Tag Archives: Bøger

Book-aholic

26 jun

På et helt personligt og egoistisk plan, er noget af det som irriterer mig mest, at jeg ikke kan læse en bog.

Jeg savner i den grad at kunne fordybe mig i en bog. For meget tekst overvælder nemlig min overophedede hjerne, og jeg kan slet ikke overskue at skulle sidde og skille sætningerne ad og få dem til at give mening. Desuden kan jeg ofte slet ikke huske, hvad jeg lige har læst.

Suk…

Denne detalje har dog ikke forhindret mig i at erhverve mig bøger i de sidste 18-20 måneder trods det faktum at læsning har været en by i Rusland for mig.

Jeg har købt bøger som jeg plejer. I rigelige mængder. Sandsynligvis efter devisen: “Jeg lærer nok at kunne læse en rigtig bog igen” men jeg skal ikke kunne sige det.

Jeg har købt bøger om alt muligt.

Mest bøger om mindfulness, da det jo efter sigende skulle have samme virkning som gips til brækkede hjerner. Men også stille og rolige hyggebøger til min kindle. Endda den nye bog om Dronning Margrethe har jeg fået, fordi jeg ønskede mig den. Lidt royal er jeg trods alt endnu.

Det er alt sammen meget godt, men en anelse besværligt, for ikke at sige hamrende upraktisk, når man har problemer med at læse.

Problemet opstår især når jeg sidder onsdag formiddag, i en stille stund, med min te og noget mindfuldt bølgeskvulp på min ipad, og roligt bladrer i et “Flow-magazine” hvor jeg – ikke ulig en treårig – mest kigger billeder.

Men sommetider er der også en enkelt overskrift som jeg opfatter og som sender inspirerende impulser gennem den del af hjernen som ikke er brændt sammen endnu, for eksempel en bog anmeldelse om bogen der vil bringe mig ro i sindet, evig ungdom, og morgenmad på sengen eller hvad ved jeg.

Og så går der meget sjældent mere end et par minutter før jeg på nettet – via den stadigt bølgeskvulpende ipad – har fundet bogen, og ofte en hel del andre bøger, der ligesom tilfældigt dukkede op ved samme lejlighed.

Så starter følgende interne samtale med mig selv: “Jeg kan jo ligeså godt købe den nu, fordi hvis nu, jeg måske ved et mirakel kunne læse denne her, så ville det da være dumt ikke at købe den. Hvis den nu kunne gøre en forskel. Og i hvert fald kommer jeg da til at læse igen en dag, og så er det godt at have nogle bøger stående, og nu jeg er i gang så kunne jeg jo tage de andre med også, de ser spændende ud.”

Og så skynder jeg mig at bestille dem. Alle sammen…

På misbrugsmåden. – UPS, der kom det ud!

Jeg bliver lige pludselig meget taknemmelig for at mit misbrug begrænser sig til bøger og ikke alt muligt andet grumt. Bøger er jo forholdsvis tilforladelige, og desuden har jeg altid haft mange bøger. Hvis I vidste hvor mange børnebøger jeg har købt til mit firkløver… Der er nok til at åbne en butik.

Nå, det var et sidespor, dem er der heldigvis også plads til i Kong Mor revisited!

Men altså. Jeg køber stadig en masse bøger, uden overhovedet at være i stand til at læse dem.

I grunden kunne jeg faktisk bare nøjes med at købe én, for jeg kan alligevel ikke huske indholdet ret længe. Og så ville jeg jo kunne læse den flere gange, uden at være klar over at jeg allerede havde læst den. Men så langt rækker mit cerebrale ræsonnement ikke.

Nå, men når jeg så har bestilt de der bøger, så glæder jeg mig.
Meget.
Og tænker at nu bliver det hele meget nemmere, for nu kan jeg endelig lære noget om meta-kognitiv terapi (ja, det kognitive halløj er nu udvidet til noget med “meta”, det skulle være ekstra effektivt, det stod i hvert fald i anmeldelsen) eller jeg kan måske få en dybere forståelse for hvorfor angst rammer mig, og – ikke en ubetydelig detalje – hvordan man kommer over det, subsidiært lærer at leve med det.

Når pakkerne så ankommer, bliver jeg super glad, pakker ud og nyder at have en ny bog i hånden, ser på forsiden og på bagsiden, flaprer igennem et par sider, glæder mig over at NU kan jeg blive klogere på hele denne suppedas, og så stiller jeg den ind på hylden…

Til de andre…

Altså nogle af dem har jeg bladret igennem mere end en gang.

Men når der er alt for meget tekst, så sætter kortslutningen ind og jeg får tunnelsyn og åndenød og lukker skyndsomst bogen igen. Andre gange er layoutet dog sat sådan op at jeg er i stand til at opfatte en sætning eller to. Og så lukker jeg dem ikke lige med det samme.

Enkelte var endda så overskuelige at jeg faktisk har forsøgt at læse skimme dem lidt nærmere. Jeg kan bare ikke lige huske hvilke bøger det var.

Men de ser pæne ud på min reol, det gør de, så lige pt. nøjes jeg med at se på dem!

Reklamer

At ville… og at kunne.

24 feb

Tænk engang hvis man kunne nøjes med at købe nogle bøger om hvordan man gerne ville have ens liv skulle være, og så var det nok.

Det ville da være helt enormt praktisk. Og hvis det var tilfældet, ville jeg allerede leve et perfekt liv, op til flere gange.

Jeg er nu – også – den lykkelige indehaver, af en masse et par bøger om det der mindfulness, bøger på forskellige sprog og af forskellig art. Susi syntes at jeg at det var godt tosset, og jeg kan ved nærmere eftertanke godt følge hende.

Fælles for alle disse bøger er nemlig at jeg ikke har læst dem endnu, da læsning ikke er en af mine fordums færdigheder jeg kan få styr på. Men jeg har skam åbnet de fleste af dem. Nogle har jeg sågar åbnet flere gange.

Endda også bladret i et par stykker. Ikke dem alle sammen, men det kommer nok.

Det siger lægen i hvert fald. Det får jeg sikkert overskud til når jeg er blevet mig selv, eller rask, eller hvad man nu vil, og så kan det vel være lidt lige meget. Så Susi har nok ret.

Men forlagene har tjent lidt penge på at jeg tror købet af elleve et par bøger ville kunne få mig på ret kurs igen ASAP.

Okay, faktisk kun 10 bøger, for den sidste fik jeg af min læge.

Elleve spændende bøger om og for og til mindfulness. På dansk, fransk og engelsk.

De er indkøbt med spredehagl, fordi sommetider kan jeg godt få noget nær panikangst for om jeg nogensinde bliver sig selv igen. Tænk nu hvis jeg er hjerneskadet for livet? (Ja ja, de dramatiske gen har ikke forladt mig, det er kun hukommelse og koncentration – hvis I vidste hvor længe jeg er om at skive et blogindlæg…)

Men helt seriøst?

Hvad nu hvis min hukommelse aldrig bliver almindelig igen?

Eller min koncentration?

Eller mig?

Jeg prøver alt hvad jeg kan, for ikke at stresse mig selv med forventninger. Forventninger til hvornår, hvordan og hvorledes. Men det er svært. For ingen kan sætte en tidshorisont på alt dette. Ingen kan fortælle mig at der er lys forude. Hverken læge, psykolog, zoneterapeut eller andre som er eller har været kognitivt udfordrede.

Ingen…

Så jeg prøver alt. Simpelthen ALT!

En eneste gang, siden alt dette hurlumhej startede, har jeg været i stand til at kunne indfange en bortfaret tanke. Jeg havde som sædvanligt glemt hvad det var jeg ville, ville simpelthen ikke lege med mere, så jeg koncentrerede mig dybt og inderligt, trak vejret meget dybt og helt ned i knæene, og pludselig kom tanken hjem igen.

Men det er kun sket en eneste gang.

Og det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at gøre mig selv kunsten efter for at kunne gentage denne mikroskopiske succes. Det er blot ikke lykkedes.

Min dagligdag er stadig fyldt af episoder hvor jeg opdager at jeg enten har glemt noget eller gjort noget u….(har lige glemt ordet – men noget u-et eller andet) men altså sådan noget som når man finder en appelsin i køleskabet og svagt erindrer at man vist gerne ville have lavet rødkåls/appelsin salat for en uge siden.

Eller sidde og se en ganske almindelig film med resten af familien, og ved slutningen pludselig ikke ane hvem pokker personen Annie var. Selvom hun havde været med i hele filmen og havde en ret vigtig rolle.

Så træerne vokser bestemt ikke ind i skyerne, af en enkelt bitte vildfaren tanke som vendte hjem igen.

 

Bogfinker

28 maj

I sidste uge var jeg syg og lå på min sofa. I sådanne tilfælde – og især når man ikke orker at se film – har man mere end rigelig tid til at tænke.

Jeg tænkte – blandt andet – over det der gør mig glad. Udover det åbenlyse som børn mand og hund.

Det gør en god bog. Og at være sammen med mine veninder. To ting som ikke sker så tit som jeg godt kunne ønske mig det. Jeg tænkte videre. Det er så nemt at udtænke alt muligt når man ikke har andet at lave. Jeg udtænkte derfor en rigtig god plan.

Slå to fluer med et smæk.

Jeg ville da lave en bogklub.

Sådan en “Lad-os-læse-en-bog-sammen-og-snakke-om-den”-klub. Lidt blandet med “Lad-os-spise-lidt-kage-mens-vi-snakker-om-en-bog”. En bogklub med nogle veninder – de behøvede ikke at kende hinanden – som kunne lide at læse og spise kage imens.

Jeg spurgte et par søde og dejlige veninder om de kunne tænke sig at være med, og det kunne de heldigvis godt.

Og så var bogfinkerne en realitet. Første møde var i går. Med lyserøde cupcakes og et imponerende udvalg af gode bogtitler og ny inspiration.

Vi startede med at fortælle om vores bogvaner. Vores yndlingsbøger. Vores hadebøger. De bøger vi aldrig var kommet igennem. De bøger vi bare aldrig ville skille os af med. Hvad de havde fået os til at gøre. Og om vores hunde. Og hvilke bøger vi havde lyst til at læse sammen. Vi bestemte os også for en ny dato. Og en bog der skal læses inden.

Te og cupcakes

Og så spiste vi naturligvis kage!

Og grinte. Og drak sort te.

Og det var LIGE PRÆCIS det jeg havde brug for!

 

Lige om snart

17 sep

Nå.

Jeg ringede – ikke uden en dårlig smag i munden – til min sundhedsforsikring: “Jamen du vælger da bare det privathospital du ønsker, så betaler vi.” var svaret.

Så var det jo nemt.

Jeg ringede til ham som var planlagt til at skulle skære i mig i marts måned. Og fik en tid til tre dage efter. Og skal nu opereres om lidt.

Ja! I denne måned. Tænk engang. Så jeg samler på ny bøger ind, for at have noget at lave i de 2-3 uger jeg skal ligge og glo med noget ben i ro. Holdt omgående op med at læse i “Skyggedrengen” for dog at have lidt mere at læse i.

Overvejer også at lave audiens, ellers bliver det godt nok nogle lange dage.

Men alt dette afholder mig ikke fra at synes, det altså er noget underligt noget, at jeg er mere lige end andre som ikke har job eller sundhedsforsikring. Bevares, jeg er skam meget glad og taknemmelig, tag endelig ikke fejl af det.

Især fordi det i de sidste par uger, har gjort mere ondt end vanligt, da en masse mennesker har skullet pille og strække og hive og gøre ved, i mit stakkels ben. Så det er dejligt at kunne se en ende på det – Slagtermanden lovede mig endda at jeg kunne komme til at løbe igen – og komme til at springe rundt som en gazelle flodhest i balletskørt igen.

Og så kan en anden få min tid d. 18 marts.

Vroum vroum og lydbøger!

4 jun

Og nej, jeg prøver ikke at sige som en blender.

Men nu var jeg faktisk blevet en anelse træt af røde biler, sådan generelt, så lynet blev i sidste uge afleveret hos Jan, som så gav mig en rigtig bil i stedet for. En stor en. Med plads til alle mine børn. En bil som bevæger sig når man maser højre pedal i bund lidt ned.

Ikke at jeg gør det, smækker sømmet i bund altså, men det er nu meget rart at kunne.

Men nu sidder jeg altså på toppen af verden igen, har overblik i stedet for at ligge fladt ned på asfalten når jeg bevæger mig på fire hjul, som det var tilfældet i det røde lyn.

Der er kun en hage ved denne fantastiske bil.

Den har en CDafspiller som ikke kan lide lydbøger.

Den vil gerne spille musik.

Men ikke den tredie bog om Arn.

Og det er jo noget nær en katastrofe.

Af den slags som får mandage til at fortsætte ind i tirsdage. Jeg begyndte godt nok at se filmen i sidste weekend, men enten har filminstruktøren ikke læst alle bøgerne ret grundigt, eller også har han regnet med at det var publikummet som ikke havde gidet læse bøgerne, da disse to ting – film og bog – ikke har ret meget til fælles.

Derfor ville jeg så gerne kunne høre resten. Af bogen.

Før jeg surt sætter mig tilrette for at se slutningen af filmen, og bagefter med rette kan brokke mig over den.

Alternativt kunne jeg jo kontakte Hr. Becker himself og, såfremt han ikke havde andet for i de næste par dage, invitere ham med på min køretur så han kunne læse resten for mig.

%d bloggers like this: