Tag Archives: Børn

Firkløver

11 sep

Det er en lille plante. Med fire forskellige blade på.

Fire individuelle blade som har hver deres særheder, selvom de sidder på samme plante. Det ved alle. Så langt så godt.

Altså et firkløver. Fire sider af samme sag.

Præcis som mine fire børn.

Alle med samme oprindelse, samme blod og alt det der. Men alligevel fire vidt forskellige mennesker. Nogle ligheder er der naturligvis, men også forskelle.

Nå.

Forleden kom der så nogle af de ord der. Den slags ord som river i samtlige hjertekamre, og bare trækker tårer.

Da Gårdmand Bjørn og jeg diskuterede det skoleskift, der kom lidt pludseligt, prøvede jeg at komme med mit bud på hvordan det kunne være han havde det så meget bedre i en skole med mange børn.

Jeg nævnte også at han jo ikke var ligesom Zorronaldo eller Prinsessen.

Som er lidt mere udadvendte end Gårdmand Bjørn og Divaen.

Og så kom de der ord:

… “Mor… er det så en god ting eller en dårlig ting, at jeg ikke er ligesom Zorronaldo?”

Av.

AV siger jeg bare.

Med tårer i øjnene skyndte jeg mig at remse en hel masse op: at det jo var helt fantastisk godt at han netop var sig selv og at han jo bare er anderledes end sin storebror. Og lidt mere som sin storesøster måske, men at det var godt. Og at alle ikke skulle være ens. At man ikke var hverken værre eller bedre, blot forskellige.

Og at det var vigtigt at man var sig selv og fik plads til at være den man var.

Akkompagneret af en hel masse knus.

Tænk engang, hvor kan man komme galt afsted med at konstatere, at ens ene barn ikke er som ens andre børn. Og det endda helt uden bagtanker.

Men jeg fik slået helt fast at jeg sætter umådelig stor pris på ham, og den han er; ligesom jeg sætter stor pris på mine andre børn. Hvor forskellige de end er.

 

Reklamer

Pinlig uden skyld. Eller.. ja..

13 jan

Det er også meget længe siden jeg har gjort noget pinligt. Men så fik vi gæster.

Personligt synes jeg ikke det er direkte pinligt. Eller det vil sige, hvis jeg var ude i verden blandt levende mennesker ville jeg måske blive en anelse rød i kammen, men hjemme – og sammen med gode venner – var det ikke noget særligt. Syntes jeg.

Jeg ved heller ikke hvad det er med denne kjole. Selvom jeg har tabt mig fire kg. så springer midterknappen hele tiden op. Og godt nok har jeg en bluse indenunder, men det virker jo ret barmfagert at sidde og flashe et stykke bluse ud mellem knapperne. Ikke generende som sagt. For mig altså. Det er en helt anden sag for firkløveret.

Barmfager eller ej..

Vi havde som sagt gæster, og på et tidspunkt ser jeg ned af mig selv – opdager at knappen er sprunget op – og jeg knapper den igen.

End of story.

Skulle man tro.

Mine børn sad på nåle, og så såre vi havde vinket af, og baglygterne forsvandt ud ad Landevejen, vendte de sig mod mig med anklagende blikke.

Kommentarerne føg rundt: “og hvad tror du ikke de tænkte?”

“Jeg er sikker på at de ikke turde se på dig”

“Ej, men det var bare så piiiiiinligt”

Og så videre og så videre.

Da jeg under en pause i deres anklager, påpegede at der jo ikke ligefrem var bar hud bagved den der rebelske knap, så det nok gik alligevel, havde de kun hovedrysten og himmelvendte øjne tilovers for mig.

 

Så gik de. Op på deres respektive værelser. Jeg sukkede dybt og så var det jeg sad og glædede mig til at blive rigtig gammel. Sådan rigtig oldgammel.

Så kan jeg nemlig flashe alt det jeg vil, det kan bare tørres af på det faktum at jeg er gammel!

 

Redefinering af sig selv

26 sep

Som jeg ser der, så handler det måske i højere grad om at redefinere sig selv som menneske, efter ens børn er flyttet hjemmefra.

Tag endelig ikke fejl, jeg mener ikke at man behøver at have børn for at have en identitet, eller for at kunne blive defineret som menneske, men mit udgangspunkt er jo at jeg har børn, og jeg skal finde mig selv i en anden rolle, når disse mine børn flytter hjemmefra engang når de er 35.

Så det er en nyopdagelse og nyopfindelse af sig selv jeg skal ud i, efter min status som mor til hjemmeboende børn, ændrer sig til mor med ikke hjemmeboende børn.

Det er lidt som da jeg blev 30.

Ja. Totalt til grin, men jeg fik dyb, dyb krise over at blive 30. Jeg var sur i 4 måneder. Jeg gik og forestillede mig at nu var mit liv slut, jeg skulle ikke have flere børn og.

Og hvad så? Hvad skullle der så ske? Hvad i alverden skulle jeg få tiden til at gå med resten af mit liv?

Jeg sagde jo det var til grin. Men da jeg fik mit første barn op på maven, fik jeg som et lyn fra en klar himmel en fornemmelse af at: “Nååå, det var DET der var meningen med hele mit liv, nemlig at få børn”

Så jeg forudså mit eget liv – efter 30 – ville være en lang gold og øde ørken. For hvad skulle jeg nu tage mig til når jeg havde fået børn?

Jeg skyndte mig så at få én til.. og endte med at få fire børn på seks år.

Men alligevel, nu hvor de, lige om lidt er flyttet hjemmefra, så ville det være praktisk at jeg fik genopfundet mig selv.

Og da jeg er meget lidt begejstret for katte, og ryatæpper, må jeg nok hellere finde på noget en anelse mere realistisk.

Når nu jeg ikke skal være kokkepige, rengøringskone, chauffør, livsstilscoach, sjælesørger og støttepædagog og andet godt, for fire børn, så skal jeg finde ud af en anden mening med mig.

Ikke at jeg ikke har været helt og aldeles mig de sidste 18 år, for det har jeg bestemt været – bare spørg mine børn – det er ikke som om jeg har sat mit eget liv på pause mens jeg har taget mig af børn, men meget af mit liv har kredset om de her børn og det at være deres mor.

Nu er jeg ikke af den slags som ude i mit levende liv kun kan tale om mine børn – eller det håber jeg da ikke jeg er set med andres øjne – jeg kan sagtens finde dybde og interesse i ting som ikke nødvendigvis omhandler mine børn. Jeg levede trods alt til jeg var 25 uden dem.

Men – som Bente skrev i en kommentar – jeg kan ikke huske hvad jeg fik tiden til at gå med før. Jo brudstykker af den, men ikke al min tid.

Jeg tror nok mest jeg gik rundt og ventede. Ventede på noget andet og mere. Som så kom i form af børn.

Det vigtigste er nok at man stadig kan respektere sig selv nok til at få en ny definition af hvem man er, uden at skulle være en hel masse for andre. Eller for de der børn som man nok – heldigvis – aldrig kan give helt slip på.

Men det ene må ikke udelukke det andet. Jeg bliver ked af det på veninders vegne, når de kan berette om bedsteforældre der har så travlt med at redefinere sig selv, at de glemmer at de også stadig er både forældre og bedsteforældre.

Jeg synes det er så enormt vigtigt, især i vores tid hvor alle bor hver for sig og alle generationerne nærmest bliver holdt hermetisk adskilt fra hinanden, at børn får tid med deres bedsteforældre.

De unge bor sammen på kollegier, familierne bor helt for sig selv, og de gamle bor enten alene eller på plejehjem. Der er ikke så mange muligheder for at lære af hinanden, så jeg synes det er endnu mere vigtigt at man holder sammen på tværs af aldre.

Så ja, jeg skal have fundet en ny mig.

Som ny og moderne ryatæppeopfinder?

Hvad så bagefter?

23 sep

Med fire børn på henholdsvis 18, 16, 14 og snart 12 år, er vores familieboble snart på nippet til at briste. Divaen rammer sin studentereksamen i maj og Zorronaldo følger efter om et par år.

Oftere og oftere sker det at vi sidder ved aftensmaden med bare et eller to børn. Det har jeg nævnt flere gange før, intet nyt under solen der.

Men hvad gør man lige?

Hvordan flytter man ind i sin nye tilværelse som mor – for mor er man jo altid – til ikke hjemmeboende børn?

Jeg har tilbragt de sidste 18 år af mit liv med at være mor på første række. Til en masse børn. Huset har været fuld af larm og ballade. Mennesker overalt og aldrig helt stille ret længe ad gangen.

Efterhånden som de flytter ud og væk, så skal man også vænne sig til en ny slags familie. Et nyt liv.

Og jeg må indrømme jeg gruer for det. Jeg kommer til at savne dem helt afsindigt!

Jeg elsker mine børn. Det falder for banalitetsgrænsen, men det gør jeg. Med hud og hår. Det er mine absolutte yndlingsmennesker. Og så skal jeg pludselig til at vænne mig til en hverdag uden dem.

Desværre.

Der er sikkert en mængde ting man kan foretage sig uden hjemmeboende børn. For slet ikke at tale om hvor billigt det bliver når man skal købe ind. Men i det store hele tror jeg det er ligeså vigtigt at forberede sig på den nye status som midaldrende ægtepar

Ej, men ER det ikke forfærdeligt?

Her er jeg stadig midt i livet som en vældig ung mor til fire hjemmeboende børn, og lige om et øjeblik er jeg en midaldrende kone på vej mod efterløn.

Nå, efterlønnen findes nok slet ikke om 23 år når jeg er ved at være klar til den, så den behøver jeg ikke bekymre mig om.

Men det andet.

Det med at man skal finde sig tilrette i en ny hverdag.

Denne her “Mor-til-mindre-børn-hverdag” har jo nærmest varet i halvdelen af mit liv. Men jeg skal til at tage et kvantespring af helt andre dimensioner end “sidste blebarn” og “sidste børnehavebarn”. Nu er det snart “sidste folkeskolebarn”.

Og jeg ved godt at Ellen – sidste gang jeg jamrede – sagde at nu begynder “første-epoken”. Men i mellemtiden? Indtil den første “første-epoke”. Hvordan finder man ud af at være mor på afstandsmåden?

Jeg er såmænd ikke så meget i tvivl om hvorvidt Firkløveret vil klare det, for det vil de. De er stærke og fornuftige mennesker, som i øvrigt er fantastisk godt opdraget!

Det er mere mig selv, jeg er nervøs for.

Tænk nu hvis jeg af bare kedsomhed kaster mig over herreløse katte eller ryatæpper?

Jeg, som ikke kan fordrage katte. Eller ryatæpper for den sags skyld.

Dette hjertesuk er muligvis fremkaldt efter en weekend med mere eller mindre kun et barn hjemme.

Divaen er taget til Madrid, Zorronaldo har tilbragt weekenden hos den yndige, med fødselsdag og familiefremvisning. Prinsessen har været i byen og sammen med Astrid, så der var kun Gårdmanden tilbage, og han endte vist med at være en anelse træt af at være det absolutte midtpunkt.

Gad vide om vi skulle få en efternøler?

Og så igen, da jeg var i føtex i fredags, var der en mor med to små børn. En 18-20 mdr. gammel tut sad i indkøbsvognen og en anden tut på omkring de fire, kastede sig rundt på gulvet iført lyserødt og skrålede hysterisk. Hun var uden tvivl træt og udmattet efter en lang uge, og hun endte med at sætte sig på en hylde med dåsemajs. Jeg havde meget ondt af både moren og af pigen, for det var helt tydeligt at de bare ikke orkede mere.

Jeg kiggede på min 18 årige og blev pludselig meget glad for at jeg kun har børn med tocifret alder.

Denne glæde fortog sig dog noget, da jeg senere på aftenen blev nødt til at agere chauffør for  Prinsessen. Hun var noget misfornøjet med at hun skulle hjem, men var træt efter en hyggelig aften med kammeraterne, som dog havde udviklet sig til noget med en del flere promiller end hvad tilladt er, for børn under 16. Og det syntes jeg var knapt så hyggeligt.

Vil i den forbindelse gerne nedkalde en fatwa over den Aldi og den Spar som ville sælge alkohol til unge uden ID.

Så nej, jeg skal ikke have en efternøler, jeg skal bare have tiden til at gå indtil jeg bliver bedstemor.

Planlægning

7 apr

En stor del af min søndag blev brugt i selskab med blokke, kalendere, blyanter – thi disse kan viskes ud igen – bedsteforældre, både dem af pap og de originale, for i smuk og skønsom forening at planlægge den kommende uge.

For Gårdmand Bjørn.

Da han jo som bekendt er lockoutet. Og hårdt ramt.

Uanset hvis side man så i øvrigt er på, skal der tages hånd om børnene.

Og vi skulle ikke længere hen end torsdag i sidste uge, før filmen begyndte at flosse lidt i kanten for min yngste søn. Han spurgte igen og igen hvor det nu lige var han skulle hen, på mandag. Det undrede mig lidt, for han plejer ikke at være sådan. Men en prås gik op for mig, da jeg så et kort interview med en far og hans autistiske datter, hvis fundament, langsomt men sikkert, var ved at skride for hende og det var ikke specielt fordrende med hendes diagnose.

Og det slog mig at min dreng naturligvis også gerne ville have faste rammer, i en eller anden udstrækning.

Nu er det ikke fordi han er specielt krævende, ejheller autist eller med andre diagnoser, han er bare 11 år og mange vil måske have den opfattelse at han er yngre end det, efter mine mange indlæg om ham. Det kommer sig muligvis af at jeg mener det er sundt for børn at være børn når de er det – børn altså – og ikke, som nogle, når de er et sted midt i tyverne.

Nå, det var vist et lille sidespring.

I hvert fald, min søn er usikker fordi hele hans dagligdag er flået fra hinanden. Han vil gerne have en plan for sin uge, så den er hermed lagt. Og skrevet ned. Så man kan kigge, hvis man lige kommer i tvivl.

At man hiver en dag ud af kalenderen og laver noget uforudset – subsidiært pjækker fordi man skal på privat besøg på Christiansborg – piller ikke ved deres verdenssyn. Men så snart man lever i kaos, uden planer for hvordan og hvorledes, går hans, og mange andre børns, dagligdag lidt i stykker og de bliver usikre. Havde det været ferie, havde det også været noget andet, fordi alt andet lige, er man som regel klar over hvornår ens ferie er slut.

Men det er ikke nemt. Der skal planlægges nogle aktiviteter, for ligesom jeg holder på at mine børn er børn når de er det, holder jeg også på at de skal lave noget fornuftigt imens denne lockout hærger.

Så jeg prøver at have en plan for noget matematik, noget dansk, noget engelsk og så må resten komme hen ad vejen.

Heldigvis kan jeg tage ham med på arbejde indimellem, der er både et skrivebord til ham, internetadgang og store områder hvor han kan gå på opdagelse uden at komme til skade. Derudover er der jo også masser af andre lockoutede børn at spille bordfodbold med.

Når man så er så heldig at have en mormor på pension, og en morfar der ikke er lockoutet, en Lene som er arbejdsløs og en Annø som lige akkurat stadig er på barsel, så er der også andre muligheder for en afvekslende hverdag, også selvom den skal planlægges lidt i forvejen.

Lockoutet hverdag

Men altså, det jeg ville sige var:

Tænk lidt ekstra på jeres lockoutede skolebørn.

Husk at de som regel ikke er så omstillingsvenlige som de fleste voksne er, så det kunne være en god ide at bruge en time på at få lagt ugen i så faste rammer som det nu er muligt. Og det gælder ikke kun Autister. Det gælder de fleste børn som er vant til en tryg og stabil skoledag.

Jeg håber virkelig snart det er ovre, uden alt for mange tossede kompromiser, så vi alle – men børnene især – kan komme tilbage til deres dagligdag.

Og meget gerne med glade lærere!

%d bloggers like this: