Tag Archives: Arbejde

Igang igen.

2 mar

Situationsrapport fra Møllen på Øen:

Efter mange ugers forglemmelser og ukoncentreret søvngængeri er jeg stille og roligt startet på arbejde igen.

Som i meget stille og roligt.
Jeg holder lige akkurat til 3-4 timer ad gangen, i en eller to dage, og holder så en dags pause – eller også er det weekend – så jeg bliver bestemt ikke overanstrengt.

Sådan efter normal standard. For jeg er fuldstændigt udmattet.

Når jeg kommer hjem efter et par timers arbejde, lægger jeg mig på sofaen og starter min mindfulnes meditation-træk-vejret-roligt- noget, som min dejlige psykolog har anbefalet, hvilket jeg godt nok ikke tror hjælper ret meget, for der går siger og skriver kun 4 minutter inden den blide stemme luller mig i søvn, og så snorker jeg – i lunt og behageligt selskab med Bimbi – gladeligt og ubekymret i en time til halvanden.

Vel at mærke stadig med ørerne fulde af mindfulness, uden at høre det mindste af hvad der bliver sagt. Så enten hjælper det helt fænomenalt godt til at få mig til at slappe af, eller også virker det slet ikke, fordi jeg snorksover igennem det hele.

Men jeg har vel brug for det. At sove, mener jeg. Og det forhindrer mig ikke i at være ligeså træt om aftenen.

Selve arbejdet er også tilrettelagt min ynkelige mentale situation: jeg har ikke ansvar for noget som helst, jeg laver kun småting som ikke tager pusten fra mig, og The Dream Team tager telefonen for mig. Jeg dobbelttjekker alt og håber at jeg ikke glemmer noget, spørger ustandseligt om hjælp, og klarer mig så godt jeg kan.
Jeg får konstant venlige men bestemte ordrer fra The Dream Team, andre kolleger og chefer om kun at tilpasse mig min egen navlesituation, og gå meget langsomt frem.

At jeg ikke også skal stresse over at jeg ikke er klar til fuldtid endnu, giver mig meget ro, og jeg er overbevist om at det vil medvirke til at jeg bliver klar, så hurtigt det er muligt. Jeg har bare verdens bedste arbejdsplads.

Rent funktionelt virker min hjerne ikke som før. Jeg glemmer stadig de særeste ting, og det at jeg kan fortælle om det, er udelukkende fordi jeg er blevet gjort opmærksom på det. Jeg kommer nemlig ikke selv i tanke om at jeg har glemt noget.

Jeg har stadig kan stadig ikke læse, har svært ved at koncentrere mig og jeg har lagt mærke til at jeg bliver urolig og rastløs så snart jeg kommer ud af min komfortzone, hvad enten det er fysisk eller mentalt.

Det er hamrende frustrerende at være fanget i, og jeg glæder mig virkelig til jeg kan se et reelt fremskridt, hvilket er ganske udenfor rækkevidde indtil videre.

Men jeg er i gang igen. Så lidt det end er. Så det skal nok gå.
Desuden kan jeg stadig lave kage:

img_8781_zpseqsaafrt

Prinsessen blev 17 i går og blev fejret! Med kage!

Slutteligt beklager jeg hvis udtryksformen er lidt ubehjælpelig, jeg er ikke i stand til at kunne rette det selv.

Det er ikke fordi jeg er ligeglad.

21 mar

Det er fordi jeg tror folk også indeholder andet end det som bliver udbetalt sidste hverdag i måneden.

Jeg var for nylig til fest.

Med en masse mennesker jeg ikke kendte. Jeg kendte det par som inviterede os, havde hørt om et andet par, og kendte meget perifert en person via firkløverets skole.

I øvrigt ret akavet, idet min yngste søn har haft en del kontroverser med vedkomnes barn: “Hej med dig, nårh ja min dreng har drillet din datter med hendes sko og du ringede til mig fordi hun var blevet ked af det. Går det ellers godt?”

Men vi hilste og smilte og sagde hej og det var det.

Men, med vanlig iver, kastede jeg mig ud i den sociale karrusel det er at hilse på nogen man ikke kender. Da det var en fest hvor 98% af de deltagende var udklædt, var det i øvrigt også en ret speciel fornemmelse at lære disse folk at kende.

Men det forhindrede mig skam ikke i både at hygge mig og grine med disse for mig ganske ukendte mennesker.

Jeg snakkede om – jeg nævner i flæng – skolesystemer, mobning, sprog, overskæg, at bo i udlandet, opdragelse, tilgivelse og romkugler.

Det snakkede mine… – kan man egentlig sige interlokutør på dansk? Altså dem man snakker med? Er der ikke noget pænere ord for samtalepartner?

Nå, det var et sidespring.

Altså, mine forskellige samtalepartnere talte naturligvis også om ovenstående emner, det var jo trods alt ikke monologer jeg havde gang i, men fælles for dem alle sammen – altså samtalepartnerne – var at de spurgte mig, uden undtagelse, hvad jeg lavede.

Altså arbejdede med.

Og bevares, det er skam vældigt interessant, det jeg sidder og laver, men der er bare ikke ret interessant for så mange andre. Containere, søde kolleger, kinesere, kunder og emsige finker siger nok i bund og grund ikke andre så forfærdeligt meget.

Jeg troede faktisk at det var en kliché, det med at folk spørger til dit arbejde.

Det var det så ikke, kan jeg betro jer.

Jeg kan ellers nemt komme på rigtigt mange andre ting som egner sig bedre til at fortælle om, ved sådan en fest hvor man ikke kender nogen.

Men det er som om man bare skal igennem sådan en slags social ansættelsessamtale før man kan blåtstemples og godkendes som acceptabel samtalepartner.

Jeg var mere interesseret i så mange andre ting hos de søde, sjove og absolut også spændende mennesker, jeg talte med i løbet af den aften.

Jeg tror jeg nåede at spørge om en enkelt persons jobmæssige situation, men det kan ikke have været banebrydende interessant, for jeg er svært bange for jeg har glemt hvad det så end var hun lavede.

Og det slog mig, dagen efter da jeg på bedste kvindevis efteranalyserede aftenens forløb, at jeg jo må have stået for de andre som værende totalt ligeglad med dem. Uanset hvor meget andet vi så fik snakket om. Men i og med folks arbejdssituation er så vital for enhver optræden på den sociale scene, så er det jo eklatant brud på alle diplomatiske konventioner ikke at spørge ind til hvordan og hvorledes og under hvilke forudsætninger en person bliver aflønnet sidste hverdag i måneden.

Jeg beklager.

Men jeg mødte en masse skønne mennesker, trods det at jeg ikke kender deres titel.

Hvad laver jeg så?

20 mar

Når jeg øjensynligt ikke er at finde i blogland?

Spurgte nogen.

Ja, for det første arbejder jeg.

For meget.

Og håber snart min søde chef finder en som kan blive ansat til at tage nogle af alle mine mange opgaver. Desværre – havde jeg nær sagt – går det så godt for firmaet at det vælter ind med opgaver, så hende som faktisk var udset til at tage toppen af mine bunker, nu får sine helt egne bunker at slås med, i stedet for at tage over på mine.

Fair nok og skønt at vi ikke mærker krisen som så mange andre. Men det ændrer jo desværre ikke på min arbejdsbyrde som er alt for stor. Heldigvis er det med i planen at jeg skal have hjælp, men hvor sært det end lyder er det svært at få kvalificeret og villig arbejdskraft.

Så jeg venter. Mens jeg slider.

Dernæst laver hygger jeg med mit afkom når jeg endelig er hjemme, for slet ikke at tale om First Man der også skal nusses om.

Og da jeg på et tidspunkt begyndte at sove dårligt, blev der skåret væk og ind til benet af ting jeg sagtens kunne undvære for en tid.

Facebook – jeg savner det kun forbavsende lidt.

Wordfeud – savner det lidt mere fordi jeg så kunne sludre med mine søde medspillere imens.

Blogland – savner det meget fordi jeg overhovedet ikke følger med.

Jeg har beholdt en enkelt lille ting fra den elektroniske cyberverden og det må så række indtil jeg får lidt mere luft.

Samt sporadiske blogindlæg fra tid til anden når jeg ikke kan holde min mund længere!

Netværk

29 jan

Det er nu snart et år siden jeg startede på min arbejdsplads.

Det har været et turbulent år, et år med mange udfordringer, kampe der skulle tages, ord der skulle siges. Men vi kom igennem og jeg sidder stadig overfor Tina og nyder det intenst.

Jeg havde aldrig drømt om at have så travlt, mere eller mindre året rundt. Faktisk ligger den eneste stille periode her i starten af februar umiddelbart efter kinesisk nytår, eller CNY som jargonen lyder.

Men jeg klager bestemt ikke; jeg er allergisk overfor at skulle sidde på en plads uden at have noget at lave – det har jeg prøvet før – jeg kan simpelthen ikke tåle at kede mig på mit arbejde.

Det eneste hik er dog at jeg ikke har tid til at skrive så meget, på bloggen i særdeleshed, som jeg gerne ville.

Jeg tænker tit på hvor heldig jeg var at have Tina, som så en mulighed for at jeg kunne blive ansat her. Det var netværk når det er bedst.

Og så var det jeg lige tænkte:

Har DU gjort noget for dit netværk i dag?

Det kunne jo betyde alverden til forskel for et andet menneske.

Lykken står den kække bi.

28 okt

Fredag eftermiddag da jeg, 55 minutter efter fyraften, satte mig i min bil for at finde hjem til møllen, ville jeg lige ringe til min søde mand for at fortælle at jeg var på vej.

Der var dog optaget.

Men inden jeg fik lagt på, ringede han tilbage.

Lidt stakåndet var han i den anden ende, så jeg spurgte om alt var okay, og om der var noget galt.

“Næ” sagde han “Der er ikke noget galt, bortset fra at min sommerferie nu endelig er slut. Jeg starter hos Søren mandag morgen kl. 07.00!”

Og her vil jeg gerne slå et slag for gode mennesker. For mennesker der gider sætte sig ind i hvordan man eventuelt kunne ansætte en voksenlærling. For mennesker der prøver at finde en løsning for andre. Også selvom det ikke lige lå i kortene at man skulle ansætte en voksenlærling.

Jeg har ikke selv haft chancen for at snakke med Søren endnu; jeg har med vilje ikke ringet til ham i weekenden da mine verbale udbrud nok ville have været skjult bag glædeshyl og do-tårer og dermed nok ikke helt så gennemskuelige som hensigten var.

Men der kommer en dag hvor jeg vil tage hen til Søren, takke ham – og Gitte – for deres umådelige store hjerte og vilje til at se nye muligheder som inkluderer min helt egen indvandrers arbejdsmæssige overlevelse her på øen.

Få mennesker har overskud som de to.

Mange genvordigheder til trods, har de stadig, og altid, tanke for andre end dem selv.

På møllematriklen er der i hvert fald bred enighed om at Søren er den allerbedste.

Arbejdsbukserne er nyvaskede, det varme undertøj lagt frem og madkassen støvet af.

Helt klar til brug.

For fra i dag har min søde, første og eneste mand, nemlig arbejde igen!

SØREN længe leve – HURRA HURRA – og SÅ DET LANGE:

HURRAAAAAAAAAAA

Hakket kød og dilemma

12 apr

Dilemmaet først. Det slog mig, da jeg var kommet hjem fra arbejde og sad og hørte på mine børns beretninger om dagen der var gået og andre før den, at jeg var midt i den moderne kvindes dilemma.

På den ene side er jeg himmelråbende lykkelig for mit job, det er udfordrende, der er masser at lave, det er spændende og jeg snakker med en masse mennesker på en del forskellige sprog i hele verden. Kina, Vietnam, Bali, Brasilien, Slovakiet, Frankrig, nå ja og så Danmark. Der går ikke en dag uden jeg på et eller andet tidspunkt tænker at jeg har de sødeste kolleger, og at jeg er heldig at have et spændende arbejde!

Nå..

Så var der den anden side…

Og jeg ved at nu sidder der indtil flere som vil gnide sig skadefro i hænderne fordi mine unger også – naturligvis – opfører sig som ganske almindelige uopdragne unger.

Men det er den side der gør at jeg næsten ikke orker at have et arbejde.

Den side dukker op, når jeg hører at der er nogen som glemmer at spise morgenmad, at madpakkerne generelt består af flade madder uden tyngde, hvis den overhovedet bliver lavet, og at frugt er ikke eksisterende i den forbindelse. Den anden side rører også på sig når jeg kan forstå at der bliver kigget morgen fjernsyn, og når jeg kan konstatere at kikseskuffen er tom, slikdåsen ligeså. Som om alt det jeg med møje og besvær har forsøgt at lære dem, går fløjten hvis jeg ikke er i umiddelbar nærhed for at håndhæve det.

Og så er det at jeg hellere vil være hjemme og passe på mine børn til de bliver så store og fornuftige at de ikke laver den slags stunts. For som jeg prøvede at forklare dem, jeg vil heller ikke have de har kasket på inden døre, at de spiser i stuen, eller med albuerne på bordet. Men det er ligesom ikke så slemt som at glemme morgenmad og madpakke, og så erstatte det med kiks.

Og det er i virkeligheden mit dilemma som hjemmegående mor og kvinde med et arbejde. Og bare man dog kunne begge dele.

Men jeg øver mig i at lade dem kunne selv. Især med madlavning. Lige pt. mest af nød da jeg stadig ikke står på mine to ben i ret lang tid ad gangen. Derfor, når jeg er hjemme, er jeg mest at finde på sofaen med benene oppe.

Ligeså i går. Hvor det var Gårdmand Bjørns tur til at lave mad. Menuen stod på lasagne, men jeg fik ham overtalt til pasta og kødsauce, da jeg ikke kunne overskue at guide ham igennem bechamelsauce, råbende fra sofaen.

Først blev han bedt om at få sin far til at give ham en pose hakket kød fra fryseren. Der var åbenbart noget som var mere interessant for det endte med at drengen selv skulle hente sit kød i fryseren.

Jeg fortalte hvordan han kunne tø det op i en gryde, og jeg kunne høre han gik igang.

Jeg kunne også sagtens høre da First Man gav sig til at råbe op ca. 10 minutter senere.

Med fortrydelse i stemmen.

Nysgerrigheden sejrede og jeg humpede ud i køkkenet, kun for at finde min søn i færd med at stirre brødebetynget på et stort stykke okseinderlår der lå og brændte på i en alt for lille gryde.

Men seriøst hvor skulle han vide fra hvordan hakket kød så ud i frossen tilstand?

Altså, jeg sukkede dybt og fik stegen hevet op og lagt i køleskabet og det hakkede kød blev fundet. Hvorpå min søn kunne lave maden færdig!

Og det smagte vidunderligt.

Og i aften skal vi så have okseinderlår.

Alt det jeg kunne skrive!

8 feb

Jeg kunne godt skrive at jeg er havnet i en super afdeling med nogle spændende og dygtige mennesker, og så Tina. Ja, som naturligvis også er spændende og dygtig

Jeg kunne også godt skrive at jeg nu i en uge ikke har spist morgenmad hjemme idet dette måltid bliver serveret kvit og frit på min nye arbejdsplads. Morgenmaden er naturligvis uden at medregne alt det frugt jeg får hældt indenbords.

Jeg kunne også fortælle hvordan hele firmaet er gennemsyret af rare imødekommende mennesker, med hver deres særheder – bevares – men som i den grad har gjort den første uge til en helt unik oplevelse.

Jeg kunne også sagtens lade et par ord falde om den forståelse jeg blev mødt med da jeg bad om at møde lidt tidligere for at undgå myldretid og dermed en ikke uanseelig stigning i transporttiden.

Sluttelig kunne jeg også fortælle at det ikke føles som om jeg kun har været der en uge og at jeg i bund og grund har fået en velkomst som er min kongelige titel værdig!

Men det vil jeg lade være med, for I kunne nemt gå hen og blive frygteligt misundelige, og det ville vel nok være umådeligt synd for jer!!

%d bloggers like this: