Tag Archives: Autograf

Stjernevariationer. Oppe og nede…

29 apr

Knapt nok var jeg kommet mig over benovelsen af min lydbogsoplæsers kommentar på denne side, før jeg nu igen skulle mænge mig med stjernerne.

Sagen er den at vi har været til konfirmation.

Og her opdagede First Man til sin store glæde – altså først efter jeg hviskende havde meddelt ham hvem han netop havde sagt goddag til – at han kunne dele lokale med en fantastisk guitarist ved navn Franz, som engang i 70erne revolutionerede den danske rockscene. Dette var så stort, for en af de få franskmænd i verden der kan synge med på både “Kvinde min” og “Hva’ gør vi nu – lille du” at han fik fat i denne legende efter middagen og bad om en autograf på et CD indlæg han lige havde været hjemme og hente, dog først efter at have forhørt sig om sligt nu også var helt i orden.

Hvilket det var.

Og så fik vi ellers en lille snak om det ene og det andet, Franz, First Man, Firkløveret og jeg. Til Firkløverets store forbavselse var han et ganske almindeligt hyggeligt menneske, præcis som Marianne Jelved der som bekendt tabte lidt af sin stjernestatus da det gik op for dem at det bare var damen fra stranden.

Ligeså mistede Franz også lidt at sit stjernedrys efter han både kunne fremsige et digt til konfirmanden og sige au revoir Madame til mig, da vi gik.

Ikke desto mindre, eller måske snarere netop derfor, har Rabalderstræde genlydt i møllen lige siden!

Rabalderen forstummede imidlertid da vi troppede op i haven for at fejre flere uger uden frost, med ild i bålstedet og snobrød til aftensmad.

Weekendens nederlag blev leveret af en småkage opskrift.

For det kan umuligt have været min egen skyld.

Jeg ville lave småkager til mine børns lockoutede lærere, der jo vender tilbage til skolen i dag. De har ikke haft det nemt og jeg ville derfor opmuntre dem lidt, og vise dem at de har været savnet.

Altså googlede jeg “nemme småkager” og fandt en opskrift som afgjort så nem ud.

Og jeg havde læst kommentarerne – også dem som var knapt så positive – men i det store hele følte jeg mig rustet til at kaste mig ud i denne ultranemme opskrift.

Og jeg fik rullet dejen ud – med besvær, bevares – og stukket stjerner ud.

Som blev bagt.

STJERNER, sagde jeg.

Stjerner… Ikke på grund af Franz, men på grund af det er den støste ikke julede udstiksform jeg har, uden vi går over til hjerteform. Men altså stjerneformede småkager, blev der sagt. Det var i hvert fald hvad jeg puttede ind i ovnen.

Hvorefter jeg tog pladen ud efter 7 minutter, og en kende skuffet kunne betragte dette.

Der kom altså ingen stjerner på besøg, så småkagerne måtte vente til en anden dag.

 

Idoler på piedestaler

12 sep

Jeg har altid elsket at have idoler – sådan nogle spændende mennesker som jeg må se op til. Ganske uden beregning. Altså, man kan jo bare lade være med at investere i al deres merchandising. Men det er da rart at have folk man kan se op til, og som man kan identificere sig en lille smule med. Sådan nogle som ikke har bumser på plakaterne, eller svedige hænder når de siger goddag.

Sådan nogen som altid gør det rigtige i bøgerne, så man kan tro på at der findes noget som er perfekt.

Jeg må have den største samling ABBA skrammel (til min store fortrydelse kan jeg ikke vende det første B om..) der endnu findes. Okay så måske ikke, for jeg var ikke ret rig som 6årig. Og ja, jeg ville også være den lyshårede.

At være ABBA fan for 6årige mig, begrænsede sig derfor lidt til plakater i Sølvpil og Ung Nu, og optagede kassetter fra radioen, hvor jeg med stor omhu knækkede de der dimser, så jeg ikke at vanvare kom til at optage noget andet ovenpå mine elskede ABBA sange.

Stor var skuffelsen, når Michael Juul Sørensen i Hej P3 eller Tom McEwan til noget andet radio noget lørdag morgen, dristede sig til at tale, mens musikken stadig spillede – det var bare så tarveligt.

Næsten ligeså tarveligt som det faktum at ABBA stoppede længe før jeg var gammel nok, til overhovedet at komme til koncert med dem. Men jeg så da deres film i biografen, med min mors veninde – min mor orkede vist ikke mere ABBA.

Hvis de engang tager sig sammen og begynder at tale sammen igen, og laver en sidste lillebitte koncert med dygtigt playback, så skal jeg med!

Nå, så var der Madonna. Der på Herning pløjemark blev jeg lige 17 igen – sammen med Linda. Vi var iført lyserøde cowboyhatte med bling.

Det var heldigvis ikke den samme koncert anmelderne så – for vi kunne nemlig  rigtigt godt lide koncerten – men de stod naturligvis heller ikke oppe foran, som vi gjorde.

Næ, de sad på deres VIP pladser allerbagerst – sådan lidt kejserens nye klæder-agtige – så fine at de ikke behøvede at høre noget, for at gå til koncert. Men det måtte de jo om.

I hvert fald vil Linda være Madonna i sit næste liv, jeg nøjes bare med at blive Madonna når jeg bliver stor – for hun er da sej.. Eller var.. Hun er efterhånden lidt flosset i kanten.

Men altså der var også de andre – efter ABBA – for selvom jeg blev ældre og tog til Paris – skulle jeg stadig have mine idoler. Jeg lavede dog ikke så meget andet i min fritid, end at læse. En dag forærede en ven mig ”Nattens Kys” – fordi den handlede blandt andet om en som hed Stine der tog til Paris. Det kunne jeg jo særdeles godt forholde mig til – og så blev jeg Hanne Vibeke Holst fan.

Efter et besøg hjemme, plyndrede jeg min mormors bogreol – kun lidt – og blev derefter Suzanne Brøgger fan.

Derfor var jeg fyr og flamme da min mor for et par år siden, fortalte om en foredragsrække på Vartov, med begge disse mine idoler gennem mange år.

Hanne Vibeke Holst holdt sit foredrag om Grundtvig – og jeg sad helt stille på anden række, med min bog i hånden. Da det var slut gik jeg med klamme håndflader hen, og ventede pænt, for at få hendes autograf – nårh nej, det hedder ikke autografer når man er voksen – så får man i stedet sin bog signeret. Hvorom alting er, rødmende og stammende som en teenager fik jeg autografsignaturen i min bog, og var himmel henrykt.

Da jeg derimod skulle høre Suzanne Brøgger, i samme foredragsrække, gik jeg helt i stå. Åndeløs sad jeg bare og stirrede på hende. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med – jeg troede faktisk hun sad inde i et fint vitrineskab og ikke sådan rigtigt fandtes, kun blev taget frem engang imellem ved særlige lejligheder. At hun var helt levende – havde jeg i hvert fald ikke regnet med.

Men nu trænger jeg til nogle nye idoler som kan holde Hanne Vibeke med selskab. Der sker jo ikke rigtigt så fantastisk meget, hverken for ABBA, Madonna eller Brøgger. I hvert fald ikke som når helt til Normandiet.

Jeg har nogle forskellige i tankerne: Svampebob er faktisk et ret godt bud med sit firkantede look. Eller måske Brødrene Price, deres look er sådan lidt mere rundt i det.

Der er jo selvfølgelig også Gaddafi, men hans look er væk – for de kan ikke finde ham.

Må i tænkeboks.

Most wanted autografjæger

8 jun

Når First Man og jeg er til fest uden børn, hvilket trods alt sker indimellem, tager jeg meget ofte – for ikke at sige altid – billeder, af den mad vi får serveret, af gæsterne, dekorationen og jeg slæber morsomme konfettistykker, bordkort og andet lir med hjem i stor stil.

Det er blevet til et ganske hyggeligt ritual, om morgenen efter diverse fester, at  sidde og vågne med en kop te, mens jeg fortæller Firkløveret om maden og stemningen og viser billeder og deler skrammel og pynt ud.

Alt dette, fordi jeg synes det er frygteligt synd for mit afkom, at jeg morer mig, og de sidder derhjemme og er udelukket fra at tage del i den givne festivitas. Altså ikke fordi de vansmægter og går for lud og koldt vand – blot jeg ikke er i nærheden, for det gør de naturligvis ikke – de hygger sig garanteret mere end vi gør nogle gange – men lad det nu være!

Derfor holder jeg mig heller ikke tilbage, når jeg kommer i nærheden af en eller anden kendis, som kunne tænkes at ville give mig en lille hilsen, med hjem til mine børn.

Jeg mindes en gang en koncert (en festival aften) hvor firkløveret var voldsomt utilfredse med at være blevet parkeret i et sommerhus, i stedet for at deltage i festivalen. Jeg lovede at de nok skulle få deres festivaldåb, men det måtte blive en anden gang.

