Nukaakas kabale

Når nu jeg ikke er så meget på bloggen, så får jeg tiden til at gå med noget andet.

Og det andet, er i visse tilfælde også at læse bøger. Bare ikke lige i disse dage, fordi jeg har fået øjenbetændelse. Enormt unfair faktisk. Men i sidste uge, da læste jeg en krimi.

…

Nemlig “Nukaakas kabale” af Helle Vincentz. Den var god. Syntes jeg.

Og for en total Grønlands-ignorant som mig, virkede den realistisk i sin skildring af det Grønlandske samfund. Men min grønlandske erfaring kan også ligge på et meget lille sted – i stil med en bænk på torvet og fordomme om hjemløse – og det er jo bare ikke sådan verden eller grønlændere ser ud.

Det er naturligvis meget mere nuanceret end som så, men det ved jeg jo ikke noget om, så hun, forfatteren altså, slipper af sted med at præsentere både land og beboere uden jeg mistænker hende for at binde mig noget på ærmet.

Jeg syntes den var spændende, mest – eller også – fordi Grønland er så aktuel med olie og undergrundsboringer og alt det der som alle gerne vil have fingre i. Som jeg har hørt tale om klokken meget tidligt når P1 morgen beretter om aftaler og løsrivelse og handleplaner. Og andre stormagter der vil tilrane sig det ene og det andet.

Det er dog ikke en bog jeg tror jeg ville læse igen. Nu ved jeg jo hvem det var, og så skal der enten gå mange år – så mange at jeg har glemt plottet – eller også skal jeg blive dement.

Det er jo “kun” en krimi, og som de fleste krimier, ikke stikker dybere end ned i Grønlands undergrund.

Hø hø!

Men derfor var det altså en god krimi. Ingen tvivl om den sag.

Og en krimi som sagtens kan kværnes på en weekend hvor man lige er i det humør!

 

Eleanor og Park. Helt rigtigt.

Jeg fik en bog. Sådan på forkant.

Den er nemlig ikke udkommet endnu.

Og så føler man sig lidt som en del af noget hemmeligt. Som får lov til at se en bog før andre. Det forpligter. Først og fremmest til at læse bogen. Også når man ikke har tid.

Og jeg havde, for nu at være helt ærlig, glemt alt om at den skulle komme.

Jeg læser ikke boganmeldelser i avisen. Jeg holder nu heller ikke avis, så det ville være lidt svært. Jeg snuser rundt hos min lokale bogpusher et par gange om året og spørger Nikolaj hvad jeg skal læse. Eller også hører jeg om en bog via veninder eller her i Blogland. Men så meget ny inspiration får jeg altså ikke. Så jeg sætter stor pris på at andre vil medvirke til min kulturelle udvikling.

Den rigtigste kærlighedshistorie jeg har læst længe.

Nu lå der altså en bog og ventede på mig, da jeg kom hjem i fredags. Og fordi jeg har haft så umenneskeligt travlt så længe, tog jeg mig en pause og åbnede bogen.

Det var meget godt jeg ikke skulle noget andet, for det var svært at lægge den igen.

…

Bogen altså, den hedder “Eleanor & Park” Den er skrevet af Rainbow Rowell. Udkommer på Gads Forlag i marts.

Det er en kærlighedshistorie. Jeg rynkede lidt på næsen allerede der. Nu ikke noget Mit Livs Novelle, vel?

Men allerede på de første sider blev jeg fanget.

Og kunne huske.

Hvordan det var. Og det var rigtigt. Beskrivelsen. Og jeg kan ikke være objektiv.

Slet ikke.

Fordi jeg læste også om mine egne 16 år. Ikke fordi historien minder mig om noget særligt fra mit liv, men stemningen der dansede fra bogstaverne og direkte ind i mit hoved, var præcis som jeg husker den.

Jeg var 16 år i 1986. Det er de to hovedpersoner også. De dumper ned på samme sæde i bussen, har intet valg og skal bare overleve. Der. Midt i grumset. Det skulle jeg også. Musikken er fra dengang, og tegneserierne, der løber gennem bogen og bliver deres undskyldning for at tale sammen, minder mig om lange eftermiddage på cafeer, kun i selskab med The Smiths på min walkman og en slidt notesbog og Mads.

Jeg blev nysgerrig og googlede – fandt en masse – og endda al musikken til bogen, som er lige her.

Jeg kender Eleanor. Og jeg kender Park. Jeg har set dem. Jeg har taget bussen med dem. Jeg har genkendt deres tanker, deres liv. De er ikke perfekte. De er forkerte. Og helt unikke. Forfatteren siger et sted på sin blog:

Er Eleanor tyk? Ja

Hvor tyk? Det er op til dig.

…

Er det vigtigt?

…

Og det at det jo præcis ikke er vigtigt, gør denne bog så rigtig.

Den kærlighed der vokser frem af deres bus-naboskab, er så ren og fin at man holder vejret. En fin ren tanke, midt i en grumset pubertet.

Men ikke et eneste sekund kan jeg give helt slip på melankolien, der løber som en tynd rød tråd gennem alle siderne. Jeg holdt vejret og kunne kun vente på katastrofen. Og da den indtræffer, er også den rigtig. Slutningen, som jeg naturligvis ikke vil røbe her, er både forudsigelig og uventet.

Og rigtig. Den rigtigste slutning på Eleanor og Park.

Historien er smuk og velskrevet. Den kan tale usikre unge til ro. Som en beroligende vuggevise. Vise dem at det er okay at være anderledes. At det er rigtigst at være unik. Den kan vise os – som var 16 i 1986 – at der også var en smuk og rigtig slutning – eller fortsættelse om man vil – på al den melankoli der også var over det hele. Hos Strunge. Hos The Smiths. I den dystre eyeliner.

Så nej, jeg kan ikke være neutral eller nøgtern. Jeg kørte i bus med Eleanor og Park i weekenden, og var en tur tilbage til min ungdom.

Og det var rigtigt.

Verdens ondskab.

Der er en forfærdelig film som florerer på nettet. Nogle mænd der skubber et æsel ud over en skrænt, direkte i døden. Jeg har ikke selv set det og jeg vil heller ikke se det.

Det er rædsomme mennesker, jeg faktisk helst ikke vil dele art med, ikke desto mindre er det sådan det er. Også selvom jeg ikke vil se på det.

Jeg har dog ved en frygtelig fejltagelse, engang set en asiatisk mor slå og pine sit lille barn – i mange og lange minutter. Jeg kunne slet ikke håndtere det.

Jeg har ikke brug for billederne. Selv ord kan være for voldsomme.

Verden er fuld af ondskabsfulde mennesker; sådan har det altid været, og kald mig naiv, men jeg magter ikke så meget ondskab.

Når man så præsenterer mig for en beretning om en lille dreng, der mistede sin familie men slap væk fra nazisterne, vakler jeg. Tør jeg overhovedet læse den?

En ting er at vide det onde finder sted. Et faktum jeg bestemt ikke prøver at ignorere. Men jeg behøver ikke have det smurt ud over nethinde eller hukommelse for at vide at det findes.

Jeg startede derfor, fuld af bange anelser, på bogen “Den farlige dreng” af Boris Cyrulniks. En fransk – jødisk – psykiaters oplevelser som barn, under krigen.

Forventede lidt at den ville være som mit livs novelle, dog uden den rosenrøde slutning. Vi kender alle historien om jødeforfølgelse under anden verdenskrig. Bevares, det skal aldrig ske igen og derfor skal historien fortælles igen. Og igen.

Mit moderhjerte holdt sig nogenlunde i ro. Jeg tudede ikke en eneste gang.

Historien – så grum den end er – fjernede sig lynhurtigt fra det følelsesporno jeg ikke bryder mig om. Den er mere en slags fagbog, der fortæller lettere sagligt om børns overlevelsesmekanismer i og efter traumatiske situationer.  Boris Cyrulnik vender dog ofte tilbage til sine egne oplevelser, han glemmer bare den røde tråd i historien. Men jeg tror heller ikke rigtigt det er planen, der skal være en rød tråd.

Der er det ved det, at når jeg læser en fransk bog på dansk, så kan jeg høre de franske ord og vendinger, og enten har Ulla Gjedde Palmgren aldrig boet i Frankrig, eller også var hun ikke særligt veloplagt da hun oversatte bogen. Uanset hvor mange fine universitetspapirer hun har på at hun er cand.fransk. Der er naturligvis også den mulighed, at den originale bog er skrevet på et yderst pauvert fransk og at oversættelsen derfor ikke kunne blive anderledes.

Men hvorom alting er, så var sproget underligt fladt i den danske version og det gjorde sig ikke specielt godt. Hvilket undrer mig såre, fordi det på rekordtid er blevet en bestseller i mit andet hjemland.

Sproget og opbygningen lagt til side, så var det trods alt en af de eneste bøger om børn, jødeforfølgelse og anden verdenskrig jeg har været i stand til at læse, uden at få kvalme over verdens ondskab.

På trods af det flade sprog, kunne jeg dog straks genkende stemningen i de franske gader, se for mig de franske karakterer som om jeg gik forbi dem på café de la gare, eller bladrede i gulnede fotoalbums. Sjovt og lidt vemodigt.

Fagligheden holdt det kvalmende væk og jeg blev i stand til at læse lidt om hvordan børn reagerer på traumer. På et sprog selv jeg kunne forstå. Hvilket nok siger mere om sproget end om mig. Interessant.

Selve historien om den lille dreng trådte i baggrunden, og det gjorde slet ikke noget.

 

En bortcensureret billedbog…

Mine børn har så mange bøger at det næsten er løgn. Eller i hvert fald ret overdrevet.

På den anden side kan man da ikke få for mange bøger, kan man vel?

Men da vi flyttede til Danmark første gang, fik jeg vist sagt noget tåbeligt om at de skulle forbyde mig at købe flere bøger til dem. Det glemte de heldigvis igen ret hurtigt. Desuden var det nok også bare fordi de – bøgerne – vejede så utroligt meget og jeg fik ondt i ryggen af at slæbe på dem.

De fleste af bøgerne er rigtig gode. Også en del af de bøger jeg ikke kendte i forvejen. Det er jo lidt af et sats når man bare river en fire-fem stykker til sig på et bogudsalg.

Jeg har i min tid som moderlig hofbibliotekar, dog måttet bortcensurere to styks. Den ene var så heldig kun at miste et par sider, den anden blev helt fjernet fra biblioteket endda før børnene havde fået fingre i den.

Den med løsbladsystemet mistede nogle sider fordi de ikke indeholdt andet end en ret stor mængde bandeord, som jeg mente at mine børn ikke behøvede at lære allerede fra børnehavealderen, så langt væk fra Danmark.

Den anden.. Ja, jeg har endnu ikke fundet nogen som er enig med mig – og risikoen ved at fortælle om det her, er jo at der godt kunne sidde forskellige mindfulde freudianske coacher, der kan få en masse ud af min modvilje i forhold til denne billedbog i form af pottetraumer og den slags… Jeg har aldrig gået på universitetet, og jeg er ikke specielt klog på hverken det ene eller det andet, så jeg kan naturligvis tage grueligt fejl.

Ydermere er min mor, der er helt forfærdelig klog, også ganske uenig med mig.

Ikke desto mindre vil jeg til enhver tid hævde, at hvis bogen gør mig trist, er det en trist bog for mig. Ikke nødvendigvis for andre, men for mig.

Altså. Det handler om en blå kat.

Altså en anderledes kat.

Den er meget ensom. Og ked af det.

Altså er man ensom, og tillige ked af det, hvis man er anderledes eller hvad?

Denne stakkels lille – meget søde – blå kat leder efter venner, men ingen har tid til den. Ingen vil være venner med den.

…

Til sidst møder den lille blå kat månen. Den er vist også ensom. Det har nok mere noget med afstanden at gøre i månens tilfælde.

Hvorom alting er, månen siger til den lille blå kat, at de sagtens kan være venner, katten kan bare kan komme op til den og forlade jorden og så bliver alting godt.

…

Vræl!

…

Der sad jeg.

Med børn der var en lille smule anderledes end andre børn, i og med de havde to kulturer at tage hensyn til. Og to sprog.

Og det eneste råd denne bog gav, hvis man var anderledes og ensom, var at de kunne forlade jorden, for på jorden havde alle mennesker alt for travlt til at blive venner med dem som var anderledes og ensomme.

Det var mere end jeg kunne bære og ingen af mine børn har fået lov til at læse denne billedbog før de var så store at vi kunne snakke om den. Hvilket vil sige, at jeg måske tager den frem når Gårdmand Bjørn flytter hjemmefra.

Kloge hoveder vil nok gentage mine egne ord og påpege, at det som gør mig trist ikke nødvendigvis gør mine børn triste, og at jeg skal lade være med at projicere min frygt ud på dem. Det er der ikke noget at gøre ved, for jeg kan jo ikke bare lade stå til, hvis jeg virkelig mener at det er en bog som er dårlig for mine børn.

Jeg mener nemlig at bogen ikke er god for børns tro på at mennesker generelt er venlige og imødekommende.

Og at man, selvom man er lidt anderledes – blå eller tosproget kan vel komme ud på et – skal vokse op i sikker forvisning om at man godt kan finde nogen her på jorden som også gerne vil være sammen med de ensomme.

Ikke bare fordi de skal, men fordi de har lyst, og at man ikke nødvendigvis behøver at tage til månen for at finde en ven.

Det er helt sikkert ikke sådan forfatteren har tænkt, men det var sådan jeg opfattede det.

Har I bøger I ikke kan med, af en eller anden uforklarlig årsag?

0,175 hyldemeter

Ja, det var jo hvad jeg havde til rådighed på Æblebakken..

De blev hurtigt fyldt op – og resten af reolerne var optaget af børnebøger på både dansk og fransk. Nu har ingen af disse bøger jo forladt matriklen, så jeg skulle til at tænke alternativt for at få mast alle de nye bøger ind.

Held i uheld havde jeg jo ikke noget job mere, og dermed ikke behov for de mapper som stod der før. Og derfor var der pludselig frigivet en masse mere plads til mine nyerhvervelser og nogle gamle bøger, som jeg fik fra familie og venner!

Nu er der masser af plads – kun 4 bøger er gemt omme bag ved – for der var ikke plads til det hele.

Hullet er skabt af bog nummer 1 i den fantasy serie som hedder ”The Black Magician Trilogy” som indtil videre er vældig spændende. Jeg har rationeret dem, og må allerhøjst læse en bog om ugen. Ikke noget problem foreløbigt, idet jeg læser væsentligt langsommere på engelsk!

Jeg har (desværre) allerede slugt en bog af Lone Mikkelsen, nemlig ”Ragnhilds saga”. Desværre – fordi der så er en mindre at læse.

En interessant bog, hvor der er fokus på kulturelle ændringer fra vikingetidens tro til kristendommen gjorde sit indtog i Danmark. Tankevækkende at læse, hvor meget det har betydet for folk – både den nye og den gamle måde at tænke på.

En, for mig, helt ny vinkel på de problemer der opstår med overgangen fra en tro til en anden. Jeg sad til sidst og kom til at tænke over vigtigheden af at tro. Tro på at noget er større end én selv.

Ragnhild har en livshistorie som hun gør op med, og tager stilling til, før hun skal dø. Hun gør rent bord – man fornemmer en tvivl hos hende, om hun har gjort det rigtige – tvivl om hvem af guderne der har ret – de gamle eller den nye.

Hun stiller også spørgsmål ved sine egne handlinger, som hun egentlig tror på, men man kan mærke tvivlen som alle disse ændringer afstedkommer.

Generations forskelle, tolerance og accept bliver vendt på en blid måde, og man kan indimellem mærke hendes uldkåbe kradse mod huden, så tæt kommer man på hende.

En god bog – en stille og eftertænksom bog.