Det der med at skifte mening

Denne gang er det dog ikke mig som er vendt på en tallerken, men derimod min søn. Min søde hormonforstyrrede teenagedreng Zorronaldo, pigernes ven!

Jeg må lige sige, at jeg kom meget i tvivl om det hed ”er” eller ”har” vendt … På den der tallerken.

Kloge sprogeåger må gerne komme på banen, for jeg er stadig ikke sikker, også selvom Anne og jeg blev enige om at ”er” lød bedst.

Det er nemlig sådan, at når vi flytter, flytter han ikke med ham sønnen. Nej han gør nemlig ej. Han bliver pænt og fortsætter på skolen, så han kan få den eksamen som er hans eneste adgangskort, til den skole jeg har meldt ham ind på.

Jeg vil i dette indlæg fuldstændigt – næsten i hvert fald – abstrahere fra at jeg har hidset mig voldsomt op, flere gange, over at han slet ikke har nogen andre muligheder i den lille bitte andedam Danmark end denne ene skole.

Med mindre jeg da sender ham tilbage i folkeskolen så han kan gå niende om igen, bare fordi den franske niendeklasse ikke er god nok til et dansk gymnasium. Eller også – og det er en ganske reel mulighed alt taget i betragtning – er rektor på den skole han burde gå på, bare ualmindelig dum og usamarbejdsvillig.

Men så er det jo godt, at der er én eneste anden mulighed.

Her skulle I gerne kunne se sarkasmen drive ned ad skærmen. Ikke at der er noget galt med skolen eller uddannelsen, snarere tværtimod, men måske ville han godt have haft et valg.

Nuvel – det har han så ikke – men det betyder så, at han ikke har noget alternativ, han skal bare have den der franske niendeklasses eksamen.

Så idéen med at tage til Danmark i 10-14 dage, flytte ind på sit værelse og fjumre lidt rundt med vennerne, og derpå returnere til Normandiet i tre uger og få overstået eksamen, den er ikke aktuel længere.

Næ, han må pænt blive her alle 5 uger, og læse op til sin eksamen.

Først skulle han indlogeres på skift, hos flere af mine veninder, som også har børn på skolen, men det afstedkom vilde protester, og han argumenterede så godt for sig, at jeg overgav mig og lader ham bo hos vennen Victor, i en uges tid.

Men nu i lørdags

…

Var vi jo på besøg hos de venner som han, stadigvæk skal indlogeres hos, nu blot i lidt kortere tid. Og her, stadig i lørdags, stiftede han nærmere bekendtskab med husets datter, en yndig og fiks lille fransk sag med meget store øjne.

Dette medførte følgende, lettere bekymrede forespørgsel, i går aftes: ”Moar?”

og så, efter en kort pause …

”Jeg skal ikke kun sove hos Victor, vel? Jeg skal da også være hos Laurence, som det var planlagt?”

Saucisse de Morteau

Der findes i Frankrig en meget gammel pølse. Eller det vil sige – det er naturligvis opskriften som er gammel. Flere hundrede år! Selve pølsen – selvom den godt kan holde sig i længere tid, er da for det meste ny og frisk.

Der er meget mad i sådan en pølse, så vi deler!

Det er en røget og tørret pølse og den smager derfor anderledes end de fleste pølser.

Den skal koges i saltet vand i ca. 45 minutter, sådan lidt hamburgerryg-agtig vel. Og så spises den med kartofler og sennep.

Men den skal vi ikke have idag – vi skal have pandekager! Efter Lenes ønske!

Så First Man er igang med de tre pandekagepander:

God søndag aften!

Lene siger

man tager en kop.

Putter kogende vand og varmtvandskakaopulver i koppen.

Rører godt rundt.

Faktisk næsten pisker..

Og så sjasker man cognac i – efter behov.

Men kunne også putte noget græsk noget i, som hed Med Taxa.. Men da vi lige holder vejret et øjeblik i forhold til Grækenland så blev det cognac. Man er vel i Frankrig.

Lene påstår at det – i en kold version – hedder Lumumba. Det kendte jeg ikke. Men Prinsessen har en klassekammerat som hedder Mulumba..

Hvorom alting er, min cognackakao smagte godt. Og afholdt mig fra at finde min seng i ordentlig tid.

Holde i hånd

I går var jeg tilbage hos manden med forstørrelsesglasset, så han kunne fjerne mine sting! Og jeg var ikke bange. For Lene var med, til at holde i hånd.

Men det er godt nok, i forgårs nat kløede det på mit lår.. og jeg kløede åbenbart igen. Og SÅ skal jeg lige love for at jeg vågnede.

Højt jamrende.

Jeg havde nemlig skiftet forbindingen ud med et ordinært plaster, nu da de blå mærker var næsten væk og det dermed ikke var så ømt – troede jeg – længere.

Men forbindingen kom altså på igen, jeg skulle ikke nyde noget af at vågne på den måde igen.

Lægen fjernede stingene, og kunne samtidig meddele at der ikke var grumme ting i min forhenværende skønhedsplet. Jeg var glad.

Det kan godt være at jeg ikke har tænkt så meget på det resultat – men man tænker nogen gange – jeg gør i hvert fald: at jeg også er nabo til nogen.

Her er det godt nok en kirkegård som er nærmeste nabo, men alligevel. Eller måske netop..

Den får bare ikke nye indbyggere lige nu, for jeg er ren som sne!

Men de andre pletter skal tjekkes hvert år. Kan man godt det i Danmark?

Hvilket minder mig om de der dame tjek.. med en vatpind – som skal sendes ind til nogen så de kan se om man har et eller andet skrækkeligt noget.

Da jeg, første gang vi var flyttet til Danmark, skulle vælge læge, tog jeg en vagtlæge, som jeg havde set tilfældigt i en sommerferie, hvor Zorronaldo havde fået 41 i feber. Jeg tænkte – han ville nok være god til børn..

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at han skulle være min læge også. Jeg havde fortrængt det på en eller anden måde. I Frankrig har man én læge til allergi, én til hudproblemer, en til babyer og én til at tage dem ud. Og så én til snot og alt det andet.

Men der, hjemme på øen i 2003, med det der lyserøde brev i hånden, gik den skrækkelige sandhed op for mig.. I et glimt.

Og så skiftede jeg læge.

Til et lægeHUS med tre læger.. Så kunne man altid vælge én til dameting, altså hende som var dame. Og så de andre til snot.

Det fungerede godt før vi flyttede.. Og det har bare at virke når vi kommer tilbage igen.

Prinsessens fødselsdag

En af grundene til at Lene, kom på besøg var at Prinsessen bliver 13 i dag. (Ja I må gerne sukke – men det er ikke nær så slemt som det lyder!)

Jeg ved godt at det er en tilbagevendende begivenhed, og at jeg burde vænne mig til det, med fire børnefødselsdage hvert år, men hvordan blev min Prinsesse lige så stor? Hun er næsten ligeså høj som jeg, og en del højere end Divaen.

Hun er en virkelig sød og omsorgsfuld pige, har mange talenter og er ydermere en god kammerat – fik i tirsdags meget ros på skolen, fordi hun så at den autistiske dreng i klassen, var ved at klippe sit hår af.

Nogle gav sig til at grine, men Prinsessen skyndte sig hen til ham og tog saksen fra ham før hans hår blev endnu kortere, og børstede de afklippede totter af hans tøj. Han stirrede på hende og spurgte hvorfor hun gjorde det, og hun sagde bare ”jo, man må ikke klippe i hår hvis man ikke er frisør – det er ikke så godt.” Det godtog han uden videre og gav hende et knus.

Andre drenge falder i svime over hendes tykke krøller og de grønne øjne. De ved udmærket at vejen til Prinsessens hjerte går gennem mad.. Så de har ofte lækre sager med i skole, som de byder hende, og så vil de i øvrigt for resten gerne komme sammen med hende.

Hun gider bare ikke det pjat: ”Mor, jeg vil jo godt lige have lov til at være barn!” Men hendes afslag er altid yderst venlige og pyntet med små smileyer. Pr. sms forstås!

De tager hende det ikke ilde op – men fjumrer fortsat omkring hende som om intet var hændt. Og spørger igen ugen efter.

Men tilbage til det egentlige: Bordet er dækket med slik og de bedste og ønskede gaver og huset er pyntet til skæg og ballade. Tøsepigerne kommer og fejrer hende i morgen aften.

Jeg har derimod fået krampe i stemmebåndene, det er noget værre noget det med at have besøg. Mine indlæg er ynkelige og små, men omvendt proportionelle med kvaliteten af besøget.

Så jeg er forhåbentlig undskyldt!

Hvad kufferten gemte og et lille surt opstød.

Det er næsten som om det var jul igen. Lene kom og det gode ved hende er at det ikke føles som syv måneder siden jeg så hende sidst.

Vi snakker/skriver naturligvis også sammen hver dag på skype, men alligevel. Og så havde hun en masse gode sager med i kufferten.

Bemærk “kongemandlerne”! Elsker bare besøg Lene!!

Der var også noget til Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

Lektier…

Fra den danske skole. Så bliver jeg godt nok lidt rørt. Lærere har nok at lave til daglig, der er mange elever i klasserne, også selvom det er en privatskole…

Eller måske snarere især fordi det er en privatskole og fordi tre lokale skoler lige pludselig lukkede fordi riget fattedes penge – men jeg siger jer: det er en falsk besparelse!

Af sparehensyn lukker man alt det som gjorde det attraktivt at bo på landet. Den lokale sladder er også nået til Normandiet og kan berette at den vidunderlige børnehave hvor Prinsessen og Gårdmand Bjørn slog deres folder, nu er lukket på grund af mangel på børn.

Ingen vil bo i vores landsbyer mere, der er ingen børnehaver, ingen skoler, ingen butikker og færre busser. Nu kan man heller ikke engang låne penge til at købe hus i udkantsdanmark mere.

Nå, det var lige et surt opstød. Men det var jo ikke ret stort!

I hvert fald – jeg blev rørt; børnenes lærere har fundet noget materiale frem som vi kan bruge. de tager sig tid til elever som ikke engang er på skolen endnu.

De har kopieret, samlet sammen og gjort ved og de glæder sig faktisk til at se os til sommer!

Jeg sagde lidt usikkert til Gårdmanden mens jeg rakte ham en læs og forstå: “det er sådan noget I kan lave om onsdagen”.. (når de har skolefri)

Han svarede: “Hvorfor kun om onsdagen? Må jeg ikke lave noget nu?” og de gik begge straks igang.

Lene og jeg smed os i sofaen, nu med ens hjemmesko – og mig iført ny kop!!

Har jeg sagt at jeg elsker besøg?

Mandage er da fantastiske!

Især når man får pakke!!

I sidste uge fik vi en fin pakke, som raslede. Det var næsten ikke til at holde ud at skulle vente med at pakke den op. Det var fisk! Og et brev på papir smukt dekoreret af et barnebarn.

Pausefisk fra Marie!

En fantastisk gave i et lakridsløst land!

Nu er skålen jo knap så fyldt – skønt der stadig er et par stykker tilbage!

Men hvilken vidunderlig verden, når læsere begynder at sende fisk til ens blogfødselsdag! Der er blevet nydt og smasket og smovset i salte fisk, af fineste kvalitet!

Tusind tusind tak Marie! Du har en meget høj stjerne på firkløverets himmel!!

I dag er det så tirsdag!

Tirsdage – de er også ret fantastiske.. Især når man venter på at få besøg fra øen! Jeg glæder mig så meget at jeg hverken kan sidde stille eller koncentrere mig om et ordentligt indlæg.

Lene kommer en hel uge. Og hun lander lige om lidt!

Julefrokost à la dansk

Altså – jeg lavede mad i et uanet antal timer smurt ud over et anseeligt antal dage. Det er jo ikke sådan så ligetil, at få fat i alt hvad man skal bruge hernede, men det lykkedes med hjælp fra lidt julemarked, fryserforsyninger og lign.

Jeg fik stablet følgende menu på benene:

Almindelige sild og karrysild, laks og dildsauce, rejer og djævleæg.

Lune frikadeller med rødkål, lun leverpostej med bacon, champignon, rødbeder og Lenes agurkesalat, flæskesteg, glaseret skinke, brunede kartofler, brun sauce.

Ris a l’amande, æbleskiver.

Pebernødder, smagsprøver på domino, piratos, poletter og tyrkisk peber og marcipanbrød.

Rugbrød og franskbrød.

Og drikkevarerne var snaps, skjaldemjød, Albani classic, Svendborg halvbitter og gløgg.

Fordelen ved at lave sådan noget for udenlandske julefrokostanalfabeter er, at de ikke aner om det skal smage sådan!

Normalt kan man nemlig godt få noget røget skinke i mit lokale supermarked, som kan blive til hamburgerryg, men det var naturligvis umuligt i sidste uge – så det blev noget andet skinke hvor jeg tænkte: jeg tager chancen og glaserer den. Det smagte udmærket men ikke helt som hamburgerryg! Men det vidste de jo ikke en dyt om!!

For det første, skete det fantastiske at alle kom til tiden kl. 19 sharp! Aldrig set før på fransk jord. Men det gjorde de altså.

Alle blev udstyret med en håndbajer fra Albani og lærte at skåle og sætte fingeren på ØL og den slags uundværlige ting!

Og så blev der spist og smagt og forklaret og grinet. Jeg er faktisk ret imponeret over dem – alle prøvede de forskellige ting – også selvom jeg først fortalte bagefter om det med rå fisk, og lever og spæk.. Så var der godt nok flere som så lidt anstrengte ud.

Ris a l’amanden blev derimod indtaget under stor jubet – og en mandel blev fundet og en aldeles dansk mandelgave udleveret – under lige så stor jubel!

Tror måske snapsen slog dem hårdere end de lige havde regnet med!

Dette var lidt et handikap da de skulle  lære at flette julehjerter.. Alle sammen – og det var hylemorsomt at se dem kæmpe med at flette – der blev flettet om mere end en gang – men alle fik da et hjemmegjort dansk julehjerte med hjem!!

Aftenens absolutte clou var dog, da de fik tyrkisk peber i munden.

De ventede og ventede og prøvede at definere smagen. Da ingen af dem har spist ammoniak før, er det nok derfor de ikke helt kunne lokalisere smagen. Og da de nåede til midten, kom der de særeste lyde, svedperler og grimasser..

Vi var færdige af grin – nok mest mig – især af deres måbende ansigtsudtryk da Prinsesse Lyserød kom forbi og tiggede om tyrkisk peber til sig selv og de alle, for det havde de altså ikke regnet med at folk indtog frivilligt!

De tog hjem ved 01 tiden – og hvor mændene ankom som chauffører, måtte de i stedet, alle uden undtagelse, lade sig transportere hjem, idet deres koner ikke havde set så dybt i snapseflaskerne som deres mænd.

Jeg havde som sædvanligt lavet til mad en mindre hær – hvorfor er det at man altid er bange for der ikke er nok?

Men det ALLERBEDSTE.. bare spørg Prinsessen – det var så alle resterne som vi har ædt i dag! Det er nok derfor man laver rigeligt.. nu jeg tænker over det!

Allerede kl. 10.30, da vi i morges sad og prøvede på at vågne med hver vores kop te, begyndte de at kredse om os som sultne gribbe, og henkastet spørge om vi ikke snart skulle have frokost. Altså.

First Man troede fejlagtigt at der ikke var mere brun sovs – og det var næsten mere end Prinsesse Lyserød kunne bære. Hun sank sammen i en opgivende klat, og jamrede højlydt. Men så kunne jeg huske noget om en lille skål der blev gemt – og sjældent har jeg set så lettet et barn!

Og nu er der kun 14 dage til vi starter forfra igen! Bøøøøvs. – ups – undskyld!

Søndagskagen #22

Op klokken 5.30 for at sende gæster afsted, og med vintertiden orkede vi ikke engang at gå i seng bagefter  – så vi satte os alle sammen med en masse dyner i sofaerne og så “Five children and It” en rigtig hyggelig Narniaagtig familiefilm.

Af samme grund kom vi ikke udenfor en dør idag – og søndagskagen blev derefter og der måtte tænkes alternativt!

Jeg fik, i forbindelse med det der besøg, 1 liter dansk fløde som passende kunne omsættes til vafler.

Og i dagens anledning får I også en opskrift med på jordens nemmeste, sprødeste og lækreste vafler:

Pisk ½ liter piskefløde til flødeskum.

Put 2 skefulde sukker i, og sigt 4 dl. hvedemel ned i flødeskummet mens du pisker let – pas på ikke at piske flødeskummet alt for stift, for så bliver det en meget klistret affære – ikke dårlig – bare mere klistret.

Og så op i et smurt varmt vaffeljern med en ske, idet dejen ikke er flydende overhovedet!

Mums siger jeg bare. Det er altså de bedste vafler i verden siger Firkløveret!

Fridag i farver

At have fri en dag hvor solen skinner.

At få besøg af en veninde fra dengang man ikke havde nogle børn – nu har vi begge 4!

Hun kom på besøg med sin mand – han må af gode grunde så være second man – fordi han var second in command under First Man engang i tidernes morgen, og halvdelen af sine børn.

Dejligt at kunne ses meget oftere nu hvor vi også bor i Frankrig. Så tiden blev brugt på sladder om fælles bekendte, som nu er spredt for alle vinde, latter, tanker og mad og sidst men ikke mindst – Kir Normands. 

Og vi lå i solen gjorde vi! Bemærk venligst de 20 lakerede tånegle – vi er SÅ klar til sommer!

 

Mens andre foretrak skyggen.

Og dette er et glimt af Æblebakken i morgenlyset!

Og vejrudsigten for påsken er helt igennem solskin solskin og atter solskin. Mmm.