Verdens ondskab.

Der er en forfærdelig film som florerer på nettet. Nogle mænd der skubber et æsel ud over en skrænt, direkte i døden. Jeg har ikke selv set det og jeg vil heller ikke se det.

Det er rædsomme mennesker, jeg faktisk helst ikke vil dele art med, ikke desto mindre er det sådan det er. Også selvom jeg ikke vil se på det.

Jeg har dog ved en frygtelig fejltagelse, engang set en asiatisk mor slå og pine sit lille barn – i mange og lange minutter. Jeg kunne slet ikke håndtere det.

Jeg har ikke brug for billederne. Selv ord kan være for voldsomme.

Verden er fuld af ondskabsfulde mennesker; sådan har det altid været, og kald mig naiv, men jeg magter ikke så meget ondskab.

Når man så præsenterer mig for en beretning om en lille dreng, der mistede sin familie men slap væk fra nazisterne, vakler jeg. Tør jeg overhovedet læse den?

En ting er at vide det onde finder sted. Et faktum jeg bestemt ikke prøver at ignorere. Men jeg behøver ikke have det smurt ud over nethinde eller hukommelse for at vide at det findes.

Jeg startede derfor, fuld af bange anelser, på bogen “Den farlige dreng” af Boris Cyrulniks. En fransk – jødisk – psykiaters oplevelser som barn, under krigen.

Forventede lidt at den ville være som mit livs novelle, dog uden den rosenrøde slutning. Vi kender alle historien om jødeforfølgelse under anden verdenskrig. Bevares, det skal aldrig ske igen og derfor skal historien fortælles igen. Og igen.

Mit moderhjerte holdt sig nogenlunde i ro. Jeg tudede ikke en eneste gang.

Historien – så grum den end er – fjernede sig lynhurtigt fra det følelsesporno jeg ikke bryder mig om. Den er mere en slags fagbog, der fortæller lettere sagligt om børns overlevelsesmekanismer i og efter traumatiske situationer.  Boris Cyrulnik vender dog ofte tilbage til sine egne oplevelser, han glemmer bare den røde tråd i historien. Men jeg tror heller ikke rigtigt det er planen, der skal være en rød tråd.

Der er det ved det, at når jeg læser en fransk bog på dansk, så kan jeg høre de franske ord og vendinger, og enten har Ulla Gjedde Palmgren aldrig boet i Frankrig, eller også var hun ikke særligt veloplagt da hun oversatte bogen. Uanset hvor mange fine universitetspapirer hun har på at hun er cand.fransk. Der er naturligvis også den mulighed, at den originale bog er skrevet på et yderst pauvert fransk og at oversættelsen derfor ikke kunne blive anderledes.

Men hvorom alting er, så var sproget underligt fladt i den danske version og det gjorde sig ikke specielt godt. Hvilket undrer mig såre, fordi det på rekordtid er blevet en bestseller i mit andet hjemland.

Sproget og opbygningen lagt til side, så var det trods alt en af de eneste bøger om børn, jødeforfølgelse og anden verdenskrig jeg har været i stand til at læse, uden at få kvalme over verdens ondskab.

På trods af det flade sprog, kunne jeg dog straks genkende stemningen i de franske gader, se for mig de franske karakterer som om jeg gik forbi dem på café de la gare, eller bladrede i gulnede fotoalbums. Sjovt og lidt vemodigt.

Fagligheden holdt det kvalmende væk og jeg blev i stand til at læse lidt om hvordan børn reagerer på traumer. På et sprog selv jeg kunne forstå. Hvilket nok siger mere om sproget end om mig. Interessant.

Selve historien om den lille dreng trådte i baggrunden, og det gjorde slet ikke noget.