Tag Archives: Bog

Eleanor og Park. Helt rigtigt.

28 Jan

Jeg fik en bog. Sådan på forkant.

Den er nemlig ikke udkommet endnu.

Og så føler man sig lidt som en del af noget hemmeligt. Som får lov til at se en bog før andre. Det forpligter. Først og fremmest til at læse bogen. Også når man ikke har tid.

Og jeg havde, for nu at være helt ærlig, glemt alt om at den skulle komme.

Jeg læser ikke boganmeldelser i avisen. Jeg holder nu heller ikke avis, så det ville være lidt svært. Jeg snuser rundt hos min lokale bogpusher et par gange om året og spørger Nikolaj hvad jeg skal læse. Eller også hører jeg om en bog via veninder eller her i Blogland. Men så meget ny inspiration får jeg altså ikke. Så jeg sætter stor pris på at andre vil medvirke til min kulturelle udvikling.

Den rigtigste kærlighedshistorie jeg har læst længe.

Nu lå der altså en bog og ventede på mig, da jeg kom hjem i fredags. Og fordi jeg har haft så umenneskeligt travlt så længe, tog jeg mig en pause og åbnede bogen.

Det var meget godt jeg ikke skulle noget andet, for det var svært at lægge den igen.

Bogen altså, den hedder “Eleanor & Park” Den er skrevet af Rainbow Rowell. Udkommer på Gads Forlag i marts.

Det er en kærlighedshistorie. Jeg rynkede lidt på næsen allerede der. Nu ikke noget Mit Livs Novelle, vel?

Men allerede på de første sider blev jeg fanget.

Og kunne huske.

Hvordan det var. Og det var rigtigt. Beskrivelsen. Og jeg kan ikke være objektiv.

Slet ikke.

Fordi jeg læste også om mine egne 16 år. Ikke fordi historien minder mig om noget særligt fra mit liv, men stemningen der dansede fra bogstaverne og direkte ind i mit hoved, var præcis som jeg husker den.

Jeg var 16 år i 1986. Det er de to hovedpersoner også. De dumper ned på samme sæde i bussen, har intet valg og skal bare overleve. Der. Midt i grumset. Det skulle jeg også. Musikken er fra dengang, og tegneserierne, der løber gennem bogen og bliver deres undskyldning for at tale sammen, minder mig om lange eftermiddage på cafeer, kun i selskab med The Smiths på min walkman og en slidt notesbog og Mads.

Jeg blev nysgerrig og googlede – fandt en masse – og endda al musikken til bogen, som er lige her.

Jeg kender Eleanor. Og jeg kender Park. Jeg har set dem. Jeg har taget bussen med dem. Jeg har genkendt deres tanker, deres liv. De er ikke perfekte. De er forkerte. Og helt unikke. Forfatteren siger et sted på sin blog:

Er Eleanor tyk? Ja

Hvor tyk? Det er op til dig.

Er det vigtigt?

Og det at det jo præcis ikke er vigtigt, gør denne bog så rigtig.

Den kærlighed der vokser frem af deres bus-naboskab, er så ren og fin at man holder vejret. En fin ren tanke, midt i en grumset pubertet.

Men ikke et eneste sekund kan jeg give helt slip på melankolien, der løber som en tynd rød tråd gennem alle siderne. Jeg holdt vejret og kunne kun vente på katastrofen. Og da den indtræffer, er også den rigtig. Slutningen, som jeg naturligvis ikke vil røbe her, er både forudsigelig og uventet.

Og rigtig. Den rigtigste slutning på Eleanor og Park.

Historien er smuk og velskrevet. Den kan tale usikre unge til ro. Som en beroligende vuggevise. Vise dem at det er okay at være anderledes. At det er rigtigst at være unik. Den kan vise os – som var 16 i 1986 – at der også var en smuk og rigtig slutning – eller fortsættelse om man vil – på al den melankoli der også var over det hele. Hos Strunge. Hos The Smiths. I den dystre eyeliner.

Så nej, jeg kan ikke være neutral eller nøgtern. Jeg kørte i bus med Eleanor og Park i weekenden, og var en tur tilbage til min ungdom.

Og det var rigtigt.

Indrømmelse #1

14 Nov

Jeg.. tager min telefon med på wc. Det må være en alternativ form for telefonfis..

Nå men nu er det sagt – sandheden er ude – og jeg er stigmatiseret for tid og evighed. Gad vide om jeg overhovedet skulle udgive dette indlæg?

Det er nemlig sådan at hjemme på øen, der har jeg et ganske udmærket lille toilet med en praktisk anbragt hylde – i perfekt række-armen-ud-distance, når man befinder sig på tønden.

Der står digtsamlinger, novellesamlinger, hjernevridderopgavebøger, det er kort – og godt. Det eneste selektionskriterium for at kunne få en plads på hylden, var nemlig: fat dig i korthed.

Forestil jer at have ”Krig og Fred” eller ”Jordens Søjler” stående sådan et sted?

Der ville for det første være optaget altid – og for det andet, så tænk engang alle de hæmorroider det ville give, at sidde der et par timer hver dag?

Men altså, denne hylde er nu langt væk fra Æblebakken, og på Eventyrhusets lille das, altså det nedenunder som jeg ikke vil besøge om natten, er der ingen mulighed for at hænge sligt op. En hylde altså.

Den eneste væg, som er flad, er så tynd og uholdbar at ikke engang en plakat ville blive hængende, og den anden væg.. tja – døm selv.

IMG_5647

Nogle mennesker har avisholdere stående – men.. Vi er enige om at den slags ofte står på gulvet ikk’? Og på et forholdsvis lille areal som sådan et toiletgulv nu engang er, er der stor risiko for, at den del af befolkningen som står op og lader vandet, sprøjter og pjasker ned på samme avisholder og indhold – det er simpelthen for ulækkert.

Altså er der ingen læsemulighed for de trængende på dette toilet. Lidt synd.

Så er det nemlig frygteligt kedeligt at gå på wc.

Så var det jeg begyndte at tage min telefon med. Jeg var dog panisk angst for at tabe den ned i kummen. Det gjorde Line nemlig engang, fortalte Nanna mig. Men min frygt for kedsomhed vandt.

Det er ganske vist lidt upraktisk i, skal vi kalde det ”tørresituationen”. Der ligger den og balancerer på min sko.. Ja. Men hvor skulle jeg ellers lægge den?

Og så må den – telefonen – vente, stadig vippende på min ene fod, mens jeg får sprittet fingre af – idet der ikke forefindes håndvask på et fransk toilet. Håndvask efter toiletbesøg er nemlig endnu ikke slået helt igennem i Frankrig.

Så, alt i alt meget besværligt – men det hele værd for så kan jeg også både læse blogs og lægge syvkabale mens jeg bliver færdig!

Idoler på piedestaler

12 Sep

Jeg har altid elsket at have idoler – sådan nogle spændende mennesker som jeg må se op til. Ganske uden beregning. Altså, man kan jo bare lade være med at investere i al deres merchandising. Men det er da rart at have folk man kan se op til, og som man kan identificere sig en lille smule med. Sådan nogle som ikke har bumser på plakaterne, eller svedige hænder når de siger goddag.

Sådan nogen som altid gør det rigtige i bøgerne, så man kan tro på at der findes noget som er perfekt.

Jeg må have den største samling ABBA skrammel (til min store fortrydelse kan jeg ikke vende det første B om..) der endnu findes. Okay så måske ikke, for jeg var ikke ret rig som 6årig. Og ja, jeg ville også være den lyshårede.

At være ABBA fan for 6årige mig, begrænsede sig derfor lidt til plakater i Sølvpil og Ung Nu, og optagede kassetter fra radioen, hvor jeg med stor omhu knækkede de der dimser, så jeg ikke at vanvare kom til at optage noget andet ovenpå mine elskede ABBA sange.

