Tag Archives: Ammende mødre

Så sikkert som ammen i kirken…

13 jun

Jeg har travlt med alt muligt andet end blog i disse dage, så intet andet end en gedigen forargelse kan få mig til tasterne for dermed at give plads til en sur bøvs.

Det er det – som nogen sikkert ville have gættet – det med amning her eller der, der bevæger mit fordøjelsessystem, og fremprovokerer denne bøvs.

For hvorfor skal det altid være laveste fællesnævner?

Der er nogle – mig selv iberegnet – som ikke har den store lyst til at se frodige kvinder sidde og blafre med en fuldvoksen basketball og en skrigende baby, mens man nyder sin kaffe på en hyggelig café.

Men hvor mange gange sker det lige?

Hvor tit ser man kvinder i bar overkrop, der prøver at mase en melonstor kropsdel ind i en lille babymund?

?

Nej vel?

Ikke ret tit. Som regel er det noget der foregår i ly af en stofble eller i et hjørne med ryggen til. Men nu er det så i orden at smide ammende kvinder ud på grund af uterlig opførsel.

Og hvis det skal være i orden at nægte adgang til kvinder der vil give deres små børn mad, så har jeg da også lige et par sammenlignings punkter jeg gerne vil nævne.

Mest fordi dette er så langt fra alt hvad der er gængs opførsel i Danmark.

Man må nemlig ikke udelukke homoseksuelle under påskud at deres opførsel er stødende for andre.

Man må heller ikke udelukke formummede og tildækkede kvinder hvis påklædning provokerer andre.

Man må ikke udelukke handicappede, man skal tværtimod – og heldigvis – gøre livet lidt nemmere for kørestolsbrugere.

Se, at man skal give plads og rum til minoritetsgrupper og folk som er anderledes end det store flertal synes jeg da er helt fint.

At rygere er udelukkede er okay fordi det rammer andre fysisk.

Mand-der-kysser-mand, kvinder i tørklæder, handicappede og ammende kvinder generer kun ved deres fremtoning. De er altså hverken farlige for din sundhed eller smitsomme.

– Og nej dit barn bliver ikke bøsse af at se to mænd kysse hinanden. Og du bliver ikke selv ramt af muskelsvind fordi du sidder ved siden af en i kørestol. Ej heller smitter religion – Gud-skelov…

Så meget for minoritetsgrupper.

Nu synes jeg bare ikke at ammende kvinder er en minoritetsgruppe. Faktisk ammer de fleste nybagte mødre i Danmark. Det store flertal af mødre, faktisk. Og hvem er det så lige amningen generer?

Udover restauratøren?

Det Store Forargede Mindretal måske?

Men hvis man udelukker ammende kvinder fordi de er stødende for nogen, så må det da være i orden at udelukke nogle, hvis deres fremtoning er stødende for andre?

Eller hvad?

Men det tør ingen.

Ingen restauratør ville nogensinde turde sige åbent: ”Jeg lukker min restaurant for bøsser”. Eller for ”Kvinder med tørklæde” i og med både bøsser og tørklædeklædte kvinder støder en del. Udelukker man dem, så er hele landet, forståeligt nok, på den anden ende.

Men ammende kvinder må altså gerne udelukkes, fordi der sidder et par snerpede personer som synes det er ulækkert?

Jeg synes for eksempel det er yderst ubehageligt at spise i nærheden af folk der smasker eller hænger ind over tallerknen og skovler i sig, for derpå at tygge maden med åben mund så alle omkringsiddende kan følge med hele vejen ned.

For slet ikke at tale om mænd med sokker i sandalerne, kvinder med knænylonstrømper under en nederdel, folk der stanger tænder eller piller næse, eller klør sig i øret med bilnøglen, JO den slags findes…

Men det må jeg bare leve med.

Moralen må så være…

Ammende kvinder er ikke værd at slås for?

Den eneste løsning jeg derfor lige kan se – for en løsning er der – er simpelthen at gøre amning til en religion.

Så er vi ude over lovlig udelukkelse på grund af andres kvababselser…

Ammen.

%d bloggers like this: