Tag Archives: Brok

Superman og vinduesviskere

18 sep

Hvorfor er nogle morgener bedre end andre?
(Og det er ikke et retorisk spørgsmål)

Jo ser I, det er fordi de morgener, hvor man kører 110 på motorvejen i pis-øs-regnvejr, med vinduesviskerne piskende frem og tilbage i samme hastighed som en kolibri vinge, og den ene vinduesvisker lige pludselig – uvist af hvilken årsag – beslutter sig for at den ikke længere har lyst til at deltage i de fælles anstrengelser, men derimod på en gummiagtig måde søger skilsmisse og i stedet prøver at udøve sit virke på en helt anden rude, så kan sådan en morgen godt gå hen og blive en anelse mere dårlig, end det oprindeligt var tiltænkt.

Når man så dertil lægger et ophold på en næsten øde rasteplads, af den slags uden andet dekor end fem gullige lygtepæle og et WC skur uden døre, kan det kun blive værre.

Hvis det så også er på den mørke side af klokken seks, samt i føromtalte regnvejr, bliver det bare mindre og mindre godt.

Desuden stod jeg under den ene af de fem lygtepæle, for overhovedet at kunne se hvad der foregik, nede i det postnummer der tilhørte min sure vinduesvisker.

Og derfor kunne man selvfølgelig ikke se andet end mig, der på den mørke rasteplads, næsten øde bortset fra en del ungarske lastbiler af mere eller mindre tvivlsom herkomst, og jeg var lige så synlig som en fedtplet i solskin på en nyvasket rude, selv i det svage gullige lygtepælelys, og følte mig ganske overordentlig sårbar.

Jeg var fuldstændig overbevist om at samtlige lastbiler var beboet af alle klodens psykopater og voldsforbrydere, der blot ventede på at løbe ud og råbe bøh. Godt nok havde jeg søde Jan Mekaniker i røret, men selvom han er dygtig, ville han trods alt ikke være til meget hjælp lige der.

Af en person at være som netop er blevet vækket kl. 5.40 var han faktisk i forbløffende godt humør.

Nå, det var et sidespring.

Jeg kunne desværre ikke selv afhjælpe problemet med den forestående vinduesviskerskilsmisse – selv ikke telefonguidet af Jan – idet jeg ikke lige råder over en 13-nøgle i min håndtaske. Jeg har ellers mange andre ting dernede, men ikke lige en 13-nøgle.

Jeg fik dog svuppet den uregerlige visker tilbage på sin plads, håbede på at regnen snart ville stilne af, hvorpå jeg fortsatte min færd på den øde motorvej, mens jeg sammenbidt mumlede en del eder og forbandelser over vinduesviskere, regnvejr og morgener i al almindelighed.

Det var nok ret godt, at motorvejen var øde, for jeg ikke var i stand til at se det mindste. Regnen stilnede nemlig ikke af. Snarere tværtimod.

Jeg viskede lidt indimellem, men da den sure visker igen prøvede at gå sin vej, holdt jeg op med det og lod den helt være. Det var nogenlunde som at være meget nærsynet og køre uden kontaktlinser.

Det ved jeg, fordi jeg er meget nærsynet og nogle gange færdes uden kontaktlinser. Altså, på gåben. Og altid kun på min egen matrikel.

Hvorom alting er, så nåede jeg på arbejde uden nævneværdig skade på egen krop og sjæl, og så vidt jeg ved heller ikke på nogen andres.

Jeg er dog så heldig at selveste Superman arbejder samme sted som mig, så da regnen fik tørret op efter sig, og man kunne tage ophold i fri luft uden risiko for oversvømmelse, lokkede jeg ham – med kage – til at se på min vinduesvisker.

Han konstaterede at det kunne han sagtens fikse, han fik mine bilnøgler og på kortere tid end det tog mig at sige “tvangsægteskab” fik han synderen tilbage på sin tiltænkte plads, skruet den fast og kom op og afleverede mine nøgler.

Er der noget at sige til, at han er min helt?

Han fik naturligvis sin kage næste morgen!

– Hjemmebagt, og forberedt med stor taknemmelighed!

 

Reklamer

Komplimenter

27 jun

Jeg er fuldstændig fløjtende ligeglad med om man siger en eller et – det er denne sag komplet uvedkommende – for jeg har nemlig fået et par stykker af dem. Komplimenter, altså.

Hele to styks på tre dage!

Tænk engang!

Først da jeg stod og skulle trille min indkøbsvogn ud af Netto.

Sammen med Divaen, fordi jeg jo ikke er ret god til at købe ind alene.

Nå, men i vores Netto er kasserne lige ud for hovedindgangen, så man kan se lige ind til varebåndene ude fra parkeringspladsen.

Og så på vej ud af Netto, med alle vores indkøb, mødte vi First Mands gode ven Peder. Som sagde hej, mens han rystede på hovedet.

”Jeg kan konstatere to ting” sagde han med et opgivende smil. ”Jeg har været single for længe og jeg har brug for briller”.

Jeg sagde forvirret hej og må have set ret desorienteret ud, for han skyndte sig at fortsætte: ”Jeg stod ude ved bilen og kiggede ind i Netto og tænkte ”hun er da ret lækker hende der står der” og først da jeg kom tættere på, kunne jeg se at det var sgu da dig”.

Han sukkede og rystede på hovedet, og forsvandt derpå ind i Netto, mens jeg højt grinende gik hen til bilen! Divaen grinte skam også, dog ikke helt så inderligt som jeg.

Og så endda på en dag hvor hverken humør eller selvværd var på det højeste. For nu at sige det mildt.

God timing, og tusind tak for det, Peder!

Og så to dage senere, faldt jeg i snak med en ret ny (mandlig) kollega ude i vores tekøkken. Lars spurgte til mine børns alder, og da jeg kunne meddele at de var 15, 18, 20 og 22 år, så han på mig med vidt åbne øjne og spurgte: ”Jamen, er du da over 40?” og velvidende at jeg bliver 48 om 5 måneder, bad jeg ham om at gentage det, bare lige for hyggens skyld.

Jamen altså!

Også selvom jeg kom til at spekulere på om det med alderen, ikke snarere har noget at gøre med min vægt.

Jeg har nemlig taget helt vildt meget på de sidste to år, og vejer nu helt uhyggeligt meget i forhold til før. Men al den vægt, den må jo også sidde i ansigtet og dermed rette mine rynker ud. Smart! Intet er så galt at det ikke er godt for noget.

Men cirka samtidig gik det op for mig, at hvis jeg – som planen lige nu er – tabte 10 kilo, så ville jeg få smidt 10 år lige i ansigtet.

Det kan man da kalde pest eller kolera.

Jamen altså, hvad fanden er det lige for noget…

Kan man ikke både være lækker og rynkefri når man nærmer sig 50?

Nej?

Hvor kan jeg klage?

Stille og roligt i hængekøjen

20 jun

Da jeg, i hvert fald sommetider, er forholdsvis autoritetstro, gør jeg alt hvad den lokale psykiatri anbefaler mig, for at få det bedre. Jeg ligger altså ofte i den skønne hængekøje, vi fik til vores sølvbryllup sidste år, for at slappe af og få den foreskrevne hvile.

Men selv der, er det ikke givet at roen indfinder sig.

For tre uger siden lå jeg nemlig, ganske artigt i hængekøjen og lod andre om at tage sig af opvask og oprydning. Divaen sad også på terrassen og vi var hver især optaget af vores uundværlige smartphones, og delte morsomme videoer om hundehvalpe med hinanden, da der pludselig lød et højt knald og noget puds dryssede ned fra husmuren.

Divaen og jeg så forbavsede på hinanden, dernæst så vi os omkring, for at se hvilken klaptorsk der havde gang i en, sært nok lydløs, buskrydder-græstrimmer-dims i nærheden som så havde hvirvlet småsten og andet godt, rundt omkring.

Det er nemlig sådan at man skal søge dækning når First Man tager en tur i haven med sådan en motoriseret dims, da lige netop småsten og græstotter fyger om ørerne på ham – og andre sagesløse – hvis de skulle være så uheldige at befinde sig i hans umiddelbare nærhed.

Og det lød grangiveligt som noget sådant var sket, men denne lørdag aften var der blot ingen buskrydder tændt. Nogen steder.

Pludselig slog det ned i mig: kunne det være en softgun, eller noget tilsvarende?

Da Divaen også syntes det lød som en softgun, og det dårligt kunne være andet, beordrede jeg hende til at lægge sig ned og vende hovedet væk for at undgå at få en vildfaren kugle i øjet, for det tilfælde der skulle komme flere. Og så ringede jeg til First Man. Jeg følte mig nemlig ikke ret tryg ved at skulle forlade mit skjul i hængekøjen.

“Jeg tror vi bliver beskudt” jamrede jeg, da han tog telefonen fra den anden ende af huset, og da jeg ind i mellem har en anelse sans for dramatik, ventede jeg et opgivende suk, så min overraskelse var stor da han tværtimod iltert sagde: “Så var det det jeg hørte. Tænkte det sgu nok” og lagde på. Sekunder efter kunne jeg høre ham vredt trampende ned igennem haven.

Jeg derimod, blev hvor jeg var og ringede til politiet.

Intet mindre. Jeg vil ganske afgjort ikke skydes hverken på eller efter, og da jeg betaler min skat, mente jeg at jeg havde ret til at blive reddet af politiet. Det mente åbenbart politiet også, for de stod i min have 20 minutter efter mit – indrømmet – lidt ynkelige opkald: “Jeg tror vi bliver skudt på med en soft gun, er I lige søde at komme og redde mig”.

To politibetjente betragtede vores husmur, pegede på et “skudhul”, afpatruljerede derpå matriklen og meddelte at de ville køre en tur i kvarteret. Ikke fordi de forventede at finde nogen der ligefrem gik tur med et skydevåben, men som de sagde: “Det kan sommetider virke afskrækkende at vi kører en tur og viser at vi er her”.

De kom tilbage under en halv time efter de havde forladt os, for at meddele at de havde fundet synderen. Naboens børn havde leget ??!!! med – ikke en softgun – derimod med en luftpistol ?????!!!!!!! og var kommet til ?? at skyde ind i vores have.
De var nu meget kede af det og det ville ikke ske igen…

Vi takkede de to flinke betjente og da de bakkede ud af indkørslen blev jeg endnu engang taknemmelig over at bo i Danmark, hvor man kan ringe til nogen fordi man er utryg, få hjælp og opklaring på en time. Imponerende og beroligende! Tak til Politiet, hurra for jer!!

Nå…

Da de var væk, og der faldt ro over den lune sommeraften, hang denne dog stadig i luften: “Meget kede af det, og det ville ikke ske igen.”

Jamen, tak for det da…

Mit hjerte hamrede og jeg var rundt på gulvet, og faktisk også gal i skralden. “Møgunger” tænkte jeg. “Hvordan kan man give børn på 12-14 år lov til at skyde med en luftpistol uden opsyn? Og tænk nu hvis de havde ramt Divaen. I øjet eller noget. Skudhullet var mindre end en meter fra hendes ansigt. – for slet ikke at tale om Bimbi…”

Nu er det jo ikke naboens ungers skyld at jeg ikke er helt rask, men jeg tror – dog uden at vide det – at andre ville have været lige så chokerede over sådan en oplevelse. Ikke desto mindre faldt jeg til ro i løbet af aftenen og sov uden problemer.

Næste formiddag, da jeg lå på hovedet i haven og lugede lystigt, tænkte jeg over gårsdagens oplevelser. Jeg havde det godt med ikke at have anmeldt dem og havde faktisk stort set tilgivet dem. Stakkels børn, og hvad har vi.

Jeg tænkte: “De kommer sikkert forbi i løbet af dagen, og så kan vi grine af det, og jeg har is i fryseren, det bliver hyggeligt” og følte mig helt enormt storsindet.

Efterhånden som dagen skred frem, fordampede det storsindede. For der kom ikke nogen på besøg for at undskylde. Hverken børn eller voksen. Og så blev jeg ærligt talt lidt stram i betrækket.

Hvis ens børn laver noget som gør at politiet rykker ud og giver dem en reprimande, ville det så ikke være naturligt at tage ansvaret på sig og bevæge sig hen til den nabo som det var gået ud over, og eventuelt stikke dem en lille undskyldning? Jeg havde taget barnet i øreflippen og egenhændigt sparket ungen hen til naboen for at undskylde. Som i omgående. Medbringende en lille blomst/chokolade/noget som var blevet trukket fra ungens egne penge.

Eller er det bare mig?

Uanset om det var mig eller ej, så skrev jeg til sidst et brev.

Til naboen.

Hvor jeg på en forholdsvis pæn måde, gav udtryk for to ugers indestængt hidsighed, samt et godt råd om at lære sine børn at tage ansvar for egne handlinger (håbede måske lidt det kunne smitte af på deres ophav) men i øvrigt frabad mig en undskyldning, for det tog var ligesom kørt, så jeg finder nok aldrig ud af om det er blevet læst eller arkiveret lodret.

Det er også lige meget, jeg kom af med min sure bøvs!

Mobning…

4 sep

Når man siger mobning, tænker de fleste på børn.

Men tænk engang: voksne mobber også.

Jo.

Det er så nedrigt at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige.

Jeg har en forhenværende kollega, som blev headhuntet til et andet sted.

Men fordi folk det andet sted ikke brød sig om ham der headhuntede min ekskollega, kunne de bare automatisk og pr. definition heller ikke lide min ekskollega.

Hvor lav en opførsel er det lige?

Der er mange eksempler, såsom ikke at svare på det “God morgen” man siger når man ankommer. Eller bare svare med et enkelt ord når man bliver spurgt til datterens skolestart. Frokostpauser og fællesspisning uden alle er med.

Og jeg kunne blive ved.

Og jeg synes det er noget svineri.

Så er der naturligvis også dem som bare taler grimt eller nedladent til sine kolleger. Og ved Gud ikke kan se hvad problemet er.

Sidder der nu nogen derude og kan genkende deres egen opførsel beskrevet ovenfor, synes jeg at disse nogen skulle overveje om det er sådan de vil være, om det er det menneske du har lyst til at være; et lille bitte ynkeligt menneske som er nødt til at mobbe for at hævde sig.

Eller om det ikke var på tide at stoppe sådan en modbydelig opførsel.

Og det var så dagens bøvs!

God torsdag.

En ulykke…

23 okt

Kommer sjældent alene.

Jeg var ellers ved at være en anelse træt af alle de genvordigheder mit liv har budt på de sidste par måneder. De var dog af mere mental karakter. Nu er vi gået over til det mere materielle.

Eller det vil sige, vi har manglet en del af det materielle i og med vi prøver at overleve på min løn, nu da First Man ikke har fået løn siden juli.

I sig selv en interessant udfordring.

Men absolut ladsiggørlig.

Det forudsætter dog at der ikke kommer uforudsete forhindringer såsom sure køleskabe og forkølede komfurer.

Jo.

Vores ene køleskab – vi har heldigvis også et mikroskopisk et der stadig virker, indbygget i et skab i køkkenet – opgav ævred og blev mere til et vinskab med en 12-13 grader end det køleskab det fra naturens side var meningen det skulle være.

I dagligdagen er det kun lige akkurat muligt at klemme familiens fornødenheder ind i det lille køleskab. Velvidende at vi er seks, hvoraf fire spiser uanede mængder mad. Hele tiden.

På græshoppemåden.

Men jeg fik dog mast alt vores mad ind i dette køleskab og spekulerede som en gal på hvordan jeg ville kunne holde jul – endsige fødselsdag – med dette ene bitte lille køleskab der knap kan huse to dages forbrug af mad til os.

Mens jeg skumlede over dette, begyndte mine kogeplader at sige mystiske lyde. Og pludselig ville to af pladerne ikke tænde. De opførte sig som om gryderne ikke var magnetiske, og ville dermed ikke varme.

Jeg har dog to plader tilbage, men hverken en julemiddag eller vores vanlige søndags pandekageorgie, kan laves på de to resterende.

Rent bortset fra at jeg godt kunne mistænke de to for også at ville nægte at genkende mine gryder inden alt for længe, da der kommer sære lyde fra dem også. Det er nok bare et spørgsmål om tid inden jeg kan få First Man til at grave sit militær campingblus frem så jeg kan koge havregrød der.

Så pt. foregår madlavning med tilbageholdt åndedrag.

Jeg overvejer at lave mad i min bil, som jo er en campermodel, men det bliver nok lidt koldt til jul.

Andres gode råd om ens livskriser

12 sep

Kan ikke bruges.

Jeg siger det bare.

De der såkaldte gode råd, kan allerhøjst få en til at føle sig endnu dårligere tilpas. Eller endnu værre, give en lyst til at sparke den velmenende person over skinnebenet. Hårdt.

Det er den slags som kan afholde mig fra overhovedet at have lyst til at fortælle om de der livskriser.

Fordelen er så at man, mens man lytter på andres løsning på ens liv, kan øve sig i selvbeherskelse. Og er I så færdige hvor er jeg blevet dygtig til at holde mund.

Jeg har også indtil flere tips, til brug for frustrerede indebrændte.

Man kan for eksempel gå og nynne fædrelandets vemodige sange, indvortes naturligvis, mens man venter på at personen holder op med at tale. Så kan man ikke høre andet end salten østerstrand.

Det kan også være en løsning at være på vej ind i et andet rum, mens man distræt kigger sig over skulderen og mumler: “mmmhmmm” så går der sjældent så lang tid før personen forstår at deres ævlen ikke er interesseret.

Subsidiært kan man gå på toilettet, og råbe: “øjeblik” mens man lader vandet løbe.. Det er trods alt de færreste der forfølger en, helt derud for at råde videre.

Man kan naturligvis også bare bede vedkomne om at holde mund.

Det skaber bare så tit en ret dårlig stemning hos de der velmenende rådgivere. Og hvis det er nogen man ser af og til, kan det godt være lidt svært at bede dem om at stikke piben ind. Især hvis de selv tror de har fingrene i de vises sten.

Man kan også bare holde sig for sig selv, og lade være med at dele ud af sine gebrækkeligheder og så i øvrigt tage sig lidt sammen.

God torsdag!

Meget diplomatisk..

3 sep

Jeg vil sige det så diplomatisk som jeg kan.

JEG HADER TANDLÆGER.. Hov.. Nårrh nej, det var det diplomatiske jeg kom fra.

Jeg kan ikke lide tandlæger.
Eller jo det kan jeg godt. Ellen er fantastisk.
Og heldigvis at hun er så sød.
Ellers ville det være fuldstændigt ubærligt at gå til tandlæge.

Men jeg kan altså stadig ikke lide det.

Og jeg kan endnu mindre lide det når bedøvelsen holder op.

%d bloggers like this: