Integration i gulvhøjde.

Da jeg boede i Frankrig, hvilket jeg som bekendt har gjort af flere omgange, fandt jeg det nemt at blive en del af diverse sociale netværk, netværk af flere forskellige slags. Det var nemt, fordi jeg blev inviteret med; jeg kunne få lov til at blive en del af en given forsamling, ikke fordi jeg var specielt god til fransk – for det var jeg selvfølgelig ikke i starten –

Meget ulig hvad nogle mennesker synes at tro, så er sprogkundskaber ikke en medfødt kunnen. Det er dog noget man kan lære. Og, ja jeg ved ikke med jer, men jeg har hele mit liv fået tudet begge ører fulde af det faktum at man lærer et sprog bedst ved at tale det. Gerne der hvor det tales mest.

Men det var et sidespring.

Altså, jeg var ikke specielt god til fransk da jeg flyttede til Frankrig, ideen var jo netop at jeg skulle lære det, dernede, men det forhindrede mig ikke i ret hurtigt at blive en del af et fællesskab hvor jeg var den eneste udlænding.

Bevares, jeg kom naturligvis også med i den danske klub og mødte jævnligt op til forskellige danske arrangementer og har endda været til pindemadder og smalltalk hos Le AmbassadØr, jo jo.

Men, det jeg prøver at nå frem til, er at min integration i Frankrig lykkedes til fulde. Også uden at give afkald på mine danske værdier og traditioner på noget tidspunkt.

Derfor har det altid undret mig hvorfor meget integration er sådan en udfordring her i vores lille andedam. Og jeg spekulerede på om det ikke også var vores ansvar at hjælpe folk til en bedre integration.

At organisere noget integration i guldhøjde, i stedet for at den slags skal styres fra Folketingets talerstol og diverse lovforslag. Måske er det også vores ansvar?

Naturligvis skal man selv ville integreres! Det er klart.

Jeg mindes faktisk en del danskere, som bestemt ikke gad spilde deres tid på at lære noget så banalt som sproget eller historien, traditioner endsige noget som helst om de mennesker der nu engang bor i Frankrig, så den slags mennesker der ikke gider integrere sig, findes åbenbart overalt. Og ikke kun i Danmark.

Heldigvis var velviljen stor hvor jeg befandt mig og jeg nød godt af franskmænds generelle lyst til at inkludere mig på lige fod med alle andre, trods sproglige genvordigheder og kulturforskelle.

Og jeg bestemte mig for at give den stafet videre.

Zorronaldo havde i sin nye klasse fået en god ven som er kurder, og vi inviterede ham og hans familie hjem for at lære dem at kende. Sødere mennesker skal man lede længe efter. Og de har heller ikke brug for privat integration; det har de såmænd klaret selv!

Det er ikke desto mindre blevet starten på et venskab her på øen. Et varmt og dejligt venskab mellem såvel voksne som børn og begge vores familier nyder samværet.

For et par uger siden da vi var i staden, var vi lige et smut til Kurdistan – som godt nok ikke findes officielt – men hos vores nye venner fandtes det i allerhøjeste grad.

Og vi nyder at verden er blevet større og lidt mere farverig!

Gør du noget for integration i gulvhøjde?

Sådan var det jo bare..

Sagde hun, da jeg spurgte om det ikke var underligt at blive gift med en hun aldrig havde set før.

Som 18årig.

…

Ret vildt ikke?

Hun er kun et år ældre end jeg, og hun blev gift med en mand hun aldrig havde set før. Langt væk.

Nu bor hun her.

Med samme mand, og de tre søde børn de har fået.

Og hun er så glad hele tiden. Det smitter. Helt ind i maven.

…

Jeg spurgte igen: “Men syntes du slet ikke det var lidt mærkeligt.. eller uhyggeligt.. eller noget?”

“Næ” smilede hun.

…

Og var stille lidt.

Mens hun tænkte efter. Muligvis er der ikke så mange der har stillet hende det spørgsmål. Og her sad jeg og insisterede.

…

“Det var ikke mærkeligt” slog hun fast. “Alle mine veninder blev jo også gift sådan. Ikke ret mange af os kendte den vi skulle giftes med. Mange – som jeg – havde heller aldrig set manden før”

Hun tog en tår kaffe og sad lidt med koppen under næsen.

Jeg tænkte på den unge pige hun var dengang.

…

Og så blev hun gift.

“Jeg var heldig” Hun smilede igen. “Han er så sød og han er en god mand”

…

Så altså, jeg konkluderede at ægteskabelig lykke ligger helt klart hos manden. I de kredse. Om han er sød eller ej.

Jeg gøs.

Men hun havde ret. Han er meget rar, og har ganske givet været hende en god mand i de 27 år de har været gift.

Det er bare ret mærkeligt at tænke sig at hun og jeg var unge på næsten samme tid.

…

Og hun havde bare ikke noget valg.

Blev gift.

Og tog til Danmark.

Tænk engang.

…

Jeg tog til Paris.

En bortcensureret billedbog…

Mine børn har så mange bøger at det næsten er løgn. Eller i hvert fald ret overdrevet.

På den anden side kan man da ikke få for mange bøger, kan man vel?

Men da vi flyttede til Danmark første gang, fik jeg vist sagt noget tåbeligt om at de skulle forbyde mig at købe flere bøger til dem. Det glemte de heldigvis igen ret hurtigt. Desuden var det nok også bare fordi de – bøgerne – vejede så utroligt meget og jeg fik ondt i ryggen af at slæbe på dem.

De fleste af bøgerne er rigtig gode. Også en del af de bøger jeg ikke kendte i forvejen. Det er jo lidt af et sats når man bare river en fire-fem stykker til sig på et bogudsalg.

Jeg har i min tid som moderlig hofbibliotekar, dog måttet bortcensurere to styks. Den ene var så heldig kun at miste et par sider, den anden blev helt fjernet fra biblioteket endda før børnene havde fået fingre i den.

Den med løsbladsystemet mistede nogle sider fordi de ikke indeholdt andet end en ret stor mængde bandeord, som jeg mente at mine børn ikke behøvede at lære allerede fra børnehavealderen, så langt væk fra Danmark.

Den anden.. Ja, jeg har endnu ikke fundet nogen som er enig med mig – og risikoen ved at fortælle om det her, er jo at der godt kunne sidde forskellige mindfulde freudianske coacher, der kan få en masse ud af min modvilje i forhold til denne billedbog i form af pottetraumer og den slags… Jeg har aldrig gået på universitetet, og jeg er ikke specielt klog på hverken det ene eller det andet, så jeg kan naturligvis tage grueligt fejl.

Ydermere er min mor, der er helt forfærdelig klog, også ganske uenig med mig.

Ikke desto mindre vil jeg til enhver tid hævde, at hvis bogen gør mig trist, er det en trist bog for mig. Ikke nødvendigvis for andre, men for mig.

Altså. Det handler om en blå kat.

Altså en anderledes kat.

Den er meget ensom. Og ked af det.

Altså er man ensom, og tillige ked af det, hvis man er anderledes eller hvad?

Denne stakkels lille – meget søde – blå kat leder efter venner, men ingen har tid til den. Ingen vil være venner med den.

…

Til sidst møder den lille blå kat månen. Den er vist også ensom. Det har nok mere noget med afstanden at gøre i månens tilfælde.

Hvorom alting er, månen siger til den lille blå kat, at de sagtens kan være venner, katten kan bare kan komme op til den og forlade jorden og så bliver alting godt.

…

Vræl!

…

Der sad jeg.

Med børn der var en lille smule anderledes end andre børn, i og med de havde to kulturer at tage hensyn til. Og to sprog.

Og det eneste råd denne bog gav, hvis man var anderledes og ensom, var at de kunne forlade jorden, for på jorden havde alle mennesker alt for travlt til at blive venner med dem som var anderledes og ensomme.

Det var mere end jeg kunne bære og ingen af mine børn har fået lov til at læse denne billedbog før de var så store at vi kunne snakke om den. Hvilket vil sige, at jeg måske tager den frem når Gårdmand Bjørn flytter hjemmefra.

Kloge hoveder vil nok gentage mine egne ord og påpege, at det som gør mig trist ikke nødvendigvis gør mine børn triste, og at jeg skal lade være med at projicere min frygt ud på dem. Det er der ikke noget at gøre ved, for jeg kan jo ikke bare lade stå til, hvis jeg virkelig mener at det er en bog som er dårlig for mine børn.

Jeg mener nemlig at bogen ikke er god for børns tro på at mennesker generelt er venlige og imødekommende.

Og at man, selvom man er lidt anderledes – blå eller tosproget kan vel komme ud på et – skal vokse op i sikker forvisning om at man godt kan finde nogen her på jorden som også gerne vil være sammen med de ensomme.

Ikke bare fordi de skal, men fordi de har lyst, og at man ikke nødvendigvis behøver at tage til månen for at finde en ven.

Det er helt sikkert ikke sådan forfatteren har tænkt, men det var sådan jeg opfattede det.

Har I bøger I ikke kan med, af en eller anden uforklarlig årsag?