Sidder og føler mig sååå god, på sådan en selvfed måde.
Lidt ligesom den der kat i Alice i Eventyrland – som har et fedtet grin smurt ud over hele femøren. Det er lidt sådan man ser ud, når man er svært tilfreds med, at man har gjort noget rigtigt godt – OG at andre har set det.
Jeg har nemlig plantet. Ovre på skolen. Jo, skam – hele lørdag morgen og formiddag, var jeg, First Man og de 4 royale at se med rumperne i vejret, og iført gummistøvler, i færd med at grave huller og putte planter ned i dem, sammen med andre fra skolen.
Også selvom jeg tog nogle pauser – det er nemlig noget så tilfredsstillende at se andre arbejde mens man selv tager billeder, eller uddelegerer – subsidiært griner af dem som bliver sprøjtet til med vand.
Men jeg puttede den første lavendel ned i et hul som mine drenge havde gravet!
Baggrunden til al denne haveaktivitet, skal findes på et skolemøde i begyndelsen af januar. Inviteret af de to skoleledere, i min funktion af eneste levende dansker i deres etablissement, og så kom jeg til at øffe noget om medbestemmelse og ansvar for tingene og den slags Grundtvig-agtige ord.
Der var nemlig blevet malet noget grimt graffiti på skolen, og selv børnene – ikke kun mine – var sure over at der var blevet svinet til.
Jeg spurgte om ikke man kunne lave noget praktisk på skolen, hvor børnene kunne deltage, og ad den vej føle sig mere ansvarlige for deres skole.
Dette forslag blev modtaget på mest positive vis. Og et par uger efter blev jeg spurgt om jeg ville være med til at organisere haveplantning på de grønne områder ned til skolegården.
Det kunne jeg jo ikke så godt sige nej til, så derfor var jeg i torsdags, at finde i det lokale havecenter i selskab med en noget genert pedel, en meget stor trailer og øverste skoleleder.
Og hvad vi ikke fik købt: hindbær, solbær, ribs, brombær og jordbær. Og lavendel og lyng og nogle der stikker, men er sådan noget eviggrønt strittende, som eventuelt kan klippes i facon, hvis man har den slags sære præferencer.
Ja, den opmærksomme læser vil have noteret sig, at jeg ikke er havemenneske, og mine fingre er pænt beigefarvede uden skyggen af grønt. At jeg overhovedet ved, at vi fik indkøbt, for eks. solbær, er fordi mennesker på planteskoler verden over, er så venlige at forsyne deres planter med skilte, så planteblinde folk som jeg kan se, hvad det er for noget de planter i deres – eller som i dette tilfælde – andres have.
Det kunne for så vidt have været stikkelsbær, jeg havde først undret mig ved synet af store grønne solbær.
Ved ikke lige om de overhovedet havde taget mig med, hvis de havde været klar over hvor lidt jeg egentlig ved om have og grønt og sådan noget, udover at der er noget af det som kan spises og noget af det er pænt med blomster på. Så er der jo også ukrudt. Men hvem der er hvem er jeg ikke i stand til at udpege, medmindre det er meget åbenlyst.
Nå, men derudover havde vores kok – da der jo i franske skoler er kantiner hvor børnene, formedelst 30kr. dagligt, får serveret en 4 retters menu – og altså vores kantine kok havde ønsket sig en urtehave. Derfor fik vi også læsset timian, rosmarin, mynte, purløg og persille op på vores rullevogne.
Dette, og jord til et større landbrug, blev leveret ved skolen og så var det ellers bare med at komme i gang.
Børn i alle aldre og størrelser, lærere, ledere og forældre og en enkelt præsident for skolekredsen – mig altså, fik ved fælles anstrengelser ryddet og gravet og luget og plantet og vandet.
Bagefter, på bedste franske vis, fik vi en Kir Normand til apéritif, for at fejre vores nye skolegård, før vi så i fællesskab kunne fortære vores medbragte madpakker – og snakken gik lystigt!
Da vi gik hjem nød jeg synet af vores fine skolehave, og blev voldsomt stolt over at have inficeret Normandiet med lidt dansk fællesskab.
Jeg vil så bare gå og glæde mig til lavendlerne giver sig til at sende forførende dufte ud over skolegården når vi skal hente vores poder! Så kan jeg føle mig rigtig god en gang til!
Nu skal jeg bare lige have fundet min glorie først.
Kong Mor - med vilje 