Tag Archives: Blog som terapi

At reagere “rigtigt”?

15 jan

“Rigtigt” kom i anførselstegn og må desuden gerne vrænges.

For der ER jo ikke nogen rigtig eller forkert måde at reagere på, når man bliver sparket ud over afgrunden. Heller ikke selvom andre eventuelt mener at det slet ikke engang er en “rigtig” afgrund, men bare et lille fjedtet hop fra en træstub.

Jeg vil godt lige sige at fjedtet altså er et legitimt ord i min ordbog. Bare så I ved det. Definitionen står enhver frit for.

Der er mange måder at reagere på.

Forskellige mennesker reagerer forskelligt på ens hændelser. Og jeg tror ikke det er noget man kan forudse. Man kan tænke sig til virkeligt mange ting, man kan forestille sig hvordan man selv ville reagere hvis der sker dette eller hint, men om det så også bliver sådan, når – eller hvis – det så rent faktisk sker, er slet ikke sikkert.

For det kommer så meget an på hvordan man har det, lige på det givne tidspunkt.

First Man mistede sin mor, da han var 18. Gamle lede tanter – sikkert beslægtet med andre syrlige franskmænd på nylig pension – mente højlydt, da begravelsen var overstået, at han slet ikke havde grædt nok over tabet af sin mor.

Jo jo skam.

Hun havde været syg i næsten 5 år, og som han siger: ” Jeg havde slet ikke flere tårer tilbage til den begravelse, som var det eneste der havde været helt sikkert i det sidste lange stykke tid før.”

Enkelte omkring mig mener, at da det ikke er mig som er syg, burde jeg heller ikke tage sådan på vej. Og desuden er det en sygdom mange kan leve nogenlunde med, hvis bare de bliver holdt øje med jævnligt.

Men hvem kunne så forudsige at en brintbombe ramte mig den dag i sidste uge i form af sådan en besked?

Ja, det var da i hvert fald ikke mig.

Jeg var nemlig fattet og havde samlet mig. Jeg skulle bare have det overstået, så det syge barn også kunne komme i behandling og ind i systemet. Jeg var stærk.

Og ha ha…

Nej, jeg var ikke spor stærk, fordi jeg havde kun koncentreret mig om at alle omkring mig skulle have det godt. At mine børn skal blive oldgamle, glade og stærke mennesker uden sygdomme. Færdig.

Ja, det var da hvad der stod på min bestillingsliste.

Jeg krydsede bestemt ikke “arvelig gen mutation med tilhørende sygdom” af, da jeg bestilte mine unger. Jeg ville ikke forudse alt muligt grumt og derfor var der ikke noget med sygdom nogen steder.

Og selvom de to ramte børn ikke har problemer fra sygdommen endnu, i hvert fald ikke nogle der kan mærkes, så hænger den der “hvad-nu-hvis” over mit hoved som et grum uheldsvarslende sky. Tage sorgerne på forskud, siger nogen. Det er muligt, men jeg kan ikke lade være.

Især ikke nu.

Hvis jeg nu havde fokuseret mere på at det var muligt at alle fire havde genet, i stedet for at lave dammage control og kun tænke på det næstbedste udfald, så var jeg måske ikke blevet slået af pinden.

Det kan selvfølgelig også have helt andre grunde.

Når jeg i den forgangne uge, i stedet for at varme mælken i microovnen, åbner køleskabet, står jeg med skålen i hånden og stirrer lidt på fløde, revet ost og rester fra i forgårs, og overvejer om jeg mon er på et tidligt stadie af demens. Denne tanke slår også ned i mig når jeg forsøger at vaske hår med min ansigts skrubbecreme.

Når jeg derimod vågner om natten våd af sved, med hjertet hamrende i brystet, uden at kunne huske hvad der gjorde mig bange og vækkede mig, prøver jeg at skælde mig selv lidt ud: Stine, nu MÅ du også til at tage dig sammen. Det kan jo ikke være demens det hele.

Da jeg i går deklarerede at NU var jeg snart mig selv igen, kiggede Divaen alvorligt på mig og sagde: “Jeg tror altså ikke det er noget du selv kan bestemme. Det kommer når det kommer og ikke fordi du knipser i fingrene.”

Hun har sikkert ret. Nej… Hun har ret. Men det er bare så bøvlet at være under ombygning, når resten af virkeligheden står lidt diskret og banker på.

Jeg er dog kommet frem til at hvis jeg får lov til at tænke worst case scenario igennem stille og roligt for mig selv, men med nogen at holde i hånden, så kan jeg sagtens klare det, hvis det går så galt.

Tror jeg nok.

Og jeg skal nok finde resterne og mig selv igen.

Lige om lidt.

Jeg skal nok finde mig selv igen.

 

 

Reklamer
%d bloggers like this: