Tag Archives: Bøger

At ville… og at kunne.

24 Feb

Tænk engang hvis man kunne nøjes med at købe nogle bøger om hvordan man gerne ville have ens liv skulle være, og så var det nok.

Det ville da være helt enormt praktisk. Og hvis det var tilfældet, ville jeg allerede leve et perfekt liv, op til flere gange.

Jeg er nu – også – den lykkelige indehaver, af en masse et par bøger om det der mindfulness, bøger på forskellige sprog og af forskellig art. Susi syntes at jeg at det var godt tosset, og jeg kan ved nærmere eftertanke godt følge hende.

Fælles for alle disse bøger er nemlig at jeg ikke har læst dem endnu, da læsning ikke er en af mine fordums færdigheder jeg kan få styr på. Men jeg har skam åbnet de fleste af dem. Nogle har jeg sågar åbnet flere gange.

Endda også bladret i et par stykker. Ikke dem alle sammen, men det kommer nok.

Det siger lægen i hvert fald. Det får jeg sikkert overskud til når jeg er blevet mig selv, eller rask, eller hvad man nu vil, og så kan det vel være lidt lige meget. Så Susi har nok ret.

Men forlagene har tjent lidt penge på at jeg tror købet af elleve et par bøger ville kunne få mig på ret kurs igen ASAP.

Okay, faktisk kun 10 bøger, for den sidste fik jeg af min læge.

Elleve spændende bøger om og for og til mindfulness. På dansk, fransk og engelsk.

De er indkøbt med spredehagl, fordi sommetider kan jeg godt få noget nær panikangst for om jeg nogensinde bliver sig selv igen. Tænk nu hvis jeg er hjerneskadet for livet? (Ja ja, de dramatiske gen har ikke forladt mig, det er kun hukommelse og koncentration – hvis I vidste hvor længe jeg er om at skive et blogindlæg…)

Men helt seriøst?

Hvad nu hvis min hukommelse aldrig bliver almindelig igen?

Eller min koncentration?

Eller mig?

Jeg prøver alt hvad jeg kan, for ikke at stresse mig selv med forventninger. Forventninger til hvornår, hvordan og hvorledes. Men det er svært. For ingen kan sætte en tidshorisont på alt dette. Ingen kan fortælle mig at der er lys forude. Hverken læge, psykolog, zoneterapeut eller andre som er eller har været kognitivt udfordrede.

Ingen…

Så jeg prøver alt. Simpelthen ALT!

En eneste gang, siden alt dette hurlumhej startede, har jeg været i stand til at kunne indfange en bortfaret tanke. Jeg havde som sædvanligt glemt hvad det var jeg ville, ville simpelthen ikke lege med mere, så jeg koncentrerede mig dybt og inderligt, trak vejret meget dybt og helt ned i knæene, og pludselig kom tanken hjem igen.

Men det er kun sket en eneste gang.

Og det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at gøre mig selv kunsten efter for at kunne gentage denne mikroskopiske succes. Det er blot ikke lykkedes.

Min dagligdag er stadig fyldt af episoder hvor jeg opdager at jeg enten har glemt noget eller gjort noget u….(har lige glemt ordet – men noget u-et eller andet) men altså sådan noget som når man finder en appelsin i køleskabet og svagt erindrer at man vist gerne ville have lavet rødkåls/appelsin salat for en uge siden.

Eller sidde og se en ganske almindelig film med resten af familien, og ved slutningen pludselig ikke ane hvem pokker personen Annie var. Selvom hun havde været med i hele filmen og havde en ret vigtig rolle.

Så træerne vokser bestemt ikke ind i skyerne, af en enkelt bitte vildfaren tanke som vendte hjem igen.

 

Bogfinker

28 May

I sidste uge var jeg syg og lå på min sofa. I sådanne tilfælde – og især når man ikke orker at se film – har man mere end rigelig tid til at tænke.

Jeg tænkte – blandt andet – over det der gør mig glad. Udover det åbenlyse som børn mand og hund.

Det gør en god bog. Og at være sammen med mine veninder. To ting som ikke sker så tit som jeg godt kunne ønske mig det. Jeg tænkte videre. Det er så nemt at udtænke alt muligt når man ikke har andet at lave. Jeg udtænkte derfor en rigtig god plan.

Slå to fluer med et smæk.

Jeg ville da lave en bogklub.

Sådan en “Lad-os-læse-en-bog-sammen-og-snakke-om-den”-klub. Lidt blandet med “Lad-os-spise-lidt-kage-mens-vi-snakker-om-en-bog”. En bogklub med nogle veninder – de behøvede ikke at kende hinanden – som kunne lide at læse og spise kage imens.

Jeg spurgte et par søde og dejlige veninder om de kunne tænke sig at være med, og det kunne de heldigvis godt.

Og så var bogfinkerne en realitet. Første møde var i går. Med lyserøde cupcakes og et imponerende udvalg af gode bogtitler og ny inspiration.

Vi startede med at fortælle om vores bogvaner. Vores yndlingsbøger. Vores hadebøger. De bøger vi aldrig var kommet igennem. De bøger vi bare aldrig ville skille os af med. Hvad de havde fået os til at gøre. Og om vores hunde. Og hvilke bøger vi havde lyst til at læse sammen. Vi bestemte os også for en ny dato. Og en bog der skal læses inden.

Te og cupcakes

Og så spiste vi naturligvis kage!

Og grinte. Og drak sort te.

Og det var LIGE PRÆCIS det jeg havde brug for!

 

Lige om snart

17 Sep

Nå.

Jeg ringede – ikke uden en dårlig smag i munden – til min sundhedsforsikring: “Jamen du vælger da bare det privathospital du ønsker, så betaler vi.” var svaret.

Så var det jo nemt.

Jeg ringede til ham som var planlagt til at skulle skære i mig i marts måned. Og fik en tid til tre dage efter. Og skal nu opereres om lidt.

Ja! I denne måned. Tænk engang. Så jeg samler på ny bøger ind, for at have noget at lave i de 2-3 uger jeg skal ligge og glo med noget ben i ro. Holdt omgående op med at læse i “Skyggedrengen” for dog at have lidt mere at læse i.

Overvejer også at lave audiens, ellers bliver det godt nok nogle lange dage.

Men alt dette afholder mig ikke fra at synes, det altså er noget underligt noget, at jeg er mere lige end andre som ikke har job eller sundhedsforsikring. Bevares, jeg er skam meget glad og taknemmelig, tag endelig ikke fejl af det.

Især fordi det i de sidste par uger, har gjort mere ondt end vanligt, da en masse mennesker har skullet pille og strække og hive og gøre ved, i mit stakkels ben. Så det er dejligt at kunne se en ende på det – Slagtermanden lovede mig endda at jeg kunne komme til at løbe igen – og komme til at springe rundt som en gazelle flodhest i balletskørt igen.

Og så kan en anden få min tid d. 18 marts.

Vroum vroum og lydbøger!

4 Jun

Og nej, jeg prøver ikke at sige som en blender.

Men nu var jeg faktisk blevet en anelse træt af røde biler, sådan generelt, så lynet blev i sidste uge afleveret hos Jan, som så gav mig en rigtig bil i stedet for. En stor en. Med plads til alle mine børn. En bil som bevæger sig når man maser højre pedal i bund lidt ned.

Ikke at jeg gør det, smækker sømmet i bund altså, men det er nu meget rart at kunne.

Men nu sidder jeg altså på toppen af verden igen, har overblik i stedet for at ligge fladt ned på asfalten når jeg bevæger mig på fire hjul, som det var tilfældet i det røde lyn.

Der er kun en hage ved denne fantastiske bil.

Den har en CDafspiller som ikke kan lide lydbøger.

Den vil gerne spille musik.

Men ikke den tredie bog om Arn.

Og det er jo noget nær en katastrofe.

Af den slags som får mandage til at fortsætte ind i tirsdage. Jeg begyndte godt nok at se filmen i sidste weekend, men enten har filminstruktøren ikke læst alle bøgerne ret grundigt, eller også har han regnet med at det var publikummet som ikke havde gidet læse bøgerne, da disse to ting – film og bog – ikke har ret meget til fælles.

Derfor ville jeg så gerne kunne høre resten. Af bogen.

Før jeg surt sætter mig tilrette for at se slutningen af filmen, og bagefter med rette kan brokke mig over den.

Alternativt kunne jeg jo kontakte Hr. Becker himself og, såfremt han ikke havde andet for i de næste par dage, invitere ham med på min køretur så han kunne læse resten for mig.

%d bloggers like this: