Farvel du kære søde og bløde Blondine.

Der findes nok ikke noget mere trist end at skulle sige farvel til et højtelsket kæledyr.

Blondinen blev 10 år.

Blondinen

I går aftes fik hun ondt i maven og ville ikke rigtigt noget. Det sidste lille spage vink med halespidsen kom i går aftes da jeg gik i seng. Og hele natten – jeg fik derfor ikke rigtigt sovet – kastede hun op og ville bare ligge udenfor. Og set i bakspejlet ville hun jo gerne være for sig selv, for at dø i fred.

Men da jeg ikke syntes det var nogen speciel god ide at hun lå ude i flere timer og blev kold, fik jeg hende endelig ind og ligge.

Men ro kunne hun ikke finde.

…

Hun endte på tæppet ved min fodende, og da jeg så hendes øjne var jeg godt klar over at noget var helt galt. Hun gav sig ikke, men kunne ikke finde hvile og vendte sig hver gang med besvær.

…

Da hun lagde sig på terrassen og bare ikke ville op igen, gik jeg op og vækkede alle ungerne for jeg var klar over at det nok ville ende med noget definitivt.

Og mens First Man forsigtigt vaskede hende ren med lunkent vand, ringede jeg til dyrlægen.

Påskelørdag.

…

Jeg fik en tid 30 minutter senere.

…

Og dommen var klar og så uendelig trist. Hendes nyrer havde sagt stop, alle indre organer var ved at lukke ned, hendes poter var kolde og det var hendes kinder også.

Det var tid at tage den der frygtelige endegyldige beslutning, for vores elskede Blondine havde ikke logret med halen siden aftnen før. Hun havde det rigtigt slemt og der var ingen mulighed for bedring.

Altså godnat og så farvel.

…

Gid det var så nemt at gøre som at skrive.

…

Men det er det ikke.

…

Hun faldt i søvn i vores arme. Med klap og kærtegn fra de mennesker der har elsket hende hele hendes liv.

Og så var det slut.

Og vi skulle hjem og finde et fint sted til hende i haven.

I skyggen af de høje bøgetræer.

Under tulipaner og påskeliljer.

…

Så sådan er livet fremover..

Uden Blondinen.

Vores højtelskede bløde Blondine. Sov godt.

 

 

Mænd eller Mus?

Altså, vi er efterhånden ikke ret mange tilbage på matriklen.

Der er sket det, at Zorronaldo ligeledes har forladt Æblebakken for en stund. En lidt længere stund – idet han er taget på lejrskole til Italien.

Jeg fik lov til at bage cookies til turen, som han kunne dele med de andre.

Jeg har ovenikøbet fået én sms: ”vi er ankommet”. Det må være takken for de der cookies.

Meget ulig sidste år, måtte jeg endda også gerne lave hans madpakke og køre ham til mødestedet.

Det sidste har nok noget at gøre med det faktum, at afgangen var kl. 03.45 lørdag morgen, og han ikke lige orkede at vandre de 2 km. i mørket, med kuffert og rygsæk. Indrømmet, han havde heller ikke fået lov, selvom jeg meget gerne var blevet i min varme seng for at sove.

Jeg er jo ikke så god til det med at miste nattesøvn. Men jeg var helt venlig, og snerrede kun af ham en enkelt gang, da han troede han skulle bestemme hvilken vej jeg skulle køre.

Men jeg fik som sagt lov til at køre ham derhen..

Okay, jeg fik ikke lov til at stige ud af bilen. Han frygtede sikkert at synet af hans mor, uden make-up, iført briller, morgen nat-hår og fleece pyjamas, samt ikke at forglemme mine gummistøvler i kemisk lilla, ville kunne traumatisere de stakkels mennesker for tid og evighed.

Det er muligt at han havde ret, jeg insisterede ikke, for jeg frøs også en del på trods af numsevarmeren. Jeg fik dog allernådigst lov til at kysse ham på kinden igennem det åbne bilvindue. Det var også ret mørkt, så han risikerede ikke alverden, der på den anden side af vejen.

Jeg holdt så lidt, der på den anden side af vejen, og spekulerede på om det dog ikke var høfligst at stige ud og sige godmorgen grynte noget til de venlige mennesker som skulle køre hele den lange vej til lufthavnen, med de børn hvis forældre IKKE gad den slags.

Men jeg bestemte mig for at køre hjem og sove i stedet for, og så i øvrigt lade posen med de legendariske cookies være stand in for høfligheden.

Da Gårdmand Bjørn næste morgen kom ind for at meddele at han nu var vågen, satte han sig midt på min mave, og kaldte på Blondinen, som dermed fejlagtigt troede hun også skulle være del af denne morgenhygge.

Efter jeg havde fået gennet hunden ned, og sparket min yngste søn væk fra min mave (eller var det omvendt) hen på midten af sengen, sad han lidt og sagde så eftertænksomt: ”NU er jeg den eneste mand tilbage i huset.”

Jeg løftede et søvnigt øjenlåg og mumlede at han altså ikke var nogen mand, fordi han kun var 10 år.

Han lænede sig helt hen over min dyne og da jeg lukkede det andet øjenlåg op var hans næse få centimeter fra min. Han smilte meget sødt til mig og sagde venligt: ”Jeg er jo ikke nogen mus”.

Gad vide hvor han fik den fra? Jeg har ikke engang læst højt af den.

Mon han er Steinbecks reinkarnation eller noget?

Mus og mænd

Der har været et større drama på matriklen, dog ikke lige af Steinbeck.

Prinsessen har set en mus.

Meget kortvarigt ganske vist..

De læsere der har fulgt med længe, kan muligvis huske at Prinsessen meget gerne vil have en mus – i stedet for den guldfisk, som desværre stadig lever.

Scenen udspillede sig i den akt der omhandler sengetid. En lettere forvirrende og hektisk del af det daglige almindelige drama.

Mange kæmpede om pladsen ved spejlet og under skubben og fægten med arme, og med udsigten til at få andet tandpastasnask, end hendes eget, tværet ud i håret, fortrak Prinsessen til det lille badeværelse, nedenunder.

Der opholdt hun sig dog ikke ret længe, idet hun her skulle dele pladsen på bademåtten, med en mindre grå mus.

Dette syn fik hende til at gøre hastig retræte til stuen, hvor hendes far og jeg sad, og under høje hyl delagtiggjorde hun os i den fare, hun netop havde været udsat for.

Den decibel med hvilken hun beskrev uhyret, var en blodtørstig krokodille værdig – hvis ikke to.

Da det langsomt gik op for hende, at der rent faktisk havde været tale om en, ganske givet, meget sød mus, var det for sent.

Vi var nu alle – undtagen 2:  Zorronaldo som var sidste mand på valpladsen, forsinket af sin bøjletandbørstning med tilhørende sprøjt, og Prinsessen som på dette tidspunkt stadig var i stor affekt – forsamlet på det lille badeværelse af nysgerrighed og håbede at få et glimt af dyret.

For at undgå blodsudgydelser og mulighed for dårlig mave, havde vi lukket døren for at forhindre Blondinens tilstedeværelse.

Dette resulterede i en del utilfredshed udenfor badeværelset, da de som stod der, også gerne ville ind og se mus, samt en anelse utålmodighed for både Gårdmænd og Konger, der befandt sig inde på føromtalte badeværelse.

Efter et blik på det arme kræ, forudså vi noget flugt, og da vi gerne ville undgå at blive trampet ned – af samme mus – ville vi derfor meget gerne ud fra badeværelset igen.

Divaen, som vil være dyrlæge og dermed er selverklæret dyrefrelser, og First Man som pr. definition ikke er bange for noget som helst – andet end at blive tabt på gulvet – lå og rodede rundt for at få ”Le Lille Mus” til at løbe ind i en IKEAdåse til vatrundeller, da Gårdmanden og jeg hastigt forlod lokalet.

Kun for at blive mødt af en meget forarget Prinsesse, som mente at hun havde krav på at få musen at se.

Musen blev indfanget og sat ud i haven, hvor den med lange hop satte af sted ned mod hækken, uden at Prinsessen fik hilst på den.

Denne uretfærdighed blev nøje udpenslet længe efter de 3 andre fjerdedele af firkløveret var faldet til ro.

Voldsomt misfornøjet lå hun i sin seng og brokkede sig højlydt.

”Det er bare så typisk.. I låste døren bare for at jeg ikke skulle se musen. Næste gang siger jeg ikke noget.” jamrede hun. Jeg sagde heller ikke noget, mine trommehinder vibrerede stadig efter de høje hyl der havde hidkaldt os, hvorfor jeg stiltiende tillod mig at tvivle på hendes bedyrelse.

Hun fortsatte, ikke mindre indigneret: ”Næste gang tager jeg bare musen og gemmer den – og så har jeg en mus. Det skal bare være en mus, der aldrig har kendt til natur, så den ikke savner noget..”

Jeg slap for at kommentere, da hendes jeremiader blev afbrudt af Blondinens gøen ude fra haven..

”Altså hvis hun æder musen, så æder jeg hende” kom det indædt, da jeg kyssede hendes ophidsede pande og sagde godnat.

Ihukommende Prinsessens appetit, og svingende blodsukker, håber jeg bare at Blondinen spiser helt op, i det tilfælde at hun får lyst til mus.

Pruttende orakel

De der søgeord som google sender stakkels uvidende mennesker ind til mig med, ikk’?

Jeg forstår ikke helt logikken i det.

Altså, hvis man ignorerer de 784 søgninger på skytsengle, samt 325 søgninger på telefonfis i alle afskygninger og ubegribeligt mange søgninger på Birthe Rønn Hornbech – hende har jeg da aldrig nogensinde nævnt.. har jeg?

Jeg står med stolthed ved det med både skytsengle og telefonfis, men altså ikke hende Birthe Rønn Hornbech.. Nej, hende mener jeg virkelig ikke jeg nogensinde har skrevet om, men I må da gerne hjælpe min hukommelse på gled, hvis jeg tager fejl.

Men der er faktisk rigtigt mange mennesker som burde søge hjælp andre steder end lige hos Kong Mor.

For jeg kan da konstatere at jeg ikke ved noget som helst. Om noget.. Se nu bare de spørgsmål jeg får:

Jeg kan ikke hjælpe nogen med følgende geografiske problem – men det er der nok en grund til:

i hvilken by ligger guru.. (det MÅ simpelthen være en misforståelse..)

Jeg kommer også til kort hvis man tror at man hos Kong Mor finder hjælp til:

Lære at tegne hår

Man bliver også gevaldigt snydt hvis man mener at man her kan finde opskrifter på

vegetariske kødboller og på

kødløse frikadeller (tværtimod – stik mig en mør bøf – så bliver jeg glad)

 

Det er også egentligt ret sært, når jeg nu aldrig nogen sinde har været i Ry – at man bliver sendt hertil hvis man vil vide noget om:

rundkørsler i ry (mon der overhovedet er så mange igen)

rundkørsel ry (vedkomne fandt måske ud af der kun var 1? Kan vi få eksperter på banen)

 

Til gengæld kan jeg godt komme på en masse gode idéer til hvis man

glemte konens fødselsdag (stakkels menneske da..)

 

Men udover skytsengle, telefonfis og ubegribelige Birthe Rønn, så har jeg fået en del besøg på baggrund af følgende duftgener:

hvorfor prutter hunde med lyd

kan man gøre noget ved hundeprutter

prutter af the

mosters gamle prutter

æbler prut

Og da jeg ikke føler mig personligt ansvarlig for disse gasser, vil jeg nok overveje at konsultere vores fimse-ekspert, Blondinen, og høre hvad hun har tænkt sig at gøre ved sine æble-hunde-prutter, måske hun bedre kan hjælpe google-søger-folket end jeg kan.

Lysestage-slukker

Jeg var forbi min butik. Ja, ikke min butik – men en butik, som har ting jeg godt kan lide.

Sådan en slags butik som man, okay så, som jeg ikke kan gå forbi uden at gå ind i, og når jeg først er kommet derind, er det kun sket en enkelt gang eller 2 at jeg er kommet ud igen – uden at købe noget.

Altså, sådan en vanvittigt irriterende butik. Men, det positive er, at der er mange ting som ikke er særligt dyre, og man føler sig så godt tilpas, når man har sparet millioner ved at gå ind i lige netop den butik og ikke en anden. En sko butik for eks. Så er det nemlig ikke sikkert at jeg får sparet ligeså meget.

Når der så er tilbud – hellige banan – hvor jeg sparer penge.

Altså, i sidste uge, kom jeg til at gå derind. Og det var rigtigt godt.. For jeg kom ud igen, med en påskekanin nedsat til langt under ½pris – nok fordi påsken ligesom er et overstået kapitel for i år, men jeg kunne altså godt finde en lille plads til kaninen i mit skab, indtil den kan bruges engang til næste år. Naturligvis under forudsætning af at jeg husker hvor den er – og at den findes, ikke mindst.

Nå, men jeg fandt også noget andet. Hvilket kræver en forhistorie:

Engang for længe siden, hjemme på øen, havde jeg nogle meget pæne lysestager, sådan nogle Rosendahl nogen, som jeg også selv har foræret til mange mennesker, fordi de er så pæne. De stod på et konsolbord, under et spejl og så yderst dekorative ud.

En dag ville yngstedreng gå en tur med Blondinen. I sig selv ikke noget problem, eller rettere, det troede jeg ikke det var, eller ville blive.

Men da jeg lige havde sagt: Ja, du må gerne gå en tur i haven med Blondinen, og drengen forlod køkkenet, hørte jeg et gigantisk drøn, og lyden af en hel masse glas der splintres på stengulv. En meget karakteristisk lyd..

Endnu før braget døde helt hen, storkede jeg hen mod den skæbnesvangre stilhed, der nu herskede i entréen.

Der møder jeg min yngste søn, som for en sikkerheds skyld, giver sig til at vræle da han ser mig. Jeg ser min konsol ligge væltet på gulvet, og mine lysestager, eller det som jeg vidste, engang var, og aldrig mere ville blive til, glaslysestager fra Rosendahl. De var fuldstændigt pulveriserede.

Før jeg overhovedet når så langt, som til at tjekke barnefødder og hundepoter for glasskår, endsige åbne munden, begynder konsollen at bevæge sig i modsat retning, væk fra det pulveriserede inferno.

Jeg må have set usandsynligt dum ud, indtil det går op for mig, at konsollen ikke er levende, ej heller besat af ånder eller lignende, men at Blondinen derimod, er bundet fast til den. Og da hun er på vej væk, følger konsollen ganske naturligt efter hende.

Jeg mindes svagt at have råbt meget højt, alt imens jeg skræver over glasskår og konsol, for at befri Blondinen og tjekke hendes poter, inden jeg giver slip, hvorpå hun spurter ud i haven for at gå sin tur alene. Hun fornemmer måske at hendes herre og mester, vil være lettere optaget i den nærmeste fremtid, hvorfor turen nødvendigvis må foregå uden ham.

Da jeg har børstet ham af, og undersøgt ham for mulige snitsår uden at finde nogen, prøver jeg at tage mig sammen, og så roligt som det er mig muligt, får jeg spurgt, okay råbt, HVAD I ALVERDEN HAN FORETOG SIG?

Forklaringen var såre enkel, han ville som sagt gå en tur, men da han, for at foregribe begivenhedernes gang, allerede havde givet hende snor på, vidste han godt at der var en vis sandsynlighed for, at hun ville gå sin tur alene, før han fik spurgt.

Han fik først fat i Divaen som fejede ham af med et, ”så bind hende til et eller andet”.

Hvilket han så gjorde. Og løb ud for at spørge mig.

Det mest fantastiske er, at konsolbordpladen – som også er af glas – ikke fik så meget som en ridse. Heraf kan man så udlede at Rosendahl glas er en anelse mere skrøbeligt end gedigent konsolglas fra et eller andet byggemarked.

I mange år stod der derfor ingen Rosendahl på konsollen, men da vi nu skulle rejse udenlands, investerede jeg i 2 nye som jeg kunne dekorere Normandiet med.

Derfor var jeg nok en anelse vrissen, da yngstedrengen for et par måneder siden uforvarende fik den ene skubbet på gulvet, så den kunne følge sine forgængere til de evige jagtmarker.

Den stod ikke engang på konsollen.

Der stod derimod 2 meget nydelige lilla glasskåle, jeg fik af Linda før vi flyttede. Nu står der kun én, idet den anden også for kort tid siden, er blevet fejet ned af samme lysestagedestroyer..

Med det resultat at jeg satte de 2 overlevende stager, højt op på en hylde. Der står de så nu.. Og er kun meget lidt dekorative.

Men så var det jo, at min konsol så helt tom og trist ud. Jeg overvejede på et tidspunkt at investere i nogle nye lysestager af massivt jern, men jeg var trods alt lidt nervøs for, hvilke skader de kunne forvolde på tæer og poter.

Jeg blev derfor voldsomt glad, da jeg fandt disse 2 små fyrfadsstager, til den formidable pris af 1,35€ stykket.

Så har jeg ikke så meget at ærgre mig over, næste gang yngstedreng bestemmer sig for at gøre mig lysestageløs.