Tag Archives: Blod

Det er ikke hul i hovedet

28 aug

men derimod hul i benet.

Jeg fik en ond fibersprængning i marts sidste år. En rigtig ond en. Med krykker. Og lig-ned-i-lang-tid.

Så i stedet for at gå til gymnastik med Kirsten i vinters, gik jeg til svømning med Lene. Da jeg så tænkte at nu var det vist på tide at komme til at løbe lidt igen kunne jeg bare slet ikke. Jeg kunne løbe tre-fire skridt og så strammede hele min læg så meget at jeg tænkte: “nu eksploderer hele benet”.

Okay, måske ikke hele benet, men det føltes kriminelt.

Altså tog jeg til lægen for at få noget fysioterapi eller noget for at hjælpe lidt til.

Det var så der at lægen sagde: “hvad er det for et hul du har der på benet?”

Jeg snurrede rundt om mig selv, og kunne – heldigvis – ikke se nogle huller i mine ben.

“Der” vedblev hun og satte pegefingeren direkte på min læg.

Der var et hul, eller en fordybning vil jeg nok snarere kalde det. Som om mit ben var smeltet lige der. Jeg fik nogle meget stygge billeder på nethinden.

Og koldsved.

“Øhh” begyndte jeg, tør i halsen. “Det hul har altså ikke altid været der”.

Jeg holdt pause. Usikkert.

For lægger man ikke mærke til hvis ens ben smelter væk?

Jeg mener, ens lægmuskel kan da ikke bare sådan forsvinde, uden at sige farvel?

Kan den vel?

Jeg sank en klump. Spedalsk – det var det jeg var – og resten af mig ville forsvinde uden en lyd.

Jeg så omgående en fordel ved at blive spedalsk lige omkring mine deller, men jeg tvivlede meget på at det ville stoppe der.

Lægen afbrød min tankerække.

“Du skal have en henvisning til ortopædkirurgisk” – mere hørte jeg ikke, da jeg blev hængende i det med kirurgisk. “Det kan du ikke mene” jamrede jeg panisk.

Hun tillod sig at grine.

“Jamen, de skal bare…” begyndte hun.

Jeg lukkede helt af; der er ikke noget “bare” når det handler om at skære i mig.

Men da danske sygehus kirurger sjældent vil skære i nogen for så bagatelagtige ting som et lille hul, så tænkte jeg at jeg sagtens kunne nå at blive reddet, og det længe inden de kunne nå at sige “narkose” til mig.

Det var så at gøre regning uden vært, da jeg netop har været til undersøgelse hos sådan en slagter-fryns, der var helt enig med en hel masse andre slagtere, i at jeg skulle skæres op og syes sammen igen.

Så nu kan jeg bare gå rundt og vente på at få min henrettelsesdato.

Inden længe.

Hvis det ikke er tortur så ved jeg ikke hvad det er.

 

Reklamer

En kylling? Mig? Nej da!

23 jan

Og det er ikke engang sarkastisk.

Jeg kan nu kalde mig selv for Doktor Mor.

Fordi: i sidste uge blev Divaen opereret og blev syet med et par sting. Disse skulle fjernes ved egen læge en uge – ti dage efter operationen, og det var så i går.

Desværre var Divaens skema ikke af sådan karakter at det efterlod plads til at få en tid hos lægen, med deres relativt begrænsede åbningstider.

Da jeg i går, i andet ærinde, alligevel var at finde i lægehuset – nej det var ikke for at stikke den Luciabesøgende lægefar en flad, selvom jeg ikke kunne modstå at stirre surt på ham – så kunne jeg jo passende forhøre mig, for hende.

Hvorom alting er, jeg spurgte lægen – vores læge, den rigtige læge – om jeg helt selv mon kunne eller rettere måtte, fjerne stingene fra min datter.

Det måtte jeg godt.

Med hans mundtlige anvisninger tog jeg hjem og fremlagde min ide for min ældste datter. Jeg ignorerede hendes noget skeptiske blik, og prøvede at overbevise ikke bare hende, men også i høj grad mig selv, om at det var en vanvittig god idé at jeg fjernede hendes to sting.

Ikke desto mindre befandt vi os lidt senere på badeværelset, jeg iklædt kirurgtøj og afsprittet neglesaks. Nej okay så, jeg havde ikke kirurgtøj på, men den afsprittede neglesaks og do pincet var ganske vist. Det lød bare så professionelt.

Og jeg gjorde det.

Jeg fjernede de to sting, helt uden at besvime og helt uden at Divaen kom ud af badeværelset med flere skader end da hun trådte ind.

Er jo ikke fri for at være en ganske lille bitte smule stolt af mig selv!

Søndag, blodig søndag!

7 aug

Vi blev vækket til duften af pandekager denne første dag på ferien.

Eric var gået igang med panderne. Vores unger kom dryssende for at sige godmorgen, vi kom i tøjet og kunne så sætte os til et ualmindeligt lækkert morgenbord!

Der manglede intet!!

Temperaturen var allerede da en del højere end vi lige havde regnet med og jeg konstaterede glad at jeg altså bare blev nødt til at få indkøbt nogle nye sommerkjoler, da en (lille) del af min garderobe aldeles ikke var tilpasset de 32 grader i skyggen som vi var på vej mod.

Vi skulle spise traditionel søndagsfrokost sammen, hos andre venner, og begav os derfor ud for at købe en buket blomster der kunne holde i varmen, samt fylde brændstof på bilen og endte i en tankstationskø. Jeg kom der i tanke om at jeg da gerne ville have sat håret op i en knold da varmen bare blev mere og mere intens, og min nakke var efterhånden ret klistret under håret.

Jeg stikker så hånden ned i toilettasken, som meget belejligt står mellem sæderne, jeg roder rundt i dybet efter en blød velourelastik, men uden at følge særligt meget med og pludselig mærker jeg et koldt og klart snit. Av.

Jeg haler min pegefinger op og kan observere en mindre fontæne. Et studie i rødt, kan vi kalde det. Jeg når at svinge hånden ud af det åbne vindue og hænger derefter og tapdrypper ned på asfalten.

Da bilen er fyldt op – og jeg halvvejs tømt – får Firstman fremskaffet en intermistisk bandage og jeg sidder og stitter lidt sært med fingeren oppe i luften. På kortere tid end det tog at køre til Pretreville havde jeg gennemblødt min fine forbinding, og jeg føler mig nu en anelse svag. Folk vil måske erindre at jeg ikke er fantastisk god til den røde væske mennesker indeholder og jeg var glad for at sidde ned.

I Pretreville får jeg renset fingeren, og endelig taget skaden i øjesyn. Det var ikke bare en rift, en hel skive af min pegefinger sad nu mellem barberbladene på min Gillette Venus på den tre-delte måde og jeg fik bundet det meste af underarmen ind.

Apéro Rosé 51

Jeg skyndte mig at nedsvælge en flydende bedøvelse i form af en gedigen Ricard Rosé 51 og forlangte at få min mad skåret ud!

Madet, blev jeg dog ikke.

Efter maden tog vi en tur ud til en hellig kilde, i håb om at min finger ville gro hurtigt sammen med lidt hjælp fra oven.

Eventyrstemning

Vi kørte langt ud i skoven og kom til den lille kilde.

Værsgod at skylle!

Der var et lille hegn som folk og fæ kunne hænge deres vaskeklude op på, såfremt de var sluppet af med eksemer og alskens snask.

Klude til ophængning. Som tak? Eller bevisbyrd?

Det siges at der også er nogen der drikker af den, men det var ikke os. Vi følte os ikke indvortes snaskede…

Der lå en lille bitte kirke ved siden af kilden, med en meget gammel kirkegård udenom. Stilheden i skoven og varmen efterlod os alle i en rolig og eftertænksom summende stemning.

Okay det summende var nok insekter.

Graver søges til vedligehold.

Vi sagde så farvel til Eric og Adé og begav os derpå hjem til Laurence og Eric.

En anden Eric, altså.

Her fulgte nogle børn – vores – med i puslespillet, idet Laurence og Eric har indtil flere børn – deres – som vores børn holder meget af.

Prinsessen blev derfor afhentet hos Justine, fordi hun ville være sammen med Bastien hos Laurence og Eric, Divaen blev afleveret hos Jasmine da Laura ikke var hjemme. Zorronaldo derimod, havde taget permanent bolig hos Victor, og mit samvær med ham den dag begrænsede sig så til de 14 minutter ved morgenmaden.

Aftenafslapning

Vi kunne så – efter dette logistiske cirkus – bare smide os i diverse drømmesenge og lade os varte op.

Aftenen forløb med grin og snak og generel opdatering, mere lækker mad, og alle de savnede specialiteter og Laurence og jeg endte i hver vores liggestol ved midnatstid, mens vi filosoferede over dette og hint.

Jeg glemte helt at jamre over min finger i det gode selskab, men det var ingenlunde fordi det ikke gjorde ondt mere, men kun fordi jeg altså var meget tapper.

Den der ko..

21 feb

Hos Decathlon kan man få fleeceforede gummistøvler. De er skønne og varme. Måske ikke så kønne igen, men det er lige meget. Mine er i kemisk lilla.

IMG_0543

Jeg viser dem lige igen så kan I bedre forestille jer resten af historien! Hvis I mener at have set dem før så er det fordi jeg også havde dem på da Zorronaldo skulle til Italien midt om natten.

Nu er det bare kun Gårdmand Bjørn og jeg selv, som er de heldige indehavere af sådanne støvler, idet resten af familien ikke mente at deres gang i mudder, var så voldsom, at det ville berettige anskaffelsen af et par.

Men da Divaen skulle ud og lege med køer, spurgte hun om hun måtte låne sin lillebrors støvler. De er forresten sorte.

Det måtte hun godt, men måtte love – under ed – at der ikke kom ureglementeret snask på dem. Mudder ja, kolort nej. Gårdmand Bjørn er en anelse sart med den slags. Gad vide hvem han har det fra..

Hun lovede.

Men køer er åbenbart nogle utilregnelige størrelser, som nemt bliver nervøse. Og når de er nervøse – får de dårlig mave.. Det kender man jo godt fra sig selv, så de er vel lovligt undskyldte, men det viste sig at være et lille problem i forhold til hendes løfte.

Det er nu at det der med blodprøvesteddet spiller ind.

Blodprøve på en ko skal tages under halen…

Ja. Der..

Og her gik Divaen så i detaljer og sagde: ”Du ved godt, det der bløde sted under halen..” Her måtte jeg straks stoppe hende og sige: ”Nej, min skat, jeg ved ikke hvordan en ko ser ud under halen.. Det er der ikke ret mange almindelige mennesker der ved..”

Men altså, blodprøven tages under halen – lige over hullet.. På et blødt stykke hud uden pels.. GODT jeg ikke er en ko – for det må da gøre helt afsindigt ondt? ”#*%¤#gnnn..

Nå, tilbage til selve situationen.

Jeg opsummerer lige: blodprøve under hale, nervøs ko, dårlig mave. Hvorfor der naturligvis kom ureglementeret snask på Gårdmand Bjørns støvlers fleecekant.

Men det blev vasket af og ingen siger noget til ham – hører I – for så der rent faktisk er håb om at han vil have dem på igen!!

Til sidst vil jeg skynde mig at sige at ingen køer kom til skade i dette forløb – det var naturligvis ikke Divaen der stak nålen i dem – hun tog bare imod de små bøtter med blod i – og kolort – på, for at skrive koens nummer på den lille bøtte. Og derfor stod hun i upraktisk nærhed både af dyrlæge og nervøs ko, hvilket medførte føromtalte snask på fleecekant.

Jeg er heller ikke laborant og ved derfor ikke om de der bøtter har et finere og mere brugbart navn.

Men nu ved I også hvor man tager blodprøve på en ko!

Hvor tager man blodprøve på en ko?

20 feb

Det vidste jeg ikke.

Jeg mente ellers også at jeg levede ganske udmærket, uden denne information i mit liv. Jeg havde i hvert fald ikke savnet denne oplysning. Ej heller haft brug for den før.

Men nu ved jeg det, fordi jeg har en datter som vil være dyrlæge.

I Frankrig er skolen således indrettet at man får afviklet sin erhvervspraktik i en ferie.. For ikke at spilde kostbare skoletimer på den slags pjat. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig samme procedure i Danmark, idet 85 % af forældrene garanteret ville falde om i forarget koma og forlange at deres poder fik erstatningsfri. Udover de uger der bliver brugt til ferier i skoletiden, fordi det er billigere eller bare passer forældrene bedre..

Det var lige et surt sidespring, men alt dette for at sige, at Divaen og Zorronaldo har været henholdsvis dyrlæge og politibetjent i den forgange uge – og er hver dag kommet hjem med spændende fortællinger om fingeraftryk og… ja..

..

Altså nu ved jeg ikke med jer, men cirka samtidigt med at jeg holdt op med at være sej, udviklede jeg et højst ubehageligt gen. Som forhindrer mig i at høre om / se på / i det hele taget at håndtere blod, slam og snask uden at få koldsved og falde om.

Så jeg skal tage mig helt gevaldigt sammen, når Divaen beretter hvordan der ser ud på indersiden af en kat. Subsidiært en hund.

Politibetjenten har det på samme måde. For slet ikke at tale om Prinsessen og Gårdmand Bjørn. Vi taler ikke om First Man, som kun kan blive bange for selvangivelser eller for at få mudder på ruskindssko.

Men det har affødt nogle ret akavede situationer omkring frokostbordet. Politibetjenten har fortalt om folk han skulle følge i retten, brugstyverier og vold, aflytningsmetoder og forskellen på heroin og kokain. Spændende og meget fængslende, om jeg så må sige.

Når Divaen så er begyndt, lige så entusiastisk at fortælle hvordan man slår knude på forplantningsudstyret hos en hankat, eller størrelsen på en betændt hundelivmoder, er publikum på kort tid forduftet. Eller har – under høje hyl – bedt om madro og Divaen har gnavent måtte henlægge, hvad der måtte være en artikel værdig i ugeskrift for dyrlæger – til efter vi havde sunket maden.

Det var nu lidt synd for hende og jeg har derfor ladet som om jeg var en god mor og lyttet alt det jeg kunne, til alle hendes snaskede oplevelser når andre mere sarte ører var optaget andre steder.

Hun er hver dag glædesstrålende hjemvendt, med blodige historier om alt det hun har set og oplevet. Ikke en eneste gang er hun faldet om, eller har rynket på næsen over kolort, og andre lækkerier.

Det er også tredje gang hun er i praktik som dyrlæge så mon ikke det er fordi hun virkelig holder af det?

Som afslutning på ugen var hun med til et kejsersnit på en ko.. Bare tanken gør mig bleg indvendig.

Desværre har det haft den bivirkning, at hendes medfølelse overfor mig og mit blodige sår.. de der to sting på mit lår.. efterhånden kan ligge på et meget lille sted.

Prinsessen viste hende nemlig det billede der var blevet taget af min forhenværende skønhedsplet..

Jeg ventede på Divaens medfølende udbrud, om hvor voldsomt det var, da hun langsomt så på mig og sagde tørt: ”Jeg troede det var meget større. Er du lige klar over hvor meget der skal syes sammen på en ko?”

Jeg mente ikke mit lår kunne sammenlignes med en komave. Uanset hvilken én af dem man vælger. Jeg var lige ved at ønske hun hellere ville være kosmetolog.

Men så havde hun naturligvis ikke kunnet fortælle mig, hvor man tager blodprøve på en ko.

Kolde facts. Nu med billeddokumentation

17 feb

NØDVENDIG TILFØJELSE:

Den, som kun tar’ spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt!

~

Nu har jeg måttet sidde med røde ører og – eller er det måske øjne, når man læser?

I hvert fald, har jeg siddet og rødmet over alle de mange beskeder, om hvor sej jeg var da jeg var 8.

Det var jeg også. Sej altså.

Virkelig. Selvom det ikke var alle som lagde mærke til det.

Men det er gået af med årene.

Jeg må se det i øjnene.

Jeg er ikke sej mere.

Fiona måtte nærmest skubbe mig ind ad døren til lægen. Og havde det ikke været hendes bil som holdt udenfor, var jeg kørt hjem igen. Men jeg kunne ikke få fat i nøglerne.

Måtte koncentrere mig enormt, for at undgå den pinagtige situation det ville være at ligge og tude på lægens stol. Ikke så meget fordi det gjorde ondt – endnu – men mere fordi jeg var bange for at det ville komme til at gøre ondt..

Og bare tanken om, at jeg skal have taget stingene om 14 dage, giver mig tunnelsyn og hjerteflimmer.

Jeg prøver ligeledes at abstrahere fra at lægen fik øje på noget andet mystisk, som han gerne vil kigge nærmere på der om 14 dage.

Men i hvert fald, den ækle plet på mit lår.. – er nu datid.

Velvidende hvordan jeg dejsede om da jeg, siddende, trak tråden ud af mit reparerede knæ, for et par år siden, er der en reel fare for at jeg falder besvimet om, hvis jeg fjerner plasteret, så billeddokumentationen begrænser sig til dette!

IMG_0648

Skønhedspletten

16 feb

Jeg har, lige midt på låret, en skønhedsplet som har en lidt sær form.

Da den dukkede op så den dog helt almindelig ud. Jeg var 8 eller 9 og havde meget lidt lyst til at have en skønhedsplet midt på mit lår. De var da grimt at have sådan en plet midt i det hele – man kunne jo ikke have shorts på.

Den var heller ikke ret stor, så det ville være en smal sag at få den fjernet. Jeg havde hørt at man kunne fjerne sådan nogen, nemlig. Så jeg kradsede lidt i den.

Og jeg kradsede lidt mere. Det hjalp ikke et hak.

Så tog jeg en saks og klippede den af.

Ikke mere pjat. Plaster på og ud i solen.

End of skønhedsplet.

Troede jeg.

Det var skønhedspletten nu ikke helt enig med mig i, så den hævnede sig, kom frygteligt tilbage og blev over to gange så stor. Så nu havde jeg en stor, meget grim og uformelig klat siddende der midt på låret i stedet.

Jammerligt. Jeg vænnede mig til den efterhånden.

Men jeg tilgav den aldrig helt.

Fortalte indimellem Firkløveret den grumme historie om det blodige klipperi og de gøs behørigt.

Så var jeg en dag på besøg, hos en mand med et forstørrelsesglas.

Han kunne heller ikke lide min skønhedsplet – så NU er dens sidste time endelig kommet!

Den der ler sidst ler bedst.

Ha ha!

%d bloggers like this: