Tag Archives: Årsdag

En glemt årsdag

31 maj

Nu har vi været hjemme i mere end et år. Det var i søndags faktisk. Men vi havde travlt med at lave – og spise – pandekager, så dagen gik ubemærket hen, i hvert fald i forhold til årsdagen.

Hvad er der så sket i det år?

Som en slags status kan jeg sige at det er positivt. Det meste i hvert fald.

Vi har genfundet gamle venner, mødt nye og andre er gledet ud i sandet. Livet går som det plejer, en dag ad gangen uden tanke for om man har lyst til at stoppe op indimellem.

Jeg savner Fiona usigeligt, det bliver aldrig helt det samme på skype og facebook. For slet ikke at tale om Laurence og Christelle. Jeg savner min lille café, min tøjbutik og min Dims&Ting-butik. Jeg savner at være høj…

For her i Danmark er jeg bare en mindre prut, hvorimod jeg i Frankrig afgjort er i den højere ende af skalaen. Og det er så rart!

Og så savner jeg maden. Altså. Ja. Rigtigt meget maden.

Så der er en masse savn.

Men på den gode måde. For jeg er også glad for at være her.

Og det troede jeg ikke jeg ville være.

Jeg troede jeg ville jamre og klynke over alt det jeg ikke havde. Savne på den onde måde. Men det kom slet ikke.

Mange siger at de der rejser ud, først kommer rigtigt tilbage igen, anden gang.

Det tror jeg på!

Reklamer

En spændende bortførelse!

6 maj

Jeg fik for noget tid siden, af First Man, besked på at pakke en lille taske til en overnatning, idet jeg åbenbart ikke skulle tilbringe natten mellem d. 4. og 5. maj, hjemme.

Det passede nemlig stort set med at First Man og jeg mødte hinanden for 25 år siden. (Eller rettere det var idag – d.6 maj vi mødtes i 1988) Mødtes!! Vi har altså ikke sølvbryllup endnu..

Men altså vi mødtes, og derfor skulle jeg “bortføres” og tilbringe natten på et for mig ukendt sted. Divaen vidste godt hvor jeg skulle hen, men hun ville desværre ikke sladre.

Først kørte vi mod nord og forbi en masse vand. Og bedst som jeg troede at jeg skulle til Valdemar Slot, kørte vi den anden vej. Så troede jeg vi skulle ende på Holckenhavn, men kørte også forbi. Så sad jeg og blev helt rørt over at vi skulle til Nyborg Strand, hvor min mormor holdt alle sin barndoms sommerferier. Men vi kørte også forbi der. Så kom vil til Kerteminde, og jeg tænkte at det ville vel nok være morsomt at fortælle min kollega – som bor i Kerteminde – at jeg netop var der, men den morsomhed blev aflyst da vi kørte ud af Kerteminde igen.

Nu var jeg efterhånden noget mystificeret og jeg kunne virkelig ikke komme på flere romantiske steder man kunne blive bortført til.

Til sidst kørte vi mod Odense, så blev jeg bedt om at lukke øjnene og da jeg fik besked på at åbne dem igen, holdt vi foran Munkebo Kro.

Vi blev indlogeret på et hyggeligt værelse med en kurv med rødvin chips og chokolade. Vi gik en lille tur og vendte tilbage og kunne – i bedste Downton abbey stil, klæde om til middag.

Blev derefter placeret ved et bord med udsyn over noget meget blåt vand.

Og så fik vi mad. Vi åd os igennem 4 hors d’oeuvres og 5 retter mad. Jeg kunne trille da vi var færdige.

Maden var ubeskrivelig lækker og meget fornemt anrettet.

Og jeg spildte ikke. Det gjorde First Man derimod. Han fik smurt grøn mayonnaise ud på den hvide dug og dermed er jeg nu ikke den eneste i familien der smører grønt stads ud på hvide duge når man er på restaurant.

Og det er jo helt betryggende at vide!

At der ved nabobordet blev installeret et fransk par, vi kunne sludre med og drive hotelpersonalet til vanvid sammen med, gjorde kun aftenen og de små timer endnu mere morsomme og var ydermere grunden til at vi kun fik sovet fire timer.

Men SÅ fik vi morgenmad.

Morgenmaden var så stor at jeg et kort øjeblik nåede at frygte at jeg ville revne. Dette skete heldigvis ikke, men vi nåede et godt stykke op af søndag eftermiddag før jeg kunne indtage andet end luft.

Ude på parkeringspladsen var det bestemt ikke svært at finde vores røde lyn.

For det første var det den eneste røde bil, blandt sorte, grå og sølvfarvede. For det andet fordi den den næstbilligste bil var en spritny Fiat 500. Jeg tror dog ikke at hverken Jaguar, Mercedes eller Audi Q7 tog skade af at holde ved siden af vores Mazda 323, selvom man jo aldrig kan vide.

Selve opholdet var en rejse i mad.

Det føltes som om vi ikke havde foretaget os stort andet end at spise, i de samfulde 18 timer vi var væk fra Møllen.

Vel hjemme igen, foregik al yderligere aktivitet i fuldstændig slowmotion og vi ramte vores respektive hovedpuder mens det endnu var lyst udenfor.

En fantastisk overraskelse og afgjort en del af pensionsopsparingen værd.

Jeg har nu – som varigt minde – helt ubeskriveligt mange billeder af mad som jeg kan se på når jeg engang igen om et par måneder bliver sulten.

%d bloggers like this: