Tag Archives: Badeværelser

Vandhanebrok

18 jan

Nogen påpegede at jeg var holdt op med at brokke mig over Æblebakken efter det blev besluttet at vi vender hjem til øen igen.

Det var nu ingenlunde den forestående flytnings skyld, men derimod det faktum at jeg fornemmede at jeg havde opbrugt min brokkekvote.

Nu er bægeret imidlertid atter blevet fyldt og jeg føler igen en inderlig trang til at brokke mig. Denne gang skal det gå ud over de old.. – så hedder det vel ikke oldnordiske? Men kan man bruge udtrykket oldnormanske?? Nej vel?

Hvorom alting er, nordisk eller normansk, jeg er træt af gamle vandhaner. Eller, det er faktisk nye vandhaner, men konceptet er ikke helt opdateret.

For at sige det på en diplomatisk måde.

Jeg taler om vandhaner der kun løber en slags vand ud af. Koldt eller varmt. Eller, for nu at være korrekt: Knust is eller kogende vand.

Såfremt køkkenvasken er optaget af en opvask eller andet nyttigt som dermed umuliggør håndvask efter wc-besøg, så er man nødsaget til at vaske hænder på badeværelset.

Dette er ikke en udpræget fornøjelse. Det er faktisk pest eller kolera.

Ud af den ene vandhane kommer vandet nemlig ud i firkanter så koldt er det. Den anden hælder vand ud, der er varmt nok til at lave te direkte..

Så man står sådan lidt og tripper, alt efter humør, vind og vejr. Jeg kan vælge at starte med den kolde hane før det bliver til knust is, og så skynde mig at komme ind under den varme hane før jeg får fingrene skoldet, og derpå gøre færdig under den kolde.

Jeg kan også bide tænderne sammen og brænde mig – det er sjældent den løsning jeg vælger, og sluttelig kan man bare vaske hænder uden så meget pjat, men så  føles det som om man har æltet et pose frosne ærter i 4 minutter, og i den næste time, er man ganske  lam af forfrysninger

Det er altså meget værre end det lyder. For det er under yderst stressende forhold man overhovedet får vasket hænder – garanteret ikke så længe for sundhedsstyrelsen foreskriver. Og man bruger sikkert også langt mere vand.

Så er det man glæder sig inderligt til at vende hjem til sit dejlige badeværelse. Med gulvvarme. Og kun en vandhane! Med vand der kan reguleres efter ens kropstemperatur.

Men gad dog vide hvad jeg skal finde på at brokke mig over, hjemme på øen.

Nå – det kommer nu nok ret hurtigt hvis jeg kender mig selv ret!!

%d bloggers like this: