Tag Archives: Biler

Jeg siger det bare…

13 jun

Det kan ikke anbefales at glemme en læbepomade i en varm bil.
Og så tro at man kan bruge den når man sætter sig ind i bilen.

Resultatet er en anelse mere klistret end jeg lige bryder mig om.

En ulykke…

23 okt

Kommer sjældent alene.

Jeg var ellers ved at være en anelse træt af alle de genvordigheder mit liv har budt på de sidste par måneder. De var dog af mere mental karakter. Nu er vi gået over til det mere materielle.

Eller det vil sige, vi har manglet en del af det materielle i og med vi prøver at overleve på min løn, nu da First Man ikke har fået løn siden juli.

I sig selv en interessant udfordring.

Men absolut ladsiggørlig.

Det forudsætter dog at der ikke kommer uforudsete forhindringer såsom sure køleskabe og forkølede komfurer.

Jo.

Vores ene køleskab – vi har heldigvis også et mikroskopisk et der stadig virker, indbygget i et skab i køkkenet – opgav ævred og blev mere til et vinskab med en 12-13 grader end det køleskab det fra naturens side var meningen det skulle være.

I dagligdagen er det kun lige akkurat muligt at klemme familiens fornødenheder ind i det lille køleskab. Velvidende at vi er seks, hvoraf fire spiser uanede mængder mad. Hele tiden.

På græshoppemåden.

Men jeg fik dog mast alt vores mad ind i dette køleskab og spekulerede som en gal på hvordan jeg ville kunne holde jul – endsige fødselsdag – med dette ene bitte lille køleskab der knap kan huse to dages forbrug af mad til os.

Mens jeg skumlede over dette, begyndte mine kogeplader at sige mystiske lyde. Og pludselig ville to af pladerne ikke tænde. De opførte sig som om gryderne ikke var magnetiske, og ville dermed ikke varme.

Jeg har dog to plader tilbage, men hverken en julemiddag eller vores vanlige søndags pandekageorgie, kan laves på de to resterende.

Rent bortset fra at jeg godt kunne mistænke de to for også at ville nægte at genkende mine gryder inden alt for længe, da der kommer sære lyde fra dem også. Det er nok bare et spørgsmål om tid inden jeg kan få First Man til at grave sit militær campingblus frem så jeg kan koge havregrød der.

Så pt. foregår madlavning med tilbageholdt åndedrag.

Jeg overvejer at lave mad i min bil, som jo er en campermodel, men det bliver nok lidt koldt til jul.

Ad libitum

9 aug

Efter en rolig nat – uden klorin – og en opvågnen senere end til almindelig arbejdstid, stod Laurence og jeg op og sad længe over morgenmaden på terrassen.

Og derpå shopping. Ad libitum.

Ren balsam for sjælen. I butikker hvor jeg blev genkendt og der blev høfligt sagt “Åh goddag Frue, velkommen tilbage, nyder De ferien” Og nej jeg er ikke over 80, men i Frankrig “desser” man jo hinanden.

Så altså, optikeren genkendte mig, damen fra Bijoux d’Elise ligeså, bagerdamen og kassedamen i Eurodif. Ret imponerende faktisk. Og man bliver da helt glad!

Elise havde desuden den skønneste halskæde som var skabt til mig, intet mindre!

En halskæde med mit navn på!

Det blev også til nye solbriller, 4 meter voksdug, og underbukser uden søm. Blandt så meget andet fuldstændigt helt og aldeles uundværligt!

Desværre var “min” tøjbutik lukket lige den tirsdag, men det gjorde faktisk ikke noget for så blev vi da bare nødt til at blive en dag mere!!

Frokosten blev indtaget hos Virginie og Vincent, hvor Prinsessen opholdt sig sammen med Justine. Vi startede med min intravenøse bedøvelse ad libitum, for selvom shopping var godt for min ømme finger, manglede jeg alligevel lige lidt, for at have det optimalt.

Til at dulme min dårlige finger! Det grønne i glasset ved siden af, er en “Papegøje”, en drink med pernod! Smager helt hyggeligt!

Og bagefter var der is.

Ad libitum.

Ligesom hver gang vi spiser der – det er nemlig Vincents hofnummer – og man må sige han gør noget ud af det!

De er også mums kan jeg godt betro jer!

Den absolutte IS-mand! Aldrig overgået!

Bagefter skulle vi hjem til Laurence og – mest – Eric, fordi Eric havde en aftale med Gårdmand Bjørn.

Eftersom bamsen gik glip af noget af morskaben dagen før på grund af sit maveonde, ville Eric muntre ham lidt op.

Og VROUUMMMM!!!

Og jeg skal lige love for at min yngste søn blev glad! En tur i sådan en dims som ligeså godt kunne have hele den spanske rideskole og lidt til, gemt under kølerhjelmen, opvejede en hel uges morskab!

Andre medlemmer af familien fik også en tur, og First Man fik endda lov til at køre selv! Ikke et øje tørt.

Den brummer så helt pænt meget skulle jeg lige hilse og sige.

Fionas fine olivenmuffins. Opskrift følger når ferieberetningen er til ende!

Så skulle vi afsted igen. Denne gang til søde Fiona, som havde lavet alle mine livretter. Ad libitum både på vaskeægte engelsk/indisk curry måden, men også på dessert måden.

Og mens børnene spillede, snakkede vi.

Okay vi spiste jo også lidt indimellem, og snakkede lidt mere.

De fem piger var gode til at inddrage den enlige hane, så han ikke følte sig kvalt i tøsefnidder!

Og så kørte vi hjem til Laurence og Eric igen hvilket nok var meget godt, for jeg har ikke plads til flere billeder.

Vroum vroum og lydbøger!

4 jun

Og nej, jeg prøver ikke at sige som en blender.

Men nu var jeg faktisk blevet en anelse træt af røde biler, sådan generelt, så lynet blev i sidste uge afleveret hos Jan, som så gav mig en rigtig bil i stedet for. En stor en. Med plads til alle mine børn. En bil som bevæger sig når man maser højre pedal i bund lidt ned.

Ikke at jeg gør det, smækker sømmet i bund altså, men det er nu meget rart at kunne.

Men nu sidder jeg altså på toppen af verden igen, har overblik i stedet for at ligge fladt ned på asfalten når jeg bevæger mig på fire hjul, som det var tilfældet i det røde lyn.

Der er kun en hage ved denne fantastiske bil.

Den har en CDafspiller som ikke kan lide lydbøger.

Den vil gerne spille musik.

Men ikke den tredie bog om Arn.

Og det er jo noget nær en katastrofe.

Af den slags som får mandage til at fortsætte ind i tirsdage. Jeg begyndte godt nok at se filmen i sidste weekend, men enten har filminstruktøren ikke læst alle bøgerne ret grundigt, eller også har han regnet med at det var publikummet som ikke havde gidet læse bøgerne, da disse to ting – film og bog – ikke har ret meget til fælles.

Derfor ville jeg så gerne kunne høre resten. Af bogen.

Før jeg surt sætter mig tilrette for at se slutningen af filmen, og bagefter med rette kan brokke mig over den.

Alternativt kunne jeg jo kontakte Hr. Becker himself og, såfremt han ikke havde andet for i de næste par dage, invitere ham med på min køretur så han kunne læse resten for mig.

Smart!

5 apr

Ja, den der bil der.. Eller bil og bil er måske så meget sagt. Det er den der forvoksede sidevogn med eget rat og to pladser. Sådan en lille bitte putte nutte ting. Sådan en har jeg lånt! Med automatgear og det hele!

Eller rettere ISÆR med automatgear.

For det med gear begrænsede jo noget min færden i motoriseret tilstand.

Indtil nu.

For Jan, det dejlige menneske, har lånt mig en smart “for the day”! Så jeg slipper for at bede alle mennesker om at køre mig, i hvert fald i dag! Ikke at folk har sagt noget overhovedet, men det generer mig at jeg har skullet have chauffører på i de sidste 2 uger.

Uanset hvor sød folk så ellers synes jeg er, så må det jo være en lille smule anstrengende at skulle transportere mig frem og tilbage hver dag.

Men det var denne bil jeg kom fra.

Den er bare fin! Den virker på en eller anden meget sær måde større når man sidder inde i den end når man ser på den udefra. Og hvis jeg kan hitte ud af det der – hvad-var-det-nu-han-sagde-det-var-for-en-gearkasse- så tror jeg nok jeg vil købe den. Hvis altså Lise siger ja!

Der er lutter fordele. Altså når man ser bort fra at jeg har mand, hund og fire børn og at der i Smarten kun er plads til mig og min håndtaske… Eventuelt til min madpakke, men så skal den stå omme bagi. Og der ligger mine krykker!

Men altså det var fordelene jeg kom fra.

Bilen er nemlig alt for kort til at have nogen bagdel overhovedet!!

Her er så indlagt plads til at grine af!

Nå..

Til sagen.

Man kommer billiger over Storebæltsbroen.. Den tæller kun for en motorcykel. Faktisk. Tankevækkende egentligt. Specielt når jeg lige regner ud hvor mange gange om året jeg kører over Storebælt. Men altså, nu er det under alle omstændigheder billigere begge gange.

Den er også så kort at jeg kan holde på tværs! Jeg vil også tro den er nemmere at gå rundt om end at hoppe over. Eneste ulempe jeg lige kan få øje på her, er at mit personlige rum måske risikerer at blive overskredet i nærkontakt med en meget stor bil.

Jeg forudser også at manøvrer vil kunne foretages med idel lethed. Jeg har taget mig selv i at svinge flot ud på modsatte kørebane for derpå at svinge ind i indkørslen på anhængermåden, efter jeg havde kørt Jan hjem, med det resultat at jeg var ved at at banke ind i Irenes postkasse. Men der er altså også langt fra Chryslerens 6 meter ned til de 75 cm som Smarten ser ud til at fylde. Jeg er sikker på at hvis jeg sidder sidelæns kan jeg røre forruden med den ene hånd og bagruden med den anden. Men det er nok bare et spørgsmål om vane. Ellers må jeg bede Irene om lov til at flytte sin postkasse.

Hornet… Ja hornet kunne måske godt have været en anelse mere insisterende. Det lyder mest af alt som en meget lille fornærmet frø. Men jeg kan jo nøjes med at råbe i stedet for.

Handskerummet Bagagerummet er lidt sært. Det bliver åbnet direkte i bagruden.. Og så skræller man resten af bilen af, hvorpå der kommer en hylde til syne. Hylden er på størrelse med en hattehylde fra de gamle røde Intercity tog fra dengang Kong Mor var prins. Men som sagt, der ligger mine krykker!

Noget andet meget cool er de sortlakerede fælge – ej men hvor seje er de ikke lige – det er jo næsten ikke til at holde ud. De inviterer næsten til at have et par dingleterninger hængende, men de ville nok tage hele udsynet i forruden.

Men der er plads til mine lydbogsCDer som jeg savner i allerhøjeste grad. Man sætter sig jo ikke ind i andre menneskers biler og siger: Hej, og nu skal du i øvrigt lige tie stille i 40 minutter!

Så i dag er jeg simpelthen bare rigtig Smart!!

Den der lugt i bilen

15 feb

Måske mindes I svagt at der – på min første arbejdsdag – var en kemisk hyggeduftedims i min bil, placeret der af min betænksomme mand.

Et gyseligt wunderbaum som jeg i teorien – og på det æstetiske plan – helst havde været foruden. Men det var på sin plads med en luftfornyer, også selvom det var af den mere kunstige slags, idet min ellers så søde mand havde prøvet at brænde min kobling af.

Det forholder sig nemlig sådan, at han er den heldige chauffør af en tømrervarevogn, i kraft af sin nye titel som tømrerlærling. Denne bil er udstyret med fire usandsynligt dårlige – og jeg fristes lidt til at sige billige men da det ville gøre Thomas ked af det holder jeg min mund med det – dæk. Dæk som under ingen omstændigheder er tilpasset vores nordlige meteorlogiske tilstande.

Og det resulterer i ganske store genvordigheder når bilen skal forcere noget tiliset. Faktisk forcerer bilen ikke noget som helst, den bliver på stedet og opheder hvad end der er nedenunder. Og larmer ganske forfærdeligt.

Hvilket i sig selv er mig ret ligegyldigt, hvis ikke det var fordi bilen på et tidspunkt sad fast i min egen baghave.

En morgen hørte jeg en usandsynlig infernalsk larm, sådan opgassende og aggressiv. Og jeg ringede sporenstregs til Gårdmand Bjørn som netop havde forladt huset, for at advare ham om at der var motorbøller på færde i landsbyen og han skulle derfor krydse landevejen med stor forsigtighed og agtpågivenhed.

Da jeg fik min yngste søn i tale, kunne jeg stort set intet høre idet han åbenbart befandt sig i umiddelbar nærhed af disse føromtalte motorbøller, og larmen var øredøvende!

Langsomt brød andre lyde igennem mine sløve trommehinder, og det gik lidt efter lidt op for mig, at noget foregik i min baghave.

Ganske rigtigt, da jeg fik åbnet døren kunne jeg overordentligt tydeligt høre de hidsige lyde og jeg vovede mig nærmere, alt i mens jeg lagde an til et hysterisk anfald såfremt de unge fløse skulle have tørt på, i deres omgang med motorer og andre folks haver, selvom jeg for min død ikke kunne begribe hvordan i alverden de var havnet der.

Det var såmænd ingen anden end min – på daværende tidspunkt – knapt så populære mand der var igang med at fræse min græsplæne. Unødvendigt og en anelse for tidligt for min smag så jeg bankede energisk på sideruden af varevognen og spurgte, hvad i alverden det var han foretog sig.

Han råbte hidsigt at jeg vel godt kunne se at han sad fast og at jeg skulle trække ham fri. Som i “omgående”.

Jeg burde allerede her have lyttet til min intuition og have nægtet, men han lignede ikke en man kunne at diskutere noget som helst fornuftigt med, så jeg satte mig bag rattet i mit røde lyn og forberedte mig på at trække tre tons fri af lige dele overophedet og smattet snesjap og græsplæne.

Da jeg tredie gang ikke kom ud af stedet og der i stedet bredte sig en ualmindelig dårlig odeur inde i min trofaste bil, slog jeg bremserne i og nægtede at foretage mig yderligere. Dette på trods af trusler om bål og brand!

At min kobling ikke gik op i røg var ikke min mands fortjeneste og jeg kunne efterfølgende nyde en umiskendelig stank af brændt gummi, hver gang jeg satte mig bag rattet i mit røde lyn. First man kunne ligeledes nyde dette, ikke duftmæssigt, men lydmæssigt idet jeg ikke undlod at ringe ham op og råbe obskure ting i hans øre, hver gang jeg satte nøglen i tændingen og blev mødt af den meget ubehagelige lugt.

Derfor sad der en wunderbaum i min bil den morgen, jeg for første gang skulle tilbagelægge de 50 km der skilte mig fra min nye arbejdsplads, og jeg gik ud fra at det ikke udelukkende var af kærlig hensyntagen til sin kones sarte næse, at han havde indkøbt det dinglende såkaldte skov-duftende papjuletræ.

Han var sikkert også ret træt af min højrøstede opkald.

Men det er naturligvis kun en hypotese!

Kongelige Minimoyser

2 apr

Grunden til at mine børn kom i seng på den forkerte side af midnat lørdag aften, eller rettere søndag morgen, var at finde i et spændende besøg, så spændende at det måske var blevet klassificeret som værende en “snar” af folk som ikke vil tro på at jeg er blevet til en Minimoyser .

Det var et besøg hos meget gode venner. Sådan nogle af den slags, man er meget ked af at skulle sige på gensyn til.

Disse venner har nogle flotte biler. Som vi skulle ud og køre i. Til alles udelte fornøjelse!

IMG_0872

Andre har også været ude og køre i dem, mestendels fordi de ejede bilerne engang for mange år siden. Sådan nogle frygteligt kendte nogle som Walt Disney, Bourville og vist en enkelt diktator. Men det er jo ikke bilernes skyld!

Nogle af dem, bilerne altså, har endda været statister i forskellige film. Blandt andet Arthur & Minimoyserne #3.

Her vil jeg stærkt opfordre til at man omgående forlader sin lune plads bag skærmen, finder filmen frem, subsidiært låner den på biblioteket, og ser den. Foran rådhuset i byen – som er falsk idet den var bygget op til lejligheden i Bessons baghave – stod den bil vi var ude og køre i, lørdag aften.

IMG_0876

Hvilket nok ikke gør mig officielt til en Minimoyser, men næsten.

Bilen var en Cadillac fra 1954 … Og er I lige klar over, hvor godt man sidder i sådan en? Bagsædet er en ren sofa. Sikkerhedsseler forefindes naturligvis ikke, sådan noget nymodens pjat.

Men faktisk var jeg meget imponeret over de elektriske vinduer. Og forsædet som ligeledes var elektrisk.

Ret imponerende at den slags fandtes allerede i 1954, når jeg tænker på at jeg har tilbragt i hvert fald halvdelen af mit liv, som passager i biler hvor man kun under opydelse af heftige armbevægelser kunne åbne vinduet på bagsædet.

Efter denne filosoferen udi biludstyr, og en del kilometer senere, kunne vi slappe af i, hvad Divaen kalder ”The Room” i herligt selskab, med god mad og musik fra dengang da bilerne var helt nye.

IMG_0881

“The Room”, er en kopi af en amerikansk Diner, med originale og morsomme ting fra dengang, og man føler sig virkelig hensat til en helt anden verden.

Og det er ganske vist og slet ingen “snar”.

%d bloggers like this: