 pladser, automatgear, aircondition, indbygget tv, numsevarmer, dog ingen ratpels, men alskens andre behageligheder, endskønt den kun kostede det samme som lige godt 3 blikdåser hjemme i Danmark, og jeg vil meget nødig af med den.

Skulle jeg blot et kort øjeblik overveje at tage den med hjem, og få danske plader på, kommer jeg omgående på andre tanker efter at have set de ublu takster for den slags.

Afsindigt uretfærdigt.

Kunne vi ikke lave en revolution? Bare en lille én? Ellers er jeg ikke helt sikker på jeg kommer hjem igen. For der er ingen chance for at jeg nogensinde kan få mast firkløveret ind i en Fiat Punto igen.

Obsessions..

10 jul

Da jeg er på kur, er jeg jo kronisk sulten.

Sidste år fik jeg noget helbredsfnidder – og for at afhjælpe dette – en lille lyserød pille. Og alle de gener jeg havde haft i 8-9 måneder forsvandt som dug for solen. Mere eller mindre over night. Det var jo fantastisk.

Ikke desto mindre, gjorde de lyserøde piller, at det er afsindigt svært, for ikke at sige umuligt, at tabe så meget som et eneste gram. Det sidder så fastgroet på min stakkels krop at jeg aldrig tror på de kommer af igen. Kur eller ej – power walking eller ej.

Og så – fordi jeg ikke kan spise alt det jeg gerne vil – så har jeg fået mad besættelse. Det udmønter sig på følgende måde: Jeg glor på mad blogs – opskrifter og billeder!! Jeg læser kogebøger, kigger på opskrifter og er ikke helt afslappet i forhold til det der med at spise..

Og af grunde jeg ikke selv er herre over, landede jeg blandt andet hos Noma.. Dem har alle jo hørt om – og jeg synes det er vildt flot at de er blevet så kendte og sådan..

Men så var der også et sindsforvirret kvindemenneske som gik i selvsving – jeg håber virkeligt at det er en slags spøg, et slags provokerende indlæg for at fremme noget debat meget i stil med noget andet vi lige har snakket om – men ihh hvor jeg ikke synes det er en særlig fiks måde at gøre det på. Men læs selv med her:

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1275730/noma-er-fascisme-i-avantgardistiske-klaer/#topreslist

Hun virker jo ikke rigtig rask..

Lad lad det nu være… MEN når det så er sagt.. så har jeg lige et spørgsmål. Hvordan kan nogen overhovedet overveje at gå derind og spise? På Noma, mener jeg.

HAR I lige set hvad det er man overhovedet kan få at spise derinde?

Når jeg ser billederne så får jeg lyst til at råbe: Dayy-Ohh MAD hvor er du?

Hvem i hele verden bliver mæt af 3 halve valnødder? HVA’?  Posh Spice??

Det er pænt præsenteret, ingen tvivl om det, fantastisk koncept og alt det der – men halloooo – til de priser vil jeg da godt blive mæt?

Gad vide hvor mange tallerkner af halmstrå med pletvis sauce til, man skal spise for at blive mæt?

Det er også bare fordi jeg aldrig i mit liv, ville bruge så mange penge på at spise noget så sært. Så skal jeg jo brokke mig over det. Lidt i stil med en fortælling om nogle sure bær.

Og så sulten som jeg er for tiden, ville jeg aldrig nogensinde kunne blive bare tilnærmelsesvis mæt derinde.. Så tillykke med udmærkelsen og alt det der – men det bliver uden mig..

Hvis jeg skal bruge en kvart million for en bedre middag, tror jeg hellere at jeg vil på Falsled kro – for nu at holde mig til Danmark.

Det kan jo ikke nytte noget at gøre jer alle sammen død misundelige med alle de vidunderlige og noget billigere løsninger vi lige har i Frankrig.

Såsom vores forhenværende “kantine” lige her: http://www.abbayedecernay.com/

Hvor man får den bedste brunch i kæmpestore gamle læder lænestole, og ægte varm chokolade til teatime i sommerferien! Og så tror jeg at jeg faldt i søvn og nogen vækkede mig fordi jeg var ved at spise tastaturet..

..

Vi ses til søndagskagen om lidt!

%d bloggers like this: