Tag Archives: Brækket arm

Alle ved da, at læger har røntgenblik…

25 sep

Som er indopereret ved afgivelse af lægeløftet.

Eller?

Nej, men hvad er det med de der vagtlæger?

Bedst som jeg et par gange har haft noget positivt at sige om den danske lægestand, så nosser de – vagtlægerne – så grundigt rundt i det og forvolder mit afkom smerte så jeg ville sluge hvert eneste positivt ord der nogensinde er kommet over mine tænders gærde.

Jeg kunne seriøst gøre noget grimt ved en yngre vagtlæge, som åbenbart glemte at aktivere sit røntgenblik, da Zorronaldo og jeg indfandt os i lægevagten forleden aften. Jeg vil så bare nøjes med at klage over ham. Og i øvrigt medsende et røntgenbillede af min søns arm.

En yngre vagtlæge, vi kan jo kalde ham Thorbjørn, fik som sagt min forpinte søn ind i sin konsultation tirsdag aften, trykkede ham fem-seks gange på underarmen og rykkede lidt i hans håndled og konstaterede glad: “Den er ikke brækket”.

Jeg sagde ikke noget. Jeg tror jo på den slags mennesker der har gået på universitetet i mange og lange år, for at lære noget om den slags.

“Det er blot slaget” oplyste denne Thorbjørn venligt til slut. Jeg nikkede og mens jeg tog jakken på, tilføjede han: “Men hvis han får mere ondt er I naturligvis velkomne til at kontakte os igen”.

Ihh tak og godnat.

Eller nej, lige netop IKKE godnat.

Den blev nemlig kraftigt forkortet for en ung mand – min Zorronaldo – som havde stærke smerter. Hans arm var varm og det dunkede og brændte. Vi hældte så meget smertestillende på ham vi kunne  turde og fik næste morgen en tid hos vores egen læge. Hun var noget mere ydmyg omkring det der røntgenblik, hun kom nemlig i tvivl og sendte ham dermed videre til rigtig røntgen. I en dertil indrettet maskine.

To timer senere var Zorronaldos arm pakket i gips, fra håndflade til armhule.

Ikke brækket. Nej, vi ser det tydeligt.

Arm der tydeligvis ikke er brækket. Eller…

Hvis man fornemmer en vis harme her, har man ret.

Det er nemlig tredie gang mine børn bliver sendt hjem med brækkede arme. Fra diverse vagtlæger.

Og vi må så troppe op på skadestuen dagen efter, for at få lagt deres lemmer i gips. Naturligvis først efter de har tilbragt en aldeles rædsom nat, i store smerter og uden søvn. Jeg er ikke vred over at de har brækket armene. Det er jo ikke lægens skyld.

Jeg er vred over at man skal igennem så mange timer, med store smerter, blot fordi en eller anden, der har studeret medicin i mange år, ikke erkender at studier, og så mere eller mindre erfaring, ikke automatisk giver røntgenblik.

Så hør lige her, potentielle inkompetente vagtlæger i det ganske danske land: Hvis man er bare det mindste i tvivl, så sender man patienten videre i systemet. Og hvis man virkelig over-hele-hovedet ikke er i tvivl, og armen så faktisk alligevel viser sig at være brækket, så bør man nok ikke være læge eller overveje et kursus af en slags.

Og skulle der komme en gang mere – jeg har jo fire børn så man ved aldrig – forlader jeg ikke stedet uden en tur forbi den store knoglekopimaskine.

Ej, men ARGH altså.

PS: Zorronaldo overlevede naturligvis, men er mindre tilfreds med udsigten til at have gips på i mange uger.

PPS: Ingen yngre vagtlæger kom til skade under tilblivelsen af dette indlæg.

PPPS: Desværre…

 

 

 

 

Endnu et møde med væsnet.

20 jun

Jeg kom hjem en dag i sidste uge og fandt min yngste søn med armen forbundet. I et viskestykke. Da jeg spurgte hvorfor, fik jeg det svar at han havde ondt i håndleddet. Jeg tillod mig at tvivle på det effektive i mit krøllede viskestykke og ringede derfor til lægevagten, idet klokken naturligvis var langt over almindelig “tilladt-at-have-ondt”tid.

For nu at komme diverse bemærkninger om hønemor og pylregøj i forkøbet, skal jeg skynde mig at sige at jeg i øvrigt også godt kunne huske at han dagen før havde jamret sig. Men at han – da jeg spurgte – meddelte at hans far, og min mand, havde sagt det kun var et slag.

Set i bagklogskabens klare lys burde jeg naturligvis have reageret allerede her. Den slags udtalelser fra en mand der definerer “smerte” som “en information til hjernen” bør naturligvis efterprøves og undersøges af en mor.

Men ravnemor som jeg er, så tænkte jeg ikke så langt før dagen efter. Hvor jeg jo så, som sagt, fik ringet til lægevagten.

Som efter mine symptombeskrivelser sagde: “Tag på skadestuen.” Det kunne jeg jo bare dårligt gøre, da der var gået mere end 24 timer siden denne ulykke – for en ulykke var det – indtraf. Altså fik vi en tid hos vagtlægen.

Som åbnede bagdøren og sendte os direkte op til røntgen efter at have klemt på hånden og rykket i håndleddet.

Så vi fandt op til røntgenafdelingen. Hvor vi sad, meget længe, og ventede på at nogen skulle kalde på os.

Lange tomme gange.

Der endte med at komme en, som tog et billede og så ventede vi lidt igen. Hvorpå nogen så på indersiden af min søns håndled og konstaterede: “Den er slet ikke brækket, tag hjem.”

Jeg insisterede lidt, da jeg før har oplevet at blive sendt hjem med et barn der alligevel havde brækket arm.

Men hans argumenter sad godt fast bag hans hvide kittel og vi tog derfor hjem uden gips, eller panodiler.

Vi mødte ikke desto mindre op til egen læge næste dag, fordi hånden jo stadig ikke var bedre. Og nogen havde faktisk sovet dårligt. Egen læge blev en kende mopset på sine kolleger, og sendte os meget bestemt afsted igen.

Ja – til skadestuen. Og til nye røntgenbillder.

Og til en læge der ville lægge armen i gips, fordi der vist nok var noget med en lille knogle som kunne være svær at få øje på.

Mens min søn – som var svært glad ved udsigten til at få gipsarm – blev gjort klar, spurgte jeg noget spidst den tilstedeværende læge hvorFOR man ikke tager 2 billeder af en barnehånd der gør ondt, når man nu VED at der findes en lille knogle som kan brække og som ofte ikke kan ses ved første almindelige skeletbillede.

Hendes svar var en ynkelig opremsning af noget hun havde lært hos en politiker og så langt fra et klart og brugbart svar, som jeg er fra at blive valgt som pave, og jeg insisterede derfor ikke mere.

Men den slags mangel på logik og sund fornuft går over min forstand. Og jeg synes det er en falsk besparelse at undlade den slags dybere undersøgelser hvis man ikke finder noget første gang.

Men det er ikke noget nyt at jeg ikke er ovenud begejstret for de dele af det danske sundhedsvæsen.

Hvorom alting er, Gårdmand Bjørn fik gips på, fordi han to dage forinden skvattede i sit snørebånd og landede på sin venstre arm og knak en knogle man ikke altid ser ved første forsøg. Lettere euforisk over denne gipsarm, lagde vi vejen forbi konditoriet for at svælge i jordbærkage på denne festdag.

Stadens bedste jordbærkage

Hans begejstring over denne stive arm i hvidt, er dog kølnet en del siden, og han tæller nu dagene til det er slut.

Der er nemlig meget galt med sådan en arm.

Det værste er at det klør. Meget. Og vi måtte finde strikkepinden frem. Så han selv kunne nå ind til de angrebne steder.

Det er også en frygtelig ting at man skal have pakket armen ind i plastikposer for at komme i bad. For slet ikke at tale om at man skal bade med hjælp fra mor. Det er yderst pinligt og jeg må hele tiden vende mig om, så han kan vaske både her og der, uden moderlig opsyn.

En anden meget irriterende ting er at man ikke kan køre på motorcykel med armen i gips.

Eller stå på skateboard.

Ejheller er cykling nogen vanvittig god idé, mener Gårdmandens mor, som bare ikke orker at skulle tilbage og have ny gips på, subsidiært en gips mere, på den anden arm, fordi man er væltet og ikke kan tage fra ordentligt.

Han retter sig med garanti ikke efter mine og sundhedsvæsnets befalinger og henstillinger ovre i skolen, men hvad vi ikke kan se, har vi ikke ondt af. Sålænge han husker ikke at røbe sig selv, går det også nok endda.

Gipsen, som lagde ud med at være pænt hvid og dufte frisk, er nu voldsomt grumset. Og lugter heller ikke fantastisk godt længere.

Da samtlige klassekamerater har skrevet på armen, og hans søskende ligeledes har dekoreret armen efter bedste evne, ligner den efterhånden en islandsk regnbue efter et vulkanudbrud, og han er nu ikke alene om at tælle ned til afklipningen.

Den islandske regnbue.. Eller en meget snusket gipsarm. Hvor er det godt den ikke skulle sidde på i 6 uger!!

%d bloggers like this: