Tag Archives: Bimbi

Fra guldglas til hundehvalp.

1 feb

I ugen før jul sad jeg og googlede guldglas til mit julebord.

Jeg har nemlig for længe siden fået 6 voldsomt flotte vinglas af Zeynep, og jeg ville så utroligt gerne have nogle flere, så det ville være muligt at kunne dække et guldbord til 12 juleaften.

Tænk bare på Instagram effekten af sådan et billede. Ren blær.

Nå, men det lod sig dog ikke umiddelbart gøre, at få fingre i glas med guldpynt, i hvert fald ikke for summer jeg var i stand til at betale. I min søgen endte jeg pludselig på gul og gratis, på grund af et billede der var fra 2014, med glas der ikke var til salg længere og så…

… ja spørg mig ikke hvorfor, men med ét syntes jeg det ville være en fantastisk ide at lede efter en hundehvalp.

Det var dog ikke så spontant som det lyder. Vi har længe været på jagt efter en sød hvalp. Når jeg siger “vi”, mener jeg First Man og jeg, jeg tvivler nemlig stærkt på at Bimbi ville være lige så begejstret for ideen som vi var. Hvis hun altså vidste hvad vi pønsede på.

Tanken opstod da Blondinen døde; det var så ganske forfærdeligt at være hundeløs, og jeg tænkte dengang at jeg måtte sørge for at have noget overlap, så jeg kunne få noget trøst i form af pels-terapi når vi næste gang skal sige farvel til en af de firbenede. Gud give, at det må vare meget længe.

Nå, men altså, jeg landede på en annonce, et gadekryds, sidste efternøler der ikke var blevet afsat, 20 minutter fra hvor vi bor og til en pris som jeg kunne betale. Hvad mere var, hun var klar allerede nu.

Jeg besøgte hvalpen sammen med Divaen samme aften, vi slog til og hentede lillefisen 36 timer senere, da jeg fik juleferie.

Og vupti, havde vi to hunde.

Jeg vil godt medgive at det gik lidt vel stærkt.

Og at det måske ikke var ret gennemtænkt.

Men nu er hun her, og det er skønt.

Bimbi vil måske nok ikke være helt enig med mig, men i det store hele tager hun det rigtigt pænt at have fået en “lillesøster”.

Idel hundelykke

 

 

 

Reklamer

Julekort

12 nov

Jeg ved godt der stadig er et par uger, eller seks, til jul, men jeg ville gerne have taget årets julekortbillede en dag hvor alle, på forunderlig vis, var samlet under samme tag. Og endda spiste sammen.

Divaen påpegede snusfornuftigt bagefter, at jeg nok burde have advaret dem om mine fotoplaner, tidligere.

Uheldigvis tænker jeg bare ikke ret tit over at sende en skriftlig invitation 10 dage inden jeg får en idé, for at sikre mig at alle de involverede har både hår og humør i de rette folder, og er indstillede på at deltage i mine påhit.

Derfor tager jeg sommetider chancen og håber på at noget spontant kan opstå uden alt for mange genvordigheder.

Efterfølgende kunne jeg så konstatere at dette så ikke var en af de spontane dage.

Der var rigtig meget galt, med alle.

Både hår og humør.

Det endte derfor med – uden at gå alt for meget i detaljer – at jeg satte mig til at tage et billede uden levende væsner på.

Jeg fandt vores respektive julekrus frem – gæt selv hvis der er hvis – og fik stablet et vældig fint stilleben på benene. Syntes jeg selv.

Fik fat i mit spejlrefleks Canon E something frem og gik fortrøstningsfuldt i gang.

Det gik ikke særligt godt.

Julekort UDEN levende væsner, blev der sagt.

Pludselig opdagede jeg at mine lys blafrede faretruende, og da jeg kiggede op for at finde ud af hvorfor, så jeg noget lys pels, der aldeles ikke skulle være med på billedet.

Jeg gav op.

Og gik i seng.

Fik lidt senere nedenstående billede af Divaen, der ikke kunne modstå fristelsen til at tage et billede af situationen. Bag min ryg, så at sige.

Jeg gav op. Helt op.

Overvejer seriøst at købe mine julekort i år.

 

%d bloggers like this: