Tag Archives: Ballade

Mit liv som hvalp

26 aug

Dagens gæst er Bimbi.

Hun har evnen til at sove de mest umulige steder.

Sovende på mine fødder.

Fra hun var bitte lille, skulle hun helst ligge og sove på nogens fødder. Ofte mine.

Sovende bag skraldespanden, som jeg skubber væk så jeg har plads.

Eller bag skraldespanden.

På nogens seng. Med masser af plads.

Og når hun ser sit snit til det hopper hun op i vores seng.

I en bunke tørklæder

Jeg skulle rydde op i mine tørklæder, telefonen ringede og vips lå der en hund og snorkede da jeg kom tilbage.

Stadig på nogens fødder.

Men den er sikker hver gang jeg står i køkkenet, kommer hun masende mellem mig og det givne køkkenelement og smider sig der. Ovenpå mine fødder.

Og når hun ikke sover, så læser hun.

Reklamer.

Der er nogle vildt gode tilbud i Kvickly og Netto. For slet ikke at tale om Jysk.

Ud over det hele.

Tradition eller hva’?

18 nov

Okay, hvornår er noget en tradition?

Hvis nu man har gjort noget to gange i træk, tæller det så som tradition?

Eller skal man blive ved et par gange endnu før det gælder?

Nu har jeg to år i træk, holdt nogle meget morsomme fødselsdage – for mig selv. Sidste år inviterede jeg veninderne til Piratfødselsdag med skattejagt og alt muligt. I år kom veninderne til Lyserød Prinsessefest med stor Prinsesse quiz kreeret af mine døtre.

Dækket op til Prinsessefest i meget lyserødt – og den lyserøde flødeskumsklat i spejlet – det er mig!

Jeg inviterer ganske uden tanke for hvem der måtte passe sammen, blot udvalgt udfra det kriterium at jeg har lyst til at se dem!

En broget flok, hvoraf de fleste ikke kender hinanden, men som dog ender med at finde på noget at snakke om. Og i år kunne nogen af dem da huske at de havde set hinanden sidste år.

Min første fondanterfaring. Lad mig bare sige at jeg nok ikke kommer til at gentage den slags så ofte. Eller også skal jeg bare have mere tid. Meget mere tid.

Voksenfødselsdage har jo en tendens til at blive en kende kedsommelige efterhånden som man kommer op i årene. Det er næsten kun legitimt at fejre noget når man så fylder rundt, men så skal alle inviteres og det ender i store ting med forsamlingshuse og mad udefra og den slags.

Mit alternativ har været at holde børnefødselsdag for mine veninder. Det har vist sig at være ret sjovt – jeg har i hvert fald hygget mig – også selvom det bare var pjat og ballade og folk ikke kender hinanden så snakken nogen gange skal hjælpes lidt på vej.

Goodiebox

Da jeg sagde farvel til pigerne i går, og før de gik ud af døren med deres lille goodiebox, spurgte flere af dem hvilken slags fest de så skulle med til næste år.

Hvilket jeg tager som tegn på at de også synes det er ret sjovt.

Og så har jeg forresten fødselsdag idag!

 

Min anonyme søn.

22 maj

Vi har kun en postkassenøgle, den anden har nogen smidt væk eller forlagt mens vi mæskede os i baguettes og cidre dernede på Æblebakken i Normandiet. Faktisk et okay alternativ til en bortkommet nøgle.

Jeg tager til enhver tid to år et lækkert sted mod at miste den ene postkassenøgle.

Hvorom alting er, så er jeg den eneste der kan låse postkassen op for at se om der er noget i. Med mindre der forsøges at lirke postkassen op med den forhenværende postkassenøgle.

Nå…

Som regel husker jeg at stoppe bilen og tage posten med mig før jeg når helt hjem; der er nemlig uforholdsmæssigt langt hen til denne postkasse i og med PostDanmark i deres visdom har bestemt at den skal stå i skellet. Altså tømmer jeg ikke post så tit som jeg burde. Bortset fra om fredagen når der er reklamer!

Men i går tømte jeg . Og der lå et brev. Til Gårdmand Bjørn.

Uden afsender.

Derimod stod der “Dø” på bagsiden og jeg blev kold og klam. Tænk nu hvis han var kommet ud i noget snavs. Selvom jeg havde lidt svært ved at se hvordan han skulle være kommet det.

Jeg åbnede – meget mod mine principper – kuverten, og undskyldte det med at hvis jeg kunne spare min søde dreng for et chok der ville traumatisere ham for livet, så var denne kriminelle handling okay.

“Du er død” kunne jeg læse. Og så var det skrevet under med prikker. I bedste gækkebrevsstil. En anelse morbidt til en 11 årig, syntes jeg jo nok.

Jeg gik ind og delte denne forfærdelige nyhed med First Man og Divaen. Der var lidt snak for og imod om vi skulle vise ham brevet. Jeg var mest stemt for at gemme det lidt væk og forberede ham på det. Man hører så meget om hvor modbydelige børn kan være.

First Man sagde at vi jo ikke vidste hvordan Gårdmanden selv opførte sig. Sandt nok, men lige i det øjeblik var jeg lidt ligeglad. Min søn skulle ikke have dødstrusler uanset hvor fræk han så var.

Jeg listede ind i stuen og satte mig ved siden af ham. Begyndte pædagogisk at spørge om han havde været oppe og skændes med nogen. Han så på mig med store øjne: “Nej??” kom det overrasket. “Hvorfor det?”

“Er du sikker” vedblev jeg. “Ikke nødvendigvis fra skolen”

Han tænkte sig om og rynkede panden. “Nææ, ikke det jeg ved af” sagde han så.

“Hmm” sukkede jeg og spekulerede på hvorfor det så var landet i postkassen, med hans navn på.

Jeg begyndte igen: “Du har ikke været oppe og skændes med nogen på lejrskolen?”

“Nej” insisterede han.

“Og du kan slet ikke komme i tanke om nogen som vil dig noget ondt?” blev jeg ved.

Og så lyste hans ansigt op i et stort smil: “Mener du det der brev?”

Jeg måbede..

“Ej mor, det var bare et jeg skev fordi jeg legede at der var nogen efter mig. Men så kom jeg til at putte det i postkassen og kunne ikke finde dine nøgler så jeg kunne ikke få det igen. Men det er længe siden!”

Jeg kyssede ham og gik min vej.

Men jeg synes ellers at jeg var rigtig god til at håndtere det, hvis nu det havde været noget rigtigt farligt…

Godnat på ny

18 jan

Det er da vist efterhånden længe siden vi har fået en lille godnat historie.

Lige pt er Gårdmand Bjørn voldsomt optaget af at han og Jeppe har jubilæum. Og om han i øvrigt i den forbindelse gerne måtte få en ekstra müslibar med i skole. Jeg indvendte at jeg ikke helt kunne se sammenhængen, og ville desuden gerne vide hvorfor han havde et jubilæum.

Det kunne han ikke helt sige. Men det var i hvert fald et tomåneders jubilæum. Og så brød han sammen af grin.

Jeg synes der er gået inflation i jubilæer men det har jeg vist sagt før.

Derudover var det mig magtpåliggende at få at vide hvorfor de havde jubilæum, idet Jeppe og Gårdmanden har en lang og tung tradition for ballade. Af den morsomme slags. Og så en enkelt glasrude. Men den snakker vi ikke om her.

Men ikke om han ville ud med det.

Det endte med at jeg måtte love ham lidt lækkert til i morgen. Det var udelukkende af udspekulerede årsager; noget for noget, og der er en reel chance for at jeg så får at vide hvad det jubilæum omhandler.

“Det er lidt trist vi ikke får gaver” kom det lidt efter. “Det kunne også være at Lone havde blomster med.”

Jeg uddtrykte mine tvivl vedrørende dette, men han kørte på: “Og en pokal.”

Han hengav sig til sine forestillinger om afholdelsen af et virkeligt jubilæum og så drømmende frem for sig.

Jeg kyssede ham på næsen og ville rejse mig.

Han sprang op og ville give mig et sidste godnatknus stående op i sengen. “Ihh” grinede han “når jeg bliver så stor som det her, så er du bare lille bitte” Han dikkede mig under hagen, mens han fnes “nååårh lille mor.”

Jeg må have set meget lidt underholdt ud, i hvert fald kastede han sig i mine arme og trøstede mig: “Åhh mor, jeg er så glad for at jeg har jer som forældre. Jeg synes at jeg er møgforkælet.”

Jeg rynkede undrende brynene og afventede en fortsættelse.

“Jo, for jeg ønskede mig et skateboard – og fik det, jeg ønskede mig en jakke – og fik den.. Moaar jeg ønsker mig også en Xbox”

Og så var det jeg mente at det afgjort var sengetid for drenge på 11!

%d bloggers like this: