Superman og vinduesviskere

Hvorfor er nogle morgener bedre end andre?
(Og det er ikke et retorisk spørgsmål)

Jo ser I, det er fordi de morgener, hvor man kører 110 på motorvejen i pis-øs-regnvejr, med vinduesviskerne piskende frem og tilbage i samme hastighed som en kolibri vinge, og den ene vinduesvisker lige pludselig – uvist af hvilken årsag – beslutter sig for at den ikke længere har lyst til at deltage i de fælles anstrengelser, men derimod på en gummiagtig måde søger skilsmisse og i stedet prøver at udøve sit virke på en helt anden rude, så kan sådan en morgen godt gå hen og blive en anelse mere dårlig, end det oprindeligt var tiltænkt.

Når man så dertil lægger et ophold på en næsten øde rasteplads, af den slags uden andet dekor end fem gullige lygtepæle og et WC skur uden døre, kan det kun blive værre.

Hvis det så også er på den mørke side af klokken seks, samt i føromtalte regnvejr, bliver det bare mindre og mindre godt.

…

Desuden stod jeg under den ene af de fem lygtepæle, for overhovedet at kunne se hvad der foregik, nede i det postnummer der tilhørte min sure vinduesvisker.

Og derfor kunne man selvfølgelig ikke se andet end mig, der på den mørke rasteplads, næsten øde bortset fra en del ungarske lastbiler af mere eller mindre tvivlsom herkomst, og jeg var lige så synlig som en fedtplet i solskin på en nyvasket rude, selv i det svage gullige lygtepælelys, og følte mig ganske overordentlig sårbar.

Jeg var fuldstændig overbevist om at samtlige lastbiler var beboet af alle klodens psykopater og voldsforbrydere, der blot ventede på at løbe ud og råbe bøh. Godt nok havde jeg søde Jan Mekaniker i røret, men selvom han er dygtig, ville han trods alt ikke være til meget hjælp lige der.

…

Af en person at være som netop er blevet vækket kl. 5.40 var han faktisk i forbløffende godt humør.

…

Nå, det var et sidespring.

Jeg kunne desværre ikke selv afhjælpe problemet med den forestående vinduesviskerskilsmisse – selv ikke telefonguidet af Jan – idet jeg ikke lige råder over en 13-nøgle i min håndtaske. Jeg har ellers mange andre ting dernede, men ikke lige en 13-nøgle.

Jeg fik dog svuppet den uregerlige visker tilbage på sin plads, håbede på at regnen snart ville stilne af, hvorpå jeg fortsatte min færd på den øde motorvej, mens jeg sammenbidt mumlede en del eder og forbandelser over vinduesviskere, regnvejr og morgener i al almindelighed.

Det var nok ret godt, at motorvejen var øde, for jeg ikke var i stand til at se det mindste. Regnen stilnede nemlig ikke af. Snarere tværtimod.

Jeg viskede lidt indimellem, men da den sure visker igen prøvede at gå sin vej, holdt jeg op med det og lod den helt være. Det var nogenlunde som at være meget nærsynet og køre uden kontaktlinser.

Det ved jeg, fordi jeg er meget nærsynet og nogle gange færdes uden kontaktlinser. Altså, på gåben. Og altid kun på min egen matrikel.

Hvorom alting er, så nåede jeg på arbejde uden nævneværdig skade på egen krop og sjæl, og så vidt jeg ved heller ikke på nogen andres.

Jeg er dog så heldig at selveste Superman arbejder samme sted som mig, så da regnen fik tørret op efter sig, og man kunne tage ophold i fri luft uden risiko for oversvømmelse, lokkede jeg ham – med kage – til at se på min vinduesvisker.

Han konstaterede at det kunne han sagtens fikse, han fik mine bilnøgler og på kortere tid end det tog mig at sige “tvangsægteskab” fik han synderen tilbage på sin tiltænkte plads, skruet den fast og kom op og afleverede mine nøgler.

Er der noget at sige til, at han er min helt?

Han fik naturligvis sin kage næste morgen!

– Hjemmebagt, og forberedt med stor taknemmelighed!

 

Komplimenter

Jeg er fuldstændig fløjtende ligeglad med om man siger en eller et – det er denne sag komplet uvedkommende – for jeg har nemlig fået et par stykker af dem. Komplimenter, altså.

Hele to styks på tre dage!

Tænk engang!

Først da jeg stod og skulle trille min indkøbsvogn ud af Netto.

Sammen med Divaen, fordi jeg jo ikke er ret god til at købe ind alene.

…

Nå, men i vores Netto er kasserne lige ud for hovedindgangen, så man kan se lige ind til varebåndene ude fra parkeringspladsen.

Og så på vej ud af Netto, med alle vores indkøb, mødte vi First Mands gode ven Peder. Som sagde hej, mens han rystede på hovedet.

”Jeg kan konstatere to ting” sagde han med et opgivende smil. ”Jeg har været single for længe og jeg har brug for briller”.

Jeg sagde forvirret hej og må have set ret desorienteret ud, for han skyndte sig at fortsætte: ”Jeg stod ude ved bilen og kiggede ind i Netto og tænkte ”hun er da ret lækker hende der står der” og først da jeg kom tættere på, kunne jeg se at det var sgu da dig”.

Han sukkede og rystede på hovedet, og forsvandt derpå ind i Netto, mens jeg højt grinende gik hen til bilen! Divaen grinte skam også, dog ikke helt så inderligt som jeg.

Og så endda på en dag hvor hverken humør eller selvværd var på det højeste. For nu at sige det mildt.

God timing, og tusind tak for det, Peder!

Og så to dage senere, faldt jeg i snak med en ret ny (mandlig) kollega ude i vores tekøkken. Lars spurgte til mine børns alder, og da jeg kunne meddele at de var 15, 18, 20 og 22 år, så han på mig med vidt åbne øjne og spurgte: ”Jamen, er du da over 40?” og velvidende at jeg bliver 48 om 5 måneder, bad jeg ham om at gentage det, bare lige for hyggens skyld.

Jamen altså!

Også selvom jeg kom til at spekulere på om det med alderen, ikke snarere har noget at gøre med min vægt.

Jeg har nemlig taget helt vildt meget på de sidste to år, og vejer nu helt uhyggeligt meget i forhold til før. Men al den vægt, den må jo også sidde i ansigtet og dermed rette mine rynker ud. Smart! Intet er så galt at det ikke er godt for noget.

Men cirka samtidig gik det op for mig, at hvis jeg – som planen lige nu er – tabte 10 kilo, så ville jeg få smidt 10 år lige i ansigtet.

Det kan man da kalde pest eller kolera.

…

Jamen altså, hvad fanden er det lige for noget…

Kan man ikke både være lækker og rynkefri når man nærmer sig 50?

…

Nej?

…

Hvor kan jeg klage?

…

Stille og roligt i hængekøjen

Da jeg, i hvert fald sommetider, er forholdsvis autoritetstro, gør jeg alt hvad den lokale psykiatri anbefaler mig, for at få det bedre. Jeg ligger altså ofte i den skønne hængekøje, vi fik til vores sølvbryllup sidste år, for at slappe af og få den foreskrevne hvile.

Men selv der, er det ikke givet at roen indfinder sig.

For tre uger siden lå jeg nemlig, ganske artigt i hængekøjen og lod andre om at tage sig af opvask og oprydning. Divaen sad også på terrassen og vi var hver især optaget af vores uundværlige smartphones, og delte morsomme videoer om hundehvalpe med hinanden, da der pludselig lød et højt knald og noget puds dryssede ned fra husmuren.

Divaen og jeg så forbavsede på hinanden, dernæst så vi os omkring, for at se hvilken klaptorsk der havde gang i en, sært nok lydløs, buskrydder-græstrimmer-dims i nærheden som så havde hvirvlet småsten og andet godt, rundt omkring.

Det er nemlig sådan at man skal søge dækning når First Man tager en tur i haven med sådan en motoriseret dims, da lige netop småsten og græstotter fyger om ørerne på ham – og andre sagesløse – hvis de skulle være så uheldige at befinde sig i hans umiddelbare nærhed.

Og det lød grangiveligt som noget sådant var sket, men denne lørdag aften var der blot ingen buskrydder tændt. Nogen steder.

Pludselig slog det ned i mig: kunne det være en softgun, eller noget tilsvarende?

Da Divaen også syntes det lød som en softgun, og det dårligt kunne være andet, beordrede jeg hende til at lægge sig ned og vende hovedet væk for at undgå at få en vildfaren kugle i øjet, for det tilfælde der skulle komme flere. Og så ringede jeg til First Man. Jeg følte mig nemlig ikke ret tryg ved at skulle forlade mit skjul i hængekøjen.

“Jeg tror vi bliver beskudt” jamrede jeg, da han tog telefonen fra den anden ende af huset, og da jeg ind i mellem har en anelse sans for dramatik, ventede jeg et opgivende suk, så min overraskelse var stor da han tværtimod iltert sagde: “Så var det det jeg hørte. Tænkte det sgu nok” og lagde på. Sekunder efter kunne jeg høre ham vredt trampende ned igennem haven.

Jeg derimod, blev hvor jeg var og ringede til politiet.

Intet mindre. Jeg vil ganske afgjort ikke skydes hverken på eller efter, og da jeg betaler min skat, mente jeg at jeg havde ret til at blive reddet af politiet. Det mente åbenbart politiet også, for de stod i min have 20 minutter efter mit – indrømmet – lidt ynkelige opkald: “Jeg tror vi bliver skudt på med en soft gun, er I lige søde at komme og redde mig”.

To politibetjente betragtede vores husmur, pegede på et “skudhul”, afpatruljerede derpå matriklen og meddelte at de ville køre en tur i kvarteret. Ikke fordi de forventede at finde nogen der ligefrem gik tur med et skydevåben, men som de sagde: “Det kan sommetider virke afskrækkende at vi kører en tur og viser at vi er her”.

De kom tilbage under en halv time efter de havde forladt os, for at meddele at de havde fundet synderen. Naboens børn havde leget ??!!! med – ikke en softgun – derimod med en luftpistol ?????!!!!!!! og var kommet til ?? at skyde ind i vores have.
De var nu meget kede af det og det ville ikke ske igen…

Vi takkede de to flinke betjente og da de bakkede ud af indkørslen blev jeg endnu engang taknemmelig over at bo i Danmark, hvor man kan ringe til nogen fordi man er utryg, få hjælp og opklaring på en time. Imponerende og beroligende! Tak til Politiet, hurra for jer!!

…

Nå…

Da de var væk, og der faldt ro over den lune sommeraften, hang denne dog stadig i luften: “Meget kede af det, og det ville ikke ske igen.”

Jamen, tak for det da…

Mit hjerte hamrede og jeg var rundt på gulvet, og faktisk også gal i skralden. “Møgunger” tænkte jeg. “Hvordan kan man give børn på 12-14 år lov til at skyde med en luftpistol uden opsyn? Og tænk nu hvis de havde ramt Divaen. I øjet eller noget. Skudhullet var mindre end en meter fra hendes ansigt. – for slet ikke at tale om Bimbi…”

Nu er det jo ikke naboens ungers skyld at jeg ikke er helt rask, men jeg tror – dog uden at vide det – at andre ville have været lige så chokerede over sådan en oplevelse. Ikke desto mindre faldt jeg til ro i løbet af aftenen og sov uden problemer.

Næste formiddag, da jeg lå på hovedet i haven og lugede lystigt, tænkte jeg over gårsdagens oplevelser. Jeg havde det godt med ikke at have anmeldt dem og havde faktisk stort set tilgivet dem. Stakkels børn, og hvad har vi.

Jeg tænkte: “De kommer sikkert forbi i løbet af dagen, og så kan vi grine af det, og jeg har is i fryseren, det bliver hyggeligt” og følte mig helt enormt storsindet.

Efterhånden som dagen skred frem, fordampede det storsindede. For der kom ikke nogen på besøg for at undskylde. Hverken børn eller voksen. Og så blev jeg ærligt talt lidt stram i betrækket.

Hvis ens børn laver noget som gør at politiet rykker ud og giver dem en reprimande, ville det så ikke være naturligt at tage ansvaret på sig og bevæge sig hen til den nabo som det var gået ud over, og eventuelt stikke dem en lille undskyldning? Jeg havde taget barnet i øreflippen og egenhændigt sparket ungen hen til naboen for at undskylde. Som i omgående. Medbringende en lille blomst/chokolade/noget som var blevet trukket fra ungens egne penge.

Eller er det bare mig?

Uanset om det var mig eller ej, så skrev jeg til sidst et brev.

Til naboen.

Hvor jeg på en forholdsvis pæn måde, gav udtryk for to ugers indestængt hidsighed, samt et godt råd om at lære sine børn at tage ansvar for egne handlinger (håbede måske lidt det kunne smitte af på deres ophav) men i øvrigt frabad mig en undskyldning, for det tog var ligesom kørt, så jeg finder nok aldrig ud af om det er blevet læst eller arkiveret lodret.

Det er også lige meget, jeg kom af med min sure bøvs!

Mobning…

Når man siger mobning, tænker de fleste på børn.

Men tænk engang: voksne mobber også.

…

Jo.

Det er så nedrigt at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige.

Jeg har en forhenværende kollega, som blev headhuntet til et andet sted.

Men fordi folk det andet sted ikke brød sig om ham der headhuntede min ekskollega, kunne de bare automatisk og pr. definition heller ikke lide min ekskollega.

Hvor lav en opførsel er det lige?

Der er mange eksempler, såsom ikke at svare på det “God morgen” man siger når man ankommer. Eller bare svare med et enkelt ord når man bliver spurgt til datterens skolestart. Frokostpauser og fællesspisning uden alle er med.

Og jeg kunne blive ved.

Og jeg synes det er noget svineri.

Så er der naturligvis også dem som bare taler grimt eller nedladent til sine kolleger. Og ved Gud ikke kan se hvad problemet er.

…

Sidder der nu nogen derude og kan genkende deres egen opførsel beskrevet ovenfor, synes jeg at disse nogen skulle overveje om det er sådan de vil være, om det er det menneske du har lyst til at være; et lille bitte ynkeligt menneske som er nødt til at mobbe for at hævde sig.

Eller om det ikke var på tide at stoppe sådan en modbydelig opførsel.

…

Og det var så dagens bøvs!

God torsdag.

En ulykke…

Kommer sjældent alene.

…

Jeg var ellers ved at være en anelse træt af alle de genvordigheder mit liv har budt på de sidste par måneder. De var dog af mere mental karakter. Nu er vi gået over til det mere materielle.

Eller det vil sige, vi har manglet en del af det materielle i og med vi prøver at overleve på min løn, nu da First Man ikke har fået løn siden juli.

I sig selv en interessant udfordring.

Men absolut ladsiggørlig.

…

Det forudsætter dog at der ikke kommer uforudsete forhindringer såsom sure køleskabe og forkølede komfurer.

…

Jo.

Vores ene køleskab – vi har heldigvis også et mikroskopisk et der stadig virker, indbygget i et skab i køkkenet – opgav ævred og blev mere til et vinskab med en 12-13 grader end det køleskab det fra naturens side var meningen det skulle være.

I dagligdagen er det kun lige akkurat muligt at klemme familiens fornødenheder ind i det lille køleskab. Velvidende at vi er seks, hvoraf fire spiser uanede mængder mad. Hele tiden.

På græshoppemåden.

Men jeg fik dog mast alt vores mad ind i dette køleskab og spekulerede som en gal på hvordan jeg ville kunne holde jul – endsige fødselsdag – med dette ene bitte lille køleskab der knap kan huse to dages forbrug af mad til os.

Mens jeg skumlede over dette, begyndte mine kogeplader at sige mystiske lyde. Og pludselig ville to af pladerne ikke tænde. De opførte sig som om gryderne ikke var magnetiske, og ville dermed ikke varme.

Jeg har dog to plader tilbage, men hverken en julemiddag eller vores vanlige søndags pandekageorgie, kan laves på de to resterende.

…

Rent bortset fra at jeg godt kunne mistænke de to for også at ville nægte at genkende mine gryder inden alt for længe, da der kommer sære lyde fra dem også. Det er nok bare et spørgsmål om tid inden jeg kan få First Man til at grave sit militær campingblus frem så jeg kan koge havregrød der.

…

Så pt. foregår madlavning med tilbageholdt åndedrag.

…

Jeg overvejer at lave mad i min bil, som jo er en campermodel, men det bliver nok lidt koldt til jul.

Andres gode råd om ens livskriser

Kan ikke bruges.

…

Jeg siger det bare.

De der såkaldte gode råd, kan allerhøjst få en til at føle sig endnu dårligere tilpas. Eller endnu værre, give en lyst til at sparke den velmenende person over skinnebenet. Hårdt.

…

Det er den slags som kan afholde mig fra overhovedet at have lyst til at fortælle om de der livskriser.

…

Fordelen er så at man, mens man lytter på andres løsning på ens liv, kan øve sig i selvbeherskelse. Og er I så færdige hvor er jeg blevet dygtig til at holde mund.

…

Jeg har også indtil flere tips, til brug for frustrerede indebrændte.

Man kan for eksempel gå og nynne fædrelandets vemodige sange, indvortes naturligvis, mens man venter på at personen holder op med at tale. Så kan man ikke høre andet end salten østerstrand.

Det kan også være en løsning at være på vej ind i et andet rum, mens man distræt kigger sig over skulderen og mumler: “mmmhmmm” så går der sjældent så lang tid før personen forstår at deres ævlen ikke er interesseret.

Subsidiært kan man gå på toilettet, og råbe: “øjeblik” mens man lader vandet løbe.. Det er trods alt de færreste der forfølger en, helt derud for at råde videre.

…

Man kan naturligvis også bare bede vedkomne om at holde mund.

Det skaber bare så tit en ret dårlig stemning hos de der velmenende rådgivere. Og hvis det er nogen man ser af og til, kan det godt være lidt svært at bede dem om at stikke piben ind. Især hvis de selv tror de har fingrene i de vises sten.

Man kan også bare holde sig for sig selv, og lade være med at dele ud af sine gebrækkeligheder og så i øvrigt tage sig lidt sammen.

God torsdag!

Meget diplomatisk..

Jeg vil sige det så diplomatisk som jeg kan.

JEG HADER TANDLÆGER.. Hov.. Nårrh nej, det var det diplomatiske jeg kom fra.
…
Jeg kan ikke lide tandlæger.
Eller jo det kan jeg godt. Ellen er fantastisk.
Og heldigvis at hun er så sød.
Ellers ville det være fuldstændigt ubærligt at gå til tandlæge.
…
Men jeg kan altså stadig ikke lide det.
…
Og jeg kan endnu mindre lide det når bedøvelsen holder op.

Har ikke rigtigt noget at sige.

Hver gang jeg i disse dage sætter mig til tastaturet for at skrive noget, så går det galt.

Enten bliver det en omgang mavesurt brok over det ene eller det andet.

Det være sig den tåbelige forhenværende skatteminister som jeg – hvis han kommer i offentlig gabestok – gerne vil råbe af. Fra allerforreste række. Så er der den nuværende regering der vil lege med de store uden at gennemtænke eventuelle konsekvenser. Dem har jeg også lyst til at råbe af.

Eller også bliver det en ordentlig omgang selvmedlidende jamren såsom hvad man gør, når man tror man gør det så godt man kan – eller jo det gør man – men det så viser sig at det ikke er godt nok. Og at nogen har trampet lidt vel rigeligt rundt i spinaten.

…

Eller den slags.

Og det er ærligt talt ikke til at holde ud at læse om.

Går jeg ud fra.

…

Så det bliver ikke til så meget.

Der er dog nogle få gode ting, og jeg har lært af erfaring, at det er dem man skal fokusere på.

…

Altså jeg mødte Dorthe igår.

Det var for kort tid til lige at lære alt om hende siden vores veje skiltes efter første klasse, men hendes øjne var præcis som jeg huskede dem. Funklende elektriske blå og fulde af pjat og ballade. Jeg håber vi skal ses igen! Snart.

Noget andet godt er at min chef skal på ferie. Ja nu, tænker I alle – uuuha kongen kan ikke lide sin chef – men det forholder sig ingenlunde sådan. Det forholder sig derimod sådan at chefen har tænkt sig at traktere med Frellsens flødeboller i anledningen af ferien. Så ja – jeg glæder mig enormt til chefens feriestart i eftermiddag!

Så er jeg også glad for at Firkløveret har ladet 4 toms guldbarer ligge på hylden i køkkenet. De er ikke blevet spist, trods det faktum at de har ligget der siden lørdag middag.

Sluttelig er jeg glad for at jeg gik tidligt i seng i går. For jeg er stadig ret mat i koderne, og orker ikke rigtigt noget voksent eller alvorligt. Men jeg vil gerne spille både ruzzle, wordfeud og quiz battle.

Kommunal bøvs.

Dette indlæg lagde egentligt ud med at skulle være en gigantisk bøvs.

En kommunal bøvs.

En folkeskolebøvs.

Og jeg måtte vente med at skrive indlægget til jeg var kølet så meget af at jeg ville være i stand til at bruge et pænere sprog end det jeg oprindeligt lagde ud med.

Nu er gassen gået lidt af bøvsen og det er blevet til en undrende bøvs mere end en sur bøvs. Men en bøvs er det.

Altså.

Zorronaldo skulle tilbage i folkeskolen; udfaldet af hans engelske oplevelse var nemlig af sådan karakter at vi slet ikke gider tale om det. Undskyldningerne er mange og lange og vist nok alle lige dårlige, i hvert fald var han ikke i stand til ret meget andet end at sige farvel og tak.

Hvilket han gjorde.

Uden at have en anden løsning ved hånden. En mindre detalje, som dog bekymrede ham ligesom meget som den bekymrede hans forældre.

De kvalificerede læreanstalter der var en mulighed kunne naturligvis ikke svare os i sommerferien, og selvom man godt kan skubbe den slags bekymringer foran sig mens man er på en dejlig ferie, så truer hverdagen og virkeligheden alligevel lidt i horisonten.

Da vi havde nulstillet kilometertælleren på bilen, startede vi ligeledes på en frisk hvad skolegang angik. Heldigvis findes der kommunalt finansierede vagttelefoner til frustrerede mødre og do drenge.

Og disse er sommetider bemandet med rare, effektive folk man er så heldig at kende. Og Hanne tog affære. Når nu vi kendte hinanden, kunne vi jo ligeså godt tage hjem til hende i stedet for at suse til storbyen. Hvilket vi gjorde.

Og hjemme hos Hanne, over en marmelademad, fik Zorronaldo hjælp og vejledning, mens hans mor forsøgte at tie stille. Det holdt hårdt, men denne gang skulle det være hans egen beslutning og ikke noget tåbelige regler presset ned over hovedet på ham.

Og altså skulle han starte i 10. klasse for ellers kom han aldrig videre i systemet, i og med ingen dansk ungdomsuddannelse vil acceptere hans franske eksamensbevis for grundskolen. Og vi udfyldte og gjorde ved, og fik sendt ind som påkrævet.

Og hørte intet.

…

Og her begyndte visse mødre – især de kongelige – at blive en anelse vrisne.

…

Da alle andre mennesker var tilbage på deres pind, blev der stadig ikke svaret på de telefonnumre der blev henvist til på deres hjemmeside. Og nogle mødre begyndte nu direkte at hidse sig op over det offentlige skolesystem. Efter et decideret detektivarbejde på hjemmesiden, lykkedes det at finde et telefonnummer på en sekretær.

Som også endte med at tage sin telefon.

…

Jeg fik præsenteret min søns sag, og ville gerne vide om vi kunne få tilsendt noget materiale så knægten i det mindste som udgangspunkt kunne få at vide hvornår han skulle starte i skole.

Deres scanner virkede ikke, så dette kunne ikke lade sig gøre.

…

Dernæst ville hun gerne have alle oplysninger – de selvsamme som Zorronaldo havde brugt det meste af en formiddag på at udfylde og sende med post til rette vedkomne – en gang til. Da jeg påpegede at disse faktisk allerede var fremsendt, meddelte sekretæren at disse ikke befandt sig på skolen. Jeg bedyrede så at de helt afgjort var sendt.

Damen betvivlede dog ikke dette, men kunne så fortælle at de jo ikke modtog post når skolen var lukket – i sommerferien – men at brevet så nok befandt sig på posthuset. Jeg fik hvislet at hun jo alt andet lige var tilbage på arbejde NU.

…

Denne påstand blev mødt med en så tavs og kommunal ligegyldighed, at jeg ikke engang orkede spørge hende hvornår hun så havde tænkt sig at bevæge sig over på posthuset for at hente omtalte post.

Hvis jeg i den private sektor havde undladt at hente post som noget af det allerførste – de var to sekretærer på kontoret da jeg ringede – så var jeg blevet fyret på stedet, og jeg bandede længe og indædt over manglende plads til min søn på byens privatskoler.

Ikke desto mindre startede han i skole, og foreløbigt går det godt. Han synes det er vildt nemt, og han glæder sig over at kunne finde ud af det hele. Moderen er også glad, da udsigten til at sønnen kan få nogle succesoplevelser i stedet for at rende ind i nederlag efter nederlag, ganske givet vil have en positiv indflydelse på hans motivation!

Slangen i paradis er dog den kommunale ånd der hviler over såvel administrativt som pædagogisk personale.

Knægten kom hjem efter første dag og kunne undrende meddele sin – ligeledes måbende – mor, at en dansklærer havde sagt det var bedre at sige fra starten at man kun planlagde at aflevere halvdelen af alle sine stile, men at man så i det mindste afleverede dem.

…

Den lader jeg lige stå.

Jeg undlader også at kommentere på samfundslæreren der bad alle elever om at tage deres telefon op og sætte dem på “ikke lydløs” med den begrundelse at en lektion varede meget længe og det ville være svært at fastholde interessen non-stop og at det derfor var bedre at blive forstyrret i 2-3 minutter af en sms, svare på den og så efterfølgende være i stand til at samle sin fulde opmærksomhed mod undervisningen.

Gad vide om det også var gældende for læreren?

…

Jeg skal også nok lade være med at hidse mig op over matematiklæreren der ikke giver lektier for, da han er træt af at skælde ud på alle de som ikke gider lave deres lektier.

…

Men jeg tænker mit.

Jeg glæder mig trods alt over at 90 % af min søns skolegang hidtil har bestået af en dagligdag der inkluderede både krav og et minimum af konsekvens, i form af lektier og karakterer, og håber at dette fundament vil være nok til at han fortsætter ad den vej.

Så sikkert som ammen i kirken…

Jeg har travlt med alt muligt andet end blog i disse dage, så intet andet end en gedigen forargelse kan få mig til tasterne for dermed at give plads til en sur bøvs.

Det er det – som nogen sikkert ville have gættet – det med amning her eller der, der bevæger mit fordøjelsessystem, og fremprovokerer denne bøvs.

For hvorfor skal det altid være laveste fællesnævner?

Der er nogle – mig selv iberegnet – som ikke har den store lyst til at se frodige kvinder sidde og blafre med en fuldvoksen basketball og en skrigende baby, mens man nyder sin kaffe på en hyggelig café.

Men hvor mange gange sker det lige?

Hvor tit ser man kvinder i bar overkrop, der prøver at mase en melonstor kropsdel ind i en lille babymund?

?

Nej vel?

Ikke ret tit. Som regel er det noget der foregår i ly af en stofble eller i et hjørne med ryggen til. Men nu er det så i orden at smide ammende kvinder ud på grund af uterlig opførsel.

Og hvis det skal være i orden at nægte adgang til kvinder der vil give deres små børn mad, så har jeg da også lige et par sammenlignings punkter jeg gerne vil nævne.

Mest fordi dette er så langt fra alt hvad der er gængs opførsel i Danmark.

…

Man må nemlig ikke udelukke homoseksuelle under påskud at deres opførsel er stødende for andre.

Man må heller ikke udelukke formummede og tildækkede kvinder hvis påklædning provokerer andre.

Man må ikke udelukke handicappede, man skal tværtimod – og heldigvis – gøre livet lidt nemmere for kørestolsbrugere.

…

Se, at man skal give plads og rum til minoritetsgrupper og folk som er anderledes end det store flertal synes jeg da er helt fint.

At rygere er udelukkede er okay fordi det rammer andre fysisk.

Mand-der-kysser-mand, kvinder i tørklæder, handicappede og ammende kvinder generer kun ved deres fremtoning. De er altså hverken farlige for din sundhed eller smitsomme.

– Og nej dit barn bliver ikke bøsse af at se to mænd kysse hinanden. Og du bliver ikke selv ramt af muskelsvind fordi du sidder ved siden af en i kørestol. Ej heller smitter religion – Gud-skelov…

Så meget for minoritetsgrupper.

Nu synes jeg bare ikke at ammende kvinder er en minoritetsgruppe. Faktisk ammer de fleste nybagte mødre i Danmark. Det store flertal af mødre, faktisk. Og hvem er det så lige amningen generer?

Udover restauratøren?

Det Store Forargede Mindretal måske?

…

Men hvis man udelukker ammende kvinder fordi de er stødende for nogen, så må det da være i orden at udelukke nogle, hvis deres fremtoning er stødende for andre?

Eller hvad?

Men det tør ingen.

Ingen restauratør ville nogensinde turde sige åbent: ”Jeg lukker min restaurant for bøsser”. Eller for ”Kvinder med tørklæde” i og med både bøsser og tørklædeklædte kvinder støder en del. Udelukker man dem, så er hele landet, forståeligt nok, på den anden ende.

Men ammende kvinder må altså gerne udelukkes, fordi der sidder et par snerpede personer som synes det er ulækkert?

Jeg synes for eksempel det er yderst ubehageligt at spise i nærheden af folk der smasker eller hænger ind over tallerknen og skovler i sig, for derpå at tygge maden med åben mund så alle omkringsiddende kan følge med hele vejen ned.

For slet ikke at tale om mænd med sokker i sandalerne, kvinder med knænylonstrømper under en nederdel, folk der stanger tænder eller piller næse, eller klør sig i øret med bilnøglen, JO den slags findes…

Men det må jeg bare leve med.

Moralen må så være…

Ammende kvinder er ikke værd at slås for?

…

Den eneste løsning jeg derfor lige kan se – for en løsning er der – er simpelthen at gøre amning til en religion.

Så er vi ude over lovlig udelukkelse på grund af andres kvababselser…

Ammen.

Vroum vroum og lydbøger!

Og nej, jeg prøver ikke at sige som en blender.

Men nu var jeg faktisk blevet en anelse træt af røde biler, sådan generelt, så lynet blev i sidste uge afleveret hos Jan, som så gav mig en rigtig bil i stedet for. En stor en. Med plads til alle mine børn. En bil som bevæger sig når man maser højre pedal i bund lidt ned.

…

Ikke at jeg gør det, smækker sømmet i bund altså, men det er nu meget rart at kunne.

Men nu sidder jeg altså på toppen af verden igen, har overblik i stedet for at ligge fladt ned på asfalten når jeg bevæger mig på fire hjul, som det var tilfældet i det røde lyn.

Der er kun en hage ved denne fantastiske bil.

…

Den har en CDafspiller som ikke kan lide lydbøger.

Den vil gerne spille musik.

Men ikke den tredie bog om Arn.

…

Og det er jo noget nær en katastrofe.

Af den slags som får mandage til at fortsætte ind i tirsdage. Jeg begyndte godt nok at se filmen i sidste weekend, men enten har filminstruktøren ikke læst alle bøgerne ret grundigt, eller også har han regnet med at det var publikummet som ikke havde gidet læse bøgerne, da disse to ting – film og bog – ikke har ret meget til fælles.

Derfor ville jeg så gerne kunne høre resten. Af bogen.

Før jeg surt sætter mig tilrette for at se slutningen af filmen, og bagefter med rette kan brokke mig over den.

Alternativt kunne jeg jo kontakte Hr. Becker himself og, såfremt han ikke havde andet for i de næste par dage, invitere ham med på min køretur så han kunne læse resten for mig.

Det var ikke meningen.

at komme med en sur bøvs.

…

Oprindeligt altså.

Jeg kæmpede endda for at finde noget afsindigt morsomt at berette.

Men så skete der en lille ting, en lille dum irriterende bagatel som væltede mit ellers udmærkede humør ned i en spand med galde.

Og så skal jeg da lige love for at bøvsene ligefrem stod i kø for at komme op i lyset.

…

Og den slags er så hamrende upraktisk. Man burde jo gerne have så meget åndsnærværelse at man ville være i stand til at sige vrisse: “Gå-så-hen-og-læg-dig” til sin bøvser, advare folk der kommer i nærheden og i det hele taget bare vende sig om på den anden side og være ligeglad og nyde solen.

Men når man først er kommet i bøvsehumør er det svært at grine. Man kommer til at fnise og pludselig kan man huske at man var sur og så råber man lige en ekstra gang for ligesom at slå fast at det var bøvsen der kom først.

Jeg var endda så muggen at da en pseudofrisk Mette-Karoline ringede om et godt tilbud på billig el, og jeg – meget kort for hovedet – fik sagt: “Har ingen interesse” så insisterede hun ikke, sagde blot pænt farvel og lagde på.

Jeg var ikke fri for at være en ganske lille smule skuffet over sådan at blive frataget min mulighed for at vrisse. Den chance kom da heldigvis igen da jeg skulle læse mails og andre af den slags der kræver at man svarer.

Derfor, jeg har intet andet en brok at slynge ud, og det synes jeg ærligt talt er lidt synd, derfor vil jeg holde min mund, blot nyde at det er en slags onsdag – selvom det er tirsdag – og at mit pæretræ er ved at springe ud!

Is

Kung-Fu, Magnum, Twister, Astronaut, Lynstang.

Og så is, jo altså. Fællesnævneren.

Et dejligt nemt ord – og kort – som kan udtrykke et helt bestemt ønske!

Der er naturligvis flere former for is, men lige her handler det om den slags med fløde og sukker og sikkert også en masse grumme tilsætningsstoffer.

Det er endda begyndt at være ved den tid, at man kan overveje at spise en is uden at få forfrysninger ved tanken. Nu er det også flere dage siden der var sne sidst, så jeg var da begyndt at savne det kolde gys.

…

Eller nej..

Nå, men altså, så var det jeg hørte en radioreklame. For is. Is leveret i blå biler med tilhørende klokkebimlen. For, reklamere for dem ved at nævne dem ved navn, vil jeg ikke.

…

Jeg kan nemlig ikke udtale deres nye is. Heller ikke engang hvis jeg lader som om jeg er Texaner. Hvad jeg ikke er.

…

Helt ærligt, hvad sker der for de som styrer de blå isbiler?

En is skal da have et forholdsvist nemt navn, så det ikke tager 20 minutter at købe den?

Eller hvad?

Jeg kan ikke engang huske halvdelen af navnet. Heller ikke når jeg lige har hørt reklamen, og jeg ville stå ganske fortabt uden at ane hvordan jeg skulle bestille den.

Kunne det ikke bare være en is?

Med et navn. Et simpelt navn.

Som Kæmpeeskimo?

Eller Filur?

Det ved man da hvad er. Selv nye is som Twister, har navne jeg kan finde ud af at gentage.

…

Altså i stedet for en is med et navn, der ikke er et navn, men derimod en endeløs opremsning af slik, kiks og andre kageingredienser der ikke har ret meget at gøre i en is, og som  kamuflerer den uden tvivl ganske almindelige is.

Men det skal jeg som sagt ikke kunne udtale mig om, og jeg tvivler på at jeg nogensinde bliver i stand til at huske navnet så længe at jeg kan bestille den næste torsdag.

Her en sand virtuos, Vincent som er en ren mester ud i iskunsten! Almindelige is med navne jeg kan både huske og udtale!

Borgerstrejke og andre trusler.

Jeg har tænkt tanken ofte de senere dage.

Hvordan giver jeg igen af samme skuffe så man lytter? Hvordan kan jeg vise min utilfredshed med den manglende respekt for børns rettigheder?

Grundlovssikrede rettigheder som er tilsidesat på grund af selvoptagede brushaner, der har nok i at høre sig selv gale op.

…

Jeg kunne forestille mig at parkere mine børn i “Borgerservice” for at de kan få den undervisning de har krav på.

Jeg kunne også forestille mig at tilbageholde kommuneskatten indtil jeg havde fået kompensation for de manglende timer.

I yderste instans må jeg jo klage til menneskerettighedsdomstolen for brud på mine børns grundlovssikrede rettigheder, som regeringen i mit land blæser højt og flot på, fordi politisk pseudoværdier vægter tungere.

I går kom jeg næsten til at græde fordi lejrskolerne rundt omkring begynder at blive aflyst og børnene har glædet sig i flere måneder og er så skuffede. Og det groteske er jo at lærerne vil gerne med og holde styr på vores lopper i flere dage. De må bare ikke.

Jeg er ked af det fordi børn keder sig, er utrygge, usikre og forvirrede. De små bliver kastet hid og did og de store drysser dagen væk med et par opgaver her og der som desperate forældre prøver at sætte dem igang med. Men vi er jo ikke lærere!

Der sidder kvalificerede lærere og venter på at lære vores børn en masse spændende, og de må ikke.

Jeg er så edderspændt rasende, at jeg skal passe på jeg ikke bliver grov, men Corydon, Antorini, Ziegler og Bondo kan være evig forvisset om at jeg vil stille dem til ansvar for hele dette formidable rod. Og jeg har en hukommelse som en elefant.

Som jeg ser det vil Ziegler ikke forhandle om noget som helst, Bondo brøler bare op om at de er de andre der slog først. Corydon laver selvmål på selvmål og Antorini er i forvejen så lidt populær her i huset, at det såmænd kan være det samme. Men det er en helt anden historie.

…

Lige nu handler hverdagen om andre og mere vigtige ting.

Lockouten af skoleelever for eksempel.

…

Jeg er træt af dette gedemarked og gal på børns vegne i al almindelighed.

Jeg gider ikke lade som om jeg synes det er okay at det skal gå ud over nogen, i fagbevægelsen og den danske models hellige navn.

Det går nemlig altid ud over børnene, og det er ikke i orden. 

…

Så nu er det på tide I sætter jer ned ved et bord, lukker dørene og kommer ud når I er enige. I mellemtiden, skal lockouten suspenderes så vi kan få ro og orden tilbage i dette anarki, ellers svarer jeg ikke for følgerne.

Ble’ der sagt…

 

 

Borgmestre på glatis.

Nu kan vi virkelig komme ud i en sag, hvor folket deler sig.

…

I er sikkert uden tvivl godt klar over hvad jeg taler om, men skulle det modsatte være tilfældet, vil jeg blot nævne at vores borgmestre hernede fra Ærø, Langeland, Svendborg og Fåborg-Midtfyn, har bedrevet en video.

Såfremt man vil gøre sig den ulejlighed at google dette vil man lande på en ca. 3 minutter lang film på youtube, hvor de fire borgmestre viser deres evner – eller mangel på samme – udi gangnam style à la Sydfynsk med mere.

Man må naturligvis synes om det hvad man vil.

Det er et frit land og alt det der.

Det skal dog ingen hemmelighed være at jeg synes den er hylende grinagtig.

Min tolerance får dog en lidt hård opbremsning når den ene gruppe brøler op om at det dog er for galt at bruge skatteydernes penge på den slags pjat, og den anden gruppe hyler om smagløshed og manglende kultur.

For det første, det med skattepengene… Som udgangspunkt er jeg da enig. Især i disse tider og alt det der. Men på den anden side, så nytter det ikke noget at køre hverken kommuner, skoler, plejehjem eller vuggestuer som forretninger der skal være rentable; det bliver de aldrig. I hvert fald ikke på den finansielle måde. Somme tider skal man bare bruge nogle surt sammenskrabede penge til at have det sjovt for.

Jeg tror det er tydeligt for enhver at de fire herrer havde det sjovt med at gøre tykt grin med sig selv, og få lidt mere fokus på et lille stykke af udkantsDanmark. Det ændrer sikkert ingen verdens ting, men det var da en sjov idé.

Bevares, der er sikkert en del der ikke har moret sig ved synet af denne video, og som kun har kunnet høre deres topskat rasle.

Men præcis som jeg vælger at tage hele familien med i biografen midt i arbejdsløshed og anden elendighed, fordi man altså bare ind imellem skal kunne grine af det hele, så kan jeg godt tage hatten af for gangnam Sydfyn. Jeg betaler selv skat, rigeligt og jeg giver gerne et kvartal eller to for at få lidt mere opmærksomhed til øerne hernede, for vi kunne altså godt bruge lidt humor midt i alle tvangsauktionerne og kontanthjælpen.

De andre som bag finkulturelle fornemmelser forarges, synes jeg endda er værre. Det minder mig lidt om ham Ex-Kultur-Uffe, som med mindre man lavede cirkus og blendede fisk så var man ikke kulturel. Grov generalisering, jeg ved det, men det er ikke meget galt.

Så snart det ikke er sært på den hippe måde, så er det kikset og dermed fuldstændigt latterligt. Og dermed ganske legitimt at rakke ned på det, på Treomåden. (Hr. Treo anmeldte for et par dage siden en koncert hvor han kaldte sangerinden de grimmeste ting, blot fordi det ikke lige var hans smag)

Det er som om almindelige mennesker, med kedelige meninger og gennemsnitlige holdninger ikke regnes for noget. Hvis man ikke har læst Kierkegaard, været på årlige udflugter til Toscana, og lytter til eksperimenterende fusions “jadzz”, så tæller ens humor ikke. Så er man faktisk bare plat.

Og hold op, hvor er jeg træt af at det kun er de rigtige som må mene noget. At det almindelige og provinsielle ikke må tælle med i det store regnestykke. I hvert fald ikke officielt. Men husk nu at der skal være plads til det hele, både cirkusnæser, Hansi og leverpostej…

…

Okay, leverpostej måtte godt holde sig lidt tilbage, men så den politiske ukorrekte rullepølse, med fedtbræmme, da.

Der er dog heldigvis flere som synes det er befriende at se fire politiske profiler være sammen om den slappe line på så dårlig en video som jeg kan grine sammen med!

Det var så denne torsdags sure bøvs!

Tak for kaffe… og borgmesterstang.