Før jeg strøg ud af døren derhjemme, greb jeg en top, til at have på under min noget tynde tunika, for ikke at fryse. Det var først i bilen, det gik op for mig, at det var Divaens top jeg havde fået med i farten, jeg kunne nu godt klemme mig ned i den alligevel og beholdt den derfor på!

Det blev imidlertid meget varmt, og tunikaen røg hurtigt af, og det gik hverken værre eller bedre end at jeg spildte en klat et eller andet som ikke kunne gå af, på Divaens top, og så var gode råd dyre – hun ville nok ikke blive fantastisk imponeret over den fine plet – så jeg spekulerede som en gal på, hvordan jeg dog kunne gøre det godt igen.

Dette dilemma blev løst ved synet af en ven, som tog sig af backstage security, og han spurgte om vi ville om bagved og lure, når den internationale stjerne skulle på. Og det ville vi jo gerne!

Jeg havde personligt aldrig nogensinde hørt om den unge mand på 25, før. Og jeg må nok tilskrive dette faktum, min højt fremskredne alder!

Hvorom alting er, stod jeg inde bagved højttalerne, i siden på selve scenen, mens han spillede. Da det næsten var slut, blev vi sendt væk, da stjernen ikke ville have pøblen myldrende om benene, når han skulle direkte ned ad trappen og ind i den ventende bil med tonede ruder.

At fortrække fra scenen omgående, viste sig at være nemmere sagt end gjort, eftersom der i mellemtiden havde forsamlet sig en større flok teenagepiger, som modsat mig, med mit manglende stjerne kendskab, havde helt styr på hvem den unge mand var.

Disse piger stod mast sammen, helt op til trappegelænderet, og da jeg skulle væk, havde jeg kun en mulighed og det var at bestige gelænderet og dumpe ned i teen-tøse-flokken. Hvorved jeg jo kom til at stå ubetinget forrest, og tættest, på både bil og trappe, foran alle de ventende piger, som blev en anelse frustrerede over denne nye og meget uretfærdige fordeling af pladserne.

Der blev meddelt at den unge mand under ingen omstændigheder ville give autografer – dette var en noget af en nedtur for mine planer med tilgivelse for pletten – og jeg tænkte at det skulle komme an på en prøve. Man er vel stædig.

Stjernen kom derpå susende ned ad trappen, og med det ene ben inde i sin fine bil med chauffør, råbte jeg, så man kunne høre det helt til Skagen: ”PLEEEEASE”..

Og dette er så beviset på, at man til alle tider kommer længst med høflighed, for den unge mand stoppede omgående, og trak foden ud af sin ventende bil igen, og stod nu ansigt til ansigt med mig.

Jeg fik hurtigt ekspederet mit ærinde: om han ville være så venlig at skrive en autograf på min datters top, som jeg stadig havde på, eftersom jeg var kommet til at ødelægge den, med den meget synlige plet.

Han smilede venligt, kradsede sin autograf på min mave, altså på toppen som jeg jo havde på, sagde pænt farvel, forsvandt derpå ind i bilen og kørte væk.

På dette tidspunkt var der meget stille rundtomkring mig. Men jeg fornemmede, at jeg hurtigst muligt måtte fortrække, for at undgå den begyndende lynchstemning der blev rettet mod min person, og i særdeleshed mod Divaens top. Så jeg smilede og råbte ”hej med jer”, og løb skyndsomst over blandt sikkerhedsvagterne, som brølende af grin havde stået og betragtet hele episoden på afstand.

Men Divaen fik sin autograf top, og tilgav mig pletten! Og da jeg ikke blev spottet af nogle fra teen-tøse-fan klubben igen, blev jeg heller ikke udsat for repressalier, selvom der givetvis blev oprettet en hadeklub på facebook!

Som sagt var First Man og jeg til fødselsdag i lørdags, og der var mange gamle venner vi ikke havde set i lang tid, blandt andre en, som i de mellemliggende år har fedtet rundt med noget thaibox/kickboxing – spørg mig ikke om forskellen – og han i den forbindelse har været verdensmester hele 7 gange.

Og da Gårdmand Bjørn, hver tirsdag, udøver samme sport, var det jo meget oplagt at flå en autograf, samt et par billeder, ud af den 7dobbelte verdensmester – han havde i øvrigt sådan nogle fine postkort med sig selv som motiv – som der passende kunne skrives på.

Der var derfor ingen ende på glæden ved gensynet, da jeg udover et par kys eller ti, samt den sædvanlige fest-høst, kunne give ham dette trofæ – samt en invitation til at komme på besøg og træne i verdensmesterens klub!

IMG_4503

Lørdagens høst – samt den famøse top, med plet og autograf!

%d bloggers like this: