Kong Mor revisited

Da jeg vendte tilbage til bloggen, måtte der også lidt gips på navnet – så folk ikke fejlagtigt tror at alt er ved det gamle.

Derfor Revisited.

Det må være sådan, det er nu.

Stadig mig – og så ikke alligevel helt som før. Et gensyn. Ikke med Brideshead, men med mig. Jeg håber ikke I føler I går glip af noget; min bamse er mindst ligeså pæn som Aloysius!

Den har godt nok ikke sin egen hårbørste, men alligevel.

Nå…

Det der revisited.

Jeg går rundt og håber jeg snart bliver mig selv igen. Men samtidig skal jeg forholde mig til at jeg nok ikke bliver mig selv, som jeg var engang, igen.

Angst har det med at blive – siger de som har været der – man lærer bare at leve med det. Alene det, er da totalt angstprovokerende. Men jeg sætter min lid til at det kan læres.

Så faktisk kan jeg forberede mig på et gensyn med mig selv resten af mit liv.

Måske lidt i stil med  “50 first dates“?

…

God fredag.

…

God fredag!

…

Jamen så – rigtig god fredag!!!

 

 

Udsigt til knus

Jeg får mange knus for tiden. Sådan rigtig mange. I hvert fald flere end jeg plejer.

Folk, okay ikke vildt fremmede vel, men medlemmerne af mit firkløver indfinder sig oftere end ellers, for lige at få et knus.

Denne forhøjede kvota af knus, udspringer af en af mine julegaver.

En bamsetrøje, en ultrablød og bamset hættetrøje. Faktisk ligner den noget man laver babysparkedragter af.

OG jeg skulle naturligvis have lagt dette billede ind fra starten. Den hvide snebold er en af to ponpon’er som ligeledes bliver voldnusset! Her er det dog ikke Zorronaldo, men derimod Gårdmand Bjørn som lige får sig lidt krammeterapi!

.. Lægger lige mærke til at han kun er et hoved mindre end jeg.. Jammer..

Køn er den bestemt ikke – jeg ligner nok mest af alt noget udstoppet og ikke ret babyagtigt. Men vældig blød!

Det er derfor ikke engang for at opnå noget, at de vil putte lidt, okay putte er nu også et lidt stort ord, men helt specielt dejligt er det nu, at få en – til tider stadig– vranten teenager der bruger str. 45 i sko og som nu efterhånden er 8 cm højere end jeg, på skødet.

Det er en sjælden gave at have stille stunder med en dreng som snart bliver 15, og jeg nyder det intenst, den der sprække i alt det seje. En forsigtig åbning til hans sind. Faktisk kan man godt være heldig at liste et lille guldkorn ind i sprækken, og endda håbe på at det sidder fast.

Så jeg udnytter situationen og beholder min bamsebløde trøje på og nyder mine knus!

Mit liv som bamse

Jeg ved godt jeg har mange liv. Som lærer, konge og sådan.

Selvom jeg bestemt ikke er kattemenneske, så må jeg altså have flere liv, om jeg så lige har ni, er jeg ikke helt sikker på – men flere har jeg i hvert fald.

Jeg mener, jeg før har omtalt hvor isnende koldt og absolut ikke isoleret Eventyrhuset er.. Ikke at det er vanvittigt koldt endnu – men det begynder da at komme ned omkring noget der skulle skrabes af bilruden.

Og så var det jeg tænkte – når nu mit elektriske varmetæppe bliver slukket og jeg så eventuelt ikke kunne holde varmen hele natten – så ville jeg godt have en lun pyjamas.

Og da jeg heller ikke orker at have menneskelige varmeblæsere ind over – for at varme min dyne op – altså udover ham, der jævligt fiser under sin egen dyne, under alle omstændigheder, så måtte jeg finde en løsning. I form at varmt nattøj.

Og jeg fandt simpelthen en pyjamas i fleece.

Med alternative snefnug på. Og helt afsindig grim. Bedstemor look-a-like..

..

men den er varm..

Jeg føler mig præcis som en bamse. Tyk og blød.

Og nu vil jeg ikke have andet tøj på, nogensinde mere. Dette bløde look passer lige til mig og mine deller.

First Man gloede godt nok lidt og spurgte – med alle tegn på rædsel – hvor i alverden jeg dog havde fundet sådan en sag henne.

Jeg gider ikke engang fortælle ham, at jeg har været ude i noget med et  postordrefirma..

Sådan et med latterlige bonusgaver, såfremt man køber for rigtig mange penge, af tåbelige ting man ikke kan leve uden.

Med det resultat, at jeg nu også er i besiddelse af en endnu mere grim, syntetisk plastikdyne, som jeg i første omgang havde tiltænkt Blondinen, men hun ville overhovedet ikke lægge sig på det glatte, knitrende og meget elektriske nylon..

Den mangler jeg endnu at finde anvendelse for..

Alt sammen små bagateller.

For da jeg nærmede mig min yngste søn, iført mine snefnug, udbrød han ganske umotiveret: ”neeej hvor ser du godt ud!!”

Det var uden tvivl løgn, og sikkert affødt af at han frygtelig gerne ville have sin slikautomat fyldt op igen!

Men ikke desto mindre sagde han det!