Stor var skuffelsen, når Michael Juul Sørensen i Hej P3 eller Tom McEwan til noget andet radio noget lørdag morgen, dristede sig til at tale, mens musikken stadig spillede – det var bare så tarveligt.

Næsten ligeså tarveligt som det faktum at ABBA stoppede længe før jeg var gammel nok, til overhovedet at komme til koncert med dem. Men jeg så da deres film i biografen, med min mors veninde – min mor orkede vist ikke mere ABBA.

Hvis de engang tager sig sammen og begynder at tale sammen igen, og laver en sidste lillebitte koncert med dygtigt playback, så skal jeg med!

Nå, så var der Madonna. Der på Herning pløjemark blev jeg lige 17 igen – sammen med Linda. Vi var iført lyserøde cowboyhatte med bling.

Det var heldigvis ikke den samme koncert anmelderne så – for vi kunne nemlig  rigtigt godt lide koncerten – men de stod naturligvis heller ikke oppe foran, som vi gjorde.

Næ, de sad på deres VIP pladser allerbagerst – sådan lidt kejserens nye klæder-agtige – så fine at de ikke behøvede at høre noget, for at gå til koncert. Men det måtte de jo om.

I hvert fald vil Linda være Madonna i sit næste liv, jeg nøjes bare med at blive Madonna når jeg bliver stor – for hun er da sej.. Eller var.. Hun er efterhånden lidt flosset i kanten.

Men altså der var også de andre – efter ABBA – for selvom jeg blev ældre og tog til Paris – skulle jeg stadig have mine idoler. Jeg lavede dog ikke så meget andet i min fritid, end at læse. En dag forærede en ven mig ”Nattens Kys” – fordi den handlede blandt andet om en som hed Stine der tog til Paris. Det kunne jeg jo særdeles godt forholde mig til – og så blev jeg Hanne Vibeke Holst fan.

Efter et besøg hjemme, plyndrede jeg min mormors bogreol – kun lidt – og blev derefter Suzanne Brøgger fan.

Derfor var jeg fyr og flamme da min mor for et par år siden, fortalte om en foredragsrække på Vartov, med begge disse mine idoler gennem mange år.

Hanne Vibeke Holst holdt sit foredrag om Grundtvig – og jeg sad helt stille på anden række, med min bog i hånden. Da det var slut gik jeg med klamme håndflader hen, og ventede pænt, for at få hendes autograf – nårh nej, det hedder ikke autografer når man er voksen – så får man i stedet sin bog signeret. Hvorom alting er, rødmende og stammende som en teenager fik jeg autografsignaturen i min bog, og var himmel henrykt.

Da jeg derimod skulle høre Suzanne Brøgger, i samme foredragsrække, gik jeg helt i stå. Åndeløs sad jeg bare og stirrede på hende. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med – jeg troede faktisk hun sad inde i et fint vitrineskab og ikke sådan rigtigt fandtes, kun blev taget frem engang imellem ved særlige lejligheder. At hun var helt levende – havde jeg i hvert fald ikke regnet med.

Men nu trænger jeg til nogle nye idoler som kan holde Hanne Vibeke med selskab. Der sker jo ikke rigtigt så fantastisk meget, hverken for ABBA, Madonna eller Brøgger. I hvert fald ikke som når helt til Normandiet.

Jeg har nogle forskellige i tankerne: Svampebob er faktisk et ret godt bud med sit firkantede look. Eller måske Brødrene Price, deres look er sådan lidt mere rundt i det.

Der er jo selvfølgelig også Gaddafi, men hans look er væk – for de kan ikke finde ham.

Må i tænkeboks.

En rød tråd

20 Aug

Nå – om ikke andet har jeg da tænkt. Jeg vil heller ikke udelukke at der står en svag duft af brændt savsmuld omkring mig.

Og selvom jeg ikke har læst alle de sider Jørgen har linket til – så er der meget at tage fat i. Faktisk så meget, at jeg i dag har tilbragt flere minutter, hvor jeg ikke har tænkt på det job som ikke findes mere.

Og det i sig selv er faktisk ret enestående – jeg har jo stadig mit skilt og ville egentlig gerne have det på igen – mest for ynk-effekten – som var yderst imponerende og så den solidaritetsjamren jeg modtog fra nær og fjern.

Dejligt! Tak for den!

Nå – men grunden til at jeg ikke tager skiltet på, er at jeg faktisk er blevet i glimrende humør. Jeg har nemlig fået strikket 6 bøger, eller et kvart halstørklæde. Og er nu snart fuldblods kreablogger. Simpelthen.

For mens jeg gik rundt her i selvmedlidenhedens dybe hul – kom jeg i tanke om mormors strikkepinde. Og noget af det der garn jeg købte hos de sure damer med økologisk knold.

Og da lediggang er roden til alt ondt, gik jeg fluks i gang.. Med et ligeud halstørklæde.. I ret.. og fnullergarn. KUN i ret. Fordi – ha ha – i fnullergarn kan fejl og huller ikke ses! Ret er heller ikke så grimt i fnullergarn.

IMG_5289

Det fylder 6 bøger. Mere så I kan få en livagtig fornemmelse af hvor fantastisk langt det allerede er!

Samt i tilgift, et lille kig på 20% af de bøger, jeg slæbte med hjem fra Danmark, som jeg vil give mig i kast med, så snart min hjerne begynder at virke igen.

Det om bogstaver og ord på dansk

3 Aug

Med andre ord BØGER – og det der ligner.

Småløb, på den desperate måde, søndag morgen – efter eksil morgenmaden – ned til Kim Købmand for at købe et blad.

Det var sådan set fuldstændigt ligegyldigt hvilket.. Næsten altså. Bare et med danske ord i.

Det blev til nyt af slagsen. Jeg har ikke læst det endnu – da jeg vil gemme nydelsen til jeg kommer tilbage – rent bortset fra at jeg ikke gider spilde tiden på at læse, når jeg kan sludre med Lene, Kirsten, Stine, Marianne, Milena og Tina, og min moAr ikke at forglemme. Endda live og ikke kun over skype.

Men jeg fandt også en bog i Netto – Drageløberen til 30 kr.

Så kom jeg ned til den sædvanlige bogpusher, som stod ude på gaden og smilende sagde: velkommen hjem. Denne hilsen afstedkom følgende – meget lidt diskrete teaterhvisken på fransk – fra Divaen: “MoAr – han kunne genkende os – hvorfor kunne han det??”

Det kunne jeg jo ikke så godt svare på, men et kvalificeret gæt var at han nok havde set det på facebook!

Autoritetstro som jeg er – måtte jeg dog ydmygt indrømme at jeg havde købt en bog i Netto. Han tilgav mig storsindet!

Han fandt 4 tonstunge – ikke SÅ dyre, men stadig langt fra Nettobillige – bøger til mig, og selvom lysten til frådende at kaste mig over dem allerede nu, er tilstede, så venter jeg artigt til jeg er kommet hjem og skolen er i gang igen.

”Den lukkede bog” af Jette Kaarsbøl

”Vi, de druknede” af Carsten Jensen

”Forføreren” af Jan Kjærstad

”Sommerlys” af Jon Kalman Stefansson

Hvis I har læst dem og ikke syntes om dem – så hold venligst jeres mund!

Så jeg samler sammen – bøger fra hist og her – og langsomt, men sikkert, bliver udsigten til lange kedelige vinteraftner meget mindre! Men jeg er ikke færdig endnu! Men hold OP hvor er danske bøger lige dyre.

Har engang set et billede af en fransk model som sidder og tigger med en haute couture kjole på – og et champagneglas i hånden – hun havde ikke mere champagne.

Kunne faktisk godt se mig selv siddende på gågaden i tigger outfit – med et skilt ved siden af: ”giv en hånd til min bogsamling”.

Jeg er overbevist om at dette stunt mindst ville kunne afstedkomme et mindre bibliotek.

Men da jeg ikke helt ved hvor jeg skulle anbringe alle de bøger henne, idet jeg jo som bekendt kun har 17,5 hyldecentimeter til min bogsamling, så jeg må nok hellere lade være at gribe til den slags desperate tiltag!

No et moi

6 Jul

Som I ved er jeg altid på jagt efter nye bøger. Danske bøger, altså. Jeg vil have fyldt op her til sommer, så jeg har noget dansk at læse i til vinter. Og resten af året for nu at være helt præcis.

Derfor læser jeg boganmeldelser overalt jeg kan komme af sted med det. Og her ovre fandt jeg en vidunderlig beskrivelse af en bog for unge. Men så var den fransk. Det havde jeg ikke lige set komme. Men så tænkte jeg det nok skulle være muligt at få den hernede.

Som sagt så gjort og.. Nej jeg bliver lige nødt til at fortælle at mine børn har en forfærdelig ond mor. En mor, som før sommerferien spurgte lærerne hvordan jeg kunne hjælpe mine børn, så de kom bedst muligt ind i det nye skoleår efter sommer.

Og det skal lige tilføjes at det franske marked er oversvømmet af ferielektier. Hver fransk forældre med respekt for sig selv, tvinger deres arme børn til at lave ferielektier så de kan få endnu bedre karakterer næste år.. At det ikke virker, lader ikke til at påvirke dem i højere grad.

Hvor om alting er – det ville jeg helst ikke udsætte mine børn for. Jeg ved at 9 ugers sommerferie er lang tid og de når at kede sig ihjel 14 gange før d. 5. september hvor vi starter på ny. Lærerne var enige – ferielektier hjælper ikke – men at man skal læse, læse og atter læse.

Så – og fordi bøger i Frankrig er vildt billige – har jeg købt 3-4 nye bøger til dem hver – så de kunne læse noget som rent faktisk var spændende!

Og altså fik Divaen udleveret No et Moi. Om morgenen.. Og så, så jeg hende ikke mere den dag – og da hun aldrig har været den hurtigste læser – var min forundring meget stor, da hun kom om aftenen med blanke øjne og sagde: ”uuuuhhh MOR, hvor er det en fantastisk bog” – og så snakkede hun ellers løs.

Det var uden sammenligning den bedste bog hun nogensinde havde læst. Også i går og i dag har hun snakket om den – den har virkelig sat sig fast.

Måske siger den Divaen mere, end den vil sige danske unge? Jeg ved det ikke, men hun kan nøjagtigt relatere til både stederne i Paris og skolesystemet, og hele stemningen.

Men har I et ungt menneske i jeres omgangskreds – der kan lide at læse – som lige mangler at blive forkælet lidt, er ”No og Mig” af Delphine de Vigan, en bog jeg i allerhøjeste grad vil anbefale!

Amok.. Lidt i hvert fald.

13 May

SÅ kunne jeg ikke mere..

Det pulserende blogliv halede ind på mig – og jeg var på nippet til at gå under med stress, efter at høre om folk og fæs fantastiske mad, kreative kreationer ud over det hele, og strikke et sjal på en aften – ALLE i Blogland kan mere end jeg.

Og ALLE har flere bøger end jeg. På dansk.

Okay – misundelse er en grim ting.

Men jeg fik bare nok.. og gik amok.. Godt nok kun lidt amok.. Men amok nok.

For nu har jeg nemlig også noget at tage mig til, når jeg ikke lige har travlt med at vaske tøj, stryge tøj, finde på menuer, købe ind, lave mad, rydde op, gøre rent, hjælpe med lektier, arbejde, organisere skolefest, lave motion eller blogge!

Så jeg har masser af tid til dette her:

IMG_4187

Faktisk er det utroligt – den sorte er en dansk krimi oversat til fransk – skrevet af Lotte og Søren Hammer og jeg har ALDRIG hørt om dem før.. Nå, men nu er den min..  Den er godt nok ikke på dansk, men det er jeg så villig til at se igennem fingre med, når nu det er en dansk bog.

Og så venter jeg på at posten kommer med noget, jeg lige kom til at bestille.. For godt nok er byen velassorteret, når det drejer sig om delikatesser og gourmet, men hvis vi snakker håndarbejde eller craft.. så ligger det noget mere stille.

Eller også er der jo den mulighed at de har skjult butikken for mig – og at man skal være med i en hemmelig klub af kloge mennesker som kan strikke, for overhovedet at få lov til at købe noget.

Nu tør jeg heller ikke engang at gå ind i de to meget små butikker, der handler med garn og tråd og fingerbøl og knapper og den slags, igen.

Det var så pinligt – der var fyldt med damer – begge steder. Propfyldt.  I ved, sådan nogen med ubleget hør og Marimekko over det hele. Og langt hår sat op i økologisk knold.

Al samtale forstummede, da jeg hviskede at jeg ikke kunne strikke, om det eventuelt kunne læres “vedhjælpafenlillebittebog” sådan “Strikning for dummies” eller noget.

Det er altså også for dårligt at min mormor ikke fik lært mig det. Jeg fik lært at væve.. Og hvor tit har man lige brug for det, hva’?? Hvem har i det hele taget en væv?

Nej vel – jeg tænkte det nok.

Nå.. men jeg arvede alt hendes strikke udstyr. Det er meget fint og med hjemmelavede patchwork etuier og sådan. Og, gæt engang hvor det ligger? JA – det ligger nemlig hjemme på øen. Enormt praktisk, når jeg nu sidder på Æblebakken.

Kan ikke engang be’ nogen om at gå forbi og hente det.. For jeg kan ikke helt huske hvor jeg pakkede det hen. Muligvis i den lille mellemgang.. Men på den anden side, kunne det også godt ligge oven over vinhylden ude i skabet.

Hvorom alting er – det kunne jeg jo ikke vente på. Altså, at jeg kommer hjem til sommer og selv finder det – så jeg har fået købt 1 hæklenål og 2 strikkepinde. Ja, jeg ved trods alt godt, at der skal to pinde til at strikke.

IMG_4196

Og så fik jeg også købt noget garn. Jeg tabte i øvrigt tråden fuldstændigt (eller garnet om man vil) da damen indforstået sagde til mig, ”nej, det kan du ikke bruge til en lille taske, det er jo en 5’er..” En femmer? For mig lignede det nu altså mere et ganske almindeligt garnnøgle og ikke en femmer. Men igen, hvad ved jeg om det.

Prøvede ellers virkeligt meget at ligne en, der vidste hvad jeg ville have, men det faldt jo helt til jorden, da jeg blev nødt til at hviske at jeg faktisk slet ikke kunne strikke, og godt ville lære det.

Og så var det der blev stille. I hele butikken. Meget længe. Så længe at jeg fik tics ved øjet. Hvad er der galt med strikkemennesker? Er det noget med den der klub som jeg ikke må være med i?

Så jeg smilede bare blegt og sagde, at det også var lige meget, jeg skulle bare have det her.

IMG_4189

Og det her.

IMG_4191

Og så gik jeg sporenstregs hjem til amazon.fr og blev stædig og fandt vist også hvad jeg skulle bruge. Nu skal jeg bare vente til på tirsdag. Så lærer jeg det bare selv, gør jeg!

Og så kan Blog-krea-home-made-land bare komme an.. Tror jeg nok.

Ellers kan jeg jo bare læse en bog hvis strikkeriet slår helt fejl.

%d bloggers like this: